Sagen omhandlede, om Spørgers aktier ved Spørgers fraflytning blev omfattet af reglerne om fraflytterbeskatning i aktieavancebeskatningslovens § 38.

Det fremgik direkte af bestemmelsens ordlyd, at en aktionær er omfattet af fraflytterbeskatningen, såfremt vedkommende i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år, enten har været fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller begrænset skattepligtig af gevinst og tab på aktier i henhold til kildeskattelovens § 2.

Eftersom Spørger har været fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1 fra den 15. maj 2016, har Spørger været fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år. Derfor ville Spørger efter bestemmelsens ordlyd være omfattet af fraflytterbeskatning i aktieavancebeskatningslovens § 38. Dette uanset, hvor Spørger efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst skulle anses for at være skattemæssigt hjemmehørende.

Mod Spørgers ønske fandt Skatterådet, at det ikke kunne bekræftes, at Spørger under de beskrevne forhold ikke blev omfattet af fraflytterbeskatning på Spørgers aktier efter aktieavancebeskatningslovens § 38, når Spørger fraflytter.

Spørger havde solgt en renseydelse vedrørende tækkerør til en dansk bonde og havde i den forbindelse indgået en aftale med en polsk virksomhed om, at den polske virksomhed skulle levere mandskab til at betjene Spørgers rensemaskine, når Spørger skulle rense den danske bondes tækkerør i Danmark. Den polske virksomhed skulle derudover eventuelt også assistere med en manuel sortering af de færdigrensede rør i kollistørrelse.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ikke var tale om arbejdsudleje, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, hvis Spørger indgik en kontrakt med den polske virksomhed.

Det var Skatterådets opfattelse, at arbejdet skulle anses for en integreret del af Spørgers virksomhed, der ikke i tilstrækkelig grad kunne udskilles på grund af arbejdets karakter. Der var tale om en rutinepræget produktionsproces, hvor arbejdsopgaverne i vid udstrækning fordrede anvendelsen af et betydeligt, automatiseret produktionsapparat, der tilhørte Spørger. Det var derfor Skatterådets samlede vurdering, at arbejdet udført af den polske virksomheds ansatte skulle anses for arbejdsudleje efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3.

Skatterådet kunne herefter ikke bekræfte, at Spørger ikke blev pligtig til at tilbageholde arbejdsudlejeskat beregnet af den løn, som det polske selskab udbetalte til de udenlandske rørrensere, jf. kildeskattelovens § 48 B, hvis Spørger indgik en kontrakt med en polsk underentreprenør under de omstændigheder, som var beskrevet.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at Sub-Fondene til et irsk investeringsselskab, der fungerede som en paraplyfond (umbrella fund), hver især skulle anses som selvstændige skattesubjekter.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at en investering i sub-fonden G1 omfattedes af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt., når sub-fonden ville investere i underliggende hedgefonde, der investerede i forskellige typer af finansielle instrumenter.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 3, at investering i sub-fonden G2 omfattedes af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt., når sub-fonden ville foretage passive investeringer i underliggende kreditfonde. De underliggende kreditfonde ville bl.a. foretage direkte udlån til unoterede selskaber, investere i noteret gæld og/eller have bankindeståender.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 4, at investering i sub-fonden G3 omfattedes af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt. Sub-fonden ville foretage passive investeringer i forskellige typer af kapitalfonde, der i overvejende grad havde samme karakteristika som danske kapitalselskaber. Det blev lagt til grund, at sub-fonden til enhver tid ville have mindst 85% af aktiverne placeret i aktier eller andre værdipapirer.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 5, at investering i sub-fondene G4 og G5 hver især omfattedes af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt. Sub-fondene ville begge foretage passive investeringer i underliggende ejendomsfonde. Ejendomsfondene investerede i underliggende ejendomme (typisk via ejendomsselskaber). Det blev lagt til grund, at sub-fondene hver især til enhver tid ville have mindst 85% af aktiverne placeret i aktier eller andre værdipapirer.

Personanpartshaveren, der ejede Holdingselskabet, anmodede om Skatterådets tilladelse til, at Holdingselskabets indskud af samtlige anparter i H1 ApS, der var helejet af Holdingselskabet, til en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond, ikke skulle anses som en maskeret udlodning til Personanpartshaveren. Det var Skatterådets vurdering, at fonden måtte anses for almennyttig, idet det fremgik af udkast til fondens vedtægter, at fonden alene kunne yde støtte til kulturelle, kunstneriske og sociale initiativer med tilknytning til Y3 og almennyttige formål inden for miljømæssig bæredygtighed, miljømæssig omstilling og miljømæssig udvikling med tilhørsforhold til Y3 til gavn for almenheden i og udenfor Y3. Det fremgik endvidere af udkast til fondens vedtægter, at stiftergruppen havde ret til i forening at udpege ét medlem til bestyrelsen og udpege op til to medlemmer af et rådgivende udvalg om fondens strategi samt fondens kulturelle og kunstneriske aktiviteter, men at der herudover ikke var tillagt stifterne særlige rettigheder eller fordele i forbindelse med stiftelsen samt at fondens midler ikke på noget tidspunkt kunne gå tilbage til stifterne. Skatterådet gav tilladelse til, at Holdingselskabets indskud af samtlige anparter i H1 ApS til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning til Personanpartshaveren.

Spørger var blevet udbyttebeskattet af sine anpartshaverlån fra Selskabet i årene 2018-2021. Lånene var ikke regnskabsmæssigt registreret som udbytteudlodninger eller fragået egenkapitalen som udbytteudlodninger. Lånene var heller ikke efterfølgende regnskabsmæssigt blevet udloddet, men lånene var løbende blevet tilbagebetalt i årene 2018-2021. Det var spørgers opfattelse, at værdien af de beskattede anpartshaverlån kunne fragå i den skattemæssige opgørelse af likvidationsprovenuet ved opløsning af selskabet i 2022. Det var Skatterådets opfattelse, at lånebeløb, der var blevet beskattet og tilbagebetalt, ikke kunne fragå i den skattemæssige opgørelse af nye hævninger, herunder hævning af likvidationsprovenu ved likvidation af selskabet.

Sagen omhandlede, om der skatte- og afgiftsmæssigt var sket en realisation af nominelt 40.000 kr. B-anparter i H1 ApS, der var gaveoverdraget til et mindreårigt barn under 15 år, når gavegiver, der var barnets mor, forvaltede den båndlagte gave i overensstemmelse med bestemmelserne i gavebrevet.

Båndlæggelsen af gaven indebar, at barnets værger, der var barnets forældre, ikke kunne tilgå eller havde råderetten over barnets anparter. Skatterådet fandt, at der ved gaveoverdragelsen af anparterne var realiseret en skatte- og afgiftsmæssig afståelse. Skatterådet lagde særligt vægt på, at gavegiver ikke havde forbeholdt sig udbytte- eller stemmeretten, at gaven inkl. udbytte og renter af gaven var båndlagt, indtil barnet fyldte 25 år, at der civilretligt var realiseret en overdragelse, der var registreret i Det Offentlige Ejerregister og noteret i selskabets ejerbog, at der civilretligt, jf. værgemålslovens regler, kunne realiseres en overdragelse af anparterne, uden at de overdragne anparter skulle forvaltes i et godkendt forvaltningsinstitut.

Sagen angik en skønsmæssig forhøjelse af skatte- og momsansættelser i 2015-2017 på baggrund af indsætninger på skatteyderens erhvervsbankkonto. Sagen angik desuden for en del af perioden ekstraordinær genoptagelse af momstilsvar. Skatteyderen gjorde gældende, at hun ikke var rette indkomstmodtager eller rette momssubjekt, fordi hun var blevet manipuleret af en bekendt til at modtage og videreoverdrage de indsatte beløb. Retten udtalte, at det medførte skærpede krav til skatteyderens beviser, at der var sket kontanthævninger i større omfang, og at de omstridte midler på erhvervskontoen var sammenblandet med indtægter og udgifter fra skatteyderens erhvervsvirksomhed. Retten udtalte videre, at skatteyderen - uanset at hun har følt sig manipuleret af sin bekendte - havde deltaget aktivt i transaktionerne på sine konti, og at hun ikke havde været en uvidende stråmand. Samlet set fandt retten, at der ikke forelå objektiv dokumentation for, at indsætningerne ikke udgjorde skattepligtig indkomst for hende, ligesom der ikke forelå beviser imod formodningen om, at indsættelserne var momspligtige. Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik, om sagsøgeren havde ret til fradrag for købsmoms i 2018 og 2019 i henhold til 23 fakturaer udstedt af 11 hævdede underleverandører samt to bogførte betalinger, som der ikke var fremlagt fakturaer for, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Retten fandt under de foreliggende omstændigheder og efter de fremlagte fakturaers fremtræden og indhold, at kravet til styrken af sagsøgerens bevis for, at de 11 virksomheder reelt havde leveret ydelser som underleverandører, var skærpet. Retten fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at det omtvistede arbejde var udført af de 11 virksomheder som underleverandører. Skriftlige erklæringer fra to af virksomhederne, som sagsøgeren havde fremlagt, og en forklaring afgivet af den tidligere direktør i én af disse virksomheder kunne ikke føre til et andet resultat. 

Retten lagde herefter til grund, at sagsøgerens personale havde udført arbejde og modtaget løn herfor, som sagsøgeren var forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af, men som sagsøgeren havde undladt at angive til skattemyndighederne. Retten fandt, at sagsøgeren var ansvarlig over for det offentlige for betaling af denne manglende indeholdte A-skat og AM-bidrag, og at skattemyndighederne havde været berettiget til at opgøre den manglende indeholdte A-skat og AM-bidrag skønsmæssigt.

Endelig fandt retten, at det ikke var en sagsbehandlingsfejl, at Landsskatteretten undlod at efterkomme sagsøgerens anmodning om afholdelse af et retsmøde, og at Skatteankestyrelsen ikke indhentede historiske teleoplysninger.

Sagen angik, om appellanten havde godtgjort, at han var berettiget til en række tabsfradrag, og at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af hans personligt drevne virksomheds skattepligtige indkomst og momstilsvar i årene 2010 - 2012 af den grund skulle tilsidesættes som følge af, at skønnet var baseret på et forkert grundlag eller er åbenbart urimeligt. Derudover angik sagen, om SKAT havde begået en sagsbehandlingsfejl, der kunne medføre, at SKATs afgørelse for 2012 var ugyldig.

Landsretten fandt i lighed med byretten, at appellanten ikke havde godtgjort, at han var berettiget til tabsfradrag, eller at SKATs skønsmæssige ansættelser skulle tilsidesættes. Derudover fandt landsretten, at SKATs afgørelse for 2012 var gyldig. Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom.

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af indsætninger på hans private bankkonti. Under henvisning til at der i sagen var tale om indsætninger af kontantbeløb på i alt 5,9 mio. kr., der ifølge skatteyderen stammede fra indtægter fra spilleautomater, fandt retten, at skatteyderen var underlagt en skærpet bevisbyrde. Retten fandt herefter, at skatteyderens forklaring ikke var understøttet af objektive beviser, og at skatteyderen derfor ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om midler, der allerede var beskattet eller ikke tilkom ham. Af de samme grunde fandt retten, at skatteyderen ikke opfyldte betingelserne for skattemæssigt fradrag. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.  

Sagen omhandlede en skatteyder, der drev en enkeltmandsvirksomhed, som ikke havde selvangivet virksomhedens overskud for indkomstårene 2013-2015. SKAT forhøjede derfor virksomhedens overskud skønsmæssigt. Skatteyderen anmodede i juli 2019 om genoptagelse af indkomstårene grundet særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Retten fandt, at det ikke var godtgjort, at SKATs skønsmæssige ansættelse af skatteyderens overskud af virksomheden i indkomståret 2012 skulle tilsidesættes. Ansættelsen var bl.a. fastsat på baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik og de oplysninger om skatteyderens og dennes ægtefælles økonomi, som forelå på SKAT for ansættelsestidspunktet. Retten fandt ikke, at der var grundlag for at kritisere anvendelsen af disse oplysninger. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at skatteyderens ægtefælle under genoptagelsessagen havde udarbejdet en opgørelse og et regnskab for 2012. 

Retten fandt endvidere, at det ikke var godtgjort, at skatteansættelserne for 2013 og 2014 - der var fastsat med udgangspunkt i skønnet for 2012 - skulle tilsidesættes, da skatteyderen ikke havde anfægtet skønnet for 2012.  

SKAT havde skønnet virksomhedens overskud for 2015 ud fra skatteyderens forskudsopgørelse. Retten fandt ikke, at skønnet kunne tilsidesættes, bl.a. da det ikke var godtgjort, at Skattestyrelsen blev gjort bekendt med, at virksomheden ophørte den 28. september 2015. 

Retten lagde endelig vægt på, at skatteyderens genoptagelsesanmodninger var støttet op på forhold, som skatteyderen hele tiden havde været bekendt med, og at han havde haft mulighed for at klage over SKATs oprindelige skatteansættelser. Retten fandt det derfor ikke godtgjort, at skatteyderen som følge af særlige omstændigheder ikke havde anmodet om genoptagelse af indkomstårene rettidigt. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen blev sambehandlet med sag BS-11669/2022-HRS, der omhandlede indkomståret 2012.

Retten fandt, at sagsøgeren skulle beskattes af overskud af uregistreret virksomhed, og da sagsøgeren havde været erhvervsdrivende, var ændringen rettidigt varslet efter den ordinære genoptagelsesfrist. Videre fandt retten, at sagsøgerens uregistrerede virksomhed skulle pålignes moms, og at sagsøgerens undladelse af at angive moms i hvert fald var groft uagtsomt, og skattemyndighederne var derfor berettiget til ekstraordinært at fastsætte afgiftstilsvaret. 

Endvidere fandt retten, at sagsøgeren havde haft et uforklaret, negativt privatforbrug, og at sagsøgerens indkomst derfor skulle forhøjes. I den forbindelse lagde retten vægt på, at sagsøgerens forklaringer ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger. 

Endelig fandt retten, at Landsskatterettens henvisning til den nugældende skattekontrollovs § 74, stk. 1, i stedet for den dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, udgjorde en konkret uvæsentlig fejl, og indsigelsen derfor - ligesom skatteyderens øvrige indsigelser - ikke kunne føre til, at afgørelsen skulle tilsidesættes helt eller delvis som ugyldig.  

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af en række indsætninger på hendes bankkonto i indkomstårene 2017 og 2018.

Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat og anførte, at det der var kommet frem for landsretten ikke kunne føre til et andet resultat. Byretten havde fundet, at skatteyderens forklaring om, at beløbene stammede fra tidligere hævninger, hendes samlevers betaling af regninger samt hendes søsters tilbagebetaling af et lån, var ikke støttet af vidneforklaringer eller af objektive kendsgerninger. 

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet. 

Sagerne handlede om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over to typer af koncerninterne transaktioner, foretaget mellem H1 A/S og en række koncernforbundne selskaber. Sagerne handlede også om, hvorvidt skattemyndighedernes skøn i bekræftende fald kunne tilsidesættes. 

De to typer kontrollerede transaktioner var medarbejderudlån (IAA) og royaltybetalinger for adgang til- og brug af immaterielle aktiver. 

Medarbejderudlånene (IAA) var midlertidige koncerninterne udlån af "ledige" medarbejdere, der ikke var i færd med- eller skulle til at løse konkrete arbejdsopgaver for det driftsselskab, hvori de var ansat. Der var i vidt omfang tale om grænseoverskridende medarbejderudlån. Ved medarbejderudlånene leverede det lånene driftsselskab en konsulentydelse til en kunde, og det var også det lånene driftsselskab, der bar den forretningsmæssige risiko. 

I TP-dokumentation var anført, at det udlånende driftsselskab ikke leverede en konsulentydelse, og at indtjeningen på en konsulentydelse derfor var for høj i forhold til de funktioner og risici, det udlånene selskab påtog sig ved det interne udlån af medarbejdere. Uanset dette havde H1 A/S ved værdiansættelsen af medarbejderudlånene sammenlignet udlånsydelsen med ydelser fra andre konsulentvirksomheder. Det var også oplyst i TP-dokumentationen, at der ved værdiansættelsen var taget udgangspunkt i regnskabsdata fra de 16 driftsselskaber i H1-koncernen, der stod for hovedparten af indtægterne vedrørende koncerninterne medarbejderudlån. Da det efter det oplyste ikke havde været muligt at isolere de konkrete omkostninger og indtægter forbundet med medarbejderudlånene, skete værdiansættelsen på grundlag af selskabernes samlede resultatopgørelser.  

Royaltybetalingerne vedrørte H1 A/S’ brug af koncernens immaterielle aktiver, der efter det oplyste var ejet af et Y1-land driftsselskab, G1-virksomhed. I sagen var det oplyst, at H1-koncernens driftsselskabers immaterielle aktiver og fremtidige udvikling og forbedringer af samme var overdraget til G1-virksomhed, og de øvrige driftsselskabers adgang til brug af koncernens immaterielle aktiver var reguleret i licensaftaler indgået mellem G1-virksomhed og driftsselskaberne. 

Det Y1-lande selskab G1-virksomhed havde 9-11 ansatte, der primært havde administrative og koordinerende funktioner, og de leverede ikke unikke bidrag til udviklingen af de immaterielle aktiver. Der var mellem parterne enighed om, at udviklingen af de immaterielle aktiver skete i koncernens driftsselskaber, ligesom der var enighed om, at H1 A/S i lighed med de øvrige driftsselskaber i koncernen besad lokale immaterielle aktiver, bl.a. i form af kunderelationer, en højt specialiseret arbejdsstyrke og goodwill, hvilket havde betydning for selskabets resultater. 

Om royaltybetalingerne fremgik det af TP-dokumentationen, at værdiansættelsen blev foretaget ud fra en residual profit split-metode, og at det var G1-virksomheder som ejer af alle økonomiske rettigheder til koncernen immaterielle rettigheder - skulle modtage hele residualprofitten, mens H1 A/S alene skulle modtage en rutineaflønning.  

Landsretten fandt, at TP-dokumentationen for medarbejderudlånene (IAA) var behæftet med mangler, herunder bl.a. at den ikke indeholdt en sammenlignelighedsanalyse, der redegjorde for, hvorledes de justerede regnskabstal for de udvalgte sammenlignelige konsulentvirksomheder skulle vise markedsprisen for det interne medarbejderudlån. Landsretten fandt, at TP-dokumentationen var mangelfuld i et sådant omfang, at den måtte sidestilles med manglende dokumentation. SKAT havde derfor været berettiget til at ansætte H1 A/S’ skattepligtige indkomst skønsmæssigt i de omhandlede indkomstår.  

For så vidt angår royaltybetalingerne fandt landsretten det godtgjort, at H1 A/S ved den koncerninterne betaling af royalty ikke havde handlet i overensstemmelse med, hvad uafhængige parter ville have accepteret (armslængdeprincippet). Landsretten lagde ved vurderingen bl.a. vægt på, at det ikke var godtgjort, at de 9-11 ansatte i G1-virksomhed havde den fornødne funktionelle og kompetencemæssige kapacitet til at træffe nævneværdige beslutninger vedrørende udviklingsarbejdet i koncernen, hvorfor det ikke var i overensstemmelse med armslængdeprincippet, at G1-virksomhed skulle modtage hele residualprofitten efter residual profit split-metoden. SKAT var derfor berettiget til at ansætte H1 A/S’ fradrag for royaltybetalinger skønsmæssigt.  

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn (hverken for medarbejderudlånet eller for royaltybetalingerne), idet H1 A/S ikke havde godtgjort, at skønnet var udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag eller at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat. 

Sagen angik, om sagsøgeren opfyldte betingelserne fra købsmomsfradrag og skattemæssigt fradrag for fakturaer udstedt af tre hævdede underleverandører, jf. momslovens § 37, stk. 1, og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at der forelå realitet bag fakturaerne fra de hævdede underleverandører. 

Retten lagde vægt på, at det ikke var muligt at få bekræftet sagsøgerens samarbejde med de tre hævdede underleverandører, idet der på trods af oplysninger om længerevarende samarbejder ikke forelå fyldestgørende skriftlig korrespondance mellem parterne. Vidneforklaringen fra sagsøgerens kunde kunne ikke ændre herved. Endvidere konstaterede retten, at fakturaerne ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsen, ligesom ansættelsesforholdene ikke var dokumenterede. Vidneforklaringen fra en person, der hævdede at have været ansat hos en af underleverandørerne, kunne ikke ændre herved.  

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Som led i et fremtidigt generationsskifte ønskedes en opsplitning af koncernen, således at koncernen fremadrettet skulle komme til at bestå af en driftsaktiv del og en passiv udlejningsdel. I den forbindelse var der anmodet om bindende svar på, om to konkrete udlejningsejendomme og en byggegrund kunne anses for driftsaktiver i relation til aktieavancebeskatningslovens § 34. Skattestyrelsen havde besvaret dette spørgsmål benægtende.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, idet det ikke fandtes godtgjort, at de omhandlede ejendomme skulle indgå i aktiv virksomhed og dermed udgøre en undtagelse til hovedreglen om, at fast ejendom måtte anses for passiv kapitalanbringelse.

Sagen drejede sig om en skatteyder, hvis skattepligtige indkomst for 2014-2019 var blevet forhøjet skønsmæssigt af skattemyndighederne, idet skattemyndighederne fandt det dokumenteret, at skatteyderen havde arbejdet et væsentligt antal timer i en vikarvirksomhed i løbet af den seksårige periode og modtaget vederlag herfor. 

Retten konstaterede indledningsvist, at skatteyderen efter de foreliggende oplysninger havde arbejdet for vikarvirksomheden i alle indkomstårene. Retten lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne i de filer (excel-ark og timesedler), som skattemyndighederne havde modtaget af politiet, og at det ikke var dokumenteret, at skatteyderen havde været aktivt jobsøgende i de relevante indkomstår. 

Retten fandt herefter, at skatteyderen ikke havde bevist, at han ikke havde modtaget løn eller andet vederlag fra vikarvirksomheden for sit udførte arbejde i perioden 2014-2019. Retten konstaterede indledningsvist, at det havde formodningen imod sig, at skatteyderen ikke havde modtaget løn for sit arbejde i vikarvirksomheden. Retten lagde herefter vægt på, at excel-arkene udgjorde et lønregnskab, og at vikarvirksomheden på et tidspunkt skyldte skatteyderen penge. Retten lagde herudover vægt på, at skatteyderens fremlagte praktikperioder ikke stemte overens med de faktiske oplysninger i sagen, og at hans forklaring om, at han arbejdede for ikke at miste retten til kontanthjælp, ikke var sandsynlig.

Retten fandt herudover, at skattemyndighederne var berettigede til at genoptage indkomstårene 2014 til og med 2018 ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen måtte have indset, at lønindkomsten skulle være oplyst til skattemyndighederne som skattepligtig indkomst.   

Om hjemvisningsspørgsmålet fandt retten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes opgørelse, og at der ikke forelå begrundelsesmangler i de administrative afgørelser.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde været berettiget til at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 2016 ekstraordinært i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, herunder om Skattestyrelsen havde været berettiget til alene at genoptage forhold, der medførte en forhøjelse af selskabets skatteansættelse. Landsskatteretten udtalte, at vurderingen af, om selskabet havde handlet groft uagtsomt, skulle foretages på selvangivelsestidspunktet, og at det derfor var uden betydning for vurderingen, at selskabet i forbindelse med den efterfølgende kontrol havde samarbejdet for at opgøre skatteansættelsen korrekt. Selskabets aktivitet bestod i at forestå etablering, drift og afvikling af investeringer i private equity samt virksomhed, der stod i forbindelse hermed. Selskabet burde derfor have vidst, at der kunne være skattepligtige indkomster fra investeringerne og havde pligt til at undersøge dette. Selskabet havde desuden investeret gennem transparente enheder og havde derfor investeret direkte i de underliggende aktiver. Landsskatteretten anså det for groft uagtsomt, at selskabet ikke havde undersøgt, hvilke aktiver det havde investeret i igennem de skattemæssigt transparente kapitalfonde. Det var derfor med rette, at Skattestyrelsen havde genoptaget selskabets skatteansættelse for indkomståret 2016. Det fulgte af praksis, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, alene fandt anvendelse ved forhøjelser. Når der derfor skete ekstraordinær genoptagelse i henhold til en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, kunne skatteansættelsen kun ændres angående det spørgsmål, der havde været årsag til genoptagelsen. Den ekstraordinære genoptagelse åbnede således ikke mulighed for andre ændringer i ansættelsen, medmindre de også kunne begrundes i de ekstraordinære fristregler. Landsskatteretten fandt, at de underliggende investeringer udgjorde separate skatteforhold, hvorfor det skulle vurderes for hver af de underliggende investeringer, om der kunne ske genoptagelse. Det forhold, at der var investeret gennem en skattemæssigt transparent kapitalfond, kunne ikke føre til, at de underliggende skatteforhold skulle ses under ét. Da fondene var transparente, blev selskabet beskattet direkte af indtægter fra de underliggende investeringer, og det skulle derfor også vurderes for hvert enkelt af de underliggende skatteforhold, om der var handlet groft uagtsomt. I overensstemmelse hermed kunne der derfor også kun ske genoptagelse vedrørende de enkelte, underliggende skatteforhold, som førte til en forhøjelse af ansættelsen. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik et bindende svar, hvor Skatterådet ikke kunne bekræfte, at et tysk selskab efter ændring af aktiviteten i et dansk datterselskab ikke ville etablere et fast driftssted i Danmark. Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at det tyske selskab ikke ville etablere fast driftssted i Danmark efter agentreglen i henhold til artikel 5, stk. 5, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Landsskatteretten lagde vægt på, at det danske datterselskab hverken havde en formel eller reel fuldmagt til at indgå kontrakter, der var bindende for det tyske selskab. Således som spørgsmålet om bindende svar var oplyst, kunne det efter Landsskatterettens opfattelse ikke udelukkes, at det tyske selskab besluttede ikke at godkende en kundekontrakt, som var forhandlet af det danske datterselskab, henset til at de væsentligste vilkår i kontrakten ikke på forhånd var fastlagt af det tyske selskab. Det forhold, at det danske datterselskab optog ordrer fra kunderne, kunne ikke føre til et andet resultat. De ordrer, som kunderne afgav til det danske datterselskab, var ifølge det oplyste baseret på vilkårene i de af det tyske selskab godkendte kontrakter. Det danske datterselskab kunne derfor ikke anses for at besidde en aktuel fuldmagt til at indgå bindende kontrakter på baggrund heraf. Landsskatteretten ændrede derfor Skatterådets besvarelse af det bindende svar til et "Ja".

Landsskatteretten havde forhøjet et dødsbos skattepligtige aktieavance ved dødsboets afståelse af anparter i sit ejendomsselskab, idet der ved opgørelsen af den skattemæssige anskaffelsessum for anparterne ikke kunne tillægges et beløb på 17 mio. kr., som var inddraget med henvisning til en gældskonvertering. 

Retten konstaterede først, at dødsboet havde en fordring på ca. 13,7 mio. kr. i sit eget selskab "debitorselskabet", og at et andet koncernselskab også havde en fordring på debitorselskabet på 3,8 mio. kr. Retten udtalte, at et eventuelt tab på disse fordringer ikke ville kunne fradrages. 

