Antal fundne artikler: 16968
2024-02-02 09:18
SKM2024.60.BR
ByretDomStraf

Straf – tobaksafgift – prøvesag ændret sanktionspraksis punktafgifter - tilståelse

T var tiltalt for svig af særlig grov karakter med tobaksafgift, ved i tiden frem til den 8. oktober 2021 på sin bopæl, med forsæt til at unddrage det offentlige afgift og for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, at have modtaget, besiddet og overdraget mindst 4.115.000 stk. ikke-afgiftsberigtigede cigaretter med henblik på videresalg til tredjemand her i landet, alt hvorved det offentlige blev unddraget mindst 7.254.333,50 kr. i afgift.

T tilstod.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Tilståelsen fandtes støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå.

Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på, at T havde haft en forholdsvis mindre rolle i det helt organiserede netværk af produktion og videredistribution af ulovlige og ikke-afgiftsberigtigede cigaretter, men at T’s rolle samtidig havde været nødvendig som et led i distributionskæden, og han havde selv haft et økonomisk motiv i form af videresalg af nogle af cigaretterne. Desuden tillagdes det store beløb, som disse mange cigaretter udgjorde i afgift, vægt, samt at T var ustraffet og hans gode personlige forhold. Endvidere blev det tillagt en vis mindre vægt, at der var gået godt to år, siden kriminaliteten blev afdækket, til der blev afsagt dom, og at dette ikke skyldtes T’s forhold.

T idømtes 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste i 200 timer, konfiskation samt en tillægsbøde på 7.250.000 kr., der efter den nyeste praksis blev fastsat til et beløb svarende til den unddragne afgift. Henset til de kriminalpræventive og pønale hensyn bag en tillægsbøde ved afgiftsunddragelse fandt retten ikke grundlag for at nedsætte tillægsbøden.

2024-02-01 15:41
SKM2024.58.BR
ByretDomSkat

Ejendomsavancebeskatning – ejerskab over ejendom

Sagen angik, om sagsøger skulle beskattes af en skønsmæssigt opgjort ejendomsavance i anledning af salget af en ejendom i Y1-by, Y2-land.

Landsskatteretten havde ved sin afgørelse stadfæstet SKATs afgørelse, hvorved sagsøgers kapitalindkomst i indkomståret 2011 blev forhøjet med 1.641.600 kr., idet Landsskatteretten fandt, at sagsøger i (red.fjernet.årstal1) arvede og dermed på salgstidspunktet i 2011 ejede 80 % af ejendommen, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn over anskaffelsessummen ved opgørelsen af avancen.

Skatteministeriet nedlagde påstand om hjemvisning af sagen til Skattestyrelsen med henblik på et fornyet skøn over den skattepligtige ejendomsavance, og tvisten angik derfor alene, om sagsøger var ejer af den solgte ejendom. 

Det var under sagen ubestridt, at sagsøger i forbindelse med salget af ejendommen havde underskrevet overdragelsesaftalen som ejer og sælger, og at sagsøger havde modtaget 80 % af provenuet ved salget.

Sagsøger gjorde under sagen gældende, at han ikke arvede og var ejer af den solgte ejendom, og at han dermed ikke havde modtaget en skattepligtig ejendomsavance. Sagsøger gjorde nærmere gældende, at provenuet fra ejendommen udgjorde en skatte- og afgiftsfri arv fra udlandet, og henviste i den forbindelse til en række dokumenter på (red.fjernet.sprog), herunder et testamente fra den tidligere ejer af ejendommen.

Retten fandt, at sagsøger havde godtgjort, at han ikke havde ejet ejendommen, hvorfor han ikke skulle svare ejendomsavanceskat som følge af salget heraf.

Retten lagde ved sin bevisvurdering vægt på oversættelserne til en række af dokumenterne på (red.fjernet.sprog), herunder testamentet, samt på de afgivne forklaringer fra bl.a. sagsøger om, hvorfor sagsøger fremgik som ejer og sælger på overdragelsesaftalen.  

