Sag BS-18522/2022-KBH

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for perioden 2010-2012 for en fællesregistrering af selskaber i en koncern, der havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, som ikke var lønsumsafgiftspligtige. Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og de dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelsers § 4, stk. 2 og 4.

Fællesregistreringen havde foretaget en skønsmæssig fordeling af lønsummen for de ansatte i fællesregistreringen, som ifølge fællesregistreringen havde været beskæftiget i både den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden (såkaldt blandet lønsum), på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort for hele fællesregistreringen under ét efter momslovens § 38, stk. 1.

Retten fandt, at fællesregistreringens skøn over fordeling af blandet lønsum var misvisende i forhold til medarbejdernes faktiske anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden, og at SKATs skønsmæssige fordeling gav et mere retvisende billede af det faktisk anvendte tidsforbrug end fællesregistreringens skøn. Retten lagde herved blandt andet vægt på de administrationsaftaler, som var indgået mellem de fællesregistrerede selskaber i henhold til bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncerninterne transaktioner.

Sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2017-2018 var forhøjet med lidt over 1.5 mio. kr. på baggrund af en række indsætninger på hans private konti og privat afholdte udgifter i et selskab, hvor sagsøger i dele af de omhandlende indkomstår var hovedaktionær og direktør.

Med henvisning til, at den selvangivne indkomst i indkomstårene var beskeden sammenholdt med den samlede sum af indbetalinger og indsætninger, fandt retten, at det påhvilede sagsøger at godtgøre, at de indsatte beløb hidrørte fra beskattede midler.

Retten fandt, at sagsøgers forklaringer, der for nogle af beløbene var divergerende, ikke var understøttet af objektive kendsgerninger, og det var således ikke godtgjort, at beløbene, der var tilgået sagsøgers konti, ikke var omfattet af den skattepligtige indkomst. 

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet. 

I en administrativ straffesag, hvor T var sigtet for at have overtrådt opkrævningslovens § 17, ved som direktør for et selskab i perioden den 30. juni 2017 til den 22. marts 2019 at have været ansvarlig for, at der ikke blev angivet A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med udbetaling af løn til selskabets ansatte, hvorved statskassen blev unddraget 197.277 kr. i A-skat og 47.433 kr. i arbejdsmarkedsbidrag, anmodede T's beskikkede forsvarer Skattestyrelsen om at oplyse, om andre personer end sigtede var eller havde været sigtet i sagskomplekset.

Skattestyrelsen oplyste forsvareren om, at det alene var T, der var sigtet i den pågældende periode, hvor hun var direktør i selskabet. Skattestyrelsen afslog at oplyse, om der var andre personer end T, der var eller havde været sigtet i sagskomplekset, og styrelsen henviste blandt andet til, at styrelsen efter forsvarerbistandslovens § 3, stk. 1, havde udleveret alle oplysninger i den sag, hvori T var sigtet, og at forsvareren derfor havde fået adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, told- og skatteforvaltningen havde tilvejebragt til brug for behandlingen af spørgsmålet om strafansvar, og at den af forsvareren ønskede oplysning ikke var omfattet af forsvarerbistandslovens § 3, stk. 1.

Forsvareren indbragte spørgsmålet for byretten.

Byretten henviste til, at forsvarerens ret til sagens materiale følger af forsvarerbistandslovens § 3, stk. 1, der svarer til retsplejelovens § 729a, stk. 3. Efter retspraksis, herunder U2021.1278 H, havde forsvareren ret til aktindsigt i alt materiale, som ikke kunne udelukkes at være af betydning for den pågældende sag, uanset om det var tilvejebragt til brug for den pågældende sag, forudsat at forsvareren havde angivet et nærmere formål med anmodning. Det samme gjaldt, selvom anmodningen ikke angik samme sag i retsplejelovens § 729a, stk. 3’s forstand, jf. U2019.2963H og TfK2022.87. Herefter, og da det ikke kunne udelukkes, at oplysningerne kunne have betydning for sigtedes forsvar, afsagde byretten kendelse om, at Skattestyrelsen skulle afgive oplysninger til forsvareren om, hvorvidt der i sagen vedrørende selskabet var eller havde været andre sigtede.

