Skatteministeriet har i en højesteretssag om overdragelse af en landbrugsejendom med succession taget bekræftende til genmæle.

Sagen angår, om erhververen af en virksomhed, som er overdraget med succession efter kildeskattelovens § 33 C, opnår en formuefordel, der udløser gavebeskatning, når handelsprisen reduceres med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat. I den konkrete sag var der tale om overdragelse af en landbrugsejendom med succession fra farbror til nevø.

Det var Skatteministeriets opfattelse, at Højesteret ville nå frem til, at appellanterne med den fremlagte syns- og skønsrapport i sagen har godtgjort, at kursfastsættelsen af den overtagne skat til kurs 80 i den konkrete sag ikke afviger fra, hvad uafhængige parter ville aftale, og at køberen således ikke ved overdragelsen af virksomheden med succession har opnået en formuefordel i kraft af skattenedslaget, som udløser gavebeskatning.

Det er herefter Skatteministeriets opfattelse, at en fordeling af successionsfordelen ikke kan udstrækkes til alle overdragelser mellem interesseforbundne parter, der sker med succession, hvis der er holdepunkter for, at forhandlingsstyrken mellem parterne forholder sig anderledes. Er det - som i den konkrete sag - ikke muligt for parterne at fastsætte en anden værdi i intervallet mellem nutidsværdien af skatteforpligtelsen og kurs 100 ved hjælp af en analyse af forhandlingsstyrken, vil intervallets midtpunkt kunne anses for at være resultatet af parternes forhandling.

Skatteministeriet tog for Højesteret bekræftende til genmæle i en sag om, hvorvidt erhververen af en virksomhed, som er overdraget med succession efter kildeskattelovens § 33 C, opnår en formuefordel, der udløser gavebeskatning, når handelsprisen er reduceret med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat.

Da Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, afsagde Højesteret dom i overensstemmelse med appellanternes påstand. 

Sagen angik, hvorvidt en dansk læges indtægter fra Y1-land, fra henholdsvis en Y1-landsk kommune, det Y1-landske politi, den Y1-landske (red.forvaltning.nr.1.fjernet) og Y1-landske patienters egenbetalinger skulle anses for værende lønindtægt oppebåret af lægen som lønmodtager, eller om indtægterne derimod skulle anses for hidrørende fra lægens selvstændige erhvervsvirksomhed. 

Retten lagde vægt på lægens ansættelsesaftale med den Y1-landske kommune og de forhold, som udtrykkeligt fremgik heri. Blandt andet fremgik det, at lægen var arbejdstager, at lægen var omfattet af en overenskomst og ferielovgivning, ligesom det fremgik, at den Y1-landske kommune afholdt en stor del af udgifterne forbundet med arbejdets udførelse. 

Retten fandt ikke, at lægen med sine egne forklaringer, vidneforklaringen og de i sagen fremlagte erklæringer fra den Y1-landske kommune, havde godtgjort, at lægen skulle betragtes som selvstændig erhvervsdrivende. 

Efter en konkret vurdering af de samlede kriterier i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 fandt retten dermed, at lægens indkomst i Y1-land måtte anses som erhvervet i et tjenesteforhold.

Endvidere udtalte retten, at det forhold, at de Y1-landske skattemyndigheder efter Y1-landsk ret måtte betragte lægens indkomst som næringsindkomst, ingen betydning havde for vurderingen af, om lægen efter dansk ret skulle anses som værende lønmodtager og kan derfor ikke føre til et andet resultat.

Skatteministeriets blev herefter frifundet.

Meddelelsen indeholder ajourførte oplysninger om salg af fast ejendom i de enkelte lande, som kan anvendes ved opgørelsen af grundlaget for ejendomsværdiskat for udenlandske ejendomme i 2023. Det drejer sig om det svenske indeks for fritidshuse, indekstal fra OECD samt Danmarks Statistiks prisindeks for sommerhuse. Derudover gælder afrundingsreglerne efter ejendomsvurderingsloven. Der skal fortsat reguleres for afstandsprocenten for 2001 og 2002, hvorfor disse fortsat fremgår. Vurderingsstyrelsen har godkendt et britisk indeks, som skal benyttes for ejendomme beliggende i Storbritannien fra og med indkomståret 2024.

T var tiltalt for ved den 25. juni 2021 i forbindelse med udrejse fra Y7-Lufthavn til et land udenfor EU at have medbragt likvide midler for i alt 1.577.837 kr., hvilket beløb oversteg værdien af 10.000 €, uden forinden at have angivet beløbet overfor told- og skatteforvaltningen, idet han fremlagde ufuldstændig og ukorrekt dokumentation i forbindelse med angivelserne den 23. juni 2021 og den 25. juni 2021.

T forklarede, at han havde forsøgt at gøre det korrekt. Hvis han ville snyde, havde han slet ikke henvendt sig til tolden. Beløbene var beløb han samlede ind for andre med henblik på, at de blev fordelt til deres respektive familier i udlandet, gennem en virksomhed i udlandet som T’s virksomhed samarbejdede med. Det var de samme penge, der var tale om, da han foretog deklaration både den 23. og 25. juni i 2021, men den 25. juni 2021 var beløbet lidt højere, fordi han havde arbejdet den 24. juni 2021. Den 23. juni 2021 vidste T ikke, at han skulle medbringe en liste over alle donationerne. Tolden havde aldrig bedt om sådan en liste før. Da de bad om listen, tog han hjem, og så kom han tilbage igen den 25. juni 2021 med listen. Han havde tillige været igennem tolden med sådanne beløb i 2018, 2019 og 2020. Da var der ikke problemer med blanketterne. Det var rigtigt, at han brugte tre udtryk, når han skulle have penge gennem tolden: gaver, lån og pengeoverførsler.

Et vidne, der var ansat i Toldstyrelsen, og som havde kontakten med T den 23. juni 2021 og den 25. juni 2021, forklarede, at beløbet på den blanket, som skulle udfyldes af T, var registreret som en donation, og der skulle derfor være et bilag vedlagt pengeangivelsen. Vidnet og en kollega forklarede T, at der skulle være en liste over donationerne, hvorefter T forlod tolden og kom tilbage et par timer senere, hvor han havde medbragt nogle af bilagene. Donationsbeløbet var 2 millioner (red.valuta.nr.1.fjernet), og bilagene skulle stemme overens med dette. Der var bilag for omkring 209.000 kr., så der manglede bilag for 1,8 millioner (red.valuta.nr.1.fjernet). T forlod tolden uden at rejse og kom igen den 25. juni 2021, og han havde nu lavet registreringen om til et lån med næsten samme beløb, men der var ikke nogen dokumenter vedlagt, som viste, at der var tale om et lån. Vidnet og en kollega ringede derfor til politiet og anmeldte det.

Byretten fandt efter bevisførelsen herunder forklaring afgivet af Toldstyrelsens medarbejder, T skyldig i tiltalen. Det forhold, at T efterfølgende havde udført pengebeløb under angivelser "Money Transfer" kunne ikke føre til andet resultat. T idømtes en bøde på 375.000 kr.

T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom, idet landsretten tiltrådte, at T ad to omgange forsøgte at udføre de samme likvide midler, og at han ikke deklarerede de likvide midler for told- og skatteforvaltningen i overensstemmelse med forordningen. T’s manglende opfyldelse af forpligtelsen til at angive de omhandlede likvide midler kunne under de anførte omstændigheder i hvert fald tilregnes T som groft uagtsomt. Bødestraffen blev fastsat som en tillægsstraf til den indenretlige bødevedtagelse af 14. marts 2022 af en bøde på 18.750 kr.

Sagen angik, om sagsøgerens virksomhed kunne anses for erhvervsmæssig i indkomstårene 2019-2021 med den virkning, at virksomhedens underskud var fradragsberettigede. Retten fandt, at virksomheden ikke blev drevet erhvervsmæssigt i den pågældende periode. Retten henviste herved til, at den væsentligste del af virksomhedens underskud blev udgjort af fakturaer udstedt af et interesseforbundet selskab, at virksomheden havde givet underskud siden 2017, at virksomhedens varelager var søgt solgt fra 2019, og at virksomheden på baggrund af de oplyste regnskabstal ikke havde udsigt til at opnå fortjeneste.  

Sagen angik endvidere, om sagsøgeren opfyldte betingelserne for købsmomsfradrag for tre fakturaer udstedt af det interesseforbundne selskab. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at den fakturerede ydelse udgjorde levering mod vederlag, hvorfor der ikke kunne anerkendes købsmomsfradrag. Retten henviste herved til sagsøgerens egen forklaring, hvormed det måtte lægges til grund, at den omhandlede rådgivning var udført af sagsøgeren selv, ligesom det interesseforbundne selskab ikke havde nogen ansatte. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Straffesagen mod T1 og T2 handlede i det væsentlige om, hvordan der i et større netværk var indført og solgt ikke-afgiftsberigtigede kopicigaretter under et bestemt varemærke. Politiet havde lavet en lang række observationer af handler, ligesom der var aflyttet telefonsamtaler vedrørende handler, dronevideooptagelser og fund ved ransagninger af ikke-afgiftsberigtigede cigaretter og store kontantbeløb.

T1 og T2 var i forening med andre, hvis sager blev behandlet særskilt, tiltalt for 19 forhold af overtrædelse af tobaksafgiftsloven af særlig grov karakter ved i forening, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen og at have overdraget, erhvervet, tilegnet eller anvendt ikke under i alt 2.018.340 cigaretter, hvoraf der ikke var betalt afgift på ikke under 3.563.187 kr., som skulle have været betalt efter loven. Derudover var T1 tiltalt for 7 yderligere tilfælde af overtrædelse af tobaksafgiftsloven af særlig grov karakter med 17.835.450 cigaretter i alt, hvoraf der ikke var betalt afgift på ikke under 31.486.702 kr.

Det offentlige blev herved unddraget 35.049.889 kr. i tobaksafgift i alt.

T1 var tillige tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at være i besiddelse af 6.293 g hash med henblik på videresalg.

T2 var tillige tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt lov om forbud mod visse dopingmidler ved at være i besiddelse af 178 stk. morfinpiller, 30,7 g hash og 20 ulovlige dopingenheder med henblik på videresalg.

Endelig var T1 og T2 hver for sig tiltalt for 2 forhold af varemærkekrænkelse af særlig grov karakter.

I et mindre omfang erkendte de tiltalte, at der var tale om cigaretter. De tiltalte forklarede dog for en lang række af forholdene, at de ikke vidste, at der var cigaretter i kasserne, men at der blev leveret andre ting, bl.a. grænsevarer, reservedele, håndklæder og t-shirts.

Byretten fandt det bevist, at T1 i hele perioden fra ca. december 2020 til september 2021 var T2’s faste leverandør af ikke afgiftsberigtigede cigaretter. Som bevis henviste retten til indholdet af aflyttede telefonsamtaler, observationer af kasser og overdragelser, videooptagelser samt efterfølgende fund af meget store mængder ikke afgiftsberigtigede cigaretter hos både T1 og T2, der alle havde haft påskriften på cigaretmærket. Retten lagde tillige til grund, at hver kasse med cigaretter indeholdt 10.000 cigaretter. Byretten fandt herefter T1 skyldig i tiltalen dog med et mindre antal cigaretter.

T1 idømtes fængsel i 4 år og 6 måneder samt en tillægsbøde på 24.000.000 kr. samt konfiskation. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på forholdenes karakter og antal samt størrelsen af de unddragne beløb. Endvidere lagde byretten vægt på, at både overtrædelsen af afgiftslovgivningen og varemærkeloven var af særlig grov karakter. Endelig lagde retten vægt på, at T1 måtte betragtes som en hovedbagmand vedrørende distribution af kopicigaretter på det danske marked.

Byretten fandt T2 skyldig i tiltalen, dog med en lille justering i antal cigaretter og afgiftsbeløbet.

T2 idømtes 4 års fængsel, der omfattede en reststraf på 976 dage, samt en tillægsbøde på 2.900.000 kr. og konfiskation. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på forholdenes karakter og antal samt størrelsen af de unddragne beløb. Endvidere lagde byretten vægt på, at både overtrædelsen af afgiftslovgivningen og varemærkeloven var af særlig grov karakter.

T1 ankede dommen med påstand om frifindelse, idet han dog erkendte sig skyldig i forholdet vedrørende besiddelse af euforiserende stoffer, og i øvrigt formildelse. Anklagemyndigheden påstod dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans samt skærpelse.

Landsretten lagde til grund, at der havde været tale om cigaretter i de tilfælde, hvor det af politiets observationer fremgik, at T2 og/eller T1 havde håndteret og overdraget sådanne helt tilsvarende kasser til andre personer. Der fandtes ikke grundlag for at antage, at kasserne indeholdt andet end cigaretter, og landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at de tiltaltes forklaring om levering af andre ting, ikke var støttet af de øvrige oplysninger i sagen, herunder politiets øvrige observationer, aflytninger og fund.

T2 havde ikke anket sin dom. Spørgsmålet for landsretten var herefter om - og i givet fald i hvilket omfang - det var T1, der leverede de cigaretter, som T2 var dømt for at have videreoverdraget. Landsretten fandt ligesom byretten, at det var bevist, at T1 i perioden fra december 2020 til september 2021 var T2’s faste leverandør af de omhandlede ikke-afgiftsberigtigede cigaretter.

Landsretten stadfæstede byretsdommen med de ændringer, at tillægsbøden nedsattes til 23.600.000 kr., at forvandlingsstraffen for tillægsbøden forhøjedes til fængsel i 4 måneder, og at der hos T1, udbyttekonfiskeredes 7.665.000 danske kroner.

