Sagen omhandlede, hvorvidt skatteyderen, der var ansat som projektchef, var skattepligtig af sin deltagelse i to netværksrejser, hvorved rejseudgifterne var afholdt af arbejdsgiveren i indkomståret 2018. Landsskatteretten fandt, at rejseudgifterne ansås som private udgifter og afholdt af selskabet i skatteyderens interesse og blev beskattet som yderligere løn til skatteyderen med den del af rejseudgifterne, der kunne henføres til ham. Der blev lagt vægt på, at det ikke var dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at arbejdsgiverens afholdelse af rejseudgifter var sket i selskabets interesse. Der blev endvidere lagt vægt på, at der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for rejsernes erhvervsmæssige indhold for skatteyderen som ansat, og at der ikke var en konkret og direkte sammenhæng mellem indkomsterhvervelsen, selskabets øgede omsætning og skatteyderens deltagelse i rejserne.

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen havde forhøjet klageren for indkomståret 2021 med yderligere A-indkomst fra H1 med 20.520 kr. Det fremgik af Skattestyrelsens forslag til ændret årsopgørelse, at klageren modtog forslaget, idet Skattestyrelsen havde modtaget nye oplysninger, og at Skattestyrelsen forhøjede klagerens indkomst med 20.520 kr. Endvidere fremgik det af forslaget, at reglerne stod i statsskattelovens § 4.  Det fremgik af Skattestyrelsens afgørelse, at klageren havde modtaget yderligere A-indkomst med 20.520 kr. fra sin arbejdsgiver, og at beløbet var skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4.

Det fremgik ikke af Skattestyrelsens forslag til ændret årsopgørelse, hvilke nye oplysninger der var tale om, eller hvor disse nye oplysninger stammede fra. Det var heller ikke muligt af forslaget at udlede, at forhøjelsen af klagerens indkomst var sket som følge af, at den udbetalte skattefri godtgørelse fra klagerens arbejdsgiver var blevet anset som skattepligtig. Forslaget ansås således ikke at opfylde begrundelseskravene til et forslag til afgørelse. Ligeledes fremgik det ikke af Skattestyrelsens afgørelse, hvilke faktiske omstændigheder, der havde medført, at den udbetalte skattefri godtgørelse fra klagerens arbejdsgiver var blevet anset som skattepligtig. Afgørelsen opfyldte således heller ikke begrundelseskravene til en afgørelse. Samlet set fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene, og at afgørelsen led af væsentlige formelle mangler. Landsskatteretten bemærkede tillige, at retten ud fra det foreliggende grundlag ikke kunne tage stilling til, om det omhandlede beløb var skattefrit eller skattepligtigt. Landsskatteretten havde således ikke tilstrækkeligt grundlag for at konstatere, at det på forhånd kunne udelukkes, at manglerne kunne have haft betydning for afgørelsen, og retten fandt herefter ud fra en konkret væsentlighedsvurdering, at afgørelsen var ugyldig.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde genoptaget et selskabs skattepligtige indkomst for indkomståret 2009 ekstraordinært i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Genoptagelsen skyldtes, at en regnskabsmæssig hensættelse til "legal provision" ikke blev anset for fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Efter en samlet bedømmelse fandt Landsskatteretten, at selskabet ved mindst grov uagtsomhed havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Landsskatteretten henså særligt til, at der påhvilede selskabet en selvangivelsespligt, til beløbets størrelse og til karakteren af fradraget, idet det drejede sig om en regnskabsmæssig hensættelse til igangværende juridisk bistand, som endnu ikke var faktureret.

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen ikke havde godkendt fradrag for selskabets udgifter til købsmoms for udgifter til køb og opførelse af et orangeri med i alt 41.106 kr. Selskabet havde oplyst, at orangeriet var anskaffet med henblik på salg af orangerier og fremvisning af møbler og brugskunst for interesserede købere. Orangeriet var opført på grunden, hvor selskabets direktør havde sin private bolig. Orangeriet lå derfor i umiddelbar nærhed af huset og var som følge heraf ikke i sin geografiske placering adskilt fra selskabets direktørs private bolig. Orangeriet måtte derfor anses for egnet til privat anvendelse. Under hensyn til karakteren og størrelsen af og anvendelsesmulighederne for orangeriet fandt Landsskatteretten, at udgifterne til køb og opførelse af orangeriet måtte anses for omfattet af momslovens § 39, hvorfor det påhvilede selskabet at godtgøre, at orangeriet udelukkende havde været anvendt erhvervsmæssigt, jf. herved momslovens § 39, stk. 2, nr. 1. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at orangeriet udelukkende anvendtes til brug for den momspligtige virksomhed. Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.