Byrettens kendelse blev kæret af Skattestyrelsen med påstand om, at Skattestyrelsen ikke pålægges at udlevere oplysninger om, hvorvidt der var eller havde været andre sigtede i sagen vedrørende selskabet. Skattestyrelsen henviste til, at oplysningen ikke var omfattet af forsvarerbistandslovens § 3, stk. 1, idet der ikke var tale om en oplysning tilvejebragt til brug for behandlingen af spørgsmålet om strafansvar, og at oplysningen havde betydning for hendes forsvar. Der var heller ikke nærmere redegjort for, på hvilken måde oplysningen kunne antages at have betydning for sagen, idet der alene var henvist til, at T skulle have adgang til at forholde sig til muligheden for ved sine udtalelser at inkriminere nære pårørende, jf. retsplejelovens § 171.

T udtalte sig ikke i anledning af kæremålet.

Landsretten udtalte, at efter forsvarerbistandslovens § 3, stk. 1, havde forsvareren adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som told- og skatteforvaltningen havde tilvejebragt til brug for behandlingen af spørgsmålet om strafansvar. Bestemmelsen gav således den beskikkede forsvarer adgang til skattemyndighedernes sagsmateriale i samme omfang, som en forsvarer for en sigtet havde adgang til politiets sagsmateriale, jf. retsplejelovens § 729a. Oplysninger om andre sigtede i andre perioder end den, som vedrørte T, kunne ikke anses for oplysninger tilvejebragt til brug for behandlingen af sagen mod hende. Forsvarerens adgang til aktindsigt omfattede imidlertid også alt materiale, som er af betydning for sagen, uanset om det var tilvejebragt til brug for den pågældende sag. Der var ikke redegjort nærmere for, hvordan oplysninger om andre sigtede i andre perioder end den, som vedrører T, var af betydning for sagen, herunder med henblik på at belyse de omstændigheder, som hun var sigtet for. På denne baggrund ophævede landsretten byrettens kendelse.

Retten fandt, at en aftale om overdragelse af en ejendom, hvorpå der skulle opføres en garage og ombygges et klubhus til en villa, var indgået senest den 25. august 2010, selvom slutseddel først blev underskrevet den 26. oktober 2010. Retten fandt videre, at skatteyderen (sælgeren af ejendommen) ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at støbning af fundamentet til garagen og ombygningen af klubhuset var påbegyndt før aftaleindgåelsen. Derfor var byggeriet omfattet af reglerne om byggeri for fremmed regning. Da skatteyderen måtte anses for en afgiftspligtig person efter momslovens § 3, stk. 1, var byggeydelserne momspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1.  

Sagen drejede sig om, hvorvidt der var handlet på armslængdevilkår for så vidt angår transaktioner mellem et moderselskab og et antal salgsdatterselskaber.

Retten i Esbjerg fandt ikke, at det danske selskabs TP-dokumentation var så mangelfuld, at den berettigede skattemyndighederne til at fastsætte armslængdeprisen skønsmæssigt, jf. dagældende skattekontrollov § 3 B, stk. 8 og § 5, stk. 3. Retten henviste i den sammenhæng dels til, at dokumentationen indeholdt de i dokumentationsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 42 af 24. januar 2006) påkrævede beskrivelser. Retten fremhævede videre, at den omstændighed, at Skatteministeriet var uenig eller rejste berettiget tvivl om TP-dokumentation ikke indebar, at dokumentation i væsentlig omfang var mangelfuld.

For så vidt angår TP-dokumentationen for indkomstårene 2008 og 2009 henviste retten til, at det forhold, at der først under skriftvekslingen blev fremlagt en TP-dokumentation for disse år ikke gav myndigheder ret til at fastsætte priserne skønsmæssigt henset til, at Skatteministeriet ikke havde bevist, at myndighederne under ligningsprocessen havde begæret dokumentationen forelagt, og at der ikke var grundlag for at antage, at den fremlagte dokumentation var udarbejdet efter ansættelsestidspunktet.

Retten i Esbjerg fandt konkret heller ikke, at det af Skatteministeriet i øvrigt anførte påviste, at transaktionerne mellem det danske selskab og dets salgsdatterselskaber ikke var fastsat på armslængdevilkår, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Skatteministeriet havde i den sammenhæng bl.a. henvist til en udarbejdet benchmarkanalyse. Retten i Esbjerg afviste, at Skatteministeriet herved havde påvist, at de kontrollerede transaktioner var foretaget i strid med ligningslovens § 2 - og henviste bl.a. til, at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, hvorfor nogle uafhængige selskaber, der lå uden for det interkvartile interval, ikke var sammenlignelige med salgsdatterselskaberne.

