Retten tog derfor Skatteministeriets påstand til følge.

T1 var tiltalt for overtrædelse af momsloven, ved som indehaver og daglig leder af en virksomhed at have været ansvarlig for groft uagtsomt at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet hans revisionsselskab, T2, der førte momsregnskabet for virksomheden for perioden 1. april 2014 til 31. marts 2017, for denne periode opgjorde momstilsvaret for lavt med i alt 10.834.810 kr., som T1 var ansvarlig for blev indberettet til told- og skatteforvaltningen, idet han var ansvarlig for, at der på en række af hans fakturaer var stemplet, at varerne blev solgt efter de særlige regler for brugtvognsmoms, og at køber ikke kunne foretage fradrag for købsmoms, hvorved det blev tilkendegivet overfor T2, der opgjorde momstilsvaret for T1’s virksomhed, at momstilsvaret for de pågældende bilhandler skulle opgøres efter reglerne om brugtmoms uden, at T kontrollerede, om betingelserne for anvendelse af reglerne om brugtmoms kunne anvendes. Det offentlige blev herved unddraget 10.834.810 kr. i moms.

T2 var tiltalt for overtrædelse af momsloven, ved i forening med T1 at have været ansvarlig for groft uagtsomt at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet selskabet, der førte momsregnskabet for T1’s virksomhed, for perioden 1. april 2014 til 31. marts 2017, for denne periode opgjorde momstilsvaret for lavt med i alt 10.834.810 kr., som T1 var ansvarlig for blev indberettet til told- og skatteforvaltningen, idet T2 opgjorde momstilsvaret for en række bilhandler efter reglerne om brugtmoms uden at undersøge om reglerne fandt anvendelse, og selvom det var åbenbart, at reglerne om brugtmoms ikke fandt anvendelse, idet det fremgik af de Y1-land købsfakturaer, at der var tale om EU-leveringer omfattet af den Y1-land momslov om handler mellem erhvervsdrivende i forskellige EU-lande omfattet af reglerne om erhvervsmoms. Det offentlige blev herved unddraget 10.834.810 kr. i moms.

T1 forklarede, at han ikke kunne huske, hvornår og hvordan det hele kom i stand med stemplet om "brugtvognsmoms" på fakturaerne, eller hvem der lavede teksten, men det var til et møde med revisoren, han fik at vide, hvad der skulle stå på et sådant stempel. Han talte aldrig med forhandlerne i udlandet om, hvordan handlerne blev behandlet momsmæssigt.

Byretten fastslog, på baggrund af T1’s forklaring til sagen sammenholdt med, at det af de øvrige bilag i forbindelse med de Y1-land bilhandler fremgik, at reglerne om brugtmoms ikke fandt anvendelse, og at T1 havde underskrevet erklæringer herom, at T1 ved afgivelsen af de urigtige oplysninger til told- og skatteforvaltningen, havde handlet groft uagtsomt, idet han undlod at foretage nærmere undersøgelser eller søge nærmere rådgivning om, hvorvidt de angivne regler kunne finde anvendelse på de enkelte handler fra udlandet forud for stemplingen af fakturaerne. Byretten fandt herefter T1 skyldig i tiltalen.

T1 idømtes en bøde på 10.800.000 kr.

Byretten fandt vedrørende T2 ikke, at der var ført fornødent bevis for, at T2 i forbindelse med deres bistand med bogføringen og udarbejdelse af momsbreve, havde deltaget i forening med T1 i foretagelsen af momsindberetningerne på en sådan måde, at selskabet kunne gøres strafferetligt ansvarlig for, at der blev angivet for lidt i momstilsvar. T2 blev herefter frifundet.

Dommen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 20. april 2023 anket af anklagemyndigheden vedrørende T2. Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelsen med den i byretten rejste tiltale og påstod T2 idømt en bøde på 10.800.000 kr. T2 påstod stadfæstelse af byrettens dom.

