Sagen angik, i hvilket omfang der var adgang til omkostningsgodtgørelse i forbindelse med, at en sag blev genoptaget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5. Landsskatteretten fandt, at en genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, ikke kunne anses som - eller ligestilles med - en afgørelse truffet af en klageinstans. Da anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 5, ifølge bestemmelsens ordlyd og forarbejder forudsatte, at der i klagesagen var truffet afgørelse af klageinstansen, fandt bestemmelsen ikke anvendelse. Som følge heraf, og da klagesagen i Landsskatteretten blev tilbagekaldt og afsluttet ved Skattestyrelsens genoptagelse, fandt Landsskatteretten, at der ikke var hjemmel i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1, eller stk. 5, til at yde omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige bistand, som var ydet efter Skattestyrelsens genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5. Landsskatteretten foretog herefter en konkret vurdering af, hvorvidt den resterende del af udgifterne til den sagkyndige bistand, der var ydet før Skattestyrelsens genoptagelse, var godtgørelsesberettiget, hvilket alene skulle bedømmes ud fra, om bistanden kunne anses for at være ydet i forbindelse med behandlingen af klagesagen i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Skatterådet bekræftede, at en SIPP-pensionsordning, der påtænktes oprettet i England, mens spørger havde bopæl og var skattemæssigt hjemmehørende der, blev omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 B, hvis spørger på et senere tidspunkt flyttede tilbage, og igen blev fuldt skattepligtig til Danmark.

Dette var dog kun gældende, hvis betingelsen om, at samtlige indbetalinger til pensionsordningen, der var foretaget, inden spørger igen blev skattepligtig til Danmark, havde været omfattet af bortseelses- eller fradragsret ved opgørelsen af spørgers skattepligtige indkomst i England.

Skatterådet bekræftede ligeledes, at afkastet af pensionsordningen, efter at spørger igen var blevet fuldt skattepligt til Danmark, ikke var omfattet af pensionsafkastbeskatningsloven, og ikke blev beskattet løbende, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 5. Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at afkastet var skattefrit, idet afkastet indgik i pensionsordningens værdi, der dannede grundlag for udbetalingerne fra ordningen, som blev beskattet efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6.

Skatterådet bekræftede desuden, at der ikke skulle betales arbejdsmarkedsbidrag af den del af udbetalingerne, der var skattepligtig indkomst i henhold til pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6, som personlig indkomst, og at Danmark gav almindelig creditlempelse for skat betalt til England af pensionsudbetalingerne. Lempelsen kunne dog ikke overstige den danske indkomstskat, der svarede til de pensionsudbetalinger, der kunne beskattes i England, jf. artikel 22, stk. 2, litra a-b i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien. 

SKAT havde oprindelig i 2012 truffet afgørelse om, at overførsler mellem appellanterne var indkomstskattepligtige. Efterfølgende viste det sig, at overførslerne var gaveafgiftspligtige.

Ved afgørelse af 18. marts 2016 foretog SKAT en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift for indkomstårene 2008-2010, jf. boafgiftsloven § 26, stk. 3. Hjemmelen til foretagelse af skønsmæssig ansættelse af boafgift blev indført ved Lov nr. 1354 af den 21. december 2012, men bestemmelsen havde først virkning for gaver modtaget fra den 1. januar 2013. Der var enighed om, at SKAT’s afgørelse var ugyldig. Spørgsmålet var, om Landsskatteretten, som følge heraf, var udelukket fra ved sin afgørelse af 9. december 2019 at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, og det var i den forbindelse omtvistet, om SKAT’s afgørelse skulle anses som en nullitet, eller om afgørelsen blot var anfægtelig.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at manglen ved SKAT’s afgørelse ikke havde en karakter, der udelukkede, at Landsskatteretten hjemviste SKAT’s afgørelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på indkaldelse af gaveanmeldelse og betaling af gaveafgift samt til behandling af eventuel forældelse og dermed efter den procedure for gaveafgifter, der vedrører gaver modtaget før den 31. december 2012. Landsretten tiltrådte derfor, at Skatteministeriet var frifundet for appellanternes principale påstand.

Spørgsmålet var herefter, om kravet var forældet.

Forfaldstidspunktet for gaveafgiften var henholdsvis den 1. maj 2009, 1. maj 2010 og 1. maj 2011, jf. boafgiftslovens § 30, stk. 1, jf. § 26, stk. 1.

Landsretten fandt - som byretten - at appellanternes klage af 15. juni 2016 til Landsskatteretten over det daværende SKAT’s afgørelse af 18. marts 2016 medførte en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 21, stk. 2. Der blev herved henset til, at en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden fristens udløb dermed blev indbragt for en administrativ myndighed, der havde kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen.

Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at det i Landsskatterettens afgørelse af 9. december 2019 blev lagt til grund, at SKAT ikke havde haft hjemmel til at foretage en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift.

Herefter og af de grunde, der i øvrigt var anført herom af byretten, tiltrådte landsretten, at der ikke forelå forældelse.

Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Skatteyderen havde ikke godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, var opfyldt. Endvidere kunne skatteyderen ikke få aktindsigt i sager vedrørende en række selskaber, som hun tidligere havde været ejer af, og som nu var gået konkurs, i et videre omfang, end hvad der fulgte af offentlighedslovens § 8, om egenacces, jf. skatteforvaltningslovens § 17. Skatteyderen havde heller ikke godtgjort en retsbeskyttet forventning om aktindsigt i et videre omfang, end hvad der fulgte af loven. To påstande blev afvist, fordi skatteyderen ikke havde en retlig interesse i, at påstandene blev taget under selvstændig påkendelse.

Skatterådet kunne bekræfte, at afgiften ved tinglysning af adkomstændring ved en påtænkte fusion/opløsning vil være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6 a med den virkning, at tinglysningsafgiften udgør 1.850 kr.

I forbindelse med omstrukturering ændres driftsformen ved at sammenlægge aktiviteter i de tre selskaber i et selskab. Sammenlægningen skal ske ved at fusionere et A/S og et ApS. Samtidig med fusionen udtræder ApS’et som komplementar i et K/S, som derved opløses, og A/S’et vil blive adkomsthaver til en ejendom.

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016-2018. Videre angik sagen, hvorvidt der var grundlag for hjemvisning på grund af sagsbehandlingsfejl i skattemyndighedernes afgørelser. Herudover var omdrejningspunktet for sagen, om skatteyderen kunne inddrage spørgsmålet om omgørelse.

Landsretten fandt, at skatteyderens forklaring om, at de omtvistede indsætninger på hans bankkonti beroede på en aftale om, at hans bankkonti skulle fungere som gennemstrømnings-/mellemregningskonto var så usædvanlig, så skatteyderende havde en skærpet bevisbyrde for, at indsætningerne i de tre indkomstår ikke var skattepligtig indkomst hos ham. 

Afgørelsen vedrørende en anden skatteyders skattepligtige indkomst, der blev fremlagt under ankesagen, ændrede ikke på, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de indsatte midler ikke udgjorde skattepligtig indkomst. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriets frifindelsespåstand blev taget til følge. 

For så vidt angik sagsbehandlingsfejl, var der ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelser som ugyldige. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriets frifindelsespåstand blev taget til følge.

Idet skattemyndighederne ikke havde taget stilling til spørgsmålet om omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29, og da der ikke var grundlag for at tillade det inddraget under retssagen i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., stadfæstede Landsrettens byrettens dom, hvorved Skatteministeriets afvisningspåstand blev taget til følge.

Skatteyderen var ubestridt skattepligtig af fri bil, som hun havde fået stillet til rådighed af et selskab, hvori hun var direktør og hovedanpartshaver. Selskabet havde leaset bilen, og sagen angik opgørelsen af beskatningsgrundlaget for fri bil. Tvistepunktet var, om der var indgået en leasingaftale med en varighed af 36 måneder eller tre separate leasingaftaler af hver 12 måneders varighed. Skatteyderen gjorde gældende, at der var indgået tre separate aftaler og havde til støtte herfor blandt andet fremlagt tre leasingaftaler som hver især havde en varighed af 12 måneder. 

Retten fandt efter en samlet vurdering, at der var ført tilstrækkeligt bevis for, at der blev indgået en leasingaftale af 36 måneders varighed, og at de tre 12-måneders leasingaftaler, som skatteyderen støttede sig på, måtte anses som en udmøntning af en samlet aftale på 36 måneder. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik, om en skatteyder var skattepligtig af indsætninger på sin private konto fra et selskab, han var medejer af og direktør for i den relevante periode.

Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om refusion af udlæg, skatteyderen havde foretaget for selskabet. Skatteyderen støttede bl.a. sin forklaring på en række udgifter, han ifølge kontoudskrifter havde afholdt med sine private hævekort, og en række posteringer i selskabets bogføring benævnt udlæg.

Landsretten bemærkede, at størstedelen af indsætningerne angik runde beløb, som hverken beløbsmæssigt eller tidsmæssigt stemmede overens med de køb, skatteyderen havde foretaget, og at skatteyderens forklaring om udlæg ikke var støttet af udgiftsbilag eller i tilstrækkeligt omfang dokumenteret af sagens øvrige oplysninger. Landsretten fandt på den baggrund, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne ikke skulle beskattes som personlig indkomst. Hverken indsætningernes posteringstekster, de for landsretten fremlagte bilag, eller skatteyderens forklaring kunne føre til en ændret vurdering.

Landsretten tiltrådte, at skattemyndighederne ikke havde tilsidesat oplysningspligten ved at undlade at indhente regnskabsbilag fra kurator i selskabet, som var taget under konkursbehandling.

På den baggrund tog landsretten Skatteministeriets påstand til følge.

En advokat havde rådgivet en bank om bankens potentielle strafansvar og erstatningsansvar over for den danske stat ved at medvirke i transaktioner med danske børsnoterede aktier. Transaktionerne indebar, at banken udstedte udbyttenotaer, der kunne anvendes til at søge refusion af indeholdt dansk udbytteskat. Banken udstedte udbyttenotaer, der blev anvendt til sådanne refusionsansøgninger, og SKAT udbetalte ca. 1.135 mio. kr. med urette på baggrund af notaerne.

Højesteret nåede frem til, at advokaten måtte indse, at der var en nærliggende risiko for, at banken sammen med andre var involveret i at udarbejde en model for uberettiget refusion af udbytteskat. Han havde derfor på uforsvarlig måde tilsidesat skattemyndighedernes interesser ved at rådgive banken som sket under sagen. Højesteret fandt således, at advokat A havde handlet ansvarspådragende over for Skatteforvaltningen. 

Endvidere fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at der var den fornødne årsagsforbindelse. Højesteret fandt i forbindelse med tabsopgørelsen, at det var velbegrundet, at Skatteforvaltningen havde indgået forlig, og tabet kunne opgøres til ca. 706 mio. kr. i overensstemmelse med Skatteforvaltningens påstand. Der var ikke forhold, som kunne begrunde, at erstatningsansvaret bortfaldt eller begrænsedes ud fra betragtninger om egen skyld eller accept af risiko. Betragtninger om adækvans førte til, at erstatningsansvaret blev begrænset til 400 mio. kr. 

Kravet var i øvrigt ikke forældet, idet forældelsesfristen var suspenderet, og suspensionen var ikke ophørt tre år forud for stævningstidspunktet. Der var ikke grundlag for forrentning tidligere eller senere end sagens anlæg.

De fire sambehandlede sager angik samlet en prøvelse af syv afgørelser truffet af skattemyndighederne. Sagerne udsprang overordnet af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2011, hvor daværende SKAT ved afgørelse af 11. maj 2015 forhøjede sagsøgerens skatteansættelse med 1.195.520 kr.

Retten fandt indledningsvist ikke, at sagsøgeren kunne få ekstraordinært genoptaget indkomståret, da betingelserne i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 8, og 27, stk. 2, ikke var opfyldt.

Derudover fandt retten, at der hverken skulle ske hjemvisning eller genoptagelse af to afgørelser truffet af Landsskatteretten, hvor Landsskatteretten nægtede at genoptage sine tidligere afgørelser efter skatteforvaltningslovens § 35 g, da retten ikke fandt, at der forelå nye oplysninger siden SKAT’s afgørelse i maj 2015.

Videre var der i sagen indbragt en afgørelse truffet af Landsskatteretten mere end 2 år efter søgsmålsfristens udløb. Påstanden relateret til denne afgørelse blev derfor afvist efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.

Endvidere havde sagsøgeren nedlagt en påstand om hjemvisning af to afgørelser truffet af Skattestyrelsen. Retten fandt ikke, at der var grundlag for hjemvisning af Skattestyrelsens afgørelser, da afgørelserne var blevet behandlet af Landsskatteretten, hvilke afgørelser ligeledes blev behandlet under nærværende sager. Der var derfor ikke grundlag for særskilt behandling af Skattestyrelsens afgørelser.

Endelig tillod retten ikke, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., at sagsøgeren kunne inddrage et spørgsmål om omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29. Retten fandt ikke, at de dispositioner, som sagsøgeren ville have omgjort, havde en sådan klar sammenhæng med sagen, at det kunne tillades inddraget under retssagen i en situation, hvor sagsøgeren bevidst havde undladt at anmode skattemyndighederne om omgørelse.

Skatteministeriet blev dermed frifundet. 

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for 2011 og 2012 for bl.a. et bankselskab og et leasingselskab, som var fællesregistrerede for moms og lønsumsafgift. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter (hovedsageligt leasing) og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige (almindelig bankvirksomhed). Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 2 og 4, som var gældende forud for den 1. marts 2013.

Fællesregistreringen havde foretaget denne fordeling på grundlag af en særligt opgjort omsætningsfordeling for hele fællesregistreringen under ét. SKAT fandt, at fællesregistreringens fordeling gav et misvisende billede af de ansattes faktiske tidsforbrug i henholdsvis den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. SKAT tilsidesatte derfor fællesregistreringens fordeling og erstattede den med en fordeling, som var baseret på SKAT’s skøn over de ansattes tidsforbrug.

Landsretten fandt, at fællesregistreringens fordeling af lønsummen ikke gav et retvisende skøn over de ansattes faktisk anvendte tidsforbrug. Landsretten lagde herved blandt andet vægt på, at den andel af de bankansattes arbejde, som vedrørte fremskaffelse af kapital til leasingaktiviteterne ved indlån fra bankkunder, ikke kan henføres til de momspligtige leasingaktiviteter, idet aktiviteterne med indlån er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, og dermed lønsumsafgiftspligtige efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., uanset om indlånsmidlerne efterfølgende anvendes til momspligtige eller momsfritagne aktiviteter.

Endvidere fandt landsretten, at SKAT’s skøn var baseret på relevante og saglige kriterier, som var egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug, og at skønnet var mere retvisende end bankens skøn.

Landsretten fandt på den baggrund, at det var med rette, at SKAT havde tilsidesat bankens skøn og sat et andet skøn i stedet.

Eneanpartshaveren anmodede Skatterådet om tilladelse til, at eneanpartshaverens holdingselskabs overdragelse af alle sine anparter i tre forskellige datterselskaber til henholdsvis en fond, en forening og en frivillig forening ikke ansås for skattepligtigt udbytte efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 til eneanpartshaveren, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Det var Skatterådets opfattelse, at både en forening og en frivillig forening kunne indgå i begrebet "fonde m.v.".

Det var endvidere Skatterådets opfattelse, at overdragelsen skete i eneanpartshaveren ideelle interesse og ikke i hans personlige eller økonomiske interesse. Der var herved henset til, at fondens og foreningernes formål var henholdsvis at støtte, hjælpe og vejlede voldsramte kvinder og deres børn, at varetage blinde og stærkt svagsynedes interesser for herigennem at sikre ligestilling med andre borgere i samfundet samt mulighed for selvbestemmelse over eget liv og egen tilværelse, og at fremskaffe midler til anvendelse til sygdomsbekæmpelse og/eller sygdomsforebyggelse for børn, der trængte til hjælp. Formålet i fonden og foreningerne var endvidere at komme en videre kreds til gode.

Derudover var der henset til, at overdragelsen skete til allerede anderkendte fonde og foreninger med almennyttige formål, som ingen tilknytning havde til eneanpartshaveren samt at der ikke var omstændigheder, der talte for, at overdragelsen af anparter til fonden og foreningerne blev foretaget i eneanpartshaverens personlige eller økonomiske interesse.

Skatterådet gav tilladelse til, at overdragelsen af de tre selskaber kunne ske, uden at der skete udbyttebeskatning af eneanpartshaveren.

En skatteyder fraflyttede Danmark i 2014. I forbindelse med fraflytningen selvangav han en aktieavance og ansøgte samtidig om henstand med betalingen efter aktieavancebeskatningslovens § 39. Skatteyderen flyttede tilbage til Danmark i 2019.

Da skatteyderen i årene 2015-2017 ikke havde opfyldt betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 39 for at opnå henstand efter aktieavancebeskatningsloven, fremsendte Skattestyrelsen en opkrævning af skatten. Skatteyderen anmodede om genoptagelse af indkomstårene 2015-2017 med henblik på at få henstand med betalingen. Skattestyrelsen afviste anmodningen ved afgørelse af 24. april 2019.

Skatteyderen påklagede Skattestyrelsens afgørelse af 24. april 2019 til Skatteankestyrelsen og anmodede samtidig om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51. Ved afgørelse af 18. december 2019 afviste Skattestyrelsen også denne anmodning. 

Retten fandt, at Skattestyrelsen ved afgørelse af 18. december 2019 med rette havde afvist henstandsanmodningen efter skatteforvaltningslovens § 51. Retten lagde vægt på, at klagen over Skattestyrelsens afgørelse af 24. april 2019 vedrørte henstand med betalingen efter aktieavancebeskatningsloven, og ikke en ændring af opgørelsen af skatteyderens aktieavance. Retten fandt endvidere, at Skattestyrelsens afgørelse af 18. december 2019 ikke led af sagsbehandlingsfejl, der kunne begrunde hjemvisning. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

En skatteyder modtog Y1-sproget pensionsydelser, mens hun var bosat i Y1-land. Hun betalte ikke skat af pensionsydelserne i Y1-land. I 2004 flyttede skatteyderen til Danmark og modtog fortsat de Y1-sproget pensionsydelser. 

Uanset at pensionsydelserne var skattepligtige i Danmark selvangav skatteyderen ikke pensionsydelserne, og skattestyrelsen genoptog indkomstårene 2010-2016 ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. 

Retten fandt, at skatteyderen, særligt som følge af beløbenes størrelse, burde have selvangivet pensionen eller have undersøgt forholdene nærmere, men efter en samlet vurdering fandt retten ikke, at dette kunne bebrejdes skatteyderen i nogen særlig eller stærk grad. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at pensionen ikke var skattepligtig i Y1-land, at de danske pensionsmyndigheder var bekendt med den Y1-sproget pensionsydelse, og at myndighederne i et vist omfang havde givet skatteyderen grund til at antage, at oplysningerne ville blive delt med skattemyndighederne, hvis dette måtte anses for relevant. 

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var derfor ikke opfyldt.

Anmodningen drejede sig om, hvorvidt der skulle svares afgift af det færdigproducerede produkt Dulche de leche efter chokoladeafgiftsloven. Produktet bestod af kondenseret mælk med tilsat sukker (45 %) samt bl.a. vaniljearoma.

Skatterådet fandt, at produktet var omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, som bl.a. omfatter "sukkervarer af enhver art".

Der blev lagt vægt på produktets høje sukkerindhold på 45 %, produktets søde smag og duft af karamel samt dets visuelle fremtræden som en sukkervare. Derudover blev der lagt vægt på, at produktet havde undergået en ikke uvæsentlig forarbejdning, hvorefter produktet var direkte anvendeligt, og kunne konsumeres uden yderligere forarbejdning.

Sagen omhandlede en Spørger, der var minkavler i november 2020.

Spørger havde modtaget erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsen og værdisikring af erstatningen.

Spørgsmål 1 omhandlede beskatningstidspunktet for erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsen, hvor Skatterådet bekræftede, at beskatningstidspunktet var tidspunktet, hvor der var truffet endelig afgørelse fra 1. administrative instans.

Spørgsmål 3-5 omhandlede den skattemæssige kvalifikation af værdisikringen af erstatningen efter nedlukningsbekendtgørelsen, hvor Skatterådet mod Spørgers ønske fastslog, at værdisikringen udgjorde en skattepligtigtig kursgevinst efter kursgevinstloven, idet erstatningen efter nedlukningsbekendtgørelsen udgjorde en pengefordring, hvorved værdisikringen af erstatningen udgjorde et afkast på denne pengefordring, der skulle behandles som en kursgevinst efter kursgevinstloven.

Spørgsmål 6 omhandlede beskatningstidspunktet for værdisikringen, hvor Skatterådet fastslog, at retserhvervelsestidspunktet var den 31. oktober 2023, hvor bekendtgørelsen om værdisikring trådte i kraft.

Skatterådet afviste at besvare spørgsmål 2, 4a og 7, idet spørgsmålene ikke kunne besvares med ja eller nej.

En skatteyder havde den 21. oktober 2020 modtaget forslag til forhøjelse af sin skattepligtige indkomst for 2017 på baggrund af en række overførsler fra sin bror. Skatteyderen, der var varetægtsfængslet med brev- og besøgskontrol, var herefter i telefonisk kontakt med Skattestyrelsen den 23. november 2020 og den 10. december 2020 inden Skattestyrelsen den 7. januar 2021 traf afgørelse i overensstemmelse med agterskrivelsen.

Den 13. august 2021 anmodede skatteyderen om ekstraordinær genoptagelse.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde været afskåret fra at varetage sine interesser under skattesagens behandling, idet han havde været i telefonisk kontakt med Skattestyrelsen, og idet brev- og besøgskontrollen ikke afskar skatteyderen fra at sende breve til Skattestyrelsen, antage rådgiver eller på anden vis varetage sine interesser i sagen. Under henvisning hertil og det snævre og restriktive anvendelsesområde for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, fandt retten, at der ikke forelå særlige omstændigheder.

Sagen angik, om sagsøgeren i indkomståret 2016 havde ydet afgiftspligtige gaver til sin far med den følge, at sagsøgeren hæftede for betalingen af gaveafgift. 

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om et lån. Retten lagde ved vurderingen blandt andet vægt på, at det fremlagte gældsbrev mellem sagsøgeren og hans far først fremkom under skattesagens behandling og efter, at det i første omgang var oplyst over for skattemyndighederne, at der ikke var udarbejdet skriftlige låneaftaler, og at de overførte beløb ikke stemte overens med det i gældsbrevet angivne lånebeløb. Retten lagde desuden vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at sagsøgerens far skulle have afdraget på lånet.

Retten fandt således, at overførslerne i det pågældende indkomstår måtte anses for afgiftspligtige gaver, i det omfang beløbene oversteg grundbeløbet i boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra c, jf. § 23, stk. 1, og § 26, og at sagsøgeren hæftede solidarisk med sin far for betaling af afgiften, jf. boafgiftslovens § 23, stk. 1, og § 30, stk. 1. 

Sagen blev behandlet i forbindelse med to andre sager, BS-46470/2021-HIL og BS-33056/2022-HIL, som vedrører sagsøgerens bror henholdsvis far, og hvor retten har afsagt dom samme dato.