Spørger havde indgået en aftale med sin arbejdsgiver om at modtage tegningsretter, som en del af en inticamentordning. Aftalen var omfattet af ligningslovens § 28. Til aftalen var der knyttet suspensive betingelser, som udskød retserhvervelsen fra tildelingstidspunktet til vestingtidspunktet.

På tildelingstidspunktet var spørger fuld skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 1. stk. 1, nr. 1. På vestingtidspunktet var spørger begrænset skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.1, og på udnyttelsestidspunktet var spørger igen fuld skattepligtig til Danmark.

Skatterådet kunne bekræfte, at aftalen indeholdt suspensive betingelser, som udskød retserhvervelsestidspunktet fra tildelingstidspunktet til vestningtidspunktet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Danmark på grundlag af intern dansk ret kun kunne beskatte den del af vederlaget, som var optjent i Danmark, når spørger var fuld skattepligtig til Danmark på tidspunktet for udnyttelsen af tegningsretterne. Det var Skatterådets opfattelse, at spørger skulle beskattes i Danmark af hele indkomsten. Skatterådet kunne derfor heller ikke bekræfte, at vederlaget skulle fordeles efter, hvor spørger havde udført arbejde i perioden fra tildeling til opsigelse af spørgers ansættelse. Skatterådet tog ikke stilling til om en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst ville føre til et andet resultat.

Sagen angik, om skatteyderen opfyldte betingelserne for at få seniornedslag, samt kompetencefordelingen mellem Arbejdsmarkedets Tillægspension og Skattestyrelsen i henhold til seniornedslagsloven. 

Retten fandt, at skatteyderen ikke var berettiget til et seniornedslag, idet skatteyderen ikke opfyldte beskæftigelseskravet i seniornedslagsloven. 

Arbejdsmarkedets Tillægspension havde truffet afgørelse om beskæftigelsesgraden for indkomstårene

2009 - 2013. Arbejdsmarkedets Tillægspension havde opgjort beskæftigelsesgraden for indkomstårene 2009 - 2012 til 100%, mens beskæftigelsesgraden i indkomståret 2013 var opgjort til 50%. Skatteyderens A-indkomst udgjorde i indkomståret 2009 72% af skatteyderens samlede indkomst. Derfor var skatteyderen ikke lønmodtager efter seniornedslagsloven i dette indkomstår.

Retten fandt, at opgørelsen af beskæftigelsesgraden herefter alene skulle opgøres med udgangspunkt i indkomstårene 2010 - 2013, hvor skatteyderen var lønmodtager i lovens forstand, idet arbejdstidskravet kun gælder for lønmodtagere. Beskæftigelsesgraden kunne derfor kun opgøres til 87,50%, hvorfor betingelsen om en beskæftigelsesgrad på mindst 90%, ikke var opfyldt. Dette gjaldt uanset, at Arbejdsmarkedets Tillægspension for dette indkomstår havde opgjort skatteyderens beskæftigelsesgrad til 100 %. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Odense Byret

I en sag om skatte- og momsunddragelse på 189.844 kr., og hvor bødekravet udgjorde 310.000 kr., anmodede T om beskikkelse af forsvarer. T havde undladt at meddele, at hans skatteansættelse var for lav, og han havde fortsat drift af virksomhed, efter at momsregistreringen var ophørt.

Byretten tog ikke anmodningen til følge under henvisning til sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste om T’s forhold, jf. U2023.4829Ø.

Østre Landsret

T kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at advokaten skulle beskikkes som forsvarer for ham. T henviste til, at sagens beskaffenhed tilsagde beskikkelse af en forsvarer, idet der var tale om en ikke ukompliceret skatte- og momsunddragelsessag, hvor der var påstand om en betydelig bødestraf at han var uden økonomiske midler, hvorfor han var afskåret fra selv at antage en forsvarer, samt at det af Skattestyrelsens tiltalebegæring fremgik, at et vidne fra Skattestyrelsen skulle indkaldes, ligesom det ikke kunne afvises, at yderligere vidner skulle indkaldes, hvorfor det forekom uhensigtsmæssigt, at han på egen hånd skulle foretage afhøringen af vidner, at han reelt ikke havde mulighed for at vurdere, om der forelå strafnedsættelsesgrunde eller i øvrigt at gennemskue det juridiske i sagen, og at der efter en samlet vurdering burde ske beskikkelse af forsvarer i sagen. Anklagemyndigheden udtalte sig ikke i anledning af kæremålet.

