Spørger var en fond omfattet af skattepligt efter fondsbeskatningsloven. Spørger ønskede at få bekræftet at der, i lighed med selskaber omfattet af selskabsskatteloven, ville være skattefrihed for renteindtægter fra et datterselskab. Datterselskabet var omfattet af reglerne om tynd kapitalisering i selskabsskattelovens § 11 og fik beskåret fradraget for renteudgifter.

Skatterådet kunne ikke bekræfte dette, idet det efter selskabsskattelovens § 11, stk. 6 kun er skattepligtige omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, der kan fritages for at medregne renteindtægten.

Sagen drejede sig om værdiansættelsen af 4 ejendomme, der ved en samlet aftale i juni 2019 blev overdraget fra en skatteyder til hans to børn, A og B, til værdier svarende til ejendommenes offentlige ejendomsvurderinger, i alt 15.850.000 kr. 

Skattestyrelsen fandt, at overdragelsen ikke kunne ske til de aftalte værdier og fastsatte ifølge en indhentet udtalelse fra Vurderingsstyrelsen i stedet ejendommenes handelsværdi til i alt 26.200.000 kr. 

Landsskatteretten gav parterne medhold i, at overdragelsen ifølge 15 %-reglen kunne ske til de aftalte værdier. 

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev grundet dens principielle karakter henvist til behandling i landsretten som 1. instans. Landsretten gav ministeriet medhold (UfR 2023.335), og A og B ankede sagen til Højesteret. 

Højesteret udtalte, at efter loven fastsættes en gaves værdi til handelsværdien på tidspunktet for modtagelsen. Skattemyndighederne skal imidlertid acceptere en værdiansættelse foretaget efter 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret - hvorefter familieoverdragelser af fast ejendom kan ske til en pris, som fraviger den offentlige ejendomsvurdering med +/- 15 % - medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

I forlængelse heraf fastslog Højesteret, at en realkreditbelåning i sig selv kan udgøre en særlig omstændighed og begrunde fravigelse af 15 %-reglen, hvis belåningen viser, at den offentlige ejendomsvurdering er for lav. Om dette er tilfældet, må bero på en samlet konkret vurdering i det enkelte tilfælde af bl.a. forskellen mellem realkreditvurderingen og den offentlige ejendomsvurdering og den tidsmæssige sammenhæng mellem belåningen og overdragelsen af ejendommen. I tilfælde, hvor der ved overdragelsen af ejendommen er sket overtagelse af realkreditgæld, der væsentligt overstiger den offentlige vurdering, vil dette normalt tale for, at den offentlige vurdering er for lav og dermed for at fravige 15 %-reglen.

En af ejendommene var blevet realkreditvurderet omkring en måned før overdragelsen, mens de øvrige tre ejendomme var blevet vurderet ca. 15-25 måneder før overdragelsen. For alle ejendommenes vedkommende var der tale om vurderinger, der væsentligt oversteg den offentlige ejendomsvurdering. Da A og B i forbindelse med købet af de fire ejendomme overtog en prioritetsgæld i ejendommene, der var væsentligt større end den værdi, der fremgik af de offentlige ejendomsvurderinger, fastslog Højesteret, at der i hvert fald på den baggrund forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af 15 %-reglen. Det var herefter Vurderingsstyrelsens vurdering af ejendommenes handelsværdi, som skulle lægges til grund ved beregningen af gaveafgift.

På den baggrund stadfæstede Højesteret dommen.  

Størstedelen af købesummen for en generationsskiftet virksomhed blev erlagt ved, at sagsøgerne udstedte to rentefrie anfordringsgældsbreve. Gældsbrevene blev ved generationsskiftet og i gaveanmeldelserne medtaget til kurs 100. 

