Sagen angik, om sagsøgeren havde fradrag i medfør af momslovens § 37, stk. 1, for en moms, som var faktureret fra et interesseforbundet anpartsselskab. Sagsøgeren gjorde gældende, at fakturaen var betalt ved stiftelsen af en gældsforpligtelse. Retten fandt, at der i sagen forelå unormale forhold, og at der derfor påhvilede sagsøgeren en skærpet bevisbyrde. Retten fandt videre, at denne bevisbyrde ikke var løftet. Endelig fandt retten, at Skattestyrelsen ikke havde handlet i strid med officialprincippet under henvisning til den forudgående partshøring og udførlige angivelse af manglende dokumentation.

Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at beskatte sagsøgeren for at have modtaget en gave på 300.000 kr. fra sin veninde, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. 

Det var i sagen ubestridt, at sagsøgeren hævede 300.000 kr. fra den sin venindes konto inden venindens død i henhold til en fuldmagt.

Retten fandt ikke, at det var godtgjort, at sagsøgeren havde modtaget 300.000 kr. i gave. Retten lagde i den forbindelse vægt på sagsøgerens forklaring om, at sagsøgeren - efter at have hævet pengene - afleverede pengene til sin veninde, og at pengene blev lagt i en lukket reol i venindens hjem, samt at denne forklaring var bestyrket af sagsøgerens venindes forklaring. Retten udtalte endvidere, at flere personer, herunder blandt andet hjemmehjælpere og familie, i tiden op til venindens død kom i venindens hjem. 

Videre udtalte retten, at sagsøgerens forklaring var understøttet af, at aktiviteten på hendes konto, efter at pengene var blevet hævet, tilnærmelsesvist var identisk med aktiviteten, forud for at pengene var blev hævet, ligesom retten fandt, at der ikke var andre omstændigheder, som indikerede, at sagsøgeren havde haft ændringer i sin økonomi eller sit forbrug efter hævningen.

På den baggrund skulle Skatteministeriet anerkende, at sagsøgerens indkomstansættelse for indkomståret 2017 skulle nedsættes med 300.000 kr.

Sagen angik, om der var grundlag for genoptagelse af en skatteyders skatteansættelser for indkomstårene 2010-2011. Skatteyderen havde indgivet genoptagelsesanmodningen i 2019. Retten fandt, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, ikke var opfyldt, da den påberåbte praksisændring ikke fandt anvendelse på skatteyderens situation. Retten fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Retten lagde vægt på, at skattemyndighederne ikke havde begået fejl, og at skatteyderen heller ikke i øvrigt havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder, der kan begrunde genoptagelse.

Retten fandt derudover ikke, at der var grundlag for hjemvisning til fornyet behandling af hverken Landsskatterettens eller Skattestyrelsens afgørelser, da afgørelserne ikke var truffet på et forkert retligt grundlag eller i øvrigt behæftet med væsentlige formelle fejl eller sagsbehandlingsfejl. 

Spørger 1 var tidligere det øverste holdingselskab i G1 koncernen, men blev opkøbt af H1 gennem spørger 2. Spørger 1 og spørger 2 var administrationsselskab i G1 koncernens sambeskatning i en periode. I selskabernes periode som administrationsselskab blev der opbygget en saldo af ikke-beskårne nettokurstab til fremførsel efter rentefradragsbegrænsningsreglerne, jf. selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt., (fordringssaldo 1 og 2).

Spørgerne ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at saldoen omfattet af selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt. ikke skulle overføres til spørger 2 i forbindelse med spørger 2´s indtræden som nyt administrationsselskab, men fortsat skulle ligge til fremførsel i spørger 1. Skatterådet afkræftede dette.

Spørgerne ønskede under spørgsmål 2 at få bekræftet, at saldoen omfattet af selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt. ikke skulle overføres til M2 i forbindelse med M2´s indtræden som nyt administrationsselskab, men forsat skulle ligge til fremførsel i spørger 2. Skatterådet afkræftede dette.