2024-01-31 11:07
SKM2024.55.LSR
LandsskatterettenAfgørelseTold

Toldskyld i forbindelse med kurators salg af varer på toldoplag - Debitor

Klagen angik, om der var opstået toldskyld i forbindelse med kurators salg af varer, der lå på toldoplag, og om klageren/kurator var debitor herfor. Landsskatteretten lagde til grund, at virksomheden H1 ikke havde overholdt sin forpligtelse til at føre et toldoplagsregnskab i den omhandlede periode. De varer, der blev angivet til opbevaring på H1s toldoplag, var dermed unddraget toldtilsyn, og der var derfor opstået toldskyld i medfør af EUTK artikel 79, stk. 1, litra a. Da H1 ikke havde udarbejdet et behørigt toldoplagsregnskab, var der opstået toldskyld på de tidspunkter, toldangivelserne blev antaget, jf. EUTK artikel 79, stk. 2, litra b. Det var i alle tilfælde før H1s konkurs. Landsskatteretten fandt, at toldskylden hverken kunne anses for ophørt ved konkursdekretets afsigelse eller under den efterfølgende behandling i boet, jf. EUTK artikel 124, stk. 1, da det ikke herved var dokumenteret, at gælden ikke kunne inddrives. Dette skyldtes, at H1 var en personligt drevet virksomhed, og fordringen mod debitor dermed fortsat bestod efter boets afslutning. Landsskatteretten fandt, at der opstod toldskyld første gang de i artikel 79, stk. 1, nævnte forpligtelser ikke blev overholdt, og at det var forholdene på dette tidspunkt, der bl.a. var afgørende for hvem, der hæftede for toldskylden. Det kunne ikke tillægges vægt, at årsagen til toldskyldens opståen var forskellig for H1 og klageren. Selv om klagerens handlinger i den foreliggende sag isoleret set var grundlag for toldskyld, kunne han således ikke gøres ansvarlig for toldskylden, fordi den allerede eksisterede, da klageren blev kurator for H1. Landsskatteretten ændrede herefter Toldstyrelsens afgørelse.

2024-01-31 09:58
SKM2024.53.SR
SkatterådetBindende svarSkat

Fraflytning - beskatning af likvidationsprovenu – aktieavancebeskatningsloven

Spørger påtænkte at fraflytte Danmark senest den xx. juni 2024. Skatterådet havde tidligere bekræftet, at Spørger ikke ville være skattepligtig af aktieavancer ved fraflytningen, idet Spørger ikke på fraflytningstidspunktet havde været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller § 2 af aktiegevinster i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophøret, jf. aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3. Spørger påtænkte efter fraflytningen af likvidere hans helejede selskab H1 ApS. Han ønskede i den forbindelse bekræftet, at han skulle beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven af likvidationsprovenuet, der udloddes fra H1 ApS i det kalenderår, hvori H1 ApS endeligt opløses. Ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 1, bestemmer, at udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, medmindre udlodningen er omfattet af stk. 2, nr. 2, eller én af betingelserne i ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 1, litra a-d, er opfyldt. Udlodningen ville ikke være omfattet af de pågældende undtagelser. Udlodningen skulle derfor behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at Spørger skulle beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven af likvidationsprovenuet, der udloddes fra H1 ApS i det kalenderår, hvori H1 ApS endeligt opløses, idet Spørger efter sin fraflytning ikke længere ville være omfattet af kredsen af skattepligtige omfattet af aktieavancebeskatningsloven, jf. aktieavancebeskatningslovens kapital 2. Spørgsmål 2 bortfaldt, da spørgsmål 1 blev besvaret benægtende.

