ProJur version 0.9.1

Sagen angik, dels om skatteyderen kunne få sin skatteansættelse for indkomstårene 2006-2007 genoptaget ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, dels om skatteyderen kunne få sin skatteansættelse for indkomstårene 2008-2011 genoptaget ordinært efter skatteforvaltningslovens § 26, og dels om skatteyderen kunne få prøvet SKAT’s afgørelse af 17. juni 2016 angående indkomstårene 2012-2014 efter den dagældende skatteforvaltningslovs § 48.  

Skatteyderen anmodede ad flere omgange skattemyndighederne om at få sin skatteansættelse for de pågældende indkomstår genoptaget. Til støtte herfor anførte skatteyderen, at han i de pågældende indkomstår var skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien som defineret i artikel 4, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 19. marts 1981 mellem Danmark og Jugoslavien, som var gældende i forholdet mellem Danmark og Kroatien indtil 22. februar 2009, og i artikel 4, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 14. september 2007 mellem Danmark og Kroatien, som er gældende fra 22. februar 2009, og at hans danske pensionsudbetalinger derfor var fritaget for dansk kildeskat.  

Der var enighed om, at pensionsudbetalingerne efter deres art var skattepligtige i Danmark efter kildeskattelovens § 2, stk. 1. Der var også enighed om, at pensionsudbetalingerne var fritaget for dansk kildebeskatning, hvis skatteyderen var skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien i de pågældende indkomstår. Det var i sagen omtvistet, om skatteyderen var skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien i de pågældende indkomstår. 

Om indkomstårene 2006-2007, som var omfattet af den ekstraordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 27, fandt retten, at skatteyderen ikke havde overholdt 6-månedersfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, da anmodningen om genoptagelse var fremkommet mere end 6 måneder regnet fra datoen, hvor skatteyderen kunne tilgå de relevante oplysninger i sin skattemappe. 

For så vidt angår indkomstårene 2008-2011, som var omfattet af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at han var skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien i de pågældende indkomstår. Retten fandt således, at der ikke forelå væsentlige nye oplysninger, som omhandlet i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, der kan begrunde en ændring af skatteansættelserne. 

Endelig fandt retten, angående indkomstårene 2012-2014, at skatteyderen ikke havde påklaget SKAT’s afgørelse af 17. juni 2016 vedrørende disse indkomstår, og at afgørelsen først kunne indbringes efter, at afgørelsen var blevet prøvet eller afvist af klageinstansen, jf. den dagældende skatteforvaltningslovs § 48, stk. 1. På det grundlag afviste retten en prøvelse af disse indkomstår. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Spørger var et dansk selskab, som påtænkte at foretage en udbytteudlodning til sit moderselskab H1, som var hjemmehørende i Sverige. Spørger ønskede at få bekræftet, at H1 ikke var begrænset skattepligtig af den påtænkte udbytteudlodning.

Skatterådet bekræftede, at H1 ikke var begrænset skattepligtig til Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, da H1 måtte anses for retmæssig ejer af udbyttet og den generelle omgåelsesklausul i ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.

Sagen angik, om der skulle betales yderligere gaveafgift ved gaveoverdragelse af anparter i et holdingselskab i en ejendomskoncern. Koncernens ejendomme, som i årsrapporterne var optaget til dagsværdien, blev, jf. pkt. 3 i TSS-cirkulære nr. 2000-09, nedskrevet til de senest kendte offentlige vurderinger. Skattestyrelsen ændrede værdiansættelsen af holdingselskabet, idet styrelsen ved værdiansættelsen af holdingselskabet ansatte koncernens ejendomme til dagsværdierne i henhold til årsrapporterne. Landsskatteretten fandt, at cirkulæret var vejledende for udøvelsen af skønnet over handelsværdien, og at klageren ikke havde et retskrav på at anvende cirkulæret, hvis en værdiansættelse i henhold til cirkulæret ikke førte til et retvisende udtryk for handelsværdien. Dagsværdierne i årsrapporterne var ikke generelt uegnede i forhold til at fastlægge handelsværdien af ejendommene, og konkret udtrykte dagsværdierne den værdi, som ejendommene måtte forventes at kunne sælges for til tredjemand. Med henvisning til bl.a. forskellen i værdierne og størrelsen af egenkapitalen fandt Landsskatteretten, at det var berettiget, at Skattestyrelsen havde fraveget værdiansættelsescirkulæret. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet kunne bekræfte, men med en anden begrundelse, at de omhandlede parkeringsydelser, som Spørger leverer til beboerne i ejendommen X1-bygning, var momspligtige.

Skatterådet begrundede svaret med, at parkeringsydelserne ikke opfyldte betingelserne for at være udlejning af fast ejendom i momslovens forstand, idet lejeren ikke kunne råde over arealet eller pladsen, som var den pågældende ejer, og udelukke andre herfra, når Spørger indgik flere lejeaftaler end der var pladser i parkeringskælderen. Spørgers ydelser var derfor momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers overdragelse af enerettighederne til at udgive, sælge og markedsføre fire computerspil til G1-virksomhed, kunne gennemføres som en momsfri virksomhedsoverdragelse efter momslovens § 4, stk. 5. Det var således Skatterådets opfattelse, at betingelsen om, at den, som overdrager en virksomhedsaktivitet, skal ophøre med den pågældende type af virksomhed, ikke var opfyldt. Både før og efter overdragelsen af enerettighederne til G1-virksomhed bestod virksomhedsaktiviteten i Spørger således i udgivelse, salg og markedsføring af computerspil. At virksomhedsaktivitet fremadrettet var baseret på enerettigheder, som tilhørte G1-virksomhed og ikke enerettigheder som tilhørte Spørger, ændrede efter Skatterådets opfattelse ikke herpå.

Anmodningen drejer sig om, hvorvidt den spiritus som Spørger opbevarer på sit godkendte lager, forfalder på det tidspunkt, hvor varen udtages og udleveres fra lageret til en investor, og dermed ikke på det tidligere tidspunkt hvor varen sælges til investoren.

Skatterådet bekræfter, at de varer, som Spørger sælger til investoren, først overgår til forbrug når varerne forlader Spørgers afgiftsoplag og udleveres til investoren.

Endvidere drejer anmodningen sig om, hvorvidt den mængde væske og alkohol, som løbende fordamper ved lagring af spiritus, skal betragtes som overgået til forbrug, og om Spørger skal afregne afgift efter spiritusafgiftsloven af den fordampede mængde.

Skatterådet bekræfter, at et svind ved fordampning, må anses for at være en hændelig omstændighed efter spiritusafgiftslovens § 33 a, stk. 2, hvilket medfører, at den pågældende mængde som udgør svindet ikke anses for at være overgået til forbrug. Der skal derfor ikke svares afgift af den mængde spiritus, der er fordampet på afgiftsoplaget.

Sagen angik Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelser af klagerens virksomhedsindkomst, herunder hvorvidt klageren som registreret ejer af virksomheden var rette skattesubjekt. Klageren havde efter det oplyste og forklarede registreret virksomheden med henblik på fortsættelse af klagerens onkels virksomhedsdrift, hvilket også var understøttet af visse objektive momenter. Klageren havde samtidig over for Skattestyrelsen og andre på almindelig vis fremtrådt som virksomhedens ejer og varetaget f.eks. kontakten til Skattestyrelsen både ved personligt fremmøde i forbindelse med registreringen af virksomheden og efterfølgende. Først under klagesagen blev det gjort gældende, at klageren ikke havde drevet virksomheden, og at klageren ikke var rette skattesubjekt. Landsskatteretten lagde til grund, at klageren fra begyndelsen var bekendt med klagerens onkels drift af virksomhed, og at klageren hjalp aktivt med at sikre fortsættelsen af denne virksomhedsdrift med klageren som virksomhedsejer, hvorfor klageren accepterede, at driften skulle ske i regi af klagerens virksomhed og for klagerens regning og risiko. Landsskatteretten fandt herefter, at klageren var rette skattesubjekt, da klageren som virksomhedens ejer aktivt og med accept havde tilrettelagt virksomheden med henblik på at fortsætte den virksomhed, som klagerens onkel hidtil havde udøvet. Landsskatteretten kunne tiltræde de foretagne skønsmæssige forhøjelser af klagerens virksomhedsindkomst, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik bl.a., om et selskabs levering af varer til Singapore, Hong Kong og Tyrkiet ifølge fem fakturaer på beløb mellem 44.500 kr. og 1.340.405 kr. for i alt 2.700.674 kr. var momsfritaget efter momsloven § 34, stk. 1, nr. 5, om levering af varer, der udførtes til steder uden for EU. Landsskatteretten anførte, at selskabet drev virksomhed med køb af luksusvarer til videresalg uden for EU. Der forelå ingen nærmere oplysninger om, hvorfor selskabet for de fem salg af luksusvarer, der såvel enkeltvis som samlet udgjorde betydelige beløb, ikke havde sikret sikker, eller i hvert fald tilsvarende dokumentation for udførsel til steder uden for EU som for andre af selskabets salg, som Skattestyrelsen havde godkendt som momsfritaget. Uagtet at både Skattestyrelsen i afgørelsen og Skatteankestyrelsen under klagebehandlingen havde fundet det foreliggende materiale utilstrækkeligt, var selskabet ikke fremkommet med yderligere til støtte for påstanden om, at de solgte varer var udført til steder uden for EU i form af f.eks. underbyggede erklæringer fra køberne, dokumentation for indfortoldning af varerne i køberlandene eller lignende. Under disse omstændigheder, og idet Landsskatteretten var enig i, at de fakturaer m.v., som selskabet havde fremlagt for de fem salg, ikke i sig selv dokumenterede, at varerne var udført til steder uden for EU, fandt Landsskatteretten, at betingelsen for momsfritagelse i momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, ikke var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet kunne bekræfte, at kopper og glas produceret i PP (polypropylen) ikke var omfattet af afgiftspligten for engangsservice ifølge emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1. Produkterne kunne bruges et ubegrænset antal gange, og det kunne forventes, at produkterne ville blive brugt igen og igen som almindelige kopper og drikkeglas.

