Sagen drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, da de traf afgørelse om forhøjelse af gaveafgiften vedrørende en gave, som A gav til sin søn B. Spørgsmålet i sagen var nærmere, i hvilken periode 6 måneders fristen var suspenderet. 

Den ændrede værdiansættelsen var ikke bestridt under retssagen. 

Gaven bestod i overdragelse af unoterede anpart i As holdingselskab. Kort efter gaveoverdragelsen blev holdingselskabets datterselskab solgt til en tredjemand. Skattestyrelsen vurderede derfor, at oplysninger om prisen for overdragelsen af datterselskabet, var nødvendige for at vurdere holdingselskabets værdi og dermed gavens værdi. 

Retten fandt, at fristen var suspenderet fra skattemyndighedernes første materialeindkaldelse den 28. januar 2019, hvor der blev efterspurgt nærmere oplysningerne om bl.a. prisen for datterselskabet og indtil den 4. juli 2019, hvor skatteyderen indsendte overdragelsesaftalen for salget af datterselskabet. Fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, var derfor overholdt og afgørelserne om afgiftsforhøjelsen over for A og B var dermed gyldige. 

Retten bemærkede, at A og B ikke havde redegjort for, hvorfor overdragelsesaftalen ikke blev sendt til skattemyndighederne før den 4. juli 2019.

For Landsskatteretten var det ubestridt, at klageren i henhold til ligningslovens § 9 C havde selvangivet fradrag for dobbelt befordring pr. arbejdsdag for indkomstårene 2012 til 2020. Spørgsmålet i sagen var herefter, om Skattestyrelsen havde været berettiget til at foretage skatteansættelserne ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsskatteretten anførte, at klageren havde handlet forsætligt eller i hvert fald groft uagtsomt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ved at have selvangivet befordringsfradrag, som han ikke var berettiget til. Endvidere fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen havde overholdt varslings- og ansættelsesfristerne i § 27, stk. 2.

Herefter, da Skattestyrelsen havde overholdt officialprincippet, og da skattekravene ikke var forældede, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

T var tiltalt for svig med tobaksafgift af særlig grov karakter, ved i perioden mellem den 30. november 2020 og den 2. marts 2021 på en adresse med forsæt til at undgå betaling af tobaksafgifter, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med 12 navngivne andre samt en for T ukendt person, hvis sager blev behandlet særskilt, at have deltaget i fremstilling af ikke under 41.040.000 cigaretter, på en professionelt indrettet cigaretfabrik, der ikke var autoriseret som oplagshaver hos myndighederne, hvorved T deltog i undladelse af at opgøre og betale tobaksafgifter, alt hvorved statskassen blev unddraget ikke under 71.323.416 kr. i afgifter.

T erkendte sig uden forbehold skyldig og forklarede i retten om sin deltagelse i cigaretproduktionen på ejendommen.

Byretten fandt tilståelsen støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå. T fandtes derfor skyldig.

T idømtes 4 års fængsel. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på størrelsen af det unddragne beløb. Det blev i formildende retning taget i betragtning, at T ikke havde haft en ledende rolle i den organiserede kriminalitet, at han modtog løn for sit arbejde, og at han ikke herudover modtog del i udbyttet. Det blev i skærpende retning taget i betragtning, at T ad flere gange havde deltaget i produktionen af cigaretter, samt at hans rolle i produktionen havde været en nødvendig forudsætning for den organiserede kriminalitet med afgiftsunddragelse. T idømtes tillige en tillægsbøde på 71.323.416 kr. svarende til 1 x de unddragne tobaksafgifter, udvisning for bestandig samt konfiskation.

T ankede dommen med påstand om formildelse af straffen, afrunding af tillægsbøden og tidsbegrænsning af indrejseforbuddet. Anklagemyndigheden påstod skærpelse af frihedsstraffen.

Landsretten stadfæstede byretsdommen med den ændring, at tillægsbøden blev nedrundet til 71.000.000 kr. Desuden bestemte landsretten, at statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Sagen angik klage over bindende svar af 28. september 2021, hvori Skatterådet ikke kunne bekræfte, at en mor kunne sælge en ejendom til sin søn og svigerdatter til 2.400.000 kr., svarende til den offentlige vurdering i henhold til værdiansættelsescirkulæret, cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, punkt 6, uden at der skulle betales gaveafgift. Det bindende svar fra Skatterådet var afgivet under den forudsætning, at klageren i september 2019 opnåede et realkreditlån på 4 mio. kr. Denne forudsætning førte til en antagelse om, at realkreditinstituttet i forbindelse med overdragelsen måtte have vurderet ejendommens handelspris før renovering til mindst 5 mio. kr. Landsskatteretten fandt, at denne forudsætning, der måtte antages at have været af væsentlig betydning for Skatterådets afgørelse om, at der forelå særlige omstændigheder i relation til anvendelse af værdiansættelsescirkulæret ikke var korrekt, idet der var tale om kassekredit ydet af bank til dækning af løbende udgifter. Landsskatteretten hjemviste sagen til fornyet behandling hos Skatterådet til yderligere oplysning og afgørelse på det foreliggende grundlag.

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet et selskabs anmodning om genoptagelse og tilbagebetaling af moms, idet momsen blev anset for fuldt og endeligt overvæltet på selskabets kunde. Landsskatteretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at selskabet havde overvæltet momsen på sin kunde, og at en tilbagebetaling derfor som udgangspunkt ville medføre en ugrundet berigelse af selskabet. Der ville dog ikke foreligge en ugrundet berigelse af selskabet, såfremt selskabet i henhold til det oprindelige aftalegrundlag var forpligtet til at videreføre et tilbagebetalt beløb til kunden. Selskabet havde imidlertid ikke godtgjort, at selskabet på leveringstidspunktet var retligt forpligtet til at videreføre en tilbagebetalt moms til kunden, og som følge heraf måtte momsen anses for endeligt overvæltet på kunden. De af selskabet fremlagte salgs- og leveringsbetingelser og det forhold, at selskabet havde oplyst at ville viderebetale eventuelt tilbagebetalt moms til kunden, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Meddelelse om skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter mv., gældende for 2024

Sagsresume:

Sagen drejer sig om bedømmelse af om udviklet software og om der skulle rettes henvendelse til (red.institut.nr1.fjernet) eller (red.universitet.nr1.fjernet) i Y1-by med henblik på at bringe en egnet skønsmand i forslag.

Rekvirentens havde i forbindelse med den verserende klagesag ved Landsskatteretten og forud for anmodningen om isoleret bevisoptagelse, indhentet en ensidigt indhentet erklæring fra (red.universitet.nr1.fjernet) .

Byretten bestemte ved kendelse af 26. september 2023, at ud fra et kvalifikations- og uvildighedskriterium, at (red.institut.nr1.fjernet) var bedst egnet som forslagsstiller, til at bringe en egnet skønsmand i forslag.

Rekvirenten kærede byrettens kendelse om (red.institut.nr1.fjernet) som forslagsstiller til Y2-Landsret, med påstand om at (red.universitet.nr1.fjernet) i Y1-by skulle bringe en egnet skønsmand i forslag.

Skattestyrelsen påstod byrettens kendelse stadfæstet.

Rekvirenten har til støtte for påstanden navnlig anført, at byrettens kendelse fejlagtigt er baseret på en forudsætning om, at bilag 4 udgør en ensidigt indhentet erklæring, at kendelsen er uforenelig med retspraksis om valg af forslagsstiller, herunder kravene til indkæredes bevis for forslagsstillerens manglende uvildighed, og at kendelsen hviler på den præmis, at skønsmanden særligt skal udtale sig generelt om den udviklede software i forhold til allerede kendt viden og teknik på udviklingstidspunktet, men at kærendes spørgsmål snarere lægger op til, at skønsmanden skal foretage en branchespecifik bedømmelse af den udviklede software i overensstemmelse med offentliggjort praksis om ligningslovens § 8 B, stk. 1.

Skattestyrelsen har påstået afgørelsen stadfæstet og har til støtte herfor navnlig anført, at kendelsen er i overensstemmelse med retspraksis, herunder den vurdering der skal foretages af den af kærende udviklede software, at byretten har fundet (red.institut.nr1.fjernet)  bedst egnet ud fra et kvalifikations- og uvildighedskriterium, og at Skattestyrelsen ikke finder, at der er nogen grund til at gå på kompromis med disse kriterier, når der findes en mulighed for en forslagsstiller, som ingen af parterne ensidigt har henvendt sig til på forhånd og indhentet en erklæring fra, og som fuldt ud lever op til kriterierne.

Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.

Y2-Landsret afsagde den 26. oktober 2023 kendelse om stadfæstelse af byrettens kendelse, med følgende begrundelse:

Landsretten tiltræder efter en samlet vurdering af den pågældende organisations kvalifikationer i forhold til at foreslå en skønsmand med relevant faglig viden og indsigt samt af organisationens uvildighed, at der rettes henvendelse til (red.institut.nr1.fjernet) som anført. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse.

Klagen skyldtes, at Skatterådet i et bindende svar ikke kunne bekræfte, at spørgers bygning af et historisk skib var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7, og at leverancer dertil derfor ikke var momspligtige. Landsskatteretten udtalte, at momslovens § 34, stk. 1, nr. 7, i henhold til sin ordlyd omfattede eksisterende skibe, da der anvendtes ord som "ombygning", "reparation" og "vedligeholdelse", hvilket måtte forudsætte, at der var et eksisterende skib at udføre arbejdet på. Da der ifølge det oplyste var tale om bygning af et nyt skib, som skulle være en rekonstruktion af den oprindelige krydstoldjagt, som skulle bygges efter de oprindelige tegninger, og da det nye skib ikke indeholdt dele fra det oprindelige skib, som havde inspireret til byggeriet, da dette skib var sunket, uden at det havde været muligt at hæve skibet eller dele heraf, var der ikke tale om arbejder på et eksisterende skib. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar.

Spørger (selskabet A) leverer ydelser (ydelse A) til danske kunder (kunde A). Selskabet A er en del af en koncern, i hvilken selskabet B også indgår. De to selskaber har samme ultimative ejer, men udfører forskellige aktiviteter. Selskabet B leverer ydelser (ydelse B) til danske kunder (kunde B). Kunde B er forpligtede til at levere ydelse A til selskabet B.

Ydelse A anvendes af kunden til at forhandle og aftale omfanget af den indgåede aftale mellem kunden og selskabet B. Kunde A anvender også ydelse A til at træffe kommercielle beslutninger, herunder til at vurdere om der skal indgås en salgstransaktion med en potentiel kunde (C), til at vurdere og fastlægge relevante betalings- og forretningsvilkår i forhold for den potentielle kunde, samt til at vurdere om der skal indgås nye aftaler med den potentielle kunde. Også selskab B anvender ydelse A til at forhandle, evt. genforhandle, og aftale omfanget af den indgåede aftale mellem kunden og selskabet B.

Inden starten på en aftale mellem selskab B og kunde B har kunden mulighed for at fravælge ydelsesaftalen med selskabet A og vælge et andet alternativt produkt (dvs. vælge en anden leverandør af ydelse A).

Hvis forskellene i de kommercielle vilkår og dækning, herunder pris, i aftalen mellem selskab B og kunde B i forbindelse med alternative produkter alene skyldes, at selskabet A´s ydelse og ydelse A fra en tredjepart ganske vist er sammenlignelige, men ikke er identiske, og/eller de forøgede administrative omkostninger ved at behandle ydelse A fra en tredjepart, fandt Skatterådet, at det må anses for at være i overensstemmelse den forretningsmæssige og økonomiske virkelighed at anerkende, at Selskabet A’s ydelser bliver leveret til kunde A, og ikke til det koncernforbundne selskabet B.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for normaludgift pr. kostdag og værdi af forbrug af egne produkter for indkomståret 2024

Opgørelse af rentesats ifølge opkrævningslovens § 7, stk. 2, for 2024.

Sagen angik om en skatteyder var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand fra et advokatfirma i forbindelse med behandlingen af skatteyderens sag om kørselsgodtgørelse og befordringsfradrag i det skatteretlige system. 

