Andelsforeningen var en kooperativ forening med begrænset ansvar, der havde til formål at varetage miljøområdet. Andelsforeningen havde udviklet en softwareservice, der blev solgt som en abonnementsordning. Andelsforeningen ønskede at udskille den mere generelle version af softwaren til et nystiftet datterselskab for fortsat at kunne være kooperationsbeskattet, mens den branche specifikke version og samtlige rettigheder fortsat ville være ejet af andelsforeningen. Andelsforeningen vil derfor modtage royaltybetalinger fra datterselskabet for brugsretten til dette immaterielt ejet aktiv.

Skatterådet kunne efter en samlet konkret vurdering bekræfte, at foreningen kunne modtage disse royaltybetalinger uden at miste sin status som en andelsbeskattet forening, idet betalingerne vedrørte et såkaldt artstro produkt, der alene tilbydes kunder, der var medlem af andelsforeningen. Ved et artstro produkt forstås et aktiv, der var er fremstillet indenfor de snævre rammer, der fandt anvendelse for andelsforeningens kooperative aktivitet.

Det var ønsket bekræftet, at Spørgers arv fra sin farfar først skulle medtages i Spørgers indkomstopgørelse ved udbetaling i forbindelse med opløsningen af trusten i sommeren 2024. Indtil Spørger og Spørgers søskende alle var fyldt 18 år, kunne trustens formue bedst sammenlignes med en båndlagt kapital uden kapitalejer, og det var først på det tidspunkt, hvor både Spørger og Spørgers søskende alle var fyldt 18 år, at det kunne vurderes, hvor meget de hver især skulle have fra trusten, og det var derfor først på det tidspunkt, at Spørger skulle medregne indtægter og udgifter fra sin del af trusten i sin indkomstopgørelse. Skatterådet besvarede spørgsmålet med 'Ja, se dog indstilling og begrundelse'.

Det blev ønsket bekræftet, at Spørgers brugere kunne foretage fradrag for de månedlige gebyrer, de betalte for Spørgers service i forbindelse med kreditaftaler indgået mellem brugeren og en udenlandsk bank. Skatterådet fandt, at gebyrerne ikke kunne fradrages efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra a, bl.a. fordi der ikke var tale om rentelignende gebyrer til kreditor. Gebyrerne kunne heller ikke fradrages efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, da gebyrerne ikke blev betalt til kreditor og det ikke var engangsydelser.

Spørger tilbød sine ansatte at leje et sommerhus gennem A-ordningen. Sommerhusene lejede spørger af tredjemand. Ingen af sommerhusene ejedes af H1-koncernen.

Efter offentliggørelsen af de midlertidige ejendomsvurderinger var flere af sommerhusene steget væsentligt i værdi. Der var i den forbindelse opstået tvivl om, hvorvidt der gjaldt samme regler for beskatning af de ansatte uanset om sommerhusene ejedes eller lejedes af spørger, og om de midlertidige ejendomsvurderinger skulle anvendes ved beskatning af de ansatte efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 5.

Skatterådet kunne bekræfte, at ved beskatning af sommer- eller fritidsbolig efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 5, havde det ingen betydning, om arbejdsgiveren ejede eller lejede boligen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de foreløbige vurderinger for sommer- og fritidshuse i Danmark skulle anvendes ved fastsættelse af det skattepligtige beløb efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 5.

Det var Skatterådets opfattelse, at uanset om der forelå en foreløbig vurdering på sommer- og fritidsboligen, skulle den hidtidige offentlige vurdering anvendes, indtil en ny offentlig vurdering var foretaget. Vurderingen efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6 skulle endvidere alene anvendes fremadrettet ved fastsættelsen af den skattepligtige værdi efter ligningslovens § 16, stk. 5.