Landsretten udtalte, at da der var tale om en sag, hvor der ville blive nedlagt påstand om bøde, var sagen omfattet af retsplejelovens § 732, og at der efter retsplejelovens § 732 i andre tilfælde end de i § 731 nævnte, såvel før som efter tiltale var rejst, kunne ske beskikkelse, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anså det for ønskeligt. Landsretten bemærkede, at det fremgik af tiltalebegæring af 2. juni 2023 fra Skattestyrelsen, at der kunne indkaldes et vidne fra Skattestyrelsen, men ikke at der skulle indkaldes vidner. Landsretten tiltrådte herefter, som sagen var oplyst, at der efter sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste om T ikke var grundlag for at beskikke en forsvarer og stadfæstede byrettens kendelse

Københavns Byret

Som forhold 1 var T1, T2, T3 og T5 tiltalt for momssvig af særlig grov karakter, ved for perioden den 4. august 2015 til den 31. december 2015 for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse mellem T1 som reel leder af et selskab, T5 som registreret direktør, en person hvis sag var særskilt afgjort, samt T3 og T2 som driftsansvarlige og udbetaler af sorte lønninger, som led i driften af selskabet, at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet købsmomsen blev angivet til 1.149.896 kr., uagtet at købsmomsen rettelig var 305.035 kr., alt hvorved statskassen blev unddraget 844.861 kr. i moms eller led nærliggende risiko herfor.

Som forhold 1a var T1, T3, T4 og T5 tiltalt for forsøg på momssvig af særlig grov karakter, ved for perioden den 1. april 2016 til den 27. januar 2016, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse mellem T1 som reel leder af selskabet, T4 som registreret direktør, en person hvis sag var særskilt afgjort, T5 som medansvarlig for den daglige drift samt T3 som medansvarlig for den daglige drift og som udbetaler af sorte lønninger, som led i driften af selskabet, at have haft til hensigt at undlade at opfylde pligten til angivelse af korrekt momstilsvar for 2. kvartal 2016, hvilket forsøg dog mislykkedes, idet de tiltalte blev anholdt, alt hvorved statskassen risikerede at lide et tab på i alt 615.925 kr. i moms.

Som forhold 2a var T1, T3 og T5 tiltalt for kildeskattesvig af særlig grov karakter ved for perioden den 4. august 2015 til den 31. maj 2016 for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse, T1 som reel daglig leder, T5 som registreret direktør frem til den 13. marts 2016 og herefter som fortsat medansvarlig for den daglige drift, en person, hvis sag var særskilt afgjort, og T3 som medansvarlig for den daglige drift og som udbetaler af sort løn, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, som led i driften af selskabet, at have undladt at opfylde pligten til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, alt hvorved statskassen blev unddraget i alt 3.879.992 kr. i A-skat og 613.437 kr. i arbejdsmarkedsbidrag eller led nærliggende risiko herfor.

Som forhold 2b var T2 tiltalt for kildeskattesvig af særlig grov karakter, ved for perioden den 4. august 2015 til den 29. februar 2016 for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med de i forhold 2a nævne personer, med T2 som medansvarlig for den daglige drift, herunder som udbetaler af sort løn, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, som led i driften af selskabet, at have undladt at opfylde pligten til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, alt hvorved statskassen blev unddraget 2.913.367 kr. i A-skat og 460.611 kr. i arbejdsmarkedsbidrag eller led nærliggende risiko herfor.

Som forhold 2c var T4 tiltalt for kildeskattesvig af særlig grov karakter, ved for perioden den 1. marts 2016 (med angivelsesfrist for marts måned den 10. april 2016) til den 31. maj 2016 for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, som registreret direktør, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med T1 som reel daglig leder, en person, hvis sag var særskilt afgjort, T5 som medansvarlig for den daglige drift samt T3 som medansvarlig for den daglige drift og som udbetaler af sort løn, og med forsæt til at unddrage det offentlige skat, som led i driften af selskabet, at have undladt at opfylde pligten til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, alt hvorved statskassen blev unddraget 966.624 kr. i A-skat og 152.825 kr. i arbejdsmarkedsbidrag eller led nærliggende risiko herfor.

Som forhold 2d var T1, T3, T4 og T5 tiltalt for forsøg på kildeskattesvig af særlig grov karakter, ved for perioden den 1. juni 2016 til den 27. juni 2016 for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse mellem T1 som reel daglig leder, T4 som registreret direktør, en person, hvis sag var særskilt afgjort, T5 som medansvarlig for den daglige drift samt T3 som medansvarlig for den daglige drift og som udbetaler af sort løn og med forsæt til at unddrage det offentlige skat, som led i driften af et selskab, at have haft til hensigt at undlade at opfylde pligten til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, alt hvorved statskassen risikerede at lide et tab på i alt 177.122 kr. i A-skat og 28.003 kr. i AM-bidrag.