Sagen angik i første række, om et selskab havde haft ret til at fradrage en købsmoms på knapt 7 mio. kr. ved selskabets køb af en grund samt efterfølgende opførelse af nye rækkehuse på grunden. Hvis selskabet havde haft ret hertil, var spørgsmålet i anden række, om reguleringen af det foretagne momsfradrag i forbindelse med selskabets efterfølgende momsfritagne udlejning af rækkehusene skulle ske samlet i det år, da rækkehusene blev taget i brug til momsfri udlejning, eller over 10 år. Sagen blev behandlet af 3 dommere i byretten.

Flertallet fandt det godtgjort, at selskabet erhvervede byggegrunden og opførte rækkehusene med henblik på et momspligtigt salg af rækkehusene som nye bygninger med tilhørende jord, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 9, litra a. Selskabet havde derfor fradragsret for momsen af købesummen for grunden og af opførelsesomkostningerne i medfør af momslovens § 37, stk. 1. Flertallet bemærkede videre, at fradragsretten bevares, når den én gang er opstået, selv om den påtænkte momspligtige virksomhed ikke realiseres. Under hensyn hertil, og da der efter ordlyden af momslovens §§ 43 og 44, samt forarbejderne til bestemmelsen ved ændring af anvendelse skal ske en regulering over 10 år, tog retten selskabets subsidiære påstand om hjemvisning af selskabets momstilsvar til følge, med henblik på, at der blev foretaget regulering af fradraget efter momslovens §§ 43-44. 

Flertallet tilføjede, at den omstændighed, at Skattestyrelsen efter færdiggørelsen af de omhandlede rækkehuse havde ændret administrativ praksis angående principperne for reguleringen af momsfradrag vedrørende opførelse af fast ejendom, ikke kunne begrunde, at der skulle ske en samlet tilbagebetaling af momsfradraget, for så vidt angik de rækkehuse, som var blevet udlejet i samme regnskabsår, som de var opført.

Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, der havde nægtet selskabet fradrag.

Landsskatteretten har i tre kendelser underkendt Motorstyrelsens tidligere praksis for regulering af et køretøjs værdi på baggrund af afvigende kilometerstand (kilometerregulering). Det gælder både ved import (registreringsafgift) og eksport (eksportgodtgørelse).

På den baggrund er det muligt at anmode om genoptagelse for sager, der omfatter værdifastsættelser foretaget i perioden fra og med den 4. juli 2020 til og med den 28. februar 2023. Genoptagelse kræver, at parten kan sandsynliggøre, at genoptagelsen vil føre til en ændring af registreringsafgiften eller eksportgodtgørelsen.

Nye regler er trådt i kraft den 1. marts 2023, og derfor finder styresignalet kun anvendelse for sager før dette tidspunkt.

Sagen, der blev behandlet i landsretten i første instans, angik, om skatteyderen var berettiget til fuld  eller halv lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 1 eller stk. 3, for den lønindkomst han oppebar for sit arbejde på et skib, der udførte arbejde på havbunden ud for Y1-land. Det afgørende i sagen var, om den  nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst regulerer beskatningsretten til indkomst, der er optjent 
udenfor de nordiske staters område.

Landsretten fandt, at Danmark var tillagt beskatningsretten til indkomsten i henhold til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, selvom arbejdet var udført udenfor de nordiske staters område. Skatteyderen var derfor alene berettiget til halv lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3.

Landsretten anførte, at skatteyderen ikke med henvisning til Den juridiske vejledning eller på andet 
grundlag havde godtgjort en bindende administrativ praksis, der kunne føre til andet resultat.

Spørger ejer digitale skilte. En mellemmand formidler i eget navn via en platform reklameplads på de digitale skilte. Mellemmandens reklamekunder kan på platformen deltage i en auktion over reklamepladsen. Vinderne af auktionen overfører reklamematerialet via platformen til digitale skilte, som afspiller reklamematerialet. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at de formidlede ydelser skulle anses for elektronisk leverede ydelser. Som udgangspunkt kunne ydelserne også anses for reklameydelser. Da ydelserne kunne anses for reklameydelser, skulle de imidlertid ikke anses for ydelser vedrørende fast ejendom, uanset om de digitale skilte kunne anses for fast ejendom eller ej. Efter fast praksis har leveringsstedsreglerne for elektronisk leverede ydelser forrang for leveringsstedsreglerne for reklameydelser i tilfælde, hvor en ydelse umiddelbart kan omfattes af begge regelsæt. De formidlede ydelser (tilrådighedsstillelsen af reklamepladsen) skulle derfor anses for elektronisk leverede ydelser. Leveringsstedet (det momsmæssige beskatningssted) for mellemmandens køb af reklamepladsen var derfor i det tredjeland, hvor mellemmanden er etableret. Der skulle derfor ikke betales moms i Danmark, selvom de digitale skilte er opstillet i Danmark.

Spørger formidler i eget navn reklameplads via en platform. Spørgers reklamekunder kan på platformen deltage i en auktion over reklamepladsen. Vinderne af auktionen overfører reklamematerialet via platformen til digitale skilte, som afspiller reklamematerialet. De digitale skilte ejes af spørgers formidlingskunder. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at de formidlede ydelser skulle anses for elektronisk leverede ydelser. Som udgangspunkt kunne ydelserne også anses for reklameydelser og for ydelser vedrørende fast ejendom. Da ydelserne kunne anses for reklameydelser, skulle de imidlertid ikke anses for ydelser vedrørende fast ejendom. Efter fast praksis har leveringsstedsreglerne for elektronisk leverede ydelser forrang for leveringsstedsreglerne for reklameydelser i tilfælde, hvor en ydelse umiddelbart kan omfattes af begge regelsæt. De formidlede ydelser (tilrådighedsstillelsen af reklamepladsen) skulle derfor anses for elektronisk leverede ydelser. Leveringsstedet (det momsmæssige beskatningssted) for spørgers køb af reklamepladsen var derfor i det tredjeland, hvor spørger er etableret. Der skulle derfor ikke betales moms i Danmark, selvom de digitale skilte er opstillet i Danmark.

Spørger var en andelsejet virksomhed. Virksomheder, der omsatte varer inden for Spørgers varesortiment, havde mulighed for at blive medlemmer, hvilket krævede, at de tegnede en andelskapital.

Spørgers generalforsamling kunne efter udløbet af hvert regnskabsår træffe beslutning om henlæggelse af en del af årets overskud eller overførsel fra reserver til medlemmernes andelskonti. Henlæggelsen blev opgjort i forhold til medlemmets omsætning med Spørger i det enkelte regnskabsår. Ved omsætning forstås såvel køb som salg.

Medlemmerne havde i visse tilfælde mulighed for at få den henlagte andelskapital udbetalt, fx når medlemmet ophørte med at drive virksomhed.

Skatterådet fastslog, at udbetaling af et medlems andelskonto, bestående af tidligere henlæggelser, udgjorde levering mod vederlag.

Da der udelukkende skete henlæggelse af andelskapital til medlemmer, som havde haft omsætning med Spørger i det enkelte år, bestod der en direkte sammenhæng mellem Spørgers leverancer til/fra medlemmerne og henlæggelsen til samt de senere udbetalinger fra den del af medlemmernes andelskonti, der hidrørte fra opsparet overskud, så udbetalingerne skulle anses som momspligtigt vederlag/prisafslag.

Udbetalingen af den del af henlæggelsen, som kunne henføres til medlemmernes leverancer til Spørger skulle anses som yderligere vederlag for medlemmernes leverancer til Spørger, som forøgede medlemmets salgsmoms og Spørgers købsmoms. Den del, der kunne henføres til Spørgers leverancer til medlemmerne skulle anses for et prisafslag, der nedsatte Spørgers salgsmoms og medlemmets købsmoms.

De henlagte beløb skulle dog først medregnes i afgiftsgrundlaget på det tidspunkt, hvor generalforsamlingen godkendte, at der skete udbetaling af andelskapitalen til medlemmerne, og med de beløb, der faktisk blev udbetalt, idet det først var på dette tidspunkt, medlemmet erhvervede endelig ret til udbetaling af et konkret beløb.

Sagen angik, om det var med rette, at SKAT ikke havde imødekommet et selskabs efterangivelse af fradrag for indgående moms for udgifter til køb af en ejendom og indretning af et erhvervslejemål under henvisning til, at fradraget var angivet som led i momssvig. Under henvisning til, at A gennem sit ejerskab af holdingselskabet var ejer af selskabet og søsterselskabet, hvori han også var direktør, og at direktøren på fradragstidspunktet den 6. juni 2017 var vidende om, at den udgående moms ikke var angivet og indbetalt af søsterselskabet, der på dette tidspunkt var taget under konkursbehandling, fandt Landsskatteretten, at selskabet var bekendt med søsterselskabets svigagtige adfærd i det forudgående led i transaktionskæden i forbindelse med dennes undladelse af at angive og indbetale udgående moms. Henset hertil fandt Landsskatteretten, at selskabet på fradragstidspunktet ikke var i god tro om de transaktioner, der dannede grundlag for fradragsretten, og at selskabet som følge heraf ikke havde ret til fradrag efter momslovens § 37. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Klagen drejede sig om et bindende svar om, hvorvidt et selskabs momsfrihed ved formidling af sommerhusudlejning ville blive ændret, hvis en ejer af et sommerhus for egen regning og risiko stillede vederlagsfri adgang til oplevelser til rådighed for lejerne.

Landsskatteretten bemærkede, at særordningen for rejsebureauer som udgangspunkt gjaldt i tilfælde, hvor rejsebureauet leverede mindst to selvstændige hovedydelser til den rejsende. Hvis en virksomhed kun tilbød én selvstændig hovedydelse til kunden, var denne som udgangspunkt derimod ikke omfattet af særordningen.

Landsskatteretten lagde vægt på, at det var sommerhusejerens egenhændige beslutning, om der skulle tilbydes vederlagsfrie ydelser af lav værdi i forbindelse med udlejning af sommerhuset, og det var sommerhusejeren, der betalte herfor. Selskabet formidlede leje af sommerhuset inklusiv den obligatoriske frie adgang til vederlagsfrie ydelser, og selskabet havde ikke mulighed for at fravælge dette. Adgangen til vederlagsfrie ydelser var ikke særskilt prissat, men indgik i markedsføringen af sommerhuset. Prisen for at leje sommerhuset var fastsat på et økonomisk grundlag uafhængig af antallet af gæster i sommerhuset og eventuelt medfølgende vederlagsfrie ydelser, og prisen var uafhængig af, i hvor stort omfang de vederlagsfrie ydelser blev benyttet. Endelig ville enhver bruger af sommerhuset, herunder ejeren selv, kunne benytte sig af de vederlagsfrie ydelser, som var tilknyttet sommerhuset.

Landsskatteretten fandt, at den gennemsnitlige lejer af sommerhuset ville anse det som en samlet ydelse, når der blev leveret en obligatorisk ydelse i form af fri adgang til oplevelser som tredjemands badeland eller lignende sammen med udlejning af sommerhuset. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet formidlede en enkelt hovedydelse. Betingelserne for at være omfattet af særreglerne i momslovens §§ 67-68 om rejsebureauer var dermed ikke opfyldt. Selskabets formidling af sommerhusudlejning var således fortsat omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens besvarelse af spørgsmålet til et "Ja"

Klagen drejede sig om et bindende svar om, hvorvidt et selskabs formidling af sommerhusudlejning ikke omfattedes af de særlige regler om rejsebureaumoms, selv om enkelte ejere af sommerhuse som led i udlejning af deres sommerhuse stillede fri adgang til en svømmehal til rådighed for lejerne. Landsskatteretten bemærkede, at særordningen for rejsebureauer som udgangspunkt gjaldt i tilfælde, hvor rejsebureauet leverede mindst to selvstændige hovedydelser til den rejsende. Hvis en virksomhed kun tilbød én selvstændig hovedydelse til kunden, var denne som udgangspunkt derimod ikke omfattet af særordningen. Landsskatteretten bemærkede, at sagen drejede sig om formidling af leje af sommerhus, hvor der som en del af adgangen til at benytte sommerhuset samtidig blev obligatorisk fri adgang til tredjemands svømmehal. Selskabet kunne ikke fravælge den frie adgang til svømmehallen, da selskabet formidlede leje af sommerhuset inklusiv den obligatoriske adgang til tredjemands svømmehal. Det var på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at den gennemsnitlige kunde ville anse det som en samlet ydelse, når der blev leveret en obligatorisk ydelse i form af fri adgang til tredjemands svømmehal sammen med udlejningen af sommerhuset. Samtidig udgjorde den obligatoriske adgang til svømmehallen efter Landsskatterettens opfattelse et uvæsentligt beløb. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet formidlede en enkelt hovedydelse. Betingelserne for at være omfattet af særreglerne i momslovens §§ 67-68 om rejsebureauer var dermed ikke opfyldt, da der alene leveredes en ydelse.  Landsskatteretten ændrede derfor SKATs (nu Skattestyrelsens) besvarelse af spørgsmålet til et "Ja".

Sagen handler om, hvorvidt et kommunalt ejet aktieselskabs leveringer af renovationsydelser til private borgere mv. er momspligtige eller ej.

Skatterådet bekræfter, at det konkrete aktieselskab fortsat skal opkræve moms på renovationsydelsen til private og erhverv jf. momslovens § 4, stk. 1.

Samtidig afviser Skatterådet at svare på, hvorvidt Spørger helt generelt er omfattet af et genoptagelsesstyresignal om moms og kommunale renovationsydelser. 

Sagen angik, om et overskud fra køb/salg af aktier kunne indgå i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten havde ved endelig afgørelse i 2014 fastslået, at skatteyderen ikke anses for at være næringsdrivende med aktier efter aktieavancebeskatningslovens § 17, og at overskuddet skulle beskattes efter aktieavancebeskatningsloven som aktieindkomst, samt hvad der skulle gives i fradrag for køb af udenlandske selskaber. SKATs afgørelse i 2015 var en konsekvens heraf, og ansættelsesfristerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 skulle derfor ikke iagttages ved afgørelsen.

I forhold til den materielle ansættelse var der ikke grundlag for at anvende et andet næringsbegreb i virksomhedsskatteloven end i aktieavancebeskatningsloven. Landsretten tiltrådte herefter byrettens afgørelse om, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse om, at sagsøgeren ikke var næringsdrivende med aktier. Indkomsten kunne dermed ikke indgå i virksomhedsordningen og byrettens frifindelse blev dermed stadfæstet.

I en skattestraffesag om overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr.1, var der blevet beskikket en forsvarer for sigtede.

Byretten fastsatte forsvarerens salær til 38.317,50 kr. med tillæg af moms og afgjorde, at beløbet skulle betales endeligt af det offentlige.

Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer nedsattes. Skattestyrelsen gjorde i kæreskriftet gældende, at salæret var fastsat ud fra den beskikkede forsvarers opgjorte tidsforbrug på 19,5 timer, at byretten ikke havde foretaget høring af Skattestyrelsen forinden salæret blev fastsat, at salæret efter Skattestyrelsens opfattelse var urimeligt højt, og at det stod i et urimeligt forhold til et forventet og relevant tidsforbrug for den pågældende sag. Desuden oplyste Skattestyrelsen i kæreskriftet, at der var tale om en kompliceret sag, dog med få bilag, og at sagen omhandlede undladelse af indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med betaling for udført arbejde overført til en udenlandsk virksomhed. Vedrørende tidsforbruget oplyste Skattestyrelsen, at der havde været afholdt et møde af 45 minutters varighed med forsvareren, at der yderligere havde været afholdt møde mellem forsvareren og sigtede, og at forsvareren havde udarbejdet en redegørelse på to sider til Skattestyrelsen. Endelig oplyste Skattestyrelsen, at skattestraffesagen var henlagt.

Forsvareren udtalte sig ikke til sagen.

Landsretten skriver i kendelsen, at Skattestyrelsen har gjort gældende navnlig, at det af forsvareren opgjorte tidsforbrug, uagtet at der er tale om en kompliceret sag, dog med få bilag, står i urimeligt forhold til et forventet og relevant tidsforbrug for den pågældende sag.

Landsretten tiltrådte efter oplysningerne om sagens karakter og de i salærredegørelsen indeholdte oplysninger om arbejdets omfang, at salæret var fastsat som sket. Landsretten stadfæstede herefter byrettens kendelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt det af selskabet leasede køretøj - en Volvo FH 540 XL - indrettet til transport af heste, var en bil omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, eller om beskatning skulle ske efter ligningslovens § 16, stk. 3. Landsskatteretten bemærkede, at efter ligningslovens § 16, stk. 4, skulle skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne den skattepligtige værdi af en bil, der var stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, når benyttelsen skete som led i et ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, og at bestemmelsen omfattede både personbiler og varebiler. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at for visse køretøjer skete beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 3. Undtagelsen omfattede efter forarbejderne til § 16 særlige køretøjer såsom kraner, lastbiler og andre specialkøretøjer, der ikke kunne anses for egnede som alternativ til en privat bil. Det var ubestridt, at det omhandlede køretøj var anvendt til transport af hovedanpartshaverens private heste til og fra ridestævner grundet familiens interesse for hestesport. Selskabet drev entreprenørvirksomhed og havde ikke aktiviteter med avl af heste eller lign. Køretøjet var indregistreret til godstransport på gule nummerplader. Køretøjet var indrettet til campering og til transport af heste. Der var ikke foretaget nogen specialindretning til erhvervsmæssigt formål, og kørsel var ud fra det oplyste primært sket i weekenderne. Køretøjet var således ikke specialindrettet på en måde, som gjorde det uegnet til privat benyttelse. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at køretøjet var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvorfor der for indkomstårene 2020 og 2021 skulle ske beskatning af klagerens rådighed over køretøjet på baggrund af de skematiske regler om værdi af fri bil. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

I et bindende svar havde Skattestyrelsen ikke bekræftet, at klagerens fortjeneste ved salg af ejendommen adresse Y1, By Y1 var skattefri efter parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

B og klageren var kærester i perioden 2008-2021. B boede indtil 2015 i By Y2. Klageren boede i København, hvor han arbejdede, i en lejebolig. Parret var sammen de fleste weekender og på hverdage, hvor B havde fri fra sit arbejde. Samværet foregik i By Y1 og i København. Under Bs orlover i 2008 og 2013 arbejdede B på københavnske hospitaler i henholdsvis tre og fem måneder, hvor B og klageren boede sammen i klagerens lejlighed i København Derudover havde parret gennem årene været sammen i alle ferier og på helligdage.

Ved købsaftale af 26. juli 2015 havde klageren i lige sameje med B købt ejendommen Adresse Y1, By Y1, af boet efter klagerens afdøde mor. Ejendommen var et almindeligt parcelhus. Hensigten med købet af huset i By Y1 var, at det skulle danne rammen om Bs og klagerens samliv, når de skulle pensioneres. B var registreret med adresse på ejendommen i By Y1 i perioden 26. september 2015 til 15. maj 2021. Parret solgte huset ved skøde af 8. juni 2021 i forbindelse med, at parret var ophørt med at være kærester i januar 2021.

I den periode, hvor B og klageren ejede huset i By Y1, bidrog de begge med indbo i huset og delte udgifterne hertil. Klageren brugte sine fridage i By Y1, hvor han havde en tæt omgangskreds, herunder sin søster, der boede lige ved siden af huset i By Y1. I perioden marts 2020 til januar 2021, hvor parret ophørte med at være kærester, opholdt klageren sig langt hovedparten af tiden i huset i By Y1. Klageren havde oplyst, at han i perioden 19. marts 2020 til 11. januar 2021 samlet tilbragte 169 dage i By Y1. I perioden arbejdede han hjemmefra i By Y1 kun afbrudt af arbejdsmæssigt nødvendige ophold i København.

Efter en samlet, konkret bedømmelse af disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klageren havde godtgjort, at huset i By Y1 i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, reelt havde tjent som bolig for ham i ejerperioden.

Under de anførte omstændigheder kunne det ikke føre til et andet resultat, at klageren i forbindelse med købet af den nye bolig i By Y1 i 2015 ikke opsagde lejemålet i København og efterfølgende også - af arbejdsmæssige årsager - i perioder opholdt sig dér. Tilsvarende gjaldt den omstændighed, at klageren i hele perioden var registreret med folkeregisteradresse på lejemålet i København.

Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens bindende svar fra "Nej" til "Ja".

Sagen angik, om klageren som udenlandsk studerende var berettiget til såkaldt gæstestuderendefradrag efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts art. 20, jf. protokollens afsnit IX, stk. 3.

Klageren var udenlandsk studerende fra Færøerne, der ved forskudsregistreringen for indkomståret 2022 blev nægtet gæstestuderendefradrag, da klagerens indkomst bestod i honorarindkomst og ikke lønindkomst. Landsskatteretten fandt, at "vederlag for tjenesteydelser" i protokollens afsnit IX, stk. 3, både ud fra ordlyden, en almindelig sproglig forståelse ud fra fortolkningsprincipperne i både dobbeltbeskatningsoverenskomsten og Wienerkonventionen måtte anses for også at omfatte honorarindkomst, og at der ikke var holdepunkter for at forstå det som begrænset til kun lønindkomst. Beskrivelsen i forarbejderne om det såkaldte rigsfællesskabsfradrag, hvorefter gæstestuderendefradrag i praksis kun indrømmes vedrørende lønindkomst, kunne ikke heroverfor tillægges afgørende betydning. Klageren var derfor berettiget til gæstestuderendefradrag.

Sagen angik, om det var med rette, at Motorstyrelsen havde opkrævet registreringsafgift af et køretøj, idet Motorstyrelsen havde konstateret, at der ikke var betalt registreringsafgift på køretøjet. Landsskatteretten fandt, at afgiftspligten indtrådte i forbindelse med registreringen af køretøjet på hvide nummerplader, idet Landsskatteretten lagde til grund, at køretøjet tidligere havde været registreret på grænsenummerplader og derfor ikke tidligere havde været afgiftspligtigt. Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren hæftede for betalingen af afgiften, da han ved indregistreringen blev registreret som ejer af køretøjet. Registreringsafgiftslovens § 17 fandt ikke anvendelse, da G1 ApS ikke registrerede køretøjet og ikke angav afgiften af køretøjet. Det forhold, at klageren havde overført et beløb svarende til registreringsafgiften til G1 ApS, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse.