En fond havde ifølge vedtægterne til formål at yde støtte til tidligere elever fra X skole til rejse og ophold i forbindelse med uddannelse. Henset til, at kredsen, der kunne opnå støtte, var begrænset til tidligere elever fra X skole, fandt Landsskatteretten, at uddelingerne efter formålsbestemmelsen ikke kunne anses for at komme en vis videre kreds til gode, hvorfor der ikke var tale om et almennyttigt formål. Fonden kunne herefter ikke foretage fradrag for uddelinger og hensættelser til formålet, jf. fondsbeskatningslovens §§ 4 og 5.

Sagen angår, om det havde karakter af arbejdsudleje eller entreprise, når den danske virksomhed benyttede udenlandsk arbejdskraft fra en Y1-land og en Y2-land virksomhed til at udføre håndsværksarbejde. Sagen angik videre, om betalinger til ejeren af den Y2-land virksomhed i henhold til fakturaer udstedt af to danske virksomheder, reelt vedrørte arbejde udført af den Y2-land virksomhed.

Retten fandt, at håndsværksarbejdet, bestående i nedrivning, renovation og (red.fjernet.arbejde), udgjorde en integreret del af den danske virksomhed, som er et (red.fjernet.selskabstype), med registreret formål at udføre bygge- og entreprisearbejder samt hermed beslægtet virksomhed.

Retten fandt videre, at de udenlandske virksomheder, til trods for parts- og vidneforklaringerne herom, ikke i realiteten bar den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for det udførte arbejde. Retten bemærkede herved, at der alene var fremlagt én kortfattet entreprisekontrakt for en del af arbejdet, hvor entreprisesummen ikke stemmer overens med det fakturerede, samt at der ikke var fremlagt aftaler for de øvrige arbejder udført af de udenlandske virksomheder. Retten lagde videre vægt på, at der ikke var fremlagt anden dokumentation i form af eksempelvis byggemødereferater, afleveringsprotokoller eller lignende vedrørende arbejdet.

Retten fandt for fakturaerne udstedt af de to danske virksomheder, at der efter kontoudskrifterne var sket betalinger til den Y2-land virksomheds ejer, og at der ikke er anført eller dokumenteret nærmere om de konkrete arbejder. Derimod blev arbejdet efter forklaringerne udført af den Y2-land virksomhed. 

Retten fandt på dette grundlag, at arbejdet udført af den Y1-land og den Y2-land virksomhed udgjorde arbejdsudleje, og at den danske virksomhed var indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag af det fulde beløb, som var overført til de udenlandske virksomheder.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde forhøjet et selskabs momstilsvar med samlet 935.000 kr. for 1. halvår 2019, idet Skattestyrelsen havde anset selskabets salg af to ejendomme for momspligtigt, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b), jf. momslovens § 4, stk. 1. Selskabet drev afgiftspligtig virksomhed med køb og salg af fast ejendom, udlejning heraf, anden passiv kapitalanbringelse samt hermed beslægtet virksomhed efter direktionens skøn. Selskabet erhvervede den 15. november 2016 som led heri en beboelsesejendom og to tilstødende ejendomme fra hovedanpartshaveren.

Landsskatteretten fandt på baggrund heraf, at selskabet var en afgiftspligtig person, der drev økonomisk virksomhed, og som i forbindelse med salget af de to tilstødende ejendomme handlede i egenskab heraf. Da de to tilstødende ejendomme på overdragelsestidspunktet den 1. juni 2019 var ubebyggede, var salget heraf momspligtigt, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b), jf. momsbekendtgørelsens § 55, stk. 1. Selskabet havde ikke ved den fremlagte lejekontrakt godtgjort, at de to tilstødende ejendomme havde været anvendt som led i den momsfritagne udlejning af beboelsesejendommen. Det forhold, at lejeren af beboelsesejendommen - i henhold til en eventuel aftale med udlejeren - lejlighedsvis måtte have anvendt de to tilstødende ejendomme vederlagsfrit, medførte ikke, at disse kunne sælges fritaget for moms i henhold til momslovens § 13, stk. 2, 1. led, da salget af de to tilstødende ejendomme var sket som led i selskabets økonomiske virksomhed med køb og salg af fast ejendom. Da selskabet heller ikke havde været undtaget fra retten til fradrag ved ejendommens anskaffelse eller anvendelse, fandt momslovens § 13, stk. 2, 2. led, ej heller anvendelse. Landsskatteretten fandt dermed, at selskabets salg af de to tilstødende ejendomme ikke var omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Skatteministeriet fik medhold i, at skatteyderen havde købt og solgt 169 biler i 2013-2016 og derved havde drevet erhvervsmæssig og økonomisk virksomhed, hvoraf han skulle beskattes og svare moms, jf. statsskattelovens § 4 og momslovens §§ 3 og 4. Da selve opgørelsen af de heraf følgende skatte- og momsmæssige forhøjelser ikke var anfægtet, blev Skatteministeriet frifundet. 

