Sagen angik, om et produkt, der var udformet som vingummibamser, men som ikke indeholdt tilsat sukker, var omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4 eller 10. Under henvisning til, at produktet ikke indeholdt tilsat sukker, fandt Landsskatteretten, at dette forhold i det konkrete tilfælde medførte, at produktet ikke havde et karaktergivende indhold af sukker, hvorfor produktet hverken kunne anses som konfekt eller en sukkervare. Produktet var derfor ikke omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4. Efter en samlet bedømmelse af produktets beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå det blev markedsført, fandt Landsskatteretten endvidere, at produktet ikke var omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, og derfor ikke var afgiftspligtigt efter chokoladeafgiftslovens kapitel 1. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Et moderselskab hjemmehørende i Y1-land var skattepligtig af renter og udbytter, som det havde oppebåret fra sit danske datterselskab. Der skulle hverken efter moder-/datterselskabsdirektivet henholdsvis rente-/royaltydirektivet eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Y1-land ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, da hverken moderselskabet eller dette selskabs eget Y1-landske moderselskab kunne anses for retmæssig ejer af udbytterne og renterne i direktivernes og overenskomstens forstand, og da der forelå misbrug. Landsretten fandt således, at de Y1-landske selskaber var gennemstrømningsselskaber for renterne og udbytterne, der blev ført videre til bagvedliggende selskaber i skattelyene Y2-ø og Y3-ø. 

Landsretten fandt, at der ikke var ført sikkert bevis for, at selskaberne på Y2-ø også var gennemstrømningsselskaber, og at den retmæssige ejer af renterne og udbytterne var en bagvedliggende trust eller investorer hjemmehørende i Y4-land. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Y4-land kunne derfor ikke give grundlag for nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten af renterne og udbytterne. 

Landsretten fandt heller ikke, at der var ført bevis for, at der var grundlag for at foretage en delvis nedsættelse af kildeskattekravet som følge af, at en af investorerne i selskabet på Y3-ø var hjemmehørende i Y5-land, hvormed Danmark også havde en dobbeltbeskatningsoverenskomst. 

I forhold til en indsigelse om, at renterne for en del af den omhandlede periode ikke vedrørte kontrolleret gæld i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d’s forstand, fandt landsretten, at en aktionæroverenskomst indgået mellem ejerne af det øverste y-landske moderselskab indeholdt så detaljerede regler for parternes udøvelse af deres ejerskab af selskabet, at de gennem aktionæroverenskomsten måtte anses for at have haft en aftale om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse på selskabet, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 2, med den følge at den omhandlede gæld måtte anses for kontrolleret gæld.

Landsretten afviste desuden en indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse.

Endvidere fandt landsretten, at det danske datterselskab var ansvarligt for den manglende indeholdelse af udbytteskat og renteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Landsretten fandt, at det offentliges krav mod det danske datterselskab vedrørende manglende indeholdelse af renteskat og udbytteskat for det ene af de omhandlede år (2008) ikke var forældet, idet SKAT først på et tidspunkt, der lå mindre end 5 år før SKATs afgørelser, fik kendskab til eller burde have fået kendskab til fordringen mod selskabet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Endelig fandt landsretten, at kravet på betaling af den ikke indeholdte udbytteskat skulle tillægges renter efter opkrævningsloven.

Sagen angik tilbagekaldelse af en tilladelse til skattefri omstrukturering af en familieejet koncern, hvor far og søn, efter omstruktureringen, ejede hver sit holdingselskab. Skattemyndighederne havde givet tilladelse til omstruktureringen efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven § 36, stk. 1 og 2, og fusionsskattelovens §§ 15 a og 15 b.

Retten fandt, at den skattefrie omstrukturering indebar elementer af transaktioner mellem kontrollerede parter, hvorefter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, fandt anvendelse. At SKAT havde påberåbt sig en forkert hjemmel i sin afgørelse, og først havde henvist til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 under klagesagen ved Landsskatteretten, afskar ikke SKAT fra at påberåbe sig fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 og gjorde ikke SKATs afgørelse ugyldig. 

Omstruktureringen måtte antages at have skatteundgåelse som et fremherskende formål, henset blandt andet til, at vilkåret i SKATs tilladelse var overtrådt, og at der kort efter omstruktureringen var udloddet et ekstraordinært udbytte med et efterfølgende salg af aktier mellem de to holdingselskaber til en særdeles gunstig pris som følge af udlodningen. Det forhold, at aktierne kunne været overdraget ved succession efter aktieavancebeskatningsloven § 34, kunne ikke føre til et andet resultat. 