Spørger var et dansk anpartsselskab, der ejede et selskab beliggende i Spanien. Spørger var ejet af en fysisk person, der var bosiddende i Storbritannien. Det blev påtænkt at gennemføre en omvendt lodret grænseoverskridende fusion af Spørger og dets datterselskab i Spanien, således, at det spanske selskab blev det fortsættende selskab. Det ønskedes derfor bekræftet, at den grænseoverskridende fusion kunne gennemføres efter fusionsskattelovens § 15. Det ønskedes desuden bekræftet, at det indskydende selskab i den konkrete situation ikke blev afståelsesbeskattet af den del af selskabets aktiver og passiver, som ikke efter fusionen allokeredes til et dansk fast driftssted, dvs. af aktierne i det spanske selskab, tilgodehavender og passiver. Herudover ønskedes det bekræftet, at den fysiske aktionær i Spørger ikke blev udbytte- eller likvidationsbeskattet, hvis den fysiske aktionær alene modtog kapitalandele som vederlag i fusionen. Endelig ønskedes det bekræftet, at transaktionen ikke blev tilsidesat efter ligningslovens § 3. Skatterådet bekræftede de stillede spørgsmål.

Sagen angik, om appellanternes (red.branchebeskrivelse.nr.1.fjernet) kunne anses for erhvervsmæssig i indkomstårene 2000-2006 og 2008-2009 med den virkning, at virksomhedens underskud var fradragsberettigede.

Spørgsmålet skulle afgøres efter den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug. 

Under sagsbehandlingen ved Landsskatteretten var der først udarbejdet en skønsrapport baseret på oprindeligt udarbejdede Y1-sproget skatteregnskaber og danske driftsregnskaber. Der var herefter udarbejdet en supplerende skønsrapport baseret på senere udarbejdede danske driftsregnskaber. 

Med henvisning til skønsrapporterne lagde landsretten til grund, at det økonomiske resultat af driften efter afskrivninger - uanset hvilke regnskabsforudsætninger, man lagde til grund - var under det forventelige for en (red.ejendom.nr.1.fjernet) som appellanternes, idet en sådan normalt ville kunne generere et positivt resultat. Landsretten henviste i den forbindelse til, at dette ifølge skønsmanden i det væsentlige måtte tilskrives, at omfanget af fællesomkostningerne var højere end normalt i et (red.brancheopgave.nr.1.fjernet) i Y2-landsdel med økonomisk optimering. Landsretten henviste desuden til, at det ifølge skønsmanden ikke var økonomisk nødvendigt at opbygge egen organisation med egne maskiner, og at det ikke var sandsynligt, at omkostningerne kunne forrentes. Landsretten lagde i overensstemmelse med skønsmandens besvarelse til grund, at de afholdte omkostninger havde øget herlighedsværdien af ejendommen og anvendelsesmulighederne som lystejendom. Landsretten vurderede på den baggrund, at driften ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok fremstod usædvanlig. 

På den baggrund og sammenholdt med de løbende driftsunderskud havde appellanterne ikke godtgjort, at der var tilsigtet et rimeligt driftsresultat.

Landsretten fandt herefter, at (red.branchebeskrivelse.nr.1.fjernet) ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom.

En transportvirksomhed havde ikke godtgjort sin ret til fradrag for indgående moms af udgifter til hævdede underleverandører. Henset til de mangelfulde fakturaer og på baggrund af fakturaernes fremtræden og indhold sammenholdt med Skattestyrelsens oplysninger om de hævdede underleverandører, var virksomheden underlagt en skærpet bevisbyrde, som ikke var løftet. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skønsmæssige fastsættelse af ikke-selvangivet A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som virksomheden hæftede for. 

Sagen angik, om en afgørelse fra Skattestyrelsen var ugyldig, dels som følge af delvis manglende partshøring over to bilag indeholdende Skattestyrelsens opstilling og sammentælling af oplysninger fra spilfirmaet G1-virksomhed, dels som følge af, at filer med skatteyderens bankkontoudtog var blevet beskadigede og derfor ikke kunne åbnes.

Skatteministeriet fik medhold i, at Skattestyrelsens afgørelse ikke var ugyldig, og at sagen derfor skulle hjemvises til realitetsbehandling i Landsskatteretten. 

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at de bilag, som skatteyderen alene delvist var blevet partshørt over af Skattestyrelsen, alene indeholdt oplysninger af beregningsmæssig karakter baseret på allerede kendte oplysninger, samt at skatteyderen var blevet partshørt over de komplette bilag i forbindelse med klagesagsbehandlingen ved Landsskatteretten. 