Sagen angik - ligesom for byretten - om appellanten var rette indkomstmodtager af indtægter ved salg af i alt fire hunde, der var solgt gennem en hundekennel. Hundekennelen var drevet som en enkeltmandsvirksomhed, hvor appellanten var registreret som ejer. Sagen angik derudover, om appellanten var berettiget til fradrag for driftsudgifter vedrørende de fire hunde, såfremt appellanten blev anset for rette indkomstmodtager. 

Landsretten fandt indledningsvist, at det under de foreliggende omstændigheder påhvilede appellanten at godtgøre, at hun ikke var rette indkomstmodtager af indtægterne fra salget af hundene, og at det under hensyn til forklaringerne om bl.a. skatteunddragelse og socialt bedrageri påhvilede appellanten at føre et sikkert bevis. Landsretten kom dernæst frem til, at appellanten ikke havde løftet sin bevisbyrde, og derfor var rette indkomstmodtager af indtægterne fra salget af hundene.

I relation til appellantens påstand om fradrag for driftsudgifter fandt landsretten, at appellanten ikke havde godtgjort, at hun var berettiget til fradrag for driftsudgifter. Landsretten udtalte bl.a., at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det måtte have formodningen for sig, at der har været udgifter forbundet med levering af de fire omhandlede hunde, da appellanten hverken vedrørende de fire omhandlede hunde eller i øvrigt havde fremlagt nogen form for bilagsmateriale vedrørende fradragsberettigede udgifter.

En skattepligtig havde realiseret tab på kryptovaluta, som var erhvervet i spekulationsøjemed. Spørgsmålet var, om dette tab kunne fradrages i den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3. 

Landsretten fandt, at retten til fradrag i den personlige indkomst er begrænset til de udgifter mv., der udtrykkeligt fremgår af personskattelovens § 3, stk. 2, og henviste i den forbindelse til ordlyden af personskattelovens § 3, stk. 1 og 2, sammenholdt med de almindelige bemærkninger i lovforslaget til personskatteloven. 

Det forhold, at den skattepligtiges fortjeneste fra handel med kryptovaluta indgik i den personlige indkomst, kunne derfor ikke føre til, at tab skulle fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst. Tabet kunne alene fradrages i den skattepligtige indkomst som et ligningsmæssigt fradrag, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, modsætningsvist.

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Sagen angik, om der var grundlag for at forhøje en hovedanpartshavers aktieindkomst for indkomstårene 2012 og 2013. Sagen angik nærmere, om lån ydet af hovedanpartshaverens selskab til hovedanpartshaverens tidligere ægtefælle skulle beskattes hos hovedanpartshaven. 

For indkomståret 2012 (indtil den 14. august 2012) var hovedanpartshaverens aktieindkomst forhøjet efter den praksis, der var gældende forud for indførelsen af ligningslovens § 16 E. Efter den dagældende praksis blev en hovedanpartshaver beskattet efter ligningslovens § 16 A, hvis hovedanpartshaveren var insolvent på udlånstidspunktet. Efter praksis skal en ægtefælles økonomiske forhold inddrages i solvensvurderingen. Hovedanpartshaven gjorde i sagen gældende, at hun blev separeret i 2002.

