Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at en række indbetalinger på hans personlige bankkonto ikke vedrørte arbejde udført af hans enkeltmandsvirksomhed for så vidt angik indkomstårene 2011 og 2012. Landsretten fandt endvidere, at indbetalingerne foretaget på skatteyderens personlige bankkonto i indkomstårene 2013 og 2014 måtte anses for at være overskud af uregistreret virksomhed. Skatteyderen var herefter rette indkomstmodtager og derfor skattepligtig af indbetalingerne. 

Landsretten fandt det desuden ikke godtgjort, at det af skattemyndighederne udøvede skøn var udøvet på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt.

Endelig fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af et lån, der var ydet til skatteyderen i et af skatteyderens selskaber, hvorfor landsretten fandt at lånet skulle henføres som udbytte i 2012, jf. ligningslovens § 16 e, stk. 1.

For landsretten havde skatteyder ikke gentaget sit anbringende om, at der ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

Byrettens frifindelse af Skatteministeriet blev på den baggrund stadfæstet.

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet et britisk selskabs ansøgning om momsgodtgørelse under henvisning til, at selskabet var fællesregistreret med et andet britisk selskab, H2 Limited, som var momsregistreret i Danmark. Landsskatteretten fandt, at fællesregistreringer i visse tredjelande skulle behandles på samme måde som fællesregistreringer i EU-lande, og at Storbritannien var omfattet heraf. Den britisk foretagne fællesregistrering skulle herefter forstås i overensstemmelse med momssystemdirektivets artikel 11 og C-7/13 (Skandia America Corp. (USA) Filial Sverige), hvorefter medlemmerne af fællesregistreringen tilsammen dannede én afgiftspligtig person. Konsekvenserne af fællesregistreringen var blandt andet, at der blev afregnet samlet moms på en fælles angivelse. Landsskatteretten lagde herefter til grund, at H2 Limited var den afregnende enhed i fællesregistreringen, og at H2 Limited var ansvarlig for afgivelse af en samlet momsangivelse for hele fællesregistreringen. Landsskatteretten fandt, at når H2 Limited havde ladet sig registrere for moms i Danmark, blev de øvrige medlemmer af momsgruppen som udgangspunkt omfattet af den danske momsregistrering, herunder selskabet. Samtidig måtte levering af ydelser fra tredjemand til et medlem af momsgruppen anses for leveret til momsgruppen og ikke til det enkelte medlem. Ydelserne leveret til selskabet måtte herefter anses for leveret til H2 Limited som den afregnende enhed for momsgruppen. Fællesregistreringen var foretaget i Storbritannien, og når H2 Limited, som var en del af momsgruppen og dermed sammen med de øvrige medlemmer af momsgruppen, herunder selskabet, skulle anses som én afgiftspligtig person, havde ladet sig momsregistrere i Danmark, havde det den afledte konsekvens, at de øvrige medlemmer i momsgruppen også blev omfattet af den danske momsregistrering. Det britiske selskab kunne derfor ikke opnå momsgodtgørelse i relation til ydelserne erhvervet i Danmark, da det fremgik af momslovens § 45, at momsgodtgørelse forudsatte, at den afgiftspligtige person ikke var momsregistreret i Danmark. En betingelse, som det britiske selskab ikke opfyldte. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om en institution i en kommune i forbindelse med varetagelsen af institutionens forpligtelser efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov kunne opnå afgiftsfritagelse for et køretøj i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a. Efter bestemmelsen omfattede fritagelsen køretøjer som omhandlet i lovens § 5 a, stk. 1, der "af plejehjem, ældrecentre og lignende institutioner (…) anvendes til befordring af beboere eller hjemmeboende ældre, der er visiteret til aktiviteter på institutionen for at få vedligeholdt deres fysiske eller psykiske færdigheder. Køretøjerne kan ud over kørsel som nævnt i 1. pkt. benyttes til andre formål, der er i institutionens interesse (…)"