Spørgerne ønskede under spørgsmål 3 at få bekræftet, at de to fordringssaldi skulle ophøre med at eksistere ved en efterfølgende likvidation af spørger 1 og spørger 2. Skatterådet afkræftede dette.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne fradrage endeligt underskud, som var realiseret i Spørgers helejede norske datterselskab efter SEL § 31 E, på det tidspunkt, hvor det norske datterselskab ophørte ved likvidation.

Sagen angik, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger og overførsler til hans bankkonto i indkomstårene 2018 og 2019. 

For så vidt angår de beløb, som sagsøgeren havde fremlagt gældsbreve vedrørende, fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der eksisterede eller havde eksisteret et reelt gældsforhold, eller at sagsøgeren havde påtaget sig en forpligtigelse til tilbagebetaling af beløbene. Retten anførte herved, at de fremlagte gældsbreve fremstod som underskrevet efter, at overførslerne var sket. 

Retten fandt heller ikke for så vidt angår de øvrige overførsler, at sagsøgeren havde godtgjort, at der var tale om lån. 

Endelig fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at tre indbetalinger på i alt 17.900 kr., som var foretaget via automatindbetalinger, hidrørte fra allerede beskattede midler. 

På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet. 

I en ankesag vedrørende en kommanditists kursgevinst på gæld i fremmed valuta gjorde kommanditisten i sin ankereplik gældende, sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, fordi der var grundlag for en korrektion af avanceopgørelsen og opgørelsen af genvundne afskrivninger. Skatteministeriet protesterede imod anbringendet med henvisning til, at det udgjorde et nyt spørgsmål efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2 (og retsplejelovens § 383).

Landsretten bestemte, at anbringendet ikke kunne tages i betragtning ved landsrettens behandling af sagen, jf. retsplejelovens § 383 sammenholdt med skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2.

Landsretten lagde vægt på, at spørgsmålet ikke havde været genstand for tvist ved de administrative instanser og heller ikke ved byrettens behandling af sagen. Endvidere lagde landsretten vægt på, at der ikke var oplyst om undskyldende omstændigheder, og at spørgsmålet om den korrekte opgørelse af tab efter ejendomsavancebeskatningsloven skulle afgøres efter andre regler og kriterier end spørgsmålet om, hvorvidt kommanditisten havde fået en skattepligtig kursgevinst ved salg af kommanditselskabets ejendom. Endelig lagde landsretten vægt på, at der - som sagen var oplyst - ikke var grundlag for at antage, at kommanditisten ville lide et uforholdsmæssigt tab ved ikke at få tilladelse til at inddrage spørgsmålet under sagen.

Sagen angik, om skyldneren opfyldte betingelserne for eftergivelse  af gæld til det offentlige efter gældsinddrivelseslovens § 13. 

Retten fandt, at skyldneren ikke havde godtgjort, at der ingen udsigt var for skyldneren til at betale sin gæld, idet skyldneren, der var arbejdssøgende, havde været i arbejde som vikar gennem en længere årrække og ejede ubehæftet fast ejendom. De økonomiske betingelser for gældseftergivelse  efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. Skyldnerens helbredsforhold eller andre forhold talte ikke i særlig grad for gældseftergivelse  efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6.

På den baggrund og da der i øvrigt ikke var grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afgørelse, blev Skatteministeriet frifundet.

Retten (tre dommere) fandt, at skatteyderen ikke havde ført bevis for, at en række overførsler til skatteyderen og skatteyderens kommanditselskab fra interesseforbundne selskaber udgjorde lån. Skatteyderen havde ikke fremlagt lånedokumenter eller godtgjort, at der skete betaling eller indfrielse af de hævdede lån, ligesom det heller ikke var godtgjort, at der blev tilskrevet renter. De fremlagte mellemregningskonti var ikke udtryk for reelle låneforhold men alene udtryk for en formel registrering. Skatteyderen skulle derfor beskattes af overførslerne, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Det forhold, at Østre Landsret i en straffesag om en anden overførsel havde fundet, at der var tale om et ulovligt direktørlån, kunne ikke tillægges vægt ved bedømmelsen. 

Endvidere fandt retten, at SKAT havde været berettiget til at foretage en fornyet skønsmæssig ansættelse af skatteyderens indkomst for indkomståret 2007. Skatteyderen havde ikke løftet bevisbyrden for, at den af SKAT foretagne fornyede taksation var udøvet på et forkert grundlag eller medførte et åbenbart urigtigt resultat, herunder bl.a. fordi skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderens kommanditselskab ikke var den reelle sælger af en række ejendomme. 

Endelig fandt retten, at det var med rette, at Landsskatteretten ikke behandlede en indsigelse om virksomhedsskatteordningen under klagesagen, da skatteyderen ikke havde gjort indsigelsen gældende i klageskrivelsen. Det forhold, at skatteyderen under et møde med Skatteankestyrelsen - mere end 10 år efter klagefristens udløb - og i et efterfølgende indlæg gjorde indsigelsen gældende, ændrede ikke herved.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen drejede sig om en skatteyder, hvis skattepligtige indkomst for indkomstårene 2017, 2018 og 2019 var blevet forhøjet af skattemyndighederne på baggrund af indsætninger på skatteyderens bankkonti og hævninger fra skatteyderens selskabskonti. Herudover havde skattemyndighederne beskattet skatteyderen af værdien af fri bil i indkomstårene 2018 og 2019. Efter bevisførelsen for retten, fandt retten ikke grundlag for, at Skattestyrelsens og Skatteankenævnets afgørelser var foretaget på et utilstrækkeligt grundlag. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Retten fandt, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at indsætninger på hans konto udgjorde forudbetalinger for salg af et anpartsselskab, og skatteyderen havde dermed løftet bevisbyrden for, indsætningerne ikke skulle beskattes hos ham efter statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten havde truffet afgørelse om, at en skattepligtig skulle betale gaveafgift af et arveforskud, der var givet som led i en ejendomsoverdragelsesaftale mellem den skattepligtige og dennes (red.familiebetegnelse.nr.1.fjernet). Den skattepligtige havde i tiden frem til overdragelsesaftalen forpagtet den overdragne ejendom af sin (red.familiebetegnelse.nr.1.fjernet). 

Retten konstaterede, at det af ejendomsoverdragelsesaftalen fremgik, at den skattepligtiges (red.familiebetegnelse.nr.1.fjernet) betingede handel af, at den del af forpagtningsafgiften, der var forældet, skulle betragtes som et arveforskud, hvor den skattepligtige skulle betale afgiften heraf. Retten bemærkede samtidigt, at denne betingelse ikke fandtes at være stridende med forældrenes forudgående testamente. 

Retten lagde til grund, at den skattepligtige i forbindelse med indgåelsen af overdragelsesaftalen uden forbehold accepterede, at den forældede forpagtningsafgift, som betingelse for aftalen, skulle betragtes som et arveforskud. Videre fandt retten, at den skattepligtige ved indgåelsen af overdragelsesaftalen på de vilkår, der fremgik heraf, havde frafaldet forældelsesindsigelsen i forhold til den forældede del af forpagtningsafgiften.  

Retten konstaterede herefter, at som følge af, at den skattepligtige frafaldt forældelsesindsigelsen i forhold til den forældede forpagtningsafgift, der i overdragelsesaftalen blev opgjort til et bestemt beløb, udgjorde dette beløb værdien af arveforskuddet, jf. arvelovens § 43. Retten lagde herved navnlig lagt vægt på, at overdragelsesaftalen enten ikke var blevet indgået eller at den var indgået på andre vilkår, såfremt den skattepligtige ikke havde accepteret denne værdiansættelse. Under de omstændigheder udgjorde dette beløb således handelsværdien i forholdet mellem den skattepligtige og dennes (red.familiebetegnelse.nr.1.fjernet), og dermed den værdi arveforskuddet havde, også i afgiftsmæssig henseende, jf. lov om afgift af dødsboer og gaver, § 27, stk. 1.