Retten lagde til grund, at hævningerne ikke vedrørte selskabets drift eller forhold i øvrigt, og at de heller ikke var led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Retten fandt på den baggrund, at lånet skulle anses for at have passeret hovedanpartshaverens økonomi og dermed for at være ydet indirekte til hende. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder navnlig parts- og vidneforklaringerne, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte hovedanpartshaverens forklaring om, at hun blev separeret i 2002, og at parret ikke fortsatte eller genoptog samlivet herefter. Da hovedanpartshaveren, efter en vurdering af hovedanpartshaveren egne økonomiske forhold, måtte vurderes som solvent på tidspunktet for hævningerne, tog retten hovedanpartshaverens påstand vedrørende perioden indtil den 14. august 2012 til følge. 

For indkomståret 2012 (fra den 14. august 2012) og 2013 var hovedanpartshaverens aktieindkomst forhøjet efter ligningslovens § 16 A, jf. § 16 E. Hovedanpartshaveren gjorde i sagen gældende, at ligningslovens § 16 E alene omfatter lån til hovedanpartshaveren selv samt til personer, der har den i ligningslovens § 2, nævnte relation til hovedanpartshaveren i det långivende selskab.

Retten fandt, at de i forarbejderne angivne eksempler på nærtstående ikke kunne anses for udtømmende, og at der hverken i ordlyden eller i forarbejderne er støtte for en antagelse om, at indirekte lån til en hovedanpartshaver alene kan ske ved, at der ydes et lån til den pågældendes nærtstående som omhandlet i ligningslovens § 2. Retten fandt endvidere, at de samlede udlån alene var ydet i kraft af hovedanpartshaverens personlige relation til låntageren, og at det ikke kunne føre til et andet resultat, at hovedanpartshaveren var separeret fra låntageren og - efter rettens vurdering - ikke havde genoptaget samlivet. Retten fandt på den baggrund, at de omtvistede lån skulle anses for at have passeret hovedanpartshaverens økonomi og derfor også at være ydet indirekte til hende. Retten tog herefter Skatteministeriets påstand til følge. 

Skatteministeriet fik medhold i, at varerne "Vitamin B12" og " L-ascorbinsyre-2-fosfat" skulle tariferes under position 2309 90 96 i KN, da varerne ikke var omfattet af nogen af punkterne i indledningsbestemmelse 1 til kapitel 29 i KN. Skatteministeriet fik desuden medhold i, at varen "Betain Hydrochlorid" var et kvarternært ammoniumsalt, men ikke et vitamin, provitamin eller derivat heraf, hvorfor varen skulle tariferes under position 2923 90 00. Retten tog ikke selskabets anmodning om præjudiciel forelæggelse til følge. 

I en administrativ straffesag, havde Skattestyrelsen rejst sigtelse mod skatteyder for overtrædelse af skattekontrollovens § 83, stk. 1, vedrørende indkomstårene 2018-20, idet skatteyder ifølge sigtelsen undlod at oplyse om udlodninger fra sit selskab på henholdsvis 171.188 kr., 208.183 kr. og 225.610 kr. Den samlede unddragelse udgjorde 245.796 kr.

Skatteyderen begærede forsvarer beskikket. I forbindelse med Skattestyrelsens fremsendelse af begæringen til retten oplyste Skattestyrelsen, at der var usikkerhed om tilregnelsen og om skatteyderens dispositioner, samt at det drejede sig om hævninger på bankkonti i hans selskab over tre år. Endvidere oplyste Skattestyrelsen, at sagen kunne afgøres med en bøde, som maksimalt udgjorde 430.000 kr. ved forsæt og 80.000 kr. ved grov uagtsomhed.