Retten lagde også vægt på, at bilagene ikke indeholdt egentlige fejl af betydning for den skønsmæssige opgørelse af de skattepligtige og skattefrie spilgevinster, der dannede grundlag for beskatningen af skatteyderen, samt at skatteyderen i realiteten ikke var fremkommet med nye materielle indsigelser til beskatningen efter at være blevet partshørt over de komplette bilag. 

I forhold til de beskadigede filer med skatteyderens bankkontoudtog bemærkede retten, at det måtte bero på en konkret bevismæssig vurdering af de samlede oplysninger i sagen, i hvilket omfang oplysningerne fra disse filer kunne lægges til grund i forbindelse med Landsskatterettens efterprøvelse af Skattestyrelsens afgørelse. 

Sagens angik, hvorvidt indtægter fra en række fakturaer skulle medregnes til sagsøgerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2010 og 2011. Sagen angik endvidere en række formelle spørgsmål, herunder hvorvidt to af sagsøgerens indsigelser, som ikke havde været prøvet af Landsskatteretten, kunne prøves og inddrages under retssagen, jf. skatteforvaltningslovens § 48. 

Retten fandt, at sagsøgerens honorarkrav var afregningsmodne på det tidspunkt, hvor fakturaerne blev udstedt, hvorfor indtægterne skulle have været indtægtsført på det tidspunkt. Der var ikke grundlag for at udskyde beskatningstidspunktet. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at nogle af fakturaerne alene havde været kladdefakturaer. Indtægterne fra de omtvistede fakturaer skulle derfor medregnes til sagsøgerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2010 og 2011. 

Retten fandt, at der ikke forelå begrundelsesmangler ved Landsskatterettens afgørelse, eller at sagsøgeren kunne inddrage spørgsmål vedrørende kursgevinstloven og fradrag for driftsomkostninger under retssagen, da spørgsmålene ikke havde været prøvet af Landsskatteretten, og da betingelserne for inddragelse af nye spørgsmål efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., ikke var opfyldt. 

Direktøren i et selskab havde løbende foretaget private hævninger på selskabets konto, og disse hævninger blev konteret på hans mellemregning med selskabet. Spørgsmålet var, om direktørens datter, der var hovedanpartshaver, skulle beskattes af disse hævninger, jf. ligningslovens § 16 A, jf. § 16 E. 

Retten fandt, at hovedanpartshaveren var skattepligtig, da farens hævninger måtte anses for et indirekte lån til hende. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik, om sagsøgeren havde ret til fradrag for købsmoms i 2018 og 2019 i henhold til 26 fakturaer udstedt af otte hævdede underleverandører, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at der forelå en række usædvanlige omstændigheder i forholdet mellem sagsøgeren og de otte underleverandører, hvorfor kravet til styrken af sagsøgerens bevis for, at de otte virksomheder reelt havde leveret ydelser som underleverandører, var skærpet. Retten lagde særlig vægt på en række forskellige forhold og fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at det omtvistede arbejde var udført af de otte virksomheder som underleverandører.

Retten lagde herefter til grund, at sagsøgerens personale havde udført arbejdet og modtaget løn herfor, som sagsøgeren var forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af, men som sagsøgeren havde undladt at angive til skattemyndighederne. Retten fandt, at sagsøgeren var ansvarlig over for det offentlige for betaling af denne manglende indeholdte A-skat og AM-bidrag, og at skattemyndighederne havde været berettiget til at opgøre den manglende indeholdte A-skat og AM-bidrag skønsmæssigt.

Endelig fandt retten, at der var sket sagsbehandlingsfejl i forbindelse med oplysningen af sagen ved skattemyndighederne, men at disse fejl ikke var konkret væsentlige og derfor ikke kunne føre til afgørelsernes ugyldighed.  

Sagen angik, om et selskab var forpligtet til at indtægtsføre en række fakturaer i 2011. Selskabet havde udstedt fakturaerne i 2011 på baggrund af udført skatterådgivning, men gjorde gældende, at indtægtsføringen ikke skulle ske i 2011, idet det var usikkert, om skattemyndighederne ville gøre indsigelse mod fakturaerne i forbindelse med selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse. 