Efter en samlet, konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at institutionen var omfattet af "lignende institutioner" i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a. Herefter bemærkede Landsskatteretten, at bestemmelsen var en undtagelse til hovedreglen om, at der skulle betales fuld afgift ved indregistreringen af køretøjer i Køretøjsregisteret, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. led. De unge, som institutionen underviste, var ikke "beboere" på institutionen, men hjemmeboende, og var således ikke omfattet af ordlyden af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a, 1. led. Efter en naturlig sproglig forståelse fandt Landsskatteretten, at de unge, som institutionen underviste, heller ikke var omfattet af ordlyden af § 2, stk. 1, nr. 7, litra a, 2. led, om "hjemmeboende ældre". Forarbejderne, der efter de almindelige bemærkninger angik bl.a. "dagcentre" og efter de særlige bemærkninger medførte, at "ældrecentre og lignende institutioner ligesom plejehjem kan benytte en afgiftsfri bus, og at der med en sådan foruden egne beboere kan transporteres ældre (…)" indeholdt ikke tilstrækkelig støtte til at fravige lovens ordlyd, således at institutionen var omfattet af undtagelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a. Landsskatterettens kendelse af 30. juni 1999, jf. nr. 621-1622-3, der ikke forholdt sig udtrykkeligt til den foreliggende problemstilling, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klagerens fortjeneste i indkomståret 2019 på 399.816 kr. ved salget af en ejerlejlighed ikke skulle medregnes i klagerens skattepligtige indkomst i medfør af den såkaldte parcelhusregel i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Klageren og hans samlever købte lejligheden af klagerens mor den 29. januar 2018 for 2.000.000 kr. Klageren havde oplyst, at han og samleveren efter overtagelsen af lejligheden overvejede at købe nabolejligheden. Den 26. februar 2018 indgik klageren og hans samlever derfor en formidlingsaftale med et ejendomsmæglerfirma om salg af lejligheden. Formidlingsaftalen var gældende i 4 måneder, og lejligheden blev sat til salg for 3.195.000 kr. Da lejligheden ikke blev solgt, valgte klageren og hans samlever at blive boende i lejligheden efter udløbet af formidlingsaftalen. Den 6. oktober 2018 blev lejligheden på ny sat til salg ved et andet ejendomsmæglerfirma også for 3.195.000 kr. Klageren havde oplyst, at årsagen hertil var, at samleveren var gravid, og at de derfor ønskede mere plads. Den 27. februar 2019 blev lejligheden solgt til tredjemand for 2.900.000 kr. med overtagelse 1. august 2019. Klageren og hans samlever erhvervede ved købsaftale den 23. marts 2019 en anden ejendom

Under disse omstændigheder anså Landsskatteretten det for godtgjort, at lejligheden havde tjent til reel beboelse for klageren i hvert fald i perioden efter, at lejligheden blev taget af boligmarkedet.

Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte klagerens indkomst for indkomståret 2019 med 399.816 kr.

Klagen skyldtes et bindende svar fra Skatterådet, som bl.a. vedrørte, om et hybridt kernekapitalinstrument udgjorde gæld i skattemæssig henseende omfattet af kursgevinstloven for udstederen (spørgeren). Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at dispositionen ikke udgjorde et reelt gældsforhold, idet spørger ikke var retligt forpligtet til at tilbagebetale det modtagne beløb. Spørger havde således ikke ved udstedelsen påtaget sig en retlig forpligtelse til at tilbagebetale et pengebeløb, og dispositionen var derfor ikke omfattet af kursgevinstlovens § 1, stk. 1.

Subsidiært var der bl.a. spurgt, om eventuelle kurstab ved indfrielse og de løbende betalinger vedrørende den hybride kernekapital var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, som driftsomkostninger. Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at det ikke var godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at et eventuelt tab ved indfrielse og de løbende betalinger vedrørende den hybride kernekapital var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten lagde bl.a. vægt på, at et eventuelt tab og de løbende betalinger i det væsentligste vedrørte spørgers formue. En henvisning til, at udstedelsen af den hybride kernekapital skete for at opfylde gældende kapitalkrav, indebar ikke, at det var godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at et eventuelt tab og de løbende betalinger havde en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, hvilket kræves for et eventuelt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk.1, litra a. Den omstændighed, at der eksisterede lovgivningsmæssige krav til spørgers kapitalgrundlag, indebar ikke i sig selv, at omkostningerne kunne anses for anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

En række koncernselskaber ønskedes fusioneret ved to fusioner, der skulle følge umiddelbart efter hinanden. Da der fandtes skattemæssige underskud i de sambeskattede, indskydende selskaber, ønskede Spørger bekræftet, at Spørger også efter fusionerne kunne udnytte disse skattemæssige underskud i de indskydende selskaber. Derudover ønskedes det bekræftet, at Spørger også efter gennemførelsen af de to fusioner fortsat kunne anvende de fremførbare skattemæssige underskud i et sambeskattet koncernselskab, der ikke ville deltage i fusionen, i en fortsat sambeskatning med dette selskab.

Skatterådet bekræftede, at de nævnte underskud også efter fusionerne ville kunne anvendes af Spørger.

En skatteyder skulle beskattes af maskeret udlodning som følge af, at skatteyderens selskab havde haft udeholdt omsætning.

Sagen angik, om appellanten for indkomstårene 2009-2011 var skattepligtig af værdien af rådigheden over fri bolig og rådigheden over aktiver, som boligen var udstyret med, samt om skattemyndighederne havde iagttaget skatteforvaltningslovens fristregler. Det var i den forbindelse omtvistet, om appellanten var hovedaktionær i de selskaber, der ejede den omhandlede bolig i disse indkomstår, og derfor kunne beskattes som hovedaktionær. 

Landsretten fandt, at det som følge af sagens omstændigheder påhvilede appellanten at godtgøre, at han ikke reelt var hovedaktionær i de selskaber, som ejede ejendommen i 2009-2011. Denne bevisbyrde havde appellanten ikke løftet, og landsretten tiltrådte derfor at appellantens indkomst skulle forhøjes med værdien af udbytte i form af fri bolig, jf. for så vidt angår 2009 ligningslovens § 16 A, stk. 9, og for så vidt angår 2010 og 2011 ligningslovens § 16 A, stk. 6. Landsretten fandt i den forbindelse, at der ikke var grundlag for nedsættelse af den beregnede skattepligtige værdi, idet appellanten hverken havde godtgjort, at han havde betalt husleje, eller at han ikke rådede over hele ejendommen.

