Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til fradrag for tab på fordringer på 9.187.434 kr. efter kursgevinstlovens § 2 henholdsvis statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a i indkomståret 2015 samt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for udgifter til advokatbistand på 113.975 kr. forbundet med inddrivelse af fordringerne i indkomståret 2015 og 2016. 

Skatteyderen overførte i 2015 i alt 9.187.434 kr. til udenlandske konti med henblik på investeringer. Skatteyderen havde indvilliget i overførslerne på baggrund af en henvendelse fra en person, som oplyste at repræsentere en investeringsagent. Skatteyderen modtog aldrig et afkast og fik heller ikke midlerne tilbagebetalt, til trods for selskabets henvendelser herom til de personer, som selskabet havde været i kontakt med vedrørende investeringerne. Skatteyderen forsøgte herefter i løbet af 2015 og 2016 at inddrive pengene med advokatbistand og ved en politianmeldelse, hvilket ikke lykkedes, da det viste sig, at investeringsagenten ikke eksisterede, og at personerne bag ikke kunne identificeres. 

Med henvisning til bl.a., at tabsfradrag efter kursgevinstloven er betinget af, at der er ført bevis for, hvem rette debitor er, fandt retten, at selskabet ikke havde løftet sin bevisbyrde. 

I forhold til spørgsmålet om fradrag for et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fandt retten, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at selskabet havde drevet investeringsvirksomhed, og dermed at overførslerne var en sædvanlig omkostning relateret til selskabets løbende drift. Retten fandt derfor heller ikke grundlag for at tage påstanden om fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, til følge.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen angik, om to vitaminvingummiprodukter var afgiftspligtige efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4 (/5) som "sukkervarer af enhver art". 

Retten udtalte, at det er produkternes udformning og objektive kendetegn på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, der danner grundlaget for vurderingen af, om produkterne er omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftsloven. 

Retten fandt, at indholdet af sukker i de to vitaminvingummiprodukter var karaktergivende for produkterne, og at produkterne derfor var afgiftspligtige "sukkervarer af enhver art". Retten lagde herved vægt på den relative mængde af sukker i produkterne samt produkternes smag og visuelle fremtræden. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Retten fandt, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive avancen fra salget af sine medarbejderaktier og det modtagne udbytte. Retten bemærkede i den forbindelse bl.a., at skatteyder selv valgte F1-bank som det institut, hvor hans tildelte medarbejderaktier skulle placeres, og at skatteyder frit kunne disponere over aktierne og sælge af dem. Endvidere bemærkede retten, at skatteyder tjekkede, at arbejdsgiveren havde indberettet de aktier, der blev placeret i depotet hos F1-bank, og at han tjekkede, at de af arbejdsgiver indberettede beløb, passede med de aktier, som han blev tildelt.

Retten fandt derudover, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt. Under sagen var der enighed om, at Skattestyrelsen startede sagen på baggrund af oplysninger, der tilgik Skattestyrelsen i juni 2017, som led i Projekt Money Transfer. 

Efter Skattestyrelsens metadata lagde retten til grund, at Skattestyrelsen ikke før februar 2019 visiterede de i juni 2017 modtagne oplysninger. Retten lagde endvidere til grund, at der først i maj 2019 tilgik Skattestyrelsen tilstrækkelige oplysninger om, at skatteyder i indkomstårene 2012-2015 havde haft en indkomst i form af salg af aktier. Retten bemærkede herved, at Skattestyrelsens forudgående oplysninger om, at skatteyder i perioden fra 2006 og frem delvist var aflønnet med aktier, at han ikke i perioden havde selvangivet gevinst ved salg af aktier, og at der i 2016 var modtaget et beløb på 375.883,90 kr. med en betalingsinformation, som ifølge Skattestyrelsen indikerede, at beløbet vedrørte salg af aktier, ikke i sig selv var tilstrækkelige til at give Skattestyrelsen kundskab om, at der forelå grundlag for en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5, for indkomstårene 2012-2015.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens foreløbige momsfastsættelser for de første tre kvartaler af 2009. Det var under retssagen uomtvistet, at der forelå særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4, og sagen angik derfor alene, om reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, var overholdt. Byretten fandt, at der tillige forelå sådanne særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 4. pkt., at der skulle bortses fra reaktionsfristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. Sagsøgeren fik derfor medhold i sin påstand om ekstraordinær genoptagelse af de foreløbige momsfastsættelser.