Byretten afslog beskikkelse og henviste til, at betingelserne for beskikkelse, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1, ikke var opfyldt.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. Under skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af skattelovgivningen kunne der beskikkes borgeren en forsvarer, når sagens beskaffenhed, borgernes person eller omstændighederne i øvrigt gjorde det ønskeligt. Skatteyderen var sigtet for 3 overtrædelser af skattekontrolloven vedrørende udlodninger fra skatteyderens selskab. Skattestyrelsen ønskede at indkalde skatteyderen til et møde henblik på at kunne vurdere, om skatteyderen havde foretaget sig noget strafbart. Efter det oplyste tiltrådte landsretten, at der efter sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste ikke var grundlag for at beskikke en forsvarer, jf. herved tillige U 2023.4829 Ø, TfK2023.506 Ø og U 2024.1205 Ø.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende mindstesatser for handlendes forbrug af egne varer, privat andel af elektricitet, vand og varme samt bilforhandleres private anvendelse af biler.

Selskaber kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst alene fradrage indkomstårets nettofinansieringsudgifter i det omfang, de ikke overstiger den skattemæssige værdi af selskabets aktiver ganget med standardrenten efter selskabsskattelovens § 11 B. Beskæringen kan maksimalt nedsætte indkomstårets fradragsberettigede nettofinansieringsudgifter til et beløb på 21,3 mio. kr.

Efter selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt., skal nettokurstab på fordringer, der ikke beskæres (og som der derfor opnås fradrag for i det indkomstår, hvor de opstår), fremføres til modregning i skattepligtige nettogevinster på fordringer og nettorenteindtægter, som måtte opstå i efterfølgende indkomstår. Der skal føres en saldo for nettokurstab, der ikke er beskåret, og som derfor fremføres til eventuel fremtidig modregning ved opgørelse af årets nettofinansieringsudgifter. Saldoen fremføres uden tidsbegrænsning. Denne saldo blev af Spørger benævnt "stk. 1-saldoen".

Spørgsmålet i sagen var, hvordan fremførsel af "stk. 1-saldoen" efter selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt., skulle ske i en situation, hvor selskabet i et efterfølgende indkomstår havde nettogevinster på fordringer og samtidig havde nettorenteudgifter, og hvor årets nettofinansieringsudgifter således udgjorde et positivt nettobeløb bestående af årets nettokursgevinster på fordringer og nettorenteudgifter.

Spørgsmålet i sagen var, om "stk. 1-saldoen" skulle fremføres til modregning i årets nettokursgevinst på fordringer uden hensyntagen til årets nettorenteudgifter, eller om "stk. 1-saldoen" skulle fremføres til modregning i nettokursgevinster på fordringer fratrukket årets nettorenteudgifter.

Skatterådet bekræftede, at fordringsreglen i selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt., skulle forstås således, at ubeskårne nettokurstab fra tidligere indkomstår kun skulle modregnes i efterfølgende indkomstårs nettokursgevinster på fordringer i det omfang indkomstårets nettokursgevinster oversteg indkomstårets nettorenteudgifter.

Pr. 1. september 2023 tiltrådte Spørger et fast fuldtidsarbejde på et forskningsinstitut i Tyskland, der hørte under H1. H1 var en non-profit forskningsorganisation og institutterne under H1 var selvejende institutioner.

Fra den 4. september 2023 til 1. oktober 2023 boede Spørger midlertidigt i en gæstelejlighed på instituttet. Fra 1. oktober 2023 til 31. januar 2025 havde Spørger lejet en lejlighed i Tyskland. Spørger ejede derudover en bolig i Danmark, hvor hendes ægtefælle og barn var blevet boende, efter hun var flyttet til Tyskland.

Skatterådet bekræftede, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter artikel 4 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, da det var i denne stat, hvor hun sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold, dog først fra og med den 1. oktober 2023, hvor Spørger fik fast bolig til rådighed i Tyskland.

Skatterådet bekræftede derudover, at fordeling af beskatningsretten til lønindkomsten fra H1 skulle ske i henhold til artikel 19, stk. 1, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, der angår løn til offentligt ansatte. Det var Skatterådets opfattelse, at H1 skulle anses som en statsinstitution, sådan som det ifølge praksis også er tilfældet for danske universiteter, der også er selvejende institutioner. Det var henset til, at H1 var etableret på grundlag af tysk lovgivning, at institutterne under H1 var selvejende institutioner, men finansieret af Bundesregierung og det relevante Bundesland, sådan at den væsentligste del af indtægterne kom fra statslige tilskud, samt at institutterne var underlagt offentlig revision.

Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2025

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde nægtet at udbetale omkostningsgodtgørelse til klageren med henvisning til, at klageren ikke hæftede for i alt 13 fakturaer, som var udstedt af bistandsyderen til klageren samt for de sagsomkostninger, som klageren var blevet pålagt at betale af Vestre Landsret og Højesteret.

Der forelå to forskellige aftalegrundlag i sagen. Et aftalegrundlag vedrørende den bistand, som blev ydet ved byretten og Vestre Landsret, og et aftalegrundlag vedrørende den bistand, som blev ydet til sagen ved Højesteret.

Ud fra en konkret vurdering og fortolkning af aftalegrundlaget fandt Landsskatteretten, at klageren hæftede for de fakturaer, som vedrørte udgifter til sagkyndig bistand, som var ydet ved byretten og Vestre Landsret samt sagsomkostninger pålagt af Vestre Landsret. Landsskatteretten henså blandt andet til, at det var Skatteministeriet, som havde indbragt Landsskatterettens afgørelse for domstolene, hvorfor klageren som udgangspunkt var berettiget til 100 % godtgørelse for udgifterne, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, og det forhold, at bistandsyderen i aftalebrevet havde skrevet, at klageren ikke behøvede at betale de fremsendte fakturaer, måtte ifølge Landsskatteretten anses som et udtryk for, at bistandsyderen havde forsøgt at opfylde sin almindelige oplysningspligt efter de advokatetiske regler.

Hvad angik udgifterne til sagen ved Højesteret, fandt Landsskatteretten, at det ikke var godtgjort, at klageren havde påtaget sig at betale for mere end fastsat i aftalen mellem bistandsyderen og klageren, hvorfor betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, alene var opfyldt, hvad angik klagerens egen andel af udgifterne til sagen ved Højesteret.

Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse, således at klageren var berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, hvad angik udgifterne til sagen ved Vestre Landsret. Landsskatteretten ændrede endvidere Skattestyrelsens afgørelse, hvad angik udgifterne til sagen ved Højesteret, hvorefter klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af et beløb på 29.426 kr. 

Retten fandt, at der havde været grundlag for en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomster og momstilsvar i 2012-2014, da sagsøgeren havde haft et negativt privatforbrug.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var udøvet på et forkert grundlag eller medførte et åbenbart urimeligt resultat, idet den af sagsøgeren afgivne forklaring og de fremlagte erklæringer ikke var bestyrkede ved objektive kendsgerninger. Henset til indsætningernes hyppighed og omfang sammenholdt med sagsøgerens øvrige indkomst lagde retten til grund, at sagsøgeren drev uregistreret virksomhed i 2012 og 2013. 

Retten fandt endelig, at fristerne for ordinær fastsættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst og momstilsvar var opfyldt for en del af perioden, og at betingelserne for ekstraordinær fastsættelse af sagsøgerens momstilsvar for den øvrige periode var opfyldt, idet sagsøgeren havde undladt at indberette den momspligtige omsætning fra uregistreret virksomhed, selvom sagsøgeren var bekendt med de faktiske forhold. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik, om omkostninger, som et selskab havde afholdt i indkomstårene 2019 og 2020 til udvikling af et softwareprodukt, var anvendt til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og selskabet derved var berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. På baggrund af et afholdt syn og skøn fandt Landsskatteretten, at selskabet havde løftet bevisbyrden for, at omkostningerne til udviklingen af softwareproduktet var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og at selskabet derfor var berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse, idet Landsskatteretten hjemviste sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på opgørelse af selskabets udgifter til udvikling af softwareproduktet, som var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1 og 4, og opgørelse af skattekreditten efter ligningslovens § 8 X.

Liste over lande, der med virkning for indkomståret 2025 skal anses for udviklingslande i relation til ligningslovens § 7 K, stk. 5.

