Spørger leverede ydelser til personer med akademiske og atletiske kvalifikationer, som ønskede at gennemfører en uddannelse ved et amerikansk universitet. Spørgers ydelser bestod i at markedsføre de studerende for udvalgte universiteter samt at forhandle og indgå aftale om et scholarship med et givent universitet. Desuden rådgav og bistod Spørger de studerende i forhold til tilladelser og ansøgninger mv. i forbindelse med selve opholdet. Spørger ønskede bekræftet, at de leverede ydelser udgjorde én samlet momsfritaget markedsførings- /rådgivningsydelse.

Skatterådet fandt, at Spørges ydelser bestod af 2 hovedydelser i form af forhandling og aftaleindgåelse med et specifikt universitet. Ydelser i form af markedsføring af den studerende, rådgivning og bistand til den studerende anså Skatterådet for at være biydelser til hovedydelserne.

Skatterådet fandt endvidere, at Spørgers hovedydelser i form af forhandling og aftaleindgåelse, skulle kvalificeres som formidlingsydelser omfattet af momslovens § 17, der dog ikke havde leveringssted i Danmark, idet den underliggende transaktion, forhandling og indgåelse af en scholarship-aftale og et universitetsophold, blev foretaget i USA. Ydelserne var dermed ikke momspligtige i Danmark, jf. momslovens § 17, modsætningsvis.

Under spørgsmål 1 ønskede Spørger bekræftet, at Spørger kunne overdrage sine kapitalandele i henholdsvis H1, H2 og H3 til tre selskaber, som Spørger stiftede i 20xx (H4, H5 og H6), og at betaling i form af gældsbreve som beskrevet nedenfor skulle beskattes som aktieavance.

Skatterådet fandt, at det ikke var muligt at udvide anvendelsesområdet for værnsreglen i selskabsskattelovens § 2 D, til at omkvalificere en skattepligtig aktieavance til et udbytte.

Skatterådet fandt endvidere, at der ikke var en skattefordel for et selskab, som kan tilsidesættes efter ligningslovens § 3, når moderselskaberne modtog udbytte, som anvendes til at nedbringe gælden til spørger med.

Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet, at et udbytte efter overdragelserne til deres respektive moderselskaber skatteretligt var et udbytte, også når det efterfølgende anvendes til betaling af gældsbrevene til Spørger. Endvidere bekræftede Skatterådet, at moderselskabernes betalinger til Spørger til nedbringelse af hovedstolen, skulle skatteretlig anses som afbetaling af lånet.

Sagen vedrørte om støttemidler betalt af B kommune og A til byudviklingsprojektet "C", som var udpeget som bevaringsværdigt i kommuneplanen, var skattefri for modtageren af tilskuddet. Skatterådet bekræftede, at både det private og det offentlige tilskud kunne modtages skattefrit for ejeren efter ligningslovens § 7 E, stk. 1 og 2.

Skatterådet bekræfter, at to nøglemedarbejdere, der optages som partnere med ejerandele på henholdsvis 2 procent og 2,4 procent i et partnerselskab, der yder rådgivningsvirksomhed, kan anses for selvstændigt erhvervsdrivende, således at det vederlag, der udbetales til de nye partnere, ikke skal medregnes som fradragsberettiget løn ved indkomstopgørelsen for de eksisterende partnere. Efter optagelsen af de to nøglemedarbejdere vil der være 17-27 partnere, hvis ejerandele ligger på 2-11 procent.

Ved afgørelsen lægger Skatterådet især vægt på, at der ikke er én eller få partnere, der har en dominerede indflydelse i partnerselskabet, da der skal mindst 6 partnere til at udgøre et flertal på generalforsamlingen. Endvidere lægger Skatterådet vægt på, at de indtrædende partnere vil have en vis indflydelse i partnerselskabet, at de vil have en økonomisk risiko, der størrelsesmæssigt må anses for usædvanligt i lønmodtagerforhold, at deres indkomst alene vil afhænge af indtjeningen i partnerselskabet, at de ikke vil blive underlagt andres instruktionsbeføjelse, og at de vil have en vis adgang til i forbindelse med fratræden at medtage egne kunder.

