Sagen, der var henvist til landsretten grundet sin principielle karakter, angik, om selskabet var et selvstændigt skattesubjekt omfattet af selskabsskattelovens § 1.

Skatteyderen gjorde gældende, at selskabet ikke var et selvstændigt skattesubjekt, men reelt blot en bankkonto, og at midlerne på selskabets konto reelt var skatteyderens.

Landsretten fandt, at selskabet var et selvstændigt skattesubjekt.

Landsretten lagde herved vægt på, at der forelå en række dokumenter vedrørende stiftelsen og ledelsen af selskabet, at der var oprettet en konto til selskabet, ligesom der forelå oplysninger om skatteyderens overførsler til og senere fra selskabet. Landsretten lagde desuden vægt på skatteyderens oplysning om, at formålet med at oprette selskabet og overføre midler hertil var at undgå løbende beskatning af afkastet efter indførelsen af rentebeskatningsdirektivet.

Landsretten fandt, at skatteyderen - i forhold til de danske skattemyndigheder - havde handlet ud fra, at selskabet var et selvstændigt skattesubjekt, idet skatteyderen ikke havde selvangivet selskabets indtægter og tab, selv om hun i de omhandlede indkomstår var fuldt skattepligtig til Danmark. Der påhvilede derfor skatteyderen en skærpet bevisbyrde for, at omstændighederne forholdt sig anderledes end det, hun havde ageret efter, og som var støttet af sagens dokumentbeviser.

Denne skærpede bevisbyrde var ikke løftet, og selskabet kunne derfor ikke anses for at være en skattemæssig transparent enhed.

Der var mellem parterne enighed om, at midlerne fra det Y1-landnske selskab var overført til skatteyderens datter, der ikke var skattepligtig til Danmark. Skatteyderen gjorde gældende - såfremt landsretten skulle nå til det resultat, at selskabet var et selvstændigt skattesubjekt - at ihændehaveraktierne var overdraget til datteren forud for overførslerne, og at skatteyderen derfor ikke var skattepligtig af overførslerne til datteren. Landsretten fandt det ikke dokumenteret, at ihændehaveraktierne var overdraget til datteren, og derfor blev skatteyderen beskattet ud fra en betragtning om, at formuegodet havde passeret hendes økonomi

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke kan anses som forbrugeren af det energiprodukt, der vil blive anvendt til oprensning af den forurenede jord ved godtgørelse af afgiften efter el-, gas eller mineralolieafgiftsloven.

Skatterådet afviste at besvare et spørgsmål om, hvorvidt svaret på spørgsmål 1 vil være det samme, hvis udkastet til totalentreprisekontrakt ændres, således at entreprenøren kan videreføre en meromkostning til energiforbrug til Spørger, når forsyningsselskabets gennemsnitlige enhedspris for en måned ligger 2 % over den i udbuddet fastsatte forecast-enhedspris i stedet for de 5 %, der fremgår af udkastet.

Spørger ønskede en vurdering af, om en konvertibel obligation skattemæssigt skulle behandles enten som en konvertibel obligation omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3, en aktie omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, eller en gæld omfattet af kursgevinstlovens § 1, stk. 1. Der ønskedes også taget stilling til, om afkastet var udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, samt om der var fradrag for Spørger ved udbetalingen af afkastet.

Den konvertible obligation var kendetegnet ved, at den ikke kunne indfries med penge, men kun med aktier i Spørger, der opnåedes samme rettigheder som aktionærerne i selskabet til at stemme og få udbytte, og ejeren af den konvertible obligation havde en ubetinget ret til at kunne konvertere til aktier på et hvilket som helst tidspunkt.

Skatterådet fandt, at der ikke skattemæssigt var tale om en konvertibel obligation, da der ikke var tale om en pengefordring, når der ikke kunne ske indfrielse med penge.

Skatterådet bekræftede, at den konvertible obligation var omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, da der var tale om et værdipapir, der lignede en aktie, da der bl.a. opnåedes en ret til Spørgers formue ved en likvidation af Spørger i kraft af, at der var en ubetinget ret til at kunne konvertere den konvertible obligation til aktier.

Skatterådet bekræftede i forhold til afkastet, at det var udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1, og at Spørger ikke havde fradrag for afkastet.

