Sagen drejede sig om, hvorvidt det var med rette, at Skattestyrelsen havde forhøjet klagerens skatteansættelse for indkomståret 2012 med 683.532 kr. vedrørende saldo for opsparet overskud i virksomhedsordningen. Landsskatteretten havde i en afgørelse af 13. marts 2019 fundet, at SKATs afgørelser for indkomstårene 2009, 2010 og 2011 var ugyldige. Skattestyrelsen havde herefter ændret klagerens skatteansættelser for disse indkomstår, og klageren blev de facto på de nye årsopgørelser beskattet, som om han drev erhvervsmæssig virksomhed med anvendelse af virksomhedsordningen. Landsskatteretten fandt, at det på den baggrund måtte lægges til grund, at der for indkomstårene 2009, 2010 og 2011 var blevet foretaget en nedsættelse af klagerens skatteansættelse. Som konsekvens af Landsskatterettens afgørelse af 13. marts 2019 var der ultimo 2011 fortsat en saldo på konto for opsparet overskud. Disse forhold kunne først konstateres på tidspunktet for Landsskatterettens afgørelse af 13. marts 2019. Skattestyrelsen sendte varsling om ansættelsesændring for indkomståret 2012 den 19. august 2019, hvor saldoen på konto for opsparet overskud skulle beskattes i medfør af virksomhedsskattelovens regler herom og foretog ansættelsesændringen den 10. september 2019. Landsskatteretten fandt, at ansættelsesændringen måtte karakteriseres som en direkte følge af Landsskatterettens tidligere afgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, og de ansættelsesændringer, der blev foretaget som følge heraf. Der blev herved henset til, at klageren den 25. juni 2013 indgav selvangivelse for indkomståret 2012, hvoraf der ikke fremgik noget overskud af virksomhed, og at SKAT på dette tidspunkt havde dannet klagerens årsopgørelserne for 2009, 2010 og 2011, hvor der var gjort op med det af klageren selvangivne opsparede og foreløbigt beskattede, overskud i virksomhedsordningen. Klageren havde i overensstemmelse hermed for indkomståret 2012 selvangivet resultat af fritidsboligudlejningen som kapitalindkomst, idet han ikke ansås for at drive selvstændig virksomhed. Klageren havde således som følge af Skattestyrelsens afgørelser i form af årsopgørelser for indkomstårene 2009-2011 intet opsparet overskud ultimo 2011 på selvangivelsestidspunktet. Som en direkte konsekvens af Landsskatterettens afgørelse af den 13. marts 2019 var der imidlertid ultimo 2011 fortsat en saldo på konto for opsparet overskud. Dette kunne først konstateres på tidspunktet for Landsskatterettens afgørelse.

Skattestyrelsen sendte varsling om ansættelsesændring den 19. august 2019 og foretog ansættelsesændringen den 10. september 2019. Landsskatteretten fandt herved, at fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte den 30. december 2014. Der var givet henstand med betaling af fraflytterskatten. Skattestyrelsen traf efterfølgende afgørelse om forhøjelse af anparternes værdi på fraflytningstidspunktet (fraflytterskatten) og fremsendte den 22. januar 2019 en differenceopkrævning på skatten fra 27% til 42% vedrørende en udbytteudlodning i 2016. Klageren fik henstand med betaling af differenceopkrævningen.

Landsskatteretten fandt, at klageren skulle have betalt differenceopkrævningsbeløbet som afdrag på henstandssaldoen som følge af udloddet udbytte i 2016, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39 A, stk. 5, 1. pkt., hvorfor klageren ikke fik medhold i, at differenceopkrævningen skulle begrænses til det beløb, der fremgik af henstandssaldoen den 1. januar 2019. Dette ville stride imod aktieavancebeskatningslovens systematik med individuelle indkomstår og separat afregning for disse.

Landsskatteretten kunne heller ikke tiltræde klagerens påstand om, at betalte kildeskatter i 2018 og fremefter skulle fragå henstandssaldoen og nedsætte opkrævningen af differencebeløbet med henvisning til, at "betaling", og ikke opkrævning, nedskriver henstandssaldoen, jf. nedskrivningsrækkefølgen i aktieavancebeskatningslovens § 39 A, stk. 5, 4. pkt.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Med henvisning til personskattelovens § 3 stadfæstede Landsskatteretten Skatterådets bindende svar om afståelse af kryptovaluta, hvorefter et spekulationstab ikke kunne fradrages i den personlige indkomst. Spekulationstabet fandtes derimod at udgøre et ligningsmæssigt fradrag, hvorfor det heller ikke kunne modregnes i nogen anden personlig indkomst.