Landsretten fandt endvidere, at appellanten skulle beskattes af værdien af udbytte i form af fri benyttelse af indbo og hi-fi-udstyr mv., jf. for så vidt angår 2009 ligningslovens § 16 A, stk. 1, og for så vidt angår 2010 og 2011 ligningslovens § 16 A stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1.

Da appellanten måtte anses for hovedaktionær, kunne han ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, jf. den dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Appellanten var derfor omfattet af den almindelige ligningsfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, som i sagen ubestridt var overholdt. 

Skatteministeriets påstand om stadfæstelse blev herefter taget til følge.

Sagen angik, om skattemyndighederne for en række indkomstår var berettiget til at fastsætte skatteyderens skattepligtige indkomst skønsmæssigt på baggrund af en lang række konkrete indsætninger, og om skønnet kunne tilsidesættes. Derudover var det et tema i sagen, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse for en del af indkomstårene. 

Skatteyderen havde for de pågældende indkomstår - på nær ét indkomstår - selvangivet 0 kr. i indkomst. Af kontoudtog m.v. for skatteyderens konti fremgik det, at der indgik meget betydelige beløb, ligesom der blev hævet og anvendt meget betydelige beløb.

Skatteyderen gjorde gældende, at en række af indsætningerne stammede fra lån. Han fremlagde bl.a. gældsbreve, og de påståede långivere havde afgivet forklaring for byretten. 

Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at der var sådanne fejl i grundlaget for skattemyndighedernes skøn, eller at skønnet var udøvet med et så åbenbart urimeligt resultat til følge, at der var grundlag for at tilsidesætte skønnet. 

Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens dom med henvisning til byrettens begrundelse. 

Byretten havde afvist sagen bl.a. under henvisning til, at kærendes påstande indebar en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse, som ubestridt ikke var indbragt for domstolene indenfor fristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.

Landsretten udtalte, at kærendes principale påstand for byretten og første led i den subsidiære påstand for byretten angik samme indkomstår og beløb, som fremgik af Landsskatterettens afgørelse, og at de anbringender, som lå til grund for påstandene, anfægtede Landsskatterettens afgørelse. 

Idet Landsskatterettens afgørelse ikke var blevet genoptaget, og idet en senere afgørelse fra Skattestyrelsen om skatteberegningen ikke på ny tog stilling til de omhandlede spørgsmål, fandt landsretten, at den principale påstand og første led af den subsidiære påstand udgjorde en indbringelse af Landsskatterettens afgørelse. Da indbringelsen ikke var sket rettidigt, tiltrådte landsretten byrettens afvisning for så vidt angår den principale påstand og første led af den subsidiære påstand.

Landsretten udtalte om det andet led i den subsidiære påstand for byretten, at en stillingtagen hertil efter kærendes tilkendegivelser i sine processkrifter alene var relevant, hvis kærende fik medhold i første led af den subsidiære påstand. 

Landsretten tiltrådte herefter byrettens dom om afvisning af sagen.

Spørgsmålet i sagen var, om en forening i indkomstårene 2008-2018 havde fradragsret efter ligningslovens § 8 N, stk. 1, for lønudgifter m.v., der medgik til opfyldelse af det vedtægtsmæssige formål om at uddele af foreningens formue til almennyttige og almenvelgørende formål - filantropiske uddelingsaktiviteter. Foreningen havde for indkomstårene 2015-2018 nedlagt subsidiær påstand om fradrag for udgifterne i medfør af det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde og foreninger.

Højesteret udtalte, at det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at bestemmelsen har til formål at udvide fradragsretten for lønudgifter m.v. ud over, hvad der følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Højesteret anførte videre, at bestemmelsen ifølge forarbejderne blev indført med det hovedsigte at skabe hjemmel til at kunne fradrage de lønudgifter, der var genstanden for de to højesteretsdomme UfR 2017.2960 og UfR 2017.2979. Højesteret fandt, at der ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er holdepunkter for at anse fradragsretten efter bestemmelsen, for at være begrænset til det, der var hovedsigtet med lovændringen.

Videre udtalte Højesteret, at det efter bestemmelsens ordlyd er afgørende for fradragsret, at lønudgifterne er erhvervsmæssige. Med erhvervsmæssige menes i den sammenhæng udgifter, som afholdes af virksomheden med det formål at understøtte driften af virksomheden på såvel kort som lang sigt. Herudover er det en forudsætning for fradrag, at udgiften er afholdt i virksomhedens interesse.

Under henvisning til foreningens vedtægtsbestemte formål fandt Højesteret herefter, at lønudgifter, der afholdes for at opfylde foreningens uddelingsformål, angår en aktivitet, der er en integreret del af foreningens virksomhed, som tillige bestod i bl.a. investeringsvirksomhed. Da lønudgifterne var afholdt i foreningens interesse i at opfylde sit formål, og da de understøttede driften af foreningens samlede virksomhed, fastslog Højesteret, at udgifterne var erhvervsmæssige i ligningslovens § 8 N’s forstand.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom om foreningens fradragsret for de omhandlede lønudgifter efter ligningslovens § 8 N.

