Vederlag udbetalt i forbindelse med opsigelse af eneforhandleraftale anset for særlig indkomstskattepligtigt.

Landsretten fandt ikke, at en virksomhed med udlejning af helikopter havde fast driftssted i Tyskland. Avance ved salg af helikopteren skulle derfor beskattes i Danmark.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet for en påstand om genoptagelse af skatteansættelser (dissens for at genoptage skatteansætteserne). Højesterets flertal (5 dommere) fandt, at det i bemærkningerne til lovforslaget var forudsat, at der alene skulle ske genoptagelse 3 år tilbage fra den først underkendende dom. Der var ikke i øvrigt oplyst forhold, der i særlig grad talte for genoptagelse, og der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes afslag på genoptagelse.

En skatteyder, hvis skatteansættelse allerede af Skatteankenævnet var annulleret, ville have myndighedernes udtrykkelige anerkendelse af, at den annullerede afgørelse var ugyldig som følge af manglende overholdelse af skattestyrelseslovens § 3. Landsretten afviste sagen, da skatteyderen allerede havde fået fuldt medhold og derfor ikke have retlig interesse.

Skatteyder, over for hvem der med urette var foretaget rentefiksering af uforrentede udlån til egne selskaber, kunne ikke før indførelsen af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7 indrømmes ekstraordinær genoptagelse længere end 3 år tilbage fra den første underkendede dom (TfS 1996, 642 H). Det forhold, at Højesteret havde tilsidesat hidtidig administrativ praksis om rentefiksering, kunne ikke i sig selv medføre, at skattemyndighederne ved ligningen havde begået en ansvarspådragende fejl.

Sagen drejer sig om sælgerens erstatningsansvar ved salg af et overskudsselskab, hvor skatterne ikke blev betalt. Sælgeren solgte overskudsselskabet til F2 ApS (nu under konkurs) og opnåede i den forbindelse et merprovenu på ca. kr. 546.000,- svarende til 88 % af selskabets skattetilsvar. Overførslen af købesummen og overførslen af selskabets midler til selskabets nye konto i køberens bank skete ved samtidige gensidigt betingede overførsler. 10 dage efter overførslen af købesummen blev selskabets midler indsat på køberselskabets konto. Landsretten lagde til grund, at det købte selskab blev finansieret af selskabets egne midler. Landsretten lagde til grund, at den betydelige overpris på 88 % af skattetilsvaret måtte gøre det klart for sagsøgtes rådgivere, at der ikke var tale om en normal forretningsmæssig disposition, men at denne var skattemæssigt begrundet. Muligheden for, at køberen kunne opnå et mindre overskud ved udnyttelse af reglerne om skattegodtgørelse kunne ikke fritage sælgeren fra at foretage undersøgelser af køberens planer med selskabet, og da sagsøgtes rådgivere ikke under forhandlingerne om salget havde indhentet nærmere oplysninger herom, fandtes sælgeren på uforsvarlig måde at have tilsidesat skattevæsenets interesse, og sælgeren var derfor erstatningsansvarlig.

På baggrund af en konkret henvendelse oplyser Skatteministeriet i denne meddelelse om skattefrihedsbetingelsen vedrørende arbejdsmæssigt behov i ligningslovens § 16, stk. 12, 1. pkt., samt om det vil have skattemæssige konsekvenser, at medarbejderen efter en rå dighedsperiode køber sin hjemme-pc af arbejdsgiveren til markedsprisen.

Skatteministeriet blev spurgt, om der kunne ske fravigelse af kravet om båndlæggelse af afståelsesprovenu i forbindelse med, at der skete tvangsindløsning af et stort antal medarbejderes medarbejderaktier i et børsnoteret selskab, der efter gældende praksis skulle have været bånd- lagt. Tvangsindløsningen blev foretaget af en ny aktionær, der havde opkøbt mere end ni tiendedele af aktierne i selskabet. Da der var tale om en tvangs- indløsning af medarbejderaktier hos et meget stort antal medarbejdere, der ikke var omfattet af ledelseskredsen i det pågældende selskab, og selskabet var børsnoteret, tillod Skatteministeriet, at afståelsesprovenuet kunne udbetales til medarbejderne.

Der påhvilede ikke selvskyldnerkautionist en aktuel gældsforpligtelse over for pengeinstitut. I forhold til debitorselskabet fandtes der imidlertid at have påhvilet ham en aktuel gæld på baggrund af en samlet vurdering af en friholdelseserklæring sammenholdt med forløbet forud for låneoptagelsen, anvendelse af provenuet af lånet og den regnskabsmæssige behandling af lånet. Ved over for omverdenen at lade selskabet fremstå som ejer af den omhandlede grund havde sagsøgeren vanskeliggjort muligheden for at gennemskue forholdene, og retssag til afklaring heraf måtte fremstå som en nærliggende risiko. Omkostningerne blev derfor ophævet.