Som forhold 3-5 var T1 tillige tiltalt for overtrædelse af våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer, ved at have været i besiddelse af en funktionsdygtig omdannet gas- og signalpistol med dertilhørende 2 stk. ammunition, at have båret en låsbar foldekniv med en bladlængde på 5 cm i sin højre lomme, samt have været i besiddelse af 71,52 g hash, 16,65 g hash samt 1,27 g kokain til eget brug.

Som forhold 6 var T5 tillige tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.

T1 forklarede, at han spillede en underordnet rolle i selskabet, og at det i virkeligheden var T5, der drev selskabet og gav instrukser, og det var ikke T1's ansvar, at medarbejderne fik udbetalt løn.

Forhold 1. Byretten fandt T1 og T5 skyldige i forhold 1. Retten fandt det bevist, at T1 var den reelle leder af selskabet, og T5 var direktør og indehaver af virksomheden i gerningsperioden og var den, der rent faktisk foretog indberetning af moms. T2 og T3 frifandtes for forhold 1, da der ikke var ført bevis for, at de havde haft noget at gøre med momsindberetningerne.

Forhold 1a. T1, T4 og T5 blev fundet skyldige i forhold 1a for overtrædelse af momsloven, men frifandtes for overtrædelse af straffelovens § 289. T3 blev frifundet for forhold 1a med samme begrundelse som i forhold 1.

Forhold 2a og 2b. Retten fandt det ikke godtgjort, at der var tale om udbetaling af sort løn svarende til de beløb, der var betalt af selskabet på de fiktive fakturaer og henså herved til, at der ikke var udarbejdet pengestrømsanalyser vedrørende alle selskabets indbetalinger til de øvrige selskaber. Retten skønnede, at der vedrørende forhold 2a i hvert fald var tale om sort løn for ca. 1.500.000 kr., og dermed en unddragelse af A-skat på ca. 800.000 kr. og en unddragelse af AM-bidrag på ca. 118.000 kr. Retten fandt på den baggrund T1 og T4 skyldige i kildeskattesvig af særlig grov karakter vedrørende det af retten skønsmæssigt fastsatte beløb, og T3 skyldig i medvirken hertil. Vedrørende forhold 2b fastsatte retten skønsmæssigt på samme grundlag som under forhold 2a den udbetalte sorte løn til 660.000 kr. og den unddragne skat heraf til 363.000 kr. og AM-bidrag til 52.000 kr. Retten fandt på den baggrund T2 skyldig i medvirken til overtrædelse af kildeskatteloven men frifandt for overtrædelse af særlig grov karakter, idet retten fandt, at han var medansvarlig for den daglige drift, men han havde aktivt og selvstændigt medvirket til, at man undlod at opfylde pligten til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Forhold 2c. T4 frifandtes for forhold 2c, idet retten ikke fandt det godtgjort, at han som registreret direktør som led i driften af selskabet havde haft forsæt til eller havde medvirket til, at have undladt at opfylde pligten til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Forhold 2d. T1, T3, T4 og T5 frifandtes for forhold 2d, idet retten ikke fandt det bevist, at der havde fundet udbetalinger af sort løn sted i juni måned 2016 og dermed, at de havde haft til hensigt at undlade at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i den omhandlede periode.

Forhold 3,4 og 5. Retten frifandt T1 for forhold 3 og fandt T1 skyldig i forhold 4 og 5. T5 fandtes skyldig i forhold 6.

T1 idømtes 1 år og 3 måneders fængsel, der blev gjort betinget, idet der var forløbet 5 år fra anholdelsen og til sagen blev afgjort i retten, uden at dette kunne tilskrives T1, og at T1 ikke tidligere var straffet. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på størrelsen af de unddragne beløb, samt at forholdene 1,1a og 2a var begået i forening med andre. Han idømtes en forhøjet tillægsbøde på 2.160.000 kr. i medfør af straffelovens § 50, stk.2, idet han som den reelle leder havde opnået et økonomisk udbytte samt konfiskation og blev frakendt retten til indtil videre at deltage i ledelsen af en erhvervsmæssig virksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. T1 blev frikendt for konfiskationspåstanden vedrørende 6 effekter tilhørende tredjemand.

T2 idømtes 40 dages betinget fængsel. Han frifandtes for betaling af tillægsbøde og konfiskation.

T3 idømtes 6 måneders betinget fængsel samt konfiskation, men frifandtes for betaling af tillægsbøde.

T4 idømtes en bøde på 70.000 kr. samt en tillægsbøde på 84.000 kr.