Det påtænkes at stifte et selskab (spørger), hvor stifteren sammen med en eller flere ansatte kørelærer påtænker at tilbyde kategori B kørekort til privatkunder. Derudover påtænker spørger at indgå aftale med en af Undervisningsministeriet godkendt privat AMU-institution om varetagelse af de praktiske kørelektioner, der er en del af grunduddannelsen til bus- og lastbilchauffør.

Det er ikke spørger, der udbyder de omhandlede kørelektioner eller den samlede uddannelse. De praktiske kørelektioner er en del af en samlet undervisningsplan, som er fastlagt af AMU-institutionen.

Det er Skatterådets opfattelse, at spørger i henhold til aftalen med AMU-institutionen ikke leverer undervisning i momslovens forstand, men i stedet leverer arbejdskraft. Spørgers ydelser i form af varetagelse af de praktiske kørelektioner kan herefter ikke anses for en momsfritaget underleverandørydelse til undervisning.

Det er Skatterådets opfattelse, at spørgers ydelser heller ikke kan anses som ydelser i nær tilknytning til undervisning, idet ydelserne ikke kan anses for uomgængelig nødvendig for den undervisning AMU-institutionen leverer.

Spørgers ydelser i form af kørelektioner er derfor ikke omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. Ydelserne må herefter anses for momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1.

SKAT havde truffet afgørelse om, at en forening i indkomståret 2016 var skattepligtig i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, om bl.a. andre foreninger, som ikke var omfattet af fondsbeskatningsloven. Foreningen klagede til Landsskatteretten med påstand om at være omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 2, om foreninger, der var omfattet af fondsloven.

Landsskatteretten henviste til fondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, der omfattede arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og "andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hører til". Af bestemmelsens forarbejder fremgik bl.a., at foruden de allerede af lovforslaget omfattede arbejdsgiverforeninger og fagforeninger ville "en lang række brancheforeninger" blive inddraget. Det fremgik hverken af lovens ordlyd eller forarbejder, hvad der skulle forstås ved "økonomiske interesser". Efter en naturlig sproglig forståelse fandt Landsskatteretten, at der herved overordnet skulle være tale om aktiviteter med henblik på opnåelse af økonomisk udbytte.

Landsskatteretten bemærkede, at det ikke fremgik udtrykkeligt af foreningens formålsbestemmelse, at foreningen varetog medlemmernes økonomiske interesser. Henset til, at foreningen var en brancheforening for erhvervsmæssige virksomheder sammenholdt med, at ingen af foreningens formål umiddelbart havde ikke-økonomisk sigte, fandt Landsskatteretten efter en samlet konkret bedømmelse, at foreningens formål overvejende tilsigtede at varetage medlemmernes økonomiske forhold. Dette var støttet af det oplyste om, at foreningen i praksis varetog medlemmernes interesser bl.a. ved lobbyarbejde for at sikre, at der i lovgivningen, f.eks. i planlovgivningen, var plads til, at der i fremtiden ville være detail- og udvalgsbutikker i bykerner, og ved at yde juridisk rådgivning, kurser og IT-bistand til medlemmerne.

Landsskatteretten fandt herefter, at foreningen i 2016 i henhold til fondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, var en faglig sammenslutning, der som hovedformål havde at varetage de faglige økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hørte til.

På det grundlag, og da det på baggrund af sagens oplysninger blev lagt til grund, at foreningens aktiver i 2016 oversteg 250.000 kr., jf. fondslovens § 2, stk. 2, ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse således, at foreningen i indkomståret 2016 var omfattet af fondsbeskatningsloven.

Spørger havde været ansat hos H1 siden den 25. november 2019, hvor hans løn blev beskattet efter reglerne i kildeskattelovens §§ 48 E-F (forskerskatteordningen). Som led i ansættelsen underskrev Spørger en konkurrenceklausul med en løbetid på 12 måneder.