Klagen skyldtes, at Skatterådet i et bindende svar ikke havde kunnet bekræfte, at der for hvert af kommanditselskaberne H1, H2, H3, H4, H5 og H6 i den beskrevne investeringsstruktur ikke skulle ske omkvalifikation til et selvstændigt skattesubjekt ifølge selskabsskattelovens (herefter SEL) § 2 C. Landsskatteretten lagde til grund, at investorer omfattet af selskabsskattelovens § 2 C, stk. 1, nr. 1) - 3), i den omhandlede struktur ville eje mindre end 50 procent af H4. Spørgsmålet var herefter, om disse investorer ved opgørelse af deres ejerandele, skulle medregne ejerandele tilhørende investorer, med hvem de "agerer sammen" i relation til opgørelsen af ejerskabskravet på mindst 50 procent i § 2 C. Landsskatteretten fandt efter en samlet formålsfortolkning, at formålet med ændringen af selskabsskattelovens § 2 C havde været at sikre, at der skete omkvalificering i de tilfælde, hvor den ifølge dansk ret transparente enhed, kontrolleredes af fysiske eller juridiske personer, som var hjemmehørende i lande, der behandlede enheden som et selvstændigt skattesubjekt. Der fandtes ikke i forarbejderne grundlag for en fortolkning, hvorefter der skulle ske omkvalificering af enheder, hvor investorer omfattet af § 2 C, stk. 1, nr. 1) - 3), faktisk ejede mindre end 50 procent af enheden. Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at selskabsskattelovens § 8 C, stk. 1, nr. 17, havde en betydning for fortolkningen af § 2 C, der gik videre end definitionen af begrebet "tilknyttede personer". § 8 C, stk. 1, nr. 17, skulle derfor ikke anvendes ved vurderingen af, om de tilknyttede personer, som er omfattet af nr. 1) - 3), sammenlagt direkte eller indirekte ejede mindst 50 pct. af kommanditselskabet, men alene ved vurderingen af, om der var tale om en tilknyttet person. Landsskatteretten bemærkede bl.a., at såfremt investorer ved opgørelsen af ejerandele i relation til ejerskabskravet i selskabsskattelovens § 2 C på mindst 50 procent skulle medregne ejerandele tilhørende investorer, med hvem de agerer sammen, kunne det føre til, at der skulle ske omkvalificering af enheder, hvor blot en enkelt investor med en helt ubetydelig ejerandel var omfattet af bestemmelsens nr. 1) - 3). Efter den tidligere gældende bestemmelse var det en betingelse for omkvalificering, at investorer omfattet af nr. 1) - 3) ejede mere end 50 procent. En sådan skærpelse af reglen ville efter Landsskatterettens opfattelse kræve en klarhed i formuleringen af lovbestemmelsen. Det fremgik ikke tilstrækkeligt klart af bestemmelsens ordlyd, at investorer skulle medregne ejerandele tilhørende investorer, med hvem de agerer sammen ved vurderingen af ejerskabskravet i selskabsskattelovens § 2 C. Det fremgik ej heller af bestemmelsens forarbejder, at der var tiltænkt en sådan skærpelse, hvorefter investorer med en ejerandel på få procent ville kunne medføre, at hele enheden skulle omkvalificeres. Landsskatteretten henviste endvidere til præamblen til Rådets direktiv 2017/952 af 2017-05-29 om ændring af direktiv (EU) 2016/1164, for så vidt angår hybride mismatch med tredjelande. Landsskatteretten fandt, at ved vurderingen af, om investorer omfattet af selskabsskattelovens § 2 C, stk. 1, nr. 1) - 3), sammenlagt direkte eller indirekte ejede mindst 50 procent af stemmerettighederne, kapitalen eller retten til andel af overskuddet, skulle investorernes reelle ejerandel derfor lægges til grund. Da investorer omfattet af selskabsskattelovens § 2 C, stk. 1, nr. 1) - 3), i den omhandlede struktur ejede mindre end 50 procent af kommanditselskabet H4, skulle der derfor ikke ske omkvalificering af kommanditselskabet. Spørgsmål 1 blev derfor besvaret med "Ja", og Skatterådets afgørelse blev ændret.

Klagen skyldtes, at Skatterådet i et bindende svar ikke havde kunnet bekræftet, at H12 K/S og H13 K/S ikke var omfattet af selskabsskattelovens § 2 C i den eksisterende struktur. Landsskatteretten lagde til grund, at investorer omfattet af selskabsskattelovens § 2 C, stk. 1, nr. 1) - 3), i den omhandlede struktur ville eje mindre end 50 procent af H12 K/S og H13 K/S. Spørgsmålet var herefter, om disse investorer ved opgørelse af deres ejerandele skulle medregne ejerandele tilhørende investorer, med hvem de "agerer sammen" i relation til opgørelsen af ejerskabskravet på mindst 50 procent i § 2 C. Landsskatteretten fandt efter en samlet formålsfortolkning, at formålet med ændringen af selskabsskattelovens § 2 C havde været at sikre, at der skete omkvalificering i de tilfælde, hvor den ifølge dansk ret transparente enhed kontrolleredes af fysiske eller juridiske personer, som var hjemmehørende i lande, der behandlede enheden som et selvstændigt skattesubjekt. Der fandtes ikke i forarbejderne grundlag for en fortolkning, hvorefter der skulle ske omkvalificering af enheder, hvor investorer omfattet af § 2 C, stk. 1, nr. 1) - 3) faktisk ejede mindre end 50 procent af enheden.

Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at selskabsskattelovens § 8 C, stk. 1, nr. 17, havde betydning for fortolkningen af § 2 C, der gik videre end definitionen af begrebet "tilknyttede personer". § 8 C, stk. 1, nr. 17, skulle derfor ikke anvendes ved vurderingen af, om de tilknyttede personer, som er omfattet af nr. 1) - 3), sammenlagt direkte eller indirekte ejede mindst 50 pct. af kommanditselskabet, men alene ved vurderingen af, om der var tale om en tilknyttet person. Landsskatteretten bemærkede bl.a., at såfremt investorer ved opgørelsen af ejerandele i relation til ejerskabskravet i selskabsskattelovens § 2 C på mindst 50 procent skulle medregne ejerandele tilhørende investorer, med hvem de agerer sammen, kunne det føre til, at der skulle ske omkvalificering af enheder, hvor blot en enkelt investor med en helt ubetydelig ejerandel var omfattet af bestemmelsens nr. 1) - 3). Efter den tidligere gældende bestemmelse var det en betingelse for omkvalificering, at investorer omfattet af nr. 1) - 3) ejede mere end 50 procent. En sådan skærpelse af reglen ville efter Landsskatterettens opfattelse kræve en klarhed i formuleringen af lovbestemmelsen. Det fremgik ikke tilstrækkeligt klart af bestemmelsens ordlyd, at investorer skulle medregne ejerandele tilhørende investorer, med hvem de agerer sammen, ved vurderingen af ejerskabskravet i selskabsskattelovens § 2 C. Det fremgik ej heller af bestemmelsens forarbejder, at der var tiltænkt en sådan skærpelse, hvorefter investorer med en ejerandel på få procent ville kunne medføre, at hele enheden skulle omkvalificeres. Landsskatteretten henviste endvidere til præamblen til Rådets direktiv 2017/952 af 2017-05-29 om ændring af direktiv (EU) 2016/1164, for så vidt angår hybride mismatch med tredjelande. Landsskatteretten fandt, at ved vurderingen af, om investorer omfattet af selskabsskattelovens § 2 C, stk. 1, nr. 1) - 3), sammenlagt direkte eller indirekte ejede mindst 50 procent af stemmerettighederne, kapitalen eller retten til andel af overskuddet, skulle investorernes reelle ejerandele derfor lægges til grund.  Da investorer omfattet af selskabsskattelovens § 2 C, stk. 1, nr. 1) - 3), i den omhandlede struktur ejede mindre end 50 procent af kommanditselskabet H12 K/S og H13 K/S, skulle der derfor ikke ske omkvalificering af kommanditselskaberne. Spørgsmål 1 blev derfor besvaret med "Ja", og Skatterådets afgørelse blev ændret.

Fortjeneste ved salg af bitcoins ansås for skattepligtig, idet klageren ansås for at have erhvervet de pågældende bitcoins i spekulationshensigt, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Det forhold, at klageren oplyste, at erhvervelsen var led i, at han ønskede at udbrede et nyt monetært system og anvende de pågældende bitcoins som betalingsmiddel, kunne ikke føre til et andet resultat.

Fortjeneste ved salg af bitcoins, som klager havde modtaget i gave fra sin daværende samlever og nuværende ægtefælle, ansås for skattepligtig, idet de pågældende bitcoins ansås for at være erhvervet i spekulationshensigt, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.   

Sagen angik, om en kommune kunne sælge en grund momsfrit. Landsskatteretten fandt, at kommunen drev selvstændig økonomisk virksomhed med salg af fast ejendom, og at kommunen ville handle i denne egenskab ved et salg af den omhandlede grund. Herefter fandt Landsskatteretten, at grunden skulle kvalificeres som en byggegrund, da grunden på overdragelsestidspunktet henlå i ryddet stand, var selvstændigt udmatrikuleret og måtte bebygges med boliger i overensstemmelse med lokalplanen. Det forhold, at kommunen fra ekspropriationen og frem til lejeaftalens ophør fortsatte den momsfritagne aktivitet med udlejning af grunden, bevirkede ikke, at et salg af grunden kunne ske uden moms efter momslovens § 13, stk. 2. Kommunen eksproprierede således grunden med henblik på byudvikling og salg, og grunden havde derfor ikke alene været anvendt i forbindelse med momsfritaget virksomhed som forudsat i momslovens § 13, stk. 2, første led, ligesom kommunens anskaffelse eller anvendelse af grunden ikke havde været undtaget fra retten til fradrag efter momslovens kapitel 9 som forudsat i bestemmelsens andet led. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens besvarelse af kommunens spørgsmål 1.

Spørger ønskede at ændre sin nuværende bonusordning, således at medarbejderne fremadrettet fik mulighed for at opnå bonus, der bestod af en blanding af udbetaling af kontanter og modtagelse af aktier i holdingselskabet (Holding) til favørkurs. Spørger ønskede i den forbindelse at anvende reglerne i ligningslovens § 7 P.

I den nye model ville den enkelte medarbejder ultimo marts få oplyst, hvorvidt medarbejderen modtog bonus for det forudgående kalenderår. Hvis medarbejderen modtog bonus, fik vedkommende oplyst bonusbeløbet, samt hvordan beløbet fordeltes mellem kontanter og mulighed for at modtage aktier i Holding til favørkurs. Medarbejderens erhvervelse af aktier i Holding til favørkurs skulle besluttes af generalforsamlingen i Holding, og den del af bonussen, som bestod af aktier i Holding, ville derfor være betinget af, at generalforsamlingen træf beslutning om, at medarbejderen kunne erhverve aktier i Holding til favørkurs. Værdiansættelsen af aktierne i Holding ville foreligge ultimo april. Generalforsamlingen forventedes at blive afholdt i maj måned, og det ville derfor først være i maj måned, at medarbejderen kunne erhverve aktierne. Den del af bonussen, som bestod af aktier i Holding, ville være betinget af, at medarbejderen og Spørger indgik en individuel aftale om anvendelse af ligningslovens § 7 P senest umiddelbart inden afholdelsen af Holdings generalforsamling. Af denne aftale ville bl.a. oplysninger om værdiansættelsen af aktierne i Holding, antallet af aktier og medarbejderens egenbetaling fremgå.

Det var Skatterådets opfattelse, at der ville foreligge en bindende aftale mellem medarbejderen og Spørger om anvendelse af ligningslovens § 7 P inden, eller senest samtidig, med aftaletidspunktet for aktielønnen. Der blev herved henset til, at medarbejderen og Spørger indgik aftalen om ligningslovens § 7 P inden generalforsamlingsbeslutningen om tildelingen af aktielønnen. 

Det var videre Skatterådets opfattelse, at vederlaget var entydigt identificeret i aftalen om anvendelse af ligningslovens § 7 P. Der blev herved henset til, at aftalen indeholdt oplysninger om vederlagets art (aktier) og i hvilket selskab, der blev erhvervet aktier i (Holding). Der blev endvidere henset til, at det forudsattes, at aftalen ville indeholde oplysninger om værdiansættelsen af aktierne i Holding og antallet af aktier. 

Skatterådet kunne herefter bekræfte, at ligningslovens § 7 P kunne anvendes på den nye model.

En række udlejede stuehuse og andre beboelsesejendomme blev ikke anset for benyttet i landsbrugsvirksomheden og kunne derfor ikke afgiftsberigtiges med 6 %. Den i afgørelsen nævnte Østre Landsrets dom er nu stadfæstet af Højesterets dom af 1. september 2023.

Landsskatteretten tillod omgørelse af en skattefri virksomhedsomdannelse. Den skattefri virksomhedsomdannelse blev gennemført i juni 2018 med virkning fra primo 2018. Skatteyderen havde anvendt virksomhedsordningen og havde holdt hensættelser til senere hævning uden for den skattefri virksomhedsomdannelse. Beløbet var rettidigt hævet og overført til skatteyderen. I december 2018 korrigerede Skattestyrelsen to tidligere indkomstår, og dermed blev saldo for hensat til senere hævning ultimo 2017 øget fra det oprindeligt selvangivne beløb 332.801 kr. til 1.005.537 kr. Omgørelsen gik ud på, at differencen mellem de to beløb blev tilladt hævet af skatteyderen, som dermed blev anset for rettidigt at have hævet den korrigerede saldo for hensættelser til senere hævning. Alle betingelser for omgørelse var opfyldt og det forhold, at skatteyderen havde valgt at benytte sig af muligheden for hensættelser til senere hævning ved korrektionerne af de to tidligere indkomstår, blev ikke anset for at være udtryk for at spare eller udskyde skat. Omgørelsen skulle gennemføres civilretligt ved en skattefri udlodning af differencen mellem de to beløb.

Sagen angik, om det var berettiget, at Skattestyrelsen havde undladt at tage stilling til en advokats anmodning om genoptagelse af momstilsvarene for et opløst interessentskab efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, stk. 4, med henvisning til, at Skattestyrelsen ikke havde modtaget fuldmagt fra alle ni tidligere interessenter til, at advokaten kunne bede om genoptagelse. Der skulle i den forbindelse tages stilling til, om Skattestyrelsens undladelse af at tage stilling til anmodningen var en forvaltningsafgørelse, der kunne påklages.
Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens beslutning om ikke at tage stilling til genoptagelsesanmodningen var en afgørelse i skatteforvaltningslovens forstand, der kunne påklages.
Landsskatteretten udtalte, at et interessentskab i momsretlig henseende er et selvstændigt afgiftssubjekt, og at det er selve interessentskabet, der er den afgiftspligtige i relation til skatteforvaltningslovens § 32, men at et opløst interessentskab ikke længere eksisterer som et selvstændigt retssubjekt. Ved bedømmelsen af om fem tidligere interessenter var berettigede til at bede om genoptagelse af momstilsvarene, fandt Landsskatteretten, at der måtte lægges vægt dels på formålet med genoptagelsesreglerne, og dels på om rimelige hensyn til de interessenter, der ikke havde givet fuldmagt til anmodningen, burde føre til, at anmodningen ikke skulle realitetsbehandles.
Landsskatteretten fandt, at de fem tidligere interessenter, herunder klageren, var berettigede til at få behandlet anmodningen om genoptagelse og pålagde Skattestyrelsen at tage stilling til anmodningen. Retten henviste til, at det fulgte af forarbejderne til genoptagelsesreglerne, at hensigten er, at en virksomheds momstilsvar skal ændres til det materielt rigtige, i det omfang betingelserne i skatteforvaltningslovens §§ 31-32 er opfyldt. Retten henviste endvidere til, at de interessenter, der ikke havde givet fuldmagt til advokaten, ikke havde nogen saglig grund til at modsætte sig anmodningen, fordi det måtte lægges til grund, at Skattestyrelsens behandling af anmodningen om nedsættelse af momstilsvarene efter § 32, stk. 1, stk. 4, ikke ville kunne føre til, at momstilsvarene blev forhøjet.

Skattestyrelsen er blevet opmærksom på en fejl i Den juridiske vejledning ved beskrivelsen af ejere af tofamilieshuses adgang til at anvende bundfradrag efter ligningslovens § 15 Q, på den del af ejendommen, som ejeren selv bebor.

Det fremgår af Den juridiske vejledning, at hvis et tofamilieshus sælges, så kan køber og sælger alene tage et forholdsmæssigt bundfradrag i købs- og salgsåret efter ligningslovens § 15 Q, set i forhold til ejertiden.

For enfamilieshuse gælder det, at der er adgang til et fuldt bundfradrag for både køber og sælger i salgsåret, når ligningslovens § 15 Q anvendes.

Der er ikke hjemmel til at indlægge en begrænsning i brug af bundfradraget i købs- og salgsåret for tofamilieshuse. Teksten i Den juridiske vejledning bliver derfor ændret, og der gives adgang til genoptagelse for de ejere af tofamilieshuse, der er blevet beskattet af et for højt beløb, fordi der ikke er givet et fuldt bundfradrag i købs- og salgsåret.

Sagen omhandlede et investeringsprodukt i form af en warrant-aftale. Spørgeren havde anmodet om, at det pågældende investeringsprodukt skulle anses for en tegningsret, der skattemæssigt skulle behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

Skatterådet kunne ikke bekræfte at det pågældende investeringsprodukt skulle anses for en tegningsret. Skatterådet fandt, at produktet i stedet skulle behandles efter reglerne for finansielle kontrakter i kursgevinstlovens § 29, stk. 1. Der var herved bl.a. henset til, at der i aftalen var en række betingelser, der skulle være opfyldt, før aftalemodtageren i givet fald erhvervede tegningsretter, ligesom de selskabsretlige betingelser for, hvornår der er udstedt tegningsretter, ikke var opfyldt. Der forelå således endnu ikke tegningsretter, og det var i øvrigt ikke på forhånd garanteret, at der rent faktisk ville blive udstedt et bestemt antal tegningsretter. Der var således, efter Skatterådets opfattelse, tale om et produkt, der tidsmæssigt lå før en erhvervelse af tegningsretter - dvs. en option på tegningsretter.

Nye satser i gældsinddrivelsesbekendtgørelsen gældende fra 1. oktober 2023

Sagen vedrørte, om sagsøgeren var skattepligtig af en række hævninger, der blev foretaget fra tre selskabers konti. Sagsøgeren var eneanpartshaver og direktør i det ene selskab, og retten lagde desuden til grund, at sagsøgeren også var reel ejer af de to andre selskaber. Retten lagde videre til grund, at alle de omhandlede hævninger var foretaget af sagsøgeren.

På den baggrund og da sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde et tilgodehavende i selskaberne, eller at de hævede beløb af andre grunde ikke var skattepligtig indkomst for ham, fandt retten, at sagsøgeren var skattepligtig af hævningerne på de tre selskabers konti.

Sagen vedrørte desuden en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst på baggrund af privatforbrugsberegninger, som viste et negativt eller uantageligt lavt privatforbrug. Sagsøgeren havde ikke godtgjort, at skønnet var udøvet på et fejlagtigt grundlag eller havde medført et urimeligt resultat, og retten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser.

Endelig angik sagen en aktieavancebeskatning i forbindelse med opløsning af et anpartsselskab. Retten tiltrådte i den forbindelse skatteankenævnets afgørelse om at forhøje sagsøgerens skattepligtige indkomst med en skattepligtig aktieavance på 2.299.280 kr. Skatteankenævnet havde fundet, at sagsøgerens anparter i det opløste anpartsselskab havde en negativ anskaffelsessum på 2.299.280 kr., da det var anskaffelsessummen for aktierne i et aktieselskab, som var blevet indskudt i anpartsselskabet. Det blev således lagt til grund for afgørelsen, at aktieselskabet var blevet indskudt i anpartsselskabet ved en skattefri aktieombytning.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatterådet kan bekræfte, at der ikke skal betales afgift efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, af kokoschips ristet med sukker og kakaopulver. Skatterådet kan bekræfte, at der alene skal betales dækningsafgift af indholdet af kakao.

Skatterådet kunne bekræfte, at en kunstgræsbane til fodbold på lejet grund skatteretligt skal anses som et driftsmiddel, jf. afskrivningslovens kapitel 2.

Efter fast praksis er det afgørende for, om et aktiv skal afskrives som en bygning, om aktivet medregnes ved ejendomsvurderingen. Skattestyrelsen spurgte derfor Vurderingsstyrelsen, hvorledes en kunstgræsbane som den omhandlede behandles vurderingsmæssigt. Vurderingsstyrelsen svarede, at kunstgræsbanen vil være registreret som en bygning i BBR, hvis den medregnes ved ejendomsvurderingen. Det fremgik af BBR-registeret, at kunstgræsbanen ikke var medregnet. Under hensyn hertil fandt Skatterådet, at kunstgræsbanen skulle anses for et driftsmiddel og ikke en bygning. Svaret er på linje med et svar, som Skatterådet i 2022 afgav vedrørende en padeltennisbane.

Spørger påtænkte at overdrage anlægget til den bogførte værdi i forbindelse med en solvent likvidition af Spørger. Skatterådet afviste at svare på, om der vil være en skattepligtig avance ved afståelsen. Dette blev begrundet med, at Skatterådet ikke var i besiddelse af oplysninger, der gjorde det muligt at tage stilling til, om kunstgræsbanens bogførte værdi svarer til handelsværdien. Spørgsmålet kunne derfor ikke besvares med den fornødne sikkerhed.

Spørger har den 1. januar 2023 overdraget 50% af sin ejerandel på 80% i virksomhed A K/S til sin ægtefælle. Spørger har samtidigt overdraget 50% af de øvrige aktiver og passiver i virksomhedsordningen, primært bankindestående og værdipapirer.

Spørger deltog aktivt i driften af A K/S sammen med 2 andre medindehavere, og fra den 1. januar 2023 ville ægtefællen deltage i driften på lige fod med Spørger. Ægtefællerne vil herefter dele virksomhedens skattepligtige resultat mellem sig efter reglerne i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8.

Skatterådet kunne bekræfte, at overdragelsen mellem ægtefællerne ikke ville medføre beskatning af avance eller tab på de overdragne aktiver.

Skatterådet bekræftede endvidere, at ægtefællen kunne overtage 50% af Spørgers opsparede overskud, dog reduceret til xx mio. kr., som følge af "maksimeringsreglen", samt 50 % af Spørgers indskudskonto (0 kr.). Når ægtefællerne valgte dette, ville overdragelsen ikke medføre beskatning af opsparet overskud hos Spørger.

T var tiltalt for 2 forhold af overtrædelse af afgiftslovgivningen af særlig grov karakter med forsæt til at unddrage statskassen afgift og 1 forhold af forsøg herpå.

Som forhold 1 ved den 30. november og den 1. december 2018 sammen med en anden i varebil at have afhentet i alt 800.000 uberigtigede cigaretter på ejendom nr. 1. Cigaretterne var indsmuglet af andre fra udlandet og den 29. november 2018 aflæsset på ejendom nr. 1, hvorefter T efter aftale og sammen med en anden, kørte cigaretterne ud til flere aftagere.

Som forhold 2 ved den 15. februar 2019 sammen med en anden i varebil at have afhentet ikke under 2.830.000 uberigtigede cigaretter på ejendom nr. 2. Cigaretterne var indsmuglet af andre fra udlandet og den 15. februar 2019 aflæsset på ejendom nr. 2, hvorefter T sammen med en anden, den anden efter T’s instruks, kørte cigaretterne, i alt ikke under 283 kasser, ud til flere aftagere, ligesom T selv videresolgte nogle af cigaretterne til forskellige aftagere.  

Som forhold 3 ved forud for den 13. marts 2019 at have indgået aftale om sammen med en anden til flere aftagere at videreoverdrage ikke under 3.000.000 uberigtigede cigaretter, ligesom T selv havde indgået aftale om videresalg af nogle af cigaretterne til forskellige aftagere. De 3.000.000 uberigtigede cigaretter havde flere personer organiseret indsmugling af fra udlandet til Danmark, formentlig til ejendom nr. 2, hvilket mislykkedes, idet de udenlandske chauffører under transport af cigaretterne til Danmark blev anholdt i udlandet.

Det offentlige blev herved unddraget i alt 4.358.000 kr. i tobaksafgift og forsøgt unddraget 3.600.000 kr.

T forklarede, at han først blev involveret i at køre med cigaretter i forbindelse med leveringen i februar 2019, og at han ikke kendte noget til kørslen i november og december 2018. T og en anden kørte den 15. februar 2019 op til en rasteplads i hver sin udlejningsbil. Nogle personer hentede udlejningsbilerne på rastepladsen og fyldte dem med cigaretter. Han kørte ud med omkring 86 kasser uberigtigede cigaretter til flere aftagere, og han mente, at han kun kørte én gang. Han havde fået besked om en mulig kørsel i marts 2019, og han fik muligvis besked om, at der kom 300 kasser cigaretter. Han forventede, at han skulle køre med 100 kasser.

Byretten fandt T skyldig i forhold 1 og forhold 2. T’s forklaring tilsidesattes som utroværdig.  Der blev henset til vidneforklaringer og politiets observationer. Der forelå ikke straffri efterfølgende medvirken. T fandtes tillige skyldig i forhold 3. Der blev henset til telefonaflytninger af T’s telefon den 7. marts 2019 herunder telefonsamtaler med de to andre samt den 13. marts 2019 hvor T telefonisk blev informeret om, at leveringen ikke blev til noget, fordi lastbilen var blevet stoppet i udlandet.

T blev idømt 1 år og 9 måneders ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 3.000.000 kr. Ved strafudmålingen lagde byretten i skærpende retning vægt på mængden af cigaretter og størrelsen af det unddragne beløb og det beløb, der var forsøgt unddraget, at der var tale om flere forhold, og at forholdene var begået i forening med flere andre. I formildende retning lagde byretten vægt på T’s relativt mindre rolle. Retten fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.

T ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

G1 var ultimativt moderselskab i en koncern, der bestod af en række danske- og udenlandske selskaber. Koncernen havde valgt international sambeskatning, jf. selskabsskattelovens § 31 A. G1 var som det ultimative danske moderselskab ligeledes administrationsselskab i sambeskatningen. Spørger påtænkte at ombytte anparterne i G1 med anparterne i det nystiftede selskab, H1. H1 blev ved anpartsombytningen nyt ultimativt dansk moderselskab i koncernen og derved også nyt administrationsselskab i sambeskatningen. Efter anpartsombytningen skulle G1 ophørsspaltes i de to selskaber, A1 Holding ApS og H2 ApS.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1 og 2, at genbeskatningsforpligtelsen i G1 ikke blev udløst ved ombytning af anparterne i G1 med anparterne i H1, idet H1 ville indtræde i den resterende bindingsperiode, der var gældende for G1. Der vil således ikke blive påbegyndt en ny 10-årig bindingsperiode for H1.

Skatterådet fandt i spørgsmål 3, at G1 kunne benytte tilgodehavenderne (fordringerne) mod datterselskabet, D1 A/S, svarende til de endnu ikke-forfaldne skatteforpligtelser og genbeskatningsforpligtelsen til at opfylde dets betalingsforpligtelse overfor det nye administrationsselskab, H1, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 6, 5. pkt. Det var forudsat, at tilgodehavenderne havde en værdi af kurs pari. Overførslen af tilgodehavender mod de underliggende selskaber, svarende til aktuelle skatteforpligtelser og genbeskatningsforpligtelsen, vil ikke udløse beskatning af hverken G1 eller H1, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 6, 6. pkt.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 4, at G1 efter anpartsombytningen ikke længere hæftede for genbeskatningsforpligtelsen, idet G1 efter ombytningen ikke længere ville være være administrationsselskab i sambeskatningen.

Skatterådet fandt i spørgsmål 5, at H1 efter aktieombytningen skulle anses for at eje alle kapitalandele i G1 ved udløbet af indkomståret 2023. G1 ville på den baggrund hæfte solidarisk med de øvrige helejede selskaber i sambeskatningen for skattekrav fra tidligere indkomstår og for skattekrav for indkomstår efter anpartsombytningen, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 6, 10. pkt. Svaret var ikke i overensstemmelse med Spørgers opfattelse.

Skatterådet kunne i spørgsmål 6, med henvisning til begrundelsen i spørgsmål 5, ikke bekræfte, at G1 i hæftelsesmæssig henseende vil blive stillet i samme position, som hvis selskabet aldrig havde været administrationsselskab i den internationale sambeskatning.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 7, at A1 Holding ApS efter ophørsspaltning af G1 ikke hæftede for genbeskatningsforpligtelsen. Ved overførsel af tilgodehavenderne ville G1 opfylde dets betalingsforpligtelse overfor H1, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 6, 5. pkt. Der vil derfor ikke være nogen hæftelse for A1 Holding ApS at overtage fra G1 for genbeskatningsforpligtelsen.

Skatterådet fandt i spørgsmål 8, at A1 Holding ApS ved ophørsspaltningen af G1 overtog G1´s solidariske hæftelse, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 6, 10. pkt., for skatter i andre sambeskattede selskaber vedrørende sambeskatningsperioden. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at A1 Holding ApS´ hæftelse for blandt andet aktuelle skatteforpligtelser ophørte ved ophørsspaltningen af G1. Svaret var ikke i overensstemmelse med Spørgers opfattelse.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 9, at spaltningen af G1 ikke medførte, at bindingsperioden i den internationale sambeskatning skulle anses for afbrudt, jf. selskabsskattelovens § 31 A, stk. 11, idet G1 ikke var ultimativt moderselskab på spaltningstidspunktet.

T var tiltalt for momssvig ved i perioden fra den 1. april 2011 til den 31. marts 2015 i forening med to medgerningsmænd som direktør og reel indehaver af tre nærmere angivne selskaber for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding og med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen vedrørende de tre selskabers moms. Statskassen blev herved unddraget for 4.371.335 kr. i moms i alt.

De to medgerningsmænd blev dømt i landsretten den 12. september 2019 for momsunddragelserne i selskaberne.

T forklarede, at de 3 selskaber drev samme form for virksomhed, og at han arbejdede sammen med de to medgerningsmænd, samt at det arbejde han udførte for selskaberne, var det samme. Han var ansat i selskaberne på deltid, beskæftigede sig ikke med momsangivelse og modtog løn i selskaberne.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Byretten lagde til grund, at alle 3 selskabers fakturaer lignede hinanden, og at T’s navn og telefonnummer fremgik af fakturaerne, samt at alle de tiltaltes navne fremgik af det visitkort, som T udleverede. De 3 selskaber drev erhvervsmæssig aktivitet i forlængelse af hinanden, og de overtog igangværende kontrakter fra hinanden uden, at der blev udarbejdet overdragelsesaftaler. T bidrog til driften af selskaberne i et samvirke med de to medgerningsmænd på en sådan måde, at han kunne holdes ansvarlig for selskabernes momsunddragelser på lige fod med de to medgerningsmænd. Efter det oplyste om den måde, som selskaberne blev drevet på, herunder at der ikke blev udarbejdet regnskaber eller systematisk blev indberettet moms, fandt retten det bevist, at T sammen med to medgerningsmænd havde handlet med forsæt til at unddrage statskassen momstilsvaret.

T idømtes en fællesstraf på 1 år og 7 måneders fængsel, heraf 1 år og 4 måneder betinget af vilkår om samfundstjeneste, samt en tillægsbøde på 4.350.000 kr. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på, at der var tale om en systematisk og grov momsunddragelse begået af T i forening med to medgerningsmænd. Retten fandt ikke grundlag for at gøre hele straffen betinget, heller ikke henset til sagens alder, idet den lange sagsbehandlingstid i relation til T’s sag i væsentligt omfang kunne tilskrives, at T udeblev under hovedforhandlingen i den tidligere sag og i en periode var forsvundet. Desuden blev T dømt til at betale 4.357.811 kr. i erstatning til Skattestyrelsen. Kravet blev nedsat til det beløb, som blev opgjort i sagen mod de to medgerningsmænd, der hæfter solidarisk for kravet.

T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse dog således, at tiltalen blev berigtiget, hvorved momsunddragelsen blev ændret fra 4.371.335 kr. til 4.359.041 kr.

Landsretten frifandt T. Landsretten fandt det ikke bevist, at T reelt har været medejer eller deltager i ledelsen af selskaberne på en sådan måde, at han kunne gøres strafferetligt ansvarlig for den momsunddragelse, der var sket i selskaberne. Landsretten lagde blandt andet vægt på, at T ikke som direktør formelt var ansvarlig for momsangivelse i selskaberne, at medgerningsmændene var blevet fundet skyldige i momsunddragelse fra selskaberne som direktører og reelle ejere i selskaberne, at ingen af de to medgerningsmænd har forklaret, at T var en del af ledelsen i nogen af selskaberne, eller at han skulle varetage opgaver med hensyn til momsangivelserne i selskaberne, at revisoren ikke opfattede T som reel ejer eller en del af ledelsen samt at der heller ikke forelå oplysninger om økonomiske forhold, som sandsynliggjorde, at T var reelt medejer af selskaberne.

T var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved som direktør og regnskabsansvarlig i et ApS med forsæt til skatteunddragelse af særlig grov karakter, i selskabets selvangivelser for indkomstårene 2001-2005, at have angivet selskabets skattepligtige indkomst for lavt med i alt 2.612.390 kr., idet han blandt andet ved brug af fiktive fakturaer og fiktiv bogføring udeholdt omsætning, hvorved det offentlige blev unddraget 779.765 kr. i alt i selskabsskat. T var endvidere tiltalt for momssvig af særlig grov karakter ved som direktør og regnskabsansvarlig i anpartsselskabet med forsæt til afgiftsunddragelse af særlig grov karakter urigtigt for perioden fra 1. januar 2001 til 31. december 2005, at have angivet salgsmomsen for lavt med samlet 1.462.015 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 1.462.015 kr. i moms i alt.

Der blev afgivet forklaring af T og to vidner.

T forklarede at told- og skatteforvaltningens beregninger støttes på de oplysninger, der blev givet til revisor med henblik på udfærdigelse af regnskab, og at disse ikke er korrekte, idet der er foretaget periodeforskydning grundet likviditetsmæssige behov. T har i forbindelse med told- og skatteforvaltningens behandling af sagen fremsendt yderligere og ændrede oversigter. T benægtede i retten, at han til politiet den 2. november 2005 skulle have forklaret om fiktive fakturaer.

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at selskabets skattepligtige indkomst i den anførte periode blev angivet for lavt med de beløb, der er anført i forhold 1, og at salgsmomsen var oplyst for lav ansat med de i forhold 2 anførte beløb.

Byretten fandt T skyldig i skattesvig af særlig grov karakter. De oversigter, der er udfærdiget og sendt til revisor som grundlag for regnskaberne skal lægges til grund som værende de oplysninger, T, der stod for bogføringen, udarbejdede. Under hensyn til omfanget, T’s handlinger og perioden er det bevist, at T forsætligt begik skatteunddragelse af særlig grov karakter. Retten fandt også vedrørende tiltalen for momssvig af særlig grov karakter, at de oplysninger, der er udarbejdet til revisor og som danner grundlag for udarbejdelse af regnskab, skal lægges til grund som værende de oplysninger, T har videregivet. På baggrund af beløbenes størrelse og den tidsmæssige periode sammenholdt med, at det var T, der stod for bogføringen, fandtes T skyldig i momssvig af særlig grov karakter.

T blev idømt 1 års fængsel samt en tillægsbøde på 2.225.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. Et af rettens medlemmer voterede for at fastsætte straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder. Retten fandt ikke, at sagsbehandlingstiden beroede på anklagemyndighedens eller rettens forhold, men i det væsentligste skyldtes T’s sygdom. Da forholdene blev begået i perioden 2001-2005, og T’s fravær skyldtes lovligt forfald, fandt retten, også henset til T’s personlige forhold, undtagelsesvist, at frihedsstraffen kunne gøres betinget.

T ankede dommen og påstod frifindelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men forhøjede fængselsstraffen til 1 år 6 måneder under hensyn til forholdenes omfang, og da de er begået få år efter, at T blev idømt en længerevarende fængselsstraf for ligeartet kriminalitet. Landsretten tiltrådte med samme begrundelse, som af byretten anførte, at fængselsstraffen gøres betinget, og at der sker rettighedsfrakendelse.