T5 idømtes 1år og 6 måneders betinget fængsel, heraf 1 år betinget, konfiskation samt en tillægsbøde på 180.000 kr. og blev frakendt retten til indtil videre at deltage i ledelsen af en erhvervsmæssig virksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Østre Landsret

T1 ankede byretsdommen med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, herunder med påstand om stadfæstelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat i sagens forhold 3-5 og med påstand om frifindelse for påstandene om, at T1 skulle betale en forhøjet tillægsbøde på 2.160.000 kr., at T1 skulle frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsmæssig virksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, samt for påstanden om konfiskation. T1 havde en subsidiær påstand om formildelse. Anklagemyndigheden påstod domfældelse efter anklageskriftet, dog således at de unddragne beløb i forhold 2a var 3.617.618 kr. i A-skat og 571.955 kr. i AM-bidrag, samt skærpelse.

Landsretten fandt T1 skyldig i forhold 1, 1a, 2a og 2d, men med andre unddragelsesbeløb. T1 blev anset for reel leder af selskabet uanset selskabsregistreringer. Fakturaerne fra en lang række anførte selskaber var fiktive og uden realitet, og fakturaerne blev fratrukket ved de tiltaltes selskabs momsindberetninger.

Landsretten forhøjede T1's straf til 1 år og 9 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget. Landsretten henviste til, at der var tale om aktiviteter, der var udført efter nøje planlægning på en måde, der antageligvis tilsigtede at vanskeliggøre opklaring af unddragelsen ved at skjule aktiviteterne i G1-virksomhed's "hvide" økonomi, ligesom aktiviteterne var udført i forening med andre, herunder ved brug af "skraldespandsselskaber". Fængselsstraffen blev gjort delvis betinget under henvisning til den lange sagsbehandlingstid, herunder at anklagemyndigheden ikke havde redegjort for det efterforskningsmæssige behov for den tid, der medgik mellem opgørelserne fra told- og skatteforvaltningen af unddraget moms, A-skat og AM-bidrag af henholdsvis 19. april 2017 og 16. december 2019.

Tillægsbøden blev forhøjet til en skærpet tillægsbøde på 4.440.000 kr. Byrettens dom om rettighedsfrakendelse og konfiskation stadfæstedes med den ændring, at 1 stk. pistol ikke konfiskeredes, mens effekter nr. 1-6 tilhørende en anden blev konfiskeret

Sagen drejede sig om, hvorvidt der skal betales gaveafgift i forbindelse med en ejendomshandel, hvor en mor havde solgt en ejerlejlighed til sin søn for 1.950.000 kr. svarende til den offentlige ejendomsvurdering med tillæg af knap 15 %.

Moderen havde købt ejendommen godt 16 måneder tidligere for 3.850.000 kr., og Skattestyrelsen fandt derfor, at der forelå særlige omstændigheder, som indebar, at overdragelsen til sønnen ikke kunne ske til den aftalte pris. Landsskatteretten fandt derimod, at skattemyndighederne skulle acceptere den aftalte værdi. 

Skatteministeriet indbragte sagen for Retten i Lyngby, der traf afgørelse om, at 3 dommere skulle deltage i sagens behandling. Retten gav Skatteministeriet medhold i, at der foreligger særlige omstændigheder, som indebærer, at parterne ikke kunne overdrage ejendommen til den aftalte pris.  Retten henviste herved til, at den betydelige forskel mellem ejendomsvurderingen og købsprisen i fri handel sammenholdt med den nære tidsmæssige sammenhæng mellem salget i fri handel og den omstridte familiehandel kun godt 16 måneder senere, viser, at ejendomsvurderingen for ejerlejligheden var væsentlig for lav. 

Da retten i øvrigt ikke fandt grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige værdiansættelse af ejerlejligheden til 3.950.000 kr. afsagde retten dom i overensstemmelse med Skatteministeriets påstande.

Sagen angik om sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger på to af sine konti. Sagsøgeren gjorde gældende, at det var hendes far, der var rette skattesubjekt. Retten tilsidesatte ikke parts- og vidneforklaringerne om, at det var sagsøgerens far, der havde udført konsulentarbejdet, som der var faktureret for. Indsætningerne var ikke holdt adskilt fra sagsøgerens øvrige formue eller indtægter, og det kunne ikke umiddelbart ses af posteringsteksterne, hvem beløbene tilkom. Der var således forhåndsformodning for, at indsætningerne tilkom hende. Sagsøgeren selv havde adgang til og rådighed over begge konti, og retten lagde til grund, at hun var bekendt med den aktivitet, der i perioden fandt sted på de to konti, og accepterede denne. Med henvisning til antallet af selskaber, som sagsøgeren havde tilknytning til, og perioden, dette var tilfældet, fandt retten, at det havde formodningen imod sig, at sagsøgeren skulle være helt uden erfaring med forretningsdrift. Herefter, og idet fakturabetalingerne med hendes viden og accept er indgået på hendes bankkonti, fandt retten det ikke godtgjort, at sagsøgeren i den omhandlede periode ikke drev uregistreret virksomhed, som betalingerne kunne vedrøre. Retten fandt endvidere, at det var udokumenteret, at der var tale om reelle låneforhold. Retten fandt herefter, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de omhandlede indsætninger ikke tilkom hende og ikke skulle beskattes hos hende. Momspligten af beløbene påhvilede herefter også sagsøgeren.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

