Syn og skøn tilladt – betydningen af syn og skøn kunne ikke på forhånd udelukkes

En virksomhedsejer havde fået forhøjet sin personlige indkomst i tre indkomstår med en række betalinger afholdt af to selskaber, som virksomhedsejeren var ejer af og direktør i, idet det ikke var godtgjort, at betalingerne ikke var afholdt i virksomhedsejerens interesse. I byretten blev det fastslået, at virksomhedsejeren var skattepligtig af de i sagen omhandlede betalinger, jf. BS-33188/2021-ARH. 

Under den efterfølgende ankesag anmodede virksomhedsejeren om syn og skøn over det omkostningsniveau, der vurderes at være nødvendigt for at erhverve omsætning i selskaberne. Skatteministeriet protesterede herimod under henvisning til, at det på forhånd kunne udelukkes, at det begærede syn og skøn kunne få betydning for sagen. Til støtte herfor anførte Skatteministeriet bl.a., at det anmodede syn og skøn ikke var egnet som bevis for, at de i sagen omhandlede betalinger vedrørte driftsrelaterede udgifter. 

Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at et syn og skøn over det omkostningsniveau, der vurderes at være nødvendigt for at erhverve den pågældende omsætning, og som efter det oplyste skulle foretages med udgangspunkt i sagens materiale, kunne have betydning for sagen. 

Parter 

Mathias Laurits Bo Jensen 

(v/advokat Rasmus Gørup Christiansen) 

mod 

Skatteministeriet Departementet  
(v/advokat Mattias Chor) 

Landsretten har modtaget meddelelse af 7. november 2023 fra advokat Rasmus Gørup Christiansens kontor. 

Advokat Rasmus Gørup Christiansen har anmodet om, at der iværksættes syn og skøn, og advokat Mattias Chor har protesteret herimod. 

Advokat Rasmus Gørup Christiansen har anført, at der anmodes om syn og skøn over det omkostningsniveau, der vurderes at være nødvendigt for at erhverve den pågældende omsætning i virksomhederne, jf. retsplejelovens § 196, stk. 1. Skattestyrelsen burde som minimum have foretaget et skøn over de konkrete driftsudgifter, der nødvendigvis måtte være medgået til et erhverve den pågældende omsætning, jf. SKM2014.823.ØLR, og syn og skøn har betydning i den forbindelse og vil være et vægtigt bevis i forbindelse med landsrettens vurdering af, om alle eller dele af de omhandlede driftsudgifter har været nødvendige for den erhvervede omsætning. Sagen adskiller sig fra SKM2012.613.VLR og SKM2014.68.BR, hvor bevisførelsen reelt blev forsøgt erstattet med syn og skøn. Bogføringsbilagene er udleveret til kuratorerne og her formentlig gået tabt. Der er fremlagt omfattende materialer i sagen, og en skønsmand vil med udgangspunkt heri blive bedt om at tage stilling til det konkrete udgifts- og omsætningsniveau.