Sagen vedrørte den skatte- og momsmæssige behandling af en erstatning for pålæg af en deklaration på en del af ejendommen ejet af spørger i forbindelse med opførelse af en solcellepark. Pålægget af en deklaration på ejendommen udgjorde en varig middelbar rettighed over ejendommen og omfattes af ejendomsavancebeskatningsloven. Der var hjemmel til ekspropriation i elsikkerhedslovens § 27, og Sikkerhedsstyrelsen havde i en vejledende udtalelse taget stilling til, at hensynet til almenvellet var opfyldt og at Sikkerhedsstyrelsen ville påbegynde en egentlig ekspropriationssag, hvis de berørte lodsejere ikke ville indgå frivillig aftale. Skatterådet bekræftede, at spørger kunne afstå en del af ejendommen, uden at medregne den skattepligtige fortjeneste til sin skattepligtige indkomst, efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Spørger driver en landbrugsejendom og er i den forbindelse momsregistreret. Spørger blev derfor anset  for at være en afgiftspligtig person efter momslovens § 3. Der er i forhold til momsloven ikke tale om ekspropriation, da spørger stadig ejede den faste ejendom, hvorpå rådighedsindskrænkningen og tilstedeværelsesretten fandt sted. Ifølge aftalen ophørte denne, hvis netselskabet ikke længere havde behov for jordkabelanlægget. Det skulle derfor vurderes, hvorvidt rådighedsindskrænkningen mod et beløb, benævnt erstatning, kunne kvalificeres som levering af en ydelse mod vederlag efter momslovens § 4, stk. 1, eller om beløbet i stedet skulle anses for at være en erstatning uden modydelse i momslovens forstand, og som derfor ikke falder indenfor momslovens anvendelsesområde. Skatterådet bekræftede, at det udbetalte beløb repræsenterede en erstatning uden modydelse, som faldt udenfor momslovens anvendelsesområde. Den i sagen omhandlede erstatning var derfor ikke omfattet af momspligt.

Skatterådet bekræftede, at hestevognskørsel, som foregår indenfor de fysiske rammer af et museum, hvor der anvendes traditionelle hestevogne, kuskene er klædt på, som de var i gamle dage og under turen fortæller om livet som kusk, i sig selv udgør en kulturel aktivitet, som er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Henset til at det primære formål med den omhandlede hestevognskørsel ikke er transportere de besøgende på museet, var det ikke relevant at vurdere, om betingelserne for at ydelsen er omfattet af fritagelsen for personbefordring, var opfyldt.

Sagen angik, om betingelserne for skattefri virksomhedsomdannelse var opfyldt i forbindelse med skatteyderens omdannelse af sin virksomhed til et aktieselskab. Efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 2, stk. 1, nr. 2 og 3, er det en betingelse for skattefri omdannelse, at alle aktiver og passiver skal overdrages til selskabet og at hele vederlaget for virksomheden skal være i form af aktier eller anparter i selskabet. Reglen indebærer, at sagsøgeren ikke kan modtage nogen del af vederlaget for virksomheden som et stiftertilgodehavende.

I åbningsbalancen for selskabet var der medtaget en passivpost på 484.906 kr. med teksten "Gæld til virksomhedsdeltager". Det var skatteyderens opfattelse, at teksten var forkert, og at der i stedet var tale om en erhvervsmæssig mellemregning med skatteyderens (red.relation.nr.1.fjernet) eller dennes virksomheder.

Landsretten fandt, at beløbet ikke kunne anses for at udgøre et almindeligt erhvervsmæssigt passiv i virksomhedsomdannelseslovens forstand. Landsretten lagde vægt på, at mellemregningen ikke var opstået som følge af sædvanlige erhvervsmæssige dispositioner mellem (red.relation.nr.1.fjernet)’s virksomhed og G1-virksomhed. Mellemregningen opstod derimod i det væsentlige ved tilførsler af likviditet til G1-virksomhed og havde karakter af private indskud, som blev foretaget, mens (red.relation.nr.1.fjernet) stadig var medejer af virksomheden. 

Landsretten fandt endvidere under henvisning til bl.a. skatteyderens bogføring og revisorens tilkendegivelser over for skattemyndighederne under den administrative sag, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at mellemregningen tilkom (red.relation.nr.1.fjernet).

Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens frifindende dom. 

