Spørger fremstillede dels pyrolyseolie og dels pyrolysegas ved forgasning af affald i et pyrolyseanlæg. Til denne proces anvendtes elektricitet. Affaldet var af fossil oprindelse og indeholdt kulbrinter. Pyrolysegassen var et uundgåeligt biprodukt ved fremstillingen af pyrolyseolie. Gassen havde et højt indhold af den brændbare kulbrinte metan (CH4), og er en afgiftspligtig kulbrinte. Kommunen havde udtalt, at afbrændingen af pyrolysegassen kunne anses som værende en renseproces.

Afbrændingen af pyrolysegassen var afgiftspligtigt efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2, da pyrolysegassen var en kulbrinte, som anvendtes som brændsel til varmefremstilling.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgers afbrænding af pyrolysegas i en kedel med varmefremstilling var en godtgørelsesberettiget renseproces, og at den fremstillede varme herfra var overskudsvarme.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers afbrænding af pyrolysegas i en motor med el- og varmefremstilling var en godtgørelsesberettiget renseproces, eller at den fremstillede varme fra en motor var overskudsvarme. Afbrændingen af pyrolysegas i en motor med el- og varmefremstilling var i henhold til lovgivningen kraftvarmefremstilling, hvorfor afbrændingen ikke også kunne være en godtgørelsesberettiget renseproces.

Sagen angik, om H1 (H1), der driver momsfritaget forsikringsvirksomhed efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, og derfor ikke har fradragsret for moms af sine indkøb i medfør af momslovens § 37, stk. 1, for årene 2007-2011 havde krav på (yderligere) godtgørelse af et momsbeløb på ca. 57 mio. i medfør af den dagældende momslovs § 45, stk. 4. Dette beroede på, om omsætningen fra H1s faste forretningssted i Y1-land ved salg af forsikringer til Y1-landske kunder kunne medregnes ved opgørelsen af godtgørelsen.

På baggrund af en gennemgang af EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, som er gennemført ved momslovens § 45, stk. 4, navnlig dommen i sag C-388/11, Crédit Lyonnais, gav Østre Landsret Skatteministeriet medhold i, at H1 ikke kunne medregne omsætningen fra det faste forretningssted. Vedrørende et subsidiært spørgsmål i sagen gav landsretten ministeriet medhold i, at H1 ikke havde dokumenteret at have allokeret omkostninger til (gen-)forsikring til det faste forretningssted, hvilket kunne have medført, at H1 havde ret til en vis - mindre - godtgørelse.

Skatteministeriet blev herefter frifundet for H1s påstande.

Sagen angik, om H1 for indkomstårene 2007-2012 har modtaget sin andel af dødsboskat og afsluttende mellemperiodeskat fra staten. Hovedspørgsmålet var, hvordan dødsboskattelovens § 92 skulle fortolkes.

Højesteret udtalte, at bestemmelserne i dødsboskattelovens § 92, stk. 1 og 4, efter deres ordlyd og sammenhæng indebærer, at en kommune kun har krav på at få udbetalt 1/3 af dødsbo- eller mellemperiodeskatten i et bo, hvis andelen kan afregnes på grundlag af "oplysninger, der foreligger den 1. maj i året 2 år efter dødsåret".

Højesteret fandt efter ordlyden af § 92, stk. 4, 1. pkt., og dens forarbejder, at bestemmelsen må forstås sådan, at statens afregning af dødsbo- og mellemperiodeskat skal ske på grundlag af de oplysninger, der den 1. maj i året 2 år efter dødsåret af skattemyndighederne efter skatteansættelse er indberettet til slutskattesystemet.

Denne forståelse har den konsekvens, at kommunerne efter afskaffelsen af reglerne om efterreguleringer ved en lovændring i 2006 ikke længere har sikkerhed for at få andel i dødsboskatter fra navnlig store boer, fordi registrering i slutskattesystemet ofte først sker efter 1. maj-fristen. Dermed får kommunerne samlet set en væsentligt mindre andel af skatten end den tredjedel, som er nævnt i § 92, stk. 1. Selv om denne konsekvens af 2006-loven ikke er omtalt i forarbejderne, fandt Højesteret, at afskaffelsen af efterreguleringer ikke kan begrunde en ændret forståelse af § 92, stk. 4, 1. pkt.
Højesteret bemærkede i den forbindelse, at det må være et lovgivningsanliggende at træffe bestemmelse om, hvorvidt der skal ændres ved det grundlag, som en kommunes andel af dødsbo- og mellemperiodeskat skal beregnes efter.

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at Skattestyrelsen havde handlet ansvarspådragende ved tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen i forbindelse med skatteansættelse og indberetning til slutskattesystemet med henblik på afregning af dødsbo- og mellemperiodeskat til kommunen.

Landsretten var nået til samme resultat. 

Skattestyrelsen har fastsat vejledende mindstesatser for handlendes forbrug af egne varer, privat andel af elektricitet, vand og varme samt bilforhandleres private anvendelse af biler

Sagen angik, om der var indtrådt forældelse af den restskat, som den påklagede afgørelse udløste. SKAT traf afgørelse den 1. maj 2013, afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, og Landsskatterettens afgørelse af 16. marts 2016 blev indbragt for byretten. Byretten hjemviste den 9. maj 2018 afgørelsen til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Den 12. marts 2020 traf Skattestyrelsen ny afgørelse på baggrund af hjemvisningsdommen, afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, som den 17. august 2021 traf afgørelse om hjemvisning grundet manglende skønsudøvelse. Den 1. marts 2022 traf Skattestyrelsen den påklagede afgørelse. Landsskatteretten fandt, at kravet, der fulgte af den påklagede afgørelse af 1. marts 2022, udsprang af samme forhold og vedrørte den samme indkomst, som blev behandlet ved Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2013. Kravet havde således ikke fortabt identitet ved dom af 9. maj 2018, hvor afgørelsen af 1. marts 2013 blev hjemvist. Skattestyrelsens behandling efter hjemvisningen var en integreret del af klagesagens behandling, og forældelsen af kravet var suspenderet under Skattestyrelsens behandling i medfør af hjemvisningen. Landsskatteretten fandt således, at kravet ikke var forældet. Idet der for Landsskatteretten var fremlagt nye oplysninger, blev sagen hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

Sagen angik, om et cirkus’ betalinger til artister var foretaget til selvstændigt erhvervsdrivende, eller om betalingerne var sket for personligt arbejde i tjenesteforhold, således at artisterne var lønmodtagere og betalingerne dermed A-indkomst med den konsekvens, at cirkusset havde pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag ved betalingerne til artisterne. Landsskatteretten udtalte, at det fulgte af Højesterets domme af 23. januar 1973, offentliggjort som U.1973.151H, og af 14. april 1975, offentliggjort som U.1975.511H, samt Østre Landsrets dom af 4. juli 1980, offentliggjort som U1981.349Ø, at artister og solister ikke var lønmodtagere, men en særegen gruppe, som udførte kunstnerisk arbejde. Landsskatteretten fandt herefter, at artisterne ikke var lønmodtagere i deres kontraktsforhold med cirkusset, og at cirkusset som følge heraf ikke havde pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag i forbindelse med betaling af artisterne. Landsskatteretten ændrede derfor SKATs afgørelse.

Landsskatteretten fandt, at klageren, der var jurist og ansat i Skattestyrelsen, var berettiget til fradrag for kursus- og rejseudgifter i forbindelse med deltagelse på masteruddannelsen "Master i Skat", idet deltagelsen i masteruddannelsen blev anset for efteruddannelse.

Klagen skyldtes, at Gældsstyrelsen havde afslået klagerens anmodning om eftergivelse af gæld til det offentlige. Landsskatteretten bemærkede bl.a., at det forhold, at der var tale om studiegæld, der blev tilbagebetalingspligtigt den 1. januar 2021, ikke i sig selv udelukkede eftergivelse, jf. gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4, men retten fandt dog, at det forhold, at gælden var så ny, var et moment, der talte imod en eftergivelse på nuværende tidspunkt. Efter en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at der for tiden forelå omstændigheder, der talte afgørende imod en eftergivelse af klagerens gæld, jf. gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4. Retten lagde herved vægt på, at klagerens gæld hovedsageligt vedrørte studiegæld, der blev tilbagebetalingspligtig den 1. januar 2021, klagerens alder og antal år tilbage på arbejdsmarkedet, samt at klageren havde færdiggjort sin uddannelse og fået job inden for faget. Retten fandt endvidere, at klageren ikke kunne opnå en gældseftergivelse i henhold til gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6. På baggrund af en samlet vurdering, herunder også henset til klagerens alder, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, fandt Landsskatteretten således, at der ikke forelå sådanne sociale eller andre særlige forhold, der i særlig grad talte for en eftergivelse. Landsskatteretten stadfæstede herefter Gældsstyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om et engelsk selskab i medfør af den dagældende skatteforvaltningslovs § 55, stk. 1, nr. 6, jf. § 52, stk. 1, 2. pkt., var berettiget til 100 pct. omkostningsgodtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand i en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen, der var opstået som følge af SKATs afgørelse om forhøjelse af indkomsten for det engelske selskabs danske filial. Sagen omfattet af EF-voldgiftkonventionen førte til, at det selskab undgik dobbeltbeskatning, idet de engelske skattemyndigheder frafaldt beskatning af den indkomst, hvormed SKAT havde forhøjet den danske filials indkomst.

Landsskatteretten anførte, at omkostningsgodtgørelse blev ydet til udgifter til sagkyndig bistand i sager om dansk skatteansættelse. Da der i forarbejderne ikke var støtte for et andet resultat, fandt Landsskatteretten, at lovgiver stedse havde forudsat, at medholdsvurderingen skulle foretages med udgangspunkt i de ændringer af den danske skatteansættelse, som udfaldet af en sag omfattet af EF-voldgiftkonventionen medførte. Dette resultat kom også til udtryk i efterfølgende forarbejder. Da udfaldet af sagen omfattet af EF-voldgiftkonventionen ikke førte til en ændring af den danske skatteansættelse, havde selskabet ikke fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad og var derfor alene berettiget til en godtgørelse på 50 pct.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen, som var indbragt for domstolene af Skatteministeriet, angik tarifering af en række rørfittings. Spørgsmålet var således, om sagens fem varer skulle tariferes som "muffer" eller som "andre varer - med gevind". 

Spørgsmålet blev forelagt for EU-Domstolen, der afsagde dom den 25. maj 2023 (sag C-368/22). Domstolen fastslog i overensstemmelse med Domstolens faste praksis, at det afgørende kriterium for varers tarifering i almindelighed skal søges i deres objektive karakteristika og egenskaber, således som disse fremgår af ordlyden af positionen i den kombinerede nomenklatur, og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser, jf. præmis 33. 

Domstolen fastslog, at begrebet "muffer" hverken er defineret i den kombinerede nomenklatur, det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem eller i de forklarende bemærker hertil, jf. præmis 39. Betydningen og rækkevidden af begrebet skulle derfor - i overensstemmelse med Domstolens praksis - afgøres efter begrebets normale betydning i sædvanlig sprogbrug under hensyntagen til den sammenhæng, hvori begrebet anvendes og de mål, der forfølges med den lovgivning, som begrebet udgør en del af, jf. præmis 40. 

Under henvisning til særligt den normale betydning af begrebet "muffer" i sædvanlig sprogbrug (præmis 41), og sammenhængen hvori begrebet anvendes (præmis 42), fandt Domstolen, at rørfittings af rustfrit stål, undtagen støbte, som har et udvendigt gevind og ikke udgør korte rørstykker med indvendigt gevind til samling af to rør ved at skrue dem ind i en sådan fitting eller blot skubbe dem ind i denne fitting, ikke kan anses for at være "muffer" henhørende under position 7307 22 10 i den kombinerede nomenklatur. 

Sagsøgte tog på baggrund af EU-Domstolens dom bekræftende til genmæle i den nationale retssag, og Vestre Landsret afsagde derfor dom i overensstemmelse med Skatteministeriets påstand.  i overensstemmelse med Skatteministeriets påstand. 

Sagerne angik, om sagsøgeren var skatte- og momspligtig af salg af vin foretaget i 2014.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed med salg af vin i 2014, og at indtægterne fra hans vinsalg ikke kunne anses for opnået som led i spekulation. Retten fandt, at der var tale om salg af private ejendele. Retten lagde herved vægt på en række konkrete momenter, herunder at sagsøgeren kun havde annonceret og udbudt vin til salg på auktioner, at køb af vin var foretaget hos almindelige vinhandlere på auktioner, og at skattemyndighederne havde anset en række øvrige indsætninger på et betydeligt samlet beløb for at hidrøre fra salg af private ejendele. 

