Din adgang til strukturerede juridiske nyheder indenfor, de fagområder, som du ønsker.
Vi har systematiseret nyhedsstrømmen, så du kun skal vælge dit feed.
Sagen angik et aktionærlån, som aktionæren havde optaget forud for vedtagelsen af ligningslovens § 16 E, og som dermed ikke var omfattet af denne bestemmelse.
Problemstillingen i sagen var, hvorvidt vilkårsændringer af lånet gennemført efter ikrafttræden af bestemmelsen var så væsentlige, at det oprindelige lån skulle anses for indfriet og et nyt lån i skattemæssig forstand opstået. Dette eventuelle nye lån (i skattemæssig forstand) ville således være opstået efter bestemmelsen trådte i kraft, og dermed ville det udløse skattepligt efter ligningslovens § 16 E.
Det afgørende i sagen er derefter, hvorvidt de ændringer, der blev foretaget af lånet, var så væsentlige, at de i henhold til praksis er at sidestille med skatteretlig indfrielse af det gamle lån og stiftelse af et nyt lån.
Sagens værdi var opgjort til 226.006.125 kr. – altså over 226 mio. kr. – så det har ikke været et lille aktionærlån, aktionæren havde optaget.
Byretten fandt, at der var grundlag for at henvise sagen til behandling i landsretten i første instans, da retten fandt, at sagen var af principiel karakter, og at den havde generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen.
Det var landsretten dog ikke enig i og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten henviste til, at sagens udfald i det væsentlige vil bero på en bevismæssig vurdering af, hvorvidt vilkårsændringerne af lånet medførte, at der var tale om et nyt lån. Herefter og efter en samlet vurdering af sagen fandt landsretten, at betingelserne for at henvise sagen til landsretten i 1. instans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke var opfyldt.
Højesteret var enig heri, idet Højesteret dog fandt, at sagen rejste et principielt spørgsmål om fortolkningen af ligningslovens § 16 E. Højesteret anførte dog videre, at sagen på det foreliggende grundlag dog ikke kunne antages at have generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Ligningslovens § 16 E trådte i kraft for ca. 12 år siden, og det fremgår af sagen, at Skatteministeriet oplyste, at der ministeriet bekendt ikke verserede andre sager om lånevilkårsændringer, hvilket altså skal sammenholdes med, at sagens afgørelse afhænger af en konkret vurdering af vilkårsændringerne.
Dette taler for, at sagen ikke kan antages at have generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Den meget væsentlige betydning for skatteyderen henset til beløbenes størrelse blev ikke tillagt nogen betydning for sagens afgørelse.
Der har siden vedtagelsen af de nye regler om tilståelsesrabat været en del usikkerhed omkring rækkevidden af bestemmelsens rækkevidde.
Denne usikkerhed er nu afklaret ved Højesterets dom af 15. maj 2025 (UfR 2025.3022), hvor Højesteret på baggrund af forarbejderne til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, opstillet seks kategorier, der angiver rammerne for tilståelsesrabat.
Højesteret forholdt sig også til, hvorvidt bestemmelsen finder anvendelse på alle sagstyper og henviste til, at § 82, stk. 1, nr. 9, og dens forarbejder ikke skelner mellem forskellige typer af lovovertrædelser.
Til trods herfor fandt Højesteret, at der er sager og sagsområder, hvor der som udgangspunkt ikke kan gives tilståelsesrabat alene ud fra procesøkonomiske hensyn, disse sagsområder deler sig i to overordnede grupper.
For det første gælder det bl.a. for sagsområder, hvor der generelt ikke spares væsentlige ressourcer ved en tilståelse, og hvor der efter praksis er ret faste takster for udmåling af bøder eller kortere fængselsstraffe, dette kan f.eks. være inden for færdselslovgivningen.
Den anden sagsgruppe er sager, der vedrører drab, voldtægt, vold og andre grove integritetskrænkelser, hvor Højesteret fandt, at retshåndhævelseshensyn vil tale imod, at der gives tilståelsesrabat alene ud fra procesøkonomiske hensyn.
De 6 kategorier, som Højesteret opstiller ser således ud:
”Kategori 1
Ifølge lovbemærkningerne vil en tilståelse ”stadig i højere grad kunne medføre en lavere straf, når gerningsmanden tillige har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.” Højesteret finder, at der i et sådant tilfælde som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på ca. en tredjedel eller mere.