Af de grunde var arveforskuddet ifølge retten gaveafgiftspligtig, jf. lov om afgift af dødsboer og gaver, § 23, stk. 3, jf. stk. 1, for den del af værdien, der oversteg grundbeløbet, der afgiftsfrit kunne gives til den skattepligtige i 2019, jf. samme lovs § 22, stk. 1, således som det fremgik af Landsskatterettens afgørelse.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

På baggrund af den teknologiske udvikling i samfundet, og fordi et Smartwatch med eller uden eSIM med adgang til telefoni kan sammenlignes med en smartphone, kunne Skatterådet bekræfte, at et Apple Watch eller lignende Smartwatch med eller uden eSIM måtte anses for en telefon omfattet af beskatningen af fri telefon i ligningsloven § 16, stk. 12.

Det var endvidere Skatterådets opfattelse, at der i den foreliggende sag var en reel arbejdsmæssig begrundelse for at stille et Smartwatch med eller uden eSIM til rådighed for de ansatte som telefon nr. 2, selvom det ville blive tilbudt gennem en lønomlægning/bruttolønsordning.

Skatterådet lagde vægt på, at et Smartwatch i et vist omfang indeholder anvendelsesmuligheder og funktionaliteter, som en smartphone ikke indeholder. I kraft af at uret sidder rundt om håndleddet, vil det endvidere være nemmere for medarbejderne at have uret med sig i forhold til en smartphone, og medarbejderne vil derved have adgang til hurtigere at kunne besvare et kundeopkald og beskeder, samt få et overblik over kalendere mv.

Skatterådet forudsatte, at Smartwatch’et ikke reelt stilles til rådighed for andre i medarbejderens husstand.

Sagen angik, om klageren var berettiget til dispensation for overskridelse af fristen for indsendelse af selvangivelser og beholdningsoversigter for årene efter fraflytningsåret, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39 A, stk. 11. Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at omstændighederne talte for, at der kunne gives dispensation til at se bort fra fristoverskridelserne i indkomstårene 2015 - 2017 med indsendelse af oplysninger og beholdningsoversigter. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at klageren rettidigt inden den 1. juli 2015 anmodede om og fik bevilliget henstand samt indgav oplysninger og beholdningsoversigt i forbindelse med hans fraflytning i indkomståret 2014, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39, den beløbsmæssige betydning, at klagerens skattepligt til Danmark var genindtrådt, og at der ikke skete salg af aktiebeholdningen, mens klageren var bosiddende i Sverige. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger påtænkte at gennemføre en række omstruktureringer af sine to britiske selskaber, og ønskede i den forbindelse afklaret, om der ville udløses beskatning af genbeskatningssaldo vedrørende selskabet H3. Genbeskatningssaldoen var opstået som følge af en sambeskatning i perioden 1992-2003, hvor der var fradraget underskud fra H3 i sambeskatningsindkomsten hos spørger.

I spørgsmål 1 ønskedes det afklaret, om en licensaftale indgået mellem H1 og H3’s datterselskab H4 kunne overdrages til H2 til markedsværdi og efterfølgende likvidation af H4, uden det ville udløse beskatning af genbeskatningssaldoen. Skatterådet bekræftede, at hverken overdragelsen af licensaftalen eller likvidationen ville udløse beskatning, fordi genbeskatningssaldoen vedrørte H3 og ikke H4.