Skatteministeriet indbragte herefter sagen for Østre Landsret.  Landsretten fandt, allerede på baggrund af en e-mail af 18. februar 2013 fra Sagsøgerens rådgiver til SKAT, at det kunne lægges til grund, at sagsøgeren mere end 6 måneder før sin anmodning om ekstraordinær genoptagelse af 19. marts 2015 var kommet til kundskab om skattemyndighedernes foreløbige momsfastsættelser for de første tre kvartaler i 2009. Reaktionsfristen derfor var overskredet.

Landsretten fandt herefter, at der ikke forelå særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 4. pkt., som gav grundlag for at bortse fra fristoverskridelsen. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

I en administrativ straffesag havde Skattestyrelsen rejst sigtelse mod skatteyder for overtrædelse af skattekontrollovens § 83, stk. 1, vedrørende indkomstårene 2018-20, idet skatteyder ifølge sigtelsen undlod at oplyse om udlodninger fra sit selskab på henholdsvis 171.188 kr., 208.183 kr. og 225.610 kr. Den samlede unddragelse udgjorde 245.796 kr.

Skatteyderen begærede forsvarer beskikket.

I forbindelse med Skattestyrelsens fremsendelse af begæringen til retten oplyste Skattestyrelsen, at der var usikkerhed om tilregnelsen og om skatteyderens dispositioner, samt at det drejede sig om hævninger på bankkonti i hans selskab over tre år. Endvidere oplyste Skattestyrelsen, at sagen kunne afgøres med en bøde, som maksimalt udgjorde 430.000 kr. ved forsæt og 80.000 kr. ved grov uagtsomhed.

Byretten afslog beskikkelse og henviste til, at betingelserne for beskikkelse, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1, ikke var opfyldt.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. Under skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af skattelovgivningen kunne der beskikkes borgeren en forsvarer, når sagens beskaffenhed, borgernes person eller omstændighederne i øvrigt gjorde det ønskeligt. Skatteyderen var sigtet for 3 overtrædelser af skattekontrolloven vedrørende udlodninger fra skatteyderens selskab. Skattestyrelsen ønskede at indkalde skatteyderen til et møde henblik på at kunne vurdere, om skatteyderen havde foretaget sig noget strafbart. Efter det oplyste tiltrådte landsretten, at der efter sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste ikke var grundlag for at beskikke en forsvarer, jf. herved tillige U 2023.4829 Ø, TfK2023.506 Ø og U 2024.1205 Ø.

Ved ansættelsen af en ejendoms grundværdi pr. 1. januar 2020 havde Vurderingsstyrelsen lagt vægt på, at grunden ifølge plandataregistret var udlagt til tæt-lav boligbebyggelse med en bebyggelsesprocent på 40. 

Klageren gjorde gældende, at grunden var udlagt til åben-lav boligbebyggelse med en bebyggelsesprocent på 30, hvorfor der ved Vurderingsstyrelsens afgørelse forelå åbenbart urigtige oplysninger om plangrundlaget. Med henvisning til bl.a. ejendomsvurderingslovens § 17, stk. 3, 1. pkt., og § 18, stk. 1, gjorde klageren endvidere gældende, at der ved ansættelsen af grundværdien skulle tages hensyn til, at bygningen på ejendommen var klassificeret som bevaringsværdig. 

Landsskatteretten fandt, at der ved Vurderingsstyrelsens afgørelse ikke forelå åbenbart urigtige oplysninger om plangrundlaget, og at Vurderingsstyrelsen derfor var berettiget til at foretage vurderingen på baggrund af de oplysninger, som vurderingsmodellen havde anvendt.