En skattepligtig havde indkomst fra arbejde på et skib under (red.nationalitet.nr.1.fjernet) flag, som indfangede fiskearten krill ud for Y2-kontinent, og som samtidig forarbejdede den indfangede krill.

Landsretten fandt, at skibet ikke sejlede i international trafik i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 15, stk. 3’s forstand, og at skibet måtte anses for et fiskefartøj i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 4, litra b’s forstand.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Sagen angik beskatning af maskeret udbytte i form af en række udgifter afholdt af et S.M.B.A. i indkomstårene 2012 og 2013. Sagen angik også, om der var grundlag for at godskrive en hovedaktionær et beløb for indeholdt udbytteskat i slutskatten for indkomståret 2013. 

Retten fandt, at skatteyderen hverken havde godtgjort, at udgifterne var erhvervsmæssige for selskabet, eller at selskabet havde indeholdt udbytteskat. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

T1 - T7 var tiltalt for en lang række overtrædelser af særlig grov karakter af momsloven, kildeskatteloven og opkrævningsloven ved i 14 hovedselskaber som hhv. reelle ejere, direktører eller medvirkende at have fratrukket fiktive fakturaer vedrørende salg af varer og arbejdsydelser fra en række vikarbureauer, som de tiltalte også kontrollerede, og ved, hverken i vikarbureauerne eller i hovedselskaberne, at have angivet korrekt moms eller foretaget korrekt indeholdelse af kildeskat.

I hovedselskaberne blev der herved unddraget for i alt 20.001.561 kr. i moms og 3.563.705 kr. i A-skat og 715.840 kr. i AM-bidrag.

De tiltalte nægtede sig skyldige. Byretten fandt de tiltalte skyldige i tiltalen.

Byretten fandt det bl.a. bevist, at de fakturerede varer ikke blev leveret til hovedselskaberne, og at de ansatte, som udførte arbejdsopgaverne ifølge fakturaerne fra vikarbureauerne, reelt havde været ansat i hovedselskaber, som fakturaerne blev udstedt til, hvorved fakturaerne var uden realitet. Det blev endvidere lagt til grund, at de 14 hovedselskaber var delvist drevet fra samme lokaler hvor T1, T3 og T6 havde deres kontorer og daglige gang. De 14 hovedselskabers regnskabsmateriale blev også fundet i ovennævnte lokaler. De personer, der var registreret som direktører i vikarbureauerne i gerningsperioden, fremstår uden nævneværdige personlige-, uddannelsesmæssige - eller erhvervsmæssige forudsætninger for at kunne drive de pågældende virksomheder. Retten fandt desuden, at T1 traf større beslutninger vedrørende den daglige drift af virksomhederne, og at han i vidt omfang stod bag udstedelsen af de fiktive fakturaer.

Byretten idømte T1 2½ års fængsel, en tillægsbøde på 9.850.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. Byretten lagde bl.a. vægt på, at T1 stod bag udstedelsen af de fiktive fakturaer og fuldt ud var bekendt med fakturaernes manglende realitet. T2 blev idømt 4 års fængsel, bestandig indrejseforbud samt rettighedsfrakendelse. Retten lagde blandt andet til grund, at T2 stod for driften af en lang række af vikarbureauerne. T3 idømtes 1 år og 3 måneders delvist betinget fængsel samt en tillægsbøde på 5.025.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. T4 idømtes 60 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 425.000 kr. T5 blev idømt 1 år 3 måneders betinget fængsel. T6 idømtes 1 år 3 måneders delvist betinget fængsel, en tillægsbøde på 4.600.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. T7 idømtes 60 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 275.000 kr.

T3, T6 og T7 ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med de ændringer, at T3´s straf blev forhøjet til en delvist betinget tillægsstraf af fængsel i 1½ år og en forhøjelse af tillægsbøden til 5.575.000 kr. Landsretten lagde vægt størrelsen af det unddragne beløb. Landsretten nedsatte T7´s straf til 40 dages betinget fængsel henset til, at T7 alene blev fundet skyldig i at have unddraget 295.000 kr. i moms.