T2 forklarede for landsretten, at revisionsselskabet brugte reglerne om brugtmoms ud fra det opdrag, de havde fået. Der var ikke noget i regnskabet, der indikerede, at bilerne var købt billigt, og at der var en stor avance på dem. Der var ingen alarmklokker. Kunden havde taget stilling ved at stemple fakturaerne. Det var det opdrag, de havde fået, og som de beregnede momsen på grundlag af. De så på bilagene. De registrerede, at T1 brugte reglerne om brugtmoms. De havde ikke forstået, hvad der stod på de Y1-land fakturaer. De havde tillid til de oplysninger, de fik af T1. De oversatte ikke de Y1-land bilag. De konterede det ud fra den instruks, de havde fået fra T1. De havde ikke talt med T1 om, hvilke regler der skulle bruges. Det var mærkværdigt, at T1 havde købt 3-400 biler og skrevet under på tro og love, at brugtmoms ikke anvendes, uden at fortælle sin revisor om det. Assistanceerklæringen på regnskabet handlede om opstillingen af årsregnskabet og var en erklæring uden sikkerhed.

Landsretten fastslog, at momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, om straf for den, som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, omfatter direkte - foruden pågældende afgiftspligtige selv - alene personer, der umiddelbart bistår den pågældende i forbindelse med afgivelsen af urigtige eller vildledende oplysninger til myndighederne. Andre former for medvirken vil imidlertid efter omstændighederne kunne straffes med hjemmel i den generelle bestemmelse om medvirken i straffelovens § 23.

Landsretten lagde til grund, at T2, i en længere årrække, bistod T1 med udarbejdelse af regnskaber med assistanceerklæring og med bogføring. T2 udarbejdede også opgørelser over momstilsvaret for T1 i den nævnte periode, som han anvendte ved sin afgivelse af oplysninger til brug for afgiftskontrollen. T2 var i besiddelse af de Y1-land købsfakturaer og de danske salgsfakturaer vedrørende de brugte biler, som blev anvendt ved udarbejdelsen af opgørelserne. På denne baggrund måtte det tilregnes T2 som groft uagtsomt, at opgørelserne af momstilsvaret var urigtige. Det måtte have stået T2 klart, at T1 ville anvende disse opgørelser ved sin afgivelse af oplysninger til brug for afgiftskontrollen.

Landsretten fandt herefter revisionsselskabet, T2, skyldig i medvirken, jf. straffelovens § 23, stk. 1, til T1’s overtrædelse af momsloven i perioden vedrørende beløbet på 10.834.810 kr.

Landsretten idømte T2 en bøde på 100.000 kr. Der blev herved henset til karakteren af T2’s medvirken gennem flere år og under hensyn til størrelsen af unddragelsen.

Landsskatteretten fandt, at klageren skulle godskrives de faktiske beløb, som var anvendt til dækning af A-skat og AM-bidrag i henhold til de foreløbige fastsættelser, og som indgik i skattekontoens saldo. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at selskabets indbetalinger til skattekontoen, som var anvendt til dækning af A-skat og AM-bidrag, var foretaget som skønsmæssigt ansatte foreløbige fastsættelser.

