Det kunne bekræftes, at den påtænkte Ejendomsfond A skulle anses som almennyttig i skattemæssig henseende, hvis den af fonden planlagte anlagte og opførte bygning med grund m.v. blev udlejet til en anden fond, som skulle yde omsorg for mennesker i form af drift af hospice, palliativ behandling og omsorg.

Det kunne desuden bekræftes, at den påtænkte Ejendomsfond A kunne anvende tidligere foretagne hensættelser til omkostninger til at erhverve, anlægge og opføre en bygning til udleje til ovennævnte formål forudsat, at omkostningerne ikke kunne fradrages på anden måde. Omkostninger i forbindelse med vedligeholdelse og udlejning mv. af en ejendom til udleje til ovennævnte formål kunne ikke fradrages som en almennyttig intern uddeling.

Såfremt en udgift opfyldte ovennævnte betingelser for at kunne fradrages som en intern uddeling, kunne fonden optage lån til at afholde udgiften, og fradrage de enkelte afdrag som en intern uddeling. Det blev forudsat, at udgiften ikke kunne fradrages på anden måde.

Spørger var ansat i en udenlandsk koncern og havde et arbejde, som udelukkende kunne udføres i Irak på en såkaldt rotationsordning. Spørger havde derfor under normale omstændigheder 28 dage med uafbrudt arbejde i Irak og derefter 28 dage fri.

Alt arbejde blev udført i Irak, og intet af arbejdet blev udført i Danmark. I de 28 dage hvor spørger havde fri, var han i Danmark, dog således at opholdsbetingelsen om 42 dage blev overholdt, og de resterende dage opholdte spørger sig i Spanien, hvor han havde et sommerhus.

Det var Skatterådets opfattelse, at spørgers ophold i Irak havde en direkte sammenhæng med arbejdsgiverens forhold, idet arbejdet kun kunne udføres i Irak, og spørger var ansat til at udføre arbejdet i Irak.

Herudover var det desuden Skatterådets opfattelse, at spørgers ophold i Spanien i form af ferie og fritid set i forhold til arbejdet for spørgers arbejdsgiver i Irak ikke ville afbryde lempelsesperioden efter ligningslovens § 33 A.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at spørger i perioden, hvor han arbejdede i Irak, var berettiget til fuld skattenedsættelse efter ligningslovens § 33A, stk. 1.

I en administrativ straffesag vedtog T en bøde på 40.000 kr. for overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1.

Byretten havde først tilkendt T’s beskikkede forsvarer 3.500 kr. i salær med tillæg af moms og afgjorde, at salæret skulle betales endeligt af det offentlige. Den beskikkede forsvarer anmodede byretten om yderligere salær. Byretten tilkendte herefter T’s beskikkede forsvarer 5.670,00 kr. i salær med tillæg af moms og afgjorde, at salæret skulle betales endeligt af det offentlige.

Skattestyrelsen kærede salærafgørelsen med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer endeligt skal betales af T.

Landsretten fandt, at udgifterne til forsvarerens salær endeligt skal betales af T. Bødeforlægget var efter det oplyste i overensstemmelse med den af Skattestyrelsen rejste sigtelse og foretagne vurdering af sagen, og der sås ikke oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet i forsvarerbistandslovens § 5, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1.

T var som forhold 1 tiltalt for i perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. marts 2015 i forening med en ukendt medgerningsmand, for derigennem at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding, som stifter og direktør af en virksomhed, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T for januar 2015 angav et momstilsvar på -7.492.740 kr., ligesom T for februar 2015 angav et momstilsvar på -2.286.463 kr. uagtet, at virksomhedsmomstilsvar for 1. kvartal 2015 rettelig var 0 kr. Statskassen blev derved unddraget for 9.779.203 kr. i moms.

T var som forhold 2-4 tiltalt for den 7. april 2020 på sin bankkonto uberettiget at have modtaget eller skaffet sig selv eller andre del i udbytte på henholdsvis 547 kr., 1.000 kr. og 557 kr. opnået ved en strafbar lovovertrædelse.

T nægtede sig skyldig og forklarede, at han var bevidst om, at han ved at aflevere NemID, pas, m.m. til tredjemanden, som stod for oprettelsen af firmaet, ville stå som personlig ejer af firmaet med hjemadresse hos ham. T var bange for tredjemanden, der kendte nogle barske personer og var kokain misbruger. T vidste, at tredjemanden skulle oprette et selskab, fordi han havde fået en idé, men T vidste ikke, hvad det gik ud på, og T havde været fordrukken og nem at påvirke dengang. T ønskede at bruge firmaet til at få fratrukket moms ved indkøb af musikinstrumenter. I perioden blev T opmærksom på, at han manglede penge på sin bankkonto, hvilket han mistænkte tredjemanden for at være skyld i. Han modtog et brev fra told- og skatteforvaltningen om negativt momstilsvar i firmaet på 7 mio. kr., som han ikke gjorde noget ved efter samtale med tredjemanden.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen i forhold 1. Idet T indvilgede i oprettelsen af firmaet med ham selv som personlig ejer og afleverede NemID, pas m.m. til en anden person, som stod for registreringen, og at T ønskede at bruge firmaet til at få tilbagebetalt moms, samt i forløbet var vidende om, at told- og skatteforvaltningen rettede henvendelse til ham om negativ momsangivelser i firmaet på flere millioner kroner, som han forholdt sig passiv til, samtidig med at T havde mistanke om, at tredjemand havde adgang til hans bankkonti, vurderede retten, at T ikke at havde været helt uvidende om hvad der skete, og havde accepteret risikoen for, at der ikke blev foretaget afregning af moms i overensstemmelse med reglerne herom i virksomheden han var personlig ejer af. Ved denne positive indvilligelse havde T handlet forsætligt (dolus eventualis).

T frifandtes for de øvrige forhold på grund af manglende beviser.

T idømtes 2½ års fængsel betinget samt en tillægsbøde på 2.500.000 kr. Ved fastsættelsen af fængselsstraffen lagde byretten vægt på den beskedne rolle som T havde haft i den personligt ejede virksomhed, som blev brugt til kriminalitet.

T ankede byretsdommen med påstand om frifindelses, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens bevisresultat, subsidiært domfældelse efter momslovens bestemmelser for groft uagtsomt forhold, og skærpelse.

Landsretten frifandt T. Der var ikke ført bevis for, at T selv havde foretaget handlinger, der havde rettet sig mod gennemførelsen af momsunddragelsen, herunder indlevering af momsangivelser, frembringelse af og indlevering af dokumentation eller efterfølgende dokumentation eller efterfølgende korrespondance med told- og skatteforvaltningen. Det var heller ikke bevist, at T havde talt i telefon med told- og skatteforvaltningens medarbejder. Sammenholdt med T’s forklaring om baggrunden for hans udlevering af sit pas og NemID til tredjemand, hans livssituation i gerningsperioden og relation til tredjemanden og hans manglende kendskab til, hvad der foregik med hensyn til selskabet, fandtes forsæt til at begå momsunddragelse sammen med tredjemanden ikke bevist. T fandtes heller ikke ved at udlevere sit pas og NemID til tredjemanden med henblik på oprettelse af en enkeltmandsvirksomhed med T som indehaver ved grov uagtsomhed, at have medvirket til et forhold omfattet af momslovens § 81, stk. 1, nr.1.

Et anpartsselskab var tiltalt for 3 forhold af overtrædelse af skatteindberetningsloven. Som forhold 1 var anpartsselskabet tiltalt for ved den 20. januar 2020, eller senest ved den af Skattestyrelsen i brev af 25. august 2020 fastsatte frist, den 31. december 2020, i 12 tilfælde ikke at have foretaget korrekt årlig indberetning om konto og låneforhold med oplysninger om tilskrevne eller forfaldne renter, samt restgæld. Som forhold 2 var anpartsselskabet tiltalt for ved den 20. januar 2020, eller senest ved den af Skattestyrelsen i brev af 25. august 2020 fastsatte frist, den 31. december 2020, ikke at have anvendt korrekt restancemarkering for kalenderåret 2019, vedrørende 59 konti, hvori der var ubetalte forfaldne renter vedrørende kalenderåret, der går forud for det kalenderår, hvorom der foretages indberetning. Som forhold 3 var anpartsselskabet tiltalt for ved den 3. februar 2020, eller senest inden den af Skattestyrelsen i brev af 25. august 2020 fastsatte frist, den 31. december 2020, ikke at have genindberettet oplysninger om 3 konti med valideringsstatus "Fejlkonto".

Anpartsselskabet udeblev fra retsmødet.

Byretten anså anpartsselskabet for at have tilstået forholdet ved sin udeblivelse fra retsmødet. På denne baggrund, og da sagens omstændigheder ikke talte imod dette, fandt retten anpartsselskabet skyldig i den tiltale, der var rejst i henhold til anklageskriftet.

Selskabet idømtes en bøde på 60.000 kr.

T var som forhold 1 tiltalt for ved den 30. oktober 2019 i sin virksomhed at have markedsført 438 forskellige drikkevarer i engangsemballage, selvom drikkevarerne ikke var tilmeldt til G2-virksomhed, og selvom drikkevarerne ikke var mærket i overensstemmelse med kravene i bilag 2 i bekendtgørelse om pant på og indsamling m.v. af emballager til visse drikkevarer. Som forhold 2 var T tiltalt for ved samme tid og sted som forhold 1 at have købt eller på anden måde modtaget selvklæbende pantetiketter fra andre end G2-virksomhed, idet T var i besiddelse af løse pantetiketter, som T har købt eller på anden måde modtaget af andre end G2-virksomhed.

T tilstod forholdene.

Byretten fandt T skyldig. T idømtes en bøde på 10.000 kr. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på, at der er tale om to førstegangstilfælde af overtrædelse af pantbekendtgørelsen

T var tiltalt for overtrædelse af afgiftslovgivningen af særligt grov karakter med forsæt til at unddrage statskassen afgift, ved i perioden frem til den 30. november 2018 kl. 10.40 på en ejendom, hvor T boede at have opbevaret ikke under 2.479.460 uberigtigede cigaretter, som forinden af flere personer var blevet indsmuglet fra et andet europæisk land og derefter afleveret til T på ejendommen, hvor de blev opbevaret i en container. Statskassen blev herved unddraget 2.979.071 kr. i tobaksafgift.

T nægtede sig skyldig og forklarede, at han ikke kendte noget til cigaretterne.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Byretten lagde til grund, at opbevaringen af uberigtigede cigaretter i containeren skete med T’s viden og accept, og det var derfor bevist, at T var skyldig i den rejste tiltale. Der hensås herved til politiets observationer vedrørende leverancen og herunder, at der var lys i stueetagen, som blev beboet af T, hvilket indikerede, at T var oppe på leveringstidspunktet, at der var 2 personer om at omlade papkasserne med cigaretter fra varebilen ind i containeren, selvom føreren af varebilen havde været alene under kørslen til T’s ejendom. Desuden havde et vidne forklaret, at der tidligere var blevet leveret papkasser på ejendommen. Hertil kom en telefonsamtale mellem T og medgerningsmanden, politiassistentens beskrivelse af T’s reaktion i forbindelse med anholdelsen, at T efter sin forklaring vidste, at medgerningsmanden tidligere havde været involveret i cigaretsmugling samt at der på T’s person og i beboelsen blev fundet uberigtigede cigaretter af blandt andet samme mærke som i containeren.

T idømtes fængsel i 1 år og 3 måneder, en tillægsbøde på 1.450.000 kr. samt konfiskation. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på afgiftsunddragelsens størrelse samt, at T tidligere var straffet for overtrædelser af straffelovens § 289 mens T’s - trods alt - begrænsede rolle i sagen er tillagt vægt i formildende retning. Under henvisning til Højesterets dom af 11. januar 2017 (U2017.1185H) var der på grund af den tidligere forstraf for ligeartet kriminalitet ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget.

T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse af fængselsstraffen.

Landsretten stadfæstede byretsdommen

Sagen handler om de momsmæssige regler for vouchere og den momsmæssige behandling af Spørgers "Citycard".

Skatterådet bekræfter, at det i sagen omhandlede "Citycard" er omfattet af momslovens definition af vouchere til flere formål efter momslovens § 73b, stk. 3.

Skatterådet kan ligeledes bekræfte, at det vederlag, som Spørger modtager fra en turist som køber det omhandlede "Citycard", ikke er betaling for en levering mod vederlag efter momslovens § 4, stk. 1.

Endeligt kan Skatterådet bekræfte, at afgiftsgrundlaget ved indløsning af "Citycardet" for den enkelte attraktion er det beløb, som den pågældende attraktion modtager fra Spørger.

Spørger ønskede at foretage indskud af kryptovaluta på tjenesten Nexo.io, for at modtage et procentmæssigt afkast på disse indskudte kryptovaluta ved at låse sine kryptovaluta i en periode, da man kunne modtage et større procentmæssigt afkast sammenlignet med, hvis man ikke låste sit indskud i en periode.

Det pågældende indskud blev foretaget i kryptovaluta, der skattemæssigt skulle anses for et formuegode, jf. statsskattelovens § 4, sammenholdt med statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Spørger skulle endvidere anses for at have foretaget indskuddet i spekulationshensigt. Det var Skatterådets opfattelse, at eftersom det pågældende indskud blev foretaget i kryptovaluta, der skattemæssigt skulle anses for et formuegode, og idet indskuddet af kryptovaluta ikke skulle at overgå til et pengekrav, måtte det lægges til grund, at der ikke var tale om en pengefordring. Det modtagne procentuelle afkast for "låsning" af kryptovalutaindskud kunne derfor allerede af denne grund ikke anses for kursgevinst omfattet af kursgevinstloven, ligesom afkastet ikke kunne anses for renter.

Det var oplyst, at Spørger "låste" en given mængde kryptoaktiver i en nærmere bestemt periode på op til 12 måneder. Nexo brugte i låsningsperioden kryptoaktiverne som sikkerhedsstillelse i forbindelse med udlån til tredjemand.

Spørger kunne i aftaleperioden ikke hæve de indskudte aktiver, eller opsige aftalen. Skatterådet lagde derfor til grund for besvarelsen, at Spørger ville bevare ejendomsretten over de indskudte aktiver.

Det var Skatterådets opfattelse, at der ikke skete en rettighedsovergang ved låsningen af kryptovalutaen. Det var tilmed Skatterådets opfattelse, at aktiverne ikke ændrede karakter som følge af låsningen. På denne baggrund, og under overstående forudsætning, fandt Skatterådet, at aktiverne ved låsningen ikke skulle anses for realiseret ved låsningen og låsning af kryptovalutaindskud på tjenesten nexo.io udgjorde derfor ikke en skattepligtig realisation af de låste kryptovaluta.

Spørger ejede 50 % af et selskab, hvor han var ansat som direktør. Spørger rejste til Vietnam med sin familie i 7 måneder for at udbygge og pleje selskabets kunderelationer i Vietnam. Opholdet ville samtidig bestå af turistmæssige aktiviteter i spørgers fritid og under eventuel ferieafvikling.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger bevarede sin fulde skattepligtigt til Danmark, imens han var i Vietnam, henset til at spørger ikke afskar sig rådigheden over sin bolig i Danmark ved enten at sælge eller udleje sin bolig uopsigeligt i mindst 3 år.

Skatterådet kunne desuden bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Vietnam. Spørger havde kun fast bolig til rådighed i Danmark. Boligen i Vietnam skulle alene anses for midlertidig, når opholdet i Vietnam var henholdsvis en forretningsrejse og en privat ferierejse i en på forhånd afgrænset periode.

Skatterådet kunne derudover bekræfte, at spørger kunne få nedsat skatten på lønindkomst for arbejdet uden for riget efter ligningslovens § 33 A. Skatterådet lagde vægt på, at opholdet i Vietnam havde en sammenhæng med selskabets forhold, og at der ikke var tale om en situation, hvor spørger af egen drift og uafhængigt af selskabet valgte at bosætte sig i udlandet. Skatterådet lagde også vægt på, at beslutningen om udlandsopholdet var truffet af selskabets ledelse, som ikke alene udgjordes af spørger, og at opholdet havde til formål at styrke selskabets samarbejder i Vietnam. Der var således indgået en aftale om, at spørger i en periode var beskæftiget ved et arbejdssted uden for riget. Skatterådet kunne i den forbindelse desuden bekræfte, at spørger ville være berettiget til fuld lempelse for løn, der blev optjent i Vietnam, og til halv lempelse for løn, der blev optjent ved eventuelle kundebesøg i Kina, Japan og Australien.

Skatterådet kunne endeligt bekræfte, at spørger var skattepligtig efter ligningslovens § 16, stk. 3, af værdien af den bolig, som selskabet lejede og stillede til rådighed for spørger i Vietnam. Da udlejer var en uafhængig tredjemand, blev betalingen for lejemålet anset for at være fastsat til markedslejen, og den skattepligtige værdi skulle derfor ikke fastsættes efter ligningsloven § 16, stk. 9.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at det udenlandske selskab ikke kunne anses for hjemmehørende i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6.

Skatterådet kunne ikke bekræfte i spørgsmål 2, at det udenlandske selskab ikke fik fast driftssted i Danmark gennem direktørens arbejde i Danmark.

Skatterådet svarede bekræftende på spørgsmål 1. Spørger boede i X-land, men rådede også over en helårsbolig i Danmark. Spørgers ægtefælle og børn boede i denne bolig. Der var tale om ophold hos familien i Danmark i ferier og weekender. Weekendopholdene ville have en varighed på 3-4 dage. Spørger ville maksimalt opholde sig i Danmark 180 dage indenfor løbende periode på 12 måneder og aldrig mere end 3 måneder i sammenhæng. Skatterådet fandt, at spørgers arbejdsmønster måtte betegnes som sporadisk besvarelse af e-mails, telefonopkald og SMS under ferie og lignende i Danmark. Der var tale om enkeltstående arbejdsmæssige opgaver, der kunne håndteres uden at fratage det kortvarige ophold sin karakter af "ferie eller lignende". Skatterådet kunne således bekræfte, at spørgerens fulde skattepligt til Danmark ikke genindtrådte, hvis spørger under sine ferie- og weekendophold her i landet udførte arbejde af begrænset omfang og karakter.

Skatterådet svarede bekræftende på spørgsmål 2. Spørger agtede - udover de arbejdsrelaterede aktiviteter nævnt under spørgsmål 1 - at deltage i op til 1-2 erhvervsmøder på årsbasis i Danmark. Hvert møde ville vare op til 2 dage. Såfremt der i forbindelse med sådanne møder ville være behov for at overnatte i Danmark, ville overnatning ske på hotel. Da der var tale om enkeltstående møder, som ikke indebar et fast mønster, og da der maksimalt var tale om 4 dages mødeaktivitet om året, fandt Skatterådet, at mødeaktiviteterne havde et omfang, som var foreneligt med praksis. Skatterådet fandt således, at spørgers ophold her i landet kunne betragtes som "ferie eller lignende". Skatterådet kunne således bekræfte, at spørger som følge af eventuel deltagelse i 1-2 enkeltstående møder om året her i landet, som ikke indebar et fast mønster, ikke indtrådte i fuld skattepligt til Danmark.

De to Spørgere, A2 Holding ApS og B2 Holding ApS, ejede hver 30 pct. af anparterne i M1, der ejede 30 pct. af anparterne i M2, der igen ejede 25 pct. af anparterne i Topco. Som led i en samlet overtagelse af X-koncernen erhvervede Bidco alle anparterne i Topco direkte, og indirekte ved køb af en række medarbejderholdingselskaber - herunder M1. Ved Spørgernes overdragelse af anparterne i M1 til Bidco modtog Spørgerne delvist vederlag i kontanter og delvist i anparter i Nyt Midco, der ejede 100 pct. af Bidco.

Skatterådet fandt, at Spørgernes kontante afståelsessum ved salg af deres anparter i M1 skulle anses for udbytte i henhold til selskabsskattelovens § 2 D, stk. 2, 1. pkt., idet Bidco udgjorde et selskab, der på overdragelsestidspunktet i det væsentlige var uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet, jf. selskabsskattelovens § 33 A, stk. 3.

A2 Holding ApS (Spørger 1) var ejet med 75 pct. af den fysiske person, A, via A1 Holding ApS, mens B2 Holding ApS (Spørger 2) var ejet med 75 pct. af den fysiske person, B, via B1 Holding ApS. A1 Holding ApS og B1 Holding ApS skulle efter mellemholdingreglen i aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3, anses for at eje mindre end 10 pct. af anparterne i Topco direkte, og derfor også anses for at have solgt anparterne i Topco direkte. Undtagelsen til selskabsskattelovens § 2 D, stk. 2, 1. pkt., hvorefter den kontante del af vederlaget ikke skal anses for udbytte, hvis det overdragende selskab opfylder betingelserne for at modtage skattefrit udbytte efter § 13, stk. 1, nr. 2, såfremt vederlaget havde været udbytte af aktier i det overdragede selskab umiddelbart inden overdragelsen, fandt derfor ikke anvendelse. Svaret var ikke i overensstemmelse med Spørgernes opfattelse.

Sagen angik, om sagsøgeren opfyldte betingelserne for fradrag for købsmoms og skattemæssigt fradrag i indkomståret 2016 for tre fakturaer udstedt af en hævdet underleverandør af arbejdsydelser, jf. momslovens § 37, stk. 1, og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. 
 
Retten fandt, at der i sagen forelå så usædvanlige omstændigheder, at sagsøgeren var underlagt en skærpet bevisbyrde. Retten fandt, at de tre fremlagte fakturaer ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsen. Retten bemærkede, at sagsøgeren ikke havde opfyldt Skatteministeriets opfordringer til nærmere at dokumentere de hævdede leverancer, og at det derfor ikke havde været muligt at efterprøve og kontrollere fakturaerne. Retten lagde til grund, at Skattestyrelsen ved kontrol af den hævdede underleverandør havde konstateret, at underleverandøren ikke havde ansatte, at sagsøgerens indbetalinger til underleverandøren straks eller kort efter indsætning var blevet videreoverført til et vekselbureau, og at politiet i forbindelse med efterforskning af underleverandøren havde konstateret, at underleverandøren ikke havde leveret arbejdskraft og havde været anvendt til at udstede fakturaer og føre pengene tilbage til betalere efter fradrag af provision. 
 
Retten fandt på den baggrund, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at underleverandøren havde udført det arbejde, fakturaerne ifølge sagsøgeren dækkede over. 
 
Retten tog herefter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Skatterådet bekræftede, at et holdingselskab kunne overdrage kapitalandele til en fond, uden at dette ville udløse beskatning af Spørger. Der var tale om indskud af kapitalandele til en fond, der havde til formål at være en almenvelgørende fond.

Spørger var et tysk kapitalforvaltningsselskab, som påtænkte at investere i fast ejendom i Danmark. Investeringen foretoges gennem en Fond (AIF), som i skattemæssig henseende var transparent både i Tyskland og Danmark. Ejendommen erhvervedes gennem et tysk GmbH. Fonden finansierede Ejendomsselskabet med kapitalindskud, dels som aktionær (selskabskapital 1%), dels som "atypisch stille gesellschafter" (99%). Spørger ønskede svar på, om det var Ejendomsselskabet, Fonden eller de udenlandske passive investorer (kommanditister), der var begrænset skattepligtige til Danmark (rette indkomstmodtager) af afkast af den faste ejendom i Danmark.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Ejendomsselskabet var skattepligtigt i Danmark af den samlede indkomst fra investeringen i fast ejendom i Danmark. Ejendomsselskabet var alene begrænset skattepligtig af sin aftalte andel af overskuddet af virksomheden (1%).

Skatterådet fandt ikke, at Fondens/Investorernes indskud i Ejendomsselskabet kunne klassificeres som lån, da der hverken var indgået aftale om forrentning, forfaldstid eller en plan for afdrag heraf. Skatterådet fandt som følge af Fondens transparens, at Investorerne var deltagere i Ejendomsselska-bets virksomhed, og denne deltagelse kunne sidestilles med kommanditistens deltagelse i K/S´ets virksomhed. Investorerne var derfor begrænset skattepligtige til Danmark af deres andel af den samlede indkomst (99 %) inkl. fortjeneste ved afståelse. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at hverken Fonden, Investorerne i Fonden eller Spørger mbH var skattepligtige til Danmark af indkomst fra investeringen i fast ejendom i Danmark.

Sagen angik, om en forening reelt var forpligtet til at betale et beløb til sagkyndig bistand, som der var ansøgt om omkostningsgodtgørelse for. På grundlag af en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder fandt Landsskatteretten, at foreningen ikke havde dokumenteret, at foreningen havde indgået en låneaftale med Danmarks Jægerforbund, hvorefter Danmarks Jægerforbunds betaling af beløbet til sagkyndig bistand var udtryk for et lån, som foreningen skulle tilbagebetale. Landsskatteretten fandt derfor, at foreningen ikke havde løftet bevisbyrden for, at foreningen reelt var forpligtet til at betale det omhandlede beløb til sagkyndig bistand. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen vedrørte, om Skattestyrelsen havde været berettiget til at afbryde udbetalingsfristen på tre uger i henhold til opkrævningslovens § 12, stk. 2.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen havde godtgjort, at selskabets forhold havde bevirket, at der ikke kunne foretages en tilstrækkelig kontrol af den angivne negative moms, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 3, 1. pkt.

Videre fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen havde godtgjort, at der forelå en nærliggende risiko for afgiftstab, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 3, 2. pkt.

Henset hertil havde Skattestyrelsen været berettiget til at afbryde udbetalingsfristen på 3 uger, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 3, 1. og 2. pkt.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt det var med rette, at Skattestyrelsen havde givet afslag på ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013 og 2014, og om hvorvidt klageren havde anmodet om ordinær genoptagelse af ansættelserne for indkomstårene 2015 og 2016, og i forlængelse heraf, om Skattestyrelsen med rette havde givet afslag på ekstraordinær genoptagelse.

For så vidt angår indkomstårene 2013 og 2014, fandt Landsskatteretten, at der ikke forelå særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Retten lagde vægt på, at det fremgik af takseringerne for indkomstårene 2013 og 2014, at der især var lagt vægt på forskudsopgørelserne for henholdsvis 2013 og 2014 som virksomhedens forventede resultat. Retten fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der påviste fejl fra Skattestyrelsens side, idet Skattestyrelsen skønsmæssigt havde takseret virksomhedens overskud ud fra de oplysninger, der var tilgængelige på tidspunktet for taksationen.

For så vidt angår indkomstårene 2015 og 2016, bemærkede Landsskatteretten, at det ud fra de foreliggende oplysninger ikke kunne lægges til grund, at klageren ved sin henvendelse i 2019 havde anmodet om ordinær genoptagelse inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Retten lagde vægt på, at klagerens henvendelse via genoptagelsesformularen på Skattestyrelsens hjemmeside alene efter sin ordlyd indeholdt en hensigtserklæring om at søge genoptagelse, og at denne henvendelse ikke var tilstrækkelig konkretiseret til at blive behandlet som en konkret genoptagelsesanmodning for indkomstårene 2015 og 2016. Henvendelsen kunne således ikke danne grundlag for en ændret indkomstansættelse, og klageren havde ikke fulgt op på henvendelsen ved at konkretisere og fremsende dokumentation. Klageren havde derfor ikke med rette kunnet indrette sig på, at Skattestyrelsen ville betragte henvendelsen som en genoptagelsesanmodning og genoptage ansættelserne for de pågældende indkomstår. Spørgsmål om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2015 og 2016 skulle herefter behandles efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og 2. Skattestyrelsen ansås for i afgørelsen om afslag på genoptagelse at have foretaget en prøvelse af såvel skønnet samt sagens øvrige omstændigheder med henblik på at vurdere, om der, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, forelå særlige omstændigheder. Ved efterfølgende klage over afslag på genoptagelse skulle Landsskatteretten således vurdere, hvorvidt Skattestyrelsen med rette havde vurderet, at der ikke forelå særlige omstændigheder. Som led i denne prøvelse indgik efter omstændighederne indholdet og begrundelsen af de oprindelige foretagne taksationer, som klageren ønskede genoptaget. I Skattestyrelsens taksationsforslag af 25. januar 2017 og 10. oktober 2019 for indkomstårene 2015 og 2016 var der som begrundelse for forhøjelse af overskud af virksomhed på henholdsvis 675.000 kr. og 2.075.000 kr. anført, at det var skønnet ud fra klagerens personlige skatteoplysninger, og at Skattestyrelsen især havde lagt vægt på et skønnet privatforbrug på 190.000 kr. Skattestyrelsens forslag til taksationer indeholdt et administrativt skøn, og Landsskatteretten fandt, at det ikke ud fra de konkrete begrundelser var muligt at se, hvilket hovedhensyn, der begrundede de takserede beløb. Da det ikke ud af taksationerne kunne udledes, hvordan Skattestyrelsen var kommet frem til de takserede beløb, var der i forbindelse med klagesagen indhentet oplysninger fra Skattestyrelsen. Ved en gennemgang af årsopgørelserne og de personlige skatteoplysninger for 2014, 2015 og 2016 kunne det konstateres, at der havde været større formueforskydninger i løbet af de påklagede indkomstår. Retten fandt efter en sammenstilling af de forskellige skatteoplysninger og de beregnede formueforskydninger, at taksationerne for 2015 og 2016 var foretaget med rette, idet der fandtes støtte for de takserede beløb i de formueforskydninger, der var sket i de pågældende indkomstår, og som måtte være et udtryk for de oplysninger, som Skattestyrelsen havde til rådighed ved taksationerne. Uanset, at de oprindelige afgørelser om taksation for indkomstårene 2015 og 2016 led af en begrundelsesmangel, fandt retten, at manglen måtte anses som konkret uvæsentlig, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at det i forbindelse med Landsskatterettens prøvelse havde været muligt, efter indhentelse af yderligere oplysninger fra Skattestyrelsen, at se, hvilke forhold og hensyn Skattestyrelsen måtte have lagt vægt på i sit skøn. Retten fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne andre særlige omstændigheder, som kunne danne grundlag for at pålægge Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene ekstraordinært i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Det fandtes ikke godtgjort, at klagerens private anliggender, herunder dennes sygdom, havde haft en sådan karakter i hele perioden, at det havde forhindret klageren i at anmode om genoptagelse inden udløbet af fristerne for ordinær genoptagelse, ligesom 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke ansås for overholdt.

Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2013, 2014, 2015 og 2016.

Klagen drejede sig om, hvorvidt pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, 11. og 12. pkt., hjemlede en ret til, at klageren i indkomståret 2021 kunne fradrage et negativt afkast af klagerens livsforsikring i G1 opstået i indkomståret 2021 under henvisning til, at der var et positivt afkast i indkomstårene 2019 og 2020. Klagerens livsforsikring i G1 var omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, og det negative og positive afkast stammede fra samme livsforsikring. Klageren havde i indkomstårene 2019 og 2020 et positivt afkast på i alt 359.893 kr., og i indkomståret 2021 havde klageren et negativt afkast på 716.084 kr.
Landsskatteretten fandt, at pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, ikke hjemlede en ret til, at klageren i indkomståret 2021 kunne fradrage et negativt afkast af klagerens livsforsikring i G1 opstået i indkomståret 2021 med henvisning til, at der var et positivt afkast fra samme livsforsikring i indkomstårene 2019 og 2020. Landsskatteretten fandt, at pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, 11. og 12. pkt., ud fra en ordlydsfortolkning sammenholdt med en formålsfortolkning af bestemmelsens forarbejder alene måtte anses for at hjemle en ret til at fradrage et negativt afkast i pågældende indkomstårs og de efterfølgende indkomstårs positive afkast af samme ordning. Der fandtes således ikke at være hjemmel til at tage et fradrag for et negativt afkast i et indkomstår, hvor der ikke samtidigt var et positivt afkast, uagtet at der som i nærværende tilfælde havde været et positivt afkast i tidligere indkomstår. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Klagen drejede sig om et bindende svar, hvor SKAT havde svaret "nej" til spørgsmål 2 om, hvorvidt SKAT kunne bekræfte, at spørger ikke skulle betale moms af overdragelse af ejendom til H2 A/S.
Henset til repræsentantens påstand og anbringender fremsat over for SKAT forstod Landsskatteretten det stillede spørgsmål således, at repræsentanten ønskede svar på, om overdragelsen af den faste ejendom med tilhørende byggeprojekt kunne kvalificeres som en virksomhedsoverdragelse omfattet af den dagældende momslovs § 8, stk. 1, 3. pkt. Selskabet var en del af en større ejendomskoncern, hvis aktivitet bestod i køb, salg, projektudvikling og erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom. Selskabets formål var ifølge det oplyste at erhverve byggegrunde samt at udvikle, udstykke og videresælge disse i storparceller. Selskabet var registreret for udlejning af erhvervsejendomme. Selskabet erhvervede i juli 2012 Adresse Y1. I forbindelse med udviklingen af Adresse Y1 oprettede selskabet ejendomsprojektet […].
Selskabet anmodede den 5. juli 2017 om at overdrage ejendommen og ejendomsprojektet til et datterselskab ved skattefri tilførsel med regnskabsmæssig virkning fra 1. maj 2017. Tilladelse til skattefri tilførsel efter fusionsskattelovens §§ 15c og 15d blev givet den 11. oktober 2017.  Datterselskabet blev herefter stiftet den 25. oktober 2017, og selskabet indskød ejendommen bestående af en grund med det igangværende byggeri i datterselskabet mod vederlag i form af kapitalandele. Landsskatteretten fandt på den baggrund, at selskabet var en afgiftspligtig person, der drev selvstændig økonomisk virksomhed, og at tilførslen af aktiver til datterselskabet blev gennemført af selskabet i dets egenskab af afgiftspligtig person. Landsskatteretten fandt endvidere, at selskabet den 25. oktober 2017 overdrog en ejendom bestående af en grund med et igangværende byggeri til dets datterselskab, og at overdragelsen var momspligtig, jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten bemærkede herved, at selskabet ikke havde fremlagt lejeaftaler eller anden dokumentation for, at selskabet på overdragelsestidspunktet drev en igangværende udlejningsaktivitet på ejendommen. Landsskatteretten fandt herved, at overdragelsen af ejendommen ikke bestod af samtlige elementer, der var nødvendige for, at den økonomiske virksomhed med udlejning af fast ejendom kunne udøves af datterselskabet. Transaktionen kunne således ikke kvalificeres som en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse i henhold til den dagældende momslovs § 8, stk. 1, 3. pkt. Landsskatteretten bemærkede i øvrigt, at den dagældende momslovs § 8, stk. 1, 3. pkt., alene fandt anvendelse i forbindelse med overdragelse af registreringspligtig virksomhed. Datterselskabet skulle ifølge det oplyste anvende ejendommen til udlejning, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Ifølge momslovens § 51, stk. 1, 3. pkt., kunne en frivillig registrering ikke omfatte udlejning til boligformål. Andet led af den dagældende momslovs § 8, stk. 1, 3. pkt., ville således ligeledes ikke være opfyldt. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet skulle betale moms af dets tilførsel af aktiver (ejendommen) til dets datterselskab og stadfæstede herefter SKATs besvarelse af spørgsmål 2. Selskabets påstand vedrørende fritagelse efter momslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., modsætningsvist, ansås ikke for omfattet af det af selskabet påklagede spørgsmål i det bindende svar, hvorfor Landsskatteretten henviste selskabet til at anmode om et nyt bindende svar vedrørende dette spørgsmål.

En forsikringsordning oprettet før den 18. februar 1992, som oprindeligt var omfattet af den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, ansås for at have skiftet skattemæssig status som følge af skift af forsikringsselskab efter den 18. februar 1992. Forsikringsordningen blev flyttet fra ét forsikringsselskab til et andet, og den nyoprettede forsikringsordning ansås at være en nyoprettet forsikring omfattet af nugældende pensionsbeskatningslovs § 53 A, hvilket medførte, at afkastet var skattepligtigt, jf. personbeskatningslovens § 4, stk. 1, nr. 13. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.