Skatterådet kunne bekræfte, at kopper og glas produceret i PP (polypropylen) ikke var omfattet af afgiftspligten for engangsservice ifølge emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1. Produkterne kunne bruges et ubegrænset antal gange, og det kunne forventes, at produkterne ville blive brugt igen og igen som almindelige kopper og drikkeglas.

Det påtænkes at stifte et selskab (spørger), hvor stifteren sammen med en eller flere ansatte kørelærer påtænker at tilbyde kategori B kørekort til privatkunder. Derudover påtænker spørger at indgå aftale med en af Undervisningsministeriet godkendt privat AMU-institution om varetagelse af de praktiske kørelektioner, der er en del af grunduddannelsen til bus- og lastbilchauffør.

Det er ikke spørger, der udbyder de omhandlede kørelektioner eller den samlede uddannelse. De praktiske kørelektioner er en del af en samlet undervisningsplan, som er fastlagt af AMU-institutionen.

Det er Skatterådets opfattelse, at spørger i henhold til aftalen med AMU-institutionen ikke leverer undervisning i momslovens forstand, men i stedet leverer arbejdskraft. Spørgers ydelser i form af varetagelse af de praktiske kørelektioner kan herefter ikke anses for en momsfritaget underleverandørydelse til undervisning.

Det er Skatterådets opfattelse, at spørgers ydelser heller ikke kan anses som ydelser i nær tilknytning til undervisning, idet ydelserne ikke kan anses for uomgængelig nødvendig for den undervisning AMU-institutionen leverer.

Spørgers ydelser i form af kørelektioner er derfor ikke omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. Ydelserne må herefter anses for momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1.

SKAT havde truffet afgørelse om, at en forening i indkomståret 2016 var skattepligtig i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, om bl.a. andre foreninger, som ikke var omfattet af fondsbeskatningsloven. Foreningen klagede til Landsskatteretten med påstand om at være omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 2, om foreninger, der var omfattet af fondsloven.

Landsskatteretten henviste til fondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, der omfattede arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og "andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hører til". Af bestemmelsens forarbejder fremgik bl.a., at foruden de allerede af lovforslaget omfattede arbejdsgiverforeninger og fagforeninger ville "en lang række brancheforeninger" blive inddraget. Det fremgik hverken af lovens ordlyd eller forarbejder, hvad der skulle forstås ved "økonomiske interesser". Efter en naturlig sproglig forståelse fandt Landsskatteretten, at der herved overordnet skulle være tale om aktiviteter med henblik på opnåelse af økonomisk udbytte.

Landsskatteretten bemærkede, at det ikke fremgik udtrykkeligt af foreningens formålsbestemmelse, at foreningen varetog medlemmernes økonomiske interesser. Henset til, at foreningen var en brancheforening for erhvervsmæssige virksomheder sammenholdt med, at ingen af foreningens formål umiddelbart havde ikke-økonomisk sigte, fandt Landsskatteretten efter en samlet konkret bedømmelse, at foreningens formål overvejende tilsigtede at varetage medlemmernes økonomiske forhold. Dette var støttet af det oplyste om, at foreningen i praksis varetog medlemmernes interesser bl.a. ved lobbyarbejde for at sikre, at der i lovgivningen, f.eks. i planlovgivningen, var plads til, at der i fremtiden ville være detail- og udvalgsbutikker i bykerner, og ved at yde juridisk rådgivning, kurser og IT-bistand til medlemmerne.

Landsskatteretten fandt herefter, at foreningen i 2016 i henhold til fondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, var en faglig sammenslutning, der som hovedformål havde at varetage de faglige økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hørte til.

På det grundlag, og da det på baggrund af sagens oplysninger blev lagt til grund, at foreningens aktiver i 2016 oversteg 250.000 kr., jf. fondslovens § 2, stk. 2, ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse således, at foreningen i indkomståret 2016 var omfattet af fondsbeskatningsloven.

Spørger havde været ansat hos H1 siden den 25. november 2019, hvor hans løn blev beskattet efter reglerne i kildeskattelovens §§ 48 E-F (forskerskatteordningen). Som led i ansættelsen underskrev Spørger en konkurrenceklausul med en løbetid på 12 måneder.

Den 28. marts 2023 underskrev Spørger en ansættelseskontrakt med H2. I den forbindelse opsagde Spørger sin ansættelse hos H1. Meningen var, at Spørger skulle påbegynde arbejdet hos H2 den 1. juni 2023 efter udløb af opsigelsesperioden hos H1. H1 gjorde imidlertid konkurrenceklausulen på 12 måneder gældende over for Spørger. Spørgers ansættelse hos H2 blev således først påbegyndt den 3. juni 2024.

Der blev spurgt, om det løbende vederlag, som Spørger modtog fra den 3. måned og resten af klausulens løbetid, var omfattet af beskatning efter reglerne i kildeskattelovens §§ 48 E-F. Det kunne Skatterådet ikke bekræfte, idet det ikke er et vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, der er omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1, men en kompensation for at være begrænset i at påtage sig andet personligt arbejde i klausulperioden efter ansættelsesforholdet er ophørt.

Der blev derudover spurgt, om Spørger kunne fortsætte med beskatning efter reglerne i kildeskattelovens §§ 48 E-F efter udløb af den omhandlede konkurrenceklausul og ved påbegyndelse af arbejde hos den nye arbejdsgiver, H2. Det kunne Skatterådet ikke bekræfte, da Spørger fratrådte sin stilling hos H1 den 31. maj 2023 og først tiltrådte sin stilling hos H2 den 3. juni 2024. Spørger opfyldte derfor ikke betingelsen i kildeskattelovens § 48 F, stk. 2, om at det nye ansættelsesforhold skal tiltrædes senest en måned efter ophør af den tidligere ansættelse.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af kapitalandele i to datterselskaber til en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond uden at ansøgerne blev udbyttebeskattede. Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i ansøgernes ideelle interesse og ikke i deres personlige eller økonomiske interesse, hvormed Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af kapitalandele i datterselskaberne til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, til ansøgerne, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Der blev henset til, at Fondens formål måtte anses for almennyttigt/almenvelgørende, idet det fremgik af udkastet til Fondens fundats, at Fondens formål var at yde støtte til almennyttige eller almenvelgørende formål, herunder ikkepolitiske, videnskabelige, humanistiske, kulturelle, uddannelsesmæssige, humanitære og sygdomsbekæmpende formål, herunder primært vedrørende sklerose.

Der blev endvidere henset til, at der efter Fondens udkast til fundats hverken var tillagt ansøgerne eller ansøgernes familie/nærtstående særlige rettigheder i Fonden, idet disse ikke var tillagt ret til uddelinger, ligesom de, såfremt de deltog i Fondens bestyrelse, kun kunne modtage et årligt vederlag, der ikke oversteg, hvad der blev anset for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang. Samlet set fandt Skatterådet, at Fonden hovedsageligt havde et almenvelgørende eller almennyttigt formål.

Sagen angik Spørgers ret til fradrag for moms af elafgift vedrørende el, som var anvendt til opladning af deres kunders elbiler, og om Spørger kunne tilbagebetale kunderne den godtgjorte elafgift inkl. moms.

Derudover angik sagen spørgsmålet om Spørger, såfremt denne havde ret til fradrag for moms af kundernes anvendte el til opladning af elbiler, kunne få genoptaget foregående afgiftsperioder vedrørende fastsættelse af købsmoms.

Skatterådet fandt, at Spørger ikke havde ret til momsfradrag svarende til momsen af den elafgift vedrørende privatkundernes elforbrug til at oplade elbil, idet betingelserne for momsfradragsretten ikke var opfyldt, jf. momslovens § 37, stk. 1. Skatterådet henså til, at der ikke var tale om en fradragsberettiget udgift afholdt af Spørger, ligesom udgiften ikke indgik blandt omkostningselementerne i prisen for Spørgers leverance til deres kunder.

Endvidere fandt Skatterådet, at spørgsmål om genoptagelse af foregående afgiftsperioder vedrørende fastsættelse af købsmoms ikke kunne karakteriseres som spørgsmål om den skattemæssige virkning af en disposition, og således ikke omfattet af ordningen om bindende svar, hvorfor spørgsmålet afvises.

I en administrativ straffesag, havde Skattestyrelsen rejst sigtelse mod S for overtrædelse af skattekontrollovens § 82 og momslovens § 81. Der kunne maksimalt blive tale om en bødestraf.

Skatteyderen begærede forsvarer beskikket.

Byretten henviste til, at det fremgik modsætningsvis af retsplejelovens § 731, stk. 1, litra e, at der i sager, hvor der var nedlagt påstand om bøde, ikke beskikkes offentlig forsvarer. Herefter, og da retten under hensyn til sagens beskaffenhed, S’s person og omstændighederne i øvrigt ikke anså det for nødvendigt, at der beskikkedes offentlig forsvarer, afslog byretten begæringen.

T kærede kendelsen. Til støtte for påstanden anførte S, at der var tale om et væsentligt beløb af stor betydning, idet hun var enlig mor til tre børn, og idet hun ikke havde nogen uddannelsesmæssig baggrund for at forholde sig til de underliggende skatte- og momsretlige regler og derfor havde behov for bistand hertil.

Landsretten anførte, at sagen var omfattet af retsplejelovens § 732, idet der var tale om en sag, hvor der maksimalt blev tale om en bødestraf. Efter retsplejelovens § 732 kunne der i andre tilfælde end de i § 731 nævnte, ske beskikkelse, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anså det for ønskeligt. Som sagen var oplyst, tiltrådte landsretten, at der efter sagens beskaffenhed og det oplyste om S’s person og omstændighederne i øvrigt ikke var grundlag for at beskikke en forsvarer og stadfæstede byrettens kendelse.

Sagen omhandlede i alt 1.338 indsætninger til en samlet sum af 985.987 kr., der var tilgået skatteyders konti i indkomstårene 2015 og 2016. En væsentlig andel af indsætningerne var kontantindsætninger via hæveautomater, ligesom der var tilgået skatteyder et meget stort antal (red.betalingsmetode.nr.2.fjernet) -betalinger, der vedrørte driften af caféer i skatteyderens helejede anpartsselskab. Der var desuden modtaget en række øvrige indsætninger på skatteyders bankkonti.

Skatteyder gjorde gældende, at beløbene hidrørte bl.a. fra optagelse af familielån og salg af (red.produkter.nr.1.fjernet) i udlandet samt salg af privat (red.produkt.nr.2.fjernet) og indbogenstande, og at indsætninger vedrørende salg i caféerne var indeholdt i beskatningsgrundlaget for disse.

Henset til antallet og størrelsen af indsætninger på skatteyders bankkonti sammenholdt med det oplyste om skatteyders økonomi, påhvilede det skatteyder at dokumentere, at indsætninger var den skattepligtige indkomst uvedkommende. Bevisbyrden var skærpet som følge af forskellige og til dels skiftende redegørelser om de enkelte beløb, samt at skatteyder var direktør og eneanpartshaver i det selskab, som en del af indsætninger efter skatteyders anbringender skulle henregnes til.

Retten lagde for så vidt det angivelige låneforhold og (red.produkter.nr.1.fjernet)-salg vægt på, at forklaringerne ikke var tilstrækkelig understøttet af objektiv dokumentation, at der ikke var tids- og beløbsmæssig sammenhæng mellem det angivelige salg hhv. låneforhold, og at det fremlagte lånedokument var oprettet efterfølgende og under omstændigheder og på vilkår, der ikke understøttede låneforholdets realitet.

For så vidt angik skatteyders øvrige indsigelser, lagde retten for en dels vedkommende yderligere vægt på, at skatteyder ikke havde besvaret Skatteministeriets opfordringer, og at skatteyder måtte bære risikoen for bortkomsten af regnskabsmateriale fra selskabet.

Retten fandt det efter en konkret bevisvurdering dog godtgjort, at 4 indsætninger til samlet 11.500 kr. hidrørte fra salg af private indbogenstande.

T var tiltalt for forsætligt eller groft uagtsomt, som konstateret ved Skattestyrelsens kontrolbesøg den 5. april 2022 hos enkeltmandsvirksomheden, i virksomhedens salgslokale, at have solgt cigaretter, som var påført stempelmærker, der var gældende før ikrafttrædelsen af tobaksafgiftsforhøjelsen den 1. januar 2022, og som alene måtte sælges frem til og med den 31. marts 2022.

T forklarede, at på tidspunktet for kontrolbesøget havde de ikke solgt tobak og indkøbt dette i 10 måneder, ligesom de ikke havde solgte cigarer i flere år. Han havde ikke lyst til at sælge tobak, da der ikke var salg i det. Hans dengang nye ansatte sagde, at de havde 7 pakker med tobak og viste det til tilsynsmyndighederne. På det tidspunkt stod de i salgslokalet. Han så ikke, hvor den nye ansatte tog pakkerne fra. Han vidste, at hans ansatte havde sendt alt tobak retur. Det havde hans personale oplyst overfor ham og han stolede på dem. Personalet sagde, at de ikke havde sendt de sidste 7 pakker retur, da det ikke var muligt for dem at se, hvor de skulle sendes hen, da det ikke stod på listen.

Byretten fandt, at det var T’s ansvar som ejer af butikken at holde kontrol med, at der alene var lovlige varer til stede i butikken. T var vidende om, at der var cigaretter, der skulle sendes retur og havde sat sine nye medarbejder til dette. T tjekkede ikke op på, om cigaretterne også blev sendt retur. Det var ubestridt, at T ikke var vidende om, at cigaretterne aldrig blev sendt og stadig befandt sig i butikken. Uagtet dette fandt retten, at T havde handlet groft uagtsomt, ved ikke at tjekke op på cigaretterne og T fandtes herefter skyldig i tiltalen.

T idømtes en bøde på 15.000 kr.

Sagen angik, hvorvidt der ved tinglysninger af relaksationer i forbindelse med opdeling af loftsrum i ejerlejligheder tilhørende ejerlejligheder i én ejerlejlighedsforening, skal betales en tinglysningsafgift for den samlede tinglysning af alle relaksationspåtegningerne, eller om der skal betales tingslysningsafgift for behandlingen af hver enkelt relaksation, der er anmeldt til tinglysning. 

Der var tale om to typer relaksationer. Relaksationer af tinglyste pantstiftende vedtægter og relaksationer af tinglyste panterettigheder på grundlag af pantebreve. 

Parterne i de retsforhold, der angik relaksationerne, er henholdsvis pantsætter og panthaver.  For så vidt angik de pantstiftende vedtægter fandt retten, at paterne var ejerforeningen og hver enkelt ejerlejlighedsejer, og for de tinglyste panterettigheder på grundlag af pantebreve var parterne de enkelte realkreditinstitutter/andre panthavere og hver enkelt ejerlejlighedsejer.

Retten fandt det ikke godtgjort, at der i nogen tilfælde var tale om tinglysning af relaksation, der byggede på et retsforhold mellem samme parter. Tinglysningslovens § 9, stk. 1, om, at der under visse betingelser alene skal svares en afgift, hvis der er tale om tinglysning, der bygger på et retsforhold mellem samme parter, fandt derfor ikke anvendelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt en række indsætninger i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 på i alt ca. 1.65 millioner kr. på A’s private bankkonti fra hans to selskaber samt tredjemænd udgør skattepligtig indkomst. 

Retten fandt det ikke bevist, at A havde tilgodehavender hos selskaberne, ligesom retten heller ikke fandt det godtgjort, at indsætninger fra tredjemænd var lån eller indbetalinger fra et af selskaberne. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte grundværdien i den offentlige vurdering pr. 1. oktober 2018 af den i sagen omhandlede ejendom.

Retten var enig i, at der ikke var grundlag for at ændre vurderingsmyndighedernes foretagne skøn over grundværdien og begrundelsen herfor.

Sagsøgeren var under retssagen fremkommet med supplerende oplysninger om ejendommens handelspris, hvilket ikke kunne føre til et andet resultat.

Retten bemærkede, at oplysningerne om det resterende areals faktiske handelspris også angik et uvedkommende og meget større areal, og der ikke forelå oplysninger om byggemodning af ejendommen under sagsøgerens ejerskab. Efter en samlet vurdering fandt retten, at der ikke forelå tilstrækkeligt konkrete oplysninger om, at værdien af ejendommen skulle være lavere end Vurderingsstyrelsen havde skønnet - herunder som følge af oplysningerne om den faktiske handelspris - til at tilsidesætte Vurderingsstyrelsens skøn.