Landsskatteretten har i en afgørelse fra 30. april 2024 underkendt Motorstyrelsens praksis på flere områder vedrørende værdifastsættelse af køretøjer.

Først og fremmest er praksis for værdifastsættelse af nye chassiskøretøjer, der opbygges med varekasse, lad mv., blevet underkendt. Tidligere blev sådanne opbygninger betragtet som afgiftsfrit ekstraudstyr, hvilket betød, at værdien af opbygningen kunne holdes uden for afgiftsgrundlaget. Der blev kun betalt registreringsafgift af værdien af et såkaldt standardlad. Landsskatteretten har nu fastslået, at disse opbygninger ikke er afgiftsfrit ekstraudstyr, og værdien heraf vil derfor ikke kunne holdes uden for afgiftsgrundlaget.

Derudover er praksis for værdifastsættelse af brugte vare- og lastbiler, som oprindeligt blev afgiftsberigtiget som chassiskøretøjer og dermed uden værdien af opbygningen, blevet ændret, hvis værdifastsættelsen sker til brug for beregning af eksportgodtgørelse. Efter den tidligere praksis blev der ikke beregnet godtgørelse af værdien af opbygningen, hvis der oprindeligt ikke var betalt afgift af denne. Landsskatteretten har afgjort, at der skal beregnes eksportgodtgørelse af den fulde værdi af vare- eller lastbilen, uanset at der oprindeligt ikke er betalt nogen registreringsafgift af værdien af opbygningen.  Fremover skal værdien af opbygningen dermed indgå i handelsprisen, selv om der ikke er betalt registreringsafgift heraf.

Endelig har Landsskatteretten underkendt Motorstyrelsens praksis for fradrag af registreringsomkostninger ved værdifastsættelse af brugte køretøjer, som ikke er omfattet af prismærkningsbekendtgørelsens bestemmelser, hvilket bl.a. omfatter varebiler med en totalvægt over 2 tons. Fremadrettet skal registreringsomkostninger kun fratrækkes fra annonceprisen, hvis det fremgår specifikt af annoncen, at registreringsomkostningerne er indeholdt i annonceprisen.

Motorstyrelsen vil udsende et styresignal om den nye praksis samt muligheder for genoptagelse senest i starten af 2025, men praksis ændres allerede fra og med datoen for offentliggørelse af denne SKM-meddelelse.

Spørger var et udenlandsk selskab, der lejlighedsvis sendte medarbejdere til Danmark for at installere udstyr i en række butikker i Danmark.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger ikke var begrænset skattepligtig til Danmark fra første dag som følge af monterings-/installationsarbejdet, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 2. Da Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med det udenlandske selskabs hjemland var den danske beskatningsret ikke afskåret.

I spørgsmål 1 ønskedes det bekræftet, at fondens uddeling til et museum skulle anses for almennyttig i henhold til fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1. Fondens uddeling til museet ansås for støtte til et almennyttigt formål. Der var herved bl.a. henset til, at museet var et anerkendt museum.

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, at formålet med fondens uddeling til et museum skulle anses som et velgørende formål i henhold til minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 11, litra d. Det fremgik af begrundelsen til spørgsmål 1, at den påtænkte uddeling vedrørte kulturelle formål, som var nogle af kerneeksemplerne på almennyttige formål efter fondsbeskatningsloven, og at uddelingerne tilgodeså en ubestemt kreds og skulle anses for at udgøre et almennyttigt formål. De nævnte formål var forenelige med de nævnte formål for velgørende nonprofitorganisationer i minimumsbeskatningsloven (dvs. religiøse, velgørende, videnskabelige, kunstneriske, kulturelle, sportslige, uddannelsesmæssige eller andre lignende formål, som var oplistet i den første formålskategori i § 4, nr. 11, litra a), og da der ikke var fundet konkrete forhold, der pegede på, at kvalifikationen af formålet skulle være anderledes efter minimumsbeskatningsloven end efter fondsbeskatningsloven, var det på baggrund af en samlet konkret vurdering Skatterådets opfattelse, at den påtænkte uddeling skulle anses for at følge af udøvelsen af enhedens velgørende aktiviteter i relation til minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 11, litra d.