Landsskatteretten fandt endvidere, at der ved grundværdien efter ordlyden af ejendomsvurderingslovens § 17, stk. 1, og forarbejderne til bestemmelsen som hidtil fortsat skulle forstås værdien af grunden i ubebygget stand, og at begrebet ubebygget skulle forstås således, at der ikke var opført bygninger af nogen art på grunden. På denne baggrund kom Landsskatteretten frem til, at en bevaringsværdig bygning på grunden ikke i henhold til § 17, stk. 1, var en byrde, der skulle tages hensyn til ved fastsættelsen af grundværdien. Som følge heraf kunne ejendomsvurderingslovens §§ 17, stk. 3, 1. pkt., og 18, stk. 1, hvorefter der ved fastsættelsen af grundværdien skal tages hensyn til rettigheder og byrder af offentligretlig karakter, ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæstede ansættelsen af ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2020.

Sagen var henvist til Landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 6 a, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2.

Sagen angik, om vederlaget til klageren for arbejde udført på borerigge i nederlandsk territorium var omfattet af artikel 24 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Danmark og Nederlandene, således at Danmark skulle indrømme creditlempelse for den betalte skat. Landsskatteretten udtalte, at undtagelsen i artikel 24, stk. 1, 2. pkt., måtte forstås således, at den vedrørte beskatning af selve den virksomhed, der blev udøvet gennem et fast driftssted. Da det var H1 A/S - og ikke klageren - der drev virksomhed ud for den nederlandske kyst, skulle der foretages en vurdering af, om H1 A/S’ virksomhed ud for den nederlandske kyst udgjorde et fast driftssted. På baggrund af en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at H1 A/S’ virksomhed ud for den nederlandske kyst udgjorde et fast driftssted, og at artikel 24 derfor ikke fandt anvendelse, jf. artikel 24, stk. 1, 2. pkt. Beskatningsretten til klagerens vederlag skulle således fordeles i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15. Da klageren var hjemmehørende i Danmark, og da arbejdet blev udført i Holland, kunne vederlaget også beskattes i Holland. Idet indkomsten kunne beskattes i Holland efter artikel 15, skulle Danmark ved skatteberegningen indrømme exemptionlempelse efter artikel 23, stk. 5, litra c). Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik fastsættelsen af nyprisen ved indregistrering af et brugt køretøj. Landsskatteretten fandt, at der var en sammenhæng mellem registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7 (nu § 4, stk. 6), § 8, stk. 1, § 9, stk. 1 og 2, og § 10, stk. 2, og at denne sammenhæng indebar, at principper for fastsættelsen af nyprisen for køretøjer og oplysninger vedrørende nyprisen for køretøjer tilsvarende kunne være relevante på tværs af bestemmelserne for nye og brugte køretøjer. Landsskatteretten lagde samtidig til grund, at nyprisen i forhold til beregningen af værdiforringelse for et køretøj indgik i en sammenhæng, hvor det afgørende var, at beregningen af værditabet for et køretøj blev så retvisende som muligt i forhold til det konkrete køretøj. Landsskatteretten fandt endvidere, at nyprisen efter bestemmelserne i registreringsafgiftsloven var prisen i forhold til salg til en almindelig slutbruger, og at det i den forbindelse var væsentligt for beregningen, at der var den fornødne indbyrdes sammenhæng mellem de forskellige faktorer, der indgik i beregningen. Der skulle således ske en sammenligning af køretøjets nypris inklusive afgift med køretøjets handelspris inklusive afgift for at fremkomme til et retvisende værditab. Dermed forelå der ikke den nødvendige indbyrdes sammenhæng, hvis der blev anvendt oplysninger om en nypris for et køretøj på én type marked, mens der blev anvendt oplysninger om en handelspris for køretøjet på en anden type marked. Som følge heraf kunne nyprisen for leasingkøretøjer ikke anvendes i den konkrete sag.