Endvidere bemærkede retten, at der ikke var grundlag for at antage, at der fra Skatteforvaltningens side var begået fejl, der havde ført til en forkert afgørelse, herunder ved at inddrage et andet grundværdiområde.

Idet retten ikke fandt grundlag for at hjemvise sagen, blev Skatteministeriet frifundet.

Spørgers pose blev af Skattestyrelsen anset for omfattet af afgiftspligten, da den ikke kunne sidestilles med en stofpose eller en taske i robust plastik. Spørgers pose blev vurderet til med rimelighed at kunne erstattes af en stofpose, bærenet, taske og lignende.

Skatterådet kunne ikke tiltræde Skattestyrelsens indstilling til svar og svarede i stedet "Ja" til spørgsmålet.

Skatterådet fandt, at posen kun vanskeligt kunne perforeres med en fingerspids og var tilstrækkelig robust til, at den kunne sidestilles med en stofpose, bærenet, taske og lignende. Spørgers pose blev således ikke omfattet af afgiftspligten for poser efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Spørgers pose var ikke omfattet af afgiftspligten, da spørgers pose med hensyn til materiale og kvalitet kunne sidestilles med en stofpose, bærenet, taske og lignende.

Skatterådet fandt at spørgers pose ikke er omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2a  da spørgers pose med hensyn til materiale og kvalitet kunne sidestilles med en stofpose, bærenet, taske og lignende.

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt ændringer i nogle selskabers skatteansættelse i relation til lempelsesansættelsen vedrørende kontrollerede transaktioner er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. 

Det afgørende spørgsmål i sagen var, om de foretagne (ubestridte) ændringer i lempelsesansættelserne er en del af skatteansættelsen vedrørende de kontrollerede transaktioner i skatteforvaltningslovens § 26’s forstand. 

Landsretten fandt med henvisning til lovmotiver og Højesterets dom gengivet i UfR 2012.1642 H, at ændringerne i lempelsesansættelsen er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Det kunne ikke føre til andet resultat, at skattemyndighederne ikke havde foretaget materielle korrektioner af priser og vilkår for de underliggende transaktioner. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen blev behandlet ved Østre Landsret i første instans som følge af sagens principielle karakter.

Retten gav Skatteministeriet medhold i, at en (red.fjernet.profession1)skole, hvis undervisningsvirksomhed på (red.fjernet.uddannelse) udelukkende var finansieret af statstilskud, og som ved siden af denne ikke-økonomiske virksomhed, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde, udøvede momspligtig kommerciel kursusvirksomhed, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., skulle opgøre fradragsretten for sine generalomkostninger (kontorhold, bygningsvedligeholdelse mv.) efter momslovens § 38, stk. 2. Retten tiltrådte, at den delvise fradragsret efter § 38, stk. 2, skønsmæssigt kunne fastsættes til 1-2 pct. som sket ved Skattestyrelsens afgørelser, hvorved der blev taget hensyn til statstilskuddet ved skønsudøvelsen.

Retten fandt, at Skattestyrelsens afgørelse over for H1 ikke var i strid med en administrativ praksis, som havde taget stilling til en situation som den foreliggende.

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen (pilot) var berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 1. Spørgsmålet var konkret, om skatteyderen opholdt sig her i riget i ligningslovens § 33 A, stk. 1’s forstand, i mere end 42 dage over den pågældende periode, herunder specifikt om han havde dokumenteret, at han ved sin flyvning den 20. februar 2017 (den 43. dag) ikke fløj igennem dansk luftrum. 

Retten anførte, at det påhviler skatteyderen at dokumentere, at han ikke opholdt sig her i riget i mere end 42 dage i perioden, herunder at han ved flyvningen den 20. februar 2017 fløj udenom dansk luftrum som påstået. 

Retten fandt under henvisning til oplysninger fra G1-virksomhed om den konkrete flyvning, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Meddelelse om rentesats for 2025 vedrørende den permanente indefrysningsordning, lån til pensionister til betaling af grundskyld samt lån til pensionister til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.