Kategori 2
Af lovbemærkningerne fremgår, at har ”gerningsmanden ikke angivet sig selv, vil der også stadig i højere grad være grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen af gives tidligt under sagen, sådan at politiet spares for en længere efterforskning, og sådan at sagen kan nå at blive fremmet som en tilståelsessag. I dette tilfælde kan tilståelsen efter omstændighederne tillægges betydelig vægt ved strafudmålingen.” Højesteret finder, at der i et sådant tilfælde som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på mellem ca. 20 % og ca. en tredjedel.
Kategori 3
Lovbemærkningerne indebærer, at der i tilståelsessager, hvor politiet ikke spares for en længere efterforskning, ikke kan gives samme tilståelsesrabat som i kategori 2. Højesteret finder, at der i sådanne tilfælde som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 og ca. 20 %. Som eksempel kan nævnes de narkotika- og våbensager, hvor det erkendte forhold svarer til politiets fund hos den pågældende.
Kategori 4
Af lovbemærkningerne fremgår, at der ”vil være mindre grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen først afgives under hovedforhandlingen i en domsmandssag eller nævningesag. Hvis tiltalte forud for hovedforhandlingen gennem forsvareren tilkendegiver at ville tilstå flere væsentlige forhold i sagen med den virkning, at bevisførelsen under hoved forhandlingen og dermed antallet af retsdage kan begrænses i væsentlig grad, kan en sådan tilståelse dog også medføre en lavere straf, selv om der også er forhold, som ikke tilstås.” Højesteret finder, at der i sådanne tilfælde som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 og ca. 20 %, der beregnes ud fra straffen for det eller de tilståede forhold.
Kategori 5
Lovbemærkningerne omtaler ikke tilfælde, hvor tiltaltes tilståelse forud for eller under hovedforhandlingen ikke medfører, at antallet af retsdage kan begrænses i væsentlig grad, men hvor tilståelsen dog har haft en vis betydning for sagens afvikling. Højesteret finder, at det i sådanne tilfælde afhænger af omstændighederne, om der skal gives en tilståelsesrabat. I givet fald kan tilståelsesrabatten som udgangspunkt højest udgøre ca. 10 %.
Kategori 6
Lovbemærkningerne omtaler ikke den situation, hvor tiltalte mod sin benægtelse er dømt i byretten, og hvor tilståelsen først afgives under anken. Højesteret finder, at tilståelsen i et sådant tilfælde som det klare udgangspunkt ikke skal til lægges betydning ved fastsættelsen af straffen. I en situation, hvor tilståelsen først afgives under anken, spares der typisk ikke ressourcer hos politiet, og der spares heller ikke ressourcer hos byretterne. Endvidere vil en rabat for tilståelse under anken tilskynde til flere ankesager ved landsretterne, hvilket vil være i strid med formålet bag ændringen af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.”
Højesteret anførte videre, at straffens udmåling i den konkrete sag skal udmåles på baggrund af alle sagens omstændigheder, således at intervallerne i de 6 kategorier kan fraviges i op- eller nedadgående retning.
I den konkrete sag havde tiltalte hurtigt afgivet tilståelse i sagens hovedforhold, der vedrørte besiddelse af 336,49 gram amfetamin, som politiet i forbindelse med visitation af tiltalte, fandt gemt i hans underbukser.
Sagen var således omfattet af kategori 3, idet politiet antageligvis ikke blev sparet for en længere efterforskning, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at retten blev sparet for en længerevarende retssag.
Højesteret fandt herefter, at der efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skulle ske en reduktion af straffen svarende til 3 måneders fængsel, hvilket udgjorde 12,5 % af den straf på fængsel i 2 år, der ellers ville have været udmålt.
Højesteret har efterfølgende i en dom af 12. juni 2025 i sag 92/2024 anført, at det er hensigtsmæssigt, at det udtrykkeligt fremgår af dommen i den enkelte sag, hvilken af de seks kategorier tilståelsen er omfattet af, og hvilken straf der ville være blevet udmålt uden tilståelsesrabat.
Sagen vedrørte et tilfælde, hvor den tiltalte ved dom blev idømt 5 års fængsel bl.a. for flere voldtægtsforsøg begået mod mindreårige piger, og spørgsmålet i sagen var, hvorvidt tiltalte skulle sidde varetægtsfængslet indtil dom i ankesagen.
Østre Landsret fandt ikke, at der var grundlag herfor, blandt andet med følgende begrundelse:
”Af de grunde, som landsretten har anført i kendelse af 7. oktober 2024, findes betingelserne for fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, at være opfyldt. Hvis tiltalte varetægtsfængsles indtil dom, vil tiltalte blive frihedsberøvet i 2 år og 8 måneder.