2024-01-31 09:21
SKM2024.52.LSR
LandsskatterettenAfgørelseAfgift

Anfordringslån – ændring af vilkår – ingen gavebeskatning

Klagen angik et bindende svar fra Skatterådet på, hvorvidt en påtænkt ændring af et anfordringsgældsbrev i form af en allonge ville medføre, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for udfærdigelsen af allongen. Skatterådet havde besvaret spørgsmålet med et "Ja, se dog indstilling og begrundelse". Landsskatteretten fandt, at der herskede en sådan usikkerhed med hensyn til det faktiske grundlag for spørgsmålet, herunder særligt allongens gyldighed i forhold til arvelovens bestemmelser om iagttagelse af testamentsbetingelserne, at det påklagede stillede spørgsmål burde have været afvist. Allongen, der indeholdt vilkår om, at lånet bortfaldt ved långivers død, var således udtryk for en disposition i form af en gave, der blev givet i långivers levende live, men som var bestemt til at blive opfyldt efter långiverens død, der var omfattet af arvelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Det havde den konsekvens, at allongen civilretligt kun var gyldig, såfremt betingelserne om bl.a. notartestamente eller vidnetestamente var opfyldt, jf. arvelovens § 69. A havde på vegne af klagerne på retsmødet oplyst, at de ikke havde påtænkt at tilføje allongen til lånet under særlige former, men at han selv ville påføre allongen til lånet. Landsskatteretten lagde på baggrund heraf til grund, at klagerne ikke tilføjede allongen til lånet på en sådan måde, at den civilretligt ville være gyldig. Landsskatteretten fandt derfor, at Skatterådets afgørelse skulle ændres således, at spørgsmålet ikke blev realitetsbehandlet, og at svaret på spørgsmålet derfor blev ændret til "Afvist".

2024-01-30 11:30
SKM2024.48.SR
SkatterådetBindende svarSkat

Andelshaveres ejerandele ikke omfattet af aktieavancebeskatningsloven - vedtægtsændring, skattepligt og udlodning

Spørger ønskede bekræftet, at en vedtægtsændring ikke medførte afståelse for andelshaverne i Spørger efter aktieavancebeskatningsloven, at Spørger uændret var skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og at der ikke var skattemæssige konsekvenser for andelshavere, der ikke modtog en udlodning, og at det ikke fik skattemæssige konsekvenser for Spørger, at visse andelshavere ikke modtog en udlodning.

Skatterådet fandt, at andelshaverne i Spørger ikke var omfattet af aktieavancebeskatningsloven, da andelshaverne ikke ejede en andel i Spørger eller havde ret til en andel af Spørger ved dennes opløsning. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at vedtægtsændringen ikke medførte afståelse efter aktieavancebeskatningsloven, da andelshaverne ikke var omfattet af loven.

Skatterådet bekræftede, at Spørger uændret var omfattet af Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, da dette ikke blev ændret på ved vedtægtsændringen.

Skatterådet fandt, at andelshaverne, der ikke havde indsendt de nødvendige oplysninger for at modtage en udlodning, ikke havde erhvervet ret til en udlodning. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at der ikke ville være skattemæssige konsekvenser for andelshavere, der ikke modtog en udlodning, og for Spørger, at visse andelshavere ikke modtog en udlodning.

2024-01-24 12:44
SKM2024.45.BR
ByretDomSkat

Overskridelse af klagefrist – særlige omstændigheder

Sagen angik, hvorvidt der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at Skatteankestyrelsen kan se bort fra en fristoverskridelse i forbindelse med klage over Skattestyrelsens afgørelse af 18. maj 2021, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, jf. stk. 6.

Skattestyrelsen havde forhøjet sagsøgerens indkomst i indkomstårene 2017-2019 på baggrund af handel med kryptovaluta. Sagsøgeren påklagede afgørelsen 1 måned og 10 dage for sent, hvorfor klagen blev afvist.

Retten lagde som ubestridt til grund, at klagen blev indleveret for sent. Sagsøgeren havde som årsag til fristoverskridelsen påberåbt sig (red.tilstand.nr.4.fjernet), og på dagen for hovedforhandlingen fremlagt journaludskrift fra egen læge fra konsultationer i 2016 og 2017. Retten fandt ikke, at han alene ved sin forklaring havde godtgjort, at han havde været ude af stand til at klage over afgørelsen i hele den relevante periode.

Herudover lagde retten til grund, at kryptovaluta i almindelighed erhverves med henblik på at blive solgt, og at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han ikke havde spekulationshensigt. Skattestyrelsens afgørelse måtte derfor anses for at være materielt korrekt.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at betingelserne for, hvornår der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der kan ses bort fra fristoverskridelsen, ikke var opfyldt.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

2024-01-24 10:10
SKM2024.44.HR
HøjesteretDomSkat

Ligningslovens § 16 E – ikke i strid med EMRK

A var direktør og eneanpartshaver i A ApS. I 2012-2015 foretog A en række hævninger over en mellemregningskonto, der havde karakter af ulovlige anpartshaverlån. Lånet blev løbende nedbragt og tilbagebetalt ved, at nettoløn og nettoudbytte blev anvendt til at nedbringe mellemregningskontoen.