Skatterådet henså til praksis samt at betalingen for pendlerlicensen gik direkte mellem arbejdsgiveren og Y kommune og fandt herefter på baggrund af en samlet konkret vurdering, at spørgers arbejdsgiver kunne stille en pendlerlicens til parkering ved arbejdspladsen til rådighed for spørger og finansiere dette ved en lønomlægning, selvom pendlerlicens kun kunne købes i spørgers navn.

Sagen angik bl.a., om ligningslovens § 8 Y også regulerede adgangen til at afskrive efter afskrivningsloven, således at der ikke kunne afskrives på aktiver, der var betalt kontant over beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y. Landsskatteretten fandt, at bestemmelsen i ligningslovens § 8 Y begrænsede den almindelige fradragsret i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og at det derfor krævede sikker hjemmel, hvis bestemmelsen skulle udstrækkes til også at omfatte adgangen til at afskrive efter afskrivningsloven. Reglerne i afskrivningsloven indrømmede en særskilt lovhjemmel til et skattemæssigt fradrag for en værdiforringelse af et aktiv, der blev benyttet erhvervsmæssigt. I samme lov var beregningsmetoden for afskrivningerne opgjort, ligesom der var taget stilling til, hvilke kriterier der gjaldt for, at et aktiv var omfattet af retten til at foretage afskrivning. Der var hverken i ordlyden af ligningslovens § 8 Y eller i forarbejderne til denne bestemmelse anført, at den deri anførte begrænsning for fradrag begrundet i betalingsformen også skulle finde anvendelse på afskrivningsadgangen efter afskrivningslovens regler. Landsskatteretten fandt derfor, at ligningslovens § 8 Y ikke hjemlede et krav om digital betaling for at kunne foretage afskrivning efter reglerne i afskrivningsloven. Landsskatteretten ændrede i overensstemmelse hermed Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt.

Et selskab drev virksomhed med at udvikle, etablere og drive professionelle netværk. Som led i denne virksomhed indkøbte selskabet hos et rejsebureau golfrejser, som netværksdeltagerne mod betaling deltog i. Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var omfattet af særordningen i momslovens kapitel 16 a om "rejsebureauer", for hvilke afgiftsgrundlaget udgjorde rejsebureauets fortjenstmargen, det vil sige forskellen mellem det samlede beløb uden afgift, der skulle betales af den rejsende, og rejsebureauets faktiske omkostninger til de af andre afgiftspligtige personer foretagne leveringer af varer og ydelser, når disse leveringer direkte kom den rejsende til gode.

Landsskatteretten anførte, at selskabet drev virksomhed med at udvikle, etablere og drive professionelle netværk. En sådan virksomhed var ikke et rejsebureau. Der var hverken i lovens ordlyd eller andet sted støtte for et resultat, hvorefter selskabet kunne anses for et rejsebureau, der var omfattet af særordningen, i en situation som den foreliggende, hvor selskabet som led i netværksvirksomheden hos et rejsebureau indkøbte golfrejser, som netværksdeltagerne mod betaling deltog i. Allerede som følge heraf skulle selskabets afgiftsgrundlag opgøres efter momslovens almindelige regler, hvorfor det var med rette, at SKAT havde forhøjet selskabets salgsmoms.

Landsskatteretten stadfæstede dermed SKATs afgørelse.

Klageren, der var fuldt skattepligtig til Danmark, kunne kun fradrage sin andel af renteudgifterne på et banklån. Det forhold, at hendes ægtefælle, der alene var begrænset skattepligtig til Danmark af pension, ikke kunne fratrække sin andel af renteudgifterne heri, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten lagde vægt på, at ægtefællerne ikke kunne anses for at være samlevende i skattemæssig forstand. Landsskatteretten fandt videre, at opgørelsen af klagerens rentefradrag ikke var i strid med EU-retten. Afgørelsen blev indbragt for domstolene af klager, men sagen blev senere hævet, hvorefter Landsskatterettens afgørelse er endelig.

