I en forudgående sag havde Skattestyrelsen foretaget en transfer pricing regulering af et selskab i relation til selskabets filial i England. Selskabet påklagede Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen og anmodede umiddelbart derefter om, at sagen blev berostillet blandt andet med henvisning til igangværende forhandlinger efter EF-voldgiftskonventionen vedrørende en lignende regulering for et tidligere indkomstår. Skatteankestyrelsen imødekom selskabets anmodning. Efterfølgende blev der også igangsat forhandlinger efter EF-voldgiftskonventionen vedrørende de påklagede indkomstår, og sagen vedblev derfor med at være i bero, indtil den blev tilbagekaldt som følge af, at selskabet accepterede resultatet af forhandlingerne mellem myndighederne.

I den efterfølgende klagesag vedrørende Skattestyrelsens afslag på fuld omkostningsgodtgørelse fandt Landsskatteretten, at medholdsvurderingen for klagesagen i Skatteankestyrelsen skulle følge medholdsvurderingen for sagen omfattet af EF-voldgiftskonventionen. Med henvisning til at formålet med EF-voldgiftskonventionen var ophævelse af dobbeltbeskatning, fandt Landsskatteretten endvidere, at den ændring af den danske skatteansættelse, som resultatet af forhandlingerne mellem myndighederne medførte, skulle sættes i forhold til det dobbeltbeskattede beløb. Selskabet var derfor berettiget til en godtgørelse på 100 % af det godtgørelsesberettigede beløb.

Sagen angik, om en fonds hensættelser var blevet uddelt til opfyldelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Det var fastsat i fondens vedtægter, at uddelinger udelukkende kunne ske til personer eller organisationer med tilknytning til H2 eller dets virke. Landsskatteretten udtalte, at det fulgte af praksis, at uddelinger skulle komme en videre kreds til gode for at kunne blive anset som almenvelgørende eller almennyttige. Landsskatteretten fandt, at uddelingerne ikke var sket til en ubestemt videre kreds, når fonden alene uddelte til personer med tilknytning til en bestemt virksomhed. Kravet om almenvelgørende eller almennyttigt formål var derfor ikke opfyldt. Det var herefter med rette, at Skattestyrelsen havde foretaget efterbeskatning af de af fonden foretagne hensættelser til senere uddeling til almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 4. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik klage over et bindende svar fra Skatterådet på en række spørgsmål om, hvorvidt en forenings aktiviteter var momsfritaget. Der var tale om, at foreningens medlemmer bl.a. betalte et gebyr for at blive optaget i foreningen og et løbende kontingent. Foreningens hovedkontor håndterede medlemsadministrationen og kontingentopkrævningen. Som kontingentbetalende medlem havde man adgang til forskellige arrangementer, ligesom medlemmerne modtog et medlemsblad fire gange årligt, som dækkede den samlede forening, samt også lokale medlemsblade, der dækkede de lokale aktiviteter.

Landsskatteretten fandt, at foreningens aktiviteter for sine medlemmer havde et formål i sig selv og ikke kun kunne anses som en organisatorisk ramme, og at det ikke var godtgjort, at foreningen havde vedtægtsbestemte formål af filantropisk karakter. Landsskatteretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at der var en sammenhæng mellem de aktiviteter, som medlemmerne fik adgang til via betalingen af et kontingent, herunder adgang til arrangementer og blade m.v. og foreningens indsamling og udlodning af midler til velgørenhed. Landsskatteretten fandt herefter, at foreningen ikke opfyldte betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4. Under henvisning hertil fandt Landsskatteretten det heller ikke godtgjort, at foreningens formål var almenvelgørende eller på anden måde almennyttig, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.  Landsskatteretten bemærkede videre, at foreningens velgørende aktiviteter isoleret set ikke kunne anses for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, idet foreningen ikke havde godtgjort, at foreningen opfyldte betingelsen om, at foreningens overskud udelukkende anvendtes til foreningens velgørende formål. Landsskatteretten stadfæstede det bindende svar.

Sagerne angik dels om skattemyndighederne, efter den dagældende skattekontrollovs § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3, var berettiget til at tilsidesætte skatteyderens regnskabsgrundlag og foretage en skønsmæssig forhøjelse af skatteyderens indkomst, dels om skattemyndighederne var berettiget til at fastsætte virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. 

Skatteyderen, en enkeltmandsvirksomhed, som drev købmandsforretning, blev udtaget til kontrol, da Skattestyrelsen konstaterede, at han i sin selvangivelse for indkomståret 2015 havde oplyst, at hans revisor havde taget forbehold ved enkeltmandsvirksomhedens årsregnskab. Skattestyrelsen fandt herefter, at virksomhedens regnskaber ikke kunne danne grundlag for et skattemæssigt årsregnskab. Skattestyrelsen forhøjede således skatteyderens indkomst for 2015-2016 baseret på ikke-bogførte indsætninger på virksomhedens bankkonto samt baseret på en privatforbrugsberegning, som viste et negativt privatforbrug i 2015. Herudover forhøjede Skattestyrelsen enkeltmandsvirksomhedens momstilsvar for perioden 1. januar 2016 - 31. december 2016 baseret på de samme ikke-bogførte indsætninger. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår forhøjelserne baseret på indsætninger og nedsatte efter en konkret vurdering forhøjelsen af indkomsten baseret på privatforbrugsberegningen for 2015 fra 248.800 kr. til 216.336 kr.

Retten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at tilsidesætte regnskabet i enkeltmandsvirksomheden og ansætte indkomsten henholdsvis fastsætte momstilsvaret skønsmæssigt. Videre fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser var tilsidesættelige. Endelig fandt retten, at afgørelserne var tilstrækkeligt begrundet, og at afgørelserne ikke var mangelfulde. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

T var tiltalt for som forhold 1-3 for overtrædelse af momsloven, ved for perioden 1. januar 2014 til 30. september 2014, som indehaver af en enkeltmandsvirksomhed, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have undladt at angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift, hvorved statskassen blev unddraget moms for 118.547 kr.

Som forhold 4 var T tiltalt for ved for perioden 1. oktober 2014 til 31. december 2014, som hovedanpartshaver og direktør i et selskab, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han angav et negativt momstilsvar på 69.365 kr. for selskabet, selvom momstilsvaret rettelig var 0 kr., hvorved statskassen blev unddraget 69.365 kr. i moms.

Som forhold 5 var T tiltalt for overtrædelse af bogføringsloven ved i perioden fra 1. januar 2015 til 25. april 2016, som direktør i et selskab, at være ansvarlig for, at bogføringen ikke var tilrettelagt og udført i overensstemmelse med god bogføringsskik, herunder at selskabets indtægter og udgifter blev bogført i fuldt omfang, og at der i fornødent omfang forelå dokumentation i form af bilag for samtlige ind- og udbetalinger, samt ved at have undladt at opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrørte.

Anklagemyndigheden påstod T idømt en bøde på 310.000 kr.

T nægtede sig skyldig og forklarede, at der ikke havde været aktivitet i enkeltmandsvirksomheden i perioden fra 1. januar 2014 til 30. september 2014, idet hele virksomhedsaktiviteten var flyttet til selskabet pr. 1. januar 2014. Han sendte regnskabsbilagene videre til sin revisor, som udarbejdede regnskaber og registrerede virksomhedens udgående og indgående afgift.

Byretten fandt, at det uanset T’s forklaring på grundlag af de udstedte fakturaer måtte lægges til grund, at T ikke effektivt havde ophørt aktiviteten i enkeltmandsvirksomheden pr. 31. december 2013, idet fakturaerne fra samarbejdspartnerne løbende i 1., 2. og 3. kvartal 2014 blev udstedt til enkeltmandsvirksomheden. Det var T, der som ejer og ansvarlig for enkeltmandsvirksomheden var ansvarlig for, at virksomhedens aktiviteter og udgående og indgående afgift blev registreret korrekt. T fandtes herefter skyldig i forhold 1-3.

Vedrørende forhold 4 fandt retten, at det i tilstrækkelig grad var bevist, at dokumentationen for det negative momstilsvar, ikke var udstedt af den anførte virksomhed, og T fandtes herefter skyldig i forhold 4.

T blev frifundet for forhold 5, idet der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for påstanden.

T idømtes som tillægsstraf en bøde på 155.000 kr. Bøden blev nedsat under henset til den udstrakte sagsbehandlingstid forud for sagens fremsendelse til retten.

T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Sagen angik, om en virksomhed var berettiget til at indbringe en afgørelse truffet af Landsskatteretten efter udløbet af indbringelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. 

Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om dels at nægte virksomheden et momsmæssigt fradrag for indkøb af underleverandørydelser i henhold til momslovens § 37, dels at virksomheden var ansvarlig for manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Virksomheden påklagede afgørelsen til Landsskatteretten. 

Skatteankestyrelsen opdelte ved modtagelse af klagen spørgsmålet om momsfradrag henholdsvis indeholdelsespligtig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i to sager med hver sit sagsnummer, hvilket virksomheden blev orienteret om. Landsskatteretten traf herefter særskilte afgørelser i sagerne om momsfradrag henholdsvis indeholdelsespligtig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. 

For domstolene indbragte virksomheden alene Landsskatterettens afgørelse vedrørende indeholdelsespligtig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Efter udløbet af fristen for indbringelse en administrativ afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, anmodede virksomheden retten om, at Landsskatterettens afgørelse vedrørende virksomhedens momsfradrag blev inddraget til påkendelse i sagen. Skatteministeriet nedlagde heroverfor påstand om afvisning. Spørgsmålet blev udtaget til særskilt forhandling på skriftligt grundlag. 

Med henvisning til at fristreglen er en absolut fristregel, og at det klare udgangspunkt når en sag anlægges efter fristen er, at sagen skal afvises, gav retten Skatteministeriet medhold i, at Landsskatterettens afgørelse angående virksomhedens momsfradrag, skulle afvises.  

Sagen vedrørte periodisering af klagerens engangsbeløb optjent i henhold til dagældende cirkulære nr. 9450 af 18. juni 2019 om aftale af engangsbeløb til tjenestemænd efter optjening af 37 års pensionsalder. Engangsbeløbet var blevet udbetalt samtidig med klagerens tjenestemandspension for april 2020, hvorefter beløbet var blevet direkte modregnet. 

Landsskatteretten fandt, at klageren havde erhvervet endelig ret til engangsbeløbet i marts 2020, idet engangsbeløbet blev optjent kvartalsvis, og at der blev erhvervet endelig ret til kvartalets bidrag til engangsbeløbet, når tjenesten i det pågældende kvartal var udført. I tilfælde af død forud for udbetalingen tilfaldt det optjente engangsbeløb dødsboet. Ellers blev engangsbeløbet efter det foreliggende udbetalt en af de sidste dage inden pensioneringen sammen med den første måneds pension, der - i modsætning til engangsbeløbet - ikke var endeligt erhvervet på det tidspunkt.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at engangsbeløbet rettelig skulle have været henført til marts og ikke april 2020 og pålagde herefter Skattestyrelsen at foretage det fornødne for at korrigere registreringen i eIndkomstregisteret i overensstemmelse hermed.

Sagen angik en skatteyder, som i indkomstårene 2012 - 2014, havde drevet uregistreret tømrervirksomhed. Virksomhedens indbetalinger og udbetalinger var blevet foretaget over skatteyderens private bankkonto. 

Der var i sagen enighed om, at skatteyderen ikke havde selvangivet korrekt, og at skattemyndighederne derfor var berettiget til at foretage skønsmæssige ansættelser. Sagen omhandlende herefter, om der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. 

Skattemyndighederne havde skønsmæssigt fastsat omsætningen i skatteyderens virksomhed på baggrund af indbetalinger på skatteyderens konto, mens de fradragsberettigede driftsudgifter var fastsat med udgangspunkt i branchens gennemsnitlige bruttoavance. 

Retten udtalte, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at der var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige ansættelser. Retten fandt videre, at skatteyderens bevisbyrde var skærpet som følge af sammenblandingen af virksomhedens økonomi og skatteyderens private økonomi. 

Retten udtalte videre, at det regnskabsmateriale, som skatteyderen havde fremlagt, og udarbejdet i forbindelsen med skattesagen, alene var udarbejdet på baggrund af kontoudtog, idet skatteyderen ikke var i besiddelse af virksomhedens bogføringsmateriale, hvorfor regnskabernes bevismæssige værdi måtte vurderes i lyset heraf. 

Retten fandt herefter, at skatteyderen med bevisførelsen ikke havde godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag. 

Der var på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. 

Skatteministeriets blev herefter frifundet. 

I en administrativ straffesag, som skulle sendes til politiet med en tiltalebegæring, havde S fået beskikket en forsvarer. Forsvareren havde bedt byretten om salær for sit arbejde medens sagen blev behandlet i Skattestyrelsen.

Byretten fastsatte forsvarerens salær til 9.825 kr. med tillæg af moms. Salæret skulle betales af statskassen.

Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer ikke endeligt skulle betales af Skattestyrelsen. Indkærede påstod afvisning under henvisning til retsplejelovens § 968, stk. 4, subsidiært stadfæstelse.

Landsretten bemærkede, at kærebegrænsningsreglen i retsplejeloven ikke fandt anvendelse, da byrettens afgørelse blev truffet før retsplejelovens § 968, stk. 4’s ikrafttræden.

Landsretten henviste til de almindelige bemærkninger, som lå til grund for forsvarerbistandsloven, hvori der stod, at forsvarerbistandsloven lå tæt op ad retsplejelovens regler om beskikkelse af en forsvarer for en sigtet under den politimæssige efterforskning, og at bestemmelserne tog sigte på den situation, hvor straffesagen fandt sin afslutning i skattemyndighedernes regi.

På denne baggrund fandt Landsretten, at der i en situation som den foreliggende, hvor sagen efter det oplyste skulle oversendes til videre behandling ved politi- og anklagemyndighed, ikke på nuværende tidspunkt var grundlag for at tage endelig stilling til, hvem der skulle betale salæret til den beskikkede forsvarer.

Landsretten ændrede herefter byrettens afgørelse således, at det af retten fastsatte salær til den beskikkede forsvarer, foreløbigt betaltes af statskassen.

Der var ikke grundlag for at genoptage Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 efter skatteforvaltningslovens § 35 g, da de tidsmæssige betingelser herfor ikke var opfyldt, og da appellanten ikke havde sandsynliggjort, at Landsskatterettens afgørelse var materielt forkert. Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.

I en administrativ skattestraffesag med en samlet skatteunddragelse på 135.402 kr. havde sigtede S fået en beskikket en forsvarer. Skattestyrelsen henlagde straffesagen.

I forbindelse med salærsagen anførte Skattestyrelsen, at sagen grundet dele af dens genstand, kryptovaluta, havde været kompliceret, men bemærkede dog, at forsvareren på forhånd var bekendt med en større del af sagens akter, idet han repræsenterede S under kontrolsagen, som lå til grund for skattestraffesagen. Skattestyrelsen havde segmenteret sagens transaktioner, herunder med bidrag af advokaten i forbindelse med kontrolsagen.

Forsvareren havde oplyst, at hans samlede tidsforbrug i sagen udgjorde 15,65 timer, hvoraf størstedelen af tidsforbruget bestod af gennemgang af sagens akter og juridiske undersøgelser (8 timer), gennemgang og segmentering af sagens transaktioner med henblik på vurdering af, om der var tale om en "kryptosag" eller "sag om indsætninger" (3 timer) samt forberedelsesmøder med klient (2 timer).

Byretten fastslog, at salæret skulle fastsættes med udgangspunkt i landsretspræsidenternes vejledende salærtakster og under hensyntagen til det opnåede resultat, sagens beskaffenhed og arbejdets omfang. Retten fandt, at det forhold, at advokaten tidligere havde repræsenteret S i forbindelse med kontrolsagen, der lå til grund for skattestraffesagen, ikke i sig selv kunne begrunde, at salæret af den grund skulle nedsættes, henset til at kontrolsagen blev afsluttet for ca. 2 år siden. Retten fandt endvidere, at der ikke kunne tilkendes salær i fuldt omfang for juridiske undersøgelser, herunder gennemgang af praksis og relevante bestemmelser og vejledninger.

Byretten fastsatte forsvarerens salær til 27.000 kr. med tillæg af moms og afgjorde, at beløbet skulle betales endeligt af det offentlige.

Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer nedsattes. Forsvareren nedlagde påstand om, at kæremålet skulle afvises, da der ikke var betalt kærafgift, og at salæret skulle forhøjes til 30.752,25 kr. med tillæg af moms og procesrente fra den 27. maj 2024, subsidiært stadfæstelse.

Landsretten bemærkede, at kæremålet var afgiftsfrit.

Kæresvarskriftet var modtaget efter kærefristens udløb. Der var ikke oplyst omstændigheder, som kunne begrunde en tilladelse til at nedlægge påstand om forhøjelse af det tilkendte salær, hvorfor påstanden blev afvist.

Salæret til den beskikkede forsvarer under en administrativ skattestraffesag skulle fastsættes i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom. Efter sagens karakter og omfang og det tidsforbrug, der med rimelighed kunne anses for at have været nødvendigt til en forsvarlig varetagelse af hvervet, fandt landsretten, at salæret passende kunne fastsættes til 22.000 kr. med tillæg af moms.

Sagerne angik værdiansættelse af gavedispositioner, der blev givet ved gældseftergivelse af to anfordringsgældsbreve. Konkret var der tale om gældsbreve, der hver havde en pålydende værdi på 37,2 mio. kr. Gældseftergivelsen var givet af KK til hendes to børn, A og B. 

Højesteret udtalte, at det fremgår af boafgiftslovens § 27, stk. 1, at en gaves værdi fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Hvis der ikke eksisterer et marked for omsætning af det pågældende gældsbrev, og det i øvrigt ikke er bestemt eller egnet til omsætning, fandt Højesteret, at det på anden måde må fastsættes, hvilken værdi gældsbrevet har for kreditor. Hvis der i en sådan situation er tale om et anfordringsgældsbrev, der er udstedt mellem nærtstående, er rente- og afdragsfrit og ikke indeholder en løbetid, fandt Højesteret, at værdien som det klare udgangspunkt må ansættes til gældsbrevets pålydende (kurs 100). Det nævnte udgangspunkt kan fraviges, hvis skyldner godtgør, at den pågældende på gældseftergivelsestidspunktet ikke var og heller ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev. 

I de foreliggende sager eksisterede der ikke et marked for omsætning af anfordringsgældsbrevene, og de var i øvrigt ikke bestemt eller egnet til omsætning. Herefter og henset til gældsbrevenes vilkår måtte værdien af gældsbrevene på gældseftergivelsestidspunktet den 30. december 2013 som udgangspunkt ansættes til deres pålydende på hver 37.2 mio. kr. (kurs 100). 

Det måtte lægges til grund, at A og B på gældseftergivelsestidspunktet måtte forventes at ville modtage en arv, der ville være betydeligt større end gælden ifølge anfordringsgældsbrevene. Allerede som følge heraf havde appellanterne ikke godtgjort, at de uanset deres økonomiske forhold på gældseftergivelsestidspunktet ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri de pågældende gældsbreve. Der var således ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om kurs 100.

Landsretten var nået til samme resultat.

Sagen angik, om der var grundlag for at ændre den af sagsøgeren selvanmeldte handelspris af et køretøj. Retten fandt det sandsynliggjort, at den selvanmeldte handelspris var forkert bl.a. som følge af, at sagsøgeren i sammenligningsgrundlaget havde anvendt motorkøretøjer, som havde en anden
motorstørrelse end det anmeldte køretøj. Der var derfor grundlag for at ændre den selvanmeldte handelspris. Spørgsmålet var herefter, om sagsøgeren havde påvist et sikkert grundlag for at tilsidesætte motorankenævnets skøn over køretøjets handelspris. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde påvist dette.
Det var heller ikke godtgjort, at motorankenævnet fejlagtigt havde undladt at give sagsøgeren et "klargøringsfradrag" eller et fradrag for særlig anvendelse. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen angik, dels om skatteyderen kunne få sin skatteansættelse for indkomstårene 2006-2007 genoptaget ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, dels om skatteyderen kunne få sin skatteansættelse for indkomstårene 2008-2011 genoptaget ordinært efter skatteforvaltningslovens § 26, og dels om skatteyderen kunne få prøvet SKAT’s afgørelse af 17. juni 2016 angående indkomstårene 2012-2014 efter den dagældende skatteforvaltningslovs § 48.  

Skatteyderen anmodede ad flere omgange skattemyndighederne om at få sin skatteansættelse for de pågældende indkomstår genoptaget. Til støtte herfor anførte skatteyderen, at han i de pågældende indkomstår var skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien som defineret i artikel 4, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 19. marts 1981 mellem Danmark og Jugoslavien, som var gældende i forholdet mellem Danmark og Kroatien indtil 22. februar 2009, og i artikel 4, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 14. september 2007 mellem Danmark og Kroatien, som er gældende fra 22. februar 2009, og at hans danske pensionsudbetalinger derfor var fritaget for dansk kildeskat.  

Der var enighed om, at pensionsudbetalingerne efter deres art var skattepligtige i Danmark efter kildeskattelovens § 2, stk. 1. Der var også enighed om, at pensionsudbetalingerne var fritaget for dansk kildebeskatning, hvis skatteyderen var skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien i de pågældende indkomstår. Det var i sagen omtvistet, om skatteyderen var skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien i de pågældende indkomstår. 

Om indkomstårene 2006-2007, som var omfattet af den ekstraordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 27, fandt retten, at skatteyderen ikke havde overholdt 6-månedersfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, da anmodningen om genoptagelse var fremkommet mere end 6 måneder regnet fra datoen, hvor skatteyderen kunne tilgå de relevante oplysninger i sin skattemappe. 

For så vidt angår indkomstårene 2008-2011, som var omfattet af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at han var skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien i de pågældende indkomstår. Retten fandt således, at der ikke forelå væsentlige nye oplysninger, som omhandlet i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, der kan begrunde en ændring af skatteansættelserne. 

Endelig fandt retten, angående indkomstårene 2012-2014, at skatteyderen ikke havde påklaget SKAT’s afgørelse af 17. juni 2016 vedrørende disse indkomstår, og at afgørelsen først kunne indbringes efter, at afgørelsen var blevet prøvet eller afvist af klageinstansen, jf. den dagældende skatteforvaltningslovs § 48, stk. 1. På det grundlag afviste retten en prøvelse af disse indkomstår. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Spørger var et dansk selskab, som påtænkte at foretage en udbytteudlodning til sit moderselskab H1, som var hjemmehørende i Sverige. Spørger ønskede at få bekræftet, at H1 ikke var begrænset skattepligtig af den påtænkte udbytteudlodning.

Skatterådet bekræftede, at H1 ikke var begrænset skattepligtig til Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, da H1 måtte anses for retmæssig ejer af udbyttet og den generelle omgåelsesklausul i ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.

Sagen angik, om der skulle betales yderligere gaveafgift ved gaveoverdragelse af anparter i et holdingselskab i en ejendomskoncern. Koncernens ejendomme, som i årsrapporterne var optaget til dagsværdien, blev, jf. pkt. 3 i TSS-cirkulære nr. 2000-09, nedskrevet til de senest kendte offentlige vurderinger. Skattestyrelsen ændrede værdiansættelsen af holdingselskabet, idet styrelsen ved værdiansættelsen af holdingselskabet ansatte koncernens ejendomme til dagsværdierne i henhold til årsrapporterne. Landsskatteretten fandt, at cirkulæret var vejledende for udøvelsen af skønnet over handelsværdien, og at klageren ikke havde et retskrav på at anvende cirkulæret, hvis en værdiansættelse i henhold til cirkulæret ikke førte til et retvisende udtryk for handelsværdien. Dagsværdierne i årsrapporterne var ikke generelt uegnede i forhold til at fastlægge handelsværdien af ejendommene, og konkret udtrykte dagsværdierne den værdi, som ejendommene måtte forventes at kunne sælges for til tredjemand. Med henvisning til bl.a. forskellen i værdierne og størrelsen af egenkapitalen fandt Landsskatteretten, at det var berettiget, at Skattestyrelsen havde fraveget værdiansættelsescirkulæret. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet kunne bekræfte, men med en anden begrundelse, at de omhandlede parkeringsydelser, som Spørger leverer til beboerne i ejendommen X1-bygning, var momspligtige.

Skatterådet begrundede svaret med, at parkeringsydelserne ikke opfyldte betingelserne for at være udlejning af fast ejendom i momslovens forstand, idet lejeren ikke kunne råde over arealet eller pladsen, som var den pågældende ejer, og udelukke andre herfra, når Spørger indgik flere lejeaftaler end der var pladser i parkeringskælderen. Spørgers ydelser var derfor momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers overdragelse af enerettighederne til at udgive, sælge og markedsføre fire computerspil til G1-virksomhed, kunne gennemføres som en momsfri virksomhedsoverdragelse efter momslovens § 4, stk. 5. Det var således Skatterådets opfattelse, at betingelsen om, at den, som overdrager en virksomhedsaktivitet, skal ophøre med den pågældende type af virksomhed, ikke var opfyldt. Både før og efter overdragelsen af enerettighederne til G1-virksomhed bestod virksomhedsaktiviteten i Spørger således i udgivelse, salg og markedsføring af computerspil. At virksomhedsaktivitet fremadrettet var baseret på enerettigheder, som tilhørte G1-virksomhed og ikke enerettigheder som tilhørte Spørger, ændrede efter Skatterådets opfattelse ikke herpå.

Anmodningen drejer sig om, hvorvidt den spiritus som Spørger opbevarer på sit godkendte lager, forfalder på det tidspunkt, hvor varen udtages og udleveres fra lageret til en investor, og dermed ikke på det tidligere tidspunkt hvor varen sælges til investoren.

Skatterådet bekræfter, at de varer, som Spørger sælger til investoren, først overgår til forbrug når varerne forlader Spørgers afgiftsoplag og udleveres til investoren.

Endvidere drejer anmodningen sig om, hvorvidt den mængde væske og alkohol, som løbende fordamper ved lagring af spiritus, skal betragtes som overgået til forbrug, og om Spørger skal afregne afgift efter spiritusafgiftsloven af den fordampede mængde.

Skatterådet bekræfter, at et svind ved fordampning, må anses for at være en hændelig omstændighed efter spiritusafgiftslovens § 33 a, stk. 2, hvilket medfører, at den pågældende mængde som udgør svindet ikke anses for at være overgået til forbrug. Der skal derfor ikke svares afgift af den mængde spiritus, der er fordampet på afgiftsoplaget.

Sagen angik Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelser af klagerens virksomhedsindkomst, herunder hvorvidt klageren som registreret ejer af virksomheden var rette skattesubjekt. Klageren havde efter det oplyste og forklarede registreret virksomheden med henblik på fortsættelse af klagerens onkels virksomhedsdrift, hvilket også var understøttet af visse objektive momenter. Klageren havde samtidig over for Skattestyrelsen og andre på almindelig vis fremtrådt som virksomhedens ejer og varetaget f.eks. kontakten til Skattestyrelsen både ved personligt fremmøde i forbindelse med registreringen af virksomheden og efterfølgende. Først under klagesagen blev det gjort gældende, at klageren ikke havde drevet virksomheden, og at klageren ikke var rette skattesubjekt. Landsskatteretten lagde til grund, at klageren fra begyndelsen var bekendt med klagerens onkels drift af virksomhed, og at klageren hjalp aktivt med at sikre fortsættelsen af denne virksomhedsdrift med klageren som virksomhedsejer, hvorfor klageren accepterede, at driften skulle ske i regi af klagerens virksomhed og for klagerens regning og risiko. Landsskatteretten fandt herefter, at klageren var rette skattesubjekt, da klageren som virksomhedens ejer aktivt og med accept havde tilrettelagt virksomheden med henblik på at fortsætte den virksomhed, som klagerens onkel hidtil havde udøvet. Landsskatteretten kunne tiltræde de foretagne skønsmæssige forhøjelser af klagerens virksomhedsindkomst, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik bl.a., om et selskabs levering af varer til Singapore, Hong Kong og Tyrkiet ifølge fem fakturaer på beløb mellem 44.500 kr. og 1.340.405 kr. for i alt 2.700.674 kr. var momsfritaget efter momsloven § 34, stk. 1, nr. 5, om levering af varer, der udførtes til steder uden for EU. Landsskatteretten anførte, at selskabet drev virksomhed med køb af luksusvarer til videresalg uden for EU. Der forelå ingen nærmere oplysninger om, hvorfor selskabet for de fem salg af luksusvarer, der såvel enkeltvis som samlet udgjorde betydelige beløb, ikke havde sikret sikker, eller i hvert fald tilsvarende dokumentation for udførsel til steder uden for EU som for andre af selskabets salg, som Skattestyrelsen havde godkendt som momsfritaget. Uagtet at både Skattestyrelsen i afgørelsen og Skatteankestyrelsen under klagebehandlingen havde fundet det foreliggende materiale utilstrækkeligt, var selskabet ikke fremkommet med yderligere til støtte for påstanden om, at de solgte varer var udført til steder uden for EU i form af f.eks. underbyggede erklæringer fra køberne, dokumentation for indfortoldning af varerne i køberlandene eller lignende. Under disse omstændigheder, og idet Landsskatteretten var enig i, at de fakturaer m.v., som selskabet havde fremlagt for de fem salg, ikke i sig selv dokumenterede, at varerne var udført til steder uden for EU, fandt Landsskatteretten, at betingelsen for momsfritagelse i momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, ikke var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.