Den 28. marts 2023 underskrev Spørger en ansættelseskontrakt med H2. I den forbindelse opsagde Spørger sin ansættelse hos H1. Meningen var, at Spørger skulle påbegynde arbejdet hos H2 den 1. juni 2023 efter udløb af opsigelsesperioden hos H1. H1 gjorde imidlertid konkurrenceklausulen på 12 måneder gældende over for Spørger. Spørgers ansættelse hos H2 blev således først påbegyndt den 3. juni 2024.

Der blev spurgt, om det løbende vederlag, som Spørger modtog fra den 3. måned og resten af klausulens løbetid, var omfattet af beskatning efter reglerne i kildeskattelovens §§ 48 E-F. Det kunne Skatterådet ikke bekræfte, idet det ikke er et vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, der er omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1, men en kompensation for at være begrænset i at påtage sig andet personligt arbejde i klausulperioden efter ansættelsesforholdet er ophørt.

Der blev derudover spurgt, om Spørger kunne fortsætte med beskatning efter reglerne i kildeskattelovens §§ 48 E-F efter udløb af den omhandlede konkurrenceklausul og ved påbegyndelse af arbejde hos den nye arbejdsgiver, H2. Det kunne Skatterådet ikke bekræfte, da Spørger fratrådte sin stilling hos H1 den 31. maj 2023 og først tiltrådte sin stilling hos H2 den 3. juni 2024. Spørger opfyldte derfor ikke betingelsen i kildeskattelovens § 48 F, stk. 2, om at det nye ansættelsesforhold skal tiltrædes senest en måned efter ophør af den tidligere ansættelse.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af kapitalandele i to datterselskaber til en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond uden at ansøgerne blev udbyttebeskattede. Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i ansøgernes ideelle interesse og ikke i deres personlige eller økonomiske interesse, hvormed Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af kapitalandele i datterselskaberne til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, til ansøgerne, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Der blev henset til, at Fondens formål måtte anses for almennyttigt/almenvelgørende, idet det fremgik af udkastet til Fondens fundats, at Fondens formål var at yde støtte til almennyttige eller almenvelgørende formål, herunder ikkepolitiske, videnskabelige, humanistiske, kulturelle, uddannelsesmæssige, humanitære og sygdomsbekæmpende formål, herunder primært vedrørende sklerose.

Der blev endvidere henset til, at der efter Fondens udkast til fundats hverken var tillagt ansøgerne eller ansøgernes familie/nærtstående særlige rettigheder i Fonden, idet disse ikke var tillagt ret til uddelinger, ligesom de, såfremt de deltog i Fondens bestyrelse, kun kunne modtage et årligt vederlag, der ikke oversteg, hvad der blev anset for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang. Samlet set fandt Skatterådet, at Fonden hovedsageligt havde et almenvelgørende eller almennyttigt formål.

Sagen angik Spørgers ret til fradrag for moms af elafgift vedrørende el, som var anvendt til opladning af deres kunders elbiler, og om Spørger kunne tilbagebetale kunderne den godtgjorte elafgift inkl. moms.

Derudover angik sagen spørgsmålet om Spørger, såfremt denne havde ret til fradrag for moms af kundernes anvendte el til opladning af elbiler, kunne få genoptaget foregående afgiftsperioder vedrørende fastsættelse af købsmoms.

Skatterådet fandt, at Spørger ikke havde ret til momsfradrag svarende til momsen af den elafgift vedrørende privatkundernes elforbrug til at oplade elbil, idet betingelserne for momsfradragsretten ikke var opfyldt, jf. momslovens § 37, stk. 1. Skatterådet henså til, at der ikke var tale om en fradragsberettiget udgift afholdt af Spørger, ligesom udgiften ikke indgik blandt omkostningselementerne i prisen for Spørgers leverance til deres kunder.

Endvidere fandt Skatterådet, at spørgsmål om genoptagelse af foregående afgiftsperioder vedrørende fastsættelse af købsmoms ikke kunne karakteriseres som spørgsmål om den skattemæssige virkning af en disposition, og således ikke omfattet af ordningen om bindende svar, hvorfor spørgsmålet afvises.

Sagen angik Spørgers ret til fradrag for moms af godtgjort elafgift, som udbetales til Spørgers kunder via softwareplatformen G1.

Skatterådet fandt, at Spørger ikke havde ret til fradrag svarende til momsen af G1s opkrævning for udbetalt godtgjort elafgift til Spørgers kunder, idet betingelserne for momsfradragsretten ikke var opfyldt, jf. momslovens § 37, stk. 1. Skatterådet havde henset til, at opkrævningen fra G1 ikke udgjorde et vederlag for en leverance til Spørger, men var en tilbagebetaling som følge af G1s straksudbetaling af elafgift til Spørgers kunder. Der var også henset til, at udgiften ikke indgik blandt omkostningselementerne i prisen for Spørgers leverance til deres kunde.