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, om en efterfølgende likvidation af H3 ville udløse beskatning af genbeskatningssaldoen i spørger. Skatterådet bekræftede, at der ikke ville udløses begrænset genbeskatning efter ligningslovens § 33 E, stk. 3, 1. pkt., jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004. Dette skyldes, at H3 ikke har udloddet udbytte inden for de seneste 5 år, ligesom der ikke ville opstå nogen avance i forbindelse med likvidationen af H3.

I spørgsmål 3 ønskedes det bekræftet, at genbeskatningssaldoen i H1 ville bortfalde efter en likvidation af både H4 og H3. Skatterådet bekræftede, at genbeskatningssaldoen i H1 ville bortfalde.

Sagen omhandlede, at det amerikanske selskab M1 besluttede, at selskabets forretningsområde (navn udeladt) skulle spaltes ud af den eksisterende koncern som et selvstændigt børsnoteret selskab. Beslutningen blev offentliggjort i en fondsbørsmeddelelse i (dato udeladt).

For at gennemføre spaltningen blev alle aktierne i det svenske selskab (navn udeladt) udloddet op gennem M1 struktur, hvilket involverede, at der skete en udlodning fra det danske selskab D1 til det svenske moderselskab Spørger AB.

Spørgsmål 1 angik, om Spørger AB kunne modtage udbytter skattefrit fra D1. Endvidere var spørgsmålet om M1, ansås som retmæssige ejer af de aktier der blev udloddet fra D1, og om M1 tilsvarende kunne modtage udbytter skattefrit fra D1.

Skatterådet kom frem til, at Spørger AB ansås for rette indkomstmodtager af udbyttet, og kunne påberåbe sig, at M1 vil være retmæssig ejer og derfor var beskyttet efter den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst, såfremt M1 ejede aktierne i D1 direkte i stedet for indirekte.

Skatterådet bekræftede derfor under spørgsmål 1, at der ikke skete udbyttebeskatning, når aktierne i det danske selskab D1 blev udloddet til det svenske selskab Spørger AB, fordi M1 var retmæssig ejer af udbyttet, jf. selskabsskattelovens § 2, stk.1, litra c, og artikel 10, stk. 3, litra a, samt og artikel 22, stk. 2, litra c), i) i den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Spørgsmål 2 angik, om den generelle omgåelsesklausul i ligningslovens § 3 fandt anvendelse på den påtænkte udlodning.

Da det under spørgsmål 1 blev det vurderet, at udbytteudlodningen til Spørger AB ikke blev skattepligtige til Danmark, fordi M1 ansås for være retmæssige ejer af udbyttet, fandt Skatterådet, at den pågældende struktur ikke havde som hovedformål at opnå en skattefordel, som virkede mod formålet og hensigten med skatteretten.

Skatterådet bekræftede dermed, at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.

Spørger ønskede at overdrage sine aktier i H1 A/S, der ville blive stiftet ved en fusion af en række selskaber, til sine børnebørn med skattemæssig succession. I den forbindelse ønskedes det bekræftet, at H1 A/S’ ejendomme under hensyntagen til virksomhedens aktivitet hermed ikke skulle betragtes som passiv kapitalanbringelse i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Det var oplyst, at virksomheden igennem årene uafhængigt af den formelle ejer- og selskabsstruktur havde været drevet og udviklet som en aktiv og samlet ejendomsvirksomhed med drift, administration, renovering, modernisering, projektudvikling samt køb og salg af fast ejendom. De pågældende ejendomme, der blev spurgt til, benyttedes efter det oplyste til udlejning til erhverv og beboelse. Den pågældende benyttelse sås ikke at være af midlertidig karakter. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de pågældende ejendomme ikke skulle betragtes som passiv kapitalanbringelse i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Master LuxCo (Spørger), var et luxembourgsk selskab, som primært investerede i fast ejendom og ejendomsrelaterede værdipapirer.

Spørger havde gennem Lux HoldCo købt en ejendom i Danmark gennem selskabet DK PropCo ApS.