At varetægtsfængslingen, som sker under mere belastende forhold end afsoning i almindeligt fængsel – herunder under forhold som efter det oplyste om tiltaltes personlige forhold er særligt belastende for ham – vil få en sådan udstrækning, beror i al væsentlighed på domstolenes lange sagsbehandlingstider.
Under disse omstændigheder finder landsretten, at fortsat frihedsberøvelse vil være i strid med retsplejelovens § 762, stk. 3.
Varetægtsfængslingens øjemed kan imidlertid i nogen grad opnås ved mindre indgribende foranstaltninger som nævnt i retsplejelovens § 765, stk. 2, jf. stk. 1, og tiltalte har samtykket heri. Der træffes derfor, og da hensyn som nævnt i retsplejelovens § 762, stk. 3, ikke kan anses for at være til hinder herfor, bestemmelse som nedenfor bestemt om sådanne foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, jf. § 765, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1.
bestemmes:
Tiltalte T skal løslades fra varetægtsfængsling.
Tiltalte skal, indtil der er afsagt dom i sagen, undlade gennem internettet at kontakte børn under 18 år, der ikke kender ham, og undlade erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktivitet at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.”
Denne kendelse er interessant, da der ikke er mange kendelser, hvor der sker løsladelse i denne type sager, og kendelsen blev da også indbragt for Højesteret, der ændrede landsrettens kendelse, således at tiltalte skal sidde varetægtsfængslet indtil landsretten har afsagt dom i ankesagen, hvilket forventeligt sker ultimo 2025.
Højesteret anførte indledningsvist, at der efter en fældende dom i byretten er et stærkere grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen indtil dom i ankesagen, jf. herved Højesterets kendelse af 19. december 2024 (UfR 2025.955).
På baggrund af de strafbare forholds grovhed, herunder kriminalitetens art, fandt Højesteret herefter, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at tiltalte ikke er på fri fod.
I relation til proportionalitetsvurderingen henviste Højesteret til, at tiltaltes forklaring om den belastning, som fortsat varetægtsfængsling ville udgøre, ikke var understøttet af lægelige eller andre oplysninger i sagen, og at tiltalte ville have været frihedsberøvet i 2 år og 8 måneder ved uafbrudt varetægtsfængsling indtil dom i ankesagen. Dette skal sammenholdes med, at tiltalte var idømt 5 års fængsel i byretten
Højesteret har flere gange taget stilling til, at der ved proportionalitetsvurderingen må tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til ”normal tid” som er 2/3 dele af den idømte straf, dog minimum 2 måneder, jf. straffelovens § 38, stk. 1, se f.eks. Højesterets kendelser af 2. april 2012 (UfR 2012.2271), 24. august 2020 (UfR 2020.3699) og 15. februar 2024 (UfR 2024.2127).
Højesteret har derimod i en kendelse af 10. januar 2025 i sag 53/2024 slået fast, at der ikke af retten skal foretages en konkret vurdering af, om prøveløsladelse undtagelsesvis måtte forventes at kunne ske tidligere, fordi særlige omstændigheder taler for det, jf. straffelovens § 38, stk. 2.
Højesteret omtalte i øvrigt ikke den lange sagsbehandlingstid, der ifølge landsrettens kendelse relaterede sig til rettens forhold, og heller ikke, at varetægtsfængsling sker under mere belastende forhold end afsoning i almindeligt fængsel.
Højesteret fandt herefter, at varetægtsfængsling indtil dom på det foreliggende grundlag ikke var i strid med proportionalitetshensynet, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3.
Det kunne endvidere ikke føre til et andet resultat, at tiltalte efter den påkærede kendelse havde været på fri fod siden den 21. november 2024, hvilket skal sammenholdes med, at Højesterets kendelse er fra den 14. juli 2025, og at ankesagen er berammet til perioden 13. november – 19. december 2025.
Foranstaltninger efter retsplejelovens § 765
Højesteret fandt efter oplysningerne om kriminalitetens art, at varetægtsfængslingens øjemed ikke kunne opnås ved de mindre indgribende foranstaltninger, som landsretten havde fastsat, heller ikke selv om det i medfør af § 765, stk. 3, bestemtes, at tiltalte ikke må opholde sig i eget hjem.
Endelig fandt Højesteret ikke, at der på det foreliggende grundlag var grundlag for at træffe bestemmelse om andre foranstaltninger i medfør af retsplejelovens § 765.