A var ejer af X ApS. A’s samlever, B, havde i 2007-2011 foretaget hævninger på i alt ca. 4,9 mio. kr. fra X ApS’ bankkonti. De væsentligste spørgsmål for Højesteret var, om der for indkomstårene 2007-2011 var grundlag for at udlodningsbeskatte A for de hævninger, som B havde foretaget, og om forhøjelsen af A’s skatteansættelser som følge af udlodningsbeskatningen var sket inden for skatteforvaltningslovens frister.

Højesteret var enig med landsretten i, at der var grundlag for at udlodningsbeskatte A af hævningerne for indkomstårene 2007-2011, fordi A var ejer af X ApS, og det ikke var godtgjort, at hævningerne var anvendt til at dække X ApS’ udgifter eller udgjorde lån, og da hævningerne måtte anses for at have passeret A’s økonomi.

For så vidt angår forhøjelserne af A’s skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010 var Højesteret enig med landsretten i, at forhøjelserne var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, om kontrollerede transaktioner. 

A’s skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008, kunne alene foretages efter reglerne om ekstraordinær ansættelse.

Højesteret udtalte, at A groft uagtsomt havde bevirket, at SKAT havde foretaget ansættelserne for indkomstårene 2007 og 2008 på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Højesteret lagde vægt på bl.a., at A var registreret som ejer og direktør af X ApS, at der i de omhandlede år havde været problemer med selskabets bogholderi, og at der var tale om mange hævninger foretaget i årene 2007 og 2008 på i alt ca. 1 mio. kr. Det var ikke afgørende, at A efter sin forklaring ikke havde kendskab til hævningerne. Højesteret udtalte videre, at det herefter var uden betydning, at A’s samlever i forbindelse med hævningerne måtte anses for at have handlet på A’s vegne som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 5.

Højesteret fandt endvidere, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, var overholdt. Højesteret bemærkede herved, at politiet i september 2013 havde indledt en efterforskning rettet mod B for grov skattesvig vedrørende de nævnte hævninger, og at politiet den 30. september 2014 sendte sagen til SKAT med oplysning om, at der ikke ville blive foretaget afhøring af B i skattesvigssagen. Højesteret udtalte, at SKAT først efter den 30. september 2014 kunne lægge til grund, at der ikke ville fremkomme yderligere oplysninger, der kunne belyse, hvad de nævnte hævninger var anvendt til, og om A havde handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Varslingsfristen på 6 måneder løb således først fra den 30. september 2014. At SKAT ikke ved udarbejdelse af varslingsskrivelsen havde modtaget flere oplysninger om hævningerne end de var i besiddelse af ved udarbejdelsen af notater som bistand til politiets efterforskning, kunne ikke føre til andet resultat.

Højesteret udtalte endelig, at spørgsmålet om ugyldighed på grund af begrundelsesmangler skulle vurderes i forhold til Landsskatterettens - og ikke SKATs - afgørelse, og at denne ikke led af begrundelsesmangler.

Sagen angik for det første, om sagsøgeren skulle beskattes af værdien af rådigheden over fri bil for indkomstårene 2016-2019, og for det andet om sagsøgeren skulle beskattes af rådigheden over fri bolig i indkomståret 2019. Beskatningen af fri bil angik to biler, som sagsøgeren havde splitleaset med sit selskab. Oplysningerne i kørselsregnskaberne var generelle, upræcise og manglede nærmere beskrivelse af formålet med kørslerne, f.eks. var der angivet "hente post". For en del af perioden var der ikke angivet et erhvervsmæssigt formål. Det fritog ikke hovedanpartshaveren for ansvar, at pågældende havde leaset en bil med GPS trackersystem monteret i bilen, hvor den elektroniske kørebog leveres af leasingselskabet. Retten fandt, at allerede fordi sagsøgeren ikke havde ført fyldestgørende kørselsregnskaber, og fordi det bevismæssigt måtte lægges til grund, at der heller ikke var sket en løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne, havde sagsøgeren ikke godtgjort, at betingelserne for at undgå beskatning af privat rådighed over bilerne er opfyldt. Beskatningen af fri bolig angik en ejerlejlighed, som hovedanpartshaverens selskab havde erhvervet. Der var ingen dokumentation for hverken indretningen eller anvendelsen af lejligheden til kontor, herunder at en eventuel erhvervsmæssig brug af lejligheden havde haft en sådan karakter og et omfang, at det havde afskåret sagsøgeren fra at råde privat over boligen. Sagsøgeren kunne ikke alene ved sin egen forklaring løfte bevisbyrden for, at han ikke havde haft rådighed. Retten fandt herefter, at den skete beskatning af værdien af rådigheden over fri bil og fri bolig var foretaget med rette.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne ikke var skattepligtige for ham, eller at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans overskud af virksomhed. Retten fandt desuden, at skatteyderen ikke var berettiget til fradrag for tab på anparter, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget i perioden 1998-2012 for en fællesregistrering af selskaber i en bankkoncern. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige. Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og de dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelsers § 4, stk. 2 og 4.