Et selskab havde påklaget Skatterådets bindende svar på selskabets spørgsmål 1, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at selskabets afbrænding af det afdampede opløsningsmiddel toluen var afgiftsfritaget efter energiafgiftslovene. Selskabet anvendte toluen til at opløse gummi, som blev lagt på en papirdug, hvorefter toluenen blev afdampet i en konvektionsovn. Procesluften fra konvektionsovnen, indeholdende afdampet toluen, blev ledt ind i et RTO-anlæg, hvor den blev forbrændt med henblik på rensning for uønskede molekyler. Hele eller dele af energimængden i den rensede procesluft blev herefter overført til en ny mængde procesluft, der blev tilført RTO-anlægget. Som følge af RTO-anlæggets særlige interne varmegenindvinding forløb forbrændingsprocessen uden tilsætning af eksterne brændsler. Den overskydende varme fra RTO-anlægget blev bl.a. anvendt til at opvarme konvektionsovnen.

Landsskatteretten fandt, at toluenindholdet i procesluften var omfattet af mineralolieafgiftslovens afgiftspligtige vareområde, idet toluenindholdet udgjorde et kulbrintebrændstof, og idet dette ved hjælp af det hertil særligt indrettede RTO-anlæg blev anvendt som brændsel til opvarmning efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2, henset til fortolkningen af dette begreb fastlagt ved EF-domstolens dom af 29. april 2004 (C-240/01). Landsskatteretten fandt endvidere, at hverken hele eller dele af toluenindholdet i procesluften var fritaget for afgift efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 11 og 12, hvorefter et energiprodukt, eller en forholdsmæssig del heraf, der medgik direkte til produktion af et tilsvarende energiprodukt, var fritaget for afgift. Landsskatteretten henviste til fortolkningen af den tilsvarende undtagelse i energibeskatningsdirektivets art. 21, stk. 3, fastlagt ved EU-domstolens dom af 6. juni 2018 (C-49/17). Landsskatteretten stadfæstede herefter Skatterådets besvarelse af spørgsmål 1.

Selskabet havde endvidere påklaget Skatterådets bindende svar på selskabets spørgsmål 2, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at selskabets afbrænding af det afdampede opløsningsmiddel toluen var afgiftsfritaget efter kuldioxidafgiftsloven, men dog henviste til begrundelsen. Heraf fremgik bl.a., at idet kuldioxidafgiftsloven ikke indeholdt regler, som fastsatte eller kunne anvendes til at fastsætte en kuldioxidafgiftssats for toluen, kunne der ikke opkræves kuldioxidafgift af toluen. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets besvarelse af spørgsmål 2 under henvisning til Skatterådets begrundelse.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for hjorte for indkomståret 2024.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for normaludgift pr. kostdag og værdi af forbrug af egne produkter for indkomståret 2025.

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik spørgsmålet om, hvilke kriterier der skulle være opfyldt ved anmodning om genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1.

Klageren havde indsendt en anmodning om genoptagelse af ejendomsvurderingerne for et større antal af klagerens ejendomme. Det var anført, at anmodningen vedrørte genoptagelse af ansættelse af grundværdien, den omberegnede grundværdi, ejendomsværdien og/eller beregning af den delvise dækningsafgiftspligtige forskelsværdi. Anmodningen indeholdt endvidere en oplistning af de forhold, der kunne være fejlbehæftet i de nævnte ansættelser i én eller flere af ejendommens historiske vurderinger.

Landsskatteretten fandt, at kravet om samtidig dokumentation i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, indebar, at den klageberettigede samtidig med genoptagelsesanmodningen skulle angive en specifik vurdering eller på anden vis gøre myndigheden i stand til at identificere den eller de fejlbehæftede vurderinger, der var omfattet af anmodningen.

Landsskatteretten fandt på den baggrund, at klagerens anmodning ikke havde afbrudt fristen for anmodning om genoptagelse af nogen af ejendommens historiske vurderinger. Retten fandt endvidere, at Vurderingsmyndigheden ikke havde pligt til at vejlede klageren i at indgive en anmodning, der kunne opfylde kriterierne i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, idet den utilstrækkelige anmodning var indgivet dagen før udløbet af den absolutte frist i medfør af skatteforvaltningslovens § 33 b.