Konklusion
Konklusionen blev altså, at tiltalte skulle varetægtsfængsles, til trods for at han havde været på fri fod i næsten 7 måneder, ligesom Højesteret igen slår fast, at der efter en fældende dom i byretten et stærkere grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen indtil dom i ankesagen, og at en samlet varetægtsfængsling på 2 år og 8 måneder sammenholdt med en dom på 5 års fængsel ikke var disproportional i det konkrete tilfælde.
Sagen angik, hvorvidt de skønsmæssige ansættelser af grundværdier pr. 1. oktober 2019 for fem ejendomme beliggende på gågaden i Y1-by skulle hjemvises til fornyet behandling.
Sagsøgeren gjorde under retssagen gældende, at vurderingsmyndighederne ikke havde forholdt sig til seks referencesalg, som sagsøgeren selv havde fremsøgt, eftersom referencesalgene ikke var inddraget i vurderingsmyndighedernes sammenligningsgrundlag for værdiskønnet. Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at vurderingsmyndighedernes sammenligningsgrundlag på kun tre referencesalg ikke var tilstrækkeligt til at understøtte de af vurderingsmyndighederne opgjorte grundværdiansættelser.
Retten bemærkede, at vurderingsmyndighederne havde forholdt sig særskilt til de seks referencesalg, som sagsøgeren havde henvist til, samt at vurderingsmyndighederne selv havde fundet tre referencesalg, og med en beskrivelse for hver af disse havde fundet, at de tre referencesalg er sammenlignelige med de påklagede ejendomme henset til den retlige anvendelse og beliggenheden.
Retten fandt på denne baggrund, at der ikke var grundlag for at antage, at det skøn, som vurderingsmyndighederne har foretaget vedrørende grundværdien for hver af de fem ejendomme, hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag.
Sagen omhandlede en problemstilling om sambeskatningsindkomsten i en koncern, herunder hvorvidt moderselskabet kunne få medhold i, at forhøjelsen af sambeskatningsindkomsten, der vedrørte en forhøjelse i et konkursramt datterselskab, skulle nedsættes til 0 kr. Problemet var, at datterselskabet var gået konkurs, og at dette selskabs sag var afsluttet med en afvisning af klagen og ikke forsøgt videreført. Denne afgørelse var dermed endelig.
Landsskatteretten havde i forbindelse med behandlingen af moderselskabets sag i det administrative system afvist en begæring om retsmøde, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, idet forhøjelsen af indkomsten i datterselskabet var endelig, og forhøjelsen af indkomsten dermed lå fast. Forhøjelsen af sambeskatningsindkomsten for moderselskabet skete i medfør af selskabsskattelovens § 31, som følge af ændringen i den skattepligtige indkomst for datterselskabet.
Den principale påstand for byretten var, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten med henblik på afholdelse af retsmøde ved Landsskatteretten. Der var i øvrigt nedlagt subsidiære påstande vedrørende opgørelsen af sambeskatningsindkomsten for det sagsøgende selskab.
Sagsøgeren fik ikke medhold i nogle af de nedlagte påstande, og vedrørende spørgsmålet om hjemvisning grundet manglende retsmøde udtalte retten indledningsvist, at Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, er tillagt en skønsmæssig beføjelse til at afskære retsmøder, der efter forholdene må anses for overflødige, og at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at Landsskatteretten havde udøvet skønnet på et forkert grundlag.
Spørgsmålet var herefter, hvorvidt sagsøgeren havde godtgjort dette, hvilket retten altså ikke fandt var tilfældet, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at Landsskatterettens beslutning om at afskære retsmøde i klagesagen var truffet på et forkert eller usagligt grundlag.
Retten henviste herefter til, at retten ikke fandt det sandsynliggjort, at en mundtlig forhandling ville have ført til et ændret oplysningsgrundlag, beslutningsgrundlag eller resultat i øvrigt.
Hertil kom, at sagens faktum i al væsentlighed var bundet op på et konkursramt datterselskabs skatteforhold, der måtte lægges til grund som endelige, idet selskabets klagesag var blevet afvist og ikke forsøgt indbragt for domstolene.
Derudover fandt retten, at den juridiske problemstilling om, hvorvidt sagsøgeren, som var holdingselskab for datterselskabet, skulle sambeskattes tilsvarende i medfør af selskabsskattelovens § 31, stk. 2, var ukompliceret og egnet til skriftlig behandling.
Dernæst henviste retten til ændringen af bestemmelsen i 2008, hvorefter kravene til at afvise retsmøde blev lempet fra "åbenbart overflødigt" til at være "overflødigt", og at ændringen havde til formål at give Landsskatteretten et mere sikkert grundlag for at afskære retsmøder, der slutteligt ville komme klagerne til gode i form af kortere sagsbehandlingstider.