Fællesregistreringen havde foretaget en skønsmæssig fordeling af lønsummen for de ansatte i fællesregistreringen, som ifølge fællesregistreringen havde været beskæftiget i både den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden (såkaldt blandet lønsum), på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort for hele fællesregistreringen under ét. 

Retten fandt, at Skatteministeriet havde godtgjort, at fællesregistreringens skøn over fordeling af blandet lønsum ikke var retvisende for medarbejdernes faktiske anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. 

Endvidere fandt retten, at SKATs skønsmæssige fordeling, hvorved den blandede lønsum for de enkelte selskaber i fællesregistreringen var fordelt på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort særskilt for det enkelte selskab, gav et mere retvisende billede i forhold til det faktisk anvendte tidsforbrug end fællesregistreringens skøn. Retten lagde herved vægt på, at SKATs skøn var baseret på relevante og saglige kriterier, som var egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug, og at der ikke var et dokumenterbart ressourcetræk på tværs af selskaberne, som kunne lægges til grund for den skønsmæssige fordeling af lønsummen.

Endelig fandt retten, at det ikke var godtgjort, at der forelå en bindende administrativ praksis vedrørende fordelingen af lønsummen for årene 1998-2006, som forpligtede Skatteministeriet til at anerkende, at fællesregistreringen for disse år havde et retskrav på at fordele den blandede lønsum på grundlag af en omsætningsfordeling opgjort for hele fællesregistreringen under ét efter momslovens § 38, stk. 1.

Koncernen påtænkte at foretage en samlet udlodning af udbytte til M1 via det danske selskab, Spørger. Nogle af Spørgers datterselskaber påtænkte at udlodde et samlet udbytte på (beløb udeladt) til Spørger, hvorefter Spørger skulle foretage en eller flere udbytte-udlodninger til M1 op til et samlet beløb på (beløb udeladt). Udlodningerne stammede fra opsparede overskud i datterselskaberne siden likvidationen af et tidligere holdingselskab i 20gg. Udbyttet skulle gøre det muligt for M1 at udvide dets aktiviteter og give koncernen mulighed for at opfylde krav i lovgivningen i land 5. Spørger oplyste, at udbyttet ville anvendes af M1 og ikke videreudloddes eller på anden måde videresendes til M1 moderselskab i Land 1 (et land udenfor EU, som Danmark ikke har DBO med). Skatterådet fandt, at der ikke forelå misbrug, og de planlagte udlodninger derfor ikke var omfattet af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, 8. og 9. pkt. om videreudlodning. Skatterådet bekræftede, at M1 ikke var begrænset skattepligtig af de påtænkte udbytteudlodninger fra Spørger, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Skatterådet bekræftede desuden, at de påtænkte udbytteudlodninger ikke var omfattet af ligningslovens § 3.

H1 Fonden, som var en almennyttig fond, påtænkte som led i opfyldelse af sit formål at stifte en ny fond ved gavebrev. Den nye fond skulle foretage social impact-investeringer, herunder i form af udlån og egenkapitalinvesteringer. Formålet med investeringerne var bl.a. at arbejde for sundhed og uddannelse.

I spørgsmål 1 bekræftedes, at den påtænkte nye fond ville kunne anses som almennyttig i skattemæssig henseende.

I spørgsmål 2 bekræftedes, at H1 Fonden ville have fradrag for de påtænkte uddelinger til stiftelse og understøttelse af den nye fond efter reglerne om almennyttige uddelinger, jf. fondsbeskatningslovens § 4.

En skattepligtig gjorde gældende, at han ikke var skattepligtig af en række indsætninger på i alt ca. 2,2 mio. kr., fordi indsætningerne blandet andet havde karakter af lån, refusion af udlæg, at der var tale om en dobbeltbetaling af en faktura og fordi, at der var tale om indkomst, der vedrørte tidligere indkomstår, der nu var forældet.