Retten fandt derimod, at sagsøgeren var skattepligtig af nogle konkrete indsætninger på sin bankkonto, da sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at der ikke var tale om skattepligtig indkomst. Retten lagde vægt på, at det ikke ud fra indsætningernes posteringstekster kunne udledes, at der var tale om skattefri spillegevinster, og at der ikke forelå anden dokumentation herfor. Retten tog med denne begrundelse Skatteministeriets frifindelsespåstand i skattesagen til følge, da indsætningerne oversteg den foretagne forhøjelse af den skattepligtige indkomst.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke var momspligtig for salg af vin, hvorfor retten tog sagsøgerens principale påstand om nedsættelse af hans momstilsvar til følge.

Sagen angik, hvorvidt Skatteministeriet i forbindelse med Gældsstyrelsens inddrivelse af et kommunalt krav havde krænket den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 13 om effektive retsmidler. Landsretten tiltrådte, at der ikke var nogen krænkelse allerede fordi appellanten havde mulighed for at få afklaret spørgsmålet ved at sagsøge kommunen.

Videre havde appellanten nedlagt påstand om, at ministeriet skulle anerkende, at kommunens krav imod hende ikke kunne tvangsinddrives. Landsretten fandt, at hun ikke havde dokumenteret, at kommunen ikke havde medsendt de rette oplysninger ved oversendelsen af fordringen til inddrivelse. Videre var Skatteministeriet ikke rette sagsøgte for så vidt angik anbringender om kravets eksistens og størrelse.

Det i øvrigt anførte fra appellanten kunne navnlig henset til korrespondancen mellem kommunen, Gældsstyrelsen og appellanten heller ikke føre til, appellanten kunne få medhold i påstanden.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik en mail fra SKAT om, at sagsøgeren ikke havde nogen gæld til SKAT. Det var faktuelt forkert, og spørgsmålet var, om SKAT var bundet af tilkendegivelsen.

Retten lagde bl.a. vægt på, at sagsøgeren havde underskrevet flere gældserkendelseserklæringer samt gennem årene havde modtaget oplysninger om gældens størrelse, og at han forklarede, at han ikke konkret troede på mailen. 

Det kunne ikke føre til statuering af god tro, at sagsøgerens advokat efter modtagelsen af SKATs mail havde en telefonsamtale med samme skattemedarbejder, som havde skrevet mailen, og fået samme besked som i denne. 

Allerede fordi betingelsen om god tro ikke var opfyldt, blev Skatteministeriet frifundet.

T var tiltalt for en overtrædelse af ordensmæssig karakter af chokolade- og sukkervareafgiftslovens § 26, stk. 1, nr. 2, jf. § 13, stk. 2, og § 12, stk. 5, som er undergivet en forældelsesfrist på 2 år. Forholdet blev begået den 15. maj 2020 og forældelse af strafansvaret indtrådte herefter den 15. januar 2022. Skattestyrelsen havde sendt en sigtelse med Digital Post til T’s e-Boks den 11. januar 2022.

Anklagemyndigheden havde under et forberedende møde anmodet om, at retten afsagde kendelse om afvisning af sagen, jf. retsplejelovens § 846, stk. 1, nr. 3, såfremt retten mente, at der var indtrådt forældelse i medfør af straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, jf. § 94, stk. 5.

Byretten lagde til grund, at bødeforlægget af 11. januar 2022 var kommet frem til T’s e-Boks den 11. januar 2022. Der forelå ikke dokumentation eller andre oplysninger i sagen, der nærmere kunne belyse, hvornår T havde åbnet det pågældende dokument og dermed var blevet gjort bekendt med sigtelsen, herunder om det var sket inden udløbet af den 2-årige forældelsesfrist. Det forhold, at dokumentet var kommet frem i T’s e-Boks, efter ordlyden af straffelovens § 94, stk. 5, sammenholdt med lovbemærkningerne til denne bestemmelse, var ikke tilstrækkeligt til at opfylde kravet om, at T var blevet gjort bekendt med sigtelsen. Endvidere havde anklagemyndigheden heller ikke inden forældelsesfristens udløb anmodet om rettergangsskridt, hvorved T blev sigtet for overtrædelsen. Der var derfor indtrådt forældelse af strafansvaret, og sagen blev afvist.   

Anklagemyndigheden kærede byretskendelsen med påstand om, at sagen ikke var forældet, og at sagen derfor skulle hjemvises til realitetsbehandling ved byretten.  

Landsretten fandt, at forældelsesfristen blev afbrudt, da T modtog bødeforlægget i sin e-Boks den 11. januar 2022. Landsretten lagde vægt på, at det af forarbejderne til lov nr. 364 af 24. maj 2005 om ændring af straffeloven til bestemmelsen i straffelovens § 94, stk. 5, fremgik, at forslaget betød, at politiet og anklagemyndigheden fik samme simple fremgangsmåde til at afbryde forældelsesfristen som andre offentlige myndigheder havde efter § 94, stk. 5. Herudover tillagdes U2019.2943 H vægt, hvori Højesteret fandt, at forældelsesfristen blev afbrudt, da den tiltalte modtog bødeforlægget, jf. straffelovens § 94, stk. 5.  Byrettens kendelse ophævedes, og sagen hjemvistes til realitetsbehandling i byretten.

Ægtefæller, som drev næringsvirksomhed med udlejning og handel med fast ejendom, forærede i forbindelse med et generationsskifte deres børn 5/6 dele af virksomheden. Ved overdragelsen blev ejendommene værdiansat til den offentlige ejendomsværdi med fradrag af 15 %, svarende til ca. 900 mio. kr. 

Vurderingsstyrelsen vurderede ejendommenes værdi til at være mindst 640 mio. kr. højere, og Skattestyrelsen traf afgørelse om, at børnene skulle betale gaveafgift af dette beløb. 

Landsretten fandt, at cirkulæret omfatter alle typer fast ejendom og således også næringsejendomme, og spørgsmålet var herefter, om der forelå særlige omstændigheder, således at skattemyndighederne ikke skulle acceptere værdiansættelse efter +/- 15 %’s-reglen. Landsretten fandt i den forbindelse, at det forhold, at ægtefællerne var bekendt med, at den offentlige vurdering ikke var fulgt med den almindelige prisudvikling, ikke udgjorde særlige omstændigheder. Det måtte i stedet kræves, at der forelå særlige konkrete forhold vedrørende de enkelte ejendomme, og da skattemyndighederne ikke havde godtgjort, at ægtefællerne som følge af deres næringsvej havde haft en sådan konkret viden om de enkelte ejendommes værdi, at det kunne sidestilles med konkret viden om en ejendoms handelsværdi, blev de sagsøgte frifundet. (Dissens).

Spørger er et partnerselskab, som påtænker at drive virksomhed med udlejning af fast ejendom. Spørger vil blive tilført bygningsmassen, der rummer et museum, hvorefter Spørger agter at leje denne mod vederlag til museet.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger må anses for en afgiftspligtig person, når Spørger udlejer ejendommen til museet mod vederlag.

Videre kan Skatterådet bekræfte, at når Spørger afholder de omhandlede omkostninger til renoveringen af bygningerne, så består der en direkte og umiddelbar forbindelse mellem omkostningerne og udgående momspligtige transaktioner, og Spørger er på den baggrund berettiget til at fradrage momsen af omkostningerne, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Endelig afviser Skatterådet at svare på, hvorvidt en fastsættelse af lejen på baggrund af et gennemsnit af 2 - 3 uafhængige ejendomsmægleres vurdering af markedslejen på ejendommen vil være udtryk for "erhvervsmæssig udlejning", idet der herved tages stilling til et bevillingsmæssigt spørgsmål.

Sagen angik, om sagsøgeren, som i de omhandlede indkomstår var dobbeltdomicileret med bopæl i Danmark og i Y1-land, var berettiget til befordringskrav efter ligningslovens § 9 C for rejser mellem sin bopæl i Y1-land og sin arbejdsplads i Danmark i indkomstårene 2017-2019.

Landsretten fandt ud fra en samlet vurdering af forholdene, at sagsøgerens sædvanlige bopæl i de omhandlede indkomstår var hans bopæl i Danmark. 