Sagen vedrørte den skatte- og momsmæssige behandling af en afståelse af en del af spørgers ejendom til Energinet Eltransmission på ekspropriationslignende vilkår, i forbindelse med opførsel af en ny transformerstation. Der var hjemmel til ekspropriation i Elsikkerhedslovens § 27, og Sikkerhedsstyrelsen havde afgivet en vejledende udtalelse om, at sikkerhedsstyrelsen ville påbegynde en egentlig ekspropriationssag efter reglerne i elsikkerhedslovens § 27, såfremt de berørte lodsejere ikke ville indgå frivillig aftale og Energinet Eltranmission ansøgte om det.

Skatterådet bekræftede, at spørger 1 kunne afstå en del af ejendommen, uden at medregne den skattepligtige fortjeneste til sin skattepligtige indkomst, efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt. Den del af spørgers ejendom der afstås, var omfattet af en lokalplan, hvorefter arealerne var byzone. Lokalplanen muliggjorde erhvervsbyggeri på hele området, og derfor kunne arealerne momsmæssigt kvalificeres som byggegrunde. Afståelsen var derfor omfattet af undtagelsen til fritagelsen for levering af fast ejendom. Arealerne havde været byggegrunde både i en periode, hvor arealerne havde været anvendt til momspligtige aktiviteter i form af momspligtig bortforpagtning og til momsfrie aktiviteter i form af momsfri bortforpagtning. Arealerne kunne dermed ikke anses for alene at være anvendt til momsfrie aktiviteter i den periode, hvor arealerne havde været omfattet af begrebet byggegrund. Afståelsen var derfor ikke omfattet af fritagelsen for salg af en virksomheds aktiver, der alene havde været anvendt til momsfritagne aktiviteter. Ophøret af den momspligtige bortforpagtning havde ikke medført pligt til at betale udtagningsmoms. Arealerne kunne derfor ikke anses for først at være anskaffet på tidspunktet for ophøret af den momspligtige bortforpagtning. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at afståelsen af en del af ejendommen ikke er momspligtig ved et salg.

Spørger (H1), der var et 100 % ejet datterselskab af H2, havde fra H2 fået tilfaktureret omkostninger i forbindelse med opkøb af en aktiepost i G2.

Spørger var et dansk anpartsselskab, selskabets eneste aktivitet var at besidde kapitalandele. Der var ingen ansatte i selskabet. Selskabets ledelse befandt sig i Y tredjeland, og alle beslutninger vedrørende selskabet blev truffet i Y tredjeland.

Spørger var derfor ikke en afgiftspligtig person og spørger var ikke etableret i Danmark.

H2, som var leverandøren af ydelser i forbindelse med opkøb af aktieposten, var en afgiftspligtig person, der havde etableret stedet for sin økonomiske virksomhed i Y tredjeland.

Når leverandøren var etableret i Y tredjeland, blev leverandørens salg af ydelser til en ikke-afgiftspligtig person ikke omfattet af særreglen i momslovens § 21 d, stk. 2, hvorefter leveringssted fastsættes efter hvor ydelsen rent faktisk udnyttes. Leveringsstedet for salget skulle i stedet fastslås i henhold til hovedreglen i momslovens § 16, stk. 4. Dvs. der hvor leverandøren var etableret.