Det er i Højesterets domme af 30. august 2022 (UfR2022.4422) og 8. februar 2023 (UfR2023.1955) fastslået, at det af lovgiver er en forudset og accepteret konsekvens af ligningslovens § 16 E, stk. 1, at det forhold, at der sker tilbagebetaling af hævede beløb, som har ført til beskatning, ikke indebærer, at den pågældende herefter kan hæve tilsvarende beløb uden på ny at blive beskattet. I en sådan situation indebærer bestemmelsen, at der sker beskatning både af lånebeløb, der senere tilbagebetales, og af nye hævninger.

A gjorde for landsretten bl.a. gældende, at det forhold, at tilbagebetaling af et ulovligt anpartshaverlån skattemæssigt skulle behandles som et tilskud til selskabet og ikke som et tilgodehavende, resulterede i en dobbeltbeskatning, og at ligningslovens § 16 E, stk. 1, som en konsekvens heraf blev en straffebestemmelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). For at undgå en sådan konflikt, skulle ligningslovens § 16 E, stk. 1, i stedet fortolkes sådan, at tilbagebetaling af et ulovligt anpartshaverlån betragtes som et udlån til selskabet.

Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at en beskatning af et ulovligt anpartshaverlån i medfør af ligningslovens § 16 E, stk. 1, udgjorde en straf i EMRK’s forstand. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at tilbagebetaling af det ulovlige anpartshaverlån ikke i sig selv udløste nogen beskatning hos anpartshaveren.

Landsretten fandt heller ikke grundlag for at give A medhold i, at hans skattepligtige indkomst for årene 2012-2015 skulle nedsættes med nettoløn og nettoudbytte som påstået.

Derudover var betingelserne for omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 af tre udbytteudlodninger, der var blevet besluttet på ekstraordinære generalforsamlinger i A ApS i 2012-2015, ikke opfyldt. Landsretten frifandt herefter Skatteministeriet.

Af de grunde, som var anført af landsretten, og da det, som A havde gjort gældende for Højesteret, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede Højesteret dommen.

2024-01-24 08:09
SKM2024.43.BR
ByretDomSkat

Selvinkriminering, inhabilitet, aktindsigt og ekstraordinær genoptagelse

Sagen angik, hvorvidt SKATs afgørelse var ugyldig som følge af tilsidesættelse af forbuddet mod selvinkriminering, inhabilitet, samt manglende aktindsigt, ligesom sagen angik ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og § 27, stk. 2, 1. pkt.

Der var enighed om den materielle forhøjelse på baggrund af skatteyders honorarindkomst. 

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse som ugyldig. 

For så vidt angik forbuddet mod selvinkriminering fandt retten, at SKAT, da anmodning om oplysninger blev fremsat på et møde med skatteyder, burde have vejledt om forbuddet mod selvinkriminering, men at SKATs anmodning om oplysninger ikke medførte, at SKATs afgørelse var ugyldig. Retten lagde til grund, at oplysningerne blev indhentet til brug for skattesagen og ikke med henblik på strafvurdering, og at der ikke på mødet forelå en konkret mistanke om en lovovertrædelse. 

For så vidt angik inhabilitetsspørgsmålet fandt retten det godtgjort, at skatteyders tidligere samlever gennem ca. et år i midten af 1980’erne, ikke deltog i sagsbehandlingen eller på anden måde påvirkede sagen eller afgørelsen. Den tidligere samlevers forklaring for retten var understøttet af oplysninger fra SKATs sagsbehandlingssystemer, hvoraf fremgik, at den tidligere samlevers medarbejderkode eller initialer ikke var registreret. 

Retten fandt endvidere, at SKATs delvise afslag på aktindsigt ikke kunne føre til afgørelsens ugyldighed. 

Endelig fandt retten det godtgjort, at skatteyders undladelse af at selvangive indtægter, han modtog som honorar for sit arbejde, må anses for groft uagtsomt, idet skatteyders forsømmelse bevirkede, at SKAT foretog en skatteansættelse på et urigtigt grundlag. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 for ekstraordinær genoptagelse var derfor opfyldt, ligesom reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt.

2024-01-23 08:37
SKM2024.41.ØLR
Østre LandsretDomSkat

Maskeret udlodning – mindreårig – udgifter til ejendom

Sagen angik, om appellanten skulle beskattes af aktieindkomst med 191.602 kr. for indkomståret 2014 og med 115.483 kr. for indkomståret 2015 som følge af maskeret udlodning fra et selskab, som appellanten var eneanpartshaver af i den omhandlede periode. Sagen udsprang af, at appellantens selskab i indkomstårene 2014 og 2015 afholdt udgifter for henholdsvis 191.602,95 kr. og 115.483,87 kr. til terminer på huslån, ejendomsskatter og advokatudgifter mv. vedrørende en ejendom beliggende i Y1-land. Ejendommen var ifølge appellanten ejet af et Y1-land selskab, hvis stiftelse appellantens forældre havde været involveret i, og som appellantens halvbror og appellantens faders forretningspartner sidenhen hver ejede 50 pct. af.

Byretten fandt, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at udgifterne blev afholdt i selskabets interesse. Bl.a. på baggrund af, at det var appellantens fader, der udøvede den reelle ledelse og drift af selskabet, og at appellantens fader og moder har været tilmeldt adressen, herunder på tidspunktet for udgifternes afholdelse, fandt byretten, at appellantens bevisbyrde var skærpet. Byretten fandt det ikke godtgjort, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse. Videre fandt byretten, at udbetalingerne fra selskabet har været betinget af appellantens ultimative ejerskab af selskabet, at selskabets afholdelse af udgifterne skete til gavn for hans nærtstående, og at udbetalingerne må anses for at have passeret hans økonomi. Byretten udtalte i den forbindelse, at det var uden betydning for sagens udfald, at appellanten var mindreårig i 2014 og 2015, da forældrene varetog hans rettigheder som ejer af selskabet på hans vegne, og byretten bemærkede, at mindreårige er selvstændige skattesubjekter.

For landsretten gjorde appellanten bl.a. gældende, at han som umyndig ikke havde indflydelse på, hvad der passerede, og at hans forældre ikke havde indhentet statsforvaltningens godkendelse til at stifte gæld. Videre gjorde appellanten gældende, at værgemålsloven havde forrang frem for skattelovgivningens principper om hæftelse, hvorfor der ikke kunne rejses skattekrav for den periode, hvor han var mindreårig.

Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat, og landsretten fandt, at det, der var anført for landsretten, ikke kunne føre til et andet resultat.

På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom.

2024-01-23 08:32
SKM2024.40.BR
ByretKendelseSkat

Nyt spørgsmål – mellemkommende fakta – klar sammenhæng – undskyldeligt

En skatteyder havde fået sin indkomst forhøjet i anledning af en række indsætninger på hans bankkonto og en række overførsler fra et selskabs konto. Mens skattesagen i anledning af dispositionerne verserede for byretten, hævede skatteyderen i en anden sag sin anke for landsretten, og byrettens afgørelse i denne sag, hvorefter størstedelen af de dispositioner, som dannede grundlag for beskatningen, var ugyldige. Skatteyderen tilbagebetalte i overensstemmelse med byrettens dommen de pågældende dispositioner. 

Skatteministeriet gjorde gældende, at der var tale om et nyt spørgsmål, der ikke kunne prøves under sagen, idet betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., ikke var opfyldt. Skatteyderen bestred, at der var tale om et nyt spørgsmål, og gjorde desuden gældende, at betingelserne for at tillade inddragelse under alle omstændigheder var opfyldt. 

Retten fandt, at der var tale om et nyt anbringende. Retten lagde herved vægt på, at spørgsmålet var knyttet direkte til den omstændighed, at dispositionerne efterfølgende blev kendt ugyldige og tilbagebetalt, og at dette ikke var inddraget under sagens administrative behandling. Det kunne ikke tillægges betydning, at spørgsmålet om hvorvidt skatteyderen opnåede en økonomisk gevinst, ved de gennemførte transaktioner, tidligere havde været gjort gældende.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen fandt retten videre, at spørgsmålet om skatteyderens skatteansættelser og den omstændighed, at skatteyderen havde tilbagebetalt de omhandlede beløb - var en sådan sammenhæng, at anbringendet kunne tillades, såfremt betingelserne i øvrigt var opfyldt. 

