Retten afviste skatteydernes begæring om edition i oplysninger vedrørende tredjemand. Retten fandt, at en række af de af editionsbegæringen omfattede oplysninger ikke kunne antages at have betydning for de kendsgerninger, som skatteyderne ønskede at belyse, og Skatteministeriet blev derfor ikke pålagt at fremlægge disse dokumenter. I relation til de øvrige oplysninger foretog retten en afvejning af skatteydernes interesse i fremlæggelse af dokumenterne over for tredjemands interesse i hemmeligholdelse af økonomiske og erhvervsmæssige forhold, sammenholdt med at beviset kunne søges ført på anden vis. Retten fandt herefter heller ikke grundlag for at pålægge Skatteministeriet at fremlægge disse dokumenter.

Et skatteankenævn havde afslået at genoptage sin tidligere afgørelse om, hvorvidt Skattestyrelsen med rette havde forhøjet sagsøgerens indkomst. Sagsøgeren indbragte derefter afslaget for domstolene.

Retten udtalte, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der forelå oplysninger, som ikke tidligere havde været fremme i sagen, og som kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen. Retten fandt herefter, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, derfor ikke var opfyldt.

Videre udtalte retten, at sagsøgeren var behørigt indkaldt til møde i Skatteankenævn Midtjylland den 14. december 2020. Retten fandt ikke, at ændringen af mødestedet fra Y1-by til Y2-by - som sagsøgeren var blevet oplyst om ved brev sendt til sagsøgerens e-Boks 11. december 2020 - medførte, at der forelå ganske særlige omstændigheder, der talte for genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3. Herefter udtalte retten, at der heller ikke efter de øvrige oplysninger i sagen forelå ganske særlige omstændigheder, der talte for genoptagelse.

På denne baggrund frifandt retten Skatteministeriet for den del af sagsøgerens påstand, der angik, at afgørelsen om forhøjelsen af sagsøgerens personlige indkomst skulle genoptages. 

Retten udtalte videre, at der i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 4, ikke er hjemmel til tilbagebetaling af et indbetalt klagegebyr, hvis en klager hverken få hel eller delvis medhold i sin anmodning, og at denne bestemmelse finder tilsvarende anvendelse i sager om genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 4. Retten konstaterede herefter, at skatteankenævnet ikke havde givet sagsøgeren medhold i, at ankenævnets afgørelse om forhøjelse af sagsøgerens personlige indkomst skulle genoptages.

På denne baggrund frifandt retten også Skatteministeriet for den del af sagsøgerens påstand, der angik at klagegebyret skulle tilbagebetales. 

T var tiltalt for overtrædelse af registreringsafgiftsloven ved i perioden 26.11.11-17.05.12 med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have ejet og anvendt en personbil importeret fra Tyskland til kørsel i Danmark uden at afgiftsberigtige bilen, idet bilen efter ankomst til Danmark fik indsvejset stelnummer samt påsat nummerplader med registreringsnummer, der hidrørte fra en anden skadet bil af samme mærke. T havde derved unddraget for 73.954 kr. i registreringsafgift. T var endvidere tiltalt for medvirken til falsk forklaring for retten ved at tilskynde et vidne til i strid med sandheden at forklare, at han førte T’s bil samt dokumentfalsk ved at identitetsændre bilen med henblik på at undgå at betale afgifter og ved at bruge falsk registreringsnummer og nummerplade ved kørsel på færdselslovens område. Endvidere var T tiltalt for at have indfundet sig med foldekniv i retten.

