I en skattestraffesag om overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr.1, var der blevet beskikket en forsvarer for sigtede.
Byretten fastsatte forsvarerens salær til 38.317,50 kr. med tillæg af moms og afgjorde, at beløbet skulle betales endeligt af det offentlige.
Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer nedsattes. Skattestyrelsen gjorde i kæreskriftet gældende, at salæret var fastsat ud fra den beskikkede forsvarers opgjorte tidsforbrug på 19,5 timer, at byretten ikke havde foretaget høring af Skattestyrelsen forinden salæret blev fastsat, at salæret efter Skattestyrelsens opfattelse var urimeligt højt, og at det stod i et urimeligt forhold til et forventet og relevant tidsforbrug for den pågældende sag. Desuden oplyste Skattestyrelsen i kæreskriftet, at der var tale om en kompliceret sag, dog med få bilag, og at sagen omhandlede undladelse af indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med betaling for udført arbejde overført til en udenlandsk virksomhed. Vedrørende tidsforbruget oplyste Skattestyrelsen, at der havde været afholdt et møde af 45 minutters varighed med forsvareren, at der yderligere havde været afholdt møde mellem forsvareren og sigtede, og at forsvareren havde udarbejdet en redegørelse på to sider til Skattestyrelsen. Endelig oplyste Skattestyrelsen, at skattestraffesagen var henlagt.
Forsvareren udtalte sig ikke til sagen.
Landsretten skriver i kendelsen, at Skattestyrelsen har gjort gældende navnlig, at det af forsvareren opgjorte tidsforbrug, uagtet at der er tale om en kompliceret sag, dog med få bilag, står i urimeligt forhold til et forventet og relevant tidsforbrug for den pågældende sag.
Landsretten tiltrådte efter oplysningerne om sagens karakter og de i salærredegørelsen indeholdte oplysninger om arbejdets omfang, at salæret var fastsat som sket. Landsretten stadfæstede herefter byrettens kendelse.
Forsvarerbistandslovens § 5, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1
Den juridiske vejledning, 2024-1, A.C.3.3.6 (Forsvarerens vederlag og det offentliges regreskrav)
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
født den (red.fjernet.fødselsdato)
Byrettens salærkendelse
Ingen var mødt.
Der blev fremlagt mail af 14. marts 2024 fra advokat SB.
Retten fastsatte salær på 38.317,50 kr. med tillæg af moms til den beskikkede forsvarer, advokat SB. Salæret betales af statskassen.
Sagen sluttet.
Retten hævet.
Vestre Landsrets kendelse
Skattestyrelsen kærer salærfastsættelse i sagen
Anklagemyndigheden
mod
T
født den (red.fjernet.fødselsdato)
Fremlagte bilag:
− udskrift af retsbogen for Retten i Esbjerg med bilag
− kæreskrift af 5. april 2024 fra Skattestyrelsen − brev af 8. april 2024 fra Retten i Esbjerg.
Den 15. marts 2024 har byretten tilkendt den beskikkede forsvarer, advokat SB, 38.317,50 kr. i salær.
Kendelsen er kæret af Skattestyrelsen med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer, advokat SB, nedsættes.
Skattestyrelsen har gjort gældende navnlig, at det af advokat SB opgjorte tidsforbrug, uagtet at der er tale om en kompliceret sag, dog med få bilag, står i et urimeligt forhold til et forventet og relevant tidsforbrug for den pågældende sag.
Advokat SB har ikke udtalt sig i sagen.
Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.
Landsretten afsagde
Kendelse
Efter oplysningerne om sagens karakter og de i salærredegørelsen indeholdte oplysninger om arbejdets omfang tiltrædes det, at salæret er fastsat som sket.
Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse.
Thi bestemmes
Byrettens kendelse stadfæstes.
Sagen sluttet.
Fradrag for havdage – Norsk erhvervsfisker med bopæl i Danmark
Forhøjelse af fondens skattepligtige indkomst - Formålet er ikke almennyttigt eller almenvelgørende - Nægtet fradrag for uddelinger og hensættelser til almennyttige uddelinger samt hensættelse til konsolidering af fondskapitalen
Arbejdsudleje eller entreprise – Håndværkere
Forhøjelse af et selskabs momstilsvar - Salg af to ejendomme anset for momspligtigt
Køb og salg af biler – erhvervsmæssig virksomhed – økonomisk virksomhed