Spørgsmålet var nærmere om skatteyderen hæftede for udgifterne til rådgiverbistand, hvilket er en betingelse for at opnå ret til omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Retten gennemgik i den forbindelse elementerne i aftalegrundlaget, og retten fandt, at den valgte aftalemodel medførte, at skatteyderen ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Sagen angik om en skatteyder var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand fra et advokatfirma i forbindelse med behandlingen af skatteyderens sag om kørselsgodtgørelse og befordringsfradrag i det skatteretlige system og senere ved domstolene. 

Spørgsmålet var nærmere om skatteyderen hæftede for udgifterne til rådgiverbistand, hvilket er en betingelse for at opnå ret til omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Retten gennemgik i den forbindelse elementerne i aftalegrundlaget, og retten fandt, at den valgte aftalemodel medførte, at skatteyderen ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Spørger var en serviceudbyder som bl.a. solgte teleydelser i form af en samlet løsning til virksomheder, foreninger eller privatpersoner, der ønskede at etablere eget teleselskab uden selv at have de tekniske kompetencer til at drive et teleselskab og levere telefoniydelser i eget navn.

Det bindende svar angik spørgsmålet om, hvorvidt et tilkøbsprodukt Customer Relation Management kunne anses for at være en biydelse til en teleydelse.

Skatterådet fandt, at tilkøbsproduktet Customer Relation Management, som indeholdt visse administrationsydelser, skulle anses for at være en selvstændig hovedydelse, der ikke var en teleydelse. Produktpakken var dermed ikke omfattet af den omvendte betalingspligt.

Spørger ejede 100 pct. af kapitalandelene i Selskabet. Spørger ønskede at overdrage 15 pct. af kapitalandelene til hver af sine tre mindreårige døtre. I forbindelse med overdragelsen ville hver af døtrene modtage en mindre gave, mens den resterende overdragelsessum skulle erlægges ved et rente- og afdragsfrit gældsbrev på non-recourse vilkår. Spørger ønskede bekræftet, at udbetaling af lånene til hans tre døtre ikke skulle anses for en skattepligtig gave for døtrene eller i øvrigt ville udløse beskatning for døtrene. Spørger ønskede herudover bekræftet, at der ikke indtrådte en skattepligtig kursgevinst for spørger, hvis lånene efterfølgende blev indfriet fuldt ud. Skatterådet fandt, at lånene, som følge af non-recourse vilkårene, var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, da lånet blev reguleret i henhold til værdien af de overdragne kapitalandele. Lånene skulle herefter skattemæssigt behandles som en finansiel kontrakt. Da spørgers mulighed for at kræve lånet indfriet fuldt ud var afhængig af værdien af de overdragne anparter, fandt Skatterådet ikke, at den særlige praksis for værdiansættelse af anfordringsgældsbreve fandt anvendelse. Gældsbrevene skulle derfor ansættes til markedsværdi, der forventedes at være under kurs pari.

Spørger ønskede bekræftet, at selskabet kunne få fradrag for endeligt underskud fra dets helejede datterselskab i Norge.

Skatterådet afviste at svare på spørgsmålet.

Besvarelsen af anmodningen om det bindende svar var afhængig af, om Spørger efter norsk ret havde fast driftssted i Norge. Der var ikke fremlagt oplysning herom.

Spørgers repræsentant oplyste under det personlige fremmøde i Skatterådet, at Skatterådet kunne lægge til grund som en forudsætning for det det bindende svar, at Spørger ikke havde fast driftssted i Norge.

Hvorvidt Spørger efter norsk ret havde fast driftssted i Norge skulle afgøres i henhold til artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Norge.

Skatterådet fandt på baggrund af de i anmodningen angivne oplysninger om de faktiske forhold ikke, at det uden videre kunne lægges til grund, at Spørger efter norsk ret ikke havde fast driftssted i Norge. Da besvarelsen af anmodningen om bindende svar som nævnt var afhængig af, om Spørger efter norsk ret havde fast driftssted i Norge, afviste Skatterådet at svare på det stillede spørgsmål, idet det ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2.

Da spørgsmål 1 blev "Afvist", bortfaldt spørgsmål 2 -5, som vedrørte betydningen af en række forudgående foretagne omstruktureringer og dispositioner.