Ca. 6 år senere blev gælden ifølge anfordringsgældsbrevene eftergivet, og i gaveanmeldelserne blev værdien af gældsbrevene opgjort til ca. kurs 20. Kursfastsættelsen skete ud fra, hvilke nettoaktiver sagsøgerne havde, der kunne anvendes til delvis dækning af gældsbrevene pr. eftergivelsestidspunktet. Et udmeldt syn og skøn kom frem til samme værdiansættelse.

Landsretten lagde til grund, at der ikke eksisterede et almindeligt marked for omsætning af gældsbrevene, og at det derfor ikke var muligt at afsætte gældsbrevene til en uafhængig tredjemand mod vederlag. Gældsbrevene var heller ikke bestemt til eller egnet til omsætning. En værdiansættelse, der bygger på den metode, som var anvendt i gaveanmeldelserne og i det udmeldte syn og skøn, kunne derfor ikke lægges til grund ved gaveafgiftsberegningen.

Gældseftergivelsen skete i et gavemiljø, hvor kreditor - udover gældseftergivelsen - havde ydet sagsøgerne betydelige gaver og løbende bidraget til deres forsørgelse. Der forelå ikke konkrete oplysninger, der sandsynliggjorde, at gælden ville være blevet krævet betalt, før sagsøgerne kunne indfri gælden - eventuelt med midler fra udbytte af kapitalandelene eller arv.

Det var på denne baggrund ikke godtgjort, at værdien af gældsbrevene ved eftergivelsen skulle fastsættes til mindre end kurs 100 ved beregningen af gaveafgiften. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Ved kendelse af 8. september 2023 har Københavns Byret i en sag om isoleret bevisoptagelse (sag BS-23269/2022-KBH) bestemt, at spørgsmål 10 ikke tillades stillet til skønsmanden, og at (red.institut.nr1.fjernet) skal bringe en skønsmand i forslag.

H1 har kæret afgørelsen med principal påstand om, at brancheorganisationen (red.brancheorganisation.nr1.fjernet) skal fremkomme med forslag til skønsmand, og at spørgsmål 10 tillades, subsidiært at Københavns Byret selv skal tage initiativ til at udpege en skønsmand og ikke kan pålægge parterne denne forpligtelse.  

Til støtte for påstanden har H1 anført navnlig, at det følger af Højesterets afgørelse som trykt i U 2017.379 H, at det er den relevante brancheorganisation, der skal komme med forslag til skønsmand, hvilket konkret er (red.brancheorganisation.nr1.fjernet) og ikke (red.institut.nr1.fjernet), at det er byretten, der skal komme med forslag til skønsmand, og at et spørgsmål kun kan afvises af de grunde, der er anført i retsplejelovens § 197, stk. 2.  

2

Skattestyrelsen har påstået afgørelsen stadfæstet og har til støtte herfor anført navnlig, at det ikke af U 2017.379 H kan udledes, at det altid er en brancheorganisation, der skal stille en skønsmand i forslag, og at det er uklart, hvad der skal forstås ved kærendes spørgsmål 10.  

Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.

Skatterådet bekræftede, at Spørger i perioden 1. januar 2022 - 31. december 2023 skal opgøre overskudsvarmeafgiften ved salg af overskudsvarme til selskab X som max. 33% af vederlaget, dvs. vederlagsbeskatning, i henhold til lov nr. 2606 af 28. december 2021, hvorefter de hidtil gældende regler finder anvendelse indtil 1. januar 2024 for aftaler indgået før 1. januar 2022.

En landmand drev traditionel landbrugsvirksomhed med svine- og planteavl og anvendte i den forbindelse virksomhedsordningen. I 2007 stiftede landmanden sammen med tre andre et kommanditselskab, der skulle forestå anlægget af en golfbane, bl.a. på jord lejet af landmanden. Landmanden anvendte tillige virksomhedsordningen på sin andel af kommanditselskabet og fradrog i den forbindelse underskud på ca. 2,25 mio. i indkomstårene 2010-2012. Skattemyndighederne fastslog, at landmanden ikke var berettiget til at anvende virksomhedsordningen på golfbane-projektet, idet der ikke forelå en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2010-2012, hvilket landmanden indbragte for domstolene. 

