Antal fundne artikler: 16968
2024-10-08 10:58
SKM2024.497.LSR
LandsskatterettenAfgørelseAfgift

Forhøjelse af gaveafgift - Værdi af overdragne anparter - Fristoverskridelse

Sagen angik, om der skulle betales yderligere gaveafgift ved en fars overdragelse af kapitalandele i et holdingselskab i en ejendomskoncern til sine børn. Værdiansættelsen var sket på baggrund af TSS cirkulære nr. 2000-09 og 2000-10. Koncernens ejendomme, som i årsrapporterne var optaget til dagsværdien, blev, jf. pkt. 3 i TSS cirkulære nr. 2000-09, nedskrevet til de senest kendte offentlige vurderinger. På baggrund heraf blev handelsværdien af holdingselskabet på gaveoverdragelsestidspunktet ansat til 84.101.322 kr. På overdragelsestidspunktet udgjorde de regnskabsmæssige værdier af koncernens ejendomme 624.668.422 kr., mens de offentlige ejendomsvurderinger udgjorde 359.305.900 kr. Nedskrivning til de offentlige ejendomsvurderinger medførte negativ værdi af flere af datterselskaberne. Skattestyrelsen ændrede værdiansættelsen af holdingselskabet til 223.635.053 kr., idet styrelsen ved værdiansættelsen af holdingselskabet ansatte koncernens ejendomme til dagsværdierne i henhold til årsrapporterne.

Landsskatteretten fandt, at cirkulærerne var vejledende for udøvelsen af skønnet over handelsværdien, og at klageren ikke havde et retskrav på at anvende cirkulærerne, hvis en værdiansættelse i henhold til cirkulærerne ikke førte til et retvisende udtryk for handelsværdien. Dagsværdierne i årsrapporterne udtrykte den værdi, som ejendommene måtte forventes at kunne sælges for og bl.a. med henvisning til størrelsen af egenkapitalen og den beregnede negative værdi af flere af datterselskaberne og selskabernes afkastgrader, fandt Landsskatteretten, at det var berettiget, at Skattestyrelsen havde fraveget værdiansættelsescirkulærerne. Landsskatteretten fandt desuden, at en materialeindkaldelse var relevant, og at den ikke var tilstrækkeligt besvaret, hvorfor ansættelsesfristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, var overholdt. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse. (Dissens).

2024-10-07 13:50
SKM2024.492.LSR
LandsskatterettenAfgørelseEjendomsvurdering

Vurderingen af grundværdien for 2015

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik, om SKATs ændring af ejendommens vurderingsoplysninger for 2015, hvorved registreringen af den afgiftspligtige forskelsværdi blev fjernet, var en vurdering, der kunne påklages i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a. Landsskatteretten fandt, at der ikke for den påklagede ejendom var indtruffet en begivenhed, der kunne danne grundlag for en omvurdering af ejendommen i 2015 efter bestemmelsen i vurderingslovens § 3. Der var endvidere ikke for 2015 foretaget ændringer i de ansættelser, der efter § 5, stk. 1, eller § 33 i vurderingsloven skulle foretages ved en vurdering, idet de opregnede ansættelser af ejendommens grundværdi, ejendomsværdi, grundforbedringsfradrag, den omberegnede grundværdi mv. ikke var ansat forskelligt fra ejendommens ansættelser ved den almindelige vurdering i 2014. Landsskatteretten fandt herefter, at der ikke for 2015 var foretaget en vurdering efter reglerne i vurderingsloven, hvorfor der ikke fandtes en vurdering, der kunne påklages i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 2. Det havde ikke betydning for spørgsmålet om klageadgang efter ejendomsvurderingslovens § 89 a, at SKAT havde en praksis, hvormed ændringer i beskatningen af en ejendom rent teknisk blev gennemført ved at ændre på registreringer i ejendommens vurderingsoplysninger med den konsekvens, at årsomvurderingen for 2015 blev genåbnet og i vurderingssystemet figurerede som en genoptagelse, når de konkrete ændringer ikke var foretaget i ansættelser, der efter vurderingsloven skulle foretages ved en vurdering. Landsskatteretten afviste derfor klagen.

2024-10-07 13:29
SKM2024.491.LSR
LandsskatterettenAfgørelseEjendomsvurdering

Fordelingen af grundværdien for 2014

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik, om klageren havde adgang til at påklage fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at told- og skatteforvaltningens forpligtelse til at foretage fordelinger til gennemførelse af en skattefritagelse i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, bestod, uanset om værdierne til fordeling var ansat ved vurdering, ved regulering eller ved uændret videreførelse af en tidligere ansættelse, og at en sådan fordeling således ikke var et element i en ejendoms almindelige vurderinger eller omvurderinger. Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke var et element i de almindelige vurderinger eller omvurderinger, fandt Landsskatteretten, at fordelingerne efter bestemmelsen ikke kunne påklages efter proceduren i ejendomsvurderingslovens § 89 a. Endvidere fandt Landsskatteretten det uforeneligt med formålet med klageordningen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 at efterprøve fordelingen mellem henholdsvis den afgiftspligtige og den fritagne del af den videreførte ansættelse for 2014, uden at værdien, som skulle fordeles, var vurderet og ansat på baggrund af prisforholdene i 2014. Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke var omfattet af klageadgangen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 2, og da en klagebehandling af fordelingen selvstændigt ikke var foreneligt med formålet bag etablering og indretning af klageadgangen, afviste retten at efterprøve fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien for 2014. Landsskatteretten afviste derfor klagen.

2024-10-07 12:27
SKM2024.490.LSR
LandsskatterettenAfgørelseSkat

Aktieoverdragelse med succession - Pengetankreglen - Kontorhotel - Passiv kapitalanbringelse

Klagen vedrørte et bindende svar fra Skattestyrelsen om, hvorvidt selskaberne H3 A/S og H4 ApS´s aktivitet skulle anses som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, i en påtænkt overdragelse af klagerens ejerandele i holdingselskabet H1 A/S til klagerens søn. Landsskatteretten bemærkede, at det allerede ved indførelsen af pengetankreglen i 2000 fremgik direkte af bestemmelsens ordlyd, at aktier i et selskab, hvis virksomhed i væsentligt omfang bestod i "udlejning af fast ejendom (…) eller lignende", ikke kunne overdrages med succession. Efter den ændrede ordlyd af bestemmelsen i 2017 var udgangspunktet, at al besiddelse af fast ejendom skulle medregnes ved opgørelsen af, om betingelserne for at anvende pengetankreglen var opfyldt, medmindre ejendommen ikke havde karakter af passiv kapitalanbringelse. Af bemærkningerne fremgik, at aktiver, der kunne sidestilles med de udtrykkeligt nævnte aktiver (fast ejendom, kontanter og værdipapirer), også skulle medregnes ved opgørelsen af, om betingelserne for at anvende pengetankreglen var opfyldt. Virksomheden i form af kontorhotel i H3 A/S og H4 ApS bestod i udlejning af kontorlokaler til virksomheder med forskellige ydelser og services inkluderet i lejeprisen. Der var tale om en aktivitet, der efter sin art var udlejning af fast ejendom, og det fandtes i øvrigt ikke godtgjort, at selskabernes indtægter fra kontorhotellet ikke primært stammede fra fast ejendom. Landsskatteretten fandt derfor, at virksomheden i form af kontorhotel måtte anses som passiv kapitalanbringelse, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

2024-10-07 10:50
SKM2024.489.LSR
LandsskatterettenAfgørelseAfgift

Forholdsmæssig registreringsafgift - Betingelser

Sagen drejede sig om, hvorvidt en leasingvirksomhed, der var registreret ved Motorstyrelsen til selv at angive forholdsmæssig registreringsafgift af leasingkøretøjer, var berettiget til at afgiftsberigtige to køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1-3.

I relation til det ene køretøj, Volvo, XC40, D4 AWD Aut., kunne Landsskatteretten konstatere, at leasingydelsen for køretøjet var ansat lavt i forhold til selskabets investering i køretøjet, samt at en række forhold, som normalt ville være behandlet i en leasingaftale, ikke var berørt i leasingaftalen. Landsskatteretten fandt, at leasingaftalen, der var indgået mellem selskabet og en interesseforbunden leasingtager, ikke var indgået på markedsmæssige vilkår, hvorefter selskabet skulle betale den fulde registreringsafgift af køretøjet.

Vedrørende det andet køretøj, Porsche, 911 Carrera 4S, fandt Landsskatteretten, at leasingaftalen mellem selskabet og leasingtageren ikke var indgået på markedsmæssige vilkår, idet selskabet ikke kunne opnå en sædvanlig forrentning af den kapital, som selskabet havde bundet i relation til leasingaftalen, efter leasingaftalen. Landsskatteretten konstaterede, at selskabet havde betalt 44.530 kr. i forholdsmæssig registreringsafgift til staten for leasingperioden. Ifølge leasingaftalen opnåede selskabet for samme periode kun ret til en betaling på 38.981 kr. fra leasingtager. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke kunne inddrage en gevinst ved salg af leasingkøretøjet, efter leasingperioden var afsluttet, i vurderingen af, om leasingselskabet opnåede en sædvanlig forrentning af sin bundne kapital. Herefter fandt Landsskatteretten, at selskabet skulle betale den fulde registreringsafgift af køretøjet. Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.

2024-10-07 10:44
SKM2024.488.BR
ByretDomSkat

Dokumenteret underskud – erhvervsmæssig virksomhed – forkortet ligningsfrist – afvisning af mere subsidiær påstand efter skatteforvaltningslovens § 48

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder, A, var berettiget til et fradrag på 553.000 kr. i sin personlige indkomst for indkomståret 2013 som følge af et underskud, der stammede fra et I/S, hvori A var interessent. I sagen var der enighed om, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, var opfyldt. Imidlertid mente A, at han var omfattet af den forkortede ligningsfrist, hvorfor SKAT’s afgørelse var for sen. 

A havde yderligere - for det tilfælde, at han ikke fik medhold i fradragsretten - nedlagt påstand om, at han i samme indkomstår i stedet var berettiget til et tabsfradrag efter kursgevinstlovens § 3. Skatteministeriet havde overfor den subsidiære påstand nedlagt påstand om afvisning efter skatteforvaltningslovens § 48.  

Retten fandt ikke, at A havde godtgjort, at han var berettiget til fradrag i sin personlige indkomst som følge af underskud ved driften i I/S’et. Dette skyldtes dels, at A ikke havde bevist, at der blev afholdt udgifter i I/S’et, eller at virksomheden havde et underskud svarende til det, A havde selvangivet for indkomståret 2013. Herudover fandt retten det heller ikke bevist, at I/S’et drev erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende i indkomståret 2013. 

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt A var omfattet af den forkortede ligningsfrist i dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, udtalte retten, at A var registreret som selvstændigt erhvervsdrivende hos skattemyndighederne i 2013, og at han selvangav underskud af virksomhed. Derfor havde A ikke enkle økonomiske forhold og var allerede af denne grund ikke omfattet af den forkortede ligningsfrist. 

A’s subsidiære påstand om tabsfradrag efter kursgevinstlovens § 3, var ikke tidligere prøvet af Landsskatteretten og kunne derfor kun inddrages under sagen med rettens tilladelse, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. 

Om adgangen til at inddrage spørgsmålet udtalte retten, at spørgsmålet ikke havde en sådan klar sammenhæng med spørgsmålet om fradragsret for underskud efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og de øvrige spørgsmål i sagen, der er behandlet og afgjort af Landsskatteretten, at der var grundlag for at meddele en sådan tilladelse. Retten udtalte videre, at der ved vurderingen var lagt vægt på bl.a., at spørgsmålene skulle afgøres efter forskellige retsregler og faktiske omstændigheder, herunder ved forskellig periodisering. Det blev heller ikke vurderet undskyldeligt, at spørgsmålet ikke havde været inddraget tidligere, ligesom der ikke var grund til at antage, at A ville lide et uforholdsmæssigt retstab ved ikke at få tilladelse til at inddrage spørgsmålet under sagen. Skatteministeriets afvisningspåstand blev derfor taget til følge.