Sagen drejer sig om erstatningsansvar for sælgerne af et overskudsselskab og køberens bank for skattemyndighedernes tab ved, at selskabet i forbindelse med overdragelsen blev tømt for midler. Herudover havde sælgeren indstævnt sine rådgivere samt sælgers og købers banker med krav om regres. Landsretten lagde til grund, at selskabets midler i forbindelse med overdragelsen var blevet stillet til køberens rådighed i strid med selvfinansieringsforbuddet i den dagældende anpartsselskabslov § 84, stk. 2. Sælgers advokat havde oplyst sælgers bank om, at købers ban fremover skulle være kontoførende for det solgte selskab, men det fremgik ikke at instruksen, at pengene skulle overføres til en konto tilhørende selskabet. Pengeoverførslen blev i instruksen alene betinget af, at købsaftalen forelå i underskrevet stand, og at købesummen var overført til sælgers bank. Advokaten og dermed sælgeren måtte på denne baggrund have indset, at selskabets midler blev stillet til rådighed for køberen i forbindelse med dennes erhvervelse af selskabet. Da tilbageførsel af selskabsmidlerne fra køberen uomtvistet var udelukket, hæftede sælgeren i medfør af anpartsselskabslovens § 84, stk. 5, for selskabets tab. For så vidt angik købers bank lagde landsretten til grund, at banken vidste, at køberen handlede med selskaber, at der konkret var tale om en selskabshandel, og at pengeoverførslerne mellem køberbanken og sælgers bank var gensidigt forbundne. Da gensidigheden af pengeoverførslerne var afgørende for, at køberbanken tillod køberen at overtrække kontoen med kr. 33 mio., indså eller burde køberbanken have indset, at selskabet blev købt for dets egne midler, og derved havde banken hanclet culpøst. Sælgers bank, der ikke havde opstrådt som rådgiver for ælger og alene havde overført selskabets midler i henhold til advokatens instruks, blev friundet for sælgers regreskrav. Sælgers advokat, der havde udformet betalingsinstruksen, og sælgers revisor og rådgiver, der havde overværet, at instruksen blev dikteret af sælgers advokat, blev in solidum pålagt at friholde sælgeren for det fulde beløb, han skulle tilbageføre til konkursboet bortset fra den ved salget opnåede berigelse. Sælgers indsigelser mod udformningen af sagsøgerens påstande blev ikke taget til følge.

Der kunne ikke gøres krav gældende mod sælgerne (de sagsøgte) af et overskudsselskab efter dagældende aktieselskabslovs § 115, stk. 5, da det ikke kunne godtgøres, at de sagsøgte eller deres rådgivere, uanset at de sagsøgte på salgstidspunktet var registreret som bestyrelsesmedlemmer, havde truffet eller opretholdt den ulovlige disposition, hvorefter selskabets midler blev overført til køberselskabet. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at gøre et ansvar gældende i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler, bl.a. fordi salget ikke fremtrådte som en unormal forretningsdisposition, fordi de sagsøgte ikke opnåede en merpris udover egenkapitalen og fordi de sagsøgte ikke havde nogen konkret anledning til at nære mistanke om, at selskabets midler ville blive stillet til rådighed for køberselskabet i strid med den dagældende aktieselskabslovs § 115.

Skatteministeriet frifundet i sag om udlandslempelse og fortolkning af ligningslovens § 33 A.

Formidlingsprovision, der skulle betales i forbindelse med transaktioner, der gik ud på at undgå beskatning af kursgevinster, kunne der ikke tages hensyn til ved afgørelsen af, om betingelsen for skattefritagelse i medfør af den dagældende § 7 A, stk. 3, 2. pkt. var opfyldt. Som følge heraf var kursgevinsterne skattepligtige. Sagsbehandlingsfejl havde efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke ugyldighedsvirkning.

Appellanten, der var en importvirksomhed, fik ikke medhold i sin påstand om, at indstævnte skulle tilbagebetale ambi opkrævet i strid med 6. momsdirektiv, da denne måtte anses for overvæltet på appellantens kunder. Landsretten lagde navnlig vægt på, at appellantens produktion ikke var løntung, og at appellantens forringelse i konkurrencesituationen konkret måtte anses som beskeden.

Landsretten behandlede begæring fra sagsøger om tilladelse til at stille en række præjudicielle spørgsmål til EF-Domstolen omkring de danske regler for registreringsafgift og disses forenelighed med EU-Traktaten og andre dele af fællesskabsretten. Sagsøgers begæring blev taget til følge for så vidt angik enkelte spørgsmål vedrørende registreringsafgiftens forhold til artikel 28 om kvantitative indførselsrestriktioner. Landsretten afslog at tage begæringen til følge for så vidt angik spørgsmål i forhold til 6. momsdirektiv, informationsproceduredirektivet og EU's konkurrenceregler.

Ikke fradrag for en professors arbejdsværelse i hjemmet.

I forbindelse med salget af et overskudsselskab overførte sælgernes pengeinstitut, der tillige var køberbank, selskabets midler til køberens advokats klientkonto. Landsretten lagde til grund, at sælgerbanken ved overførelsen af selskabets midler handlede på vegne af sælgerne, og at sælgerne derfor var bundet af den disposition, sælgerbanken havde truffet på deres vegne i strid med anpartsselskabslovens § 84, stk. 2. Sælgerne indestod derfor for selskabets tab i medfør af anpartsselskabslovens § 84, stk. 5. Landsretten lagde endvidere til grund, at køberbanken var klar over, at overførelsen af selskabets midler og købesummen var indbyrdes forbundne, og at de dannede grundlag for salget af overskudsselskabet. Landsretten lagde endvidere på baggrund af en vidneforklaring af en af bankens medarbejdere til grund, at banken indså, at der var tale om selvfinansering. Banken havde derfor på uforsvarlig måde medvirket til den ulovlige selvfinansering og var erstatningsansvarlig for skattevæsnets tab. Erstatningsbyrden blev fordelt mellem sælgerne og køberbanken efter principperne i TH-dommen (UfR 2000.365 H)

Skatteministeriet har indgået forlig ved Østre Landsret. Skatteyderne, hvor den ene var pianist og den anden var sangerinde var blevet nægtet fradrag for udgifter til tøj og tøjrensning. Skatteyderne havde nedlagt påstand om, at de hver blev indrømmet fradrag for halvdelen af de afholdte udgifter. Skatteyderne havde optrådt ved 55 engagementer med musik til fester og på restaurationer o.l. Skatteministetiet tog bekræftende til genmæle over for skatteydernes påstand.

Skatteministeriet har ved et retsforlig anerkendt, at der ikke kunne ske udlodningsbeskatning af en anpartshaver, der havde tegnet anpartskapital ved apportindskud, og hvor det efterfølgende viste sig, at apportindskuddet reelt ikke havde den værdi, det var optaget til ved stiftelsen. I en sådan situation vil den rette reaktion i skattemæssig henseende i stedet normalt være den, at konstateringen af, at apportindskuddet var mindre værd end forudsat, får indvirkning på anparternes anskaffelsessum, der herved bliver lavere.

Skatteyderen havde pr. 1.1.95 stiftet et anpartsselskab. Indskudskapitalen blev fremskaffet via et apportindskud, men efterfølgende viste det sig at apportindskuddet ikke havde den værdi, det var optaget med ved anpartsselskabets stiftelse. Skatteyderen var herefter blevet beskattet med forskellen mellem apportindskuddets forudsatte og faktiske værdi. I landsretten blev indgået forlig, hvor Skatteministeriet anerkendte, at den skattemæssige anskaffelsessum for anparterne blev reguleret til den faktiske værdi, så apportindskuddets lavere værdi ikke vil medføre udlodningsbeskatning.

Anmodning imødekommes om succession i skattemæssig anskaffelsessum på aktier ved spaltning af aktivitet fra Granada Compass plc til Compass Group plc. Samtlige danske aktionærer bliver omfattet af afgørelsen.

Told-og Skattestyrelsen har udsendt meddelelse om kurser og effektiv forrentning til brug for kursansættelse af private pantebreve pr.1/4 2000. Meddelelsen indeholder endvidere kurstabeller vedrørende 2. kvartal 2001, som skal anvendes ved kontantomregning af overdragelsessummer på private pantebreve m.v. (Tidligere meddelelse, se SKM2001.97.TSS)

Told- og Skattestyrelsen har afgjort, at hvis en skatteansættende myndighed ønsker at foretage en transfer pricing-ændring af et selskabs eller en persons skattepligtige indkomst, og ikke indhenter forudgående godkendelse til ændringen hos Told- og Skattestyrelsen, er ansættelsesændringen ugyldig. Indsendes ansættelsesændringen herefter til godkendelse, og godkendes den, skal der udsendes en ny agterskrivelse og kendelse.