Retten konstaterede herefter, at boets og koncernselskabets fordringer var indgået i en kapitalforhøjelse i form af en gældskonvertering på 17 mio. kr. i ejendomsselskabet, som debitorselskabet forinden ved en lodret fusion - med tilbagevirkende kraft - var blevet fusioneret med. Videre konstaterede retten, at ejendomsselskabet efterfølgende blev solgt til arvingerne i boet, og at boet i den forbindelse angav et skattemæssigt tab på unoterede anparter på ca. 14,5 mio. kr., samt at tabet fremkom ved, at anskaffelsessummen for anparterne erhvervet ved gældskonverteringen på 17 mio. kr. blev lagt til den skattemæssige anskaffelsessum for anparterne. 

Retten fandt af de grunde som Landsskatteretten havde anført, at koncernselskabets fordring på ca. 3,8 mio. kr. ikke kunne anses for overført til boet på tidspunktet for kapitalforhøjelsen i ejendomsselskabet. 

Retten konstaterede herefter, at hvis boets fordring på debitorselskabet var blevet nedbragt eller indfriet i forbindelse med et kapitalindskud til debitorselskabet, var anskaffelsessummen for de erhvervede anparter blevet nedsat efter kursværdien. 

Retten fandt endvidere, at boets salg af anparterne i debitorselskabet til ejendomsselskabet ikke var i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Retten udtalte herefter, at når dette blev sammenholdt med boets efterfølgende dispositioner, var der skabt en formodning for, at dette var sket - også - med henblik på at gøre et ikke fradragsberettiget tab på en fordring til et tab på unoterede anparter.

Under disse omstændigheder var det boets bevisbyrde, at dispositionerne ikke også var sket med henblik på at opnå en skattemæssig fordel (omgåelse), herunder at det var boets bevisbyrde, at der ikke var et truende tab på boets og koncernselskabets fordringer på debitorselskabet på tidspunktet for boets salg af debitorselskabet til ejendomsselskabet og tidspunktet for kapitalforhøjelsen i debitorselskabet dagen inden salget. 

Efter en samlet vurdering fandt retten, at boet ikke havde løftet bevisbyrden for, at boets fordring (og koncernselskabet fordring) repræsenterede en reel værdi. Retten tiltrådte herefter Landsskatterettens afgørelse, hvorefter der ikke var grundlag for at nedsætte boets avance på anparterne med ca. 13,2 mio. kr. 

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for hjorte for indkomståret 2023

Skattestyrelsen havde slettet lønindberetninger vedrørende klageren på 350.000 kr. og heri indeholdt A-skat, 119.140 kr., og AM-bidrag, 28.000 kr. Endvidere havde Skattestyrelsen forhøjet klagerens indkomst med nettobeløbet på 202.860 kr. og nægtet fradrag heri med 171.769 kr., som politiet havde beslaglagt.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at der var realitet i det ansættelsesforhold, hvorfra beløbet var udbetalt. Det var derfor berettiget, at Skattestyrelsen havde slettet lønindberetningen og heri indeholdt A-skat og AM-bidrag. Da politiets beslaglæggelse af de 171.769 kr. alene var midlertidig og ikke var fulgt op af endelig dom om konfiskation, var det endvidere berettiget, at Skattestyrelsen havde nægtet fradrag for beløbet.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten var enig med Skattestyrelsen i, at klageren i indkomståret 2015 havde oppebåret en kursgevinst på 4.178.481 kr., der var skattepligtig efter kursgevinstlovens § 23, 1. pkt.

Efter en samlet bedømmelse fandt Landsskatteretten, at et revisionsfirma på klagerens vegne forsætligt eller i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget klagerens skatteansættelse for indkomståret 2015 på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Ligeledes efter en samlet bedømmelse fandt Landsskatteretten, at klageren ved ikke at have selvangivet kursgevinsten i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget skatteansættelsen for indkomståret 2015 på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.  

Herefter, da Skattestyrelsen havde varslet og foretaget ansættelsen rettidigt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og da Skattestyrelsens afgørelse opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.