Spørger var gået på pension og påtænkte at flytte tilbage til Danmark, hvormed Spørger indtrådte i fuld skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, og dermed blev globalindkomstskattepligtig til Danmark.

Forinden Spørgers tilbageflytning til Danmark ville Spørger fuldt ud hæve sine private pensioner. Spørger ville dermed ved indtræden i fuld skattepligt til Danmark alene have offentlige pensioner fra Schweiz samt sin livsforsikringsordning, når Spørger boede i Danmark.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger efter sin tilflytning til Danmark og indtræden i fuld skattepligt til Danmark skulle medregne sine løbende udbetalinger fra sine offentlige pensioner hidrørende fra Schweiz til Spørgers skattepligtige indkomst til Danmark.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger efter sin tilflytning til Danmark og indtræden i fuld skattepligt til Danmark ved indregning af løbende udbetalinger fra sin offentlige pension fra Schweiz i den danske skat kunne fradrage den til Schweiz betalte skat af samme indkomst, i det omfang denne til Schweiz betalte skat ikke oversteg den skat, der beregnes til Danmark af den pågældende indkomst.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger efter sin tilflytning til Danmark og indtræden i fuld skattepligt til Danmark ikke skulle medtage udbetalinger fra sine private livsforsikringsordninger uden bortseelsesret i Schweiz til sin skattepligtige indkomst i Danmark.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger efter sin tilflytning til Danmark og indtræden i fuld skattepligt til Danmark skulle medtage afkast og/eller værdiforøgelse og/eller renter fra sine livsforsikringsordninger i Schweiz til sin skattepligtige indkomst i Danmark.

Spørger driver virksomhed med bl.a. personbefordring, og anvender i denne forbindelse det danske jernbanenet, som forvaltes af Banedanmark. Spørger opkræves et vederlag af Banedanmark for anvendelsen af jernbanenettet, og vederlaget faktureres inklusive moms.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørger - i henhold til momslovens § 38 - er berettiget til et delvist fradrag for den købsmoms, som Spørger betaler til Banedanmark. Der er herved henset til, at momsen opkræves af Banedanmark i strid med momsloven, idet Banedanmark ikke kan anses for en afgiftspligtig person i forbindelse med leveringen af adgangen til jernbanenettet, jf. momslovens § 3.

Leveringen af adgangen til jernbanenettet kan således ikke anses for offentlig forsyningsvirksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3. Ydelsen leveres derimod af en offentlig myndighed i denne egenskab, ligesom ydelsen ikke leveres i konkurrence med andre, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3.

Klageren havde fast bolig til rådighed i både Danmark og Polen. Da klageren havde haft stærke økonomiske interesser i Danmark og stærke personlige interesser i Polen, kunne det ikke herudfra afgøres, i hvilken stat han efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten skulle anses for at have været hjemmehørende. Ligeledes kunne det ikke afgøres ud fra sædvanligt ophold. Landsskatteretten anså herefter klageren for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Polen, hvor han var statsborger. Klageren kunne derfor beskattes efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D. I relation til befordringsfradrag til arbejdspladsen i Danmark fandt retten, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark.

Sagen drejede sig om, hvorvidt H1 A/S var forpligtet til at indsende oplysninger vedrørende indbetalinger på pensionsordninger i medfør af skatteindberetningslovens § 56, stk. 2. Spørgsmålet var, om oplysningerne vedrørende indbetalinger på pensionsordninger kunne anses for enten materiale, der udgjorde grundlaget for de oplysninger, der skulle indberettes, eller oplysninger til brug for afgørelsen af, om en oplysning var indberetningspligtig. Banken skulle indberette om pensionsordninger, der var omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I, og om, hvorvidt ordningen var led i et ansættelsesforhold. Banken ansås ikke på baggrund af bestemmelserne at skulle indberette om indbetalinger på pensionsordninger, der blev forvaltet af banken. Landsskatteretten fandt således, at der ikke var hjemmel i skatteindberetningslovens § 56, stk. 2, til at pålægge banken at udlevere oplysninger om, hvem der foretog indbetalingerne på de pågældende pensionsordninger. Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, hvorvidt Skattestyrelsen havde pålagt et rykkergebyr vedrørende for sen betaling af grøn ejerafgift var pålagt med rette, herunder om gebyret efterfølgende er frafaldet.

Den afgiftspligtige gjorde under sagen gældende, at et rykkergebyr vedrørende for sen betaling af grøn ejerafgift var pålagt med urette, idet opkrævningen var sendt for sent til ham i Betalingsservice. Den afgiftspligtige gjorde desuden gældende, at Skattestyrelsen havde frafaldet rykkergebyret.

Retten fandt, at Skatteministeriet havde godtgjort, at gebyret er pålagt med rette, og at det af den afgiftspligtige anførte om, at gebyret var frafaldet, ikke kunne føre til andet resultat. 

Sagen angik, om et særskilt matrikuleret areal, som var afhændet fra en ejendom, skulle indgå i det vurderede grundareal for ejendommen ved årsomvurderingen pr. 1. oktober 2020. Ejendommen var årsomvurderet pr. 1. oktober 2020 i medfør af vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1. Skødet vedrørende overdragelsen af matriklen var anmeldt til tinglysning forud for vurderingstidspunktet pr. 1. oktober 2020, mens den matrikulære forandring og endelige indførelse i tingbogen først var sket efter vurderingstidspunktet. Den endelige registreringsmeddelelse for arealoverførslen var ligeledes dateret efter vurderingstidspunktet.

Landsskatteretten fandt, at begrebet tinglyst adkomst i forbindelse med afhændelse af et særskilt matrikuleret areal, jf. vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, og § 8, stk. 4, skulle forstås i sammenhæng med bestemmelserne i udstykningslovens § 25 og tinglysningslovens § 21 samt formålet med disse bestemmelser om at undgå uoverensstemmelse mellem tinglyste rettigheder og registreringer i matriklen. Herefter fandt Landsskatteretten, at erhvervelsesdokumentet for overdragelsen af matriklen først var tinglyst som adkomst, og den nye ejer først havde fået tinglyst adkomst til arealet i vurderingsmæssig sammenhæng efter vurderingstidspunktet pr. 1. oktober 2020, jf. vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, og § 8, stk. 4. Landsskatteretten lagde vægt på, at de matrikulære forandringer først var registreret i matriklen og endeligt indført i tingbogen efter vurderingstidspunktet pr. 1. oktober 2020. Matriklen kunne derfor først anses for at være afhændet i vurderingsmæssig sammenhæng efter vurderingstidspunktet pr. 1. oktober 2020.

Landsskatteretten stadfæstede Vurderingsstyrelsens afgørelse.

A flyttede den 23. april 2007 fra Danmark til Y1-land for at arbejde der. Hans udrejse blev registreret i folkeregisteret.
Sagen angik, om A kunne anvende forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F i forbindelse med, at han i 2017 flyttede til Danmark. Spørgsmålet var nærmere, om han opfyldt betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter den pågældende ikke inden for de seneste 10 år forud for sin ansættelse 
(tjenesteforholdet) har været skattepligtig til Danmark efter bl.a. kildeskattelovens § 1.

Højesteret lagde til grund, at A ikke rettede henvendelse til skatteforvaltningen om flytningen til Y1-land 
eller om, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han rettede heller ikke henvendelse til skattemyndighederne med oplysninger, der gjorde det muligt for dem at foretage en afsluttende ansættelse.

A sørgede således ikke for, at der blev tilvejebragt grundlag for, at skattemyndighederne kunne tage stilling til, om hans fraflytning indebar et ophør af den fulde skattepligt til Danmark. Han var derfor i SKATs systemer fortsat registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2007-2010, og i overensstemmelse med registreringen blev der udsendt årsopgørelser til ham for indkomstårene 2007-2010, hvor han var 
skatteansat som fuldt skattepligtig til Danmark.

Højesteret fandt, at årsopgørelserne for 2007-2010 var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om A "har været skattepligtig" til Danmark som nævnt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Højesteret fastslog herefter, at A ved sin ansættelse hos X A/S den 4. oktober 2017 ikke opfyldte 10-års betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, idet A de seneste 10 år forud for den 4. oktober 2017 havde været skattepligtig til Danmark.

A flyttede den 1. januar 2005 fra Danmark til Y1-land for at arbejde der. Han anmeldte sin flytning til folkeregisteret, og det blev heri registreret, at han var udrejst den 1. januar 2005.

Sagen angik, om A kunne anvende forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F i forbindelse med, 
at han i 2016 flyttede til Danmark. Spørgsmålet var nærmere, om han opfyldt betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter den pågældende ikke inden for de seneste 10 år forud for sin ansættelse (tjenesteforholdet) har været skattepligtig til Danmark efter bl.a. kildeskattelovens § 1.
Højesteret lagde til grund, at A ikke rettede henvendelse til de kommunale skattemyndigheder om flytningen til Y1-land eller om, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han rettede heller ikke henvendelse til skattemyndighederne med oplysninger, der gjorde det muligt for dem at foretage en afsluttende ansættelse. A sørgede således ikke for, at der blev tilvejebragt grundlag for, at skattemyndighederne kunne tage stilling til, om hans fraflytning indebar et ophør af den fulde skattepligt til Danmark. Han var derfor i SKATs systemer fortsat registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2006-2010, og i overensstemmelse med denne registrering blev der udsendt årsopgørelser til ham for indkomstårene 2006-2010, hvor han var skatteansat som fuldt skattepligtig til Danmark.

Højesteret fandt, at årsopgørelserne for 2006-2010 var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om A "har været skattepligtig" til Danmark som nævnt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Højesteret fastslog herefter, at A ved sin ansættelse i X Kommune den 1. august 2016 ikke opfyldte 10 års-betingelsen i § 48 E, stk. 3, nr. 1, idet A de seneste 10 år forud for den 1. august 2016 havde været skattepligtig til Danmark.
Sagen angik endvidere, om A i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, havde krav på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2006-2010. Højesteret fastslog, at det ikke beroede på en fejl fra skattemyndighedernes side, at A i indkomstårene 2006-2010 fortsat blev ansat som fuldt skattepligtig til Danmark. Der forelå derfor ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at skatteansættelserne for 2006-2010 kunne genoptages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

På den baggrund fik Skatteministeriet medhold.

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af en række midler, der i 2013 og 2014 var overført til hans private bankkonto fra et dansk selskab, hvori skatteyderen var direktør og indirekte ejer af 50 pct. af aktierne. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne dækkede refusion af udlæg, som han havde afholdt på vegne af selskabet. Udlæggene angik ifølge skatteyderen hovedsageligt betalinger til et selskab i Y1-land, der også var ejet af skatteyderen, og som ifølge ham havde leveret IT-ydelser til det danske selskab.

Retten fandt, at overførslerne udgjorde skattepligtig indkomst, medmindre skatteyderen kunne løfte bevisbyrden for, at beløbene var skattefrie. Retten fandt ikke, at skatteyderens forklaring om, at han havde afholdt udlæg på vegne af selskabet var tilstrækkeligt understøttet af objektive kendsgerninger. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at der ikke forelå beløbs- eller tidsmæssig sammenhæng mellem de i sagen fremlagte fakturaer og overførslerne, samt at betalingerne til det litauiske selskab ikke var understøttet af bogføring eller regnskaber. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelser af skatteyderens indkomst.

A og B, der var anført som formand og næstformand i "Foreningen F", og som sammen med en anført kasserer i F havde fuldmagt til to konti registreret til F, var hver blevet beskattet af en tredjedel af indsætningerne på de to konti.
Med henvisning til kriterierne opstillet i administrativ praksis fandt byretten efter en konkret vurdering, at F ikke havde karakter af en forening i juridisk forstand, og at sammenslutningen ikke udgjorde et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, 1. pkt.

Efter at have tilsidesat A’s og B’s forklaringer om, at de ikke havde kendskab til den ene konto registreret til F, udtalte byretten, at A og B under de foreliggende omstændigheder, herunder at A og B havde haft rådighed over kontiene registreret til F, skulle anses for indkomstmodtagere af indbetalingerne på kontiene, medmindre de under henvisning til objektive kendsgerninger kunne bevise, at pengene stammede fra midler, der allerede var beskattet eller var undtaget fra beskatning. Da A og B ikke havde ført et sådant bevis, gav byretten Skatteministeriet medhold i, at de sagsøgte var skattepligtige af indsætningerne på kontiene registreret til F. Under henvisning til den statuerede skattepligt og Skatteministeriets synspunkter gav byretten også ministeriet medhold i, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse af de sagsøgtes skatteansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.
Da byretten heller ikke fandt grundlag for at hjemvise sagen, fik Skatteministeriet medhold, og Skatteankenævnets forudgående afgørelser (19-0024718 og 19-0025375) blev dermed ændret.