T forklarede at han ikke havde medvirket til falsk forklaring, idet vidnet lavede en løgnehistorie, i stedet for at holde sig til den første forklaring, der var sandheden. Det var vidnet, der havde kørt bilen. T havde bedt en mekaniker om at registrere en bil i sit navn, fordi den var for dyr for T i forsikring. De havde den som delebil. T erindrer ikke om, det oprindeligt var ham, der købte den. T har haft 80 biler siden. De kiggede længe efter en reservebil for at kunne reparere bilen - det var det billigste. Det var reservebilen de havde hentet i Tyskland. T havde ikke fået mekanikeren til at tage stelnummeret fra sin bil til den tyske reservebil. T vidste intet om det. Da T fik sin bil tilbage fra reparation kunne han ikke se, at det var en anden bil.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Byretten lagde til grund, at T ikke havde været i tvivl om, at den bil, han fik udleveret, var den bil han havde hentet i Tyskland, og som han har vidst ikke var afgiftsberigtiget. Udskæring af det stelnummer, som hører til bilen, og indsvejning af et nummer stammende fra en anden bil, er dokumentfalsk i straffelovens forstand. Formålet hermed var at skuffe i retsforhold. Udskiftningen var sket efter forudgående aftale mellem T og mekanikeren eller i hvert fald med T’s viden og accept. T idømtes 30 dages fængsel samt en tillægsbøde på 55.000 kr. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på den lange sagsbehandlingstid vedrørende medvirken til falsk forklaring.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Sagen angik, om der skulle betales fuld eller nedsat gaveafgift af værdien af et stuehus på en landbrugsejendom, der i 2018 blev gaveoverdraget til appellanten med succession efter kildeskattelovens § 33 C. Spørgsmålet var, om værdien af stuehuset, der var udlejet til beboelse, skulle medregnes ved opgørelsen af værdien af den overdragne landbrugsvirksomhed ved beregning af gaveafgiften. Det var en betingelse for at anvende den nedsatte afgiftssats, at stuehuset var en del af en virksomhed, der opfyldte betingelserne for at kunne overdrages med skattemæssig succession.

Højesteret udtalte, at udlejning af fast ejendom som udgangspunkt ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed ved skattemæssig succession. Der gælder dog en undtagelse for udlejning af fast ejendom, der benyttes til landbrug mv. Denne undtagelse giver en særlig adgang til at overdrage udlejede landbrugsejendomme mv. med skattemæssig succession.

Efter ordlyden af og forarbejderne til den dagældende bestemmelse i kildeskattelovens § 33 C, stk. 1, 6. pkt., anførte Højesteret, at det ikke er ved enhver udlejning af fast ejendom, der efter vurderingsloven er henført til kategorien landbrugsejendom, at der er adgang til overdragelse med skattemæssig succession.

I den konkrete sag var stuehuset på overdragelsestidspunktet udlejet til beboelse og blev ikke benyttet til landbrugsmæssige formål. Højesteret fastslog på den baggrund, at udlejningen af stuehuset ikke var en del af den overdragne landbrugsvirksomhed, og at udlejningen ikke kunne anses for erhvervsvirksomhed efter den særlige undtagelse vedrørende landbrugsejendomme.

Om betydningen af den såkaldte halvdelsregel i kildeskattelovens § 33 C, stk. 1, 4. pkt., bemærkede Højesteret, at der var adgang til skattemæssig succession med hensyn til stuehuset efter den såkaldte halvdelsregel, da mere end 50 % af den samlede ejendom blev anvendt erhvervsmæssigt i landbrugsvirksomheden på overdragelsestidspunktet.

Højesteret anførte videre, at der efter boafgiftslovens § 23 a skal betales nedsat gaveafgift af "værdien af… virksomheder", og at det i overensstemmelse hermed fremgår af bestemmelsens forarbejder, at det alene er den erhvervsmæssigt anvendte del af et aktiv, der medregnes til virksomheden ved afgiftsberegningen, og dette også gælder for ejendomme, uanset at hele ejendommen kan overdrages med succession efter halvdelsreglen. 

Det forhold, at stuehuset kunne overdrages med succession i medfør af halvdelsreglen, førte således ikke til, at værdien af stuehuset kunne medregnes til virksomheden ved afgiftsberegningen efter boafgiftslovens § 23 a.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet.

Sagen handlede om opgørelsen af den afskrivningsberettigede skattemæssige anskaffelsessum for et vindmølleanlæg. Tvisten angik, om et vederlag til projektudbyderen - bortset fra et mindre, skønsmæssigt ansat beløb, der var uomtvistet - kunne indgå i anskaffelsessummen ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget eller var etableringsudgifter. 

Der var ikke holdepunkter for at anlægge en anden vurdering for et investeringsprojekt som det, sagen angik, end hvad der fulgte af Højesterets praksis om den tilsvarende problemstilling vedrørende opgørelsen af den afskrivningsberettigede skattemæssige anskaffelsessum for fast ejendom, hvor der efter reglerne i afskrivningsloven ikke kan medregnes udgifter til den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af et investeringsprojekt, da disse i stedet må anses som etableringsudgifter, der ikke kan medregnes i anskaffelsessummen. 

Det var desuden den skattepligtige, der havde bevisbyrden for, at - og hvor stor en del af - udgiften til projektudbyderen, der kunne medregnes som en del af anskaffelsessummen.

Efter en samlet vurdering af bevisførelsen var det ikke godtgjort, at der var grundlag for at antage, at den bistand, som vederlaget til projektudbyderen angik, havde tilført vindmøllerne en højere værdi ud over den andel, der var uomtvistet. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn over, hvor stor en andel af vederlaget til projektudbyderen, der kunne medregnes i den afskrivningsberettigede skattemæssige anskaffelsessum. 

Retten tog herefter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Spørger ejer i lige sameje et I/S med hans ægtefælle. Spørger påtænker at overføre en beholdning af NFT’er, som ejes af Spørger personligt, til I/S’et. Spørger ønsker i den forbindelse at få besvaret, hvilke værdiansættelsesprincipper, der skal ligge til grund for overdragelsen.

Skatterådet fandt, at ved overdragelse af NFT’er til det fællesejede interessentskab, overdrager Spørger reelt halvdelen af NFT’erne til sin ægtefælle, mens den anden halvdel, som følge af transparensprincippet fortsat er i behold hos Spørger. Således fandt Skatterådet, at der på grund af den tvungne succession ved overdragelse mellem ægtefæller og princippet om skatteretlig transparens, at der ikke skal ske en værdiansættelse af de overdragne aktiver.

Spørger handler med NFT’er. I den forbindelse oplever Spørger ofte såkaldte "rug pulls" (snyderi). Spørger ønsker at få besvaret om det tab, som han lider ved rug pulls, er fradragsberettiget/ at anskaffelsessummen kan ansættes til 0 kr.

Skatterådet fandt, at NFT’erne er erhvervet i spekulationshensigt. Tab og gevinst skal derfor medregnes til indkomstopgørelsen efter reglerne i statsskatteloven. Fradragsret efter statsskatteloven for aktiver erhvervet i spekulationshensigt forudsætter, at der reelt er gennemført et salg, det vil sige en afståelse af aktivet. Skatterådet fandt, at der som følge af et rug pull ikke sker et salg. Således var det Skatterådets opfattelse, at der ikke er fradrag efter statsskatteloven ved et rug pull. Det er således ikke aktuelt at værdiansætte NFT’en til 0 kr.

A planlagde et generationsskifte af sin virksomhed til sine to børn. Det ønskedes i den forbindelse bekræftet, at tilgodehavendet fra salg og tjenesteydelser i H1 A/S ikke skulle medregnes som passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. H1 A/S’ hovedaktivitet var køb og salg af brugte biler. I tilfælde af salg, hvor køber ikke kunne opnå ekstern finansiering, tilbød selskabet i nogen tilfælde at sælge på kredit. Finansieringen blev tilbudt på låneaftaler med en løbetid på 5 år. I gennemsnit var tilgodehavendet dog indfriet i løbet af 12-18 måneder. Der blev taget ejendomsforbehold i de biler, som blev solgt på kredit. Skatterådet kunne bekræfte, at tilgodehavendet fra salg og tjenesteydelser i H1 A/S ikke skulle medregnes som passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6, ved en overdragelse af A’s anparter i H3 Holding ApS. Skatterådet havde ved afgørelsen særligt henset til, at det var en traditionel del af brugtvognsmarkedet, at bilforhandlere tilbød finansiering til sine kunder, at de pågældende tilgodehavender typisk blev indfriet indenfor en periode på 12-18 måneder, at finansieringen alene blev tilbudt i de tilfælde, hvor anden finansiering ikke kunne opnås, samt at finansieringsmuligheden var nødvendig for, at virksomheden kunne sælge de pågældende biler.

Spørgsmålet i sagen var, om en forening i indkomstårene 2008-2018 havde fradragsret efter ligningslovens § 8 N, stk. 1, for lønudgifter m.v., der medgik til opfyldelse af det vedtægtsmæssige formål om at uddele af foreningens formue - uddelingsaktiviteter. Foreningen havde for indkomstårene 2015-2018 nedlagt subsidiær påstand om fradrag for udgifterne i medfør af det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde og foreninger. 

Landsrettens flertal fandt, at med den anførte angivelse i lovmotiverne af, hvad der i ligningslovens § 8 N, skulle forstås ved erhvervsmæssige lønudgifter, sammenholdt med det i øvrigt anførte i lovmotiverne, havde foreningen fradragsret for de omhandlede lønudgifter m.v. i medfør af ligningslovens § 8 N. 

Landsrettens mindretal fandt, at der hverken i medfør af ligningslovens § 8 N eller det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde og foreninger var fradragsret for de omhandlede lønudgifter m.v.

Skatterådet har på mødet den 21. november 2023 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 59 gives tilladelse til at indhente oplysninger om et pengeinstituts udbetaling af kompensationer til ikke-identificerede fysiske personer.

Spørger 1, der var et skattefritaget varmeværk efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, og Spørger 2, der var skattepligtig i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2e, påtænkte at sammenlægge deres aktiviteter. Da selskaberne var underlagt forskellige skattepligtsbestemmelser, blev det påtænkt, at sammenlægningen af de to selskaber skulle gennemføres ved en nærmere beskrevet model, der bestod af tre trin. Selskaberne ønskede klarhed over de skattemæssige konsekvenser af at anvende den påtænkte model.

Skatterådet bekræftede, at sammenlægningen kunne ske, uden at der derved blev udløst skattebetalinger ved Spørger 1 som det modtagende selskab. Skatterådet bekræftede desuden, at sammenlægningen ikke havde nogen skattemæssige konsekvenser for de nuværende andelshavere i Spørger 1 og Spørger 2.

Spørger (Kreditor) havde indgået en gruppeforsikring med Forsikringsselskabet, hvor Kreditor tilbød sine låntagere (de forsikrede kunder) dækning af deres løbende ydelse på deres lån i tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden, fx ufrivillig arbejdsløshed. Forsikringsselskabet betalte låneydelsen direkte til Kreditor. Kunden havde ved oprettelse af kreditorforsikringen ikke fradragsret for renteudgifter betalt via forsikringsydelserne, jf. ligningslovens § 5, idet der ikke forelå en retlig bindende forpligtelse for kunden til at betale renterne i ledighedsperioden m.v. Skatterådet bekræftede, at beløb tilbagebetalt til kunden, som følge af deres fejlagtige indbetaling af låneydelse, skulle anses som skattefri for kunderne. 

Sagen angår ansættelsen af grundværdien pr. 1. oktober 2017 af en større ejendom, der var udlagt til tæt-lav bebyggelse. 

Vurderingsankenævnet havde ansat grundværdien til 17.314.400 kr. efter prisforholdene pr. 1. oktober 2012. Ved et under sagen foretaget syn og skøn blev grundværdien ansat til 10.250.000 kr. pr. 1. oktober 2012.

Grundlaget for skønsmandens vurdering hvilede efter det af skønsmanden anførte på ganske få ejendomshandler i området i den relevante periode. 

Retten henviste hertil og fandt, at det ikke var godtgjort, at myndighedernes skøn kunne til tilsidesættes.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen drejede sig materielt om, hvorvidt sagsøgerens gæld til det offentlige i indkomståret 2006 var retskraftig med den eventuelle konsekvens, at en foretagen lønindeholdelse ikke skulle være sket.

Retten afviste imidlertid sagen med henvisning til, at sagsøgerens påstande ikke var præcise eller i øvrigt egnede sig til at indgå i en domskonklusion.

Skatterådet fandt, at et kakaoprodukt til opløsning i mælk ikke var omfattet af afgiftsfritagelsen for kakaopulver. Skatterådet fandt, at Den juridiske vejledning indeholdt en beskrivelse af fritagelsen for kakaopulver til fremstilling af kakaodrik, som var klart i uoverensstemmelse med chokoladeafgiftslovens ordlyd og forarbejder. Der kunne derfor ikke støttes ret på Den juridiske vejledning for så vidt angik en vare, der ikke var et pulver. Skatterådet fandt dermed, at betingelserne for afgiftsfritagelse i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 2, ikke var opfyldt. Der skulle derfor betales afgift efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Som følge heraf tog retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Spørger havde bevaret rådigheden over helårsbolig i Danmark, efter han fik en bolig til rådighed i Storbritannien i september 2023. Spørger havde således bopæl i Danmark også efter september 2023, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Da spørger ikke havde opgivet sin bopæl her i landet, kunne den fulde skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, således ikke anses for ophørt. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at spørger fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark efter den 4. september 2023, hvor han fik arbejde og bolig i Storbritannien, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

På baggrund af en helhedsvurdering af Spørgers personlige og økonomiske interesser fandt Skatterådet, at det ikke var muligt at finde Spørgers midtpunkt for livsinteresser, jf. den dansk-britiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a). Spørger ville fremadrettet løbende opholde sig hyppigere i Storbritannien end i Danmark (125 dage mere i Storbritannien end i Danmark årligt). Skatterådet fandt på denne baggrund, at Spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Storbritannien, da det var i denne stat, hvor han fremadrettet sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold. Skatterådet kunne således bekræfte, at Spørger efter flytningen ville blive anset som hjemmehørende i Storbritannien efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien artikel 4 i forbindelse med flytningen til Storbritannien 4. september 2023.

Spørger var flyttet til Storbritannien den 4. september 2023. De nævnte anparter var overdraget til Spørgers ægtefælle den 1. september 2023, dvs. forinden Spørgers afrejse til Storbritannien og på et tidspunkt, hvor samlivet havde bestået i skattemæssig henseende. Skatterådet kunne dermed bekræfte, at overdragelsen af anparter i H1 ApS til ægtefællen, før Spørger udrejste til Storbritannien, ville være omfattet af reglerne i kildeskattelovens § 26 B, så der ikke udløstes avancebeskatning efter aktieavancebeskatningsloven i denne forbindelse.

Forsikringskoncernen var blevet opmærksom på, at rentefradragsbegrænsningsreglerne i selskabsskattelovens § 11 B kunne blive relevante for koncernen som følge af markedssituationen. Koncernen stillede derfor en række spørgsmål om fortolkningen af rentefradragsbegrænsningsreglerne i selskabsskattelovens § 11 B.

Skatterådet bekræftede, at Spørger som skadesforsikringsselskab var omfattet af anvendelsesområdet for selskabsskattelovens § 11 B. Skatterådet bekræftede videre, at en række nærmere beskrevne finansielle kontrakter m.v. tjente til at sikre driftsindtægter og driftsudgifter, jf. selskabsskattelovens § 11 B, stk. 4, nr. 3, 5. pkt., så gevinst og tab på disse kontrakter m.v. ikke skulle medregnes ved opgørelsen af nettofinansieringsudgifterne. Skatterådet kunne imod Spørgers ønske ikke bekræfte, at nogle beskrevne obligationer ikke skulle medregnes ved opgørelsen af nettofinansieringsudgifterne. Obligationer ansås ikke for omfattet af selskabsskattelovens § 11 B, stk. 4, nr. 3., 5. pkt., der omfatter "gevinst og tab på kontrakter (terminskontrakter m.v.)", der tjener til at sikre driftsindtægter og driftsudgifter.

Skatterådet bekræftede herudover, at valutakursreguleringer på hybride lån ikke skulle indgå i opgørelsen af nettofinansieringsudgifterne, og at den hybride kernekapital hørte til anlægsformuen, således at formueforøgelser eller -fald i form af eventuelle valutakursgevinster eller -tab ved hel eller delvis indfrielse af obligationerne skulle være indkomstopgørelsen uvedkommende.

Spørger ønskede at få bekræftet, at et holdingselskabs aktiebeholdning, hvor ejerandelen udgjorde under 25 pct., ikke skulle betragtes som passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34.

Værdipapirer, herunder aktier, er udtrykkeligt nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, som eksempel på aktiver, der som udgangspunkt anses for en passiv kapitalanbringelse. Herudover fremgår det direkte af forarbejderne til både lov nr. 1285 af 20. december 2000 (L36 i folketingsåret 2000/01) og lov nr. 1413 af 21. december 2005 (L78 i folketingsåret 2005/06), at holdingselskaber som udgangspunkt omfattes af pengetankreglen, idet holdingselskabernes aktivitet oftest udelukkende er at besidde aktier i et datterselskab, og derfor ikke kan anses for et reelt erhvervsaktivt selskab. Endelig er aktiebeholdninger med en ejerandel på under 25 pct. ikke omfattet af særreglen i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, 3. og 4. pkt., hvorefter afkastet og værdien af aktier i datterselskaber, hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen m.v., ikke medregnes.

Når der i nærværende sag dels var tale om overdragelse af anparter i et holdingselskab uden reel erhvervsaktiv virksomhed, og dels var tale om en aktiebeholdning på under 25 pct., der ikke udgjorde en del af reel erhvervsaktivitet i holdingselskabet, kunne der i nærværende tilfælde ikke være tale om andet end en investering, der skulle kvalificeres som passiv kapitalanbringelse.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, imod Spørgers ønske, at det ikke kunne bekræftes, at den konkrete aktiebeholdning, der udgjorde under 25 pct., ikke skulle kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Skatterådet kunne bekræfte, at de to laptops, som Spørger anskaffede i 2021-2022, kan indgå med 116 % af anskaffelsessummen på den særlige saldo oprettet i medfør af afskrivningslovens § 5 D. Det var oplyst, at hver laptops anskaffelsessum var under beløbsgrænsen for straksafskrivning af småaktiver (for 2022: 31.000 kr.), og at aktiverne skulle indgå i en funktionsmæssig helhed med anskaffede aktiver og derfor var omfattet af samlesætsreglen i afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2.

Skatterådet begrundede sit svar med, at to de laptops - uanset at de er er anskaffet med henblik på at skulle indgå et netværk - har karakter af at være selvstændige driftsmidler, og at driftsmidlerne er anskaffet i perioden fra og med den 23. november 2020 til og med den 31. december 2022, hvilket er en betingelse for, at der kan afskrives på et forhøjet afskrivningsgrundlag efter afskrivingslovens § 5 D.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at udgifter til anskaffelse af netværksroutere, netværksswitchere og computerservere, der ligeledes er anskaffet i 2021-22, og hvis anskaffelsessum oversteg beløbsgrænsen for straksafskrivning af småaktiver, kan afskrives med forhøjet afskrivningsgrundlag efter afskrivingslovens § 5 D. Dette blev begrundet med, at der er tale om aktiver, der indgår i et netværk som enheder, der hver især har sin særlige funktion, og som kan udskiftes særskilt. Der er derfor tale om aktiver, der i afskrivningslovens forstand har karakter af at være selvstændige driftsmidler på samme måde som maskiner med hver sin funktion, der indgår i en produktionslinje. Endvidere er aktiverne anskaffet i perioden fra og med den 23. november 2020 til og med den 31. december 2022, hvilket er en betingelse for, at der kan afskrives på et forhøjet afskrivningsgrundlag.

Sagerne vedrørte forhøjelse af personlig indkomst samt aktie- og sambeskatningsindkomst i forbindelse med salg af en lejlighed, som appellanten købte for 1.175.000 kr. af et selskab, hvori han var hovedanpartshaver, og som efter kort tids ejerskab blev videresolgt for 2.585.000 kr. til en uafhængig tredjepart. 

Landsretten fandt, ligesom byretten, at SKAT havde været berettiget til at foretage et skøn over lejlighedens handelsværdi, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn på 2.100.000 kr. Det forhold, at den under byrettens behandling udmeldte skønsmand havde vurderet lejlighedens handelsværdi til 1.650.000 kr. kunne ikke ændre herved.

Sagerne vedrørte desuden, hvorvidt appellantens fortjeneste ved salg af en lejlighed var skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 (parcelhusreglen).

Landsretten henviste til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og anførte, at det af bestemmelsens forarbejder fremgår, at også kortere beboelsesperioder vil fritage for avancebeskatning, blot der rent faktisk er tale om beboelse og ikke proforma beboelse. På denne baggrund, og da der var enighed om, at appellanten og hans ægtefælle rent faktisk havde beboet lejligheden i ca. 8. måneder, fandt landsretten, at avancen ved salget af lejligheden i juli 2014 var skattefri. Det forhold, at det måtte lægges til grund, at ægtefællerne ved indflytningen ikke havde til hensigt at tage varigt ophold i lejligheden, fordi de forud herfor havde købt en projektlejlighed i Y1-by til overtagelse i september 2014, ændrede ikke herved. Modsat byretten tog landsretten derfor appellantens påstand om nedsættelse af kapitalindkomsten til følge.

T1 og T2 var tiltalt for momssvig af særlig grov karakter samt kildeskattesvig som henholdsvis indehaver og direktør af et selskab at have angivet momstilsvaret for lavt med 2.210.074 kr. for 01.01.11-30.09.13 og for 01.10.13-30.06.14 undladt at angive et momstilsvar på 830.968 kr., ligesom de i perioden 01.01.11-30.09.13 havde undladt at opfylde selskabets pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. De havde derved unddraget for i alt 3.041.042 kr. i moms, 4.024.645 kr. i A-skat og 682.546 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. Selskabet var under konkursbehandling. Bogførings- og regnskabsmaterialet for selskabet var bortkommet. Sagen var startet ved at der kunne ses kontanthævninger i million kroners størrelse på selskabets erhvervs konto samt mange overførsler til private konti. T1 og T2 gjorde gældende, at det vil være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at domfælde på baggrund af told- og skatteforvaltningens skønsmæssige beregninger. Byretten fandt T1 og T2 skyldige i momssvig, men frifandt for kildeskattesvig, idet der ikke var bevis for sort aflønning i selskabet. T2 dømtes tillige for skattesvig for indkomstårene 2011-13. Retten lagde til grund at told- og skatteforvaltningen var berettiget til at lave skønsmæssige beregninger og lagde i det store og hele beregningen til grund og henviste blandt andet til skattemedarbejderens særdeles grundige og sikre forklaring om arbejdet med at rekonstruere selskabets regnskaber, herunder at han post for post på kontoudskrifterne har gjort sig kvalitative overvejelser om hvordan den enkelte transaktion har skullet kvalificeres regnskabsmæssigt og i den forbindelse inddrog alt tilgængelig viden om selskabet, herunder kunder og leverandører. Endvidere har der i tiden efter told- og skatteforvaltningens afgørelse været et efterforløb med indsigelser som har ført til visse justeringer. T1 idømtes 1 års betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste samt tillægsbøde på 2.940.000 kr. T2 idømtes 2 års fængsel samt tillægsbøde på 7.430.000 kr. Landsretten stadfæstede byretsdommen

T var som direktør i et selskab, i forening med en anden, tiltalt for moms- og skattesvig for momsperioden 01.01.2008-31.12.2008 og indkomståret 2008. Beløb gik direkte ind på mellemregningskontoen i stedet for at blive bogført dels i omsætningen og dels i momsregnskabet således at beskatningen blev undgået. Momstilsvaret blev herefter angivet for lavt med 715.013 kr. og selskabets overskud blev selvangivet for lavt med 2.860.412 kr. Statskassen blev herved unddraget for 715.013 kr. i moms og 715.100 kr. i selskabsskat.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. T idømtes 1 års betinget fængsel samt en tillægsbøde 1.430.000 kr. samt erstatningskrav. Byretten fandt, idet selskabet gik konkurs den 13.04.2010 og kurator den 09.02.2011 foretog anmeldelse til politiet om de ulovlige anpartshaverlån, ikke at Ts anmeldelse til told- og skatteforvaltningen den 29.06.2011 kunne henføres til reglerne om selvanmeldelse.

T forklarede i landsretten, at han udarbejdede mellemregningskontoen til revisor i forbindelse med regnskabsaflæggelsen i maj/juni 2009, hvorved betalingen af de to fakturaer blev udholdt fra selskabets indkomstopgørelse for 2008. T udarbejdede selskabets halvårlige momsregnskaber og forestod momsangivelserne. Han vidste ikke at moms skulle angives i det halvår, hvor fakturaen udstedes. De blev enige om, at T skulle fortælle deres revisor, at den indbetaling, hvorved fakturaerne blev betalt, var en indbetaling fra den ene. For at kunne gennemføre dette, skiftede de revisor. Ved at skubbe momsafregningen og selskabsskatten foran selskabet ville de se, om selskabet kunne holdes i live, og momsafregningen og selskabsskatten betales senere.

Landsretten fandt T skyldig i momssvig, men frifandt T for skattesvig. T idømtes 6 måneders betinget fængsel og tillægsbøde på 350.000 kr. Landsretten stadfæstede med hensyn til erstatning.

Retten lagde vægt på forholdets karakter og størrelsen af det unddragne momsbeløb. Tillægsbøden blev nedsat til afrundet halvdelen af det unddragne beløb henset til den lange sagsbehandlingstid.

T frifandtes for skattesvig, idet der ikke var taget fradrag for direktørernes lønudgifter i selskabets indkomstopgørelse, hvorefter der var tvivl om unddragelsen oversteg 500.000 kr. Forholdet var herefter forældet efter den femårige forældelsesregel.

Sagen drejer sig om en række forsyningsafgifter, bidrag og gebyrer, der var pålagt og opkrævet hos en ejer af en kondemneret ejendom af en række forsyningsselskaber som fordringshavere, og som delvist var inddrevet af Gældsstyrelsen. 

Boligejeren nedlagde påstande overfor forsyningsselskaberne samt Skatteministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet om, at der skulle ske nedsættelse af boligejerens gæld vedrørende forsyningsafgifterne, at boligejeren havde et tilbagebetalingskrav vedrørende betalte eller lønindeholdte forsyningsafgifter, gebyrer og renter, og at boligejeren havde krav på erstatning for advokatudgifter og/eller gebyrer og renter.

Boligejeren gjorde gældende, at ministerierne var erstatningsansvarlige, da de havde tilsidesat deres forpligtelse til at føre tilsyn med forsyningsselskaberne, og at der var sket en tilsidesættelse af et delegationsforbud, da de pågældende forsyningsafgifter ifølge boligejeren var omfattet af grundlovens §43.

Forsyningsselskaberne nedlagde friholdelsespåstand overfor Skatteministeriet, hvis de måtte blive idømt et tilbagebetalingskrav. 

Retten fandt, at boligejerens krav om tilbagebetaling af alle foretagne indbetalinger på de omtvistede fordringer var forældede. Ubetalte krav, der var sendt til inddrivelse ved Gældsstyrelsen, ikke var forældede. Der var ikke grundlag for at anse nogen af forsyningsselskaberne eller ministerierne for erstatningsansvarlige for boligejerens krav om betaling af advokatudgifter. Allerede som følge af frifindelsen af forsyningsselskaberne blev ministerierne frifundet for de nedlagte friholdelsespåstande.

Retten bestemte, at boligejeren efter sagens udfald skulle betale sagsomkostninger til forsyningsselskaberne samt Skatteministeriet og Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet, og at forsyningsselskaberne skulle betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.