Skatterådet kunne herefter bekræfte, at leveringsstedet for H2’s salg af transaktionsydelserne til spørger ikke var i Danmark.

Det betød, at ydelsen ikke var momspligtig i Danmark og spørger var således ikke betalingspligtig i forbindelse med købet.

Spørger havde den 14. juni 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Spørger havde valgt at "udtage" flere af de aktiver, der var med i erstatningsopgørelsen, mod et fradrag i erstatningssummen.

Skatterådet bekræftede, at Spørger havde beholdt de "udtagne aktiver". De var således ikke solgt og generhvervet.

Det var Skatterådets opfattelse, at der i første omgang var ydet fuld erstatning for alle de erstatningsberettigede aktiver - også de aktiver, som var udtaget. Derefter var der foretaget et fradrag i den samlede erstatning, for værdien på afgørelsestidspunktet af de udtagne aktiver. Resultatet var dermed, at Spørger havde modtaget erstatning for de udtagne aktiver (fuld erstatning minus et fradrag), uanset at de ikke var overdraget til staten. Da erstatninger behandles som salgssummer, skulle der derfor også opgøres avancer/tab vedrørende de udtagne/beholdte aktiver.

Spørgsmålet i sagerne var, om et selskabs skattepligtige indkomst skulle forhøjes med ca. 6,3 mio. kr., og om selskabets ultimative hovedanpartshaver skulle udbyttebeskattes af beløbet. 

Selskabet havde indgået aftaler med tre leverandører i Y1-land, som indebar, at selskabet betalte og udgiftsførte større beløb, end leverandørernes ydelser berettigede. Leverandørerne indsatte efterfølgende det for meget betalte beløb på en konto i Y1-land, som tilhørte et selskab i Y1-land, der ligeledes var ejet af den danske hovedanpartshaver. Det danske selskab og hovedanpartshaveren gjorde bl.a. gældende, at indsætningerne i Y1-land udgjorde betaling for ydelser leveret af Y1-land-selskabet til leverandørerne. 

Landsretten fandt, at Y1-land-selskabet var uden reel virksomhedsdrift, og at alle indsættelser på selskabets konti derfor som udgangspunkt måtte anses for at stamme fra overfakturering og udgøre returkommission. Det var ikke godtgjort, at en del af overførslerne udgjorde koncerninterne overførsler, og landsretten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsudøvelse eller nedsætte indkomstforhøjelsen.

Sagen angik, om sagsøgeren var skattepligtig på en række indsætninger på sin konto på i alt 1.420.000 kr. fra tredjemand i indkomstårene 2013 og 2014.

Retten fastslog indledende, at sagsøgeren og den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager under sagen og i retten havde fastholdt, at de modtagne overførsler fra tredjemand på samlet 1.420.000 kr. ikke vedrørte sagsøgeren, men var til den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager, som havde udført arbejde for tredjemand. Retten fastslog videre, at den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager og tredjemand havde bekræftet, at indsætningerne reelt var betaling fra tredjemand til den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager for udført arbejde, og at den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager har bekræftet, at han modtog alle pengene fra sagsøgeren.

Herudover fastslog retten, at hverken sagsøgeren eller den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager kunne redegøre for, hvordan, hvornår og med hvilke beløb sagsøgeren videreleverede 1.240.000 kr. ud af 1.420.000 kr. af indsætningerne til den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager, selvom det drejede sig om store beløb over en relativ kort periode.

Retten fandt herefter, efter en samlet konkret bedømmelse af beviserne og særligt forklaringerne, at sagsøgeren havde godtgjort, at 1.100.000 kr. af overførslerne til ham fra tredjemand ikke vedrørte ham men derimod den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager.

Landsretten fandt herudover, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, hvorefter de fulde intervaller ikke kunne anvendes, men skulle indsnævres til det interkvartile interval. Landsretten henviste i den forbindelse til, at der forekom visse sammenlignelighedsdefekter i selskabets databaseundersøgelse. Landsretten fandt endvidere ikke grundlag for at ændre Landsskatterettens skøn, hvorefter de salgsselskaber, hvis indkomst lå uden for det interkvartile interval, blev justeret til det nærmeste punkt i intervallet.

Landsretten tog herefter det danske moderselskabs principale påstand 1 og 2 om frifindelse til følge, mens Skatteministeriet blev frifundet i relation til det danske selskabs principale påstand 3 og subsidiære påstand.

Spørger ejede 100 pct. af kapitalandelene i H1 og D3, mens Spørger ejede 85 pct. af aktierne i D2. Spørger ønskede at foretage en aktieombytning for derved at få skabt en ny ejerstruktur, hvor han ejede andele i sine selskaber via et fælles holdingselskab. Spørger ønskede derfor at få bekræftet, at det ikke udløste personlig beskatning, hvis Spørger valgte at indskyde sine kapitalandele i D2 og D3 i H1 ved en skattefri aktieombytning mod at blive vederlagt med nyudstedte kapitalandele i H1. Spørger ønskede desuden at få bekræftet, at det ikke udløste personlig beskatning, hvis der i stedet blev gennemført en aktieombytning til et nystiftet selskab, som så skulle erhverve kapitalandelene i H1 for 1 DKK. Slutligt ønskede Spørger bekræftet, at det ikke ville ændre svaret på spørgsmål 2, hvis H1 og det nystiftede holdingselskab blev fusioneret efter, at der var etableret koncernforbindelse mellem selskaberne ved den i spørgsmål 2 nævnte overdragelse.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det ikke ville udløse personlig beskatning af Spørger, idet den negative egenkapital i det erhvervende selskab oversteg værdien af kapitalandelene i de erhvervede selskaber, og Spørger kunne derved ikke vederlægges for de indskudte kapitalandele. Skatterådet afviste desuden spørgsmål 2 og 3, da der var tale om en alternativ disposition, og en besvarelse af begge spørgsmål ville give det bindende svar karakter af rådgivning.

Spørger ønskede at udbyde personalebilletter til sine ansatte til en favorabel pris på sine egne færgeruter. Prisen for personalebilletterne dækkede alle spørgers omkostninger til den ansattes rejse på den konkrete afgang uden medregning af avance på andre billetter, der blev solgt til markedspris. Skatterådet bekræftede, at rabatreglen, jf. ligningsloven § 16, stk. 3, 2. pkt., fandt anvendelse ved de ansattes køb af personalebilletter til spørgers egne ruter, således at der ikke var tale om et skattepligtigt gode.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at rabatreglen, jf. ligningsloven § 16, stk. 3, 2. pkt., fandt anvendelse ved de ansattes køb af personalebilletter til en favorabel pris på færgeruter, som var ejet af andre selskaber indenfor koncernen, idet spørger ikke som led i sin virksomhed udbød disse billetter til salg.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke skulle ske beskatning af ansatte, der medbragte en partner/ægtefælle og/eller egne børn på "rund-rejser", når denne nærtståendes ophold skete i den kahyt, som den ansatte i forvejen havde, og der ikke forelå øvrige goder, da sejladsen/opholdet i den ansattes kahyt ikke i sig selv udgjorde et skattepligtigt gode, jf. ligningslovens § 16, stk. 3. Skatterådet bekræftede endvidere, at dette også gjorde sig gældende for forældre, søskende og/eller bedsteforældre.

Det danske selskab H1 påtænkte at udlodde en fordring til det danske selskab H2, som efterfølgende skulle videreudlodde fordringen til Spørger. Spørger var et selskab, som var etableret og skattemæssigt hjemmehørende i Storbritannien. Det blev oplyst, at det kunne lægges til grund, at Spørger, på tidspunktet for udlodningen af fordringen, ejede 100 pct. af aktierne i H2, som ejede 100 pct. af aktierne i H1. Spørger ønskede at få bekræftet, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af fordringen i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Spørger ønskede desuden at få bekræftet, at den påtænkte udbytteudlodning af fordringen ikke var omfattet af den generelle omgåelsesklausul i ligningslovens § 3. Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig til Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, da Spørger måtte anses for retmæssig ejer. Endvidere bekræftede Skatterådet, at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse i den konkrete sag.