En skattepligtig havde i tre indkomstår modtaget betydelige indsætninger, som den skattepligtige ikke havde selvangivet. SKAT (nu Skattestyrelsen) traf afgørelse om, at den skattepligtige var skattepligtig af indsætningerne, mens Skatteankenævn Lillebælt og øhavet i sin afgørelse af 16. juni 2021 (sag nr. 180003512) fandt, at den skattepligtige ikke var skattepligtig af indsætningerne. Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, fordi Skatteministeriet var principielt uenig i det beviskrav, som den indbragte skatteankenævnsafgørelse var udtryk for. 13 dage før hovedforhandlingen hævede Skatteministeriet sagen med henvisning til den dokumentation, der var fremkommet under retssagens forberedelse, og påstod i den forbindelse sagsomkostningerne ophævet.

Retten bestemte, at Skatteministeriet skulle betale sagsomkostninger, og tog for så vidt angår udgifter til advokatbistand udgangspunkt i de almindelige takster i proceduresager med en reduktion på 1/3. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at skatteankenævnet havde givet den skattepligtige fuldt medhold, at der under den efterfølgende domstolsprøvelse foranlediget af Skatteministeriet havde været en omfattende skriftveksling mellem parterne, og at Skatteministeriet hævdede sagen 13 dage før hovedforhandlingen.

Videre anførte retten, at den skattepligtige var berettiget til at få godtgjort udgifter til revisorbistand foranlediget af Skatteministeriets sagsanlæg. Retten fandt dog, at en del af revisors arbejde ikke havde haft nogen særlig relevans for sagen anlagt af Skatteministeriet, og på den baggrund fastsatte retten skønsmæssigt Skatteministeriets andel af den skattepligtiges udgift til 2/3.

6 sambehandlede sager angik skatteyderens indkomstforhold i 2006-2010. Det var i sagerne omtvistet, hvorvidt skatteyderen havde været ubegrænset skattepligtig til Danmark i indkomstårene, ligesom der var tvist om, hvorvidt skatteyderen var rette indkomstmodtager af en række beløb, som var overført til udlandet og til en række foreningskonti og klientkonti, som skatteyderen rådede over. Skatteyderen havde videre påberåbt sig ret til fradrag for renteudgifter i forbindelse med en lejeindtægt. I en af sagerne var det endelig bestridt, hvorvidt skatteansættelsen var foretaget rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. og 4. pkt. 

Vedrørende spørgsmålet om skattepligt var det bestridt, hvorvidt sagen skulle behandles efter reglerne om tilflytning, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1 eller fraflytning, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1. Skatteyderen havde meldt fraflytning i folkeregisteret i 2001, men de bestridte afgørelser omhandlede alene 2006-2010. Retten fandt, at skatteyderen uanset dette spørgsmål var skattepligtig i 2006-2010, idet han i disse år rådede over helårsbolig i Danmark, ligesom han havde sin familiemæssige og erhvervsmæssige tilknytning her til landet. 

Vedrørende spørgsmålene om rette indkomstmodtager, fandt retten, at skatteyderen var rette indkomstmodtager af en række beløb, der dels vedrørte salg af en række andelsboligbeviser, dels et konsulenthonorar og dels indtægterne fra et salg af en dansk anpartsvirksomhed. Retten lagde i det væsentligste vægt på, at beløbene var tilgået skatteyderen eller konti, som han kontrollerede, eller var overført til udlandet efter skatteyderens anvisning. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at beløbene var hans skattepligtige indkomst uvedkommende, og skatteyderen havde ikke afgivet forklaring om beløbene. 

Retten lagde videre vægt på, at skatteyder var kapitalejer eller på anden vis nært forbundet med de selskaber, som han gjorde gældende, at beløbene tilkom. 

Spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesfristen var overskredet, relaterede sig kun til den af de seks sambehandlede sager, som vedrørte indtægterne fra salget af anpartsselskabet. Agterskrivelsen var sendt til skatteyder den 17. december 2012. Den 7. januar 2013 anmodede skatteyderen om udsættelse, og den 4. februar 2013 anmodede skatteyderen om møde med SKAT. Dette møde blev afholdt den 28. februar 2013, hvor det aftaltes, at SKAT ville indhente yderligere oplysninger fra en bank. Rådgiver fastholdt dette ønske, da han sendte bemærkninger til mødereferatet den 7. marts 2013. SKAT modtog oplysningerne fra banken den 8. marts 2013 og sendte disse i høring hos skatteyder den 15. marts 2013 med frist den 4. april 2013. 

Retten fandt på denne baggrund, at SKAT havde imødekommet skatteyders implicitte anmodning om fristforlængelse. Retten lagde bl.a. vægt på, at anmodningen om udsættelse blev imødekommet af hensyn til skatteyderens muligheder for at varetage sine interesser. Indhentelsen af de yderligere oplysninger fra banken havde til formål at afdække, om SKATs forslag til afgørelse var korrekt, hvorfor dette også var sket i skatteyderens interesse. 

