Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten var indkomstskattepligtig af et beløb, der var benævnt som arveforskud.
Appellanten havde lånt beløbet af sin søster, der ifølge et af søsteren oprettet dokument eftergav appellanten lånet. Søsteren afgiv ved døden mere end 1 år efter underskrivelsen af dokumentet, og der kunne derfor ikke være tale om, at der ydet en dødslejegave, jf. arvelovens § 93, stk. 1, nr. 2.
I åbningsbalancen for søsterens dødsbo var beløbet nævnt under gaver og arveforskud.
Landsretten fandt efter bevisførelsen, således som også byretten havde gjort det, at appellantens gæld til søsteren var blevet eftergivet ved underskrivelsen af dokumentet.
Da et arveforskud er at anse for en gave, når det gives mellem søskende, blev appellanten skattepligtig af beløbet.
Landsrettens dom var en stadfæstelse af byrettens dom.
Statsskattelovens § 4, stk.1, litra c
Tidligere instanser:
Landskatterettens afgørelse sagsnr. 18-0003453
Byrettens afgørelse sagsnr. BS-3421/2020-SVE - SKM2021.125.BR
Parter
A
(v/A)
mod
Skatteministeriet
(v/advokat Ida Kyhl Engholm Andersen)
Retten i Svendborg har den 29. januar 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS3621/2020-SVE).
Afgørelsen er truffet af Landsdommerne
Anne Birgitte Fisker, Louise Saul og Sarah Schæffer (kst.).
Påstande
Appellanten, A, har gentaget påstand B for byretten om, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2016 nedsættes med 500.000 kr.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.
Supplerende oplysninger
Af boopgørelsen for boet efter As søster, MS, fremgår det, at A har modtaget en nettoarv på 141.675,63 kr. på lige fod med de to øvrige arvinger. Der blev ikke ved arveberegningerne foretaget modregning eller eftergivelse af gæld.
A har forklaret bl.a., at han er søn af A, hvis søster var MS. Sidstnævnte var dement, da hun underskrev dokumentet af 28. april 2016, og hun var endvidere stærkt medicineret på grund af en operation. Man måtte antage, at døden var nært forestående for MS. Hans far var også delvis dement, og hverken hans far eller MS var efter hans opfattelse klar over, at der var et ejerpantebrev i ejendommen. Det var meningen, at det skulle være en arv og ikke en gave til hans far. Dokumentet er udarbejdet af ikke sagkyndige. Der er grund til at tro, at de to vitterlighedsvidner ikke har underskrevet dokumentet på samme tidspunkt som MS. Det er et forhold, der er blevet politianmeldt. Mistanken herom bygges på et pålideligt vidne.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at As gæld til hans søster MS i henhold til gældsbrevet af 29. august 1997 blev eftergivet af MS ved dokumentet af 28. april 2016, således at gælden herefter var bortfaldet. Dokumentets indhold er i overensstemmelse hermed, og formuleringen af 2. afsnit i dokumentet kan ikke føre til en anden forståelse.
Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at beløbet betragtes som en gave ydet i 2016, hvilket medfører, at A er skattepligtig af beløbet.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 20.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens værdi, karakter og omfang, herunder hovedforhandlingens varighed.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes i det omfang, den er anket.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 20.000 kr. til Skatteministeriet.
Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Fradrag for havdage – Norsk erhvervsfisker med bopæl i Danmark
Forhøjelse af fondens skattepligtige indkomst - Formålet er ikke almennyttigt eller almenvelgørende - Nægtet fradrag for uddelinger og hensættelser til almennyttige uddelinger samt hensættelse til konsolidering af fondskapitalen
Arbejdsudleje eller entreprise – Håndværkere
Forhøjelse af et selskabs momstilsvar - Salg af to ejendomme anset for momspligtigt
Køb og salg af biler – erhvervsmæssig virksomhed – økonomisk virksomhed