Procesbevillingsnævnet havde den 23. februar 2023 meddelt T3 og T6 begrænset tilladelse til anke til Højesteret, således at tilladelsen alene omfattede spørgsmålet om tillægsbøde i medfør af straffelovens § 50, stk. 2.

Højesteret skulle tage stilling til, om de tiltalte hver især skulle idømmes en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb, eller om en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb skulle fordeles forholdsmæssigt mellem de domfældte, herunder sådan at de enkelte tillægsbøders størrelse så vidt muligt afspejlede hver af de domfældtes individuelle økonomiske vinding.

Det fremgår af straffelovens § 50, stk. 2, at bøde kan idømmes som tillægsstraf til anden strafart, når T ved lovovertrædelsen har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Højesteret fandt, at det følger af forarbejderne, at tillægsbøder indenfor skatte- og afgiftsområdet er et supplement til betalingen af de skyldige skatter og afgifter og derved er udtryk for en skærpet sanktionering med et pønalt formål. Tillægsbøde indenfor skatte- og afgiftsområdet pålægges derfor uden hensyn til, om der var opnået en berigelse, og uanset, om der allerede var sket efterbetaling af den unddragne skat.

På denne baggrund fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at nedsætte tillægsbøderne med henvisning til, at flere personer havde deltaget i skatte- og afgiftsunddragelsen.

Landsrettens dom blev herefter stadfæstet.

Spørger er en fællesregistrering af selskaber, som har til hovedformål at drive virksomhed med produktion og salg af X. Spørger har som led i sin virksomhed afholdt omkostninger i forbindelse med refinansiering af koncernens gæld.

Skatterådet fastslår, at når Spørger afholder fællesomkostninger, som anvendes til brug for Spørgers samlede aktiviteter, så skal momsfradragsretten opgøres efter både momslovens § 38, stk. 2, og momslovens § 38, stk. 1. Dette har den konsekvens, at Spørger i praksis opnår en momsfradragsret svarende til momsfradragsretten efter § 38, stk. 2.

Skatterådet bekræfter, at i det omfang omkostningerne vedrørende refinansiering af gæld viderefaktureres til datterselskaberne, så er fradragsretten i fællesregistreringen vedrørende disse omkostninger ikke omfattet af momslovens § 37, stk. 1.

Endelig kan Skatterådet ikke bekræfte, at renteindtægterne fra lån ydet til ikke fællesregistrerede selskaber ikke medfører pligt til registrering og afregning af lønsumsafgift.

Spørger er en konsulentvirksomhed, som fungerer som en ekstern ressource for kommuner. Som led i denne virksomhed leverer Spørger en række forskellige ydelser omfattet af i barnets lov til kommunerne.

Dette omfatter bl.a. levering af screeninger efter § 18, børnefaglige undersøgelser efter § 20, familieorienteret rådgivning efter § 29, støttende indsatser efter § 32 og støttesamvær efter § 103.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers ydelser opfylder betingelserne for at være momsfritaget som social forsorg og bistand efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Spørger var en forening, der, i henhold til sit formål, skulle skabe inspiration og nytænkning indenfor kunst- og socialområder samt andre områder af almennyttig karakter. Spørger skulle realisere sit formålet ved at skabe rammen for et community og forbinde de personer og/eller de organisationer, der kunne have glæde af hinandens viden og kompetencer og understøtte, at medlemmerne aktivt skulle dele viden, skabe dialog og samarbejde for fælles dagsordner, som medlemmerne brændte for.

Spørgers medlemmer fik mod betaling af kontingent adgang til dette community og til et fællesskab med faciliteter som bl.a. mødelokaler, workshops lokaler og kontormiljøer.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at medlemskontingenterne kunne fritages for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4. Spørgers formål og de ydelser, medlemmerne blev tilbudt mod betaling af kontingent, kunne ikke anses for at have filantropisk karakter, hvorefter betingelserne efter bestemmelsen ikke kunne anses for opfyldt.

Spørger arbejdede for et selskab, der havde opbygget en udviklingsplatform på blochchainteknologi. Spørger fik såkaldte Future Token Interest (FTI) som løn, som efter en modningsperiode kunne veksles til tokens. Hver vestingperiode var betinget af spørgers uafbrudte ansættelse mv.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at tildelingen af tokens var omfattet af reglerne om beskatning af medarbejderaktier, da den omhandlede token, ikke var en aktie eller lignende omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Skatterådet fandt, at modtagelse af FTI’ere skulle beskattes som et lønaccessorium efter ligningslovens § 16.

Betingelsen om, at spørger skulle være ansat på vestingtidspunktet, samt at vestingperioden løb over en længere periode på over 4 år g 9 måneder, gjorde, at der var reel usikkerhed om, hvorvidt betingelsen om ansættelse ville være opfyldt på vestingtidspunktet, og derfor om aftalen gennemførtes. Det var herefter Skatterådets opfattelse, at spørgers FTI´ere skulle beskattes ved udløbet af hver vestingperiode, idet der først på dette tidspunkt var sket retserhvervelse.

Det forhold, at selve ombytningen af FTI´ere til tokens først skete på et senere tidspunkt, end vestingtidspunktet, udskød ikke retserhvervelsestidspunktet yderligere. Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at beskatningen var udskudt til det tidspunkt, hvor der var sket ombytning af de modtagne FTI´ere til tokens, og disse kunne sælges. Ligeledes kunne det forhold, at der efter det oplyste var tale om et aktiv med betydelig investeringsmæssig risiko, ikke udskyde retserhvervelsen.

Valgte selskabet i stedet at udbetale et kontant beløb, skete beskatningen på udbetalingstidspunktet, dog senest 6 måneder efter retserhvervelsestidspunktet, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1.

H1 ydede støtte til visse forskere i form af mobilitetspakker. H1 havde etableret en særskilt fond i form af Spørger til at administrere den støtte, der blev bevilliget til den enkelte forsker.

Støtten blev ydet som en donation til forskeren. Enten ved at forskeren fik udbetalt et pengebeløb inden for bevillingen, eller ved at forskeren helt eller delvist fik betalt eller refunderet udgifter, som kunne støttes via mobilitetspakken. Støtten kunne anvendes af den enkelte forsker til bl.a. husleje, løn til forskerens ægtefælle, udgifter til dagtilbud og privatskole til forskerens børn, sprogundervisning til forskeren og forskerens ægtefælle mv.

Skatterådet kunne bekræfte, at støtten skulle beskattes som B-indkomst. Det var henset til, at støtten var skattepligtig efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, og hverken kunne anses for A-indkomst med hjemmel i kildeskattelovens § 43, stk. 1, eller § 43, stk. 2, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 18 modsætningsvist.

Skatterådet kunne derudover bekræfte, at støtten ikke skulle indgå i grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag.

Der var stillet fire spørgsmål om kravene til elmålere i ladestandere ift., hvorvidt en ladestandervirksomhed kunne opnå afgiftsgodtgørelse af elforbrug forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer (særordningen for opladning af elbiler).

Skatterådet besvarede spørgsmålene bekræftende. Det var forudsat, at ladestandervirksomhedens elmålere havde en karakter, så deres målinger kunne dokumentere den forbrugte mængde afgiftspligtig elektricitet i ladestanderne, og at de øvrige betingelser for godtgørelse i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer var opfyldt af virksomheden.

Spørger ønskede, at Skatterådet bekræftede, at årslønnen fra hans danske ansættelsesforhold i det år, han indgik en aftale om aktieløn, kunne lægges til grund for beregningen af 10% beløbsgrænsen i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 2. Han havde i det relevante år (2023) været udstationeret i x-land og modtaget løn derfra og efterfølgende pr. 1. juli 2023 blevet ansat af en dansk arbejdsgiver i Danmark og modtaget løn derfra. På tidspunktet for indgåelse af aftalen om aktieløn, var han ansat af den danske arbejdsgiver i Danmark og fik både fast og variabel løn.