Landsretten bemærkede, at sagsøgerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser i de relevante år var i Danmark, hvor han havde haft arbejde siden 2014 ved samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Landsretten henviste videre til, at sagsøgeren siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste opholdt sig mest i Danmark. Endvidere anførte landsretten, at sagsøgerens tilknytning til Y1-land og boligen i Y1-land i de omhandlede indkomstår efter bevisførelsen i vidt omfang fremstod udokumenteret. 

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.  

 Sagen angik, om sagsøgerne var berettiget til rentefradrag som følge af deres deltagelse i et lånearrangement, som skattemyndighederne havde tilsidesat som følge af manglende realitet. 

Sagsøgerne havde ikke fået udbetalt de lånebeløb, som de i henhold til gældsaftale og gældsbrev skulle modtage og forrente af låneudbyderen. Sagsøgerne var i henhold til låneaftalen tildelt optioner til tegning af kapitalandele i et investeringsselskab, mens låneudbyderen i henhold til låneaftalen var forpligtet til ved påkrav fra sagsøgerne at erhverve optionerne fra sagsøgerne til restgælden.

Retten lagde til grund, at de involverede selskaber var interesseforbundne. Retten fandt desuden, at der ikke forelå dokumentation for, at aftalerne mellem de interesseforbundne selskaber havde medført reelle pengetransaktioner. Retten fandt videre, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at der har været nogen realitet i de investeringer, som ifølge sagsøgerne var baggrunden for det på forhånd fastlagte aftalekompleks mellem de interesseforbundne selskaber.  

Herefter fandt retten det ikke godtgjort, at der havde foreligget et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse for sagsøgerne til at tilbagebetale eller forrente gælden. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der formelt blev udstedt et gældsbrev og stillet sikkerhed til låneudbyderen, ligesom det var uden afgørende betydning, om sagsøgerne havde betalt beløb svarende til de i amortiseringsplanerne beregnede renter. Retten bemærkede, at der ikke forelå fyldestgørende objektiv dokumentation for, at sagsøgerne havde betalt beløbene.

Herefter blev Skatteministeriet frifundet.

Skatteyder var i 2013 og 2014 registreret som ejer og direktør for et selskab, som han ikke havde fået løn fra. Skattestyrelsen havde konstateret en række hævninger i selskabet, som Skattestyrelsen anså for som personlig indkomst for skatteyderen. Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om driftsomkostninger, men beskatningen blev stadfæstet af Landsskatteretten. 

Skatteyderen fremlagde herefter yderligere materiale i forbindelse med en anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1. Landsskatteretten afviste at genoptage sagen, og afvisningen blev indbragt for retten med påstand om, at den underliggende afgørelse skulle genoptages af Landsskatteretten og med en subsidiær påstand om realitetsprøvelse af beskatningen. 

Retten fandt, at en stor del af hævningerne fortsat ikke var dokumenteret som driftsudgifter, og at skatteyderen derfor ikke havde godtgjort, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet resultat end det, som Skattestyrelsen var kommet frem til. Landsskatterettens afgørelse kunne derfor ikke genoptages, og Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Retten afviste den subsidiære påstand, da den underliggende afgørelse om skatteansættelserne ikke var indbragt rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Retten fandt ikke, at indbringelsesfristen havde været suspenderet. 

T var tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger via TastSelv den 7. oktober 2018 til brug for sin skatteansættelse for indkomståret 2015, indkomståret 2016 og indkomståret 2017.

For indkomståret 2015, hvor han på ny den 15. oktober 2018 via TastSelv afgav urigtige eller vildledende oplysninger, havde han uberettiget indberettet tab på aktier ikke optaget til handel på et reguleret marked på 134.720 kr. samt udbytte af udenlandske aktier optaget til handel på et reguleret marked i dansk depot på 12.450 kr.

For indkomståret 2016 havde han uberettiget indberettet tab på aktier ikke optaget til handel på et reguleret marked på 128.400 kr., udbytte af udenlandske aktier optaget til handel på et reguleret marked i dansk depot på 17.800 kr. samt tab på obligationer, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked på 14.500 kr.

For indkomståret 2017, hvor han på ny den 15. oktober 2018 via TastSelv afgav urigtige eller vildledende oplysninger, havde han uberettiget indberettet tab på aktier ikke optaget til handel på et reguleret marked på 132.000 kr., samt udbytte af udenlandske aktier optaget til handel på et reguleret marked i dansk depot på 14.700 kr.

Det offentlige blev herved unddraget 120.675 kr. i skat eller led risiko herfor.

T forklarede, at indberetningerne var foretaget af en unavngiven revisor på Strøget i København. Han ejede på gerningstidspunktet ikke nogen værdipapirer, ligesom han i øvrigt var uden arbejde.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. T’s forklaring tilsidesattes som utroværdig. Retten lagde til grund, at de urigtige indberetninger af tab på aktier og obligationer samt udbytte af udenlandske aktier var foretaget af T med forsæt til at unddrage det offentlige skat. Retten lagde vægt på, at indberetningerne var foretaget via Tast Selv på forskellige tidspunkter, herunder tidligt om morgenen og om natten. T har været klar over, at han ikke var berettiget til fradrag som følge af tab på aktier eller udbytte på udenlandske aktier.

T idømtes en bøde på 180.000 kr.

T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

I en administrativ straffesag var T sigtet for tre overtrædelser af skattekontrollovens § 82, stk. 1. Han havde modtaget et bødeforlæg til vedtagelse på 170.000 kr.

Byretten afslog en anmodning om beskikkelse af forsvarer, idet der ikke var grundlag herfor.   

T kærede kendelsen og anførte navnlig, at han havde begrænsede med midler og derfor vanskeligt ved at afholde udgifter til advokatbistand, og at sagen vedrørte - i hvert fald for T - ikke ukomplicerede spørgsmål, samt at sagen angik et væsentligt beløb.

Skattestyrelsen anførte til støtte for den nedlagte påstand om afslag på beskikkelse navnlig, at sagen angik et ukompliceret faktum, at T havde vedkendt sig ansvaret for, at der via TastSelv til skatteforvaltningen var indtastet og afgivet urigtige oplysninger, at der ikke var omstændigheder, der talte for en beskikkelse af en forsvarer, og at beskikkelse i medfør af forsvarerbistandslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, jf. retsplejelovens § 732, i bødesager er fakultativ, men forudsætter særlige omstændigheder, der ikke sås at foreligge i denne sag. 

Landsretten stadfæstede kendelsen. Det af T anførte kunne ikke medføre et andet resultat. Under skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af skattelovgivningen kan der beskikkes borgeren en forsvarer, når sagens beskaffenhed, borgerens person eller omstændighederne i øvrigt gør det ønskeligt, hvilket landsretten ikke fandt, at der forelå i den konkrete sag.

I en administrativ straffesag vedtog T et bødeforelæg på 45.000 kr. for overtrædelse af skattekontrollovens §§ 82 og 83. T havde fået beskikket en forsvarer.

Byretten tilkendte T’s forsvarer 35.750 kr. med tillæg af moms i salær.

Skattestyrelsen kærede salærafgørelsen med påstand om, at salæret nedsattes, idet den beskikkede forsvarers timeopgørelse med et timeforbrug på 19 timer, var meget højt og væsentligt højere, end hvad der sås i lignende skattestraffesager. Arbejdet, der havde været forbundet med straffesagen, havde været begrænset til at forklare klienten om straffesagen, at gennemgå afgørelsen med klienten, at være bisidder ved et møde på 35 minutter i Skattestyrelsen, og at gennemgå og fremsende klientens afgørelse til Skattestyrelsen i forbindelse med straffesagen. Skattestyrelsen havde ikke og kunne heller ikke give advokaten tilsagn om, at beskikkelse også omfattede den underliggende kontrolsag. Der var desuden ikke truffet afgørelse om tillæg af transporttid, og der var også anmodet om salær for ekspeditioner af rent administrativ karakter.

Den beskikkede forsvarer påstod stadfæstelse.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering af sagens karakter og omfang, at et tidsforbrug på 19 timer oversteg, hvad en beskikket forsvarer med rimelighed har kunnet forvente at få honoreret af det offentlige. Herefter og under hensyn til, at den beskikkede forsvarer efter retsplejelovens § 741, stk. 1, 2. pkt., alene kan godtgøres rejseudgifter svarende til, hvad en lokal advokat med kontor i den retskreds, hvor T var bosiddende, kunne godtgøres for møder udenfor retskredsen, nedsatte landsretten salæret til 18.000 kr. med tillæg af moms.