Retten udtalte, at der skulle foretages en vurdering af, om den enkelte virksomhed - og såfremt der i ordningen drives flere virksomheder de enkelte virksomheder hver især - opfylder de sædvanlige skattemæssige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed, herunder om der er en naturlig sammenhæng imellem virksomhederne. Videre udtalte retten, at det påhvilede landmanden at godtgøre, at betingelserne for at anvende virksomhedsordningen var opfyldt. 

Retten fastslog, at landmandens andel af golfprojektet i kommanditselskabet ikke kunne anses for at være en integreret del af eller have en naturlig sammenhæng med landmandens landbrugsvirksomhed. Endvidere fastslog retten, at kommanditselskabets virksomhed ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, idet landmanden ikke havde løftet bevisbyrden for, at kommanditselskabets virksomhed var rentabel eller kunne blive det.

Da kommanditselskabets virksomhed således ikke opfyldte kravene for at indgå i virksomhedsordningen, fandt retten, at udgifterne ved deltagelse i kommanditselskabets aktivitet ikke kunne indgå i ordningen. Et beløb svarende til udgifterne måtte derfor anses for overført fra landbrugsvirksomheden til landmanden i overensstemmelse med hæverækkefølgen i virksomhedsskattelovens § 5.  

Skatteministeriets frifindelsespåstand blev herefter taget til følge.

Motorstyrelsen havde nægtet at udbetale eksportgodtgørelse for et køretøj med den begrundelse, at køretøjet alene kunne anses for midlertidigt udført, da køretøjet ikke var solgt i forbindelse med udførelsen her fra landet, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, jf. § 7 c. Landsskatteretten ændrede Motorstyrelsens afgørelse, idet Landsskatteretten om betingelserne for udbetaling af eksportgodtgørelse anførte, at retten til at få udbetalt eksportgodtgørelse ikke er betinget af, at køretøjet udføres varigt til udlandet, og at der ikke kan stilles krav om, at der skal ske salg af et køretøj til eksport, uanset om den der anmoder om eksportgodtgørelsen driver erhverv med salg af køretøjer til eksport.

Landsskatteretten tog ikke klagerens ugyldighedspåstand til følge, idet Landsskatteretten fandt, at Motorstyrelsen havde opfyldt betingelserne om fremsendelse af sagsfremstilling, jf. skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1 og 2, eller der i øvrigt var væsentlige retlige mangler eller sagsbehandlingsfejl, der kunne føre til den påklagede afgørelses ugyldighed.

Sagen omhandlede, hvorvidt klageren skulle beskattes som maskeret udlodning af selskabets udgifter til underleverandører. Skattestyrelsen fandt, at fakturaerne udstedt af underleverandørerne var fiktive og som følge heraf ikke var afholdt i selskabets interesse. Klagerens repræsentant gjorde gældende, at fakturaerne dækkede over reelle ydelser, og at udgifterne dermed var afholdt i selskabets interesse.

Idet udgifterne blev anset for ikke at vedrøre selskabet, fandt Landsskatteretten, at det påhvilede klageren at godtgøre, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse. Da klageren ikke havde løftet bevisbyrden herfor, fandt Landsskatteretten, at udgifterne havde passeret klagerens økonomi, og klageren var som følge heraf skattepligtig af beløbene som maskeret udlodning.

De fremlagte privatforbrugsopgøreler kunne ikke føre til et andet resultat.

Spørger har i spekulationshensigt handlet kryptovaluta. Spørger har haft en beholdning på platformene FTX, Celsius og BlockFi. Som følge af tre krypto-platformes konkurs har Spørger lidt et tab, idet hans indestående er gået tabt. Spørger har derfor rejst et krav mod de tre platforme.

Spørger ønsker i den forbindelse afklaret, hvorvidt han er berettiget til et tab som følge af konkursen. Skatterådet fandt, at der ikke er sket et handelstab, som fradrag efter statsskatteloven forudsætter. Skatterådet fandt, at fordringen mod krypto-platformenes konkursboer er omfattet af kursgevinstloven. Idet der ikke endnu er taget stilling til dividendens størrelse, er det ikke muligt at opgøre et tab, som også afhænger af værdiansættelsen af fordringen på stiftelsestidspunktet, hvorfor der ikke for nuværende er mulighed for fradrag efter kursgevinstlovens regler.

Skatterådet kunne bekræfte, at såfremt Spørger sælger sin fordring mod konkursboerne til tredjemand, vil en gevinst eller et tab skulle medregnes ved Spørgers indkomstopgørelse efter kursgevinstlovens regler. Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at såfremt Spørger sælger sin fordring til tredjemand, så vil en eventuel dividende som udbetales til tredjemand være Spørgers indkomstopgørelse uvedkommende.

Spørger ønsker at overdrage kryptovaluta i gave til sine børn. Spørgers børn er henholdsvis 12 og 14 år. Skatterådet fandt, at Spørger kan give afgiftsfrie gaver i form af kryptovaluta under hensyn til de gældende beløbsgrænser herfor. Spørger vil være skattepligtig af evt. indtægtsnydelse eller formueafkast af gaven. Skatterådet fandt herudover, at Spørgers børn vil være skattepligtige af den del af gaven der måtte overstige det gaveafgiftsfrie beløb samt at Spørgers børn ved en senere afståelse vil skulle medregne gevinst og tab til den skattepligtige indkomst.

Sagen angik, om sagsøgeren opfyldte betingelserne for momsfritagelse ifølge momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, i forbindelse sagsøgerens angivelige salg af brugte biler til købere i henholdsvis Y1-land og Y2-land i perioden fra 2011 til 2014, og om der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar for perioden 2011-2012.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 var opfyldt, da sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at de omhandlede køretøjer var solgt og transporteret af virksomheden som led i de påståede salg til Y2-land og Y1-land. På den baggrund fandt retten også, at sagsøgeren ikke havde været i god tro.

Retten fandt videre, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar.

Sagen drejede sig om en skatteyder, der havde indgået en direktørkontrakt i januar 2016 med et selskab, hvori han var hovedaktionær og direktør. Kontrakten havde virkning fra den 1. april 2013 og indeholdt en bestemmelse om en månedlig lønindkomst på 58.000 kr. 

Spørgsmålene i sagen var, om skatteyderen havde erhvervet ret til løn for perioden 1. april 2013 til 30. september 2015, og om selskabet havde en indberetnings- og indeholdelsespligt for A-skatten og arbejdsmarkedsbidraget vedrørende lønnen, samt om selskabet hæftede for disse. Idet SKAT alene havde givet selskabet fradrag for den løn, der angik 2014, omhandlede sagen tillige, om selskabet subsidiært havde ret til fradrag for indkomstårene 2013 og 2015. 

Retten fandt, at skatteyderen med direktørkontrakten havde erhvervet ret til løn i perioden 1. april 2013 til 30. september 2015. Retten lagde bl.a. vægt på kontraktens indhold. Retten fandt endvidere, at selskabet havde forsømt sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for den løn, som skatteyderen havde erhvervet ret til, og at selskabet hæftede for den manglende indbetaling af disse. 

Retten afviste at behandle selskabets subsidiære påstand om fradrag i indkomstårene 2013 og 2015. Retten lagde vægt på, at der var tale om et nyt spørgsmål, og at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. ikke var opfyldt. 

Skatteministeriets påstande blev på den baggrund taget til følge. 

T var tiltalt for en lang række forhold af blandt andet bedrageri af særlig grov karakter samt momssvig, men anklagemyndigheden nedlagde i byretten endelig påstand om, at T dømtes i overensstemmelse med anklageskriftet i forhold 23 dog således, at det samlede unddragne beløb udgjorde 748.948 kr., og at T i øvrigt frifandtes. T var i forhold 23 tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter, ved for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 med forsæt til at unddrage det offentlige skat at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen den 1. maj 2017, 1. maj 2018 og 1. maj 2019 ved modtagelse af skatteansættelse at meddele told- og skatteforvaltningen, at indkomsten var ansat for lavt, vedrørende ikke selvangivet udbytte fra et iværksætterselskab med 3.068.462 kr. for 2016, ikke selvangivet udbytte fra iværksætterselskabet og et anpartsselskab med 2.935.835 kr. for 2017 og ikke selvangivet udbytte fra iværksætterselskabet og anpartsselskabet med 707.292 kr. for 2018. T havde herved unddraget for 2.777.746 kr. i skat i alt.

T forklarede at baggrunden for, at hun var registreret som ejer af og direktør i såvel iværksætterselskabet som anpartsselskabet var, at hendes daværende samlever, som hun var bekendt med havde en kriminel fortid, havde nogle uoverensstemmelser med told- og skatteforvaltningen og derfor ikke selv kunne være registreret ejer og direktør.

Byretten frifandt T i forhold 1-6, 8-12, 19,22 og 24-26 i overensstemmelse med anklagemyndighedens endelige påstand og dømte T for forhold 23. Retten fandt, at T måtte have været klar over eller anset det som overvejende sandsynligt, at hun havde udbytte fra selskaberne, som skulle indberettes til told- og skatteforvaltningen. Der blev herved henset til, at T ikke holdt sig ude af selskaberne. Hun oprettede bankkonti til selskaberne og var i løbende kontakt med banken. Hun udførte arbejde i anpartsselskabet og under en ransagning blev hun fundet i besiddelse af et hævekort tilknyttet iværksætterselskabet. Der blev overført betydelige beløb fra selskabernes konti til T’s private konti, og der blev på selskabernes konti foretaget betydelige betalinger, som retten fandt det ubetænkeligt, at lægge til grund var selskaberne uvedkommende. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at T havde anført, at hun blev udnyttet af sin daværende samlever, at hun i forbindelse med selvangivelse ikke havde pligt til at oplyse om forhold, der kunne inkriminere hendes nærmeste, samt det i øvrigt anførte. T idømtes 4 måneders betinget fængsel samt en tillægsbøde på 500.000 kr. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på forholdets karakter herunder det unddragne beløbs størrelse. Henset til T’s personlige forhold samt den tid, der var forløbet uden at dette kunne tilskrives T’s forhold, fandt retten det forsvarligt at gøre fængselsstraffen betinget.

T ankede dommen med påstand om frifindelse i forhold 23, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med den i byretten endeligt rejste tiltale i forhold 23 for skatteunddragelse på i alt 748.948 kr. Anklagemyndigheden påstod endvidere skærpelse.

Landsretten lagde til grund, at det beløb, som ifølge tiltalen udgjorde det skattepligtige udbytte hos T, i det hele stammede fra de bedragerier, som en anden var dømt for. Det kunne ikke afvises, at T på tidspunktet for indberetningspligten for indkomstårene 2016,2017 og 2018 måtte formode, at hun selv ville kunne risikere strafforfølgning til medvirken til den anden persons bedragerier eller hæleri med hensyn til udbytte fra bedragerierne. Uanset om der måtte foreligge et skattepligtigt udbytte for hende, var det herefter betænkeligt at anse det for bevist, at hun var forpligtet til at indberette det til told- og skatteforvaltningen. Da der dermed ikke var ført det til domfældelse i en straffesag fornødne bevis for, at T var skyldig, frifandtes hun.

Sagen angik, om et selskab skulle betale yderligere registreringsafgift af 81 biler, og om selskabets momstilsvar skulle forhøjes. De omhandlede biler var afgiftsberigtiget på baggrund af “mindstebeskatningsprisen", der svarede til importprisen tillagt en mindsteavance på 9 %.

Landsrettens flertal fandt på baggrund af de foreliggende omstændigheder, at det ikke var dokumenteret, at selskabet ikke var reel bruger af de omhandlede biler på registreringstidspunktet.

Spørger producerer og sælger momspligtige varer. Spørger har afholdt omkostninger til renovering af parkeringspladsen tilhørende deres produktionssted. Parkeringspladsen anvendes af besøgende erhvervsgæster, kunder og virksomhedens medarbejdere i egne personmotorkøretøjer.

Spørger ønskede bekræftet, at Spørger havde momsfradrag for udgifter til anlæggelse af parkeringspladser til medarbejdernes personmotorkøretøjer efter momslovens § 37.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der er momsfradrag for udgifter til anlæggelse af parkeringspladser til medarbejdernes personmotorkøretøjer, idet drift af personmotorkøretøjer er fradragsbegrænset, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 6.

Ved vurderingen lagde Skatterådet vægt på afgørelser fra Momsnævnet, Landsskatteretten og Vestre Landsret, hvor det var fastslået, at udgifter til leje af parkeringspladser er omfattet af driftsomkostningsbegrebet, hvorefter der ikke er momsfradrag for udgiften, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 6.

Spørger og hans ægtefælle ejede hver 45 % af et selskab, hvor spørger sad i direktionen og hans ægtefælle var administrerende direktør. Spørger rejste til Indonesien med sin familie i 11 måneder for at udvide selskabets marked som forhandler af produkter fra et andet selskab. De ældste børn skulle under opholdet gå på skole i Indonesien.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger bevarede sin fulde skattepligtig til Danmark, imens han var i Indonesien, henset til at spørger ikke afskar sig rådigheden over sin bolig i Danmark ved enten at sælge eller udleje sin bolig uopsigeligt i mindst 3 år.

Skatterådet kunne desuden bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indonesien. Spørger havde kun fast bolig til rådighed i Danmark. Boligen i Indonesien skulle alene anses for midlertidig, når opholdet i Indonesien var henholdsvis en forretningsrejse og en privat ferierejse i en på forhånd afgrænset periode.

Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at spørger kunne få nedsat skatten på lønindkomst for arbejdet uden for riget efter ligningslovens § 33 A. Det var Skatterådets opfattelse, at opholdet i Indonesien, ikke havde den fornødne sammenhæng med selskabets forhold, men måtte anses som overvejende begrundet i et privat ønske om midlertidigt at bo og arbejde i Indonesien. Spørger havde således selv valgt at opholde sig i Indonesien.

Spørger drev et besøgscenter, hvor besøgende fik adgang til dels besøgsanlægget og dels adgang til fire fremvisninger af dyrearter i kategorierne insekter, krybdyr og rovfugle.

Spørgsmålet angik om Spørgers entréindtægter var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers aktivitet ud fra dens karakter var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, som tilsigter at fritage dele af det kulturelle område for moms.

Skatterådet lagde ved vurderingen vægt på, at Spørgers aktivitet i form af formidling af viden om dyrenes natur og historie, og oplevelsen af de vilde dyr tæt på, samt elementer af underholdning og rekreation, svarer til det, man oplever i zoologiske haver og dyreparker.

Det blev også tillagt vægt, at Spørger havde de fornødne tilladelser til hold af vilde dyrearter, og var godkendt som oplæringsvirksomhed for lærlinge i dyrepasseruddannelsen med speciale i Dyr i zoologiske anlæg.