Det var bl.a. en betingelse for beskatning efter ligningslovens § 7 P, at værdien af vederlaget ikke oversteg 10 % af den ansattes årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen om anvendelse af ligningslovens § 7 P indgås, jf. ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 2.

En opgørelse af årslønnen skulle efter praksis være baseret på en beregning opgjort efter objektive kriterier, der var repræsentativ for medarbejderens forventede årsløn og dermed realistisk ift. den løn, som medarbejderen fik.

Skatterådet bekræftede, at spørgers faste løn kunne opgøres på baggrund af hans årsløn fra det danske ansættelsesforhold omregnet til helårsindkomst. Spørgers variable løn fra det danske ansættelsesforhold kunne indgå med den faktiske løn modtaget for de 6 måneders ansættelse i 2023, omregnet til helårsindkomst, forudsat at den variable løn udgjorde en væsentlig del af spørgers samlede løn. 

Spørger drev erhvervsmæssigt fiskeri og havde modtaget kompensation for tab af kvoteværdi som følge af brexit, hvorved kvoteandele permanent blev overført til Storbritannien.

Det var Skatterådets opfattelse, at den modtagne kompensation var skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Rådet kunne dermed ikke bekræfte, at kompensationen var skattefri efter statsskattelovens § 5.

Skattestyrelsen kunne ikke bekræfte, at 8 feriehytter, der er opført med henblik på korttidsudlejning til ferieformål, og hver er på 32 m², kunne afskrives som driftsmidler, jf. afskrivningslovens § 5.

Efter en samlet vurdering, herunder en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen fandt Skatterådet, at de omhandlede feriehytter var bygninger i afskrivningslovens forstand. Vurderingsstyrelsen udtalte, at feriehytterne vil blive medtaget som bygninger ved en ny ejendomsvurdering. Vurderingsstyrelsen lagde herved især vægt på, at der er tale om permanente bygninger, der er fastgjort til skruefundament, at de er registreret som permanente bygninger i BBR, at bygningerne medregnes i ejendommens bebyggelsesprocent, og at bygningerne er omfattet af og opført efter reglerne i BR18, godkendt til længere ophold.

Tilbagebetaling af et nul-kuponlån fra et dansk selskab til et selskab i Luxembourg medførte ikke begrænset skattepligt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra h, jf. litra d, for den del af kursgevinsten udløst ved tilbagebetalingen, der kort tid efter blev viderebetalt til de omhandlende bagvedliggende investorer.

Sagen angik, om et forsikringsselskabs stiftelse af et helejet datterselskab og efterfølgende momsmæssige fællesregistrering hermed udgjorde misbrug i henhold til EU-rettens misbrugsprincip, idet selskaberne herved opnåede en momsmæssig fordel, der bestod i, at datterselskabet opnåede fuldt momsfradrag for udgifter til udvikling af et it-system, der som følge af den planlagte efterfølgende fællesregistrering skulle anvendes til primært momsfri udlejning til forsikringsselskabet.

Højesteret udtalte bl.a., at der efter EU-Domstolens praksis gælder et generelt EU-retsligt misbrugsprincip, som finder anvendelse i relation til de rettigheder og fordele, som har hjemmel i EU-retten. Højesteret udtalte i den forbindelse videre, at dette også gælder enhver ret, der følger af momssystemdirektivet, og at transaktioner, der indgår i et konstateret misbrug, med tilbagevirkende gyldighed skal omdefineres med henblik på at retablere den situation, der ville have foreligget, hvis de transaktioner, der udgør dette misbrug, ikke var blevet foretaget. 

Højesteret fandt videre, at den konstruktion, som selskaberne iværksatte, gav anledning til uberettigede fordele, der var i strid med formålet med momssystemet, og at det efter en samlet vurdering kunne lægges til grund, at hovedformålet med konstruktionen var at opnå denne fordel, hvorfor konstruktionen indebar et misbrug af momsreglerne. Højesteret fandt herefter, at selskaberne ikke kunne støtte ret på den fordel, som fællesregistreringen indebar, da fællesregistreringen indgik som et element i den konstruktion, som udgjorde et misbrug. Transaktionerne mellem selskaberne blev herved omdefineret fra momsfrie interne transaktioner til momspligtige transaktioner mellem særskilte afgiftspligtige selskaber. 