Andelsboligforening-x skulle opløses ved likvidation. Andelsboligforening-x påtænkte at købe de individuelle forbedringer, som andelshaverne havde fået udført og afholdt udgifter til. Andelsboligforeningen ønskede derfor at få bekræftet, at andelshaverne ikke ville blive beskattet i forbindelse med denne overtagelse af værdien af forbedringerne. Det blev desuden ønsket bekræftet, at likvidationsprovenuet kunne udloddes uden skattepåvirkning, hvis andelsboligforening-x efter overtagelsen af de individuelle forbedringer solgte og opløste andelsboligforeningen. Skatterådet bekræftede begge disse spørgsmål. Endeligt ønskede andelsboligforeningen at få bekræftet, at hvis likvidationsprovenuet aconto blev udloddet i et andet kalenderår, end det hvori andelsboligforening-x endeligt blev opløst, også var skattefrit for både andelshavere og andelsboligforeningen. Skatterådet kunne ikke bekræfte dette.

Fire aktieselskaber i EU-land 2 (H2, H3, H4 og H5) ejede et dansk I/S, D1, som skulle opføre og drive projekt-x i Danmark. To bestyrelsesmedlemmer i D1, der var bosiddende i Danmark, og som i forening kunne tegne I/S´et, indgik aftaler på vegne af D1 med bistand fra et dansk landinspektørfirma (G1). Der var tale om aftaler om køb af en grund og aftaler med markejere om kompensation for påvirkning, aftale om leje af et mindre projektkontor og leje af et areal på en havn. Købet af grunden var den første aftale, som D1 indgik i Danmark. D1 ønskede derfor at få bekræftet, at der var etableret fast driftssted fra aftalen om købet af grunden. Skatterådet bekræftede dette.

Af hensyn til tavshedspligten er afgørelsen offentliggjort i en redigeret form.

Anmodningen drejede sig om, hvorvidt der skulle svares afgift af en række mindre kager som Spørger importerede. Produkterne fremstod som små kager med henholdsvis overtræk og fyld. Skatterådet fandt, at de pågældende produkter ikke var omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-9.

Skatterådet fandt dog, at produkternes overtræk og fyld var at anse som selvstændige bestanddele, som i beskaffenhed og sammensætning var omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 4, som henholdsvis kakao- eller sukkervarer af enhver art.

Skatterådet fandt, at for fyld med et indhold på 4,5% kakao, kunne fritagelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3, jf. § 1, stk. 2, nr. 5, finde anvendelse. For disse fyld skulle der derfor alene betales dækningsafgift af indholdet af kakao.

For de overtræk og fyld, hvor indholdet af kakao var højere end 5%, fandt Skatterådet, at fritagelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3, jf. § 1, stk. 2, nr. 5, ikke kunne finde anvendelse. For disse overtræk og fyld skulle der derfor betales dækningsafgift af hele overtrækket eller fyldet.

For fyld uden indhold af kakao skulle der betales dækningsafgift af fyldets samlede vægt.

Sagen omhandlede aftalepakker, der blev indgået mellem spørger og kunderne, der var uafhængige parter, om spørgers erhvervelse af boligejendomme fra kunderne. Aftalepakken indeholdt bl.a. købsaftale, skøde, optionsaftaler samt evt. anfordringsgældsbreve, hvis der blev aftalt løbende afdrag af overdragelsessummen.

I de tilfælde, hvor der blev aftalt løbende afdrag af overdragelsessummen, opnåede kunden en pengefordring på spørger, der var omfattet af kursgevinstloven. Mod spørgers ønske kunne Skatterådet ikke bekræfte, at denne fordring altid kunne fastsættes til kurs 100 uden at foretage en konkret værdiansættelse af fordringen på tidspunktet for aftalens indgåelse.

I de tilfælde, hvor det blev aftalt, at kunden kunne blive boende i en på forhånd fastsat periode, kunne Skatterådet bekræfte, at kunden ikke blev beskattet efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b, dvs. at kunden ikke helt eller delvist vederlagsfrit benyttede andres rørlige gods. Skatterådet lagde herved til grund, at den ret til at bebo ejendommen, som en kunde havde, udgjorde en del af et samlet aftalekompleks, og at der ved det aftalte nedslag til/den aftalte modregning i overdragelsessummen var taget hensyn til værdien af boligretten.  

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at spørger kunne øge anskaffelsessummen af ejendommen med den tilbagediskonterede værdi af den fikserede husleje, idet det fulgte af praksis, at køberen i tilfælde, hvor sælgeren af en fast ejendom havde forbeholdt sig retten til at benytte en ejendom i et tidsrum efter salget, ved opgørelsen af sin anskaffelsessum for ejendommen kunne tillægge lejebetalingerne.

Endelig kunne Skatterådet bekræfte, at optioner vedr. køb af de omhandlede ejendomme ikke var omfattet af kursgevinstlovens regler, idet der ville være en væsentlig usikkerhed om den fremtidige overdragelsessum, idet denne først skulle fastsættes til markedsværdien på et fremtidigt tidspunkt. 

Spørgerne ejede et selskab med hver især 50 %. Spørgerne påtænkte at erhverve en ejendom i Spanien gennem et I/S oprettet af selskabet. Efterfølgende skulle frasælges 5 andele i I/S’et på hver især 20 %. Spørgerne ville eventuelt erhverve den ene andel på 20 % personligt.

Skatterådet fandt, at da hensigten var at anskaffe og anvende ejendommen som sommerbolig, ville spørgerne skulle beskattes af værdien af fri sommerbolig, hvis I/S’et stillede ejendommen til rådighed for privat anvendelse for spørgerne, som var ansatte hovedaktionærer i moderselskabet, der ejede I/S’et. Da hverken moderselskabet eller et eksisterende datterselskab tidligere eller på daværende tidspunkt havde drevet virksomhed med køb og salg af fast ejendom, da spørgerne påtænkte eventuelt personligt at erhverve en andel i det påtænkte I/S, samt da moderselskabet, som ville eje I/S’et, indtil ejerandele var frasolgt, udelukkende var ejet af ægtefællerne, fandt Skatterådet, at selskabets anskaffelse af ejendommen havde baggrund i hovedaktionærernes personlige interesser, og at de derfor ville få sommerboligen til rådighed for privat benyttelse. Spørgerne havde ikke afkræftet formodningsreglen om, at sommerboligen ville stå til rådighed hele året.

Hvis spørgerne efterfølgende alene ejede en personlig andel på 20 % af interessentskabet, fandt Skatterådet, at retten til at benytte sommerboligen ville følge af medejerskabet af I/S’et og den tilhørende samejeoverenskomst og ikke af et ansættelsesforhold i moderselskabet. Spørgerne skulle derfor i stedet ejendomsværdibeskattes af deres andel af ejendommen, uanset om de ejede ejendommen i sameje med en eller flere fysiske personer eller selskaber mv.

Hvis moderselskabet i perioder samtidig ejede andele af I/S’et, fordi kun en del af ejerandelene var frasolgt, ville spørgerne som hovedaktionærer og ansatte i moderselskabet skulle beskattes af fri sommerbolig for hele året bortset fra de perioder, hvor andre rådede over ejendommen, herunder den periode, hvor de selv rådede over ejendomme i kraft af deres personlige ejerandel i I/S’et.