Spørgers entréindtægter var således momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Spørger og hendes ægtefælle ejede hver 45 % af et selskab, hvor spørger var administrerende direktør. Spørger rejste til Indonesien med sin familie i 11 måneder for at udvide selskabets marked som forhandler af produkter fra et andet selskab. De ældste børn skulle under opholdet gå i skole i Indonesien.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger bevarede sin fulde skattepligtig til Danmark, imens hun var i Indonesien, henset til at spørger ikke afskar sig rådigheden over sin bolig i Danmark ved enten at sælge eller udleje sin bolig uopsigeligt i mindst 3 år.

Skatterådet kunne desuden bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indonesien. Spørger havde kun fast bolig til rådighed i Danmark. Boligen i Indonesien skulle alene anses for midlertidig, når opholdet i Indonesien var henholdsvis en forretningsrejse og en privat ferierejse i en på forhånd afgrænset periode.

Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at spørger kunne få nedsat skatten på lønindkomst for arbejdet uden for riget efter ligningslovens § 33 A. Det var Skatterådets opfattelse, at opholdet i Indonesien, ikke havde den fornødne sammenhæng med selskabets forhold, men måtte anses som overvejende begrundet i et privat ønske om midlertidigt at bo og arbejde i Indonesien. Spørger havde således selv valgt at opholde sig i Indonesien.

Skatterådet kunne ikke godkende, at der kunne ske nedsættelse af pensionsudbetalingsalderen for en pilots private pensionsordning.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers anvendelse af mineralolieprodukter og naturgas til brug for opvarmning af stalde for slagtesvin er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11 b, stk. 1, og gasafgiftslovens § 10 b, stk. 1, hvorefter nedsættelsen af tilbagebetalingen af afgift efter mineralolieafgiftslovens § 11 og gasafgiftslovens § 10 sker med den særlige lempelige afgiftssats. Skatterådet finder således, at den pågældende aktivitet med opvarmning af modtagestalde hos Spørger er en aktivitet, der sædvanligvis udøves i en landbrugsvirksomhed.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørgers anvendelse af mineralolieprodukter og naturgas til brug for foderfremstilling er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11 b, stk. 1, og gasafgiftslovens § 10 b, stk. 1, så nedsættelsen af tilbagebetalingen af afgift efter mineralolieafgiftslovens § 11 og gasafgiftslovens § 10 sker med den særlige lempelige afgiftssats. Skatterådet finder således ikke, at den pågældende aktivitet med foderfremstilling hos Spørger er en aktivitet, der sædvanligvis udøves i en landbrugsvirksomhed.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørgers anvendelse af mineralolieprodukter og naturgas til brug for foderfremstilling er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11 b, stk. 1, og gasafgiftslovens § 10 b, stk. 1, så nedsættelsen af tilbagebetalingen af afgift efter mineralolieafgiftslovens § 11 og gasafgiftslovens § 10 sker med den særlige lempelige afgiftssats. Skatterådet finder således ikke, at den pågældende aktivitet med foderfremstilling hos Spørger er en aktivitet, der sædvanligvis udøves i en landbrugsvirksomhed.

Sagen angik, om skattemyndighederne kunne genoptage indkomstårene 2014 og 2015 efter den forlængede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, som følge af en række transaktioner fra skatteyderens Y1-landske selskab til skatteyderens ægtefælle på i alt 333.995 kr. i 2014 og 505.172 kr. i 2015. 

Skatteyderen bestred ikke, at han var omfattet af personkredsen i skattekontrollovens § 3 B, og at transaktionerne udgjorde maskeret udbytte i henhold til ligningslovens § 16 A. Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om ensidige gavedispositioner til ægtefællen, som ikke var omfattet af personkredsen i skattekontrollovens § 3 B, og at transaktionerne var for simple til at være omfattet af skattekontrollovens § 3 B.

Retten fandt, at skattemyndighederne kunne genoptage indkomstårene efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Retten lagde vægt på, at skatteyderen var omfattet af personkredsen i skattekontrollovens § 3 B, og at overførslerne fra selskabet til ægtefællen i skattemæssig henseende anses for at være en overførsel til skatteyderen selv. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.