2024-10-07 09:08
SKM2024.485.LSR
LandsskatterettenAfgørelseMoms og lønsumsafgift

Sikkerhedsstillelse – Registrering for moms

Efter momslovens § 11, stk. 1, nr. 4, kunne Told- og skatteforvaltningen pålægge en virksomhed at stille sikkerhed, når "virksomheden leverede" varer eller ydelser med leveringssted her i landet, jf. momslovens kapitel 4, og de skatter og afgifter m.v., der opstod "i forbindelse med virksomhedens levering" af varerne eller ydelserne, antoges forsætligt eller groft uagtsomt ikke at ville blive afregnet til Told- og skatteforvaltningen. Efter bestemmelsens stk. 3 skulle der dog kun stilles sikkerhed, når det efter et konkret skøn vurderedes, at virksomhedens drift indebar en nærliggende risiko for tab for staten. Det fulgte af bestemmelsens stk. 5, at sikkerhed skulle stilles for et beløb, der svarede til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter m.v. og det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders-periode. Det gennemsnitlige tilsvar beregnedes efter bestemmelsen for igangværende virksomheder på baggrund af "det senest afleverede årsregnskab".

Virksomheden videresolgte biler, som var indkøbt i andre EU-lande med omvendt betalingspligt for moms. Bl.a. med henvisning til, at det af forarbejderne til § 11, stk. 4, fremgik, at bestemmelsen bl.a. var tiltænkt situationer som den foreliggende, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens krav om sikkerhedsstillelse var berettiget. Videre fandt Landsskatteretten efter en konkret vurdering, at betingelsen om tabsrisiko i stk. 3 var opfyldt. Skattestyrelsen havde beregnet sikkerhedens størrelse efter § 11, stk. 5, som summen af virksomhedens restance og - henset til, at Skattestyrelsen ikke var i besiddelse af bilagsmateriale til at kontrollere regnskabet - 25 % af virksomhedens erhvervelser i 4. kvartal 2022. Landsskatteretten anførte, at det hverken af lovens ordlyd ved indførelsen af bestemmelsen i 1999, der ikke efterfølgende var ændret, eller af bestemmelsens forarbejder, fremgik, hvad der nærmere skulle forstås ved "det senest afleverede årsregnskab". Landsskatteretten fandt imidlertid, at der herved i hvert fald ikke kunne forstås en sådan beregning på grundlag af 4. kvartal 2022, som Skattestyrelsen havde foretaget. Som følge heraf hjemviste Landsskatteretten beregningen af sikkerhedens størrelse til Skattestyrelsen.

2024-10-07 08:35
SKM2024.483.BR
ByretDomSkat

Forhøjelse af indkomst på grund af indsætninger på bankkonti – lån mv. ej godtgjort

Sagen angik en forhøjelse af sagsøgerens indkomst med 994.924 kr. i indkomståret 2018 i henhold til statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16 A. Forhøjelsen bestod i konstaterede indsætninger på sagsøgerens bankkonti, samt udgifter afholdt på sagsøgerens vegne af det selskab, hvori sagsøgeren var direktør og eneanpartshaver. 

Retten tiltrådte indledningsvist de af skatteankenævnet anførte grunde, at skattemyndighederne havde været berettiget til at forhøje sagsøgerens indkomst. Herefter tiltrådte retten, at indsætningerne fra selskabet og de af selskabet afholdte udgifter på hans vegne som udgangspunkt måtte anses for maskeret udlodning, hvorefter der påhvilede sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at dispositionerne ikke udgjorde maskeret udlodning.

I forhold til indsætningerne fra selskabet og afholdte udgifter af selskabet på sagsøgerens vegne, fandt retten ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at der var tale om en mellemregning med selskabet, da der ikke var fremlagt dokumentation for eksistensen af en mellemregning i form af bogføringsudskrift eller årsregnskab med specifikation af mellemværende med sagsøgeren. 

Der var under retssagen fremlagt en række gældsbreve, der ikke indgik under den administrative sagsbehandling. Sagsøgeren havde gjort gældende, at gældsbrevene var udtryk for udbetaling af lån fra et andet selskab. Retten fandt ikke, at indsigelserne om låneforholdene kunne tages til følge. 

For så vidt angår de øvrige indsætninger fandt retten, at sagsøgerens indsigelser var udokumenterede og ubestyrkede, hvorfor de ikke kunne tages til følge.

Skatteministeriet blev dermed frifundet.

2024-10-05 09:12
SKM2024.481.BR
ByretDomEjendomsvurdering

Genoptagelse af ejendomsvurdering – ændret lokalplan

Sagen angik dels, hvorvidt sagsøger havde retlig interesse, dels om Vurderingsstyrelsen var berettiget til at genoptage ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2006 for sagsøgers ejendom, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1. 

Retten fandt efter en samlet vurdering, at det ikke i tilstrækkelig grad var godtgjort, at sagsøger ikke havde retlig interesse i at få prøvet om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, og sagen blev derfor ikke afvist.

Vedrørende spørgsmålet om genoptagelse, fandt retten det godtgjort, at en lokalplan, der var bekendtgjort og tinglyst forud for vurderingsterminen i 2006, ikke var registreret hos vurderingsmyndigheden eller i øvrigt havde indgået ved den oprindelige vurdering pr. 1. oktober 2006. Retten fandt endvidere, at dette havde medført en fejlagtig vurdering. Den oprindelige vurdering pr. 1. oktober 2006 var således foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af en fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens planforhold. Da grundværdien ved genoptagelsen var ændret med mere end 20 %, var betingelserne for ekstraordinær genoptagelse, jf. dagældende skatteforvaltningslov § 33, stk. 3, jf. stk. 1, opfyldt. Betingelserne for at fastsætte en omberegnet grundværdi, jf. dagældende skatteforvaltningslov § 33, stk. 3, jf. dagældende vurderingslov § 33, stk. 17, var tillige opfyldt.

2024-09-30 10:26
SKM2024.479.HR
HøjesteretDomAfgift

Gaveafgift – 15-%-reglen – dagsværdi

Sagen angik, om skattemyndighederne ved beregning af gaveafgift skulle acceptere, at en far overdrog kommanditanparter i to K/S’er, hvis væsentligste aktiver bestod af investeringsejendomme, til sine to døtre, på grundlag af en værdiansættelse af investeringsejendommene i overensstemmelse med 15 %-reglen.

Hovedspørgsmålet var, om det kunne begrunde fravigelse af 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret, at investeringsejendommene var værdiansat til dagsværdi i et årsregnskab.

Investeringsejendommene blev ved overdragelsen værdiansat af parterne til i alt 104.108.000 kr. svarende til den offentlige vurdering på i alt 122.480.000 kr. fratrukket 15 %. Investeringsejendommene var i K/S’ernes regnskaber indregnet til dagsværdi, der i de seneste regnskaber forud for gaveoverdragelsen var opgjort til i alt 169.750.000 kr.

Højesteret udtalte, at det følger af højesteretspraksis, jf. senest Højesterets dom af 20. juni 2024 (UfR 2024.4183), at skattemyndighederne skal acceptere en værdiansættelse foretaget efter 15 %-reglen, med-mindre der foreligger særlige omstændigheder. Særlige omstændigheder kræver, at der er tale om særlige, konkrete forhold vedrørende den pågældende ejendom.

Højesteret anførte endvidere, at ifølge årsregnskabslovens § 11, stk. 1, skal et årsregnskab give et retvisende billede af blandt andet virksomhedens aktiver og passiver. Om værdiansættelse af en investeringsejendom i et årsregnskab følger det af lovens § 38, stk. 1, at ejendommen efter første indreg-ning (der skal ske til kostpris) løbende kan reguleres til dagsværdi. Det følger af årsregnskabslovens forarbejder, at ledelsen har ansvaret for, at dagsværdien måles pålideligt.

Højesteret udtalte videre, at dagsværdien af en investeringsejendom skal afspejle den aktuelle handels-værdi af ejendommen. Det fremgår således af bilag 1 til årsregnskabsloven, at dagsværdi er defineret som det beløb, hvormed et aktiv kan udveksles eller en forpligtelse kan udlignes ved transaktioner mellem af hinanden uafhængige parter.

Højesteret fandt herefter, at værdiansættelse af en investeringsejendom til dagsværdi i et årsregnskab foretaget i overensstemmelse med reglerne i årsregnskabsloven vil kunne begrunde fravigelse af 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret. Hvorvidt 15 %-reglen i det konkrete tilfælde skal fraviges, må bero på en konkret vurdering af navnlig forskellen mellem dagsværdien og den offentlige ejendomsvurdering.

Højesteret tiltrådte i den konkrete sag, at der foreligger særlige omstændigheder, som indebærer, at skattemyndighederne ikke skal acceptere, at kommanditanparterne blev overdraget på grundlag af en værdiansættelse af investeringsejendommene efter 15 %-reglen.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens afgørelse.

2024-09-26 12:21
SKM2024.478.LSR
LandsskatterettenAfgørelseAfgift

Forhøjelse af gaveafgift - Værdiansættelse af en gave i form af B-anparter i selskabet - Værdiansættelsen af en forlods udbytteret, som tilkommer klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet

Sagen angik værdiansættelsen af en gave i form af B-anparter i et selskab, herunder værdiansættelsen af en forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet. Landsskatteretten fandt, at der var hjemmel i boafgiftslovens § 27, stk. 1 og 2, til, at Skattestyrelsen kunne fastsætte værdien af en gave til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Hjemlen til at fastsætte værdien af en gave til dens handelsværdi omfattede også den fastsættelse af værdien af en gave, som bestod af delelementer i den samlede fastsættelse af værdien af en gave. Der var således hjemmel til, at Skattestyrelsen havde fastsat værdien af gaven i form af B-anparter i selskabet, herunder anvendelse af CAPM-modellen og fastsættelse af værdien af den forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet, ved anvendelse af denne model. Landsskatteretten foretog en konkret vurdering af handelsværdien af de overdragne B-anparter, og da der ikke for Landsskatteretten, f.eks. ved afholdelse af syn og skøn med henblik på at få fastsat den markedsbestemte opskrivningsprocent, var tilvejebragt et grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

2024-09-25 13:37
SKM2024.476.HR
HøjesteretDomSkat

Nulstilling af A-skat og AM-bidrag – forældelse – suspension og afbrydelse

Skattestyrelsen traf den 18. maj 2020 afgørelse om, at appellanten ikke skulle godskrives A-skat og AM-bidrag, som i 2015-2017 var formelt indeholdt, men ikke blev afregnet af det selskab, som han var ansat i, og som efterfølgende gik konkurs ved dekret afsagt den 9. maj 2017. 

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens krav var forældet på tidspunktet for afgørelsen den 18. maj 2020, fordi forældelsesfristen på 3 år skulle regnes fra konkursens indtræden den 9. maj 2017. 

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev henvist til landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. 

Ved landsrettens dom fik Skatteministeriet medhold i, at betingelserne for nulstilling er opfyldt, og at kravet ikke var forældet på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse. 

For Højesteret angik sagen alene, om Skattestyrelsens krav var forældet efter forældelseslovens almindelige frist på 3 år på afgørelsestidspunktet den 18. maj 2020. 

Højesteret udtalte, at krav i henhold til nulstilling tidligst kan rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Forældelsesfristen for sådanne krav kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Kravet over for appellanten kunne således tidligst rejses den 9. maj 2017, hvor selskabet blev erklæret konkurs, og forældelsesfristen for kravet kunne derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt.

Skatteministeriet fik ikke medhold i, at forældelse blev afbrudt ved en partshøring efter forvaltningslovens § 19 den 17. januar 2020, jf. forældelseslovens § 16. 

Spørgsmålet var herefter, om forældelsesfristen havde været suspenderet, fordi Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, således at fristen derfor først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret tiltrådte, at Skattestyrelsen efter bevisførelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpavurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om appellanten eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de pågældende beløb. Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af 12. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt.

Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret fandt herefter, at der ikke var indtrådt forældelse, da Skattestyrelsen den 18. maj 2020 traf afgørelse om nulstilling.

På den baggrund stadfæstede Højesteret dommen. (Dissens)

2024-09-24 12:45
SKM2024.475.LSR
LandsskatterettenAfgørelseMoms og lønsumsafgift

Forhøjelse af selskabets lønsumsafgiftstilsvar

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for 2017 til 2019 for en detailbutikskæde, som havde både momspligtige aktiviteter (varesalg) og lønsumsafgiftspligtige aktiviteter (formidling af lån og forsikringer). Selskabet havde ikke registreret det faktisk anvendte tidsforbrug på henholdsvis den lønsumsafgiftspligtige og den momspligtige aktivitet for de ansatte, som udøvede begge aktiviteter i selskabet, og derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 4, 1. pkt., jf. § 4, stk. 3, 4. pkt.

Skattestyrelsen var ikke enig i selskabets skønsmæssige opgørelse af det skattemæssige overskud for de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter på baggrund af en omsætningsfordeling, idet resultatet af et mere omkostningstungt varesalg herved fik en uforholdsmæssig stor indflydelse på resultatet. Skattestyrelsen tilsidesatte derfor selskabets fordeling og erstattede den med en fordeling, som var baseret på Skattestyrelsens skøn "tilnærmet sektor", hvor overskudsandelen blev fastsat på baggrund af bruttoresultatet ved de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og et skøn over øvrige omkostninger (f.eks. lønninger, fællesomkostninger og afskrivninger) og omsætningsfordelingen efter momslovens § 38, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde tilsidesat selskabets skøn og sat et andet skøn i stedet.

2024-09-24 08:33
SKM2024.473.LSR
LandsskatterettenAfgørelseInddrivelse

Hel eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige

Sagen angik, om klagerens anmodning om gældseftergivelse skulle imødekommes. Gældsstyrelsen havde afslået gældseftergivelse bl.a. under henvisning til den økonomiske værdi af klagerens pensionsordninger og baggrunden for gældens opståen samt gældens alder, jf. gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1 og 4. Landsskatteretten fandt efter inddragelse af gældssaneringspraksis, at værdien af klagerens pensionsordninger ikke skulle medtages i helhed ved vurderingen af, hvorvidt den økonomiske betingelse i gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1, var opfyldt. Der blev således lagt vægt på, at klageren ikke havde indbetalt uforholdsmæssigt store beløb på pensionsordningerne i forhold til klagerens forhold på tidspunktet for indbetalingerne, og at klageren ikke ville få usædvanligt gode forhold ved udbetaling af pensionsordningerne. Der var konkret ikke grundlag for at medtage pensionsordningerne i deres helhed ved vurderingen, selvom pensionsordningerne havde en relativt betydelig værdi, da indbetalingerne var foretaget løbende på sædvanlig vis og uden sammenhæng med klagerens senere økonomiske vanskeligheder. Pensionsordningerne skulle i stedet medtages med et forholdsmæssigt beløb, da klageren havde forladt arbejdsmarkedet uden samtidig at påbegynde udbetaling af pensionsordningerne, hvorved klageren selv havde valgt at udskyde udbetalingstidspunktet, og klagerens indkomst skulle opgøres efter, hvad klageren ville kunne få udbetalt. Der forelå samtidig ikke forhold, der talte afgørende imod eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4. Det talte ikke i sig selv afgørende imod gældseftergivelse, at klageren havde drevet virksomhed under anvendelse af virksomhedsordningen, og der var ikke grundlag for at antage, at klageren havde forsøgt at undgå at betale restskatten, eller at klageren havde indrettet sig på eftergivelse. Landsskatteretten fandt endvidere, at det forhold, at gælden var stiftet i 2017 og 2019, ikke var til hinder for eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4. Der blev herved henset til, at gældens alder efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 3, skal inddrages ved vurderingen efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, mens gældens alder ikke var en omstændighed, der kunne begrunde, at eftergivelse nægtes efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4. Herefter fandt Landsskatteretten, at klageren var berettiget til delvis gældseftergivelse, jf. gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1, og ændrede Gældsstyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed, og Landsskatteretten overlod det til Gældsstyrelsen i første instans at træffe afgørelse om afdrag og afdragsperiode.

1
...
4
5
6
...
679