Sagen angik, om klageren efter almindelige forvaltningsretlige principper om remonstration havde krav på genoptagelse af en afgørelse, hvorved værdiansættelsen af aktierne i H1 A/S blev ændret, selv om parterne valgte at udnytte et skatteforbehold i overdragelsesaftalerne i stedet for at påklage afgørelsen. Landsskatteretten fandt, at det forhold, at klageren efter udløbet af fristen for at påklage afgørelsen om at ændre værdiansættelsen af aktierne i gaveanmeldelsen, ved en ny repræsentants mellemkomst, var af den opfattelse, at værdiansættelsen var for høj, ikke i sig selv begrundede remonstration. På baggrund af sagens oplysninger fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at genoptage afgørelsen, da der ikke forelå væsentligt nye retlige eller faktiske forhold, og da klageren ikke havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl, der havde betydning for gyldigheden af afgørelsen. Landsskatteretten bemærkede, at parterne i gaveanmeldelsen havde valgt at udnytte et skatteforbehold i gaveanmeldelserne som alternativ til påklage af afgørelserne, og når et skatteforbehold var udnyttet, og det civilretlige grundlag dermed var ændret, var den oprindelige afgørelse erstattet af en ny retstilstand. Allerede derfor var det ikke muligt at genoptage den oprindelige afgørelse. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren var rette indkomstmodtager af honorar fra et uafhængigt selskab indtægtsført i et af ham ejet selskab. Endvidere omhandlede sagen et salg af en bil mellem klageren og dennes selskab, og hvorvidt dette var sket til underpris. For indkomståret 2018 skulle der tages stilling til, om den forlængede ansættelsesfrist gjaldt i relation til forhøjelse af klageren med indkomst fra det uafhængige selskab.

Landsskatteretten bemærkede i relation til rette indkomstmodtager, at der alene var udført arbejde for to kunder (H1 A/S og H2 A/S), og at selskabet ikke afholdt udgifter, der knyttede sig hertil. Arbejdet var knyttet op på klageren som person, og instruktionsbeføjelserne i forbindelse med det udførte arbejde fandtes at være hos H1 A/S og H2 A/S, idet der ikke var indgået formelle kontrakter. Som konsekvens af den manglende kontrakt fandtes klagerens selskab heller ikke at have påtaget sig en økonomisk risiko. Aflønning skete med faste intervaller og faste beløb. Landsskatteretten fandt derfor, at der var tale om en løbende ydelse. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at det var klageren som person, der var rette indkomstmodtager af betaling fra H1 A/S og H2 A/S som lønindtægt.

Omkring salg af bil fandt Landsskatteretten, at dette ikke var sket på armslængdevilkår, idet bilen var købt af uafhængig tredjemand ca. ét år før overdragelsen. Købet fra tredjemand og Motorstyrelsens skøn var næsten ens, og der fandtes ikke at være forhold, der talte for, at bilen skulle tabe så stor værdi i det mellemliggende år, svarende til den faktiske salgspris ved overdragelse fra selskabet til klageren. Landsskatteretten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn over handelsværdien. Det blev derfor stadfæstet, at klageren havde opnået en økonomisk fordel på 70.000 kr., som blev anset for udbytte fra selskabet til klageren.

Angående den forlængede ansættelsesfrist bemærkede Landsskatteretten, at klageren ikke som i SKM2012.211.HR kontrollerede det selskab, hvorfra udbetalingen var sket. Der var derfor ikke tale om en kontrolleret transaktion som omfattet af den forlængede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Da ændringen for indkomståret 2018 var varslet den 13. september 2022, var varsling ikke sket inden fristen den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Afgørelsen om forhøjelse for 2018 var dermed ikke foretaget rettidigt, og forhøjelsen blev nedsat til 0 kr.