Retten fandt ej heller, at det i sig selv kunne begrunde retsmøde, at sagen havde verseret ved Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten i mere end 6 år, og at Landsskatterettens afgørelse om at afskære retsmødet endvidere var en procesledende beslutning, hvorfor den i afgørelsen anførte begrundelse om, at sagen vurderes tilstrækkeligt oplyst, var tilstrækkelig.
Konklusionen blev herefter, at beslutningen om at afskære retsmødet ikke var en sagsbehandlingsfejl, og at sagen således ikke blev hjemvist. Sagen er en af få sager, hvor denne problemstilling har været indbragt for domstolene, hvilken ikke er så bemærkelsesværdigt henset til rækkevidden af det skøn, som Landsskatteretten er berettiget til at foretage, og særligt ikke set i lyset af lempelsen af adgangen til at afskære retsmøde fra 2008.
Derudover sker det relativt sjældent, at Landsskatteretten afskærer retsmødet, og som sagen her viser, hvad der en række saglige grunde til at afskære retsmøde i sagen.
Sagen angik, om sagsøgeren for indkomstårene 2011-2015 skulle beskattes af maskeret udlodning fra et selskab registreret i Panama baseret på hævninger foretaget fra selskabets Y1-nationalitet bankkonto. Videre angik sagen, om Skattestyrelsen med rette havde opgjort den skattepligtige værditilvækst af de hævdede midler efter et skøn.
Sagsøgeren nedlagde principal påstand om, at sagen skulle hjemvises til Landsskatteretten med henblik på afholdelse af et retsmøde, da der imod sagsøgerens ønske ikke var afholdt retsmøde ved Landsskatteretten under klagesagen.
Subsidiært påstod sagsøgeren, at indkomstforhøjelserne skulle nedsættes og gjorde gældende, at de midler, som var indskudt i selskabet, var udtryk for et lån.
Derudover gjorde sagsøgeren gældende, at Skattestyrelsen ikke havde hjemmel til at fastsætte værditilvæksten af de hævede midler efter, at den Y1-nationalitet bankkonto var opgjort og lukket i 2013.
Endelig gjorde sagsøgeren gældende, at betingelserne for at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært ikke var opfyldt vedrørende 2011 for så vidt angår udbyttebeskatningen, og vedrørende 2012-2013 for så vidt angår det skønnede afkast af de hævdede midler.
Retten fandt, at Landsskatteretten med rette havde anset afholdelse af retsmøde for overflødigt. Dernæst fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de hævede midler var tilbagebetaling af et lån ydet til det panamanske selskab. Derudover fandt retten, under hensyn til beløbets størrelse, at Skattestyrelsen med rette havde skønnet, at midlerne efter hævningen måtte være blevet investeret i afkastgivende formueaktiver. Endelig fandt retten, at Skattestyrelsen med rette genoptog sagsøgerens skatteansættelse ekstraordinært, idet sagsøgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at oplyse om formueforholdende til Skattestyrelsen.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Sagen angik, om sagsøgerens fulde skattepligt til Danmark var genindtrådt den 1. januar 1999 med den følge, at han efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1999 til og med 2006 eller i en del af perioden, og om UK havde førsteretten til at beskatte sagsøgeren efter reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og UK. Herudover angik sagen, om indkomstårene 1999-2004 kunne genoptages ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, og om SKAT’s afgørelse var ugyldig som følge af en ubestridt sagsbehandlingsfejl.
Angående spørgsmålet om fuld skattepligt lagde retten til grund, at en kalenderoversigt udarbejdet af SKAT angav det antal dage, hvor sagsøgeren havde opholdt sig i Danmark i perioden fra den 20. juli 2001 til den 31. december 2006. På baggrund af kalenderoversigten sammenholdt med sagsøgerens oplysninger om det meget omfattende erhvervsmæssige arbejde, som han udførte, hvilket også var bekræftet af et vidne, fandt retten, at det ved sagens afgørelse kunne lægges til grund, at sagsøgeren jævnligt udførte erhvervsmæssige indtægtsgivende aktiviteter, også når han opholdt sig i Danmark. Retten tiltrådte på bl.a. denne baggrund Landsskatterettens vurdering af, at arbejdet havde den fornødne karakter af en regelmæssig, løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv og derfor er udtryk for et fast mønster og ikke for enkeltstående arbejder, og at sagsøgeren var fuldt skattepligtig til Danmark i hvert fald i perioden fra den 20. juli 2001 til den 31. december 2006.
For den forudgående periode fra den 1. januar 1999 til den 20. juli 2001 var der ikke af SKAT fremlagt konkrete kalenderoplysninger eller andre oplysninger om omfanget af sagsøgerens ophold i Danmark. Retten tiltrådte under henvisning til kildeskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., og principperne i retsplejelovens § 344, stk. 2, på baggrund af sagens omstændigheder Landsskatterettens vurdering af, at det påhvilede sagsøgeren at afkræfte en formodning om, at han allerede fra den 1. januar 1999 havde taget ophold i Danmark, og at sagsøgeren som følge heraf tillige var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 1. januar 1999 til den 20. juli 2001.
Angående spørgsmålet om dobbeltdomicil fandt retten af de grunde, som Skatteministeriet havde anført, at der ikke var grundlag for at statuere, at A ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 20. oktober 2002 til den 31. december 2006. Retten lagde herved til grund, at centrum for sagsøgerens livsinteresser i den angivne periode var i Danmark.
Angående spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse fandt retten på baggrund af oplysningerne om sagsøgerens tilknytning til Danmark i den omhandlede periode, at det beroede på sagsøgerens groft uagtsomme forhold, at skattemyndighederne havde foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Med hensyn til reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fandt retten, at fristen tidligst begyndte at løbe den 27. april 2009, hvor det stod klart for skattemyndighederne, at der var meget lille udsigt til at modtage relevante oplysninger fra UK, og at skattemyndighederne ved at udsende agterskrivelsen den 30. april 2009 havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.
Angående spørgsmålet om ugyldighed var det ubestridt, at SKAT ved afgørelsen af 28. oktober 2009 havde anvendt oplysninger, som anklagemyndigheden havde indsamlet i strid med retsplejeloven og i strid med persondatareglerne, og at der i den forbindelse var begået en sagsbehandlingsfejl. Navnlig på baggrund af to afgørelser fra Datatilsynet af 8. februar 2019 og 26. februar 2020 fandt retten, at sagsbehandlingsfejlen ikke kunne medføre ugyldighed. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at de ulovligt tilvejebragte beviser hverken hver for sig eller samlet havde haft afgørende betydning for SKAT’s afgørelse. Som følge heraf fandt retten, at sagsbehandlingsfejlen var konkret uvæsentlig og derfor ikke kunne medføre, at afgørelsen var ugyldig.
Endvidere fandt retten af de af Skatteministeriet anførte grunde, at skattemyndighederne ikke i forbindelse med sagsbehandlingen havde handlet i strid med EMRK art. 6, stk. 2, og som følge heraf at sagsøgerens anbringende herom heller ikke kunne medføre afgørelsens ugyldighed.
På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.
Sagen angik, om der var genindtrådt skattepligt i forbindelse med en tilbageflytning, hvilket retten fandt var tilfældet. Der indgik i sagen også flere formelle spørgsmål, hvoraf to er særligt interessante.
Det første interessante spørgsmål relaterer sig til, at SKAT (nu Skattestyrelsen) havde fået oversendt materiale fra politiet, som politiet havde indhentet i strid med retsplejeloven i forbindelse med en politimæssig efterforskning af skatteyderen.
Skatteyderen klagede herover til Datatilsynet, der i maj 2018 traf afgørelse om, at SKAT’s behandling af personoplysningerne i materialet var i strid med persondataloven, og at de omhandlede oplysninger skulle slettes.
Skatteyderen klagede efterfølgende to gange igen til Datatilsynet, der traf afgørelse hhv. 8. februar 2019 og 26. februar 2020. I afgørelsen af 8. februar 2019 fandt Datatilsynet, at det var i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne, at SKAT behandlede og inddrog de øvrige oplysninger i sagen, som SØIK lovligt havde indsamlet og videregivet til SKAT. Denne afgørelse fik væsentlig betydning for sagens udfald.
I afgørelsen af 26. februar 2020 fastslog Datatilsynet, at det var beklageligt, at SKAT først i oktober 2019 bekræftede, at de oplysninger, som tilsynets første afgørelse omhandlede, var blevet slettet.
Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt det medførte ugyldighed, at der var anvendt oplysninger i sagen, som var indhentet af politiet i strid med retsplejelovens bestemmelser.
Dette fandt byrettens tre dommere ikke var tilfældet og anførte herom bl.a.:
”…
Navnlig på baggrund af Datatilsynets afgørelser af 8. februar 2019 og 26. februar 2020 finder retten, at sagsbehandlingsfejlen ikke kan medføre ugyldighed.