Et selskab ønskede skatteansættelserne for indkomstårene 2012-14 genoptaget med henblik på ændring af den efter selskabsskattelovens § 11 B og § 11 C foretagne begrænsning af selskabets fradrag for renter (G28-virksomhedfinansieringsudgifter). 

Ud fra bl.a. selskabets årsrapporter og oplysningerne om selskabets ejendomme, lagde landsretten til grund, at selskabet siden stiftelsen og i hvert fald frem til skattesagens opståen har haft investering i og udlejning af fast ejendom som sin hovedaktivitet. Avancer ved selskabets salg af ejendomme var i overensstemmelse hermed i hele perioden konsekvent opgjort efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, og i samtlige selskabets årsrapporter var ejendommene endvidere medtaget under anlægsaktiver.

Selskabet havde siden stiftelsen købt et stort antal ejendomme og havde også i mindre omfang solgt ejendomme. Landsretten lagde til grund, at ejendomssalgene i den for skattesagen relevante periode helt overvejende havde haft karakter af porteføljepleje og dermed løbende tilpasning af selskabets ejendomsbeholdning som led i anlægsinvestering.

Selskabet kunne derfor ikke anses for næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom i indkomstårene 2012-2014.

Der forelå ikke afsmitning fra de øvrige selskaber i koncernen eller fra hovedanpartshaveren, der kunne føre til et andet resultat. 

Begrebet "vare" efter selskabsskattelovens § 11 B, stk. 4 og 5, omfattede alene næringsejendomme, hvorfor gælden i selskabets ejendomme ikke kunne anses for varegæld efter selskabsskattelovens § 11 B, stk. 4, nr. 1.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik, hvorvidt skatteyderens virksomhed skulle anses som erhvervsmæssig i skattemæssig henseende i indkomstårene 2013-2015. Sagen angik nærmere bestemt, om de samlede hesterelaterede aktiviteter i skatteyderens virksomhed var omfattet af den særlige praksis for deltidslandbrug, hvor rentabilitetskravet alene forudsætter, at virksomheden har udsigt til et resultat på 0 kr. eller derover efter driftsmæssige afskrivninger.

Skatteyderen drev i de omhandlede indkomstår et hestecenter med aktiviteter blandt andet i form af salg af heste, tilridning og klargøring samt afholdelse af kurser.

Retten fandt - med henvisning til praksis fra Højesteret, herunder blandt andet UfR 1978.614 H, sammenholdt med seneste administrative praksis, der ikke var indbragt for domstolene - at de samlede hesterelaterede aktiviteter i virksomheden, hvoraf en del udgjorde stutteridrift, skulle vurderes efter den lempelige praksis for deltidslandbrug.

Efter indholdet af en skønserklæring måtte skatteyderens virksomhed herefter anses for erhvervsmæssigt drevet, og skatteyderen var derfor berettiget til at fradrage driftsunderskud ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst samt at anvende virksomhedsordningen efter reglerne i virksomhedsskatteloven i de omhandlede indkomstår. 

En skatteyder led ubestridt af en kronisk sygdom i form af epilepsi, og spørgsmålet var derefter, om skatteyderen opfyldte betingelserne for det særlige fradrag til kronisk syge efter ligningslovens § 9 D i indkomstårene 2014-2019. Afgørende herfor var ifølge retten, om de særlige udgifter til transport til og fra arbejde, som skatteyderen havde haft, kunne anses for at være afholdt som følge af sygdommen. 

Retten udtalte, at bestemmelsen i ligningslovens § 9 D efter forarbejderne må forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen. Retten fastslog herefter, at den omstændighed, at skatteyderen havde afholdt særlige udgifter til transport til og fra arbejde, fordi det ikke har været muligt eller havde taget uforholdsmæssigt lang tid at komme til og fra arbejde med offentlig transport, ikke kunne tillægges vægt.

Efter bevisførelsen fandt retten dernæst, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at det som følge af skatteyderens sygdom var nødvendigt at afholde særlige udgifter i forbindelse med skatteyderens befordring til og fra arbejde, herunder særlige udgifter i forbindelse med at skatteyderens ægtefælle har kørt skatteyderens til og fra arbejde. En indhentet speciallægeerklæring, der støttede skatteyderen, kunne over for Retslægerådets udtalelser ikke føre til en anden vurdering.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.