Retten fandt, at selskabet ikke havde godtgjort, at skattemyndighederne havde en generel indsigelse mod samtlige af selskabets fakturaer. Selskabet var derfor ikke berettiget til at vente med at indtægtsføre fakturaerne, selvom selskabet tidligere havde oplevet en række tilfælde, hvor skattemyndighederne gjorde indsigelse mod fakturaerne i forbindelse med omkostningsgodtgørelsesspørgsmålet. 

For de to fakturaer, hvor skattemyndighederne allerede i 2011 havde gjort indsigelse mod fakturaerne i forbindelse med omkostningsgodtgørelsen, anerkendte Skatteministeriet, at selskabet kunne undlade at indtægtsføre de pågældende beløb. 

Retten fandt desuden, at selskabet var skattepligtig af en indsætning på 80.000 kr., idet selskabet ikke havde godtgjort, at der var tale om en kundes indbetaling af stiftelseskapital, som selskabet efterfølgende skulle have videreført. 

Retten afviste desuden at inddrage en række nye spørgsmål i sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet i overensstemmelse med ministeriets påstand om frifindelse, dog således at selskabet kan undlade at indtægtsføre 59.300 kr. i 2011. 

Sagerne angik om skatteydernes virksomhed, G1-virksomhed, skulle anses som erhvervsmæssig i skattemæssig henseende i indkomstårene 2012-2014, og hvorvidt indtægter for arbejde udført i 2014 skulle medregnes som erhvervsmæssige indtægter i virksomheden eller som lønindkomst for skatteyderen. 

G1-virksomhed havde i de pågældende indkomstår drevet stutteridrift og solgt hesteudstyr. Der var enighed i sagen om, at de to driftsgrene skulle bedømmes som én samlet virksomhed. 

Retten fandt, at uanset om virksomheden måtte anses som et stutteri omfattet af den særlige lempelige ligningspraksis eller ej, var kravene til erhvervsmæssig drift ikke opfyldt. På baggrund af en syn- og skønserklæring fra en tidligere skattesag sammenholdt med virksomhedens årsregnskaber blev det lagt til grund, at virksomheden ikke kunne anses for erhvervsmæssigt drevet. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til at fradrage virksomhedens driftsunderskud ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst. 

Retten fandt endvidere, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at indtægter fra udført arbejde i 2014 skulle betragtes som erhvervsmæssige indtægter i G1-virksomhed. Retten lagde blandt andet vægt på, at vederlaget var opgjort som "løn" på timebasis med faste takster, herunder ferie- søn, og helligdagstillæg, at skatteyderen ikke havde udgifter til det udførte arbejde, udover hvad der kan anses for normale udgifter i et tjenesteforhold, og at den økonomiske risiko påhvilede hvervgiveren og ikke skatteyderen. Selvom skatteyderen havde haft en betydelig grad af frihed til selv at tilrettelægge indholdet af sit arbejde, fandt retten efter en samlet vurdering, at indtægterne skulle anses som lønindkomst.

Spørger udstedte løbende tegningsretter, som var omfattet af ligningslovens § 28. Spørger havde hidtil anset datoen for medarbejdernes tilkendegivelse af ønsket om udnyttelse af tildelte tegningsretter som udnyttelsestidspunktet. Aktiens lukkekurs denne dag var derfor anvendt til at beregne den skattepligtige værdi ved udnyttelsen. Spørger havde i øvrigt redegjort for processens forløb i forbindelse med udstedelse af tegningsretter, selve aktieemissionen og indberetningen til Erhvervsstyrelsen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udnyttelsestidspunktet er den dag, indehaveren af tegningsretten tilkendegiver ønsket om at udnytte sin tegningsret. Skatterådet bekræftede i stedet, at udnyttelsestidspunktet er den dag, hvor bestyrelsen træffer beslutning om kapitalforhøjelse og emission af nye aktier. Skatterådet bekræftede desuden, at det er aktiens lukkekurs denne dag, der anvendes til at beregne den skattepligtige værdi ved udnyttelsen af tegningsretten.

Sagen angik, om betingelserne for genoptagelse af Landsskatterettens afgørelser, i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 g, hvor Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelser om, at der ikke kunne ske ekstraordinær genoptagelse af sagsøgernes skatteansættelser for indkomståret 2012, var opfyldt. 

Retten udtalte, at sagsøgernes synspunkter i to breve, som var blevet fremlagt til støtte for anmodningen om genoptagelse, en opgørelse fra revisor og indholdet heri, ikke udgjorde nye oplysninger, som Landsskatteretten ikke i det væsentlige var bekendt med, da Landsskatteretten traf afgørelser. Betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. 

Videre udtalte retten, at det heller ikke var godtgjort af sagsøgerne, at der forelå ganske særlige omstændigheder i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3. Retten udtalte, at det forhold, at der efter den skattepligtiges opfattelse var truffet en materielt urigtig afgørelse, ikke i sig selv kunne udgøre ganske særlige omstændigheder, ligesom retten udtalte, at der ikke foreligger ganske særlige omstændigheder, hvis oplysningerne, som ifølge skatteyderen begrunder genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse, allerede forelå forud for Landsskatterettens afgørelse.

På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet

Sagen handler om, hvorvidt Spørgers levering af ydelser til tre konkrete kapitalforeningsafdelinger kan omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f, omhandlende forvaltning af investeringsforeninger. Herunder omhandler sagen, hvorvidt de tre konkrete aftagere af Spørgers ydelser, kan anses for at være investeringsforeninger i bestemmelsens forstand.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers levering af forvaltningsydelser til kapitalforeningsafdelingerne "1A", "1B" og "1C" i Kapitalforeningen X, er momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f.

Sagerne drejede sig om, hvorvidt en overførsel til to skatteyderes fælleskonto, som de hver især var blevet beskattet med halvdelen af, var skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, eller om der var tale om lån, jf. statsskattelovens § 5.

Det var ikke tidsmæssig sammenhæng mellem en hævning fra deres familiemedlem på den ene side og den omtvistede overførsel til fælleskontoen på den anden side, og det var ikke med den af skatteyderne fremlagte erklæring fra familiemedlemmet dokumenteret, at der var tale om lån. Retten fandt herefter, at overførslen var skattepligtig indkomst. 

Sagerne drejede sig endvidere for den ene skatteyder om, hvorvidt en overførsel fra en datter var en afgiftspligtig gave, jf. boafgiftslovens § 23, om en række øvrige overførsler var skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, eller om der var tale om lån, jf. statsskattelovens § 5.

Erklæringerne, som skatteyderen havde fremlagt til støtte for, at der var tale om lån, var henholdsvis udaterede og dateret længe efter, at overførslerne havde fundet sted. Der var ikke nogen nærmere angivelse af vilkårene for de påståede lån og ikke nogen sammenhæng mellem erklæringernes indhold, og hvem beløbene faktisk var overført til. Der var ikke sket tilbagebetaling af de overførte beløb. Det var på den baggrund ikke godtgjort, at der var tale om lån. Retten fandt herefter, at overførelsen fra skatteyderens datter var en gave, der skulle svares afgift af for den del, der oversteg det afgiftsfrie grundbeløb, og at de øvrige overførslerne var skattepligtig indkomst.

Sagen drejede sig for den anden skatteyder om, hvorvidt to overførsler var skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, eller om overførslerne vedrørte salg af en bil, og dermed var formueforøgelse undtaget fra beskatning efter. statsskattelovens § 5.

Det var ikke ved objektiv konstaterbar dokumentation i form af slutseddel, eller på anden måde dokumenteret, at overførslerne stammede fra salg af en bil og dermed, at overførslerne udgjorde formueforøgelse. Retten fandt herefter, at overførslerne var skattepligtig indkomst. Skatteministeriet blev i det hele frifundet for skatteyderens påstande. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet i det hele.

To i Panama registrerede skibe var ejet af et dansk rederi. Landsskatteretten fandt, at rederiet måtte anses for at have overtaget skibene til befragtning af fiskere, og at rederiets erhvervelse af skibene måtte sidestilles med køb af et aktiv. Det forhold, at flere af de tidligere ansatte sømænd fortsat arbejdede på skibene efter rederiets erhvervelse heraf, kunne ikke indebære, at skibene var erhvervet med besætning. Sømændene måtte derimod anses for sideløbende med købet af skibene for at være tilbudt ansættelse i det danske rederi. Rederiet havde endvidere efter erhvervelsen af skibene haft ansvaret for skibenes bemanding, vedligeholdelse og udstyr, ligesom rederiet havde påtaget sig hele den økonomiske risiko for driften. Landsskatteretten fandt herefter, at skibene var erhvervet af rederiet uden besætning, hvorfor skibene skulle sidestilles med et skib med hjemsted her i landet efter kildeskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt., og hvorfor de udenlandske sømænd var begrænset skattepligtige til Danmark.