Sagen angik, om de kontrolgebyrer, som appellanten, et parkeringsselskab, opkræver af bilister, der
parkerer deres bil i strid med forskrifterne i privatejede parkeringsanlæg, som appellanten er operatør
på, udgør vederlag for en momspligtig udlejning af parkeringsplads, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt.,
jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt. Sagen angik 13 nærmere opregnede tilfælde, hvor appellanten opkræver
sådanne kontrolgebyrer.
Højesteret forelagde spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af momssystemdirektivets artikel
2, stk. 1, litra c. Domstolen fastslog i dom af 20. januar 2022 (sag C-90/20), at denne bestemmelse skal
fortolkes således, at der skal betales moms af kontrolgebyrer.
Højesteret bemærkede, at momslovens § 4, stk. 1, der bl.a. gennemfører momssystemdirektivets artikel
2, stk. 1, litra c, må forstås i overensstemmelse med direktivbestemmelsen. De omhandlede kontrolgebyrer
måtte herefter anses for vederlag for en ydelse som nævnt i momslovens § 4, stk. 1, således at der
skal betales moms af gebyrerne. (Stadfæstelse af SKM2019.242.VLR).
Momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt.
Den juridiske vejledning 2022-1, D.A.4.1.1
Tidligere instanser:
Landskatterettens afgørelse LSR.nr. 12-0190399
Byrettens afgørelse BS-2-512/2015, offentliggjort som SKM2017.269.BR
Vestre Landsrets afgørelse V.L.B-0198-17, offentliggjort som SKM2018.480.VLR.
Højesterets dom kan tilgås via dette link: DOM
Fradrag for havdage – Norsk erhvervsfisker med bopæl i Danmark
Forhøjelse af fondens skattepligtige indkomst - Formålet er ikke almennyttigt eller almenvelgørende - Nægtet fradrag for uddelinger og hensættelser til almennyttige uddelinger samt hensættelse til konsolidering af fondskapitalen
Arbejdsudleje eller entreprise – Håndværkere
Forhøjelse af et selskabs momstilsvar - Salg af to ejendomme anset for momspligtigt
Køb og salg af biler – erhvervsmæssig virksomhed – økonomisk virksomhed