Skatteministeriet havde anerkendt, at selskaberne atter kunne fællesregistreres med virkning fra det tidspunkt, hvor it-systemet havde været udlejet til forsikringsselskabet med moms i fem år, og Højesteret fandt, at selskaberne fra dette tidspunkt uden ansøgning kunne støtte ret på fællesregistreringen uden fornyet ansøgning. 

Skatteministeriet fik medhold i overvejende grad.

De tre sager, der blev sambehandlet, angik, om sagsøgeren i indkomstårene (red.fjernet.tidsperiode) var fuldt skattepligtig til Danmark, herunder om sagsøgeren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark eller i Y1-land efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Der var endvidere et spørgsmål om, hvorvidt sagsøgeren kunne få inddraget et nyt spørgsmål om lempelse efter ligningslovens § 33, hvis sagsøgeren måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Derudover omhandlede sagerne, om SKATs (nu Skattestyrelsen) skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens lønindkomst i 2015-2018 kunne tilsidesættes. Endelig angik sagerne, om SKATs afgørelse af 7. marts 2017 om, at sagsøgerens fulde skattepligt ophørte pr. 30. april 2014, kunne tilbagekaldes/var ugyldig.

Sagsøgeren havde gjort gældende, at hans bopæl i Danmark var ophørt ved fraflytningen fra Danmark den 30. april 2014. Sagsøgeren havde i de omhandlede indkomstår en ægtefælle, der fortsat boede i Danmark. Parterne blev først separeret efter de omhandlede indkomstår. Retten fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde godtgjort at have ophævet samlivet med sin daværende ægtefælle, sådan at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark ved fraflytningen fra Danmark. Sagsøgeren måtte derfor anses for at have haft bopæl i Danmark fra den 30. april 2014 til 31. december 2018.

I forhold til spørgsmålet om dobbeltdomicil fandt retten ikke, at sagsøgeren for perioden 30. april 2014 til 4. oktober 2016 havde bolig til rådighed i Y1-land. For perioden 4. oktober 2016 til 31. december 2018 fandt retten, at sagsøgeren måtte anses for at være dobbeltdomicileret i Danmark og Y1-land efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Efter en samlet vurdering fandt retten det ikke godtgjort, at sagsøgerens centrum for livsinteresser havde flyttet sig fra Danmark til Y1-land, hvorfor Danmark havde beskatningsretten i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 4, stk. 1, litra a. 

Sagsøgeren havde under retssagen gjort gældende, at han havde betalt SKAT til både Y1-land og Y2-land, som der skulle ske lempelse for efter ligningslovens § 33. Retten tillod ikke spørgsmålet inddraget, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., da retten ikke fandt, at lempelsesspørgsmålet havde den fornødne klare sammenhæng med sagens øvrige spørgsmål, ligesom det ikke kunne anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke havde været inddraget tidligere. Retten bemærkede hertil, at sagsøgeren har været bistået af skatterådgivere under hele sagsforløbet. 

Sagsøgeren havde ikke selvangivet en indkomst i årene 2015-2018, hvorfor SKAT skønsmæssigt havde ansat en indkomst i indkomstårene. Retten fandt ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at skønnet var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag.

Endelig fandt retten det for godtgjort, at afgørelsen om ophør af skattepligt til Danmark blev truffet under den urigtige forudsætning, at ægtefællerne reelt var flyttet fra hinanden med virkning fra den 30. april 2014, og at samlivet dermed var ophørt fra samme dato, og at dette måtte have stået sagsøgeren og dennes rådgivere klart. SKAT kunne derfor tilbagekalde sin afgørelse om ophør af skattepligt til Danmark og ændre i bebyrdende retning med virkning bagud.

Skatteministeriet blev dermed frifundet.