Retten udtalte, at beløbene var ubeskattede, og at de var overført fra selskaber, der alle måtte anses som interesseforbundne med den skattepligtige. Retten udtalte dernæst, at det henset til størrelsen og hyppigheden af de pågældende indbetalinger påhvilede den skattepligtige at bevise, at indsætningerne ikke var udtryk for skattepligtig indkomst, og at forklaringerne herom skulle være bestyrket ved objektive kendsgerninger. Retten fandt herefter og med henvisning til Landsskatterettens begrundelse, at den skattepligtige ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han ikke var skattepligtig af indsætningerne. 

Den skattepligtige gjorde desuden gældende, at han ikke var skattepligtig af et beløb, fordi der var tale om skattefri befordringsgodtgørelse. Retten tiltrådte Landsskatterettens bemærkninger om, at bogføringsbilag vedrørende erhvervsmæssig kørsel skal indeholde modtagerens navn, adresse og CPR-nummer, kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og beregning af befordringsgodtgørelsen, og at arbejdsgiveren skal føre kontrol med, at reglerne for befordringsgodtgørelse er overholdt. Fordi den skattepligtige ikke havde fremlagt et kørselsregnskab eller bogføringsbilag, der opfyldte reglerne for befordringsgodtgørelse, fandt retten med henvisning til Landsskatterettens begrundelse, at den skattepligtige ikke havde godtgjort, at der var grundlag for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse. 

Endelig gjorde den skattepligtige gældende, at der var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssige ansættelse af omfanget af erhvervsmæssig kørsel i den skattepligtiges bil. Retten tiltrådte, at der var grundlag for at fastsætte den erhvervsmæssige brug af bilen skønsmæssigt. Retten udtalte dernæst, at det skøn, som Landsskatteretten havde foretaget, ikke kunne anses for åbenbart urimeligt eller som hvilende på et forkert grundlag. 

T var tiltalt for som forhold 1 at have været i besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse (ca. 200 gram (red.euforiserende-stoffer.nr.1.fjernet) og ca. 12 gram (red.euforiserende-stoffer.nr.2.fjernet) ). Som forhold 2 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage statskassen tobaksafgift, at have været i besiddelse af 35.100 kopicigaretter, som ikke var forsynet med stempelmærker og derfor ikke var blevet afgiftsberigtiget efter lovgivningen, hvorved T fortiede oplysninger til brug for afgiftskontrollen, hvorved det offentlige blev unddraget 61.965 kr. i tobaksafgift. Som forhold 3 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage statskassen told, at have købt og opbevaret 35.100 kopicigaretter, uagtet at T vidste at de var indsmuglede, hvorved statskassen blev unddraget 6.267 kr. i told. Som forhold 4-5 var T for indkomstårene 2017 og 2018, tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen, at meddele told-og skatteforvaltningen, at lønindkomsten fra T’s selskab på henholdsvis 147.700 kr. og 203.660 kr. ikke var medtaget på skatteansættelsen, hvorved det offentlige blev unddraget henholdsvis 54.626 kr. i skat og ikke under 70.000 kr. i skat. Som forhold 6 var T for indkomståret 2019 tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet vildledende eller urigtige oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet han angav oplysninger til brug for skatteansættelsen uden samtidig at oplyse om lønindkomst på 237.856 kr. fra T's selskaber, hvorved det offentlige blev unddraget 99.931 kr. i skat.

T tilstod.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Tilståelsen fandtes støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå.

T idømtes 60 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 286.000 kr. samt konfiskation. Henset til forholdenes alder fandtes et vilkår om samfundstjeneste ikke fornødent.

T var tiltalt for som forhold 1 med forsæt til unddragelse af betaling af tobaksafgifter af særlig grov karakter i perioden mellem den 30. marts 2020 og 19. maj 2020, i forening efter forudgående aftale eller fælles forståelse med flere medgerningsmænd gennem korrespondance på en krypteret chatside ved brug af et profilnavn, at have erhvervet, overdraget og deltaget i videresalg af ikke under 3.290.000 cigaretter, der ikke var afgiftsberigtigede og fremstillet efter behørig autorisation hos myndighederne, alt hvorved T i forening med de øvrige medgerningsmænd undlod at opgøre og betale tobaksafgift, hvorved statskassen blev unddraget i alt ikke under 5.808.166 kr. i tobaksafgifter. Som forhold 2 var T tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved den 6. januar 2023 at have været i besiddelse af 200 g hash med henblik på delvis videreoverdragelse.

T tilstod.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Tilståelsen fandtes støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå.

T idømtes fængsel i 1 år og 9 måneder, en tillægsbøde på 5.800.000 kr., svarende til 1 x unddragelsen samt konfiskation.