Et dødsbo var skattepligtigt, da de aktiver, som boet havde i behold på skæringsdagen, oversteg grundbeløbet i dødsboskiftelovens § 6, stk. 1. Eksisterende gældsposter på skæringsdagen kunne ikke modregnes i aktivmassen. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger har udviklet en udlejningsplatform (platformen) med det formål at give enkeltpersoner og virksomheder en platform til at leje og dele forskellige genstande. Skatterådet kan ikke bekræfte, at det er dokumenteret af spørger, at omkostningerne til udvikling af platformen kan fradrages efter ligningslovens § 8 B, stk. 1, og der kan derfor ikke udbetales Skattekredit efter ligningslovens § 8 X. Skatterådet finder, at  platformen ikke indeholder tilstrækkelig ny viden eller teknologiske fremskridt i forhold til allerede kendt teknologi på udviklingstidspunktet. Det er Skatterådets opfattelse, at der er tale om anvendelse af kendt teknologi, men på en ny måde.

En forening ejer et selskab, der driver en forretning i en dansk by. Foreningen ejer ejendommen, hvorfra forretningen drives. Skatterådet bekræftede, at foreningens indtægter ved udleje af ejendommen er skattepligtige, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. § 1, stk. 4, idet der er tale om indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet bekræftede desuden, at donationer der modtages uden betingelser om modydelse eller øvrige vilkår kan anses for skattefrie ikke-erhvervsmæssige indtægter for foreningen. Endelig bekræftede Skatterådet, at selskabet ikke ville være skattepligtig af lån fra foreningen.  

Skatterådet bekræftede, at publikationen X var en "avis" i momslovens forstand, idet de kriterier, som i henhold til retspraksis og lovens forarbejder er afgørende, var opfyldt. Spørger kunne derfor sælge avisen med en momssats på 0%.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at to nichemedier (publikationerne Y og Z), som ligeledes blev udgivet af Spørger var "aviser" i momslovens forstand.

Skatterådet vurderede, at de to nichemedier, hverken opfyldte kriteriet om at behandle et bredt emneområde eller kriteriet om at henvende sig til en videre (almen) kreds af læsere. Ved vurderingen af "emneområdet" henså Skatterådet til, at den enkelte publikation kun omhandler ét emneområde. I henhold til bestemmelsens forarbejder og praksis anses en publikation ikke for at behandle et bredt emneområde, hvis det kun behandler enkelte eller få emneområder. Ved vurderingen af "den læserkreds, som publikationerne henvender sig til", henså Skatterådet til, at nichemedierne havde et så smalt og afgrænset emneområde, at de enkelte publikationer ikke kunne anses for at henvende sig til en videre almen kreds af læsere, forstået som "de fleste eller alle mennesker".

Det var Skatterådets opfattelse, at lighedsgrundsætningen ikke kunne føre til et andet resultat, når lovens kriterier for at blive kvalificeret som en avis ikke var opfyldt.  

Sagsøgeren havde i (red.årstal.nr.1.fjernet) erhvervet den omhandlede ejendom for 4,4 mio. (red.valuta.nr.1.fjernet). Ejendommen blev afhændet i (red.årstal.nr.2.fjernet) for 10,2 mio. (red.valuta.nr.1.fjernet). Sagsøgeren gjorde gældende, at ejendomsavancen skulle reduceres med forbedringsudgifter på ca. 1,6 mio. (red.valuta.nr.1.fjernet). Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde afholdt udgifter svarende til det påståede beløb.

Henset til at der var foretaget renovering og utvivlsomt var afholdt udgifter i den forbindelse, var spørgsmålet i anden række, om der var grundlag for hjemvisning med henblik på skønsmæssig fastsættelse af de afholdte udgifter. Retten bemærkede hertil, at det klare udgangspunkt er, at skatteyder må dokumentere de afholdte udgifter, og bevisførelsen for byretten kunne ikke danne grundlag for et skøn over udgifterne. Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Spørgernes ejendom bestod af et fritliggende enfamilieshus med et boligareal på i alt 282 m² og en bygning med et samlet erhvervsareal på 49 m² og en kælder på 50 m². Spørgerne påtænkte at opdele ejendommen i to separate enheder. Spørgerne forventede fortsat at bebo den enhed, som ville bestå af en bolig og hele erhvervsarealet. Opdelingen påtænktes udført som en opdeling i to selvstændige ejerlejligheder. Skatterådet bekræftede, at spørgerne kunne frasælge en selvstændig ejerlejlighed, inden opdelingen i ejerlejligheder havde fundet sted, men betinget af, at ejendommen blev opdelt i ejerlejligheder, uden at dette udløste ejendomsavancebeskatning.