Endelig fandt retten, at skatteyder ikke havde godtgjort det påberåbte fradrag for driftsudgifter i forbindelse med udlejningsindtægten.

Spørger ejede 100 pct. af et holdingselskab (ApS), der via et nyt 100 pct. ejet datterselskab (ApS) påtænkte at erhverve flere solcelleanlæg i Frankrig via igangværende elproduktionsvirksomheder, der producerede og solgte strøm. Det var oplyst, at datterselskabet (ApS) ville overtage alle forvaltningsmæssige, dispositionsmæssige og økonomiske rettigheder og forpligtelser vedrørende elproduktionsvirksomhederne, at selskabet ville få fuld elektronisk adgang til drifts- og produktionstal, at selskabet løbende ville have kontakt med Frankrig, at bestyrelse/direktion efter behov ville foretage kontrolbesøg og have kontakt med relevante leverandører i Frankrig. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at der var tale om en aktivitet, der udgjorde en reel erhvervsaktivitet, og ikke en investering, hvoraf der alene blev oppebåret et passivt afkast af investeringen.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at datterselskabets (ApS) påtænkte investering i de anførte solcelleanlæg via de franske elproduktionsvirksomheder ikke skulle kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Sagen angik en gennemført virksomhedsomdannelse af en enkeltmandsvirksomhed til et selskab, som ikke opfyldte betingelserne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Spørgsmålet var i første række, om appellanten kunne få en dispensation for sin manglende opfyldelse af kravet om, at anskaffelsessummen ikke må være negativ ved en delomdannelse, samt om appellanten kunne få dispensation for en fristoverskridelse på ca. 3 år og 8 måneder i forbindelse med sin indsendelse af dokumenter til skatteforvaltningen. Hvis der ikke var grundlag for dispensation, var spørgsmålet i anden række, om appellanten opfyldte betingelserne for omgørelse af virksomhedsomdannelsen, herunder om dispositionen var lagt klart frem for skattemyndighederne, og om de privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, appellanten ønskede tillagt skattemæssig virkning, var enkle og overskuelige.

Landsretten fandt, at appellanten ikke kunne få dispensation for den negative anskaffelsessum. I tillæg til byrettens begrundelse lagde landsretten vægt på, at appellantens revisor var bevidst om, at der alene var sket en delomdannelse. Landsretten fandt også, at appellanten ikke kunne få dispensation for fristoverskridelsen. I tillæg til byrettens begrundelse lagde landsretten vægt på, at der gik flere år fra omdannelsen, før appellanten momsmæssigt agerede som om, der var sket en omdannelse. Herefter fandt landsretten, at dispositionen ikke var lagt klart frem, og allerede derfor opfyldte appellanten ikke betingelserne for omgørelse. Landsretten lagde vægt på, at appellanten ikke havde opfyldt det lovbestemte krav om indsendelse af oplysninger til skattemyndighederne. Landsretten tog således ikke stilling til den anden betingelse. På den baggrund blev byrettens dom stadfæstet.

Vurderingsstyrelsen havde fastsat grundværdierne pr. 1. oktober 2019 for sagsøgernes ejendomme. Sagsøgerne påklagede afgørelserne til Landsskatteretten, der stadfæstede afgørelserne. Sagsøgerne indbragte herefter Landsskatterettens afgørelser for retten med påstand om, at sagerne blev hjemvist til Vurderingsstyrelsen.

Indledningsvist fastslog retten, at sagsøgerne havde bevisbyrden for, at Landsskatterettens grundværdiansættelser af de pågældende ejendomme hvilte på et forkert grundlag, var truffet på et mangelfuldt grundlag, der var egnet til at påvirke værdiansættelserne, eller at Landsskatterettens værdiansættelser af ejendommenes grundværdier var åbenbart urimelige.

Videre fastslog retten, at det var de faktiske forhold på vurderingstidspunktet den 1. oktober 2019, men prisforholdene i henholdsvis 2011 og 2012, som skulle lægges til grund for vurderingerne.

Efter at have gennemgået de forhold som Landsskatteretten ifølge sine afgørelser havde inddraget i skønnet, fandt retten, at Landsskatteretten ved fastsættelsen af grundværdierne havde foretaget et konkret og grundigt skøn efter inddragelse af en flerhed af relevante forhold. Videre fandt retten ikke noget grundlag for, at Landsskatterettens skøn var foretaget på et mangelfuldt eller fejlagtigt grundlag. Grundværdierne kunne heller ikke anses for at være åbenbart urimelige.

Retten bemærkede også, at de pågældende ejendomme på vurderingstidspunktet ikke var storparceller, hvorfor det efter rettens vurdering var helt sagligt og relevant, at Landsskatteretten i skønnet ikke havde lagt vægt på handelspriserne for en række storparceller i varierende afstand fra ejendommene.

Endelig anførte retten, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at Landsskatteretten ikke inden sine afgørelser fremsendte en ny sagsfremstilling i til sagsøgerne. Retten bemærkede i den forbindelse, at ingen af de faktuelle forhold eller oplysninger, der var lagt til grund af Landsskatteretten, havde været bestridt af sagsøgerne som mangelfulde eller fejlagtige.

På denne baggrund frifandt retten Skatteministeriet.

Spørger har investeringer hos Project 79 (www.project79.com). Investeringerne sker i to forskellige produkter som Project 79 udbyder. Der investeres i ’BURL’, som er en token, der giver ret til overskud fra en guldmine i Uganda. Der investeres også i ’GSP’ som er en stablecoin, hvor det indskudte bruges til investeringer i guld.

Afkastet fra disse investeringer modtages først i et såkaldt ’dashboard’. Som er en konto Spørger har hos ’Project 79’. Spørger ønsker at vide, hvornår afkastet skal anses for retserhvervet.

Det er oplyst, at Spørger har fuld disponeringsret over kontoen. Der er efter det oplyste ikke forhold eller betingelser som kan udskyde den skattemæssige retserhvervelse.

Skatterådet fandt, at Spørger har retserhvervet afkastet på det tidspunkt, hvor afkastet indsættes på Spørgers konto (dashboard) hos investeringsudbyderen.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde fremlagt nye faktiske oplysninger inden fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og der kunne derfor ikke ske genoptagelse af skatteansættelsen. 

Retten fandt desuden, at der ikke var grundlag for hjemvisning til fornyet behandling, da skatteyderen ikke havde bevist, at der var begået sagsbehandlingsfejl.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen drejede sig om, 1) hvorvidt en række udlån i indkomstårene 2010-2017 fra skatteyderens selskab til en tredjemand skulle anses for maskeret udbytte og 2) hvorvidt der er grundlag for genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013. 

Retten fandt, at der ikke forelå en reel forretningsmæssig begrundelse for de pågældende udlån fra selskabet til tredjemanden, og at selskabet ikke havde en selvstændig interesse i at stille beløbene til rådighed for tredjemanden. Retten fastslog, at overførslerne var foretaget i skatteyderens personlige interesse, hvorfor overførslerne i 2010-2017 udgjorde maskeret udbytte for skatteyderen, jf. ligningslovens § 16 A. 

Retten lagde bl.a. vægt på, at overførslerne til tredjemanden hverken var tilbagebetalt eller havde givet overskud, at størstedelen af overførslerne var gået til at dække tredjemandens privatforbrug, at der ikke var udarbejdet gældsbreve, og at selskabet løbende havde nedskrevet udlånet men samtidigt fortsat overførslerne. Det forhold, at skatteyderen havde gjort gældende, at relationen mellem ham og tredjemanden alene var ren forretningsmæssig, og at han ikke skulle beskattes af en dårlig investering, førte ikke til andet resultat. 

Retten fandt, at der var grundlag for genoptagelse efter den forlængede frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, for indkomstårene 2013-2017. For årene 2010-2012 fandt retten, at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, men at skattemyndighederne ikke havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens 27, stk. 2, 1. pkt., hvorfor skatteyderen fik medhold i, at der for 2010-2012 ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse. 

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst i indkomståret 2013 i anledning af 290 indsætninger på skatteyderens private bankkonti på samlet kr. 878.306.

Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at 288 indsætninger svarende til kr. 861.197 udgjorde midler, som rettelig tilkom hans (delvist ejede) anpartsselskab, men som blev indbetalt til skatteyderen privat, fordi skatteyderen havde et mellemregningstilgodehavende mod selskabet, som samtidig blev nedbragt. Skatteyderen gjorde nærmere gældende, at der var tale om kundeindbetalinger dels for deltagelse i møder afholdt af selskabet, dels for køb af aktier igennem selskabet. Det var under sagen ubestridt, at indsætningerne ikke var indtægtsført i selskabet eller konteret på skatteyderens mellemregning med selskabet, idet skatteyderen dog anførte, at dette beroede på fejl begået af revisor. 

Skatteyderen gjorde derudover gældende, at én indsætning på kr. 15.000 udgjorde tilbagebetaling af et lån fra skatteyderens (red.relation.nr.1.fjernet), og at én indbetaling på kr. 2.109 udgjorde en ikke-skattepligtig bonusrefusion for personlige køb af aktier.

For så vidt angår de 288 indsætninger fandt retten under hensyntagen til antallet, den samlede størrelse og hyppigheden af indsætningerne, at bevisbyrden for, at indsætningerne stammede fra allerede beskattede midler, påhvilede skatteyderen. Retten fandt endvidere, at bevisbyrden var skærpet under de foreliggende omstændigheder, hvor indsætningerne hverken var indtægts- eller bogført i selskabet eller kontoret på mellemregningen. Retten udtalte, at skatteyderen ikke havde godtgjort, indsætningerne stammede fra allerede beskattede midler, og lagde i den forbindelse vægt på, at de afgivne forklaringer ikke var tilstrækkelig bestyrket af objektive kendsgerninger. Retten henviste bl.a. til, at der ikke forelå nærmere dokumentation for de hævdede afholdte møder, og at to fremlagte fakturaer udstedt af et hotel, hvor fakturamodtageren var ændret fra skatteyderen til selskabet, ikke i sig selv udgjorde dokumentation for, at visse indsætninger vedrørte betaling for deltagelse i møder. Retten henviste endvidere til, at der ikke forelå objektiv dokumentation for, at selskabet var aftalepart i forbindelse med et eventuelt salg af aktier, og at de hævdede vilkår for aktiesalgene i det hele fremstod som uklare og usædvanlige. 

