Boligejeren havde ikke godtgjort, at den skønsmæssige grundværdiansættelse var truffet på et forkert eller mangelfuldt grundlag, der var egnet til at påvirke værdiansættelsen, eller at vurderingsmyndighedens skøn havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Vurderingsmyndigheden var ikke bundet af parternes foretagne fordeling af handelsprisen for grunden, og dens afgørelser kunne ikke tilsidesættes alene med grundlag i, at grundværdien væsentlig oversteg den ved købsaftalen indgåede salgspris.

Boligejeren havde ikke godtgjort, at vurderingsmyndigheden ved inddragelsen af byggeretsværdiprincippet havde foretaget et ulovligt eller forkert skøn, og det var heller ikke godtgjort, at vurderingsmyndigheden ikke havde foretaget et skøn på grundlag af de tilvejebragte oplysninger i sagen. Salgsoplysninger for ejendomme, der var bebyggede, eller hvor omfanget af forureningen afveg fra forureningen på boligejerens grund, burde ikke have været inddraget i sammenligningsgrundlaget.

Vurderingsmyndigheden havde inddraget oplysninger om jordforureningen på boligejerens grund og foretaget et fradrag for udgifter ved en oprensning på grundlag af en udført beregning af omkostningerne ved en oprydning af forureningen. Boligejeren havde ikke ved syn og skøn eller på anden måde godtgjort, at der var begået fejl ved beregningen af fradraget, eller at fradraget skulle have været væsentligt højere.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Skatterådet kunne bekræfte, at i de tilfælde, hvor Spørger overførte slidte flydele fra Danmark til reparation i Tyskland og hvor flydelene efter endt reparation blev returneret til Danmark, var forholdet omfattet af momslovens § 10, stk. 2, nr. 7, hvorefter overførslen ikke skulle sidestilles med levering mod vederlag efter momslovens § 10, stk. 1.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at brugte slidte flydele der blev forsendt/transporteret til Tyskland, men efter endt reparation blev sendt til et andet EU-land, var undtaget for overførselsmoms. Disse overførsler skulle sidestilles med levering af varer mod vederlag, med den følge der skulle betales moms, dog til 0-sats (fritagelse med fradragsret), her i landet i forbindelse med forsendelserne/transporterne.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at en forsendelse eller transport af en repareret flydel fra Tyskland til Spanien ikke ville udløse overførselsmoms efter momslovens § 10.

Landsskatteretten fandt, at SKAT for indkomstårene 2011-2014 ikke med henvisning til armslængdeprincippet i ligningslovens § 2 var berettiget til at allokere driftsresultatet (lejeindtægter minus afskrivninger) vedrørende skibsudlejning i det koncernforbundne selskab H2 til det danske selskab H1 og beregne et risikojusteret afkast, som skattemæssigt skulle anses for henholdsvis en renteudgift for H1 og en renteindtægt for H2.

Skatterådet vurderer, at de ydelser, som Spørger leverer til G1-virksomhed i form af henholdsvis formidling af forsikringskunder, markedsføring af G1-virksomheds forsikringsprodukter og salg af kundedata momsretligt udgør selvstændige ydelser. Skatterådet kan derfor ikke bekræfte, at ydelserne set som én samlet ydelse er omfattet af momsfritagelsen for ydelser leveret af forsikringsmæglere og -formidlere i forbindelse med forsikringsvirksomhed. 

Sagen angik, om et selskabs udgifter til en digital platform, til X og til en webshop i indkomstårene 2016 til 2018 var anvendt til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, eller afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3, og selskabet derved var berettiget til udbetaling af skattekredit, jf. ligningslovens § 8 X. Landsskatteretten fandt på baggrund af et afholdt syn og skøn, at selskabet havde dokumenteret, at selskabet havde afholdt udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1. Da Skattestyrelsen imidlertid ikke havde haft lejlighed til at tage stilling til, om samtlige de omhandlede udgifter var anvendt til forsøgs- og forskningsvirksomhed, hjemviste Landsskatteretten sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen heraf.

Sagen angik, om klageren var skattepligtig i forbindelse med et kreditorskifte af en mellemregning mellem to søsterselskaber, jf. ligningslovens § 16 E. Klageren var i indkomståret 2014 blevet beskattet af lån over mellemregningskontoen med selskabet på 12.816.877 kr. Beløbet bestod af tre betalinger på i alt 1.398.362 GBP. Den 10. juni 2015 var debiteret 1.909.761,50 EUR på klagerens mellemregning med søsterselskabet. Samme dag blev der krediteret 14.224.645 kr. på mellemregningskontoen mellem klageren og selskabet. Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering, at der var tale om et kreditorskifte fra selskabet til søsterselskabet af en fordring på 12.816.877 kr. ved posteringerne den 10. juni 2015. Da beløbet på 12.816.877 kr. allerede var beskattet hos klageren efter ligningslovens § 16 E, stk. 1, 1. pkt., i indkomståret 2014, skulle der ikke ske beskatning heraf i forbindelse med kreditorskiftet i 2015. Spørgsmålet var herefter, om der skulle ske beskatning af et beløb på 1.407.768 kr. Landsskatteretten bemærkede hertil, at der var bogført 14.224.645 kr. den 10. juni 2015 i søsterselskabet, og at den beskattede oprindelige fordring udgjorde 12.816.877 kr. Der var således tale om en forøgelse af klagerens gæld på 1.407.768 kr. Landsskatteretten fandt, at dette beløb var omfattet af ligningslovens § 16 E, stk. 1, 1. pkt. Landsskatteretten nedsatte herefter den påklagede forhøjelse med 12.816.877 kr. til 1.407.768 kr.

Sagen angik, hvorvidt ejeren af en ejendom var berettiget til genoptagelse af ejendomsvurderingen for 2009 i henhold til skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

Ejeren af ejendommen anmodede om genoptagelse i juni 2020 og gjorde efter den 31. oktober 2020, men inden Vurderingsstyrelsen traf afgørelse i sagen, forgæves opmærksom på en tinglyst servitut. Landsskatteretten fandt, at det var med urette, at Vurderingsstyrelsen havde undladt at inddrage dokumentation fremlagt efter den 31. oktober 2020, idet oplysninger efter skatteforvaltningslovens § 33 kunne fremlægges som dokumentation for påberåbte fejl i grundlaget for vurderingen frem til afgørelsestidspunktet. Landsskatteretten fandt, at skatteforvaltningslovens § 33 b ikke påvirkede denne retsstilling. Vurderingsstyrelsens afgørelse var ifølge Landsskatteretten behæftet med en konkret væsentlig mangel som følge af manglende inddragelse af fremlagt dokumentation samt manglende iagttagelse af officialprincippet, hvorfor afgørelsen som følge heraf var ugyldig. Landsskatteretten annullerede Vurderingsstyrelsens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets bindende svar om, at spørgers aktivitet vedrørende handel med kryptovaluta og finansielle kontrakter ikke udgjorde en næringsvirksomhed, jf. statsskattelovens § 5, litra a (dissens).

Spørger var et selskab, der forvaltede en alternativ investeringsfond. Spørger havde ikke og skulle ikke have Finanstilsynets tilladelse til at drive virksomhed som forvalter af alternative investeringsfonde, og var derfor heller ikke underlagt Finanstilsynets tilsyn i henhold til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Spørger ønskede derfor at få bekræftet, at de ikke var af omfattet reglerne om forhøjet indkomstskat, jf. SEL § 17 A. Da Spørger ikke havde eller skulle have Finanstilsynets tilladelse til at drive virksomhed som forvalter af alternative investeringsfonde, kunne Skatterådet bekræfte Spørgers opfattelse.

Spørger overdrog ved aftale af xx.xx.2019 sine anparter i A ApS til C ApS. Den oprindelige overdragelsessum var aftalt at skulle udgøres af 1) et kontant vederlag, 2) xx pct. af en earnout, der var afhængigt af A ApS’ og dets datterselskabers gennemsnitlige EBITDA over de tre år 2020, 2021 og 2022 samt 3) kapitalandele i C ApS’ (købers) ejerstruktur. Skatterådet kunne bekræfte, at earnouten var udtryk for en enkeltstående regulering, der således ikke var en løbende ydelse omfattet af ligningslovens § 12 B. Det skyldtes, at reguleringen kun bestod i betaling af ét enkelt beløb, hvorefter der efter gældende praksis ikke er tale om en løbende ydelse omfattet af ligningslovens § 12 B.

A ApS driver virksomhed inden for […] og fungerer som holdingselskab for forskellige datterselskaber, der også driver virksomhed inden for […], og hvor den primære aktivitet er […]. Det er oplyst, at branchen havde umulige forudsætninger i 2020, 2021 og dele af 2022, som følge af bl.a. lockdown og forsamlingsforbud pga. COVID-19-pandemien, og at A ApS og dets datterselskabers EBITDA blev betragteligt reduceret som følge heraf, og at det medførte, at Spørger ikke opnåede nogen betaling af earnout. C ApS og Spørger vil indgå et tillæg til overdragelsesaftalen, således at earnouten i stedet vedrører 2023, 2024 og 2025. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en sådan earnout indgået i et efterfølgende tillæg til overdragelsesaftalen vil være en del af Spørgers afståelsesvederlag, der er skattefrit i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 8.

Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet opkrævet registreringsafgift af et ukrainsk indregistreret køretøj. Det var ubestridt, at sagsøgeren havde bopæl i Danmark og Ukraine, og at der således forelå dobbeltdomicil. Spørgsmålet var, om sagsøgeren på standsningstidspunktet i april 2017 var hjemmehørende i Danmark eller Ukraine. Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens forhold, at sagsøgeren havde godtgjort, at han var hjemmehørende i Ukraine. Retten lagde til grund, at sagsøgeren på standsningstidspunktet havde en ukrainsk kæreste, som han boede sammen med i Ukraine, og at han havde opholdt sig i Ukraine det meste af tiden i 2016 og 2017. Retten lagde endvidere til grund, at han havde sine primære indtægter fra sine virksomheder i Ukraine.

Sagen angik, om det var berettiget, at Motorstyrelsen i medfør af registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, havde foretaget en reduktion på 15 pct. af den beregnede ’eksportgodtgørelse’ for tre brugte køretøjer, som sagsøgeren havde udført. Sagsøgeren gjorde gældende, at reglen om reduktion af godtgørelsen strider mod EU-retten.

Med henvisning til Højesterets dom i U. 2016.3701 H og EU-Domstolens dom i sag C-676/21, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö, fastslog retten, at reglen i § 7 b, stk. 3, ikke er i strid med EU-retten. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

A og B, der var anført som formand og næstformand i "Foreningen F", og som sammen med en anført kasserer i F havde fuldmagt til to konti registreret til F, var hver blevet beskattet af en tredjedel af indsætningerne på de to konti.

Med henvisning til kriterierne opstillet i administrativ praksis fandt byretten efter en konkret vurdering, at F ikke havde karakter af en forening i juridisk forstand, og at sammenslutningen ikke udgjorde et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, 1. pkt.

Efter at have tilsidesat A’s og B’s forklaringer om, at de ikke havde kendskab til den ene konto registreret til F, udtalte byretten, at A og B under de foreliggende omstændigheder, herunder at A og B havde haft rådighed over kontiene registreret til F, skulle anses for indkomstmodtagere af indbetalingerne på kontiene, medmindre de under henvisning til objektive kendsgerninger kunne bevise, at pengene stammede fra midler, der allerede var beskattet eller var undtaget fra beskatning.

Da A og B ikke havde ført et sådant bevis, gav byretten Skatteministeriet medhold i, at de sagsøgte var skattepligtige af indsætningerne på kontiene registreret til F.

Under henvisning til den statuerede skattepligt og Skatteministeriets synspunkter gav byretten også ministeriet medhold i, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse af de sagsøgtes skatteansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Da byretten heller ikke fandt grundlag for at hjemvise sagen, fik Skatteministeriet medhold, og Skatteankenævnets forudgående afgørelser (19-0024718 og 19-0025375) blev dermed ændret.

Under B’s efterfølgende anke af byrettens dom tiltrådte landsretten byrettens begrundelse og resultat. Landsretten tiltrådte herunder - i mangel af mere sikre holdepunkter for andet - at der i forhold til de samlede indsætninger på de to konti registreret til F og dermed opgørelsen af de skattepligtige beløb var sket en ligelig fordeling mellem B, A samt den anførte kasserer, der alle havde fuldmagt til og dermed rådighed over kontiene.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers levering af kliniske genetiske tests til hospitaler og levering af præimplantations screeninger til fertilitetsklinikker var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.  

Skatterådet lagde vægt på, at Spørgers kliniske genetiske tests blev leveret til hospitaler med det formål at bekræfte en patients diagnose, og at Spørgers præimplantations screeninger, blev leveret til fertilitetsklinikker med det formål at diagnosticere om et befrugtet æg havde en anomali, og screeningerne indgik således som en integreret del af fertilitetsbehandlingen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers levering af donorscreeninger og prækonceptionelle screeninger til privatpersoner og private sundhedsklinikker var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Ved vurderingen lagde Skatterådet vægt på, at Spørgers donor og prækonceptionelle screeninger blev foretaget med det hovedformål at få en statistisk analyse af udvalgte gener. Screeningerne havde derfor ikke til formål at forebygge, behandle, diagnosticere, eller så vidt muligt helbrede sygdomme eller sundhedsmæssige uregelmæssigheder, og havde dermed ikke et terapeutisk formål i momslovens forstand, ligesom screeningerne ud fra det oplyste ikke blev leveret som led i et konkret behandlingsforløb.

Det bindende svar kom i forlængelse af et andet bindende svar, hvor Skatterådet accepterede, at Spørger kunne sælge en opkøbt ejendom efter en udmatrikulering i forbindelse med en ny miljølovgivning om boringsnære beskyttelsesområder uden, at det medførte fortabelse af skattefritagelse efter selskabsskatteloven.

Spørger ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at skattefritagelsen ville blive opretholdt i forbindelse med modtagelsen af tilskud fra Landbrugsstyrelsen i forbindelse med skovrejsning. Skatterådet bekræftede dette.