Sagen angik, om sagsøgerne (en fysisk person og dennes enkeltmandsvirksomhed) havde ret til fradrag for købsmoms i henhold til 30 fakturaer udstedt af i alt 16 hævdede underleverandører. Sagen angik ligeledes, om der skulle ske en forhøjelse af sagsøgers indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag, samt en forhøjelse af hans personlige indkomst.  

Retten fandt efter en samlet vurdering, at der forelå en række usædvanlige omstændigheder i forholdet mellem sagsøgerne og underleverandørerne, hvorfor sagsøgers bevisbyrde for, at der var realitet bag de fremlagte fakturaer, var skærpet. Retten fandt, at sagsøgerne ikke havde løftet bevisbyrden for, at arbejdet var udført af de påståede underleverandører.   

Retten lagde herefter til grund, at sagsøgerens personale havde udført arbejdet og modtaget løn herfor, som sagsøgeren var forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af, men som sagsøgeren havde undladt at angive til skattemyndighederne. Retten fandt, at sagsøgeren var ansvarlig for betaling af denne manglende indeholdte A-skat og AM-bidrag, og at skattemyndighederne havde været berettiget til at opgøre den manglende indeholdte A-skat og AM-bidrag skønsmæssigt. 

Direktøren i et selskab havde løbende foretaget private hævninger på selskabets konto, og disse hævninger blev konteret på hans mellemregning med selskabet. Spørgsmålet var, om direktørens ægtefælle, der var hovedanpartshaver, skulle beskattes af disse hævninger, jf. ligningslovens § 16 A, jf. § 16 E. 

Retten fandt, at hovedanpartshaveren var skattepligtig, da direktørens hævninger måtte anses for et indirekte lån til hovedanpartshaveren.  

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Denne SKM indeholder retningslinjer for indberetning om aktiesparekonti. Der er tale om, at der fremadrettet (for indberetninger for kalenderåret 2024 og frem) skal indberettes via en digital indberetningsløsning ’Aktiesparekonto’ i et andet format end hidtil.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers udenlandske livsforsikringsordning skulle beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 50, idet der var tale om en livsforsikring, som var oprettet før den 18. februar 1992, og idet policen ikke var ændret siden oprettelsen. Det var ved svaret forudsat, at den overdragelse af ordningen, der var sket til et andet forsikringsselskab, var sket som en del af en bestandsoverdragelse i forbindelse med omstruktureringer, og at der ikke var tale om en enkeltstående overførsel af Spørgers livsforsikringsordning. Det var herudover lagt uprøvet til grund for svaret, at der ikke, hverken direkte eller gennem skattetransparente enheder, var investeret i andele mv., som var i strid med placeringsforbuddet i pensionsbeskatningslovens § 51 B.

Skatterådet bekræftede herudover, at Spørgers livsforsikringsordning fortsat kunne beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 50, hvis den overgik til Spørgers livsarvinger ved Spørgers død. Der var herved henset til, at det fremgik af § 6, stk. 1, i lov nr. 569 af 24. juni 1992, at erhvervelse efter den 18. februar 1992 af en ordning oprettet før denne dato førte til beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, medmindre der var tale om erhvervelse ved arv. Der blev ikke taget stilling til, hvorvidt ordningen faktisk kunne overdrages ved arv, når der ikke fremgik en klausul herom i forsikringspolicen. Der blev derfor alene taget stilling til den skattemæssige behandling, hvis ordningen faktisk faldt i arv.