Der forelå ikke en konkret dokumenteret nypris for køretøjet, og fastsættelsen af nyprisen for køretøjet måtte derfor tage udgangspunkt i relevante oplysninger om nypriser på et frit marked, hvor der ikke kunne konstateres ét bestemt eksakt beløb på et givent tidspunkt som nyprisen for et sådant køretøj ved salg til slutbruger, idet der kunne konstateres prisforskelle. Der skulle herved foretages en afvejning og bedømmelse af relevansen og vægten af de respektive oplysninger, der indgik i grundlaget for et skøn over nyprisen, og relevante oplysninger til brug for fastsættelsen af køretøjets nypris var derfor ikke begrænset til alene at være køretøjets genberegnede nypris efter registreringsafgiftslovens § 9 a. Sammenhængen mellem bestemmelserne i registreringsafgiftsloven og principperne for afgiftsberegningen indebar, at også oplysninger om anmeldte standardpriser vedrørende nyprisen for køretøjer var relevante oplysninger og kunne indgå i grundlaget for et skøn over nyprisen, selvom oplysningerne ikke var frit tilgængelige for alle. Endvidere ville andre oplysninger om f.eks. importørens kalkulationer i forhold til vejledende udsalgspriser mv. i forhold til køretøjet kunne være relevante. Der kunne derimod ikke, med de fremkomne og fremlagte oplysninger om køretøjets nypris og i lyset af de foreliggende oplysninger om karakteren, indholdet og sammenligningsgraden mellem oplysningerne i Standardpriser.dk, alene lægges afgørende vægt på én bestemt oplysning i Standardpriser.dk. Ud fra et samlet skøn over de fremlagte og fremkomne oplysninger om nyprisen inklusive registreringsafgift for tilsvarende køretøjer fandt Landsskatteretten, at den af selskabet anmeldte nypris på 376.855 kr. måtte anses for at være udtryk for en reel og markedsdannende nypris for køretøjet, og at denne nypris derfor kunne anvendes i værditabsberegningen for køretøjet. Landsskatteretten ændrede Motorstyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Et selskab havde i perioden 1. juli 2017-31. december 2019 haft forskellige momspligtige aktiviteter, herunder formidling af salg af fast ejendom. Selskabet havde i denne forbindelse oppebåret en indtægt på 25.000.000 kr. ekskl. moms i januar 2020. Selskabet bogførte den 19. december 2019 en mæglerudgift, hvoraf købsmomsen udgjorde 531.250 kr. Det fremgik af fakturaen, at den indkøbte mæglerydelse vedrørte den ejendom, der havde været genstand for selskabets formidlingsydelse. Udgiften kunne derfor henføres direkte og umiddelbart til selskabets udgående transaktioner, hvorfor selskabet indrømmedes fuldt fradrag for købsmomsen på 531.250 kr., jf. momslovens § 37, stk. 1. Som følge af, at selskabet både havde aktiviteter inden for og uden for momslovens anvendelsesområde, skulle selskabet indrømmes delvist fradrag for moms af generalomkostninger, jf. momslovens § 38, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angik momsperioderne i 2017 og 2018, idet retten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte den af Skattestyrelsen skønnede fradragsprocent i disse år jf. momslovens § 38, stk. 2. For så vidt angik momsperioderne i 2019, hjemvistes Skattestyrelsens opgørelse af den delvise fradragsprocent til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Landsskatteretten fandt, at selskabets formidlingshonorar vedrørende salg af fast ejendom på 25 mio. kr. ekskl. moms ikke skulle indgå i beregningsgrundlaget heraf og således påvirke selskabets fradragsprocent for 2019, idet denne omsætning vedrørte år 2020.

Sagen angik, om skatteyder var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2014-2018. Det var ubestridt, at skatteyderen fraflyttede Danmark senest den 30. november 2007. Spørgsmålet i sagen var derfor, om han var tilflyttet Danmark senest den 1. januar 2014. Det var i den forbindelse et tvistepunkt, om skatteyderen havde bopæl i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og om skatteyderen havde taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Retten fandt, at skatteyderen havde bopæl i Danmark, og at han havde opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage i indkomståret 2013. Skatteyderen var derfor skattepligtig til Danmark senest fra den 1. januar 2014, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

Sagerne angik for det første hvorvidt en række udgifter til telefon- og internetabonnementer, køb af møbler, el-styringspanel til solpaneler og revisionshonorarer, udelukkende var anvendt til brug for sagsøgerens afgiftspligtige leverancer efter den dagældende momslovs § 37, stk. 2, nr. 1 og dermed kunne fragå ved opgørelsen af sagsøgerens momstilsvar. Retten fandt, at sagsøgeren ikke efter de fremlagte afregningsbilag sammenholdt med sagsøgerens forklaring, havde godtgjort, at varerne og ydelserne var indkøbt udelukkende til brug for sagsøgerens momspligtige leverancer, og sagsøger kunne derfor ikke få fradrag for købsmomsen af de omhandlede indkøb.  

Sagerne angik videre, om sagsøgeren ved opgørelse af fradragsprocenten for fællesomkostninger, der vedrører både fradragsberettigede formål og for virksomheden uvedkommende formål, kunne medregne indtægter fra fakturaer udstedt til sagsøgerens kunde samt bestyrelseshonorarer for sagsøgers bestyrelsespost i et selskab. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indtægterne vedrørte sagsøgerens momspligtige virksomhed, og indtægterne skulle derfor ikke medregnes ved opgørelsen af fradragsprocenten for fællesomkostninger. 

Endelig angik sagerne, om importerede solpaneler og tagsten til videresalg, samt sagsøgerens indkøb af advokatydelser fra Y1-land og Y2-land, kunne fragå ved opgørelsen af sagsøgerens momstilsvar, jf. momslovens § 37, stk. 1, og stk. 2, nr. 3. For så vidt angik importen af solpaneler og tagsten, fandt retten, at sagsøgeren ikke alene ved sin forklaring havde godtgjort, at solpanelerne momsmæssigt var solgt videre fra sagsøgeren, navnlig henset til, at der var tale om salg mellem interesseforbundne parter. For så vidt angik indkøbet af advokatydelser fra Y1-land og Y2-land, fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at advokatydelserne var indkøbt til brug for sagsøgerens momspligtige ydelser, navnlig henset til, at ydelserne ifølge fakturabeskrivelserne samt forklaringerne vedrørte et andet selskab. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik, om grundværdien for en ejendom pr. 1. oktober 2014 ansat til 0 kr. i historisk niveau kunne behandles i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1. Ejendommen udgjorde et fællesareal, som ifølge en tinglyst servitut ikke måtte bebygges. Klageren og Vurderingsstyrelsen var enige om, at vurderingen også skulle være 0 kr. i 2014-niveau, og grundværdien var alene påklaget med henblik på at opnå tilbagebetaling af grundskyld som følge af en ansættelse af grundværdien til 0 kr. i aktuelt niveau.

Landsskatteretten fandt, at vurderingen pr. 1. oktober 2014 for ejendommen var omfattet af reglerne om fremrykket klageadgang, og at klagen skulle behandles i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1. Klagen over ejendommens grundværdi pr. 1. oktober 2014 på 0 kr. skulle således behandles med udgangspunkt i prisforholdene for vurderingsåret 2014, og der skulle foretages en fuld prøvelse af ejendommens grundværdiansættelse.

Klagesagen angik desuden værdien af fællesarealet, og om der var udøvet et konkret skøn over grundens værdi.

Landsskatteretten fandt, at grundværdien for ejendommen efter en konkret vurdering af grundens udnyttelsesmuligheder og prisforholdene i 2014-niveau udgjorde 0 kr. Landsskatteretten fandt, at Vurderingsstyrelsen havde udøvet et konkret skøn over ejendommens grundværdi efter prisniveauet i 2014, og Landsskatteretten ansatte herefter ejendommens grundværdi pr. 1. oktober 2014 til 0 kr. i aktuelt prisniveau for 2014.

Sagen angik, hvorvidt den nummerplade, som klageren havde monteret på sin motorcykel, var monteret bag på køretøjet eller på siden af køretøjet. Landsskatteretten fandt, at der ikke var holdepunkter for at fortolke registreringsbekendtgørelsens § 69, stk. 2 således, at der kunne stilles krav om, at nummerpladen skulle flugte med yderkanten af motorcyklens baghjul for, at nummerpladen kunne anses for at være monteret bag på køretøjet. Det var Landsskatterettens opfattelse, at selvom køretøjet ikke var typegodkendt, kunne de krav til montering og fastgørelse af bagnummerplader på motorcykler, der fremgik af forordning nr. 44/2014, anses for fortolkningsbidrag til, hvornår en nummerplade måtte anses for at være placeret bag på en motorcykel samt i øvrigt være synlig og let læselig. Motorstyrelsen havde i sin afgørelse lagt til grund, at nummerpladen var sidemonteret og havde derfor behandlet sagen som en anmodning om dispensation til at sidemontere nummerpladen. Landsskatteretten fandt, at Motorstyrelsen ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt, hvorvidt nummerpladen var monteret bag på køretøjet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 69, stk. 2. Landsskatteretten hjemviste derfor sagen til Motorstyrelsen med henblik på en vurdering af, hvorvidt nummerpladen var placeret bag på køretøjet samt i øvrigt opfyldte kravene for montering af en nummerplade på en motorcykel.

Sagen angik, om klageren i henhold til skatteforvaltningslovens § 29 kunne omgøre nogle privatretlige dispositioner. Landsskatteretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at Skattestyrelsen ikke havde truffet afgørelse om at ændre klagerens skatteansættelse vedrørende beskatning af godskrivningen af 281.702 kr. på klagerens mellemregning med moderselskabet som maskeret udbytte. Da der således ikke forelå en ansættelse af klagerens skattepligtige indkomst, fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne ske omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om et selskabs produktion af spiritus kunne omfattes af moderationsordningen i spiritusafgiftslovens § 2, stk. 2-6.

Selskabet fremstillede ikke spiritus ved destillering, men ved forarbejdning af råspiritus. Landsskatteretten fandt, at bestemmelserne om anvendelsesområdet moderationsordningen i spiritusafgiftslovens § 2, stk. 2 og 3, måtte fortolkes sådan, at der skal være tale om fremstilling af spiritus ved egentlig destillering for, at små spiritusproducenter kan være omfattet af moderationsordningen. Der var således ikke i ordlyden, lovbemærkningerne eller Strukturdirektivet, herunder i forskellige sprogversioner af direktivet, grundlag eller støtte for at fortolke anvendelsesområdet udvidende for de begunstigende bestemmelser i spiritusafgiftsloven om moderationsordningen sådan, at andre små spiritusproducenter, der fremstiller spiritus på anden måde end ved egentlig destillering, kunne være omfattet af moderationsordningen. Selskabet var derfor ikke omfattet af ordningen. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, hvorvidt et selskab var berettiget til at klage over vurderingen af en erhvervsejendom pr. 1. oktober 2015. Selskabet havde indgivet klagen under henvisning til reglerne om fremrykket klageadgang i ejendomsvurderingslovens § 89 a. Landsskatteretten afviste klagen under henvisning til, at der ikke var foretaget en almindelig vurdering eller årsomvurdering af erhvervsejendommen med vurderingstermin i 2015. Retten lagde vægt på, at omvurderingen pr. 1. oktober 2015 var blevet ophævet af Vurderingsstyrelsen den 6. december 2021, hvorefter der ikke længere eksisterede en foretaget omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2015. Det forhold, at Vurderingsstyrelsen alene havde tillagt ophævelsen fremadrettet skattemæssig virkning efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 7, vedrørte alene den efterfølgende skattemæssige virkning, ophævelsen skulle have, og ændrede dermed ikke på, at selve vurderingen var blevet ophævet. Idet der således ikke længere eksisterede en foretaget vurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2015, havde Landsskatteretten ikke saglig kompetence til at behandle klagen, hvorfor retten afviste denne.

Sagen angik, om klageren i indkomstårene 2017-2019 var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark eller i Polen efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, herunder om klageren i disse indkomstår kunne anvende reglerne for grænsegængere og derved få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover angik sagen, om klageren for de samme indkomstår var berettiget til fradrag for befordring mellem arbejdspladsen i Danmark og boligen i Polen efter ligningslovens § 9 C, herunder hvor klageren havde sædvanlig bopæl.

Landsskatteretten fandt, at klageren som udgangspunkt var skattepligtig til Danmark, ligesom det blev lagt til grund, at klageren var skattepligtig til Polen. Da klageren havde bolig til rådighed i både Danmark og Polen, skulle klageren anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han havde midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a. Idet klageren havde økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, skulle klageren herefter anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis havde ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b. Ud fra det i sagen fremlagte havde klageren opholdt sig mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår, hvorved retten fandt, at klageren var hjemmehørende i Polen.

I relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C fandt retten, at klagerens sædvanlige bopæl i de omhandlede indkomstår var i Polen. Herved lagde retten bl.a. vægt på, at klageren havde opholdt sig væsentligt mere i Polen end i Danmark, ligesom klagerens familiemæssige og personlige forhold i Polen fremstod veldokumenterede. Desuden lagde retten vægt på, at klagerens boligforhold i Danmark og Polen adskilte sig fra hinanden, idet klageren delte en lejlighed i Danmark med andre, mens klageren ejede den ejendom i Polen, som klageren boede i sammen med sin familie.

Retten hjemviste den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget til Skattestyrelsen, da Skattestyrelsen som førsteinstans ikke tidligere havde forholdt sig til denne del.

Kapitalafkastsatsen for 2024 er 4 pct. Rentekorrektionssatsen for 2024 er 7 pct. 

Sagen angik opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget i årene 2007-2008 for en fællesregistrering af selskaber i en bankkoncern. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige. Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og de dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelsers § 4, stk. 2 og 4.

Banken havde foretaget en skønsmæssig fordeling af lønsummen på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort for hele fællesregistreringen under ét. 

Retten fandt, at Skatteministeriet havde godtgjort, at bankens skøn over fordeling af lønsummen ikke var retvisende for medarbejdernes faktiske anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden, og at SKAT’s skønsmæssige fordeling var egnet til at give et mere retvisende billede af medarbejdernes faktisk anvendte tidsforbrug end fællesregistreringens skøn. SKAT havde derfor været berettiget til at tilsidesætte bankens fordeling og sætte sin egen fordeling i stedet.

Det kunne ikke føre til andet resultat, at Landsskatteretten i en tidligere kendelse fra 2008 var nået til det modsatte resultat i forhold til nogle tidligere år (2001-2002), hvor fællesregistreringen også havde baseret fordelingen af lønsummen på en omsætningsfordeling, og hvor de faktiske forhold ifølge banken var de samme som for de omhandlede senere år (2007-2008). Retten fandt, at fællesregistreringen ikke havde haft nogen retsbeskyttet forventning om eller på andet grundlag et retskrav på, at skattemyndighederne også for årene 2007-2008 ville acceptere bankens metode med fordeling af lønsummen baseret på en omsætningsfordeling.

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde været berettiget til at foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2016 og 2017 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. 

Retten lagde til grund, at skatteyderen havde selvangivet sin indkomst for lavt i 2016 og 2017, selv om han vidste eller burde vide, at dette ikke var retvisende. I 2016 havde skatteyderen endvidere selvangivet en del af sin lønindkomst som udenlandsk indkomst omfattet af ligningslovens § 33 A, selvom han var eller burde have været bekendt med, at han ikke opfyldte betingelserne hertil. På den baggrund var der handlet groft uagtsomt i forhold til de fejlagtige selvangivelser vedrørende løn. Retten lagde vægt på, at skatteyderen kunne have opgjort korrekte lønindtægter ved at undersøge bankoverførslerne fra arbejdsgiver til eget pengeinstitut. Ligeledes fandt retten, at skatteyderen ved at have selvangivet rejseudgifter for højt i både 2016 og 2017 tillige havde handlet groft uagtsomt. 

Endvidere lagde retten til grund, at Skattestyrelsen først den 10. november 2021 kom i besiddelse af de oplysninger, der dannede grundlag for den ekstraordinære genoptagelse. Det kunne således ikke føre til et andet resultat, at Skattestyrelsen ikke havde oplyst skatteyderen om de genoptagne skatteansættelser, da skatteyderen rettede henvendelse til Skattestyrelsen i maj 2018. Ligeledes kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at skatteyderen havde oplyst, at selvangivelserne blev indleveret via revisor. 

Herefter og da fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var opfyldte, blev Skatteministeriet frifundet.