SKAT havde ikke godkendt selskabets fradrag for købsmoms af udgifter til rådgivningsydelser indkøbt i forbindelse med selskabets salg af aktier i datterselskab 2. Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med SKAT, at udgifterne til rådgivningsydelserne kunne henføres direkte og umiddelbart til selskabets momsfritagne salg af aktier i datterselskab 2, og at selskabet derfor ikke havde ret til fradrag for købsmoms af udgifterne til rådgivningsydelserne, jf. momslovens § 37, stk. 1. Da udgifterne til rådgivningsydelserne havde direkte og umiddelbar tilknytning til det momsfritagne salg af aktier i datterselskab 2, fandt Landsskatteretten, at udgifterne ikke kunne anses for at udgøre generalomkostninger. Det endelige formål, som selskabet havde søgt at opnå med salget af aktierne, fandtes endvidere at være uden betydning for spørgsmålet om selskabets fradragsret for de indkøbte rådgivningsydelser. Det forhold, at selskabet anvendte en del af midlerne fra salget af aktierne til selskabets momspligtige økonomiske aktivitet med levering af tjenesteydelser til såvel koncernforbundne selskaber som eksterne selskaber, kunne derfor ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Skattestyrelsens afgørelse af 29. juni 2023 var gyldig. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen ved udarbejdelse af forslaget til en ændret årsopgørelse for klagen havde begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, men at de formelle mangler ved agterskrivelsen ikke i sig selv medførte, at afgørelsen var ugyldig. Landsskatteretten fandt dog, at Skattestyrelsen burde have sendt et fornyet forslag, da afgørelsen af 29. juni 2023 var truffet efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist og med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, hvilket ikke fremgik af forslag til ændring af årsopgørelsen. Landsskatteretten bemærkede i øvrigt, at forholdet ikke sås at være omfattet af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, eller skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Efter en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten således, at afgørelsen af 29. juni 2023 var behæftet med sådanne formelle mangler, at den ud fra en konkret væsentlighedsvurdering måtte anses for ugyldig, idet det ikke på forhånd kunne udelukkes, at manglerne kunne have haft en betydning for afgørelsens gyldighed og rigtighed. Landsskatteretten fandt således, at den påklagede afgørelse af 29. juni 2023 var ugyldig, hvorved afgørelsen annulleredes.

Sagen angik et selskabs klage over grundværdien, den omberegnede grundværdi og ejendomsværdien pr. 1. oktober 2019. Under behandlingen af klagen i Skatteankestyrelsen blev selskabet varslet om, at Skatteankestyrelsen agtede at indstille til afgørelsesmyndigheden, at der skete en forhøjelse af ejendomsværdien. Selskabet meddelte herefter Skatteankestyrelsen, at klagen over ejendomsværdien blev tilbagekaldt. Klagen blev afgjort af Landsskatteretten, der under henvisning til skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, og Landsskatterettens forretningsorden § 12, stk. 4, fandt, at betingelserne for at foretage en afledt ændring af ejendomsværdien var opfyldt, da en ny oplysning om bebyggelsen på ejendommen medførte, at Landsskatteretten ændrede den påklagede grundværdi, og da den samme oplysning klart påviste, at den foreliggende ejendomsværdi helt åbenbart var urigtig. Den pågældende oplysning havde med tilstrækkelig klarhed en direkte og væsentlig betydning for rigtigheden af ejendomsværdiansættelsen og den samlede ejendomsvurdering. Landsskatteretten fandt herefter, at det ikke var foreneligt med princippet om instansrækkefølgen, hvis retten i den foreliggende situation vurderede ejendommen som en forretningsejendom og ansatte en ejendomsværdi som første og eneste instans som rekursmyndighed. Landsskatteretten hjemviste derfor ansættelsen af ejendomsværdien ved årsomvurderingen pr. 1. oktober 2019 til fornyet behandling ved Vurderingsstyrelsen.

Klageren var et tysk selskab, der henvendte sig til danske kunder med salg af bl.a. træpiller o.lign. og dyrefoder. Selskabet bad Skatterådet om bindende svar på, om det kunne bekræftes, at virksomheden ikke i henhold til momslovens § 4 c, stk. 3, om fjernsalg var indirekte involveret i transporten af det købte vareparti, når virksomheden i form af en klarmeldingsliste informerede den transportør, kunden havde valgt, om, hvornår denne kunne afhente partiet med henblik på transport til kunden. Landsskatteretten anførte, at virksomheden ved klarmeldingslisten til transportøren gav transportøren, og dermed tredjepart, "oplysninger, som denne skal bruge til at foretage levering af varerne til forbrugeren", jf. momslovens § 14 b, stk. 1, og gennemførelsesforordningen artikel 5a, stk. 1, litra d, sidste led.

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets bindende svar.