Da ejerne eller deres rådgivere var vidende om de foretagende dispositioner, kunne en tilbagekaldelse ikke anses som uproportional. 

Skattemyndighedernes tilbagekaldelse af tilladelsen til skattefri omstrukturering var derfor berettiget. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Motorstyrelsen havde nægtet at udbetale eksportgodtgørelse til et selskab for 106 køretøjer med den begrundelse, at selskabet ikke havde dokumenteret, at køretøjerne var udført her fra landet, jf. registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c. Efter konkrete bevisvurderinger ændrede Landsskatteretten Motorstyrelsens afgørelse for en række af køretøjerne, idet Landsskatteretten om betingelserne for udbetaling af eksportgodtgørelse anførte, at Motorstyrelsen ikke kunne stille krav om, at der forelå dokumentation for salg af køretøjer, der var udført til et auktionshus i Tyskland, hvor de skulle sælges, at køretøjerne først kunne anses for udført, når køretøjerne var betalt, og at der forelå billeddokumentation for udførsel af køretøjerne, når de i øvrigt var dokumenteret udført.

Sagen angik, om et selskab var berettiget til ordinær genoptagelse af lønsumsafgiftstilsvaret for 2017 og 2018. Landsskatteretten fandt, at selskabet korrekt havde opgjort lønsumsafgiftstilsvaret efter reglerne for finansielle virksomheder i henhold til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, herunder i overensstemmelse med metode 2, og derfor ikke skulle opgøre lønsumsafgiftstilsvaret i henhold til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1, herunder i overensstemmelse med metode 4, således som anmodet om af selskabet. Da selskabet dermed ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne begrunde en ændring af lønsumsafgiftstilsvaret, var det med rette, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet selskabets anmodning om ordinær genoptagelse af lønsumsafgiftstilsvaret for 2017 og 2018. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om et selskab var berettiget til ordinær genoptagelse af lønsumsafgiftstilsvaret for perioden 1. maj 2014 til 5. september 2016. Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til at fravige det i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2 og 6, anførte, når selskabet ikke kunne foretage en opgørelse af det faktiske tidsforbrug for de ansatte, der helt eller delvist udøvede aktiviteter i den afgiftspligtige del af virksomheden. Selskabet kunne derfor ikke anvende skønsreglen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 1. - 2. punktum. Det var således med rette, at selskabet havde anvendt 60/40 reglen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget. Da selskabet dermed ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne begrunde en ændring af lønsumsafgiftstilsvaret, var det med rette, at SKAT ikke havde imødekommet selskabets anmodning om ordinær genoptagelse af lønsumsafgiftstilsvaret for perioden 1. maj 2014 til 5. september 2016. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Sagen vedrørte, hvorvidt selskabet var berettiget til rentegodtgørelse som følge af, at Skattestyrelsen ikke havde overholdt udbetalingsfristen, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2, 1. pkt.

For 4. kvartal 2014 og 1. halvår 2015 fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke rettidigt havde angivet den negative moms, hvorfor bestemmelserne i opkrævningslovens § 12, stk. 2 og stk. 3, ikke fandt anvendelse. Skattestyrelsen havde derfor været berettiget til at foretage kontrol af angivelsen, før udbetaling fandt sted.

For 2. halvår 2015 fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen havde godtgjort, at der forelå en nærliggende risiko for afgiftstab, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 3, 2. pkt. Skattestyrelsen havde dermed været berettiget til at afbryde fristen i opkrævningslovens § 12, stk. 2, 1. pkt., hvorfor selskabet ikke havde ret til rentegodtgørelse.

For 1. og 2. halvår 2016 fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen ikke havde været berettiget til at afbryde fristen, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2, 1. pkt., da betingelserne i stk. 3 ikke var til stede. Selskabet havde derfor som udgangspunkt ret til rentegodtgørelse. Landsskatteretten fandt dog, at der kun kunne tilkendes rentegodtgørelse i anledning af uberettiget tilbageholdelse af negativ moms, i det omfang den negative momsangivelse var materielt korrekt. Selskabet havde dermed ikke ret til rentegodtgørelse.

