Spørgers virksomhed bestod af rederidrift, hvor den danske del af koncernen blev beskattet efter reglerne i tonnageskatteloven. Selskabet skulle i den kommende periode indflage et antal skibe fra et ikke-EU/EØS-land til Dansk Internationalt Skibsregister (DIS).

Søfolkene i indeværende sag skulle kun være medsejlende og ikke tage ansvar eller kommando før skibet havde fået DIS-flag. Søfolkene skulle observere skibets drift i en varighed på maksimalt 14 dage og ville udelukkende modtage sidemandsoplæring samt deltage i kursus og ikke deltage i det daglige arbejde som skibets øvrige besætning.

Spørger ønskede Skatterådets bekræftelse af, at danske søfolk ombord på skibe, der var på vej til indflagning i Danmark fra registre i ikke-EØS/EU-lande kunne omfattes af nettolønsordningen (DIS) i forbindelse med sidemandsoplæring og deltagelse i kurser under denne sejlads.

Skatterådet kunne bekræfte, at betingelserne for at beskatte den løn, som de danske søfolk optjente under kurset, efter sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 1, nr. 1, (DIS) var opfyldt.

Spørger ejede en beholdning af ETH (Ethereums kryptovaluta). Ethereum netværket havde over en længere årrække ønsket at sænke deres energiforbrug ved at overgå til en anden valideringsmetode på deres netværk. Ethereum overgik i september 2022 fra validering ved Proof of work (PoW) til validering ved proof of stake (PoS). Selve overgangen skete ved, at Ethereum "fusionerede" med en selvstændig blockchain, kaldet Beacon Chain. Beacon Chain anvendte i forvejen PoS. Spørger ønskede at få besvaret hvorvidt hans beholdning af ETH ved overgangen fra PoW til PoS skattemæssigt, skulle anses som en realisation.

Skatterådet kunne bekræfte, at overgangen ikke skulle anses som en realisation. Skatterådet havde i deres vurdering heraf henset til, at der ikke er sket en ændring i selve grundlaget for aktivet (ETH). Der var efter Skatterådets opfattelse blot tale om en teknisk ændring af måden hvorpå valideringen i Ethereums netværk sker på. Der var således ikke tale om to forskellige aktiver.

Spørger har til formål at drive forsknings- og udviklingsvirksomhed indenfor bioteknologi bl.a. med henblik på udvikling af nye lægemidler til behandling af cancer. Spørger har forsket i udvikling af et nyt lægemiddel. Forskningsprojektet er baseret på forskning på X. X har indgivet en patentansøgning i EU og USA på baggrund af forskningen.

Skatterådet kunne efter en konkret vurdering bekræfte, at Spørgers udgifter til forskningen skulle anses for udgifter omfattet af ligningslovens § 8 B. Spørger var herefter berettiget til skattekredit efter ligningslovens § 8 X. Skatterådet havde som begrundelse herfor bl.a. henset til at forskningen, efter det oplyste, var patenterbar, hvilket styrkede formodningen for at forskningen havde den fornødne nyhedsværdi. Herudover henså Skatterådet også til, at lægemidlet ikke lignede allerede kendte behandlingsformer, og at forskningen fortsat var på så tidligt et stadie, at det endnu synes usikkert om forskningen ville lede til et godkendt lægemiddel.

Sagen angik for det første, om sagsøgeren var skattepligtig af værdien af fri bil i indkomstårene 2013-2015 og for det andet, om et selskab, som sagsøgeren var direktør og eneanpartshaver i, var indberetningspligtig af rådigheden over fri bil i indkomstårene 2013-2015. 

Retten udtalte, at det særligt i en situation som i den foreliggende sag, hvor den omhandlede bil - en (red.fjernet.bilmærke) - var en udpræget luksusbil, påhvilede sagsøgeren at sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat befordring, selvom denne ikke var parkeret ved hans private bopæl. Retten fandt, at der ikke forelå et korrekt og fyldestgørende kørselsregnskab, som dokumenterede, at sagsøgeren ikke har anvendt bilen til privat kørsel. Retten fandt desuden, at et af sagsøgeren efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab ikke kunne tillægges nogen bevismæssig betydning. 

Sagsøgeren og selskabet havde i perioderne fra den 18. juni 2014 til den 17. juni 2015 og fra 18. juni 2015 til den 17. september 2015 indgået aftaler med et leasingselskab om at splitlease bilen. Retten fandt ikke, at betingelserne for splitleasing var opfyldt, og retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke er sket en fordeling af erhvervsmæssig henholdsvis privat kørsel på grundlag af faktisk kørte kilometer opgjort og afregnet løbende ved månedlige afregninger, og at der ikke for splitleasingperioderne forelå et korrekt og fyldestgørende kørselsregnskab. Retten fandt desuden, at et af sagsøgeren efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab for splitleasingperioderne ikke kunne tillægges nogen bevismæssig betydning.

Videre fandt retten ikke, at det forhold, at SKAT i forbindelse med en gennemgang af grundlaget for sagsøgerens skat for indkomstårene 2011 og 2012 bl.a. indkaldte sagsøgerens kørselsregnskaber for 2011 og 2012, medførte, at sagsøgeren havde haft en berettiget forventning om ikke at blive beskattet af værdien af fri bil i indkomstårene 2013-2015. Retten lagde herved vægt på, at SKAT hverken i sit forslag til afgørelse for indkomstårene 2011 og 2012 eller i øvrigt har taget aktivt stilling til kørselsregnskaberne for 2011 og 2012, og at SKAT ikke har afgivet en positiv, entydig og specifik tilkendegivelse om, at kørselsregnskaberne for 2013-2015 kunne godkendes, eller at sagsøgeren i øvrigt ikke skulle beskattes af fri bil i indkomstårene 2013-2015.

Retten fandt herefter, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel i indkomstårene 2013-2015, og at selskabet var indberetningspligtig af rådigheden over fri bil i indkomstårene 2013-2015.

På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet. 

Sagen angik, om en skatteyder i indkomstårene 2017 og 2018 skulle beskattes af værdien af fri bil som følge af, at hun af sit selskab har fået stillet en (red.fjernet.bilmærke) til sin private rådighed. Bilen havde ubestridt holdt ved skatteyderens private bopæl i en række tilfælde, og der var derfor en formodning for, at bilen havde stået til rådighed for hendes private benyttelse. Retten fandt, at skatteyderen havde afkræftet formodningen for, at den omhandlede (red.fjernet.bilmærke) havde stået til hendes private rådighed, og hun skulle derfor ikke beskattes af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, jf. § 16 A, stk. 5. 

Sagen angik, hvorvidt et dansk selskab kunne anses for et investeringsselskab med indløsningsret på beviserne, der alene investerede i værdipapirer mv., hvis det erhvervede en konverteringsret til nytegnede aktier i et søsterselskab. Skatterådet fandt, at konverteringsretten skulle anses for en finansiel kontrakt, der var omfattet af begrebet værdipapirer mv., og som følgelig kunne indgå i værdipapirporteføljen i et investeringsselskab med indløsningsret på beviserne, indtil den blev konverteret til aktier i søsterselskabet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19.

Landsskatteretten stadfæstede, at et selskabs kontingentbetaling for medarbejdernes medlemskab af netværkerne Rotary, Round Table, Relationsfabrikken, Byggesocietetet mv. var anset som skattepligtige personalegoder for medarbejderne. Der blev lagt vægt på, at deltagelsen ikke kunne anses for erhvervsmæssig, men at selskabet derimod i overvejende grad dækkede udgifter, der skatteretligt set var af privat karakter. Der blev endvidere lagt vægt på, at formålet med deltagelsen var at give medlemmerne mulighed for at netværke, hvor en stor del af programmerne udgjorde sociale aktiviteter med fokus på deltagernes udvikling og kompetenceopbygning. Landsskatteretten fandt, at selskabets kontingentbetaling skulle indberettes som B-indkomst uden AM-bidrag.

Sagen angik, om klageren kunne overdrage en ejendom efter den såkaldte +/- 15 %-regel i værdiansættelsescirkulæret, cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, pkt. 6, 2 afsnit, eller om der forelå sådanne særlige omstændigheder, at Skattestyrelsen ikke skulle acceptere en værdiansættelse efter denne regel. Sagen angik endvidere, om der var indtrådt forældelse af Skattestyrelsens krav på betaling af gaveafgift. Landsskatteretten fandt, at der forelå særlige omstændigheder, hvorfor værdiansættelsen på +/- 15 % af den offentlige ejendomsvurdering kunne tilsidesættes. Landsskatteretten henviste herved til den korte tidsmæssige periode på et år og fem måneder mellem klagerens køb og videresalg af ejendommen til sin datter og til den betydelige forskel mellem klagerens anskaffelsessum ved købet af ejendommen i 2016 og hans afståelsessum ved videresalget til datteren i 2018. For så vidt angår spørgsmålet om forældelse, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen først fik kendskab til kravet på gaveafgift den 3. juni 2022, hvor Skattestyrelsen modtog endeligt skøde samt gældsbrev, og herved fik kendskab til, hvordan overdragelsen var blevet berigtiget. Det var således først på dette tidspunkt, at Skattestyrelsen fik kendskab til, at der forelå en disposition, der udløste gaveafgift, og herved havde tilstrækkelige oplysninger til, at der kunne beregnes gaveafgift. Der var derfor ikke indtrådt forældelse af kravet om betaling af gaveafgift. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren i perioden fra 1. januar 2016 - 31. december 2019 var en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3 for aktiviteter med køb og salg af skins, det vil sige digitale udsmykningsgenstande til brug for et computerspil.

Landsskatteretten anførte, at klageren havde foretaget en lang række salg af skins og i perioden havde oppebåret indtægter på 7.760.529 kr. Klageren havde markedsført sig med annoncer på Twitter.com og Reddit.com, ligesom klageren havde haft diverse alias inde i spillet, der gav udtryk for, at han købte og solgte skins. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klagerens salg af skins i den omhandlede afgiftsperiode havde et sådant omfang, at klageren drev selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3. Den omstændighed, at klageren havde erhvervet en stor del af de solgte skins i spil, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom Landsskatteretten ikke fandt anledning til at undtage visse skins fra den afgiftspligtige virksomhed. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skønsmæssige opgørelse af klagerens momstilsvar.

Da Landsskatteretten for så vidt angik perioden 1. januar 2016 - 30. juni 2018 endvidere fandt, at Skattestyrelsen med rette havde foretaget ansættelsen ekstraordinært i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2 (dissens), stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klagerens resultater ved køb og salg af skins, det vil sige digitale udsmykningsgenstande til brug i computerspil, i indkomstårene 2017, 2018 og 2019 var skattepligtig indkomst i henhold til statsskattelovens § 4 eller hidrørte fra salg af klagerens ejendele og derfor ikke skulle medregnes til klagerens indkomst, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten anførte, at klageren havde foretaget en lang række salg af skins og havde i de tre år herved oppebåret indtægter på henholdsvis 3.045.775 kr., 1.486.256 kr. og 698.141 kr. I perioden havde klageren markedsført sig på Twitter.com og Reddit.com, ligesom klageren havde haft diverse alias inde i spillet, der gav udtryk for, at han købte og solgte skins. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klagens salg af skins i de omhandlede år havde en sådan professionel, omfattende og systematisk karakter, at indtægterne henhørte under klagerens næringsvej og dermed ikke var undtaget fra skattepligt i medfør af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, men skulle medregnes til klagerens skattepligtige indkomst i henhold til statsskattelovens § 4. Den omstændighed, at klageren erhvervede en stor del af de solgte skins i spil, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at undtage indtægterne fra salg af visse typer af skins fra skattepligten i henhold til statsskattelovens § 4. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse af overskuddene i klagerens virksomhed.

Da Landsskatteretten for så vidt angik indkomståret 2017 endvidere fandt, at Skattestyrelsen med rette havde foretaget ansættelsen ekstraordinært i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, jf. stk.2 (dissens), stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Selskaberne i en fællesregistrering havde anvendt olie til godtgørelsesberettigede formål og til fremstilling af rumvarme og varmt vand. Forbrug til fremstilling af rumvarme og varmt vand var ikke godtgørelsesberettiget, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt. Nogle af de anlæg, hvori der var forbrugt olie, anvendtes udelukkende til godtgørelsesberettigede formål, men der forelå ikke målinger, der kunne dokumentere olieforbruget på disse anlæg. Forbruget af varmt vand oversteg grænsen for at fastsætte olieforbruget hertil efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 7, 3. pkt. Selskaberne havde gennem fællesregistreringens angivelser taget godtgørelse for hele olieforbruget. SKAT traf afgørelse om, at hele fællesregistreringens godtgørelse af olieafgift skulle tilbagebetales. SKAT foretog fristgennembrud efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for fristgennembrud i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, var opfyldt. Videre fandt Landsskatteretten, at der skulle foretages en skønsmæssig ansættelse af det beløb, der skulle tilbagebetales som følge af, at der var taget godtgørelse for olieforbrug på anlæg, der var anvendt til fremstilling af rumvarme og varmt vand. Den for meget modtagne godtgørelse kunne ikke opgøres efter regnskaberne og skulle derfor fastsættes skønsmæssigt, jf. mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, 2. pkt. Sagen blev hjemvist til Skattestyrelsen.

Sagen angik, om klageren hæftede for udgifter til rådgiverbistand og dermed var berettiget til omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Landsskatteretten anførte, at det fulgte af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at den skattepligtige fra det offentlige var berettiget til godtgørelse af udgifter til rådgiverbistand uanset sagens udfald, dog således at godtgørelsen alene udgjorde 50 % af udgifterne, når den skattepligtige ikke fik fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Videre bemærkede Landsskatteretten, at den skattepligtige kunne overdrage sit krav på godtgørelse til den sagkyndige, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, 2. pkt. Klageren blev taget under konkursbehandling ved dekret af 19. december 2012. På det tidspunkt påtog klagerens rådgiver sig - uden nogen form for sikkerhed for rådgiverhonoraret - at yde bistand til klageren under hans skattesag for Landsskatteretten efter en timetakst på 2.500 kr. plus moms og medgået tid, som repræsentanten forventede ville udgøre 50-100 timer, det vil sige et forventet rådgiverhonorar inkl. moms på 156.250 kr. - 312.500 kr. I samme forbindelse tilkendegav repræsentanten over for klageren, at han som følge af klagerens konkurs var indforstået med, at klageren næppe kunne betale for bistanden. Under disse omstændigheder havde repræsentanten i 2014, 2015 og 2016 faktureret klageren for sagkyndig bistand for i alt godt en halv million kr., som klageren hverken helt eller delvist havde betalt, og som der var ansøgt om omkostningsgodtgørelse for. Efter en samlet vurdering af det anførte fandt Landsskatteretten, at repræsentanten fra starten havde været indforstået med, og klageren havde været klar over, at repræsentanten alene ville opnå dækning for 50 % af rådgiverhonoraret gennem omkostningsgodtgørelse fra det offentlige, medmindre Landsskatteretten gav klageren fuldt medhold eller medhold i overvejende grad således, at rådgiverhonoraret kunne godtgøres med 100 %. Derfor var Landsskatteretten enig med Skattestyrelsen i, at det ikke var godtgjort, at klageren i henhold til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, hæftede for de omhandlede udgifter til rådgiverbistand.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Sagen angik, om klageren opfyldte betingelserne for at anvende forskerskatteordningen. Landsskatteretten fandt, at klageren blev fuldt skattepligtig til Danmark i forbindelse med sin indrejse til Danmark den 17. september 2020. Efter gældende praksis accepteres et ophold af en varighed på indtil en måned forud for ansættelsesforholdets påbegyndelse. Landsskatteretten fandt, at denne praksis forudsatte, at indrejsen til Danmark - og dermed indtræden af den fulde skattepligt til Danmark - skete, fordi skatteyderen forud for indrejsen til Danmark havde fået ansættelse i Danmark, og ikke fordi skatteyderen - efter at være indrejst til Danmark - fik ansættelse i Danmark. Klageren indrejste ikke til Danmark, fordi hun forud for indrejsen var blevet ansat i Danmark, men fordi hendes ægtefælle forud for indrejsen havde fået ansættelse i Danmark. Klageren søgte og fik først ansættelse hos H1 A/S, efter at hun indrejste til Danmark den 17. september 2020. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at den i henhold til bemærkningerne til kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, i praksis skabte regel ikke omfattede klagerens situation, hvorefter det var uden betydning, hvorvidt Covid-pandemien havde haft indflydelse på starttidspunktet for klagerens ansættelse hos H1 A/S. Da klageren således var fuldt skattepligtig til Danmark i 2 måneder forud for påbegyndelsen af sin ansættelse hos H1 A/S, opfyldte klageren ikke betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, ved ansættelsen hos H1 A/S pr. 17. november 2020. Det af klageren anførte vedrørende dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem USA og Danmark kunne ikke føre til et andet resultat. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA har til formål at forhindre dobbeltbeskatning af indkomst og sikre, at der foretages en rimelig fordeling af beskatningsretten mellem USA og Danmark. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten var således ikke relevant for afgørelsen af spørgsmålet om, hvornår klageren blev fuldt skattepligtig til Danmark. Dette spørgsmål blev alene afgjort efter de interne danske skatteregler herom i kildeskatteloven. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik samspillet mellem ligningslovens § 33 H og virksomhedsskattelovens § 13, herunder om der ved bortseelse fra underskud samtidig skulle ske hævning af opsparet overskud som sket for klageren. Landsskatteretten fandt, at ligningslovens § 33 H skulle anvendes forud for virksomhedsskattelovens § 13 og henviste herved til ordlyden af ligningslovens § 33 H, stk. 2. Som konsekvens heraf skulle der derfor bortses fra det fulde underskud af klagerens virksomhed i Danmark på 778.279 kr. i medfør af ligningslovens § 33 H, og klagerens anden kapitalindkomst i virksomheden skulle i overensstemmelse hermed ændres til 0 kr. Samtidig skulle klageren ikke anses for at have hævet opsparet overskud med 352.264 kr. Da bestemmelsen i ligningslovens § 33 H fandt anvendelse før virksomhedsskattelovens § 13, var der herefter ikke noget underskud i virksomhedsordningen, som kunne behandles efter virksomhedsskattelovens § 13. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Retten fandt, at et selskab, som havde fået indskudt et varelager, skulle tilskudsbeskattes af differencen mellem selskabets bogførte varelager og den beregnede værdi af det indskudte varelager, ligesom selskabets skattepligtig indkomst skulle forhøjes som følge af det uregistrerede varesalg, der fulgte af, at det indskudte varelager havde en større værdi end bogført. Retten fandt videre, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skønsmæssige opgørelse af det uregistrerede varesalg kunne tilsidesættes. Som følge af ændringen af selskabets skattemæssige ansættelse fandt retten desuden, at selskabets momstilsvar også skulle forhøjes.

Sagen blev sambehandlet med sagerne BS-35128/2021-RAN, BS-35147/2021-RAN, BS-35341/2021-RAN

I sagen var der spurgt til, om to nærmere bestemte softwareudviklingsprojekter udgjorde udøvelse af forsøgs- og forskningsvirksomhed efter ligningslovens § 8 B.

Spørger handlede for egen regning på de finansielle markeder, og havde udviklet software til intern brug: dels en intern handelsplatform og dels en applikation til estimering af et værdipapirs værdi.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at projekterne var omfattet af ligningslovens § 8 B, om forsøgs- og forskningsvirksomhed. Rådet henviste herved bl.a. til, at der ikke var oplyst om forhold, der kunne anses for teknologisk eller videnskabeligt nyskabende.

Retten fandt at det var berettiget, at skatteankenævnet havde hjemvist den beløbsmæssige opgørelse af det skattepligtige beløb til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Skatteyderens synspunkt om ophævelse af Skattestyrelsens afgørelse blev derfor afvist.

Retten fandt også, at skatteyderen skulle beskattes af maskeret udlodning, idet skatteyderens selskab havde betalt 2.600.000 kr. for et sommerhus, som skatteyderen blev ejer af.

Skatteyderen havde erhvervet en ejendom for 200.000 kr., og købsprisen afspejlede ikke ejendommens reelle værdi. Ejendommen blev solgt tilbage til sælgeren 15 dage efter skatteyderens erhvervelse af ejendommen for 200.000 kr. Retten fandt, at skatteyderen skulle gavebeskattes efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, af differencen mellem sin købspris og ejendommens reelle værdi (2.300.000 kr.). Den omstændighed, at ejendommen var blevet solgt tilbage til sælger for 200.000 kr., kunne ikke føre til et andet resultat, da skattepligten indtrådte på tidspunktet for underretningen om gaven, og da dispositioner, der foretages efter skattepligtens indtræden, ikke ophæver skattepligten.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til, at et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af en andel af anparterne i to datterselskaber til en påtænkt fond kunne ske uden, at holdingselskabets hovedaktionær blev udbyttebeskattet. Ansøger var fraflyttet Danmark. Ansøger var dog i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 6, begrænset skattepligtig til Danmark af udbytter omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2. Der skulle derfor tages stilling til udbyttebeskatningen, selvom Ansøger hverken var fuld skattepligtig til Danmark eller skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Skatterådet fandt, at den ansøgte tilladelse kunne gives, således at overdragelsen af kapitalandelene i datterselskaberne til den påtænkte fond kunne ske uden, at Ansøger blev udbyttebeskattet som maskeret udlodning.

Spørger har tidligere ejet en landbrugsejendom. Ejendommen blev solgt af Spørger den 1. juni 2022. Vurderingsstyrelsen har ved afgørelse af den 1. august 2023, med baggrund i de nye regler i ejendomsvurderingsloven givet ejendommen en ny kategori. Ejendommen er nu kategoriseret som en ejerbolig. Afgørelsen om ejendommens kategori har virkning fra den 1. marts 2021. Spørger har ikke valgt at søge om at komme med i overgangsordningen. Spørger ønsker at få svar på, om deres tidligere ejendom i relation til reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven var en ejerbolig på afståelsestidspunktet.

Skatterådet fandt, at en afgørelse om omkategorisering har samme retsvirkning som en vurdering efter ejendomsvurderingsloven. Vurderingsstyrelsens afgørelse har virkning fra den 1. marts 2021. Ejendommen er afstået den 1. juni 2022. Skatterådet fandt således, at ejendommen var en ejerbolig på afståelsestidspunktet, idet Spørger har fravalgt overgangsordningen og en evt. ejendomsavance skulle derfor opgøres efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Da Spørgerne efter det oplyste, opfyldte betingelserne for et skattefrit salg efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, kunne ejendommen afstås skattefrit.

Spørger ønskede bekræftet, om betaling af ekstraudstyret kunne afgiftsfritages efter registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. pkt., idet ekstraudstyret blev monteret af et servicecenter, som handlede på vegne af Spørger. Spørger var både forhandler og importør af biler.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at betalingen for ekstraudstyret kunne afgiftsfritages efter registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. pkt. Det var en betingelse for at kunne afgiftsfritage ekstraudstyr efter § 8, stk. 3, 2. pkt., at udstyret ikke monteres af fabrikations- eller importørvirksomheden. Ekstraudstyret blev monteret af servicecentrene på vegne af Spørger, der var importør, og ekstraudstyret blev derfor anset for for monteret af Spørger. Der var i registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. pkt., efter ordlyden ikke hjemmel til at skelne mellem, hvornår en virksomhed handler som hhv. forhandler eller importør i de tilfælde, hvor en virksomhed varetager begge funktioner.

Da monteringen af ekstraudstyret måtte anses for foretaget af en importørvirksomhed, var betingelserne for at afgiftsfritage betalingen for ekstraudstyret derfor ikke opfyldt.

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

I en sag, som angik værdien af en aktiepost, fremlagde appellanten i replikken til landsretten en rapport fra G1-virksomhed angående værdien af aktieposten. Appellanten oplyste, at rapporten var bestilt og at hovedkonklusionerne forelå inden anken, samt at rapporten var indgået i appellantens beslutning om at anke sagen.

Skatteministeriet protesterede mod fremlæggelsen, idet rapporten ikke var indhentet "inden sagsanlægget", jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1. Appellanten gjorde gældende, at "inden sagsanlægget" omfattede ethvert sagsanlæg, herunder i første instans og ved anke, og at der ikke i bestemmelsens ordlyd var holdepunkter for, at bestemmelsen var begrænset til sagsanlæg i første instans.

Østre Landsret udtalte, at rapporten ikke var indhentet inden sagens anlæg i byretten, og at det i denne situation fulgte af ordlyden af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, at erklæringen ikke kunne fremlægges som bevis. Vurderingsrapporten fra G1-virksomhed skulle derfor udgå af sagen.

Procesbevillingsnævnet afslog appellantens ansøgning om tilladelse til kære til Højesteret.

På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom.