Et datterselskab havde i indkomstårene 2017 og 2018 afholdt udgifter, der var bogført som udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed, jf. ligningslovens § 8 B, stk. 1, og moderselskabet, som var administrationsselskab i sambeskatningen, havde som følge heraf ansøgt om udbetaling af en skattekredit for disse indkomstår, jf. ligningslovens § 8 X, og for 2018 faktisk fået udbetalt denne. 

Skattestyrelsen traf afgørelser om, at udgifterne ikke kunne fradrages efter ligningslovens § 8 B, og at administrationsselskabet derfor ikke var berettiget til at få udbetalt en skattekredit for indkomståret 2017 og for indkomståret 2018 skulle tilbagebetale den tidligere udbetalte skattekredit. 

Administrationsselskabet påklagede afgørelserne til Landsskatteretten, som stadfæstede afgørelserne.

Moderselskabet blev kort efter taget under konkursbehandling. 

Datterselskabet indbragte sagen for domstolene og nedlagde påstande angående administrationsselskabets skatteansættelser og om betaling af skattekredit for 2017 og 2018. 

Retten fandt ikke, at datterselskabet havde en væsentlig, direkte og individuel interesse i søgsmålet, som derfor blev afvist. 

Partnerselskab-x (Spørger) ønskede at udvikle selskabets daværende biogasanlæg, således at Andelsselskab-x fremover skulle eje 50 pct. af partnerselskabet. Andelsselskabets medlemmer ville bestå af landbrugsbedrifter, der leverede biomasse til brug for produktionen af biogas i partnerselskabet.

Skatterådet bekræftede, at andelshavernes leverancer af biomasse til andelsselskabet skulle anses som medlemsomsætning, idet andelsskabet opfyldte betingelserne i selskabsskatteloven om kooperationsbeskatning. Desuden bekræftede Skatterådet, at affalds- og restprodukter samt kartoffelmelsrestprodukter også kunne udgøre et produkt i selskabsskattelovens bestemmelser om salgs- og produktionsforeninger.

Dernæst bekræftede Skatterådet, at andelsselskabet kunne samarbejde med partnerselskabet uden at miste sin skattemæssige status som et andelsbeskattet selskab, idet aktiviteten i partnerselskaber var indenfor det kooperative formål. Skatterådet bekræftede desuden, at andelsbeviserne i andelsselskabet kunne indgå i virksomhedsordningen. Dog kunne Skatterådet ikke bekræfte, at hjælpestoffer ikke skal medregnes ved beregningen af omsætningen med medlemmer.

Skattestyrelsen har givet tilladelse til skattefri aktieombytning af aktier i Topdanmark A/S med aktier i det finske børsnoterede selskab Sampo Oyj i form af share entitlements, som er teknisk udstedelse i Euronext Securities Copenhagen, og som repræsenterer 1 A aktie i Sampo Oyj. De nævnte share entitlements optages til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen.

Tilladelsen er generel og kan benyttes af alle aktionærer, der er fuldt skattepligtige til Danmark. Tilladelsen blev givet med et begrænset anmeldelsesvilkår.

T var som forhold 1 tiltalt for vedrørende indkomståret 2015 ved den 7. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 49.766 kr. og fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtelser m.v. på 49.822 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 8.476 kr.

T var som forhold 2 tiltalt for vedrørende indkomståret 2016 ved i perioden fra den 7. marts 2019 til den 11. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for befordring på 58.344 kr. og samtidig godkendte et tidligere indberettet fradrag for renteudgifter af anden gæld på 49.811 kr., fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtelser m.v. på 49.833 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 30.220 kr.

T var som forhold 3 tiltalt for vedrørende indkomståret 2017 ved i perioden fra den 7. marts 2019 til den 20. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 28.940 kr. og samtidig godkendte et tidligere indberettet fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtelser m.v. på 49.842 kr. og fradrag for befordring på 57.223 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 33.431 kr.

T var som forhold 4 tiltalt for vedrørende indkomståret 2018 ved den 20. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 56.880 kr., og fradrag for befordring på 91.870 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 47.953 kr.

T erkendte de faktiske omstændigheder og bestred ikke beløbenes størrelse. T forklarede, at han havde overladt alle nødvendige personlige oplysninger, NemID og nøglekort til en tidligere kollega, da han selv havde meget svært ved det med skat. Da han gav oplysningerne til kollegaen, var han klar over, at der skulle ske ændringer i skatteoplysningerne, men han vidste ikke, at de ville blive ændret til urigtige oplysninger, og han troede ikke kollegaen ville snyde ham. Han havde ikke fået nogen penge ud af det. Han blev forskrækket, da de store beløb kom ind på hans konto og blev videreført til en unavngiven konto. Da han fandt ud af, at han ikke kunne stole på kollegaen, ændrede han sine koder, men han huskede ikke, om han ændrede sit NemID. Han blev truet på livet af kollegaen, da han konfronterede ham med det passerede. T kontaktede ikke told- og skatteforvaltningen, da han ikke vidste hvordan.

Byretten fandt, at da den kollega T havde overladt alle nødvendige personlige oplysninger, NemID og nøglekort til, ikke havde kunnet udfindes på hverken navn, adresse eller ansættelsestidspunkt, og da T ikke efterfølgende havde gennemset de ændrede oplysninger eller kontaktet told- og skatteforvaltningen eller politi, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder at beløbene figurerede på T’s egne konti, det bevist, at T ved dolus eventualis, havde gjort sig skyldig i overensstemmelse med tiltalen. T idømtes en bøde på 120.000 kr.

Landsretten udtalte, at det efter ordlyden af og forarbejderne til selskabslovens § 1, stk. 2, 2. pkt., og § 45 sammenholdt med ordlyden af og forarbejderne til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 3 og § 4 må anses for en ufravigelig betingelse for at kunne registrere et selskab som aktie- eller anpartsselskab, at kapitalejerne skal have ret til andel i selskabets overskud i forhold til deres ejerandel. Der kan dog være forskelle i fordelingen til vedtægtsmæssigt bestemte kapitalklasser. 

Landsretten fandt, at G1-virksomhed ikke besidder de grundlæggende træk om at udbetale udbytte efter ejerandel, som efter selskabsloven er afgørende for, om et selskab kan registreres som et aktie- eller anpartsselskab. Betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 4 C, stk. 3, var derfor ikke opfyldt. 

Landsretten fandt videre, at der ikke var grundlag for at anse en forståelse af aktieavancebeskatningslovens § 4 C, stk. 3, hvorefter alene udenlandske selskaber, der ligesom danske aktie- og anpartsselskaber udbetaler udbytte efter ejerandel, kan anses for svarende til de i bestemmelsens første led nævnte danske aktie- og anpartsselskaber, for at være i strid med TEUF artikel 63, stk. 1, om kapitalens fri bevægelighed.

Sagen angik, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2012 og 2013 i anledning af, at han havde afhændet sine anparter i et kommanditselskab.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var en fejl, at skattemyndighederne havde lagt til grund, at han var blevet frigjort for hæftelse i forbindelse med afhændelse af anparter i et kommanditselskab. Der var allerede derfor ikke grundlag for genoptagelse af skatteansættelsen for 2012 og afledt skatteansættelsen for 2013 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Retten lagde herved vægt på skatteyderens forklaring om, at han, da aftalen blev indgået, selv troede, at han var frigjort for hæftelsen, og at han ikke siden er blevet opkrævet noget beløb, og at han ikke havde nærmere redegjort for karakteren og omfanget af den hæftelse, der skulle bestå, herunder om der alene var tale om en kautionsforpligtelse.

Spørgsmålet i ankesagen var, om indehaverne af to (red.nationalitet.nr.1.fjernet) enkeltmandsvirksomheder skattemæssigt skulle anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i forbindelse med deres nedbrydningsarbejde udført for appellanten, og om appellanten derfor var forpligtet til at indeholde og hæftede for a-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

I anden række var spørgsmålet i sagen, om det var i strid med EU-retten at anse (red.nationalitet.nr.1.fjernet) for lønmodtagere.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder, sammenholdt med kriterierne anført i Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, at de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) personer skulle anses som lønmodtagere. 

Landsretten lagde navnlig vægt på, at appellanten i et vist omfang havde haft tilsyns- og instruktionsbeføjelser, samt at de to (red.nationalitet.nr.1.fjernet)’s arbejde blev udført i fællesskab, hvorfor det ville være svært at gøre et ansvar over for de enkelte virksomheder gældende. Landsretten lagde derfor til grund, at appellanten reelt bar ansvaret for arbejdsresultatet og den økonomiske risiko.  

I forhold til spørgsmålet om hæftelse fandt landsretten, at appellanten var bekendt med de faktiske omstændigheder, der gav grundlag for at anse de to (red.nationalitet.nr.1.fjernet) for lønmodtagere, og havde ikke haft grund til at tro, at der ikke skulle ske indeholdelse. Da appellanten dermed havde udvist forsømmelighed, hæftede appellanten for de indeholdelsespligtige beløb.

Endelig fandt landsretten, af der ikke forelå en krænkelse af EU-retten.

Sagen angik, om der forelå særlige omstændigheder, der kunne føre til, at sagsøgerens klage skulle realitetsbehandles, uanset klagefristen var overskredet. Sagsøgeren havde indgivet klagen til Skatteankestyrelsen efter udløbet af klagefristen.

Retten fandt ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at hun på grund af sygdom - hverken hendes barns eller egen sygdom - havde været forhindret i at indgive klage indenfor klagefristen. 

Retten fandt desuden, at en overskridelse af klagefristen med 3,5 måned ikke er en ubetydelig fristoverskridelse, og at der ingen holdepunkter var for, at klagefristen først skulle regnes fra et senere tidspunkt end det, der var vejledt om i afgørelsen.

Retten fandt herudover, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret et grundlag for, at det var sandsynligt, at hun materielt skal have medhold i klagen over indkomstændringen, og at der heller ikke i øvrigt var grundlag for at fastslå, at skattemyndighedernes sagsbehandling var fejlbehæftet. 

Retten fandt herefter efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at Skatteankestyrelsen skulle se bort fra fristoverskridelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 35, stk. 6, 2. pkt. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

En skatteyder og hans ægtefælle havde modtaget en række indsætninger på deres bankkonti, ligesom der var foretaget en række hævninger fra skatteyderens (red.nationalitet.nr.1.fjernet) konti. Såvel skattemyndighederne som byretten havde anset skatteyderen for skattepligtig af indsætningerne og hævningerne. 

Landsretten anførte, at det under de konkrete omstændigheder påhvilede skatteyderen at godtgøre, at der ikke var tale om skattepligtige indsætninger. Videre anførte landsretten, at der måtte stilles strenge krav til beviset herfor og henviste til de usædvanlige omstændigheder samt skatteyderens skiftende og usammenhængende forklaringer. 

Skatteyderens hovedsynspunkt var, at indsætningerne ikke var skattepligtige, idet de stammede fra forskningsmidler, som han efterfølgende har anvendt til forskning. 

Landsretten fastslog, at skatteyderen ikke ved objektive kendsgerninger havde dokumenteret de påståede pengestrømme, og at en frifindende dom i en straffesag om en række af de samme indsætninger ikke havde betydning for skattesagen.  

Landsretten slog også fast, at skatteyderen erhvervede endelig ret til beløbene i 2001-2005, hvor indsætningerne og hævningerne fandt sted. 

Skatteyderen gjorde også gældende, at skattemyndighedernes afgørelser var ugyldige med henvisning til officialprincippet. Landsretten fandt, at afgørelserne ikke var ugyldige og lagde bl.a. vægt på, at skatteyderen indledningsvist ikke havde medvirket til at oplyse sagen, herunder ved at fremlægge kontoudtog fra sine (red.nationalitet.nr.1.fjernet) bankkonti. 

Landsretssagen blev sambehandlet med en kæresag vedrørende sagsomkostninger fra byretssagen. Skatteministeriet fik medhold i, at sagsomkostningerne for byretten skulle fastsættes til 225.000 kr. i stedet for 125.000 kr.  

Med den omkostningsmæssige ændring stadfæstede landsretten herefter byrettens dom.

Skatteyderens avance ved afståelsen af den omtvistede ejendom var ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, (parcelhusreglen), da det ikke var godtgjort, at ejendommen havde tjent som reel bolig for skatteyderen. 

Skattestyrelsen havde sendt to agterskrivelser i sagen, og det fremgik ikke af den anden agterskrivelse, at denne i sin helhed skulle erstatte og dermed annullere den første agterskrivelse. Da den anden varslingsskrivelse alene kunne anses som en beløbsmæssig korrektion - baseret på skatteyderens egne oplysninger - inden for rammerne af den første varslingsskrivelse, skulle ansættelsesfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., regnes fra fremsendelsen af det første varsel. 

Da Skattestyrelsens afgørelse ikke var truffet inden for tre måneder fra fremsendelsen af det første varsel, var ansættelsesændringen sket for sent med den konsekvens, at forhøjelsen bortfaldt. 

Landsretten ændrede på den baggrund byrettens dom, således at Skatteministeriet skulle anerkende, at skatteyderens fortjeneste ved salget af den omtvistede ejendom ikke var skattepligtig. 

Sagen angik for den ene skatteyder, om en række beløb, som blev overført direkte til skatteyderens daværende ægtefælle samt til deres fælles konto, udgjorde maskeret udlodning for skatteyderen. Landsretten fandt, at overførsler og indbetalinger måtte anses for at have passeret skatteyderens økonomi. Herefter og med henvisning til de af byretten anførte grunde, fandt landsretten, at beløbene skulle beskattes som maskeret udlodning. 

Sagen angik for den anden skatteyder dels, om en række kontanthævninger og overførsler som han ubestridt havde foretaget fra det selskab, han var hovedanpartshaver i, udgjorde maskeret udlodning, dels om skatteyderen havde opnået en skattepligtig gældseftergivelse. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at hævninger og overførsler var sket i selskabets interesse. Det fremlagte under ankesagen kunne ikke føre til et andet resultat. Derudover fandt landsretten, med henvisning til de grunde, der var anført af byretten, at der var sket en skattepligtig gældseftergivelse. 

Sagen angik endvidere både for by- og landsret et spørgsmål om Landsskatterettens kompetence i henhold til skatteforvaltningsloven § 45. SKAT havde anset et tilgodehavende på en mellemregningskonto som et lønmellemværende. Landsskatteretten anså det i stedet for gæld, der var blevet eftergivet. Byretten fandt, at Landsskatteretten havde kompetence til at foretage ændringen. Landsretten stadfæstede i det hele byrettens dom.

Sagen angik, hvorvidt et ægtepar, der havde indgået kontrakter med to kommuner om i 2012 og 2013 at have henholdsvis 3 og 5 børn i familiedøgnpleje, skulle anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i skatteretlig henseende.

Landsretten udtalte, at spørgsmålet som anført af byretten skulle afgøres efter en afvejning af kriterierne i punkt B.3.1.1. i personskattecirkulæret, og at ægteparret efter en samlet bedømmelse skatteretligt skulle anses for lønmodtagere. Landsretten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at anbringelsen af plejebørn begrænsede ægteparrets muligheder for at påtage sig andet arbejde, ligesom deres samlede arbejdskraft i det væsentlige ville være udtømt ved en fuld udnyttelse af deres godkendelse som familiedøgnplejere, og at ægteparret var berettigede til omkostningsdækning, der tilsigtede at dække de helt almindelige udgifter ved et plejebarns ophold, dvs. især kost, logi, fritidsaktiviteter, fornøjelser og udgifter til barnets værelse, herunder opvarmning, samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler m.v.

Landsretten tiltrådte herefter, at ægteparret ved kontrakterne om døgnophold mod fast godtgørelse med udgiftsdækning havde påtaget sig en plejeopgave i et tjenesteforhold til kommunerne og ikke overvejende en opgave for egen regning og risiko, og at ægteparret derfor skatteretligt måtte anses som lønmodtagere. 

Sagen angik foretagne valutavekslinger hos et vekselbureau og en række indsætninger på skatteyderens bankkonto. 

For så vidt angik de foretagne valutavekslinger med et beløb på i alt 136.279,70 kr. lagde retten til grund, at der ved vekslingerne var taget kopi af skatteyderens kørekort og sygesikringsbevis, ligesom der også ved en af vekslingerne var taget kopi af skatteyderens pas og i et andet tilfælde var underskrevet med skatteyderens navn på vekselbilaget. Skatteyder gjorde gældende, at han havde været udsat for identitetstyveri. Trods skatteyder tidligere var opfordret af skattemyndighederne til at anmelde forholdet til politiet eller på anden måde godtgøre identitetstyveriet, var det først under sagens behandling ved retten, at skatteyder anmeldte forholdet til politiet. Skatteyder dokumenterede ikke, at han havde fulgt op på anmeldelsen til politiet ved at indlevere den dokumentation, som politiet anmodede om. Retten lagde herefter til grund, at det var skatteyder, der foretog vekslingerne og således haft rådighed over beløbet på 136.279,870 kr. Det var ikke godtgjort, at beløbet var skatteyders skattepligtige indkomst uvedkommende. 

For så vidt angik en række indsætninger på skatteyderens bankkonto på i alt 688.805,30 kr. fandt retten, at skatteyder ikke - ved blandt andet lånedokumenter udarbejdet af ham selv - havde godtgjort, at beløbene stammede fra allerede beskattede eller skattefrie midler.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen vedrørte, hvorvidt de to danske anpartsselskaber, H1 og H2, var koncernforbundne, jf. selskabsskattelovens § 31, og om selskaberne derfor indgik i national sambeskatning, jf. selskabsskattelovens § 31.

Spørgsmål 1 omhandlede perioden fra 2021 til 2022. H1 ejede i perioden 34 pct. af stemmerettighederne i H2, og var i et tillæg til den dagældende ejeraftale tildelt køberetter til i alt yderligere 30 pct. af stemmerettighederne fra fire af de øvrige aktionærer. Skatterådet bekræftede, at H1 og H2 var koncernforbundne, og at selskaberne derfor indgik i national sambeskatning i den pågældende periode. Der blev lagt vægt på, at H1 frit kunne have udnyttet køberetterne til yderligere 30 pct. af stemmerettighederne, og derigennem have opnået bestemmende indflydelse i H2.

Spørgsmål 2 omhandlede perioden fra ændringen af ejeraftalen i 2022 og frem. H1 ejede ved ændringen af ejeraftalen 41 pct. af stemmerettighederne i H2, og var derudover bl.a. tildelt køberet til de af G3 ejede kapitalandele på 35 pct. G3 var i ejeraftalen af 2022 tillagt vetoret vedrørende væsentlige beslutninger i H2. Skatterådet bekræftede, at H1 og H2 fortsat var koncernforbundne, og at selskaberne derfor også fortsat efter ændringen af ejeraftalen i 2022 indgik i national sambeskatning. Der blev lagt vægt på, at H1 i tilfælde af uenighed mellem parterne til enhver tid kunne udøve sin køberet til de af G3 ejede kapitalandele, og derigennem opnå bestemmende indflydelse i H2.

H1 var administrationsselskab i koncernen, der valgte international sambeskatning fra og med indkomståret 2014. For indkomståret 2021 indleverede H1 ingen oplysningsskemaer. Skattestyrelsen, Store Selskaber, skulle derfor skønsmæssigt ansætte indkomsten for sambeskatningskredsen og skulle tage stilling til, om international sambeskatning skulle anses for afbrudt.

H1 og de danske datterselskaber var i mellemtiden gået konkurs. Kurator havde efter modtagelse af forslagsskrivelse, hvor Skattestyrelsen varslede at international sambeskatning ansås for afbrudt fra og med 2021 med fuld genbeskatning til følge, sendt udkast til skatteopgørelser for de danske selskaber og det lokale regnskab for et udenlandsk selskab. For de øvrige udenlandske datterselskaber var der ikke fremsendt skatteopgørelser eller regnskaber. Oplysningerne ansås ikke for tilstrækkelige til at opretholde international sambeskatning.

Skatterådet afbrød efter indstilling fra Skattestyrelsen den internationale sambeskatning for koncernen for indkomståret 2021, jf. selskabsskattelovens §31 B, stk. 3, med det resultat, at der udløstes fuld genbeskatning med virkning fra og med indkomståret 2021, jf. selskabsskattelovens § 31 A, stk. 11.

Spørger, der var hjemmehørende i Storbritannien, var det ultimative moderselskab i X-koncernen og børsnoteret i flere lande. X-koncernen havde i de seneste år arbejdet på at forenkle og internationalisere koncernstrukturen, således at alle de kommercielle selskaber blev placeret direkte under Spørger. H1 påtænkte derfor at sælge sine aktier i D1 Singapore til moderselskabet, Spørger. Betalingen for aktierne skulle ske helt eller delvist ved udstedelse af et gældsbrev mellem H1 (sælger) og Spørger (køber). Efter overdragelsen af aktierne ønskede X-koncernen, at der skete en udlodning af H1´s tilgodehavende fra aktiesalget til Spørger. Lånet ville herefter blive betragtet som afviklet ved konfusion.

Spørger ønskede bekræftet, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig af udbytte, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, af sit køb af aktierne i D1 Singapore mod et tilgodehavende efterfulgt af en udlodning af det opståede tilgodehavende fra H1. til Spørger, og at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse på de påtænkte transaktioner.

Spørgers aktier i H1 var datterselskabsaktier, idet H1 var et helejet datterselskab af Spørger. Efter den interne bestemmelse i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, var Spørger derfor som udgangspunkt ikke begrænset skattepligtig til Danmark.

Det skulle herefter vurderes, om Spørger som den umiddelbare modtager af tilgodehavendet var "retmæssig ejer" heraf. Hvis tilgodehavendet ikke var videreudloddet fra Spørger og ikke med sikkerhed var bestemt til at blive videreudloddet til de bagvedliggende aktionærer, vil Spørger være retmæssig ejer.

Skatterådet fandt, at Spørger kunne anses for retmæssig ejer af fordringen. Skatterådet lagde afgø-rende vægt på oplysningen om, at de overdragne kapitalandele, som modsvarede værdien af den udloddede fordring, forblev i Spørger. Konfusionen og aktieoverdragelsen skulle derfor vurderes under ét, og som en planlagt del af koncernens samlede omstruktureringsplan. Skatterådet lagde ydermere vægt på, at det var oplyst, at overskudslikviditet og eventuelt provenu fra salg af aktiver i D1Singapore ville blive udloddet som udbytte til H1, forinden H1 solgte aktierne i D1 Singapore til Spørger.

Skatterådet fandt på baggrund af det oplyste, at der ikke forelå misbrug ved udbytteudlodningen i form af salg af aktier efterfulgt af konfusion. Skatterådet lagde til grund for besvarelsen, at dispositionen var forretningsmæssig begrundet, da formålet var at samle koncernens kommercielle selskaber under Spørger. Opnåelsen af fordelen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Storbritannien ansås dermed ikke for et af de væsentligste formål med arrangementet/transakti- onerne.

Skatterådet bekræftede herefter, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig af udbytte, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse på de påtænkte transaktioner.

Spørger ønskede at få bekræftet, at en ændring af selskabets vedtægter ikke ville medføre beskatning for selskabets andelshavere efter aktieavancebeskatningsloven eller statsskattelovens § 4. Skatterådet fandt, at andelshaverne ikke var omfattet af aktieavancebeskatningsloven, da der ikke var et retskrav på en andel af formuen i Spørger, og at vedtægtsændringen ikke medførte tildeling af et formuegode, der beskattes efter statsskattelovens § 4. Skatterådet svarede derfor bekræftende på spørgsmålet.

Spørger havde d. 30. maj 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning)

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det er som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som er erstattet. I afgørelsen om erstatning var der fastsat/takseret en værdi af disse aktiver pr. 4. november 2020. Da Spørgers samlede erstatning var mindre end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020, skulle hele erstatningen henføres til bygninger og driftsmidler.

Det var Skatterådets opfattelse, at ingen del af erstatningen kunne henføres til indkomstgrundlaget, idet den samlede erstatning for virksomheden var fastsat til en værdi, der er lavere end værdien af de fysiske aktiver enkeltvis. Virksomhedens indtjening kunne således ikke begrunde, at selve indkomstgrundlaget havde haft nogen værdi.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 30. maj 2023.

Spørger havde d. 28. februar 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning)

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det er som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som er erstattet. Erstatningen skulle dermed fordeles på de enkelte aktiver ud fra den værdi pr. 4. november 2020, som var fastsat/takseret i afgørelsen om erstatning. Dog var erstatningen for driftsmidlerne reduceret med 75.000 kr. som følge af de aktiver, som Spørger havde beholdt/udtaget. Den resterende erstatning udgjorde som udgangspunkt erstatning for tabt indkomstgrundlag, der var skattefri, eller skattepligtig goodwill.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 28. februar 2023.

Spørger havde d. 11. juli 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning)

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det var bygningerne og driftsmidlernes fulde værdi på nedlukningstidspunktet den 4. november 2020, som var erstattet, og erstatningen skulle dermed fordeles på de enkelte aktiver ud fra den værdi pr. 4. november 2020, som var fastsat/takseret i afgørelsen om erstatning. Dog var erstatningen for bygningerne og driftsmidlerne reduceret med henholdsvis 1.715.000 kr. og 150.000 kr. som følge af de aktiver, som Spørger havde beholdt/udtaget. Den resterende erstatning udgjorde som udgangspunkt erstatning for tabt indkomstgrundlag, der var skattefri, eller skattepligtig goodwill.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 11. juli 2023.

Det danske anpartsselskab, spørger, var i 2022 ejet af dets moderselskab i EU-land 1, H1. H1 var i fællesskab ejet af H2 og H3 i EU-land 1. Det var alene H3’s ejerandel, der var berettiget til at modtage udbytteudlodninger fra H1. H2 og H3 blev efter udbytteudlodningen fra spørger opløst ved en omvendt lodret fusion med H1, der nu ejer aktiverne i H3. H3 var indtil fusionen ejet af de tre selskaber, H4, H5 og H6, i EU-land 2 med i alt 98,55 pct., og med 1,45 pct. af de såkaldte MIP-deltagere. H5 og H6 var ultimativt ejet af et selskab hjemmehørende i Y-land, H10, via de mellemliggende Y-landske selskaber, H7, H8 og H9.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at udbytteudlodningen fra Spørger, der blev modtaget af H1, og som kort tid efter blev videreudloddet til H3 til brug for tilbagekøb af de såkaldte MIP-deltageres aktier warranter i H3, ikke var genstand for begrænset skattepligt i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Der blev lagt vægt på, at ingen del af det modtagne udbytte blev returneret op igennem strukturen til nogle af de overliggende selskaber i Y-land, H7, H8, H9 og H10, samt, at på baggrund af MIP-deltagernes meget begrænsede ejerandel i koncernen, havde disse på ingen måde haft mulighed for at gennemtvinge tilbagekøbet.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at den forholdsmæssige del af udbyttet, der blev udloddet fra Spørger til H1, og fra H1 blev videreudloddet til H3, og fra H3 blev videreudloddet til bl.a. H5 og H6 i EU-land 2, og blev anvendt af H5 og H6 til betaling af earn-out opstået i forbindelse med købet af H1 fra G1, ikke var genstand for begrænset skattepligt i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Der blev lagt vægt på, at H5 og H6 havde anvendt den pågældende del af det modtagne udbytte til betaling af den skyldige earn-out for opkøbet af H1, og at denne del af udbyttet ikke blev ført videre af H5 og H6 til de bagvedliggende aktionærer.

Spørger var formand for H1 og var valgt for en 4-årig periode med mulighed for genvalg. Spørger varetog en del af formandsarbejdet fra sin bopæl i by 2, men ca. 1-2 gange ugentligt udførte spørger sit arbejde i by 1, hvor H1s sekretariat lå. I denne forbindelse overnattede spørger i et værelse i H1s ejerlejlighed i by 1.

Skatterådet bekræftede, at spørger opfyldte betingelserne for at være på rejse, og at spørger derfor ikke ville skulle beskattes af anvendelsen af den fri bolig, som H1 stillede til rådighed, når spørger overnattede i by 1 i forbindelse med udførelsen af formandsarbejdet, jf. ligningslovens § 9 A.

Skatterådet svarede også, at spørger måtte anses at have et midlertidigt arbejdssted i by 1, og at spørger opfyldte afstandsbetingelsen i ligningsloven § 9 A, stk. 1.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger, en kommune, kan opnå elafgiftsgodtgørelse vedrørende eget elforbrug til opladning af el-biler i den kommunale hjemmepleje efter reglerne i den midlertidige særordning i § 21, stk. 1 og 2, i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer (særordningen for elbiler).

Spørger opfylder ikke kriterierne for at være en virksomhed som foretager erhvervsmæssig opladning af elbiler, og er ikke berettiget til godtgørelse i henhold til særordningen.

Spørgers aktivitet må betragtes som ikke-erhvervsmæssig virksomhed vedrørende den kommunale hjemmepleje, som kommunen foretager i sin egenskab af offentlig myndighed.

Dette er i overensstemmelse med energibeskatningsdirektivet, jf. art. 11, stk. 1, 3. punktum. Af denne bestemmelse fremgår, at bl.a. kommuner ikke betragtes som erhvervsmæssige enheder, for så vidt angår aktiviteter eller transaktioner som de udøver eller foretager i deres egenskab af offentlig myndighed.

Skatterådet bekræftede, at udgifter afholdt til et udviklingsprojekt vedrørende en robot kunne kvalificeres som udviklingsomkostninger i henhold til ligningslovens § 8 B. Der var herved blandt andet henset til, at robotplatformen efter det oplyste opfyldte patentlovens kriterier for patenterbarhed.