Spørger finansierede sine investeringer dels ved hjælp af egenkapital og dels ved hjælp af aktionærlån fra den overliggende fond. Det dansk selskab betalte renter til Spørger i Luxembourg. Som følge af et aktionærlån i Lux HoldCo påløb renterne til finansiering af købet af en ejendom.

Spørger ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at Spørger ville anses for at være den reelle ejer af udbytte fra det danske ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c). Skatterådet bekræftede dette.

Spørger ønskede under spørgsmål 2 at få bekræftet, at det luxembourgske selskab Lux FinCo ville anses for at være den reelle ejer af modtagne/påløbne renter af kontrolleret gæld (aktionærlån), hvor låntager var det danske ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra d). Skatterådet bekræftede dette.

Skattestyrelsen har givet tilladelse uden vilkår til skattefri grenspaltning af A.P. Møller - Mærsk A/S. Væsentlige ændringer i selve grundlaget for tilladelsen i perioden frem til omstruktureringen er tilendebragt skal dog oplyses til Skattestyrelsen. Den skattefrie spaltning betyder, at selskabet udspalter alle aktiver og passiver vedrørende dets Svitzer-aktivitet til et nystiftet søsterselskab, Svitzer Group A/S, med henblik på børsnotering af Svitzer Group A/S på Nasdaq Copenhagen.

Grenspaltningen og børsnoteringen forventes gennemført i 2. kvartal 2024.

Tilladelsen er generel og skal benyttes af alle kapitalejere, der er fuldt skattepligtige til Danmark.

Sagen angik, om et Y1-land selskab med en dansk momsregistrering havde fradrag i medfør af momslovens § 37, stk. 1, for en moms, som var faktureret til selskabet for hævdede køb af (red.fjernet.produkt) fra et koncernforbundet dansk selskab. Det Y1-lande selskab gjorde gældende, at (red.fjernet.produkt) var indkøbt og videresolgt til danske aftagere. Bevisbyrden for, at det Y1-lande selskab havde opnået ret til som ejer at råde over varerne, jf. momslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., var skærpet som følge af interessefællesskabet med det danske selskab, og da købsfakturaerne ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsens § 61. 

Retten fandt, at selskabet hverken havde dokumenteret, at der var sket betaling af fakturaerne for de hævdede køb og videresalg eller bogføring heraf. Der forelå ikke ordrebekræftelser, korrespondance eller lignende, der dokumenterede et reelt samhandelsforhold. Retten fandt det på den baggrund ikke godtgjort, at selskabet havde opnået ret til som ejer at råde over varerne, og betingelserne for momsfradrag i henhold til momslovens § 37, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik bl.a., om en bevilling til et forskningsprojekt, som klageren havde modtaget fra en fond, var skattefri, jf. ligningslovens § 7 K, stk. 1-3. Landsskatteretten fandt, at bevillingen ikke var omfattet af skattefriheden i ligningslovens § 7 K, stk. 1-3, om studierejser. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at legatet ikke var betinget af, at klageren havde et udlandsophold, men alene vedrørte klagerens forskningsprojekt. Det forhold, at klageren af hensyn til hendes forskningsprojekt rejste til Land Y1, kunne ikke føre til et andet resultat, idet det ikke fremgik klart og tydeligt, at legatet var betinget af opholdet. Det fremgik således af bevillingsbrevet, at der var tale om en projektbevilling, som blev givet til klagerens projekt og ikke til et udlandsophold. En del af bevillingen blev imidlertid anset for skattefri i henhold til ligningslovens § 7 K, stk. 4. I forlængelse heraf fandt Landsskatteretten, at klageren havde pligt til at betale AM-bidrag af den skattepligtige del af bevillingen, idet bevillingen var betinget af, at klageren leverede en modydelse. Klageren havde således pligt til at levere en indsats i form af forskning, og der var derfor et krav om en forskningsmæssig arbejdsindsats. Landsskatteretten stadfæstede i det hele Skattestyrelsens afgørelse.

Landsretten fandt, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive sine aktieindkomster. Landsretten bemærkede i den forbindelse bl.a., at det var uden betydning, at skattemyndighederne havde vurderet, at der ikke havde været grundlag for at rejse en straffesag mod skatteyderen, ligesom skatteyderens arbejdsgivers forsømmelse af sin indberetningspligt heller ikke kunne føre til en anden vurdering.

Landsretten fandt derudover, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt, idet SKAT tidligst var kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for at foretage en korrekt, ekstraordinær indkomstansættelse, i forbindelse med modtagelsen af indberetningerne fra arbejdsgiveren. 

Endelig fandt landsretten, at skattemyndighederne ikke havde været forpligtet til at træffe afgørelse inden for en kortere ansættelsesfrist end den frist på 3 måneder, der følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.

Byrettens frifindelse af Skatteministeriet blev på den baggrund stadfæstet.

Et Y1-land moderselskab var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, skattepligtig af renter, som selskabet havde oppebåret i 2005-2007 på et lån ydet til dets danske datterselskab. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi moderselskabet og dette selskabs eget Y1-land moderselskab var gennemstrømningsselskaber, der ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomstens forstand. 

Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at det selskab på Y2-land, der havde modtaget renterne via de Y1-lande gennemstrømningsselskaber, også var en gennemstrømningsenhed, og at renternes retmæssige ejer derfor var den omhandlede koncerns ultimative moderselskab i Y3-land. 

Det danske selskab var ansvarlig for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Sagen angik afvisning af en klage, der ikke var blevet indgivet via Skatteankestyrelsens obligatoriske digitale klageformular.

Klageren havde indgivet sin klage via mail til Skatteankestyrelsen. Klageren var omfattet af pligten i § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om Skatteankestyrelsen, hvorefter klage skulle indgives via Skatteankestyrelsens digitale klageformular. Skatteankestyrelsen vejledte klageren om pligten til at indgive klagen digitalt, og om at manglende digital klage ville medføre, at klagen blev afvist. Klageren blev indrømmet en frist til at indgive klagen via klageformularen.

Klageren indgav ikke klagen via klageformularen. Der forelå ikke særlige omstændigheder, der kunne tale for at bortse fra pligten til at indgive klagen digitalt. Der forelå desuden ikke særlige omstændigheder, der kunne tale for at bortse fra, at klagen var indgivet i strid med kravene til digital klageindgivelse, og der forelå heller ikke oplysninger, der klart indikerede, at klageren ville lide et uforholdsmæssigt retstab, hvis klagen blev afvist.

Skatteankestyrelsen afviste derfor klagen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, og § 2, stk. 7, i bekendtgørelse om Skatteankestyrelsen med henvisning til, at klagen ikke var blevet indgivet via den digitale klageformular.

Sagen angik, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil ved at have haft en bil stillet til rådighed af sin arbejdsgiver - et Y1-land selskab, som var ejet af skatteyderens søn. 

Retten fandt, at den i sagen omhandlende bil havde været parkeret på skatteyderens bopæl, og at der på den baggrund bestod en formodning for, at bilen havde været anvendt privat. 

Retten tilsidesatte på den måde skatteyderens nye forklaring om, at bilen havde været parkeret på et lager væk fra skatteyderens bolig. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at skatteyderen havde haft skiftende forklaringer om, hvor bilen havde været parkeret, at skatteyderens forklaringer ikke var støttet af andre oplysninger i sagen, og at skatteyderen i øvrigt fremstod utroværdig. 

Retten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde for, at bilen ikke havde været anvendt privat, da det af skatteyderens fremlagte kørselsregnskab ikke kunne anses for fyldestgørende. 

Værdien af fri bil skulle herefter medregnes ved opgørelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst. 

På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet.