Swapaftales tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en swapaftale havde tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed og dermed var fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 32, stk. 1, 2. pkt.

Idet Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, afsagde retten dom efter den skattepligtiges påstand og ændrede dermed Landsskatterettens afgørelse af 12. november 2020 i sag 16-1343848.

Skatteministeriet har kommenteret dommen i SKM2021.341.BR.

Kursgevinstlovens § 32, stk. 1, 2. pkt.

Den juridiske vejledning 2021-1 C.B.1.8.4.2

Tidligere instans: 16-1343848

-------------------------------------------------------------------------------------

Domskommentar: 

Hoved:

Skatteministeriet kommenterer SKM2021.341.BR, hvor ministeriet har taget bekræftende til genmæle over for en påstand om, at der var delvist fradragsret for tabet på en swapaftale, fordi aftalen havde delvis tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Sagen vedrørte prøvelsen af Landsskatterettens afgørelse af 12. november 2020 i sag 16-1343848.

Tekst:

Sagens baggrund

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en sag (SKM2021.341.BR) om, hvorvidt en swapaftale havde tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed og dermed var fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 32, stk. 1, 2. pkt. Sagen vedrørte prøvelsen af Landsskatterettens afgørelse af 12. november 2020 i sag 16-1343848.

Sagen var anlagt af en skattepligtig fysisk person, som ejede tre udlejningsejendomme, der alle var placeret i virksomhedsordningen. Der var optaget realkreditlån i de tre udlejningsejendomme, og den 31. december 2007 udgjorde restgælden i alt 7.174.000 kr. Realkreditgælden for to af udlejningsejendommene, i alt 5.122.000 kr., var placeret i virksomhedsordningen, mens gælden for den tredje udlejningsejendom, 2.052.000 kr., var holdt uden for virksomhedsordningen.

Den skattepligtige havde i november 2007 indgået en swapaftale med sin bank. Efter swapaftalen skulle banken halvårligt betale en fast rente af 7 mio. kr. til den skattepligtige, som til gengæld skulle betale en fast kvartalsvis rente af 1.538.177,10 schweizerfranc. Swapaftalen havde en varighed på 3 år, men var underlagt en stop loss-klausul, så banken kunne opsige aftalen, hvis den skattepligtiges tab på renteswappen oversteg 700.000 kr. Den 11. juni 2010 opsagde banken swapaftalen, og den skattepligtige realiserede et tab på 1.498.500,97 kr., som han fratrak ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst.

Både SKAT og Landsskatteretten havde i deres afgørelser nægtet fradrag med henvisning til, at renteswappen ikke havde tilknytning til den skattepligtiges erhvervsmæssige virksomhed, fordi hovedstolen i renteswappen oversteg hovedstolen for den erhvervsmæssige gæld.

Den skattepligtige indbragte sagen for domstolene og påstod - ligesom for Landsskatteretten - fradrag for tabet i samme omfang, som gælden var erhvervsmæssig, dvs. for den del af gælden, der var medtaget i virksomhedsordningen, men ikke for gælden uden for virksomhedsordningen.

Skatteministeriet udtaler

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle, fordi den skattepligtige efter ministeriets vurdering ville få medhold i sin påstand om delvist fradrag.

I sin vurdering har Skatteministeriet lagt vægt på, at hovedstolen i swapaftalen ikke oversteg realkreditgælden i den skattepligtiges udlejningsejendomme, og at der var beløbsmæssig sammenhæng med den samlede realkreditgæld i udlejningsejendommene.

Afvigelsen mellem renteswappens hovedstol og den erhvervsmæssige del af gælden i udlejningsejendommene kan derfor ikke anses for udtryk for, at renteswappen var indgået som led i spekulation, som ellers i almindelighed må antages at foreligge, når hovedstolen i den finansielle kontrakt overstiger gældens hovedstol. I stedet må swapaftalen anses for en omlægning af den samlede realkreditgæld i udlejningsejendommene, der også alle var placeret i virksomhedsordningen.

Den omstændighed, at swapaftalen tillige dækkede realkreditgæld, der var holdt uden for virksomhedsordningen og ikke kunne anses for erhvervsmæssig, indebærer efter Skatteministeriets opfattelse ikke, at hele swapaftalen - og ikke kun den del, der dækkede den ikke-erhvervsmæssige gæld - ikke kan anses for erhvervsmæssig.

Skatteministeriet har på den baggrund samlet vurderet, at der bestod den påkrævede tætte sammenhæng mellem swapaftalen og gælden i udlejningsejendommene, og at swapaftalen dermed var erhvervsmæssig i samme omfang som gælden.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at ministeriets opgivelse af sagen er i overensstemmelse med hidtidig praksis på området.

Parter

A

(v./ advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v./ advokat Maja Højholt-Nielsen)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommer

Anne Dorthe Westh.

Sagens baggrund og parternes påstande

I denne sag, der er modtaget den 8. februar 2021, har sagsøgeren, A, fremsat følgende påstand:

As skatteansættelse for indkomståret 2010 nedsættes med 1.069.880 kr.

Sagen drejer sig om skattemæssigt fradrag for tab på en finansiel kontrakt efter kursgevinstlovens§ 32, stk. 1, 2. pkt.; i det konkrete tilfælde en swapaftale.

Rettens begrundelse og resultat

Da Skatteministeriet Departementet har anerkendt at As skatteansættelse for indkomståret 2010 nedsættes med 1.069.880 kr., afsiger retten dom efter As påstand.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 13.012,50 kr. og af retsafgift med 2.000,00 kr., i alt 15.012,50 kr. A er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

As skatteansættelse for indkomståret 2010 nedsættes med 1.069.880 kr.

Skatteministeriet Departementet skal til A betale sagsomkostninger med 15.012,50 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.