Spørger, der ejer det danske selskab H1 - under frivillig likvidation, ønskede at få bekræftet, at likvidationsprovenuet ikke betragtes som udbytte med begrænset skattepligt til DK.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke vil blive begrænset skattepligtig til Danmark af likvidationsprovenuet, idet spørger måtte anses for retmæssig ejer, hvorfor der ikke er begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse, idet den forudgående hjemstedsflytning var forretningsmæssig begrundet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers anvendelse af naturgas til brug for fremstilling af opgraderet biogas, var omfattet af gasafgiftslovens § 10 b, stk. 1, så nedsættelsen af tilbagebetalingen af afgift efter gasafgiftslovens § 10 skete med 1,6 pct. Der var herved henset til, at processen hos Spørger ikke var en aktivitet, der sædvanligvis blev udført i en landbrugsvirksomhed.

Spørger drev virksomhed med leasing af biler til henholdsvis erhvervskunder og privatkunder. I forbindelse med leasingkundernes tilbagelevering af leasingbilerne blev bilerne gennemgået for manglende vedligeholdelse, skader og mangler. Ved konstaterede skader og mangler og manglende vedligeholdelse opkrævede Spørger et vederlag ved leasingtager. Spørgsmålene var, om Spørgers opkrævninger ved leasingtager skulle anses for erstatning eller momspligtige vederlag, og om Spørger havde momsfradragsret svarende til moms af opkrævningen til leasingtager, selvom Spørger ikke udbedrede skaderne og manglerne på leasingaktivet.

Skatterådet fandt, at Spørgers opkrævninger var momspligtige. Skatterådet lagde vægt på, at det fulgte af leasingaftalerne, at leasingtager var forpligtet til at afholde udgifterne til opfyldelse af leasingaftalens vilkår, samt at omfanget af leasingtagers forpligtigelse til at betale et yderligere vederlag var fastlagt i leasingaftalen. Leasingtagers betaling for manglende vedligeholdelse, skader og mangler udgjorde således en integreret del af den samlede leasingydelse.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger havde momsfradrag svarende til opkrævningen ved leasingtagerne, idet det følger af momsfradragsretten, at der er fradragsret for afholdte fradragsberettigede udgifter. Hertil var det tillagt vægt, at den moms, Spørger ønskede at fratrække, udgjorde den moms, som Spørger opkrævede for leverancer til leasingtagerne og ikke moms pålagt ved levering til Spørger selv.

A P/S drev erhvervsmæssig virksomhed. Prisen for at optage nye partnere i A P/S havde nået så højt et niveau, at det gjorde det vanskeligt at tiltrække nye partnere. Partnerne ville derfor gennemføre en "udlodning" til de eksisterende ejere, således at egenkapitalen - og dermed prisen pr. kapitalandel - blev nedbragt. Dette skulle gennemføres ved følgende omstrukturering i 3 steps:

1. Partnerne i A P/S stiftede et nyt P/S Holding, ved kontant indskud.
2. Partnerne overdrog kapitalandelene i A P/S til P/S Holding til dagsværdi mod betaling i form at et gældsbrev, ansvarlige lån og mellemregning.
3. Partnerne konvertede gældsbrev hos P/S Holding til egenkapital i P/S Holding.

Omstruktureringen ville medføre, at egenkapitalen blev reduceret og gælden forøget. Herved ville det blive billigere for kommende partnere at købe sig til en andel af egenkapitalen.

Skatterådet bekræftede, at omstruktureringen kunne gennemføres, uden at det ville medføre afståelsesbeskatning for partnere, der anvendte virksomhedsordningen på deres kapitalandele, og at de nævnte udlån kunne indgå i virksomhedsordningen, og derfor ikke ville medføre en hævning i hæverækkefølgen.

Spørger, som var en ladestandervirksomhed, anmodede om at få bekræftet, at virksomheden kunne opnå godtgørelse af elafgift af elektricitet efter særordningen for elbiler, når elbilkunderne har egne solcelleanlæg, der kunne producere strøm til husstanden og det kollektive elnet. Når strømmen anvendes direkte i husstanden, vil den være afgiftsfritaget. Anmodningen omfattede dog ikke elbilkunder med egne solcelleanlæg, som var omfattet af den midlertidige afgiftsfritagelse under nettomålerordningen.

Skatterådet besvarede spørgsmålet benægtende, da det ift. Spørgers påtænkte situation ikke ville kunne fastlægges med sikkerhed, at der blev betalt elafgift af elforbruget i Spørgers ladestandere svarende til, at der var sikkerhed for, at der ikke blev ydet godtgørelse af en afgift, der ikke var betalt.

Skatterådet har på mødet den 28. maj 2024 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 gives tilladelse til at indhente identifikationsoplysninger på unavngivne personer og deres modtagelse af beløb gennem en betalingstjeneste.

Et ægtepar havde som led i et generationsskifte overdraget 5/6 af deres ejendomsvirksomhed til deres fem (red.familierelation.fjernet). Ægteparret var næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom, og på tidspunktet for generationsskiftet omfattede ejendomsporteføljen et betydeligt antal ejendomme. I henhold til værdiansættelsescirkulærets 15 %-regel værdiansatte de ved overdragelsen ejendommene til ca. 900 mio. kr., svarende til den offentlige ejendomsvurdering fratrukket 15 %.

Skattestyrelsen fastsatte derimod på grundlag af en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen ejendommenes værdi til i alt ca. 1,54 mia. kr. og traf derfor afgørelse om, at der skulle betales yderligere gaveafgift. Skattestyrelsen begrundede dette med, at næringsejendomme ikke omfattes af 15 %-reglen, og Skattestyrelsen tog derfor ikke stilling til, om der for nogle af de enkelte ejendomme forelå særlige omstændigheder, som ville indebære, at 15 %-reglen ikke kunne anvendes for nogle enkelte ejendomme. 

Højesteret anførte, at det fremgår af boafgiftslovens § 27, stk. 1, at en gaves værdi fastsættes til handelsværdien på tidspunktet for modtagelsen, samt at det af lovforarbejderne til bestemmelsen fremgår, at principperne i værdiansættelsescirkulæret og den praksis, der er etableret på området, fortsat vil være gældende efter vedtagelsen af lovforslaget.

Spørgsmålet var ifølge Højesteret herefter, om henvisningen i forarbejderne til principperne i værdiansættelsescirkulæret og den daværende praksis indeholder det fornødne sikre grundlag for at anvende 15 %-reglen også på næringsejendomme med den virkning, at boafgiftslovens bestemmelse om, at en gaves værdi skal fastsættes til handelsværdien, fraviges.

Herom udtalte Højesteret, at 15 %-reglen må antages at have til formål at sikre forudsigelighed og tryghed ved overdragelse af fast ejendom inden for familien, således at hverken gavegiveren eller gavemodtageren skal bære risikoen for den usikkerhed, der er forbundet med, at den offentlige ejendomsvurdering ikke er i overensstemmelse med ejendommens aktuelle handelsværdi. Da næringsejendomme er anskaffet for med videresalg for øje at opnå en fortjeneste, fandt Højesteret ikke, at de hensyn, som 15 %-reglen bygger på, gælder for næringsejendomme. Højesteret anførte herved, at næringsejendomme heller ikke er udtrykkeligt nævnt som omfattet af 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret, som fokuserer på ejendomme omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, der ikke gælder for næringsejendomme, samt at eksemplerne i bilaget til cirkulæret heller ikke angår næringsejendomme.

På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke forelå det fornødne sikre grundlag for at anvende 15 %-reglen på næringsejendomme med den virkning, at boafgiftslovens bestemmelse om, at en gaves værdi skal fastsættes til handelsværdien, fraviges. Skattemyndighederne skulle derfor ved beregningen af gaveafgiften anvende næringsejendommenes handelsværdi.

Da der ikke var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens værdiansættelse, som var baseret på Vurderingsstyrelsens udtalelse, skulle gaveafgiften således beregnes på baggrund af, at ejendommene havde en værdi på ca. 1,54 mia. kr. 

På den baggrund fik Skatteministeriet medhold. (Dissens)

Skatteyderne havde i forbindelse med overdragelse af en landbrugsejendom ubestridt ansat en passivpost forkert, således, at den tilhørende gaveafgift blev ansat for lavt. Gaveanmeldelse blev foretaget den 30. april 2020, og Skattestyrelsen ændrede passivposten ved afgørelse den 31. marts 2021, der lå efter den i boafgiftslovens § 27, stk. 2 gældende frist for ændringer af værdiansættelser af gaver. 

Landsretten fandt, at boafgiftslovens § 27, stk. 2 efter en naturlig læsning og forståelse umiddelbart skal opfattes således, at 6-måneders fristen alene gælder for værdiansættelsen af selve gaven og ikke for en ændring en passivpost som den omhandlede, og at der ikke var faste holdepunkter for en anden forståelse af fristreglen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, end den, som umiddelbart fremgår af bestemmelsens ordlyd. 

Skatteministeriet fik derfor medhold i, at ændringen var foretaget rettidigt. Landsskatteretten var nået til et andet resultat.

Sagen angik, hvorvidt der skal betales gaveafgift i forbindelse med en ejendomsoverdragelse, hvor en far overdrog sine andele i to kommanditselskaber, hvis væsentligste aktiver bestod af faste ejendomme, til sine to døtre til værdier fastsat på grundlag af ejendommenes offentlige ejendomsvurderinger fratrukket 15 %.

I kommanditselskabernes årsrapporter var selskabernes ejendomme løbende indregnet til deres dagsværdier. På overdragelsestidspunktet udgjorde den regnskabsmæssige værdi af ejendommene henholdsvis 140.000.000 kr. og 29.750.000 kr., mens de offentlige ejendomsvurderinger udgjorde henholdsvis 98.500.000 kr. og 23.980.000 kr.

Skattestyrelsen fandt på den baggrund, at der som følge af oplysningerne om ejendommens dagsværdier i årsrapporterne forelå særlige omstændigheder, som indebar, at overdragelsen ikke kunne ske til de aftalte priser. Skattestyrelsen fastsatte skønsmæssigt ejendommenes værdier til 167.000.000 kr. og 53.000.000 kr., dvs. i alt 220.000.000 kr.

Landsskatteretten fandt derimod, at skattemyndighederne skulle acceptere de aftalte værdier.

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev grundet dens principielle karakter henvist til landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Landsretten gav ministeriet medhold i, at der som følge af, at dagsværdierne oversteg de offentlige vurderinger med ca. 40 %, foreligger særlige omstændigheder, som indebærer, at skattemyndighederne ikke er forpligtet til at acceptere en værdiansættelse af ejendommene til den offentlige ejendomsvurdering fratrukket 15 % i forbindelse med overdragelsen af anparterne.

Landsretten gav på den baggrund Skatteministeriet medhold.

Spørger udbød såkaldte realkreditlignende lån. Lånene adskilte sig grundlæggende fra realkreditlån ved, at de ikke blev udstedt af realkreditinstitutter, og at de ikke var koblet direkte til salg af obligationer. De pågældende lån blev fundet ved etableringen som et almindeligt banklån, men Spørger kunne på et senere tidspunkt vælge, men var ikke forpligtet til, at funde lånet enten ved egen udstedelse af SDO-obligationer eller ved at overdrage lånet til et pengeinstitut eller realkreditinstitut, som var godkendt af Finanstilsynet. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers kunder, der opfyldte betingelserne i ligningslovens § 6, stk. 1 og 2, og som optog et såkaldt realkreditlignende lån hos Spørger, ville kunne anvende den særlige genomlægningsregel i ligningslovens § 6, stk. 4, idet det fremgik direkte af bestemmelsens ordlyd, at bestemmelsen alene fandt anvendelse, hvor indfrielsen af omlægningslånet skete ved optagelse af et realkreditlån, og der i øvrigt ikke sås at være støtte i bestemmelsens forarbejder til at fortolke ligningslovens § 6, stk. 4, således, at bestemmelsen omfattede genomlægning til andre lånetyper end realkreditlån.

I en sag om ekstraordinær genoptagelse af momstilsvar, der var fastsat på baggrund af foreløbige fastsættelser efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, fandt Landsskatteretten det indledningsvist bevist, at afgørelserne om foreløbige fastsættelser var afsendt med fysisk post til en ophørt virksomhedsadresse, hvor klageren i mellemtiden var fraflyttet. Idet Skattestyrelsen ikke kunne redegøre for etablerede returpostprocedurer, herunder at der blev gjort notat om returnerede breve, fandt Landsskatteretten det ikke bevist, at afgørelserne var kommet frem til klageren. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse. 

Landsskatteretten fandt, at klageren rettidigt havde anmodet om genoptagelse inden for 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren ikke havde fået tilstrækkelige konkrete oplysninger om de foretagne foreløbige fastsættelser eller de efterfølgende skyldige momsbeløb, som havde kunnet danne grundlag for klagerens kundskabstidspunkt. 

I en sag om ekstraordinær genoptagelse af 8 momsperioder, hvor tilsvaret var fastsat på baggrund af foreløbige fastsættelser efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen som led i at dokumentere, at de oprindelige afgørelser var kommet frem, skal kunne oplyse, om den konkrete afgørelse er sendt med digital post eller med almindeligt brev. Landsskatteretten fandt konkret, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden ved at fremlægge en oversigt over breve modtaget fra "SKAT", idet det ikke ud af oversigten fremgik, hvad det enkelte brev omhandlede. Landsskatteretten fandt således, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Klageren burde imidlertid have reageret tidligere i forhold til den første momsperiode, da klageren allerede ved modtagelse af en rykkerskrivelse, hvor kravet var anført, fik kundskab til kravene fra den konkrete foreløbige fastsættelse. Landsskatteretten fandt derfor, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overskredet for denne periode, og Skattestyrelsens afslag på genoptagelse blev af den grund stadfæstet. For de resterende perioder fandt Landsskatteretten, at klageren rettidigt havde anmodet om genoptagelse. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren ikke havde fået tilstrækkelige konkrete oplysninger om de foretagne foreløbige fastsættelser eller de efterfølgende skyldige momsbeløb, som havde kunnet danne grundlag for indehaverens kundskabstidspunkt. 

I en sag om ekstraordinær genoptagelse af momstilsvar, der var fastsat på baggrund af foreløbige fastsættelser efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen som led i at dokumentere, at de oprindelige afgørelser var kommet frem, skulle kunne oplyse, om den konkrete afgørelse var sendt med digital post eller med almindeligt brev. Retten lagde i den forbindelse ligeledes vægt på, at beviset for, at et brev er kommet frem, er forskelligt, alt efter om brevet er sendt digital eller med fysisk post.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at de oprindelige afgørelser, der søgtes genoptaget, var kommet frem, og at der således forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Klageren burde imidlertid have reageret tidligere, da klageren allerede ved modtagelse af en modregningsafgørelse fra Gældsstyrelsen fik kundskab til kravene fra de foreløbige fastsættelser. Landsskatteretten fandt derfor, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overskredet, og Skattestyrelsens afslag på genoptagelse blev af den grund stadfæstet.

Skatterådet bekræftede i SKM 2022.579.SR, at Spørger var berettiget til i sin danske sambeskat-ningsindkomst at medregne endeligt underskud opstået i det franske datterselskab, hvis datterselskabet blev opløst ved likvidation. Efterfølgende viste det sig, at datterselskabet ikke som planlagt kunne opløses ved likvidation efter fransk ret. Spørger ønskede derfor bekræftet, at Spørger var berettiget til at medregne endeligt underskud, hvis opløsningen af det franske datterselskab i stedet skete efter reglerne om DWOL (Dissolution WithOut Liquidation).

Dette bekræftede Skatterådet, idet Skatterådet ikke fandt, at det forhold, at Spørger grundet uforudsete hindringer i fransk lovgivning ønskede at ændre selve opløsningsmetoden fra likvidation til DWOL, i en situation som den foreliggende kunne medføre, at underskuddet ikke kan anses for endeligt efter selskabsskattelovens § 31 E. Skatterådet lagde herved vægt på, at det er oplyst, at underskuddet efter franske regler - ligesom tilfældet er ved likvidation - var bortfaldet permanent, da driften var ophørt.

Da underskuddet ikke efter danske regler bortfaldt på det tidspunkt, hvor driften blev indstillet (2023), men først på det senere tidspunkt, hvor datterselskabet likvideres, kunne underskuddet først anses for endeligt på det tidspunkt, hvor det franske datterselskab retligt var ophørt (2024).

Selskabet H1 ApS klagede over Skattestyrelsens afgørelse om, at selskabets momstilsvar var blevet forhøjet med 226.494 kr. som følge af, at selskabet havde modtaget og betalt fiktive fakturaer fra fem underleverandører.
Selskabets repræsentant redegjorde for, at underleverandørerne havde udført arbejdet, og havde som støtte herfor fremlagt bl.a. fakturaer, mailkorrespondance og billeder. Selskabets repræsentant nedlagde påstand om afklaring af, om skattemyndigheden havde handlet i strid med neutralitetsprincippet, herunder navnlig spørgsmålet om bevisbyrde, ved forelæggelse af spørgsmålet for EU-domstolen.
Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne anses at være sket en levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person, da fakturaerne ikke indeholdt en tilstrækkelig angivelse af omfanget og arten af de leverede ydelser, idet der manglede oplysninger om beskrivelse af arbejdsopgaver, hvor og hvornår arbejdet var udført, samt hvem der havde udført arbejdet.
Landsskatteretten fandt herudover, at en forelæggelse af spørgsmålet for EU‐domstolen ikke var nødvendig. Det skyldtes, at der ikke var tvivl om, hvorvidt selskabet havde opfyldt betingelserne for at kunne opnå fradrag for købsmoms for udgifterne til underleverandører. Herunder var der ikke tvivl om bevisbyrden eller fortolkningen af de krav, der stilles til at kunne udnytte fradragsretten.
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Et selskab havde klaget til Landsskatteretten over et bindende svar, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at de forvaltningsydelser, som selskabet leverede til en afdeling i et investeringsinstitut, var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f, når afdelingen alene havde to investorer, som var koncernforbundne.

Landsskatteretten fandt, at to juridiske enheder, der er interesseforbundne, herunder økonomisk forbundne, momsretligt skal anses for én investor ved afgørelsen af, hvorvidt et investeringsinstitut har til formål at foretage kollektiv investering.

Et selskab, der drev køb og salg samt reparation af biler, herunder biler af modellen Porsche 356, havde anvendt brugtmomsordningen ved køb og salg af tre brugte Porscher (købt inden for EU). Skattemyndighederne anså selskabet for ikke at opfylde betingelserne for brugtsmomsordningen.

De tre Porscher ansås for at opfylde betingelserne for at være samleobjekter efter momslovens § 69, stk. 5, nr. 2. Spørgsmålet var herefter, om brugtmomsen skulle opgøres efter reglerne i momslovens § 70, stk. 1, om "brugte varer mv." eller efter momslovens § 71 om "brugte personmotorkøretøjer".

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at momslovens kapitel 17, herunder § 70 og henvisningen til § 71, skal forstås sådan, at den momsmæssige behandling af brugte personkøretøjer skal behandles efter § 71.

Et retsmedlem fandt, at opgørelsen af brugtmomsen er omfattet af ordlyden "brugte varer mv." jf. momslovens § 70, stk. 1, 1. pkt., og at samlerobjekterne i dette tilfælde derfor ikke er omfattet af momslovens § 71. Idet de tre omhandlede Porscher opfyldte betingelserne for samleobjekter, var der derfor ikke tale om en brugt bil omfattet af momslovens § 71.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertal.

Sagen angik, om skatteyder som hovedanpartshaver kunne beskattes af driftsunderskuddet i sit selskab som maskeret udbytte samtidig med, at han blev rådighedsbeskattet for privat brug af selskabets heste. 

Det var i sagen ubestridt, at selskabets virksomhed med drift af køb og salg og heste ikke var erhvervsmæssig, og at selskabet havde stillet heste til rådighed for skatteyderens datter uden at have modtaget vederlag herfor. 

Landsretten fandt, at beskatningen af driftsunderskuddet alene udgjorde en delvis betaling af rådighedsværdien af hestene, som skulle fastsættes til markedslejen efter ligningslovens § 2. I selskabets regnskaber var der ikke medtaget finansieringsomkostninger knyttet til indkøbet af hestene, men alene afskrivninger og driftsomkostninger. Ved beskatningen af driftsunderskuddet var der således ikke sket beskatning for den del af markedslejen, der ville udgøre et beløb svarende til en forrentning af investeringen i hestene. Der var derfor ikke tale om en dobbeltbeskatningssituation. 

I fraværet af en klar metode til værdiansættelse af rådighed over heste, var det ikke udtryk for skøn under regel, at SKAT havde fastsat markedslejen baseret på den individuelle bogførte værdi af hestene med diskontoen +4 %. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte SKAT’s værdiansættelse af rådigheden.

På den baggrund blev Skatteministeriets principale påstand taget til følge. 

De sambehandlede sager - der blev behandlet med deltagelse af tre dommere i byretten - angik spørgsmålet om, hvorvidt tre hovedaktionærer var skattepligtige af rådighed over fri lystbåd i indkomstårene 2012-2016 efter ligningslovens §§ 16 A, stk. 5 (i 2012: stk. 6) og 16, stk. 6. 

Retten fandt indledningsvist, at båden var omfattet af "lystbåds"-begrebet i ligningslovens § 16 A, stk. 5.  

Retten fandt videre, at hovedaktionærerne havde rådighed over lystbåden i 2012-2016 og lagde i den forbindelse på baggrund af en i sagen fremlagt logbog og forklaringerne vægt på, at de havde benyttet båden privat (i forskelligt omfang). Retten anførte, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at hovedaktionærerne også havde udført praktiske opgaver under deres ophold på båden. Retten lagde desuden vægt på, at det ikke var dokumenteret ved de fremlagte agentaftaler, at hovedaktionærerne var afskåret deres råderet over båden. Hovedaktionærernes rådighed over anden lystbåd kunne heller ikke føre til andet resultat. 

Hovedaktionærerne skulle derfor beskattes som, at de havde lystbåden til rådighed hele året i årene 2012-2016 (også i perioder, hvor båden var på værft) med fradrag for de perioder, hvor båden var udlejet til tredjemand.  

Retten fandt desuden, at beskatningen opgjort efter ligningslovens § 16, stk. 6, ikke udgjorde en krænkelse af artikel 1 i tillægsprotokollen til EMRK af 20. marts 1952 med henvisning til bl.a. bestemmelsens forarbejder. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.