Moderselskaber, der var hjemmehørende i henholdsvis Sverige og Luxembourg, var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, skattepligtige af renter, som moderselskaberne havde oppebåret på lån ydet til deres danske datterselskaber. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst henholdsvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi moderselskaberne var gennemstrømningsselskaber, der ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomsternes forstand, og fordi der forelå misbrug. Højesteret anførte, at det var uden betydning for vurderingen af spørgsmålet om retmæssig ejer, om renterne blev betalt effektivt eller blev tilskrevet lånets hovedstol.  
 
I den ene sag (116/2021) fandt Højesteret, at det ikke var godtgjort, at renternes retmæssige ejer var det bagvedliggende SICAR-selskab i Luxembourg, som renterne i hvert fald var gennemstrømmet til, eller aktionærerne og investorerne i dette selskab. Højesteret fandt, at det heller ikke var godtgjort, at betingelserne for bortfald af skattepligten af renterne i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, sidste punktum, var opfyldt. 
 
I den anden sag (117/2021) fandt Højesteret, at det ikke var godtgjort, at investorerne i de kapitalfonde, der stod bag gennemstrømningsselskaberne i Luxembourg, var renternes retmæssige ejere. Højesteret afviste endvidere en indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse.  
 
I begge sager fandt Højesteret, at de danske datterselskaber var ansvarlige for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de omhandlede indsætninger på sagsøgerens bankkonto i 2014 stammede fra udlæg afholdt på vegne af virksomhedens kunder. Sagsøgeren var derfor skatte- og momspligtig af indsætningerne.  
 
Retten fandt endvidere, at sagsøgeren måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet indsætningerne, idet der ikke var tale om, at sagsøgeren havde begået fejl, men at han havde indblandet sin økonomi i uforståelige dispositioner, som der ikke var givet en antagelig forklaring på eller fremlagt dokumentation for. 
 
Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Sagen angik, om der kunne ske genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 under henvisning til, at der forelå nye oplysninger, som ikke tidligere havde været fremme under sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g.  
 
Retten udtalte, at fristen på 6 måneder for genoptagelse ikke var overholdt, da sagsøgeren anmodede om genoptagelse den 23. februar 2021, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, nr. 1, jf. § 32, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 4. Hertil fandt retten det ikke godtgjort, at sagsøgeren i hele den relevante periode efter den 25. februar 2020 led af så alvorlig sygdom, at det kunne betegnes som særlige omstændigheder, ligesom retten heller ikke fandt, at der forelå en mindre fristoverskridelse.  
 
Retten fandt heller ikke grundlag for at antage, at Landsskatterettens sagsbehandling, herunder opdelingen af afgørelserne i to, udgjorde en sådan særlig omstændighed, at genoptagelse burde tillades.  
 
Retten fandt desuden, at det beroede på sagsøgerens og hans revisors forhold, at oplysningerne ikke blev indleveret til Landsskatteretten forud for afgørelsen af 25. februar 2020.  Sagsøgeren havde endvidere ikke sandsynliggjort, at forhøjelsen af momstilsvaret i afgørelsen af 25. februar 2020 var materielt forkert, sådan at han vil lide et uforholdsmæssigt retstab, hvis ikke afgørelsen blev genoptaget. Retten fandt ikke anledning til at tage stilling til, om betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3, var opfyldt.  
 
På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet.

Landsskatteretten fandt, at en fredningsafgørelse ikke udgjorde en årsomvurderingsgrund i henhold til dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6. Retten lagde vægt på, at ejendommen fortsat kunne anvendes i henhold til plangrundlaget på trods af fredningsafgørelsen.

Retten fandt endvidere, at ejendommen ikke havde ændret anvendelse som følge af fredningsafgørelsen i henhold til vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 10, da ejendommen fortsat kunne, og faktuelt blev, anvendt i henhold til plangrundlaget.

Idet det ikke fandtes, at der retteligt skulle have været foretaget en årsomvurdering, var der således ikke grundlag for, at retten behandlede spørgsmålet om, hvorvidt Vurderingsstyrelsen kunne pålægges at genoptage en eventuelt manglende vurdering efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt.

Retten afviste herefter at behandle de nedlagte påstande om, at Vurderingsstyrelsen skulle pålægges at foretage ordinær genoptagelse af vurderingen pr. 1. oktober 2017 efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, og § 33, stk. 2, 2. pkt.

Retten fandt, at en skatteyder skulle beskattes af en række aktiver, som skatteyderen havde taget ud af sit selskab. Retten fandt derudover, at skatteyderen skulle beskattes af en overførsel på 375.000 kr. fra et andet selskab til hans private konto, samt af salget af antikviteter til et tredje selskab. Endelig fandt retten, at en afholdt udgift til advokatbistand var et skattepligtigt løngode for ham.  
 
Sagen blev sambehandlet med sagerne BS-35001/2021-RAN, BS-35147/2021-RAN, BS-35341/2021-RAN.

Dommen angår ansættelsen af grundværdien pr. 1. oktober 2016, af en større ejendom i Y3-by. Det var under sagen omtvistet, om betingelserne for at foretage omvurdering i henhold til dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6, var opfyldt, samt om der kunne ske tilsidesættelse af det udøvede skøn over grundværdien, der var ansat til ca. (red. høj værdi fjernet) mio. kr.

Retten fandt, at betingelserne for at foretage omvurdering i henhold til dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6, var opfyldt. Der henvistes til, at der efter dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6, kunne foretages omvurdering, såfremt grundværdien må antages at være steget som følge af vedtagelsen af en ny lokalplan. Retten fandt, at denne antagelse skulle være baseret på en forventet ændret værdi af grunden i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse, jf. dagældende vurderingslovs § 13, stk. 1, og at antagelsen ikke forudsætter kendskab til resultatet af den konkrete omvurdering, som vil være en ny, almindelig vurdering. Retten fandt med henvisning til lokalplanændringerne, at der var grundlag for en sådan antagelse. Det afholdte syn og skøn gav ikke grundlag for en anden juridisk vurdering af, om betingelserne for omvurdering var til stede og indebar ikke, at det med den fornødne sikkerhed kunne fastslås, at ejendommen ved en omvurdering skulle værdiansættes til den samme grundværdi som hidtil.

Skatteministeriet blev herefter frifundet for sagsøgerens principale påstand.

Retten fandt imidlertid, at der var det fornødne sikre grundlag for at antage, at værdiansættelsen lå udenfor rammerne for det skøn, der tilkommer SKAT. Retten henviste bl.a. til skønserklæringen, hvor grundens værdi var ansat til (red. lav værdi 1 fjernet) mio. kr., og til den sammenligningsejendom, der var angivet i erklæringen. Det forhold, at skønsmanden havde anvendt en residualberegning, gav ikke konkret grundlag for at antage, at skønsmandens værdivurdering var fejlagtig. Retten fandt endvidere ikke, at skønsmanden var nået til et fejlagtigt resultat som følge af manglende hensyntagen til dagældende vurderingslovs § 13 ved ikke at have bortset fra den eksisterende bebyggelse.

Sagen blev derfor hjemvist til Vurderingsstyrelsen.

Den 25. juni 2019 omdannede klageren sin enkeltmandsvirksomhed til selskab med virkning fra den 1. januar 2019 efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse. I omdannelsen indgik en bil af mærket Opel Safira Tourer, der var blevet indregistreret første gang den 16. maj 2012.

Uanset at bilen var indrettet med et reolsystem, fandt Landsskatteretten, at bilen ikke var en værkstedsvogn eller lignende. Bilen var derfor egnet til privat kørsel og dermed omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, om den skattepligtige værdi af bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren (det nystiftede selskab) for privat benyttelse.

Videre fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde afkræftet formodningen for, at det nystiftede selskab stillede bilen til rådighed for klagerens private benyttelse.

Da selskabet blev stiftet den 25. juni 2019, var denne dato selskabets anskaffelsestidspunkt, uanset at selskabet var stiftet med virkning fra den 1. januar 2019. Anskaffelsestidspunktet var således mere end tre år efter første indregistrering, hvorfor den skattepligtige værdi af bilen efter ligningslovens § 16, stk. 4, udgjorde selskabets købspris, det vil sige handelsprisen den 25. juni 2019.

Bilen indgik i selskabets åbningsbalance pr. 1. januar 2019, og selskabets udgifter til bilen var fratrukket med tilbagevirkende kraft. Derfor skulle klageren beskattes af fri bil fra den 1. januar 2019, uanset at selskabets anskaffelsestidspunkt først var den 25. juni 2019.

Da Skattestyrelsen havde beregnet den skattepligtige værdi af bilen på grundlag af 75 % af nyvognsprisen og ikke selskabets købspris, handelsprisen den 25. juni 2019, hjemviste Landsskatteretten den talmæssige opgørelse til Skattestyrelsen.

Selskabet leasede til en bruger et køretøj, der var indregistreret som mandskabsvogn og dermed afgiftsfritaget efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Den 9. januar 2021 blev køretøjet udtaget til kontrol, hvor det blev konstateret, at køretøjet blev anvendt i strid med reglerne for mandskabsvogne. Motorstyrelsen opkrævede derfor registreringsafgift på 188.703 kr. Sagen angik, om selskabet hæftede for afgiften i henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Med henvisning til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 3. pkt., gjorde selskabet gældende, at selskabet ikke hæftede for afgiften, fordi selskabet som ejer ikke vidste eller burde have vidst, at leasingtager anvendte køretøjet i strid med reglerne for mandskabsvogne. Videre henviste selskabet til leasingkontrakten, hvorefter leasingtager var ansvarlig for offentlige forskrifter, der gjaldt for benyttelsen af køretøjet. Landsskatteretten anførte, at selskabet var angivet som registreret ejer på kontroltidspunktet og derfor som udgangspunkt hæftede for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. Da selskabet havde leaset køretøjet til brugeren, lagde Landsskatteretten til grund, at selskabet var vidende om, at køretøjet ville blive taget i brug på færdselslovens område. Selskabet hæftede derfor for afgiften i henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. Landsskatteretten anførte, at leasingaftalen mellem selskabet og brugeren regulerede parternes indbyrdes forhold, hvorfor leasingaftalen ikke havde betydning for selskabets hæftelse efter reglerne i registreringsafgiftsloven. Landsskatteretten stadfæstede dermed Motorstyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren som ledende medarbejder i den internationale organisation WHO var fritaget for betaling af ejendomsværdiskat vedrørende en ejendom i Danmark, som klageren købte i 2016 og anvendte privat. Landsskatteretten bemærkede, at klageren ikke var undtaget fra skattepligt i medfør af kildeskattelovens § 3, stk. 2 og 3, om fremmede staters herværende diplomatiske repræsentanter m.v., idet klageren ikke var omfattet af personkredsen i bestemmelsen. Klageren var omfattet af personkredsen i art. VI og VIII i værtsaftalen med WHO, hvorefter klageren havde de samme rettigheder og fritagelser m.v. som diplomatiske udsendinge. Ifølge wienerkonventionen var diplomatiske repræsentanter fritaget for alle afgifter og skatter på privat fast ejendom i Danmark, hvis ejendommen ejedes af udsenderstaten og anvendtes til brug for repræsentationen. Da den omhandlede ejendom var ejet af klageren og anvendt privat, var klageren derfor heller ikke omfattet af denne undtagelse. Herefter, og da der ikke var tale om en praksisændring, der først havde virkning fra indkomståret 2018, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter klageren ikke var undtaget for betaling af ejendomsværdiskat for indkomståret 2016.

Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at et selskab til den skattepligtige indkomst skulle medregne nogle tilskud på i alt 1.650.000 kr. fra selskabets udlejere til indretning af lejede lokaler, og at tilskuddet derfor ikke skulle reducere selskabets afskrivningsgrundlag for indretning af lejede lokaler, jf. afskrivningslovens § 39, stk. 1. Selskabet gjorde gældende, at nogle af tilskuddene, i alt 650.000 kr., var afholdt i udlejers interesse. Disse tilskud skulle således ikke medregnes til selskabets skattepligtige indkomst og kunne som følge heraf ikke indgå i afskrivningsgrundlaget for indretning af lejede lokaler.

Landsskatteretten fandt, at de omstridte tilskud til indretning af lejede lokaler angik udgifter, som selskabet anvendte i egen interesse og derfor i henhold til statsskattelovens § 4 skulle medregne til selskabets skattepligtige indkomst og indgå i afskrivningsgrundlaget for indretning af lejede lokaler.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om Gældsstyrelsen var berettiget til at foretage modregning i klagerens udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen til dækning af gæld vedrørende inddrivelsesrenter. Gældsstyrelsen havde oplyst klageren om, at inddrivelsen var sat i bero på baggrund af en undersøgelse af, hvorvidt kravene kunne inddrives i Danmark på det foreliggende grundlag. Gældsstyrelsen havde endvidere oplyst klageren om, at såfremt Gældsstyrelsen vurderede, at inddrivelsen skulle fortsætte, ville Gældsstyrelsen træffe afgørelse herom og i den forbindelse partshøre klageren forud for afgørelsen. Gældsstyrelsen havde ikke inden modregningen truffet en sådan afgørelse eller i øvrigt oplyst klageren om, at inddrivelsen ikke længere var sat i bero. Landsskatteretten fandt derfor, at klageren med rette kunne gå ud fra, at inddrivelsen fortsat var i bero på modregningstidspunktet. Landsskatteretten fandt endvidere, at en berostillelse af inddrivelsen ikke var reguleret i gældsinddrivelsesloven, og efter en naturlig sproglig forståelse af ordet "berostillelse" måtte en berostillelse af inddrivelsen betyde, at al inddrivelse, herunder modregning, var sat i bero, dvs. var stoppet, indtil nærmere anførte begivenheder indtrådte, eller indtil der blev oplyst om, at inddrivelsen ikke længere var sat i bero. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at Gældsstyrelsen ikke med rette kunne foretage modregning i klagerens udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen til dækning af inddrivelsesrenter tilskrevet gæld vedrørende spansk indkomstskat. Det af Gældsstyrelsen anførte om, at indsigelsen ikke havde været tillagt opsættende virkning efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, samt at brevet om berostillelse var et udtryk for, at der var givet henstand, og der således kunne modregnes, jf. gældsinddrivelseslovens § 9, stk. 1, kunne ikke føre til et andet resultat. Der blev herved lagt vægt på, at gældsinddrivelseslovens § 9, stk. 1, efter sin ordlyd alene fandt anvendelse i forhold til henstand, og at det alene fremgik af brevet, at inddrivelsen var sat i bero, og ikke at klageren skulle være meddelt henstand. Landsskatteretten ændrede derfor Gældsstyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren skulle beskattes som maskeret udlodning af et tilgodehavende i et selskab, som opstod i forbindelse med en skattefri virksomhedsomdannelse, og som klageren ikke hævede inden stiftelsen af selskabet. Skattestyrelsen havde ved en særskilt afgørelse tillagt 418.770 kr. til anparternes anskaffelsessum i henhold til virksomhedsomdannelseslovens § 2 som følge af, at de 418.770 kr. ikke blev hævet af klageren inden selskabets stiftelse. Derved blev klagerens anskaffelsessum for anparterne forhøjet med 418.770 kr., svarende til det hensatte beløb, som klageren ikke hævede inden selskabets stiftelse. Der var ved stiftelsen af selskabet også bogført 418.770 kr. på selskabets mellemregningskonto med klageren, hvorved klageren fik et tilgodehavende i selskabet. Der havde ifølge det oplyste ikke været noget grundlag for krediteringen. Ved bogføring af beløbet på mellemregningskontoen var der således disponeret over selskabets midler til fordel for klageren. Beløbet på 418.770 kr., som var krediteret på mellemregningskontoen, blev herefter anset for at udgøre maskeret udlodning til klageren, jf. ligningslovens § 16 A. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om SKAT havde været berettiget til at genoptage selskabets skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Landsskatteretten fandt, at SKATs ændring af skatteberegningerne for indkomstårene 2010 og 2011 var en del af skatteansættelsen. Da SKATs ændring af skatteberegningerne for indkomstårene 2010 og 2011 var forårsaget af kontrollerede transaktioner mellem koncernforbundne parter omfattet af dagældende § 3 B i skattekontrolloven, var der således tale om en ændring, som var omfattet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Sagen angik, om appellantens virksomhed med kunsthandel og galleri kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende i indkomstårene 2013-2015 med den virkning, at virksomhedens underskud var fradragsberettigede.  
 
Landsretten fandt ikke, at virksomheden, der i en længere periode havde været underskudsgivende, opfyldte kriterierne om rentabilitet og intensitet, og virksomheden kunne derfor ikke anses som erhvervsmæssig.  
 
Hverken det af appellanten anførte om et ombygningsprojekt eller appellantens faglige indsigt og opnåede anerkendelse inden for galleribranchen kunne føre til andet resultat. 
 
Byrettens dom blev derfor stadfæstet.

Sagen angik, om sagsøgeren kunne få genoptaget sin skatteansættelse for indkomståret 2008.  
 
Retten fastslog indledningsvist, at sagsøgeren har bevisbyrden for, at der foreligger særlige omstændigheder, der berettiger til ekstraordinær genoptagelse. Sagsøgeren havde ikke løftet denne bevisbyrde. Retten fandt, at der hverken under klagesagens behandling eller under sagen for domstolene var fremlagt noget nyt, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse. Retten lagde desuden vægt på, at den i sagen omhandlede årsopgørelse for indkomståret var materielt korrekt, herunder at det var korrekt, at der ikke var foretaget modregning efter kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a, og at ikkeindeholdte hæftelsesbeløb var opkrævet korrekt. 
 
Herudover lagde retten vægt på, at sagsøgeren ikke havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., da sagsøgeren anmodede om genoptagelse i 2019, og sagsøgerens kundskabstidspunkt skulle regnes fra SKATs afgørelse i juli 2012. 
 
Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var derfor ikke opfyldt.

Appellanten havde i bl.a. 2005-2014 haft ansættelse i Tyskland og havde ubestridt ikke selvangivet sin fulde indkomst herfra. I forbindelse med Projekt Money Transfer II blev skattemyndighederne opmærksomme på den manglende selvangivelse og forhøjede appellantens indkomst for 2005-2014. Sagen angik, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og om varslingsfristen på 6 måneder var iagttaget, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt.

Byretten havde efter en samlet vurdering fundet, at skatteyderen ved sin manglende selvangivelse havde handlet groft uagtsomt og bevirket, at skattemyndighederne foretog skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Derfor var betingelserne for ekstraordinær genoptagelse opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Dertil fandt byretten, at varslingsfristen på 6 måneder, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt., var iagttaget, da skattemyndighederne først ved skatteyderens besvarelse af materialeindkaldelsen havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne varsle en ændret skatteansættelse. Varslingsfristen skulle derfor først regnes fra dette tidspunkt. Da varslingen var sket inden for 6 måneder fra dette tidspunkt, var fristen iagttaget. 
 
Landsretten stadfæstede byrettens dom af de grunde, som var anført af byretten.

Sagen angik, om appellanten havde løftet bevisbyrden for, at han opfyldte betingelserne for fradrag til forsøgs- og forskningsvirksomhed i indkomståret 2011, jf. ligningslovens § 8 B. Det var ubestridt i sagen, at appellantens virksomheds omsætning i 2011 udelukkende bestod af tilskud/innovationsstøtte modtaget fra en offentlig myndighed. 
 
Spørgsmålet i sagen var for det første, om den udbetalte innovationsstøtte kunne anses som skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, så appellanten skulle beskattes af et beløb svarende til overskuddet i virksomheden. 
 
Herefter var spørgsmålet, om appellanten i medfør af ligningslovens § 8 B, stk. 1, havde fradragsret for udgifter afholdt i tilknytning til virksomheden i det omhandlede indkomstår 2011. 
 
Landsretten fastslog, at der ikke var grundlag for at antage, at de modtagne tilskud var undtaget fra det generelle princip i statsskattelovens § 4. De modtagne tilskud skulle derfor beskattes. Herefter tiltrådte landsretten, at bevisbyrden for fradragsretten påhvilede appellanten. Det måtte lægges til grund, at der ikke havde været nogen omsætning i virksomheden, og de modtagne tilskud var ikke blevet tilbagebetalt i henhold til innovationslovens regler herom. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, da appellanten ikke havde løftet bevisbyrden for, at virksomheden var erhvervsmæssig i henhold til ligningslovens § 8 B, stk. 1, og at eventuelle afholdte udgifter kunne fradrages.

Sagen angik i første række, om en påstand om berettigelsen af forrentning kunne tages under påkendelse i en sag, hvor skyldneren havde indbragt en afgørelse om afslag på gældseftergivelse. Sagen omhandlede i anden række om skyldner var berettiget til at få eftergivet sin skattegæld fra 2012, da Gældsstyrelsen i 2015 standsede en afdragsordning med skyldneren.  
 
Retten lagde konkret til grund, at skyldnerens påstand angik eftergivelse af gæld, og afvisningspåstanden blev derfor ikke taget til følge.  
 
Det var ubestridt, at skyldner havde likvide midler til at indfri gælden straks. Retten fandt ikke, at skyldnerens forklaring om langsom sagsbehandling og forgæves forsøg på at få afklaret, hvilket beløb der skyldtes, kunne begrunde en eftergivelse af renterne efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1, 2. pkt. eller stk. 6. Skatteministeriet blev derfor frifundet.