Under B’s efterfølgende anke af byrettens dom tiltrådte landsretten byrettens begrundelse og resultat.
Landsretten tiltrådte herunder - i mangel af mere sikre holdepunkter for andet - at der i forhold til de samlede indsætninger på de to konti registreret til F og dermed opgørelsen af de skattepligtige beløb var sket en ligelig fordeling mellem B, A samt den anførte kasserer, der alle havde fuldmagt til og dermed rådighed over kontiene.

Spørgers far stiftede i (…) en trust, mens Spørgers far var bosiddende i Y1-land. Spørgers far indsatte en række af sine familiemedlemmer som begunstigede i trusten. Blandt de begunstigede var Spørger og hans tre søskende, et selskab ejet og kontrolleret af Spørgers far, Spørgers farfars børnebørn og oldebørn samt familiemedlemmer til Spørgers fars svigermor. Trustee i trusten var et selskab, der var kontrolleret af Spørgers far. Kort før Spørgers fars død blev et nyt selskab, kontrolleret af Spørgers far, indsat som trustee i trusten. Direktører i det nye trustee selskab var Spørgers ene bror samt Spørgers fars hustru. Efter Spørgers fars testamente, skulle kapitalandelene i trustee selskab deles ligeligt mellem Spørger og hans søskende. Spørgers ene bror var i overensstemmelse med Spørgers fars testamente udpeget som eksekutor i boet efter Spørgers far.

Skatterådet fandt, at trusten var transparent i forhold til Spørgers far samt at Spørger og hans søskende fra Spørgers fars dødsdag opnåede en fælles beslutningskompetence i trusten, således at trusten allerede fra Spørgers fars dødsdag ansås for transparent i forhold til Spørger og trusten var ikke et selvstændigt skattesubjekt. Da trusten ikke ansås at have ledelsens sæde i Danmark, beskattes trusten ikke som et selvstændigt skattesubjekt i Danmark. Skatterådet fandt, at Spørger allerede fra Spørgers fars dødsdag i skattemæssig henseende ville være ejer af 25 pct. af trustens aktiver. Skatterådet fandt videre, at værdiansættelsen af trustens aktiver skulle ske på Spørgers fars dødsdag. Spørgsmålet om betaling af boafgift var skifterettens kompetence, og Skatterådet afviste derfor at besvare dette spørgsmål.

En skatteyder havde ikke indberettet sin indkomst for indkomståret 2015 korrekt. SKAT foretog derfor en skønsmæssig forhøjelse på grundlag indsætninger på skatteyderens bankkonto. Først efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist anmodede skatteyderen om ekstraordinær genoptagelse. Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og om betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt.

Retten fandt, at det ikke alene efter indholdet af en lægeerklæring om, at skatteyderen led af (red.fjernet.lidelse), og de afgivne forklaringer var godtgjort, at hans anmodning om genoptagelses var rettidig.  

Retten udtalte videre, at det ved SKATs forslag til afgørelse for indkomståret 2015 blev anført, at der alene var registreret en indtægt i form af et honorar på 4.000 kr. for indkomståret og ingen indtægter i øvrigt, og at skatteyderen ved forslaget blev opfordret til at fremsende sine bemærkninger, hvilket ikke skete, hvorefter indkomsten blev fastsat ud fra indhentede kontoudtog hos hans pengeinstitutter.

Retten fandt, at det efter bevisførelsen, herunder en efterfølgende udarbejdet opgørelse over indtægter og udgifter, som ikke sås dokumenteret, ikke var godtgjort, at SKAT ved ansættelsen af skatteyderens indkomst for skatteåret 2015 havde begået fejl, eller at det ville være urimeligt at opretholde afgørelsen.

Retten fandt således, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2015, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.

Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne gives dispensation efter virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 5, for klagerens manglende udligning af en negativ indskudskonto inden omdannelsen af klagerens personlige virksomhed til et selskab. Landsskatteretten lagde vægt på, at betingelsen om udligning af en negativ indskudskonto fremgik direkte af bestemmelserne i virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 1, nr. 5, og virksomhedsskattelovens § 16 a, og at der ikke forelå undskyldelige omstændigheder. Der var forløbet næsten fire år fra stiftelsen, før skattemyndigheden på egen foranledning fik oplyst, at indbetalingen ikke var foretaget. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at revisoren måtte have haft en forkert retsopfattelse.

Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren ikke havde godtgjort, at hans selvangivelsesvalg om at blive beskattet efter virksomhedsordningen for indkomståret 2011 havde fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser ved SKATs ansættelsesændring af virksomhedsomdannelsen pr. 1. januar 2013 fra at være skattefri til at være skattepligtig.

Landsretten fandt, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Landsretten fandt desuden, at varslingsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt. 

Landsretten udtalte i tilknytning hertil, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 5, efter sin ordlyd og i kontekst af lovens §§ 26, stk. 1, og 20, stk. 1, må forstås sådan, at det omhandlede kundskabstidspunkt ikke indtræffer, før skattemyndighederne er kommet i besiddelse af de oplysninger, som er nødvendige for, at der - med fristafbrydende virkning - kan afgives et varsel om den ekstraordinære ansættelse, og at et sådant varsel forudsætter, at de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af, gør det muligt - med forbehold for den skattepligtiges eventuelle udtalelse imod den varslede afgørelse, herunder den beløbsmæssige opgørelse af en forhøjelse - at angive og begrunde en beløbsmæssig opgørelse af forhøjelsen.

Byrettens frifindelse af Skatteministeriet blev på den baggrund stadfæstet. 

Sagen angik, om klagerens fortjeneste i indkomståret 2018 på 520.171 kr. ved salget af en ejerlejlighed den 7. maj 2018 ikke skulle medregnes i klagerens indkomst i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Klagerens mor havde købt lejligheden i november 2009 for 800.000 kr. med henblik på, at klageren skulle bebo lejligheden. Klageren boede i lejligheden i perioden 15. januar 2010 til 1. november 2018. Den 3. maj 2018 havde klagerens mor anmodet om bindende svar på, om lejligheden uden gaveafgiftsmæssige konsekvenser kunne overdrages til klageren for en pris i intervallet 731.000 kr. til 989.000 kr. svarende til den offentlige ejendomsvurdering +/- 15 %, jf. cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelse af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning. Henset hertil sammenholdt med, at klageren den 6. august 2018 videresolgte lejligheden til tredjemand for 1.580.000 kr., lagde Landsskatterettens flertal til grund, at klageren og hans mor i maj 2018 var klar over, at lejligheden kunne sælges med en betydelig fortjeneste i forhold til moderens købspris på 800.000 kr. i november 2009, herunder også at lejligheden havde en betydelig højere markedsværdi end 989.000 kr., hvortil klageren erhvervede lejligheden den 7. maj 2018. Klageren videresolgte lejligheden den 6. august 2018, det vil sige ca. tre måneder efter erhvervelsen fra sin mor, for 1.580.000 kr. Fire dage senere erhvervede klageren og hans ægtefælle en anden ejendom. Under disse omstændigheder fandt Landsskatterettens flertal, at klagerens erhvervelse af lejligheden den 7. maj 2018 var begrundet i ønsket om at undgå ejendomsavancebeskatning af den betydelige fortjeneste ved videresalget af lejligheden, og at dette søgtes opnået ved overdragelsen af lejligheden til klageren, herunder ved ydelse af en afgiftsfri gave til klageren fra moderen. Da klagerens erhvervelse af lejligheden således var begrundet i at undgå avancebeskatning, havde klageren ikke godtgjort, at lejligheden i hans korte ejertid reelt tjente til bolig for ham eller hans husstand, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Det kunne under de anførte omstændigheder ikke føre til et andet resultat, at ejendomsmægleren havde oplyst, at det var ham, der kontaktede klageren om et salg, og at klagerens og ægtefælles nye ejendom angiveligt ikke blev fremvist til klageren inden salget af lejligheden. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse. (Dissens).