Henset til reglen i § 6, stk. 1, i lov nr. 569 af 24. juni 1992 kunne Skatterådet derimod ikke bekræfte, at Spørger i levende live kunne overdrage ordningen til Spørgers livsarvinger, uden at dette førte til, at ordningen fremadrettet skulle beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 53 A. Skatterådet fandt ikke, at hverken lovens ordlyd eller forarbejder understøttede, at beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 50 kunne opretholdes i en sådan situation, uanset at der ikke ved overdragelsen blev bragt flere midler ind under beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 50.

Skatterådet bekræftede, at der ikke skal betales afgift efter mineralolieafgiftsloven af spørgers bioprodukt, når produktet markedsføres og sælges som restprodukt.

Skatterådet afviste at tage stilling til den afgiftsmæssige kvalifikation efter mineralolieafgiftsloven af Spørgers bioprodukter, der anvendes til a. teknisk anvendelse, b. produktion af biodiesel og c. fremstilling af varme. Afvisningen skete med henvisning til, at anvendelserne ovenfor under a-c af produktet foretages eller påtænkes foretaget af andre end Spørger, og da anmodningen om bindende svar på spørgsmålet ikke ses at indeholde oplysninger, der giver Skattestyrelsen anledning til at lægge til grund, at Spørger repræsenterer dem, der har foretaget eller påtænker at foretage dispositionerne under a-c.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skøn over chokolade- og sukkervareafgift samt moms var foretaget på et forkert grundlag, eller at det førte til et åbenbart urimeligt resultat. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik, om sagsøgeren havde ret til fradrag for købsmoms og driftsudgifter i 2019 i henhold til 3 fakturaer udstedt af to hævdede underleverandører, jf. momslovens § 37, stk. 1, og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. 

Efter en samlet vurdering fandt retten, at der forelå en række usædvanlige omstændigheder i forholdet mellem sagsøgeren og de to underleverandører, hvorfor kravet til styrken af sagsøgerens bevis for, at de to virksomheder reelt havde leveret ydelser som underleverandører, var skærpet. Retten lagde særlig vægt på en række forskellige forhold og fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at det omtvistede arbejde var udført af de to virksomheder som underleverandører.

Sagen angik en række indsætninger på skatteyderens bankkonto, der ikke umiddelbart kunne afstemmes med skatteyderens indtægtsforhold i de pågældende år. Retten fandt på den baggrund, at det påhvilede skatteyder at godtgøre, at de indsatte beløb stammede fra beskattede midler.   

Efter bevisførelsen fandt retten, at det ikke var godtgjort, at de modtagne beløb hidrørte fra lån, tilbagebetaling af lån, tidligere opsparede midler og salg på (red.fjernet.avis), som forklaret af skatteyderen. 

Retten bemærkede desuden, at der ikke var fuldt overensstemmelse mellem bemærkningerne om "lån" og "(red.fjernet.avis)" anført under de enkelte posteringer på skatteyderens kontoudskrifter på den ene side og skatteyderens redegørelse for de enkelte posteringer på den anden side. Endvidere bemærkede retten, at oplysningerne om lån, herunder at de skulle være modtaget under særlige og meget løse vilkår, ikke støttedes af objektive kendsgerninger. Endelig bemærkede retten, at det efter oplysningerne om skatteyders beregnede privatforbrug og forklaring om sine økonomiske forhold ikke var godtgjort, at skatteyder havde opsparede midler svarende til automatindbetalingerne eller kunne yde lån svarende til de posteringer, der af skatteyder var angivet som tilbagebetaling af lån. 

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Sagen angik oprindeligt spørgsmålet om, hvorvidt et Y1-land selskab havde karakter af et selvstændigt skattesubjekt. Skatteministeriet anerkendte under sagen, at selskabet havde karakter af et selvstændigt skattesubjekt, og at der følgelig ikke var grundlag for at anse skatteyderen, som ejede en del af selskabet, for at være rette skatte- og afgiftssubjekt. Da skatteyderen imidlertid ikke havde selvangivet løn i 2015-2017, nedlagde ministeriet påstand om hjemvisning til beløbsmæssig opgørelse heraf. 

Retten fandt, at hverken skatteprocessuelle eller retsplejemæssige regler eller principper var til hinder for, at Skatteministeriet nedlagde ny påstand om hjemvisning med henblik på at opnå den korrekte ansættelse af skatteyderens skattepligtige indkomst. 

Retten fandt desuden, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part. Retten lagde herved vægt på, at sagens forberedelse efter den 23. marts 2023 og hovedforhandlingen alene angik spørgsmålet om Skatteministeriets hjemvisningspåstand, og at det beroede på skatteyderens forhold, at centrale oplysninger først blev fremlagt under retssagen.

Sagen angik, om skatteyderen havde ret til fradrag for befordring mellem sin Y1-land bopæl og danske arbejdsplads, jf. ligningslovens § 9 C. 

Under den administrative behandling af sagen fandt Skattestyrelsen og Landsskatteretten, at skatteyders sædvanlige bopæl var i Danmark, hvorfor betingelserne for befordringsfradraget efter ligningslovens § 9 C, ikke var opfyldt. På baggrund af nye oplysninger under retssagen anerkendte Skatteministeriet, at skatteyder havde sædvanlige bopæl i Y1-land. 

Retten fandt, at skatteyderen ikke var underlagt et skærpet beviskrav for befordringen. Der blev i den sammenhæng lagt vægt på, at der alene var tale om en ugentlig befordring (24 gange tur/retur i indkomståret 2019). Efter et samlet skøn over den fremlagte dokumentation fandt retten, at skatteyderen i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort omfanget af den angivne befordring, hvorfor skatteyderens endelige principale påstand blev taget til følge.

Idet momslovens betingelser herfor var opfyldt, bekræftede Skatterådet, at Spørgers salg af donerede effekter var omfattet af fritagelsesbestemmelsen for varer leveret af genbrugsbutikker. At varerne sælges via forskellige online markedspladser og ikke i en fysik genbrugsbutik ændrede efter Skatterådets vurdering ikke herved. Det var endvidere Skatterådets opfattelse, at der ved vurderingen af, hvorvidt leverancerne var momsfritaget, ikke kunne tillægges betydning om momsfritagelsen ville kunne skabe konkurrenceforvridning.

Spørger ejede 48% af kapitalen i det danske selskab H1. Spørger ønskede at få bekræftet, at der ikke var begrænset skattepligt til Danmark af Spørgers andel af udbytte, der var udloddet fra H1.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig i Danmark af udbyttet, idet Spørger måtte anses for retmæssig ejer. Derfor skulle der ske frafald eller nedsættelse både efter moder/datterselskabsdirektivet og dobbeltbeskatningsoverenskomsten, og der var således ikke begrænset skattepligt af udbyttet efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse, idet den pågældende struktur ikke havde som hovedformål at opnå en skattefordel.

Spørger ejede 100% af kapitalen i det danske selskab H1 og ønskede at få bekræftet, at der ikke var begrænset skattepligt til Danmark af udbyttebetalinger fra det danske selskab.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af udbytteudlodninger, idet Spørger var retmæssig ejer af udbytteudlodningerne. Derfor skulle der ske frafald af beskatning efter moder-/datterselskabsdirektivet, idet der efter Skatterådets opfattelse ikke forelå misbrug efter direktivet eller ligningslovens § 3. Der blev derved lagt vægt på, at etableringen af Spørger var forretningsmæssigt begrundet og ikke var sket med det formål at opnå en skattefordel. Derfor var der ikke begrænset skattepligt af udbytteudlodningerne efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Endvidere ønskede Spørger at få bekræftet, at der ikke var begrænset skattepligt til Danmark af rentebetalinger fra det danske selskab.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig i Danmark af modtagne rentebetalinger, idet Spørger havde dispositionsret over selskabets midler og derfor måtte anses for retmæssige ejer af rentebetalingerne. Derfor skulle der ske frafald af beskatning efter rente-/royaldirektivet, idet der efter Skatterådets opfattelse ikke forelå misbrug efter direktivet eller ligningslovens § 3. Herved blev der lagt vægt på, at renterne blev beskattet i Spørgers hjemland, hvorfor lånearrangementet ikke blev antaget at være etableret med det formål at opnå en skattefordel. Derfor var der ikke begrænset skattepligt af rentebetalingerne efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Klageren havde gaveoverdraget anparter i et selskab til sine børn. Sagen angik bl.a., om selskabets virksomhed i overvejende grad bestod i passiv kapitalanbringelse, således at børnene ikke kunne succedere i klagerens skattemæssige stilling i medfør af reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. Dette afhang af, om fire af selskabets faste ejendomme, der var benævnt "projektejendomme", var passiv kapitalanbringelse. Landsskatteretten anførte, at alle fire ejendomme efter repræsentantens oplysninger i vidt omfang i en årrække forud for gaveoverdragelsestidspunktet havde været og efterfølgende også havde været udlejet til både bolig og erhverv. Der forelå ingen oplysninger, der gav grundlag for at antage, at selskabet havde erhvervet ejendommene som led i næring med køb og salg af ejendomme. Ejendommene var i repræsentantens pengetankopgørelse benævnt "projektejendomme" og var ikke omfattet af de undtagelser, der var nævnt i bemærkningerne til lovforslaget. Herefter og da det, repræsentanten havde anført, ikke kunne føre til et andet resultat, var Landsskatteretten enig i Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter anparterne i selskabet ikke kunne overdrages med succession i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 34.

Sagen angik fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi i medfør af registreringsafgiftslovens § 10 af ni brugte køretøjer. For visse af køretøjernes vedkommende angik sagen endvidere principperne for fastsættelsen af nyprisen ved afgiftsberegningen for køretøjerne i medfør af lovens § 4, stk. 6. Køretøjerne var blevet anmeldt til afgiftsberigtigelse af sagsøgeren, som var selvanmelder, og udtaget til kontrol (pristjek) af Motorstyrelsen.

Retten fandt, at der hverken var grundlag for at tilsidesætte Motorstyrelsens skøn over køretøjernes handelsværdi eller for at tilsidesætte de nypriser, som Motorstyrelsen havde taget udgangspunkt i ved afgiftsberegningen. Fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi for et enkelt af køretøjerne blev hjemvist til Motorstyrelsen i overensstemmelse med parternes samstemmende påstande.

Sagen angik værdiansættelsen af en brugt varebil med en totalvægt på over 2.000 kg, der var registreret med anvendelsen godstransport erhverv og opbygget med en alukasse på anmeldelsestidspunktet. Landsskatteretten udtalte bl.a., at handelsprisen for varebiler, der er registreret med anvendelsen godstransport erhverv som udgangspunkt skal fastsættes på baggrund af annoncemateriale uden moms, hvorefter annonceprisen tillægges moms, og det er denne annoncepris inklusive moms, der skal anvendes til vurderingen af varebilens handelspris på anmeldelsestidspunktet. Videre udtalte Landsskatteretten, at varebiler med en totalvægt på over 2.000 kg ikke er omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen, jf. § 2, stk. 1, nr. 7, hvorfor der ved vurderingen af handelsprisen for disse varebiler ikke skal foretages et fradrag for eventuelt indeholdte registreringsomkostninger i annonceringsprisen, medmindre dette direkte fremgår af f.eks. annonceringsteksten. Herudover udtalte Landsskatteretten, at handelsprisen for brugte varebiler skal vurderes inklusive den opbygning, f.eks. varelad, alukasse mv., som varebilen havde på anmeldelsestidspunktet, uanset om varebilen som ny var afgiftsberigtiget uden denne opbygning, idet monteringen heraf på et chassiskøretøj ikke kan betragtes som afgiftsfritaget ekstraudstyr, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3. Landsskatteretten ændrede således Motorstyrelsens afgørelse.