Fallenten har i personligt regi drevet landbrugsvirksomhed med avl af smågrise, indtil virksomheden blev taget under konkursbehandling. Den sidste leverance af smågrise er sket i tiden før konkursdekretets afsigelse, og der er udarbejdet afregningsbilag og foretaget betaling efter sædvanlig procedure, efter der var afsagt konkursdekret. Det er således konkursboet, der modtager afregningsbilag og betaling.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at betaling for levering af smågrise, der er sket i tiden før landbrugsvirksomheden, er taget under konkursbehandling, skal periodiseres i henhold til faktureringstidspunktet, der ligger efter konkursdekretet. Momspligt af leverancen indtræder på leveringstidspunktet, der ligger forud for konkursdekretet.

Skatterådet tog stilling til, hvem der skulle svare afgift af elektricitet fremstillet på et leaset solcelleanlæg.

I disposition 1 udleasede Spørger 1 et solcelleanlæg til Spørger 2. Solcelleanlægget blev monteret på en ejendom, hvor Spørger 2 var lejer. Spørger 2 forbrugte elektriciteten, som solcelleanlægget fremstillede, bortset fra evt. overskudsproduktion, som blev ledt ud på det kollektive elforsyningsnet.

Skatterådet bekræftede, at Spørger 1 (leasinggiver) ikke skulle svare afgift. Skatterådet bekræftede desuden, at Spørger 2 (leasingtager) ikke skulle svare afgift fsva. den elektricitet, som blev ledt ud på det kollektive elforsyningsnet. Endelig bekræftede Skatterådet, at Spørger 2 (leasingtager) skulle svare afgift af den elektricitet, som blev fremstillet på det leasede solcelleanlæg, og som Spørger 2 (leasingtager) selv forbrugte.

I disposition 2 udleasede Spørger 1 et solcelleanlæg til Spørger 3. Spørger 3 var et datterselskab, som Spørger 2 påtænkte at stifte. Solcelleanlægget blev monteret på en ejendom, som Spørger 2 ejede. Spørger 3 solgte elektricitet til Spørger 2. Den elektricitet, som Spørger 2 ikke forbrugte, dvs. evt. overskudsproduktion, blev leveret af Spørger 3 til det kollektive elforsyningsnet. Spørger 3 indgik en aftale med en balanceansvarlig aktør herom.

Skatterådet bekræftede, at Spørger 1 (leasinggiver) ikke skulle svare afgift. Skatterådet bekræftede desuden, at Spørger 3 (leasingtager) ikke skulle svare afgift fsva. den elektricitet, som blev ledt ud på det kollektive elforsyningsnet. Endelig bekræftede Skatterådet, at Spørger 3 (leasingtager) skulle svare afgift af den elektricitet, som blev fremstillet på det leasede solcelleanlæg, og som blev leveret til Spørger 2.

En skattepligtig havde fået forhøjet sin indkomst for indkomstårene 2016 og 2017 med summen af en række indsætninger modtaget fra den skattepligtiges udenlandske arbejdsgiver. Indsætningerne var ubestridt skattepligtige til Danmark, men den skattepligtige gjorde gældende, at der ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse, fordi han ikke havde udvist groft uagtsomhed, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten lagde bl.a. til grund, at den skattepligtige, som månedligt selv fakturerede sit lønkrav og fik beløbene indsat på sin bankkonto, var i besiddelse af alle relevante oplysninger for at kunne selvangive sin skattepligtige indkomst fra sin udenlandske arbejdsgiver korrekt, og at han havde haft særlig anledning hertil, efter han i januar 2018 og januar 2019 havde modtaget skønsmæssige ansættelser af sin indkomst for 2016 henholdsvis 2017. Ved at forholde sig passivt over for den for lave skønsmæssige ansættelse i januar 2018 og ved positivt at oplyse en for lav indkomst efter den for høje skønsmæssige ansættelse i januar 2019 havde den skattepligtige groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne foretog hans ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Retten udtalte, at det forhold, at den skattepligtige var diagnosticeret med (red.sygdom.nr.1.fjernet) ikke ændrede på vurderingen af, at han havde handlet groft uagtsomt, bl.a. fordi den skattepligtige - selvom han ikke måtte have fået sin diagnose - var opmærksom på sine udfordringer og sit behov for hjælp, men undlod at følge op på sin modtagelse af den påkrævede hjælp enten fra en revisor eller sin (red.familierelation.nr.1.fjernet). 

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Sagen angik en skønsmæssig transfer pricing forhøjelse af to selskaber i den daværende A-koncern, G1-virksomhed (G1-virksomhed, nu G1.1-virksomhed.) og A ((red.virksomhedsforkortelse.nr.1.fjernet)) som følge af et dansk moderselskabs (G1-virksomhed) samhandel med to datterselskaber og disses udenlandske filialer. 

G1-virksomhed bestod frem til 2018 af flere aktiviteter. G1-virksomhed foretog indledende forundersøgelser i forskellige dele af verden med henblik på at finde olieaktiviteter. Fandt G1-virksomhed olieaktiviteter og indgik licensaftaler med et olieland, blev et datterselskab oprettet, som herefter foretog den videre efterforskning efter olie og iværksættelse af olieproduktion igennem filialer i det land, hvor der var fundet olieaktiviteter. I forbindelse med oprettelsen af datterselskaberne afgav G1-virksomhed performancegarantier over for olielandet på vegne af datterselskaberne, ligesom G1-virksomhed forhandlede relevante licenser m.v. til brug for olieudvindingen. Endvidere leverede G1-virksomhed en række tekniske og administrative ydelser til sine datterselskaber ifm. den videre efterforskning efter olie m.v. 

Den foreliggende sag angik to datterselskaber, som var oprettet mhp. olieaktiviteter i henholdsvis Y1-land og Y2-land. G1-virksomhed havde indledt forundersøgelser i Y1-land i (red.årstal.nr.1.fjernet) og havde i den forbindelse oprettet et dansk datterselskab med filial i Y1-land. Datterselskabet indgik i en licensaftale med en olieoperatør i Y1-land. I forbindelse med licensaftalen afgav G1-virksomhed en performancegaranti over for olieoperatøren. 

I Y2-land indledte G1-virksomhed sine forundersøgelser i (red.årstal.nr.2.fjernet), hvorefter der blev oprettet et dansk datterselskab med filial i Y2-land. Det danske datterselskab indgik i en aftale med staten Y2-land om olieudvinding. I den forbindelse afgav G1-virksomhed en performancegaranti over for Y2-land. 

G1-virksomhed blev af datterselskaberne alene vederlagt for levering af en række tekniske og administrative ydelser til kostpris.

Spørgsmålet i sagen var, i hvilket omfang de stillede performancegarantier, de udførte forundersøgelser, den særlige viden og erfaring (knowhow), vedrørende bl.a. horisontale boringer, som G1-virksomhed løbende har stillet til rådighed for datterselskaberne, og de tekniske og administrative ydelser i perioden 2006-2008 var fastsat på armslængdevilkår, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. I forbindelse hermed var der blandt parterne uenighed om, hvorvidt performancegarantierne og forundersøgelserne udgjorde kontrollerede transaktioner omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1. 

Højesteret fandt, at de forundersøgelser, som G1-virksomhed havde udført forud for indgåelse af olieaftalen med bl.a. landet Y2-land, og de performancegarantier, som G1-virksomhed havde stillet til rådighed for sine datterselskaber og disses udenlandske filialer, udgjorde kontrollerede transaktioner omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, hvorfor skattemyndighederne kunne ansætte indkomsten vedrørende disse transaktioner skønsmæssigt, jf. de dagældende bestemmelser i skattekontrollovens § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, da transaktionerne ikke var omtalt i G1-virksomhed’s transfer pricing dokumentation.  

Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at G1-virksomhed, forud for datterselskabernes stiftelse og erhvervelse af licens i Y1-land og Y2-land, havde udført nødvendige forundersøgelser til brug for vurderingen af, om der skulle etableres olieefterforskning m.v. Ligeledes lagde Højesteret vægt på, at G1-virksomhed havde spillet en væsentlig rolle i forbindelse med kontraktindgåelsen i Y1-land og Y2-land, da det måtte lægges til grund, at datterselskaberne kun kunne indgå kontrakterne, fordi G1-virksomhed påtog sig at garantere for alle datterselskabernes forpligtelser og at stille sine tekniske og finansielle kapacitet til rådighed (performancegarantierne). Endvidere blev der lagt vægt på, at G1-virksomhed havde en særlig viden og erfaring (knowhow) vedrørende bl.a. horisontale boringer, som G1-virksomhed løbende har stillet til rådighed for datterselskaberne.

Højesteret fandt videre, med henvisning til det af landsretten anførte i sin dom, at det var godtgjort, at G1-virksomhed’s levering af teknisk og administrativ bistand til datterselskaberne og disses udenlandske filialer til kostpris lå uden for rammerne af, hvad der kunne være opnået, hvis aftalen var indgået mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. På den baggrund fandt Højesteret, at skattemyndighederne med rette havde ansat den skattepligtige indkomst skønsmæssigt vedrørende denne transaktion. 

Skattemyndighederne havde på den baggrund været berettiget til at ansætte G1-virksomhed’s skattepligtige indkomst fsva. G1-virksomhed udførte forundersøgelser, levering af teknisk og administrativ bistand og for at stille performancegarantier til rådighed for sine datterselskaber og disses udenlandske filialer. 

Højesteret fandt, at SKAT havde baseret sit skøn på en metode, som var anerkendt i OECD’s retningslinjer, ved at fordele det overskud, som de to datterselskaber og disses udenlandske filialer havde realiseret og herefter fordelt dette mellem de forbundne virksomheder på grundlag af en analyse af, hvilke funktioner den enkelte virksomhed havde bidraget med. 

Højesteret fandt videre, at de i sagen omhandlede transaktioner var så tæt forbundne, at de ved den skønsmæssige ansættelse måtte vurderes sammen, og at det ikke var godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Dette blev understøttet af en benchmarkrapport, som Skatteministeriet havde fremlagt for Højesteret. 

På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af den skattepligtige indkomst.

Skatteyderne havde subsidiært påstået sagen hjemvist med henblik på nedsættelse af (red.virksomhedsforkortelse.nr.1.fjernet)’s kulbrinteskattepligtiges indkomst, som følge af, at G1-virksomhed også havde leveret teknisk og administrativ bistand til (red.virksomhedsforkortelse.nr.1.fjernet) ifm. olieudvindingen i Y3-område ((red.samarbejde.nr.1.fjernet)). 

Højesteret fandt i relation hertil, at den korrektion, som skattemyndighederne havde foretaget af G1-virksomhed’s skattepligtige indkomst, ikke angik G1-virksomhed’s transaktioner som led i (red.samarbejde.nr.1.fjernet). Allerede af den grund fandt Højesteret, at en eventuel nedsættelse af A’s kulbrinteskattepligtige indkomst ikke var en direkte følge af skatteansættelsen for G1-virksomhed i den foreliggende sag. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet i relation til den subsidiære påstand, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. 

Højesteret ændrede Østre Landsrets dom, hvorefter sagen var blevet hjemvist til fornyet behandling hos Skatteforvaltningen.

Retten fandt, at skatteyderen ikke have godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst. Retten lagde herved vægt på, at opgørelsen af privatforbruget byggede på skatteyderens egen oplysning, og at den set i forhold til Danmarks Statistiks gennemsnitsberegning måtte anses for at være meget lempelig.

Retten fandt endvidere, at skatteyderen ikke havde fremlagt oplysninger eller forhold, der kunne belyse, at der var ført fornøden kontrol med den kørsel, der kunne begrunde udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, og der var herefter ikke det fornødne grundlag for genoptagelse, da der ikke forelå nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik omberegning af grundværdien efter den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt. Tvisten i sagen var, hvilken etagearealspris der skulle anvendes ved omberegningen af grundværdien for en ny ejendom i basisåret 2003. Enten etagearealprisen for den udstykkede ejendom, eller etagearealprisen som var gældende for grundværdiområdet i basisåret.

Henset til ordlyden af bestemmelsen, og idet retten bemærkede, at Højesteret ved SKM2017.286 H, har behandlet spørgsmålet om rette basisår ved beregningen af grundskatteloftet, og ikke hvilken etagearealpris, der skal lægges til grund for beregningen, var der ikke grundlag for at tage skatteyderens påstand om hjemvisning til følge.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Spørger fremstiller ved anvendelse af elektricitet i varmepumper varme, der udelukkende leveres til Spørgers medlemmer.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger kan opnå godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 af elektricitet, der anvendes til fremstilling af varme i varmepumper, der udelukkende leveres til Spørgers medlemmer.

Momsudvalget har vedtaget retningslinjer (WP1068) om, hvornår en tankkortordning kan anses for omfattet af henholdsvis momssystemdirektivets artikel 14, stk. 1 (momslovens § 4, stk. 1) og artikel 14, stk. 2, litra c (momslovens § 4, stk. 3, nr. 1).

Skattestyrelsen vil fremadrettet administrere i overensstemmelse med Momsudvalgets retningslinjer om tankkort. Skattestyrelsen har på den baggrund revurderet praksis om benzinselskabers internationale kreditkortsystemer. Udstederen af kreditorkortet kan derfor tilsvarende efter momslovens § 4, stk. 3, nr. 1, anses for at levere brændstof til indehaveren af kortet, hvis betingelser/kriterierne i retningslinjerne er opfyldt.

Hidtidig praksis om benzinselskabers internationale kreditkortsystemer ændres. Fremadrettet skal der være personsammenfald mellem fakturaudsteder og den, der momsmæssigt anses for sælger, alternativt skal der være tale om tredjepartsfakturering, hvor faktureringspligten ases for opfyldt, når en tredjeperson står for udstedelse af en faktura til modtageren på vegne af sælger.

Spørger boede i X-land, hvor han drev en virksomhed. Hans hustru og børn boede i en bolig i Danmark.

Spørger ønskede i 2024 at deltage i 1-2 enkeltstående møder i Danmark af op til to dages varighed hver (i alt op til 4 dage). Endvidere ønskede han at deltage i et arrangement i Danmark i 2024, som varede 5 dage.

Spørger havde planer om at sælge virksomheden i X-land, når den rette mulighed bød sig. Herefter ville han flytte hjem til familien i Danmark.

Skatterådet kunne i svaret på spørgsmål 1 bekræfte, at Spørger ikke ville blive fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han deltog i de ovennævnte møder mv. i 2024.

Bindingsperioden på det bindende svar blev fastsat til udgangen af indkomståret 2024.

Spørger driver en kæde af butikker inden for x-branche, og Spørger har i forbindelse med, at en konkurrerende butik har indgået et lejemål i samme bygning beliggende i X, som Spørger også har en butik i, modtaget et kompensationsbeløb.

Skatterådet bekræfter, at kompensationsbeløbet, som Y betaler til Spørger i medfør af kompensationsaftalen, er momspligtigt, jf. momslovens § 4.

Retten fandt, at tilkøbt slutrengøring efter endt ophold i et lejet feriehus var en selvstændig ydelse, som momsmæssigt ikke skulle stilles som den momsfrie lejeydelse. Rengøringsydelsen var derfor momspligtig efter hovedreglen i momslovens § 4, stk. 1.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til, at et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af kapitalandele i datterselskaber til en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond kunne ske uden, at holdingselskabets hovedaktionær blev udbyttebeskattet.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i Ansøgers ideelle interesse og ikke i Ansøgers personlige eller økonomiske interesse, hvorved Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af kapitalandele i datterselskaber til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 til Ansøger, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Der blev henset til, at Fondens formål måtte anses for almennyttig/almenvelgørende, idet det fremgik af udkast til Fondens fundats, at Fondens formål var at støtte almennyttige formål, f.eks. videnskabelige, forskningsmæssige, kunstneriske, kulturelle, miljømæssige, uddannelsesmæssige, humanitære eller andre almennyttige formål, Herudover ville Fonden støtte fysiske personer i økonomisk trang. Der blev endvidere henset til, at der efter Fondens udkast til fundats hverken var tillagt Ansøger eller Ansøgers familie/nærtstående særlige rettigheder i Fonden, idet disse hverken var tillagt ret til uddelinger ved Fondens løbende drift eller ved Fondens likvidation, ligesom de, såfremt de deltog i Fondens bestyrelse, kun kunne modtage et årligt vederlag, der ikke oversteg, hvad der kunne anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, og hvad der måtte anses for forsvarligt i forhold til Fondens og koncernens økonomiske stilling. Samlet set, fandt Skatterådet, at Fonden hovedsageligt havde et almenvelgørende eller almennyttigt formål.

Klagen angik et af Skatterådet afgivet bindende svar om, hvorvidt omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse på de enkelte transaktioner eller på den samlede transaktion som beskrevet i anmodningen. Det fremgik af sagen, at aktionærerne i H1 A/S i stedet for et dansk holdingselskab i koncernen ønskede at etablere et nyt norsk holdingselskab. Dette ønskedes gennemført ved en samlet omstrukturering, hvorved aktionærerne i H1 A/S ved en aktieombytning indskød deres aktier i H1 A/S i et nyt norsk holdingselskab, H2 AS, hvorefter H2 AS ejede alle aktier i H1 A/S, efterfulgt af en grænseoverskridende lodret fusion af H2 AS og H1 A/S med H2 AS som det fortsættende selskab. H2 AS kom herefter til at eje de aktiver, der ejedes af H1 A/S, herunder aktiebeholdningen i det børsnoterede norske selskab H3, aktiebeholdningen i H6 SA, Land Y2, og en likvid beholdning. Aktiver og passiver i H1 A/S udgik herved af dansk beskatning. Den grænseoverskridende fusion ønskedes i Danmark gennemført som en skattefri fusion i henhold til fusionsskattelovens § 15, stk. 4, og i Norge som en skattepligtig fusion. Landsskatteretten bemærkede, at den påtænkte aktieombytning og fusion måtte anses for et arrangement eller serie af arrangementer. Det påhvilede i forhold til ligningslovens § 3 skattemyndighederne at fastslå, at der var tale om et arrangement med det hovedformål, eller et af hovedformålene, at opnå en skattefordel, der virkede mod indholdet af eller formålet med skatteretten. Landsskatteretten fandt, at der var tale om et arrangement med det hovedformål, eller et af hovedformålene, at opnå en skattefordel, der virkede mod indholdet af eller formålet med skatteretten. Det påhvilede herefter klageren at godtgøre, at arrangementet var tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejlede den økonomiske virkelighed. Klageren fandtes ikke at have påvist en forretningsmæssig begrundelse for etableringen af H2 AS ved aktieombytning og H1 A/S´ ophør ved en grænseoverskridende lodret fusion. Formålet med disse transaktioner måtte anses at være at tilvejebringe en struktur, hvorefter aktiverne i H1 A/S kunne overføres til det nye norske holdingselskab uden at aktionærerne ville være begrænset skattepligtige af udbytte. Stiftelsen af det nye norske selskab ved aktieombytning fandtes alene at ske for at kunne gennemføre den grænseoverskridende skattefri fusion. Landsskatteretten stadfæstede således Skatterådets afgørelse vedrørende det påklagede spørgsmål.

Klageren havde under klagesagen om et bindende svar om en påtænkt disposition fremlagt en række nye oplysninger, der i vidt omfang tidsmæssigt lå efter Skatterådets besvarelse. Landsskatteretten afviste klagen, da oplysningerne ikke kunne anses for alene at have præciserende karakter, men derimod måtte anses for at være uden for rammerne af det påklagede afgørelsesgrundlag.