Retten udtalte derefter, at det nye anbringende var en følge af den tilbagebetaling, der fandt sted i anledning af dommen vedrørende de pågældende dispositioner, der indtil da havde været under anke. Skatteyderen tog ved anlæggelse af skattesagen forbehold for nye anbringender i relation til resultatet af den pågældende omstødelsessag. Retten fandt på denne baggrund, at det var undskyldeligt, at anbringendet ikke tidligere var fremlagt. Det af Skatteministeriet anførte om, at det ikke kunne anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke havde været fremlagt tidligere, fordi skatteyderen havde fastholdt sine uholdbare forklaringer om de foretagne dispositioner, frem for at lægge tingene åbent frem for myndighederne, kunne ikke føre til et andet resultat.

2024-01-23 08:19
SKM2024.39.VLR
Vestre LandsretDomSkat

Skattepligtig indkomst – ekstraordinær genoptagelse – varslingsfrist – begrundelsespligt (A)

Skatteyderen havde ikke bevist, at de i sagen omtvistede beløb var lån, eller at skatteyderen ikke havde erhvervet ret til beløbene, der var indsat på skatteyderens bankkonto, som derfor var skattepligtig indkomst.

Der var ved vurderingen af, at det ikke var godtgjort, at der var tale om lån henset til størrelsen af det samlede beløb, der var indsat på skatteyderens konto, antallet af indsættelser med skiftende beløb og med forskellige intervaller, teksten til de enkelte indsættelser og den omstændighed, at beløbene ikke var tilbagebetalt eller søgt inddrevet, sammenholdt med karakteren af de fremlagte gældsbreve, herunder at disse ikke var udstedt samtidig med overførslen af beløbene, og at det ikke var muligt at konstatere en sammenhæng mellem indsættelserne og lånebeløbene i henhold til gældsbrevene.

Skatteyderen havde heller ikke bevist, at tredjemands betalinger af hans huslejeudgifter var lån, og disse beløb var derfor også skattepligtig indkomst.

Opgørelsen af tredjemands betalinger af skatteyderens huslejeudgifter blev ændret, idet en række yderligere beløb end dem, som skattemyndighederne havde godkendt, skulle anses for skatteyderens egen betalinger af huslejeudgifter. Den skattepligtige indkomst som følge af tredjemandsbetalingerne blev nedsat tilsvarende.

Betingelserne for ekstraordinær ansættelse var opfyldt, og reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt.

Der var ikke grundlag for at anse Skatteankenævnets afgørelse for ugyldig som følge af begrundelsesmangler.

2024-01-19 10:42
SKM2024.36.BR
ByretDomSkat

Indsætninger på bankkonto

Sagen angik, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2017, 2018 og 2019 på baggrund af en række indsætninger på hans bankkonti.

Skatteyderen havde under sagen gjort gældende, at indsætninger på samlet 192.000 kr. udgjorde tilbagebetaling af lån, som var ydet til hans selskab. Der var ikke fremlagt lånedokumenter eller anden dokumentation for et sådant låneforhold, og retten fandt, at de afgivne forklaringer herom var ikke tilstrækkelige til at løfte hans bevisbyrde. Retten fandt herefter, at der ikke var grundlag til at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af hans aktieindkomst med i alt 192.000 kr. 

Retten fandt endvidere, at skatteyderen ikke ved objektive kendsgerninger havde godtgjort, at de øvrige indsætninger stammede fra skattefri værelsesudlejning omfattet af bundfradraget efter ligningslovens § 15 P, tilbagebetaling af lån eller gevinster fra spil. Ligeledes kunne hans forklaring om, at en række (red.fjernet.mobilbetaling)-overførsler var betalinger modtaget i forbindelse med sit arbejde hos et pizzeria, der blev afregnet månedligt med pizzeriaets indehaver, ikke godtgøre, at der ikke var tale om skattepligtig indkomst. Der var derfor heller ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af hans personlige indkomst i indkomstårene 2017, 2018 og 2019 med henholdsvis 107.760 kr., 83.914 kr. og 98.911 kr. 

1
...
21
22
23
...
679