Retten lægger i den forbindelse til grund, at de ulovligt tilvejebragte beviser, af de grunde som anføres af Landsskatteretten i afgørelsen af 2. november 2020 og af Skatteministeriet i det sammenfattende processkrift under nærværende sag, hverken hver for sig eller samlet har haft afgørende betydning for afgørelsen af 28. oktober 2009 om, at A er fuldt skattepligtig til Danmark i den omhandlede periode.
Som følge heraf er sagsbehandlingsfejlen konkret uvæsentlig og kan derfor ikke medføre, at afgørelsen er ugyldig.”
Retten foretog altså en konkret væsentlighedsbedømmelse af sagsbehandlingsfejlen og fandt, at den var konkret uvæsentlig, hvorimod skatteyderen havde gjort gældende, at SKAT’s ulovlige anvendelse af oplysningerne utvivlsomt udgjorde et brud på en garantiforskrift, der udgjorde en grundlæggende sagsbehandlingsregel.
Synspunktet var videre, at en myndigheds tilsidesættelse af garantiforskrifter, der udgør væsentlige sagsbehandlingsregler, som altovervejende udgangspunkt skal medføre ugyldighed af den pågældende afgørelse, hvilket efter skatteyderens opfattelse også skulle være tilfældet i denne sag.
Dette synspunkt fik skatteyderen altså ikke medhold i, hverken i landsskatteretten eller i byretten. Retspraksis er således, at der skal foretages en konkret væsentlighedsvurdering i denne type sager, og at afgørelsen ikke uden videre skal erklæres ugyldig som påstået af skatteyderen.
Det er dog interessant, hvordan denne vurdering ville være faldet ud i den konkrete sag, hvis der ikke havde foreligget de to øvrige afgørelser fra Datatilsynet, der bestyrker, at sagsbehandlingsfejlen var konkret uvæsentlig, da Datatilsynet slog fast, at SKAT var berettiget til at anvende en lang række øvrigt – lovligt – indsamlet og overdraget materiale.
Den anden interessante problemstilling vedrører uskyldsformodningen i menneskerettighedskonventionen, da politiets efterforskning endte med en påtaleopgivelse i straffesagen.
SKAT havde for en del af de indkomstår, som sagen vedrørte, gennemført en ekstraordinær-genoptagelse baseret på, at der var handlet minimum groft uagtsomt, hvilket Landsskatteretten havde stadfæstet. Det blev i sagen gjort gældende, at dette i det konkrete tilfælde var i strid med uskyldsformodningen, idet
”…
både Skattestyrelsen og Landsskatteretten i deres afgørelser udtalt - på baggrund af i al væsentlighed de samme beviser, som indgik i anklagemyndighedens vurdering af påtaleopgivelsen - at A mindst groft uagtsomt har undladt at selvangive indkomst til Danmark. Dette uanset, at påtaleopgivelsen netop skyldtes, at Anklagemyndigheden ikke kunne bevise, at A havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2
….”
Synspunktet var således, at SKAT for en del af indkomstårene havde gennemført en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, som finder anvendelse, hvis skatteyderen har handlet minimum groft uagtsomt, og at dette skulle krænke uskyldsformodningen, idet politiet jo netop havde vurderet, at der ikke var handlet minimum groft uagtsomt, eftersom straffesagen var opgivet.
Dette, og en række øvrigt formelle indsigelser, gav retten heller ikke medhold i. Byretten henviste i sine præmisser til de anbringender, som Kammeradvokaten havde fremsat og som var temmelig omfattende.
Essensen af sagen vedrørende dette punkt er, at en påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721 ikke medfører, at Skattestyrelsen ikke i en skattesag kan træffe en afgørelse vedrørende de samme forhold, hvor Skattestyrelsen vurderer, at der er handlet minimum groft uagtsomt, således at Skattestyrelsen kan gennemføre en ekstraordinær skatteansættelse.
Lignende synspunkter har igennem årene været fremsat i en række sager, se f.eks. SKM 2011.209.HR og SKM 2001.582.ØLR uden held, så det er ikke overraskende, at retten når til denne konklusion.
Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte grundværdien for en ejendom pr. 1. oktober 2014, 2016, 2018 og 2019.
Under sagen gjorde sagsøgeren gældende, at grundværdiansættelserne hvilede på et forkert grundlag, idet der ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til tre privatretlige servitutter. Retten bemærkede, at de tre servitutter var beskrevet i de indbragte afgørelser, og den omhandlede ejendom var karakteriseret som den tjenende ejendom i relation til servitutterne. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at vurderingsgrundlaget var fejlagtigt, selvom servitutternes konkrete betydning for vurderingen ikke var beskrevet, og selvom etagearealprisen for ud fra en helhedsvurdering endte med at være ens for den tjenende og den herskende ejendom.
Retten lagde til grund, at ejendommen i 2023 havde en handelsværdi på 3.750.000 kr., svarende til salgsprisen i 2023, hvilket var betydeligt lavere end den ansatte grundværdi for 2014-2019 på ca. 9,4 mio. kr. Retten fandt det imidlertid ikke bevist, at denne handelsværdi kunne lægges til grund ved ansættelsen af ejendommens grundværdi i 2014-2019 og henviste bl.a. til, at der ikke var afholdt syn og skøn. Under henvisning til salget af navnlig en af de sammenlignelige grunde, vurderingsmyndighederne havde inddraget i skønnet over grundværdien, fandt retten det ikke godtgjort, at grundværdiansættelserne for 2014-2019 var åbenbart urimelige.
Idet retten ikke fandt grundlag for at hjemvise sagen, blev Skatteministeriet frifundet.
Et holdingselskab, som var administrationsselskab i en sambeskatning, kunne ikke under en sag om opgørelsen af sambeskatningsindkomsten få prøvet den materielle rigtighed af en forhøjelse af et nu konkursramt datterselskabs skattepligtige indkomst. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens beslutning om at afskære retsmøde. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Skatterådet fandt, at en sejlklub skulle betale lystfartøjsforsikringsafgift af en dommerbåd ejet af foreningen. Dommerbåden blev anset som et lystfartøj i medfør af lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 1, stk. 2.
Skatteyders personlige indkomst var blevet forhøjet som følge af kontanthævninger og overførsler fra et selskab, hvor han var eneanpartshaver. Skatteyderen søgte afgørelsen genoptaget ved Landsskatteretten dels med henvisning til, at der skulle være fremlagt dokumentation for driftsudgifter, dels med henvisning til, at han ikke var rette indkomstmodtager, idet han gjorde gældende, at selskabet var drevet af hans (red.fjernet.relation). Han gjorde desuden gældende, at selskabet var overdraget til en anden i løbet af det sidste indkomstår omfattet af sagen.
Landsretten fandt ikke, at sagsøger havde godtgjort, at de pågældende kontanthævninger og overførsler ikke havde passeret hans økonomi, eller at selskabet var blevet overdraget. Da det herudover var udokumenteret, at der var tale om fradragsberettigede udgifter, stadfæstede landsretten byrettens frifindende dom, SKM2023.543.BR.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at værdien af, at A fik stillet en feriebolig (et stuehus) vederlagsfrit til rådighed af H1-Fondet kunne opgøres efter principperne i ligningslovens § 16, stk. 5.
Det var Skatterådets vurdering, at A’s ret til at benytte stuehuset ikke udsprang af en aftale om ydelse af personligt arbejde. Der kunne således ikke foretages beskatning, herunder værdiansættelse, efter reglerne i ligningslovens § 16. A’s vederlagsfri benyttelse af stuehuset skulle værdiansættes efter et skøn over værdien i handel og vandel, dvs. markedsværdien, på tidspunktet for brug af godet, jf. statsskattelovens § 4. Da der var tale om en uddeling omfattet af ligningslovens § 7 V, skulle alene 80 pct. af markedsværdien medregnes til den personlige indkomst.
Sagen angik, om appellanten opfyldte betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, i forbindelse med appellantens angivelige salg af brugte biler til købere i henholdsvis Y1-land og Y2-land i perioden fra 2011 til 2014, og om der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar for perioden 2011-2012.
Landsretten fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 var opfyldt, da appellanten ikke havde dokumenteret, at de omhandlede køretøjer var solgt til erhververe, der var momsregistrerede i et andet EU-land.
På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom.
De kompetente myndigheder i Danmark og Færøerne har indgået en aftale om automatisk udveksling af oplysninger. Aftalen indeholder udveksling af land-for-land-rapporter.
Skatterådet bekræftede, at e-væsker med indhold af nikotin var afgiftspligtige, da de opfyldte betingelserne for nikotinholdige væsker. Forbrugsafgiftslovens § 13 a, indeholder ikke en minimumsgrænse for indholdet af nikotin.
Tarifering af drivhuskonstruktioner ekskl. glas – forrentning af tilbagebetalte morarenter og rentegodtgørelser
Udstykkede ejendomme – omberegnede grundværdier – ikke grundlag for tilsidesættelse af skøn
Omkostningsgodtgørelse – hæftelse – konkurs
Højesteret: sag om beskatning af aktionærlån skulle ikke henvises til behandling i landsretten som 1. instans
Varetægtsfængsling indtil dom i ankesag var ikke disproportional