Omkostningsgodtgørelse – Tilbagebetaling – Krav rettet mod rådgiver (advokatselskab)

Sagen angik, om et krav om tilbagebetaling af uberettiget modtaget omkostningsgodtgørelse kunne rettes mod rådgiveren - et advokatselskab.

Det var ubestridt, at omkostningsgodtgørelsen blev udbetalt med urette, idet betingelserne efter skatteforvaltningslovens § 52 for udbetaling ikke var opfyldt, jf. SKM2015.479.HR (UfR2015.3383H).

Retten bemærkede, at Skattestyrelsen efter de almindelige regler om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti) som udgangspunkt var berettiget til at kræve omkostningsgodtgørelsen tilbagebetalt af advokatselskabet, der havde fået beløbet udbetalt.

Landsretten fandt, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at beløbet kunne kræves tilbagebetalt. Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom (SKM2020.117.BR).

Skatteforvaltningsloven § 52

Den juridiske vejledning 2021-1 A.A.13.4

Tidligere instans: Byretten, SKM2020.117.BR

Tidligere instans: Landsskatteretten, Ej offentliggjort

Parter

H1

(v./ advokat Claus Rosenkilde)

mod

Skatteministeriet

(v./ advokat Asger Hinsch)

Afgørelsen er truffet af landsdommerne

Olav D. Larsen, Thomas Klyver og Cecilie Kabel Revsbech.

Retten i Randers har den 23. januar 2020 afsagt dom i 1. instans (BS-23959/2018RAN).

Påstande

Appellanten, H1 (herefter benævnt H1), har gentaget påstanden for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at kravet om tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelse med 163.140,63 kr. (inkl. moms) ikke kan rettes mod advokatanpartsselskabet.

Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Sagen har i landsretten været sambehandlet med BS-19991/2020-VLR.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at den omtvistede omkostningsgodtgørelse blev udbetalt med urette, idet betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52 for udbetaling af omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldt, jf. herved Højesterets dom af 30. juni 2015 (U 2015.3383 H).

Da omkostningsgodtgørelsen blev udbetalt forud for lov nr. 1500 af 23. december 2014, beror det på almindelige regler om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti), om H1 er forpligtet til at tilbagebetale godtgørelsen.

Skattestyrelsen er efter disse regler som udgangspunkt berettiget til at kræve godtgørelsen tilbagebetalt af H1, som fik beløbet udbetalt efter at have fået transport på godtgørelseskravet fra grundejeren.

Udbetalingen er sket i strid med skatteforvaltningslovens betingelser. H1, der driver advokatvirksomhed, kendte indholdet af aftalen mellem grundejeren og G1 ApS og dermed de omstændigheder, som indebar, at skatteforvaltningslovens betingelser ikke var opfyldt. Inddragelsen af H1 i den underliggende skattesag havde endvidere tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem advokatanpartsselskabet og G1 ApS.

Herefter og under hensyn til karakteren af godtgørelsen foreligger der ikke omstændigheder, som kan begrunde en fravigelse af det nævnte udgangspunkt om, at beløbet kan kræves tilbagebetalt.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald skal H1 i sagsomkostninger for landsretten betale

35.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til udgifter til advokatbistand (inkl. moms). Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb, herunder at sagen har været sambehandlet med BS-19991/2020-VLR.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 35.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.