Sagen drejer sig om, hvorvidt indsætninger på i alt 670.000 kr. i indkomstårene 2017-2019 udgør skattepligtig indkomst, eller om der er tale om skattefrie eller allerede beskattede midler. 

Sagsøger var i indkomstårene bl.a. blevet beskattet af en række kontantindsætninger, mobilpayindsætninger samt almindelige bankoverførelser på sine bankkonti, og gjorde i den forbindelse gældende, at disse indsætninger på i alt 670.000 kr. udgjorde lån fra henholdsvis sagsøgers søster samt hans forældre, subsidiært delvis gave fra forældrene. Der var fremlagt lånebevis og tro- og loveerklæringer dateret efter skattesagens opstart. 

Byretten fandt samlet, at der ikke var grundlag for at anse nogle af indsætningerne for at være hverken lån eller gave. Retten lagde i den forbindelse til grund, at der påhvilede sagsøger en skærpet bevisbyrde i lyset af de usædvanlige forhold, og at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå et reelt låneforhold. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Skatterådet fandt, at Spørgers leverancer af drift og installation af telefon- og bredbåndsforbindelser, samt afregning mod andre teleoperatører, kunne anses for at være teleydelser, idet ydelserne havde til formål at transmittere, udsende eller modtage signaler mv. Ydelserne blev dermed omfattet af den omvendte betalingspligt, i de tilfælde hvor aftageren videresolgte ydelserne, og et eventuelt eget forbrug var ubetydeligt.

Endvidere anså Skatterådet nødvendigt udstyr, som eksempelvis en router, eller ekstra teknikertimer bestilt af slutkunden for at være biydelser til de leverede teleydelser, idet nødvendigt udstyr og ekstra teknikertimer måtte anses for at være et middel til at udnytte de købte teleydelser. Ydelserne kunne dermed omfattes af den omvendte betalingspligt, hvis aftageren videresolgte ydelserne.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at nummerportering, som var flytning af et mobilnummer fra én teleoperatør til en anden, var omfattet af den omvendte betalingspligt, idet ydelsen ikke kunne anses for at være en teleydelse eller en biydelse til en teleydelse, da formålet med selve flytningen ikke kunne anses for at være transmission, udsendelse eller modtagelse af signaler mv.

Spørgers udlejning af digital infrastruktur, som var udlejning af plads på telemaster, plads i teknikhuse eller adgang til fiberkabler, var ikke omfattet af omvendt betalingspligt. Skatterådet fandt, at den teleoperatør eller serviceudbyder, der lejede pladsen af Spørger, selv udnyttede det lejede fuldt ud. Betingelsen om videresalg var dermed ikke opfyldt.

Et selskab havde påklaget Skatterådets bindende svar på spørgsmål 1, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at råstofmængden, der blev indvundet på den danske kontinentalsokkel, og som transporteredes direkte til udlandet, ikke var omfattet af råstofafgiftsloven. Indvindingen var erhvervsmæssig, og de indvundne råstoffer var omfattet af affalds- og råstofafgiftslovens bilag 1. Indvindingen krævede tilladelse efter råstofloven. Til støtte for, at spørgsmålet skulle besvares bekræftende, gjorde selskabet gældende, at loven ikke indeholdt hjemmel til beskatning af råstoffer, der blev indvundet fra områder uden for den danske 12 sømilegrænse, når råstofferne transporteredes direkte til udlandet.

Landsskatteretten henviste til affalds- og råstofafgiftslovens § 1, stk. 1, hvorefter der skulle betales en afgift på 5,56 kr. pr. kubikmeter af råstoffet. Af forarbejderne til lov nr. 838 af 19. december 1989 om afgift af affald og råstoffer fremgik, at afgiften skulle betales af sådanne råstoffer, hvortil der krævedes indvindingstilladelse efter råstofloven eller kontinentalsokkelloven, og som erhvervsmæssigt blev indført eller indvundet her i landet. Landsskatteretten fandt herefter, at affalds- og råstofafgiftslovens § 1, stk. 1, fandt anvendelse. Landsskatteretten anførte, at bemærkningerne til lovforslag nr. 73 af 29. marts 2023 om ændring af kildeskatteloven, selskabsskatteloven, kulbrinteskatteloven og ligningsloven angik disse love, at FN’s Havretskonvention af 10. december 1982 havde tildelt Danmark ret til at udnytte de omhandlede råstoffer på den danske kontinentalsokkel, og at Danmark ved affalds- og råstofafgiftsloven havde etableret en konkret lovhjemmel til at afgiftspålægge disse. Herefter, og da det selskabet i øvrigt havde anført, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede Landsskatteretten Skatterådets besvarelse af spørgsmål 1.