For så vidt angår indsætningen på kr. 15.000 fandt retten, at der påhvilede skatteyderen en skærpet bevisbyrde for, at der forelå et reelt gældsforhold, og at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne vedrørte tilbagebetaling af et lån, herunder da der ikke forelå et lånedokument, og da skatteyderens forklaring ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger.

For så vidt angår indsætningen på kr. 2.109 fandt retten, at skatteyderen ikke alene ved sin forklaring og posteringsteksten på kontoudtoget havde løftet bevisbyrden for, at indsætningen ikke udgjorde skattepligtig indkomst.

T var tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2016, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet T via Tast Selv den 18. marts 2017 indberettede indskud på iværksætterkonto på 999.999 kr., som han ikke var berettiget til. Det offentlige blev herved unddraget 384.671 kr. i skat.

T forklarede, at det var ham, der havde foretaget indberetning den 18. marts 2017 via Tast Selv. Han prøvede at skrive et højt beløb, og det højeste tilladte var 999.999 kr. Han fandt først efterfølgende ud af, at han var ordblind. Han prøvede at skrive væsentligt højere tal. Han mente, at man altid skulle drømme stort. Han mente, at indtastningen ikke ændrede ved det månedlige fradrag. Han troede ikke, at han fik nogen skattemæssige fordele. Han troede bare, at det var noget som told- og skatteforvaltningen skulle oplyses om. Det var ikke hans hensigt at bedrage nogen, og han vidste ikke, hvad underskudsfremførsel var. Han havde tidligere brugt Tast Selv til at indberette kørselsfradrag. Han troede, at han skulle fortælle, hvis han sparede penge op, og han ville fortælle told- og skatteforvaltningen, at han gerne ville etablere en virksomhed. Der kom en advarselslampe ved indberetningen, og han ringede efterfølgende til told- og skatteforvaltningen, der aldrig vendte tilbage som lovet.

Byretten fastslog, at T havde erkendt, at han angav fradraget på 999.999 kr. i rubrik 27, og der var ingen rimelig tvivl om, at der ikke var nogen realitet bag det indberettede fradrag. Retten henviste til, at T havde forklaret, at han tidligere havde indberettet kørselsfradrag, og han fandtes derfor bekendt med, at fradrag havde betydning for skatteansættelsen. Der var synlige forskelle på de fremlagte årsopgørelser, herunder viste årsopgørelsen efter T's indberetning, at T skulle have 6.487 kr. tilbage i skat mod 0 kr. i den korrekte årsopgørelse, og at T fik et underskud på 961.677 til fremførelse i skattepligtig indkomst. Retten fandt det herefter ubetænkeligt, at tilsidesætte T’s forklaring om, at han troede, at en påtænkt opsparing i en ikke nærmere defineret fremtid skulle indberettes som et fradrag. Under disse omstændigheder fandt retten det bevist, at T som minimum måtte have anset det for overvejende sandsynligt, at han ikke var berettiget til et fradrag på 999.999 kr., og at han ved en sådan indberetning unddrog det offentlige skat. Byretten fandt herefter T skyldig i tiltalen.

T idømtes 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste samt en tillægsbøde på 150.000 kr. Tillægsbøden ville normalt udgøre 375.000 kr., men under hensyn til sagsbehandlingstidens længde, som oversteg 5 år fra den strafbare handling, nedsattes tillægsbøden. Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på værdien af det indtastede fradrag, sagsbehandlingstidens længde og T’s personlige forhold.

T ankede dommen og påstod frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse, navnlig således at tillægsbøden blev forhøjet.

Til brug for domsforhandlingen ved landsretten afgav Skattestyrelsen en udtalelse vedrørende fiktive beregninger af skatteværdien af underskud med baggrund i ændringer i Den juridiske vejledning. Skattestyrelsens beregning fastslog, at underskuddet var 307.737,64 kr. i stedet for 384.670,80 kr., og unddragelsen blev derfor for landsretten berigtiget til 307.736,64 kr.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med hensyn til skyldsspørgsmålet, men nedsatte fængselsstraffen til 40 dage under hensyn til forholdets karakter og oplysningerne om størrelsen af det unddragne beløb. Tilsvarende blev antal ulønnede samfundstjenestetimer nedsat fra 80 til 60 timer. Landsretten idømte straffen som en tillægsstraf til T’s tidligere domme og bødevedtagelse for perioden fra den 8. marts 2018 til den 19. april 2021 vedrørende navnlig overtrædelse af færdselsloven, jf. straffelovens § 89.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne fradrage endeligt underskud, som var realiseret i Spørgers helejede norske datterselskab efter SEL § 31 E, på det tidspunkt, hvor det norske datterselskab ophørte ved likvidation.

Det havde ikke i den konkrete sag betydning for svaret, at der efter de norske regler om koncernbidrag (sambeskatning) stilles strengere krav til ejerandel end efter de danske sambeskatningsregler, da de relevante norske koncernselskaber havde været underskudsgivende. Underskuddet kunne derfor ikke have været anvendt i Norge i tidligere indkomstår eller i likvidationsåret, hvis de norske regler om koncernbidrag havde været identiske med de danske sambeskatningsregler. Efter danske skatteregler bortfalder den del af et sambeskattet datterselskabs underskud, som ikke kan anvendes i likvidationsåret, ved likvidation af datterselskabet. Underskuddet ville derfor heller ikke efter danske regler kunne anvendes af de øvrige selskaber i sambeskatningen efter likvidationsåret.

Det var oplyst, at en påtænkt gældskonvertering (rekapitalisering mhp. likvidation) hverken medførte underskudsreduktion eller skattepligt i Norge. Da det fulgte af kursgevinstlovens regler, at gevinst på gæld ikke skulle medregnes hos sambeskattede selskaber/koncernforbundne selskaber, da der ikke var fradrag for tab på fordringer i koncerner, havde gældskonverteringen ingen skattemæssig betydning efter danske regler.

Skatterådet bekræftede derfor, at en gennemførelse af den påtænkte gældskonvertering ikke påvirkede vurderingen af, om underskuddet ansås for endeligt efter selskabsskattelovens § 31 E, stk. 1, 3. pkt., og heller ikke påvirkede størrelsen af det endelige underskud, jf. selskabsskattelovens § 31 E, stk. 1, sidste pkt.

Et selskab, som købte og solgte metalskrot, havde ikke angivet moms i relation til omvendt betalingspligt, jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 7, i perioden 1. januar 2014 - 31. december 2016. Selskabet havde ved køb af metalskrot fra sælgere, som afleverede metalskrottet på selskabets plads, udstedt afregningsbilag. Det var ikke på baggrund af afregningsbilagene muligt at identificere sælgerne og dermed ikke muligt at konstatere, om sælgerne havde virksomhed etableret her i landet. Afregningen foregik elektronisk via bank. SKAT havde ved 97 % af banktransaktionerne fundet klare indikationer på, at sælgeren ikke var en privatperson. Landsskatteretten fandt, ligesom SKAT, at selskabet havde pligt til at afregne salgsmoms af købene af metalskrot, jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 7.

Afregningsbilagene opfyldte ikke de materielle betingelser for købsmomsfradrag, særligt fordi det ikke var muligt at statuere, om sælgeren havde status af afgiftspligtig person. Selskabet havde ikke med objektive beviser godtgjort, at fradragsrettens materielle betingelse om sælgers status som afgiftspligtig person, og at der var handlet i denne egenskab, var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse, hvorefter der var nægtet fradrag for købsmoms, jf. momslovens § 37.

Selskabet havde sponsoreret en motionscykel til et idrætscenter. Landsskatteretten fandt, at virksomheden havde opnået en reklameværdi ved et reklameskilt i centeret, og da udgifterne fandtes at stå mål med værdien heraf, fandt Landsskatteretten, at der var tale om et formål, som vedrørte den registreringspligtige virksomheds levering af varer og ydelser, hvorfor der ikke skulle ske udtagningsbeskatning.

Vedrørende påstået fradrag for købsmoms ved sponsorat af stepbænke, hvorpå der alene forelå en ordrebekræftelse, fandt retten det ikke dokumenteret, at der var afholdt købsmoms, hvorfor der ikke kunne godkendes fradrag, jf. momslovens § 37.

SKATs afgørelse overholdt ikke ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. punktum, for 1. og 2. kvartal 2014.

T havde modtaget og vedtaget en bøde på 110.000 kr. i en administrativ straffesag om overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, og skattekontrollovens § 82, stk. 1. T havde haft beskikket en forsvarer.

Byretten fastsatte salæret til 7.990 kr. med tillæg af moms og afgjorde, at beløbet skulle betales endeligt af det offentlige.

Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at salæret betales endeligt af T. T fremkom ikke med bemærkninger til kæremålet. Det fremgår af landsrettens kendelse, at dommeren ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.

Landsretten fandt, at udgifterne til forsvarerens salær skulle betales af T, idet bødeforlægget efter det oplyste var i overensstemmelse med den af Skattestyrelsen rejste sigtelse og foretagne vurdering af sagen, og idet der ikke sås at være oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet i forsvarerbistandslovens § 5, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1.

Sagen omhandlede et selskab, som udnyttede overskudsvarme fra kompressorer, idet den varme luft blev transporteret til andre rum ved hjælp af ventilatorer. Landsskatteretten fandt, at den nyttiggjorte varme luft kunne beregnes ud fra ventilatorernes maksimale energiforbrug. Det maksimale forbrug kunne dokumenteres ved at gange den maksimale driftstid med ventilatorernes effekt. En opgørelse af overskudsvarmeafgiftsgrundlaget, hvorefter det maksimale energiforbrug ganges med 2, var i overensstemmelse med den dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 12, første punktum. Landsskatteretten ændrede derfor SKATs afgørelse.

Landsskatteretten tog desuden stilling til, om der var grundlag for at foretage ekstraordinær genoptagelse af selskabets godtgørelse af el- og gasafgift efter skaffeforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.