Spørger ønskede under spørgsmål 2 at få bekræftet, at der ikke ville opstå skattepligt ved, at der ville forekomme overskudsproduktion af el ved etablering af solcelleanlæg. Skatterådet afkræftede dette.

Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, at Spørgers pose ikke var omfattet af afgiftspligten for poser efter emballageafgifts-lovens § 2 a.

Spørgers pose var fremstillet af PP (polypropylen) med udvendig laminering.

Det var Skattestyrelsens vurdering, at spørgers pose var tilstrækkelig robust til at kunne sidestilles med et bærenet, hvorfor spørgers pose vurderedes at være til gentagen brug, og derfor ikke var afgiftspligtig.

Spørger ønskede bekræftet, at et kemiprodukt med indhold af ethanol, som anvendes som ekstraheringsvæske i analyseinstrumenter, var fritaget for spiritusafgift. Produktet bestod af natriumazid, 15 ≤ 25 % ethanol og demineraliseret vand.

Skatterådet fandt, at kemiproduktet var afgiftspligtigt, men omfattet af fritagelsen i spiritusafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 7, som bl.a. omfattede varer, der anvendes til tekniske formål. Der blev lagt vægt på, at produktets anvendelse, som ekstraheringsvæske i analyseinstrumenter, kunne anses for teknisk formål.

Skatterådet afviste at besvare Spørgers anmodning om bindende svar på om det elektroniske ledsagedokument (Excise Movement and Control System - EMCS) skulle anvendes ved transport af kemiproduktet i EU. Skatterådet lagde vægt på, at spørgsmål om anvendelse af EMCS ikke vedrørte en afgiftsmæssig virkning, men vedrørte forvaltningsmæssig virksomhed. Der var ikke tale om en aktivitet, der havde afgiftsmæssige konsekvenser. Afgørelsen er offentliggjort i redigeret form.

Spørger ønskede svar på, hvorvidt spørgers pose var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke skulle betales afgift af spørgers pose. Posen kunne ikke med rimelighed kræves erstattet af stofposer, bærenet, tasker og lignende, og posen var tilstrækkelig robust til at være til gentagen brug i samme omfang som fx bærenet og tasker.

Spørger ønskede svar på, hvorvidt spørgers pose var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke skulle betales afgift af spørgers pose. Posen kunne ikke med rimelighed kræves erstattet af stofposer, bærenet, tasker og lignende, og posen var tilstrækkelig robust til at være til gentagen brug i samme omfang som fx bærenet og tasker.

Spørger deltog i et større anlægsarbejde ved Y1. Anlægget strakte sig over en afstand på mere end 8 km.

Skatterådets kunne ikke bekræfte Spørgers opfattelse af, at hele arbejdsområdet i og omkring Y1 kunne anses for omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt., med den virkning, at 12-månedersbegrænsningen for udbetaling af rejsegodtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder i § 9 A, stk. 5, 2. pkt., ikke fandt anvendelse.

Henset til hvad Spørger havde oplyst om de arbejdsfunktioner, Spørgers ansatte udførte, var der tale om arbejdspladser, som blev udført på det samme sted under hele projektet. Spørgers ansatte kunne derfor ikke anses for at arbejde på et sted, der flyttede sig over en strækning på mindst 8 km i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse, hvilket er en betingelse for at 12-måneders begrænsningen ikke finder anvendelse, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt.

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde iagttaget officialprincippet ved fremsendelse af agterskrivelse, og om ansættelsesfristen var overholdt, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. 

Landsretten fandt, at Skattestyrelsen på tidspunktet for afsendelsen af agterskrivelsen var i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle ændring af appellantens skatteansættelse i overensstemmelse med indholdet af forslaget.  

Selvom Skattestyrelsen ved afsendelsen af agterskrivelsen var opmærksom på, at der kunne være grundlag for nedsættelse af beskatningen af fri bil med egenbetalinger, og selvom Skattestyrelsen i overensstemmelse med god forvaltningsskik burde have søgt dette nærmere afklaret inden afsendelsen af agterskrivelsen i stedet for som sket i selve agterskrivelsen at opfordre appellanten til at indsende dokumentation for eventuelle egenbetalinger, fandt landsretten, at der ikke forelå en sagsbehandlingsfejl, der kunne føre til varslingens ugyldighed.

Videre fandt landsretten, at ændringen af appellantens skatteansættelse for et indkomstår var begrundet i helt tilsvarende forhold som det, der havde begrundet ændringen af skatteansættelsen for det efterfølgende indkomstår. Genoptagelsen var herefter omfattet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, hvorfor Skattestyrelsen havde overholdt fristen for varsling af ændring af appellantens skatteansættelse.