Selskabet havde også påklaget Skatterådets svar på spørgsmål 2, hvorefter Skatterådet heller ikke havde bekræftet, at selskabet ikke var den, som skulle angive og betale afgiften efter råstofafgiftsloven, når selskabet ikke havde indvindingstilladelsen efter råstofloven og ikke ejede, men havde købt retten til en mindre del sand og grus uden for 12 sømilegrænsen af den virksomhed, som havde indvindingstilladelsen efter råstofloven.

Ud fra en almindelig sproglig forståelse fandt Landsskatteretten, at erhvervsmæssig indvinding i affalds- og råstofafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 4, stk. 1, måtte forstås som indvinding, der blev foretaget med henblik på erhvervsmæssig udnyttelse af de indvundne råstoffer, herunder f.eks. videresalg eller brug inden for bygge- og anlægssektoren. Den, som erhvervsmæssigt indvandt, måtte herefter være den, som udførte den fysiske aktivitet med indvindingen, eller på hvis vegne den fysiske aktivitet med indvindingen udførtes med henblik på egen erhvervsmæssig udnyttelse af de herved indvundne råstoffer. Efter det oplyste foretog selskabet den fysiske indvinding af de omhandlede råstoffer. Efter forudgående aftale overtog selskabet senest i umiddelbar forlængelse af den fysiske indvinding ejendomsretten til hele den faktisk indvundne mængde og borttransporterede herefter denne med henblik på videresalg til egne kunder. Uanset kvalifikationen af transaktionen mellem selskabet og kunden fandt Landsskatteretten under disse omstændigheder, at selskabet foretog den fysiske indvinding af de omhandlede råstoffer med henblik på egen erhvervsmæssig udnyttelse af disse. Da selskabet herefter måtte anses som den virksomhed, der erhvervsmæssigt indvandt de omhandlede afgiftspligtige råstoffer, jf. affalds- og råstofafgiftslovens § 1, stk. 1, jf. besvarelsen af spørgsmål 1, skulle selskabet registreres i henhold til affalds- og råstofafgiftslovens § 4, stk. 1. Det fulgte heraf, at selskabet efter udløbet af hver afgiftsperiode skulle angive den afgiftspligtige mængde og afgiftsbeløbet og indbetale afgiften for afgiftsperioden til told- og skatteforvaltningen, jf. affalds- og råstofafgiftslovens § 16. Landsskatteretten stadfæstede derfor også Skatterådets besvarelse af spørgsmål 2.

Et selskab havde påklaget Skatterådets bindende svar, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at råstofmængden, der blev indvundet på den danske kontinentalsokkel, og som transporteredes direkte til udlandet, ikke var omfattet af råstofafgiftsloven. Indvindingen var erhvervsmæssig, og de indvundne råstoffer var omfattet af affalds- og råstofafgiftslovens bilag 1. Indvindingen krævede tilladelse efter råstofloven. Til støtte for, at spørgsmålet skulle besvares bekræftende, gjorde selskabet gældende, at loven ikke indeholdt hjemmel til beskatning af råstoffer, der blev indvundet fra områder uden for den danske 12 sømilegrænse, når råstofferne transporteredes direkte til udlandet.

Landsskatteretten henviste til affalds- og råstofafgiftslovens § 1, stk. 1, hvorefter der skulle betales en afgift på 5,56 kr. pr. kubikmeter af råstoffet. Af forarbejderne til lov nr. 838 af 19. december 1989 om afgift af affald og råstoffer fremgik, at afgiften skulle betales af sådanne råstoffer, hvortil der krævedes indvindingstilladelse efter råstofloven eller kontinentalsokkelloven, og som erhvervsmæssigt blev indført eller indvundet her i landet. Landsskatteretten fandt herefter, at affalds- og råstofafgiftslovens § 1, stk. 1, fandt anvendelse. Landsskatteretten anførte, at bemærkningerne til lovforslag nr. 73 af 29. marts 2023 om ændring af kildeskatteloven, selskabsskatteloven, kulbrinteskatteloven og ligningsloven angik disse love, at FN’s Havretskonvention af 10. december 1982 havde tildelt Danmark ret til at udnytte de omhandlede råstoffer på den danske kontinentalsokkel, og at Danmark ved affalds- og råstofafgiftsloven havde etableret en konkret lovhjemmel til at afgiftspålægge disse. Herefter, og da det selskabet i øvrigt havde anført, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede Landsskatteretten Skatterådets besvarelse.

Landsskatteretten fandt, at en klager ikke opfyldte betingelserne i fiskerilovens § 14, stk. 1, nr. 2, jf. ligningslovens § 9 G, stk. 1. Der hensås til, at klageren i indkomståret 2021 arbejdede på et norsk fartøj med tilknytning til Norge, hvorfor klageren ikke oparbejdede 60 pct. af sin indkomst på et fartøj med tilknytning til dansk fiskerihavn. På denne baggrund opfyldte klageren ikke betingelserne for at blive registreret som erhvervsfisker efter fiskerilovens § 14, stk. 1, nr. 2, som er en betingelse for fradragsretten efter ligningslovens § 9 G, stk. 1. Landsskatteretten fandt, at den påklagede afgørelse ikke var i strid med EU-retten om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2024

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til, at et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af anparterne i et datterselskab til en påtænkt fond kunne ske uden at holdingselskabets hovedaktionær udbyttebeskattes. Dette kunne bekræftes bl.a. henset til at den påtænkte fond kunne anses for at have almennyttig/almenvelgørende formål.

Sagen omhandlede i spørgsmål 1, om et holdingselskabs ydelse af en eller flere kontante gaver til en påtænkt fond kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for holdingselskabets hovedaktionær. Fondens formål var at fremme og støtte almenvelgørende og almennyttige formål i form af sociale formål, humanitære formål, undervisningsmæssige formål, videnskabelige og sygdomsbekæmpende formål, trivselsmæssige formål, og kulturelle og miljømæssige formål. Da den påtænkte fonds formål kunne anses for at være almennyttig/almenvelgørende, ville det ikke udløse skattemæssige konsekvenser for hovedaktionæren, såfremt holdingselskabet ydede en eller flere kontante gaver til den påtænkte fond.

Sagen omhandlede endvidere i spørgsmål 2, om den påtænkte fonds erhvervelse af kapitalandele/fast ejendom udgjorde en intern uddeling. Eftersom den påtænkte fond investerede i datterselskaber og ejendomme med henblik på at kunne opnå et afkast, der kunne finansiere den påtænkte fonds formål, skete investeringen i datterselskaber og ejendomme ikke for at opfylde, men alene for at finansiere fondens formål. På den baggrund kunne det bekræftes, at den påtænkte fonds erhvervelse af datterselskaber og ejendomme ikke udgjorde en intern uddeling.  

Sagen angik, om en fond efter det udvidede driftsomkostningsbegreb havde fradrag for udgifter afholdt i 2015, 2016 og 2017 til drift og vedligeholdelse af et sommerhus, som fonden stillede til disposition for børnebørn og oldebørn efter en afdød, eller om udgifterne var uddelinger.

Landsskatteretten henviste til, at fondens formål var at administrere sommerhuset og stille dette til disposition for de nævnte børnebørn og oldebørn. Derfor fandt Landsskatteretten, at fonden i overensstemmelse med fondens formål havde afholdt udgifterne til drift og vedligeholdelse af sommerhuset og dermed som uddelinger og således ikke for at sikre driften af fonden. Udgifterne var derfor alene fradragsberettigede i det omfang, der var hjemmel hertil i fondsbeskatningslovens § 4, som med virkning for uddelinger den 5. oktober 2016 og senere var ændret således, at der alene var fradrag for uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Det var ubestridt, at fondens formål ikke var almenvelgørende eller på anden måde almennyttig. Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens fordeling af fradragsberettigede uddelinger og ikke-fradragsberettigede uddelinger.

Landsskatteretten stadfæstede dermed Skattestyrelsens afgørelse.

Gennem et selskab ejede klageren 0,97 % af et udenlandsk selskab, som drev virksomhed med administration og udvikling af ejendomme. Ifølge en ejeraftale vedrørende det udenlandske selskab var klagerens selskab ved salg af det udenlandske selskab berettiget til carried interest, det vil sige medvederlag i forhold til klagerens selskabs ejerandel i det udenlandske selskab. Klagerens selskab havde indgået en bonusaftale med en medarbejder, hvorefter medarbejderen ved salg af det udenlandske selskab var berettiget til 30 % af selskabets carried interest. Klageren, der skulle medregne carried interest som CFC-indkomst, jf. ligningslovens § 16 I, stk. 6, anmodede med henvisning til bonusaftalen Skatterådet om bindende svar på, om klagerens carried interest kunne opgøres efter reduktion heraf med 30 %, hvortil Skatterådet svarede nej.

Landsskatteretten henviste til ejeraftalen, hvorefter deltagerkapitalen i det udenlandske selskab var fordelt med 99,03 % til et andet selskab og 0,97 % til klagerens selskab. Ifølge ejeraftalen var klagerens selskab berettiget til carried interest ved salg af det udenlandske selskab. Klagerens selskabs ret til carried interest var således knyttet til deltagerkapitalen i det udenlandske selskab. Efter ejeraftalen ville en overdragelse af klagerens selskabs deltagerkapital i det udenlandske selskab til medarbejderen kræve skriftlig tilladelse. Der forelå ikke en sådan tilladelse. Der forelå heller ikke en aftale, hvorefter klagerens selskab havde overdraget deltagerkapital i det udenlandske selskab til medarbejderen. Ved klagerens selskabs salg i 2020 af andelen af deltagerkapital i det udenlandske selskab på 0,97 % erhvervede klagerens selskab således ret til carried interest i overensstemmelse med ejeraftalen Derfor var Landsskatteretten enig med Skatterådet i, at klagerens carried interest ikke skulle reduceres med 30 %. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at klagerens selskab havde aftalt med medarbejderen, at medarbejderen ved et salg af det udenlandske selskab skulle oppebære en bonus på 30 % af klagerens selskabs carried interest, at medarbejderen modtog sin bonus fra køberen af det udenlandske selskab, og at denne bonus fragik i carried interest udbetalt til klagerens selskab.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets besvarelse.

Ved ansættelsen af en ejendoms grundværdi pr. 1. oktober 2020 havde Vurderingsstyrelsen ikke tildelt nedslag i henhold til den dagældende vurderingslovs § 43, stk. 4, 1. pkt., hvorefter grundværdien for beboelsesejendomme med mere end tre lejligheder nedsattes med 2,5 %. Som begrundelse havde Vurderingsstyrelsen anført, at ejendommen havde benyttelseskode 25 - "Andre ejerlejligheder".

Efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder udtalte Landsskatteretten, at det afgørende for, om en ejendom var omfattet af den dagældende vurderingslovs § 43, stk. 4, 1. pkt., var, om der var tale om en beboelsesejendom med mere end tre lejligheder. Den tildelte benyttelseskode var derfor uden betydning for, om en konkret ejendom skulle tildeles et nedslag. Henset til at ejendommen var en beboelsesejendom, der bestod af 559 boliger, fandt Landsskatteretten, at ejendommen på vurderingstidspunktet var omfattet af § 43, stk. 4, 1. pkt., og at der således skulle tildeles et nedslag i grundværdien på 2,5 %. Landsskatteretten ændrede derfor Vurderingsstyrelsens afgørelse på dette punkt, idet Landsskatteretten i øvrigt stadfæstede ansættelsen af ejendommens grundværdi og den omberegnede grundværdi.

Skatterådet godkendte, at pensionsudbetalingsalderen for piloter og kabinepersonale ansat i H1 og H2 blev nedsat til 55 år. Afhængig af pensionsordningernes type, kan Skatterådet godkende nedsat pensionsudbetalingsalder efter pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 4, litra a og b, § 8, stk. 1, nr. 3, § 10, stk. 1, nr. 3, § 11 A, stk. 1, nr. 4 og § 12, stk. 1, nr. 3.

Dispensationen blev givet med den begrundelse, at de nævnte medarbejdere blev udsat for arbejdsbetingede belastninger, som kunne begrunde en nedsat pensionsudbetalingsalder. Herudover blev der lagt vægt på, at en række andre kommercielle luftfartsselskaber har fået godkendt nedsat pensionsudbetalingsalder for flyvende personale.

En medarbejders eventuelle nedsatte pensionsudbetalingsalder i et andet sideløbende ansættelsesforhold var ikke gældende for arbejdsgiverpensionsordninger, som H1 og H2 tilbød deres piloter og kabinepersonale som en del af deres ansættelsesvilkår.

Sagen angik, hvorvidt skatteyders skattepligtige indkomst for indkomstårene 2012 og 2013 skulle forhøjes med hhv. 2.921.448 kr. og 2.310.000 kr. 

Skatteyderen havde efter bevisførelsen og de afgivne forklaringer ikke godtgjort, at to konkrete indsætninger på skatteyders Y1-land bankkonto udgjorde dels tredjemands aftaleindskud i forbindelse med en ejendomshandel, dels arv fra skatteyders moder. 

For fem indsætninger på i alt 149.448 kr., som var indsat på den daværende ægtefælles bankkonto i 2012, fandt retten det godtgjort, at tre af disse indsætninger vedrørte skatteyder, og at skatteyders forklaring om forholdene ikke var bestyrket af den fornødne objektive dokumentation, hvorfor skatteyder var skattepligtig heraf. For de to øvrige indsætninger fandt retten ikke, at det var godtgjort, at beløbene vedrørte skatteyder, hvorfor skatteansættelsen i 2012 blev nedsat med i alt 11.200 kr. 

T var tiltalt for at have handlet groft uagtsomt ved den 24. november 2020, ved grænsen, som indehaver og direktør af et selskab, at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, ved at have købt engangsservice og bæreposer fra udlandet samt indført de nævnte varer til Danmark, uden at lade sig registrere som varemodtager og afgiftsberigtige varerne, uagtet at det ved modtagelsen af varerne kunne konstateres, at selskabet var afgiftspligtigt efter emballageafgiftsloven. Det offentlige blev herved unddraget i alt 50.547 kr. i emballageafgift.

T erkendte de faktiske omstændigheder og den beløbsmæssige opgørelse. T forklarede, at han var bekendt med pligten til at angive afgift af modtagne varer og til at lade sig registrere som varemodtager vedrørende emballage, når bagatelgrænsen for emballageafgift var overskredet. Omkring gerningstidspunktet havde han som følge af private forhold uddelegeret opgaven med at bestille varer hjem til en kollega. Det var T, der oplærte kollegaen i at bestille varer, men han orienterede hende ikke om pligten til at angive afgift af modtagne varer, og til at lade sig registrere som varemodtager vedrørende emballage, når bagatelgrænsen for emballageafgift var overskredet, idet selskabet ikke plejede at bestille varer hjem i en mængde, der ville føre til en overskridelse af bagatelgrænsen for emballageafgift. Kollegaen havde ved en fejl bestilt varer hjem i kasser i stedet for kartoner, og T blev først bekendt hermed, da Skattestyrelsen kontaktede ham herom den 18. december 2020, og da han omkring samme tidspunkt udarbejdede regnskab for selskabet. T var ikke til stede i selskabet, da varerne blev modtaget, og han kom ikke ret meget i virksomheden hverken på dette tidspunkt eller i perioden frem til Skattestyrelsens henvendelse i december 2020.

Byretten frifandt T på baggrund af hans forklaring. Uanset at T som ejer og direktør af selskabet havde ansvaret for sine ansattes handlinger og undladelser, fandt retten ikke, at den manglende overholdelse af forpligtelserne til at angive afgift af modtagne varer, og til at lade sige registrere som varemodtager vedrørende emballage, da bagatelgrænsen for emballageafgift var overskredet, kunne tilregnes T som groft uagtsomt.

Spørger ønskede at likvidere sit tyske datterselskab, som var tomt. Koncernen havde tilvalgt international sambeskatning og var derfor omfattet heraf i endelighedsåret, mens international sambeskatning var fravalgt for koncernens udenlandske datterselskaber i underskudsårene.

Selskaber, som kan opnå fradrag for endelige underskud, er i selskabsskattelovens § 31 E, stk. 1, 1. pkt., sprogligt afgrænset som værende fuldt skattepligtige selskaber, "der ikke er omfattet af international sambeskatning". Hensigten med denne afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde var at indføre adgang til at fradrage endelige underskud i udenlandske datterselskaber mv. i det omfang, der efter EU-retten var krav på en sådan fradragsret, og hvor fradragsretten ikke allerede bestod som følge af anvendelse af de danske regler om international sambeskatning.

Spørger havde, som følge af de danske sambeskatningsregler hverken før eller efter tilvalget af international sambeskatning kunnet anvende underskud opstået i det tyske datterselskab i den danske indkomstopgørelse. Underskuddene opstået i det tyske datterselskab var endelige efter tyske skatteregler.

Skatterådet fandt, at der kunne indrømmes fradrag for endelige underskud efter selskabsskattelovens § 31 E i en situation som den foreliggende, hvor det danske moderselskab havde fravalgt international sambeskatning i underskudsåret, uanset at moderselskabet efterfølgende havde tilvalgt international sambeskatning og fortsat var omfattet heraf i endelighedsåret.  Skatterådet lagde vægt på, at denne fortolkning af bestemmelsen var i overensstemmelse med regelsættets formål om, at der skulle være adgang til at fradrage endelige underskud i det omfang, det fulgte af EU-retten.

Skatterådet lagde til grund ved besvarelsen, at der ikke herved blev opnået dobbeltfradrag for underskuddet.

Spørger leaser visse aktiver af en leasinggiver. Spørger importerer selv aktiverne fra et sted uden for EU. Efter de oplyste om lejekontrakterne kunne Skatterådet som udgangspunkt bekræfte, at der er tale om lejekøb. Det bemærkedes dog, at vurderingen af, om der er tale om lejekøb skal ske konkret i det enkelte tilfælde. Leasingydelserne skal dermed momsmæssigt ikke anses for vederlag for modtagne ydelser, men behandles som en del af vederlaget for købene af aktiverne. I forbindelse med spørgsmålet om fradragsret for importmoms skal spørger derfor behandles som køber af aktiverne. Da aktiverne anvendes til brug for momspligtige aktiviteter, er betingelserne for fradragsret opfyldt.

Sagen angik en prøvelse af Landsskatterettens to afgørelser af 27. oktober 2022, Skatteankenævn Vestjyllands afgørelse af 28. oktober 2022 og Skattestyrelsens afgørelse af 19. marts 2019. 

Skatteministeriet nedlagde påstand om afvisning, idet ministeriet gjorde gældende, at sagen var blevet anlagt for sent, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, hvorefter retten udskilte spørgsmålet om afvisning til særskilt behandling uden mundtlig hovedforhandling, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1, og § 366, stk. 1.

Det var ubestridt, at sagsøgeren indleverede stævningen på (red.fjernet.hjemmeside) den 30. januar 2023. Det var desuden ubestridt, at søgsmålsfristen for indbringelsen af Landsskatterettens afgørelser for domstolene udløb den 27. januar 2023, og at søgsmålsfristen for indbringelsen af Skatteankenævn Vestjyllands afgørelse for domstolene udløb den 28. januar 2023. 

Retten lagde efter sagens oplysninger til grund, at Skattestyrelsens afgørelse af 19. marts 2019 var upåklaget, og at søgsmålsfristen derfor udløb den 19. juli 2019. 

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren som følge af operation eller driftsforstyrrelser på (red.fjernet.hjemmeside) havde været forhindret i at anlægge sagen inden for søgsmålsfristens udløb. Retten lagde herved vægt på, at operationen den 26. januar 2023 havde været planlagt siden den 15. december 2022, og at der ikke var dokumenteret driftsforstyrrelser i et sådant omfang, at det ikke havde været muligt for sagsøgeren at anlægge sagen rettidigt.

På den baggrund afviste retten sagen.

Sagen angik, om skatteyderen som arbejdsgiver opfyldte betingelserne for at kunne udbetale skattefri rejsegodtgørelse til 14 medarbejdere i henhold til ligningslovens § 9 A. Spørgsmålet var særligt, om skatteyderen havde udført den fornødne effektive kontrol af, om betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt, jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. 

Retten fandt, at bogføringsbilagene i sagen ikke opfyldt kravene i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, og at det ikke var muligt for skatteyderen at kontrollere, om betingelserne i ligningslovens § 9 A var opfyldt. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet, idet skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var foretaget den fornødne effektive kontrol i forbindelse med udbetalingen af den skattefri rejsegodtgørelse.

Parts- og vidneforklaringer om foretagen kontrol kunne ikke føre til andet resultat.

Skatterådet fandt, at forskelligt bestik er omfattet afgiftspligten for engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at bestikket ikke adskilte sig fra andet engangsservice, som er omfattet afgiftspligten, og ikke var sammenlignelig med andet bestik, som almindeligvis bruges flere gange. Skatterådet fandt, at produkterne fremstod meget spinkle, og i funktion var de ikke stive, men meget bøjelige, og blev vurderet til at blive bortkastet efter brug. Skatterådet bemærkede, at på trods af produkterne kan anvendes flere gange, ændrede det ikke ved vurderingen, da produkterne ikke havde en beskaffenhed, hvor det forventedes, at produkterne ville bruges igen

Skatterådet fandt, at forskelligt service ikke var afgiftspligtigt engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c. Der blev lagt vægt på produkternes beskaffenhed, og at produkterne ikke lignede sædvanligt engangsservice, men fremstod robuste og stive, og det forventedes at produkterne ville blive brugt flere gange.

Spørger flyttede sammen med sin ægtefælle fra Sverige til Danmark i juli 2020 i forbindelse med sit arbejde for sin danske arbejdsgiver i Danmark. Spørger er skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1. Spørger ejer sammen med ægtefællen en skovejendom og landbrugsejendom i Sverige, som anvendes som fritidsbolig. Skoven er på 109 ha og drives kommercielt og selvangives som sådan i Sverige. Der er et mindre almindeligt landbrugsareal, som naboen udnytter mod at vedligeholde arealet.

Skatterådet kunne bekræfte, at driften måtte anses som ikke-erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, uanset at skoven havde en størrelse, der ville kunne drives erhvervsmæssig. Der blev lagt vægt på, at skoven og landbruget drives ekstensiv, at spørger og spørgers ægtefælle ikke har særlige forudsætninger for at drive skov eller landbrug og at ejendommen har givet underskud i spørgers ejertid og ikke har udsigt til at give overskud.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger vil være helt eller delvis fritaget for exit-skat af en eventuel avance, jf. kildeskattelovens § 10, ved ophør af fuld skattepligt til Danmark. Ifølge kildeskattelovens § 10 anses ophør af fuld skattepligt for afståelse af ejendommen. Det var Skatterådets vurdering, at afståelse af ejendommen er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, og at ejendommen må anses for at være en skovejendom. Da ejendommen anvendes om fritidsbolig er betingelserne i ejendomsavancebeskatningsloven § 9 for at boligen kan afstås skattefrit ikke opfyldt.

Skattestyrelsens hidtidige praksis hvorefter der skal opkræves moms på kommuners levering af renovationsydelser til private grundejere og grundejerforeninger, er blevet underkendt ved Landsskatterettens afgørelser af 21. oktober 2020.

Spørgerens bror, der var bosiddende i USA og aldrig har været skattepligtig til Danmark, stiftede i 2005 den amerikanske trust "The [A] Family Trust". Spørgeren blev ved brorens død eneste trustee i trusten. Ved brorens død skulle trustee udbetale trustens formue til Spørger, der var eneste begunstigede i trusten.

Spørgers repræsentant ønskede bekræftet, at Spørgeren ikke skulle betale skat i Danmark af arv modtaget fra den amerikanske trust "The [A] Family Trust".

Skatterådet fandt, at trusten efter danske regler ikke kunne anses for et selvstændigt skattesubjekt, men da trusten efter brorens død var et selvstændigt skattesubjekt i USA, og trusten ville have haft ledelsens sæde i Danmark, hvis trusten havde været et selvstændigt skattesubjekt efter danske regler, skulle trusten efter fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 4, beskattes som et selvstændigt skattesubjekt. Som følge heraf skulle Spørger medregne 80 pct. af uddelingerne fra trusten ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 7 V, stk. 2, 1. pkt.

Da trusten skulle beskattes som et selvstændigt skattesubjekt i Danmark, var det trusten og ikke Spørger, der var skattepligt af en eventuel indkomst af kapitalen.